Nøgternt om en historisk skandale

Lars Andersen, Scavenius-affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København, Aalborg Universitetsforlag, 174 sider, 250 kroner

Da ministeren for kirke- og undervisningsvæsen, den adelige godsejer Jakob Scavenius (1838-1915), blev afskediget i 1891, blev det af de fleste betragtet som en et resultat af, at han havde været modstander af regeringens tilnærmelser til oppositionen i forsvarsspørgsmålet. Scavenius var blevet minister 10 år før, udnævnt af sin fætter og navnefælle, konseilspræsident Jakob Brønnum Scavenius Estrup. Der var ikke tale om nepotisme. Scavenius var en dygtig minister, der f.eks. havde stor betydning for udviklingen af museums- og arkivvæsenet. Han nedsatte et kirkeligt råd, der skulle arbejde for en større grad af selvstændighed for kirken, men havde som bekendt ikke held med det.

I forsvarsspørgsmål var han udpræget konservativ, men i kulturelle spørgsmål havde han sympati for det moderne gennembruds mænd, og han var derudover kendt som en ivrig deltager i det københavnske natteliv. Det var et problem for ham som kirkeminister, fordi størstedelen af det kirkelige landskab betragtede brandesianismen som umoralsk og ukristeligt. Og så er spørgsmålet: Kan man have en kirkeminister, der er så radikal? Har ministerens private livsanskuelse og levned betydning for hans embedsførelse? Hvordan skal man forstå forbindelsen mellem politikerens private liv og hans offentlige?

Nogle få år før sin afsked var Scavenius blevet udfordret af en af sine partifæller, grosserer Carl Ingeman-Petersen (1854-1915), der offentligt anklagede Scavenius for at have besøgt en prostitueret. Det var i sig selv ikke strafbart, men dog stadig så alvorlig en anklage, at Scavenius efter nogen betænkningstid følte sig foranlediget til at anlægge en injuriesag. En af grundene til at han måtte anlægge sagen var sandsynligvis pres fra kirkelige kredse, der ikke ville finde sig i at have en minister, til hvem rygter om skørlevned klæbede. Årsagen til at Ingeman-Petersen fremførte sin anklage mod Scavenius var antagelig ikke politisk. Han var missionsk og simpelthen oprigtig forarget. Han havde yderligere efter al sandsynlighed fuldstændig ret. Når Scavenius klarede frisag, skyldtes det, at han havde bestukket centrale vidner og at det lykkedes ham og den del af pressen, der støttede ham, at fremstille Ingeman-Petersen som en isoleret galning.

Sagen, der er velkendt, døde hen, men kun tilsyneladende, hævder Lars Andersen, der med denne bog ønsker at give en ny forklaring end den herskende på Scavenius’ afgang. Andersen mener at kunne vise, at Scavenius’ privatliv, ikke hans politik, blev udslagsgivende for hans afskedigelse. Det er en relativt beskeden pointe at skrive en hel bog om. Bogen skal imidlertid ikke læses for sin pointe, men for sin detaljerede gennemgang af en vaskeægte skandale. Der er to hovedtyper af politiske skandaler, der handler om henholdsvis embedsmisbrug og personlig vandel. Den første type er et spørgsmål om overholdelse af formelle regler, mens den anden type handler om vælgernes tillid til de valgte. Hvem ønsker vi som politiske repræsentanter og ledere? Politikerne må svare for både de formelle domstole og for folkedomstolen. Mens reglerne for embedsførelse er både faste og klare, er offentligheden vilkårlig og inkonsekvent i sine domfældelser. Hvad der tjener den ene politiker til ros, bebrejdes den anden. Den enes mod og frisind er den andens mangel på karakter og moral.  

Scavenius var genstand for almindelig latterliggørelse i revyviser og karikaturtegninger. Mediernes behandling af sagen var omfattende. Han var trods sine kvaliteter som minister blevet en belastning for regeringen. Estrup stod i det samme dilemma, som mange af hans efterfølgere har måttet erkende: man fremstår som en svag regeringsleder, hvis man lader sig påvirke for let af folkestemningen, men på den anden side skal man skille sig af med de rådne æg. Det er et spørgsmål om timing.

Lars Andersen tager ikke for alvor fat i den diskussion om det private og det offentlige, som han lægger op til. Det er synd, for trådene kan trækkes helt frem til i dag. Mange af de største politikere i det 20. århundrede har haft rod i privatlivet og ført et levned, der ikke lever op til de moralske standarder, som de fleste hylder – ingen nævnt, ingen glemt. Andersen holder sig i det store hele til en nøgtern redegørelse for selve sagen, men den er sandelig også dramatisk nok i sig selv

(Kristeligt Dagblad 14. april 2014)

Grundtvigs impressario

Knud Søndergaard, Asta Grundtvig. Liv og virke – slægt og venner 1826 -1890, Forlaget Vartov, 436 sider, kr. 298

Asta Tugendreich Adelheid, født komtesse Krag Juel Vind Frijs i 1826, blev gift første gang med kammerherre Holger Reedtz i 1848, enke i 1857, gift anden gang med N.F.S. Grundtvig i 1858, enke for anden gang i 1872. Fru Asta, eller Adelheid, som hun selv kaldte sig, er gået over i historien som den, der ledsagede Grundtvig på hans gamle dage. Hun var en stærk og selvstændig kvinde, født adelig, men delte ikke flertallet af sine standsfællers konservative, politiske opfattelse. Kort tid efter sin første mands død fik hun det råd at opsøge Grundtvig som sjælesørger. Hun kendte ham ikke personligt i forvejen, men var forbundet gennem sin familie, idet hendes svoger, Hans Carlsen, var bror til Grundtvigs anden hustru, Marie Toft, der var død i 1854.

Den unge enke på 31 tog fra sit hjem på Palsgaard i Østjylland til København, hvor den aldrende Grundtvig var alene med en blot fire år gammel søn. De to fandt hurtigt sammen. Hun bragte fire børn ind i ægteskabet og fødte i tilgift Grundtvig en datter. Det var et inklinationsparti, men det viste sig også at være mere end det. Grundtvig fik ikke bare en sygeplejerske. Fru Asta havde foruden penge også virketrang, og i 1859 købte hun ejendommen Christianshvile på Frederiksberg, af Grundtvig kaldet "Gladhjem", hvorom bogen beretter: "Indadtil blev villaen en levende ramme om den grundtvigske storfamilie, og udadtil blev den et gæstfrit og inspirerende midtpunkt for udviklingen af Grundtvigs tanker og visioner for kirken og højskolen, og hvor fra Asta kunne udfolde hele sit register af organisationstalent og gæstfrihed."

Samme år blev grunden lagt til de legendariske vennemøder, der blev afholdt på Grundtvigs fødselsdag i september. Her samledes Grundtvigs tilhængere om taler og sang. Grundtvig var i sin levetid det åndelige centrum for disse møder, men hans tredje hustru var den organisatoriske kraft og som sådan en nøgleperson i den bevægelse, der kom til at bære hendes mands navn. I 1867 flyttede familien til ejendommen Store Tuborg, igen købt for fru Astas penge. I 1872 var der igen indbudt til vennemøde, hvor et par tusinde var mødt frem til det, der imidlertid skulle blive en begravelse, da Grundtvig var død kort tid før sin 89 års fødselsdag. Fru Asta Grundtvig forblev et anerkendt centrum for den grundtvigske bevægelse til sin død i 1890.

Selve beretningen om Astas liv udgør kun en mindre del af bogen. Selve biografien afbrydes af kapitler om slægten, venne- og omgangskredsen. I et omfattende appendix finder man blandt andet slægtstavler. Desværre er bogen uden et noteapparat, så man kan se, hvor den store viden stammer fra, og det er i særdeleshed synd, fordi der ligger omfattende studier i litteraturen og arkiverne til grund for bogen. Meget prisværdigt er det, at udgiverne har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at udfærdige et navneregister. Lars Thorkild Bjørn står for den fortræffelige billedredaktion.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2014)

Danmark i 1800-tallet

Danmark bliver Danmark – Krig, kamp og genier i 1800-tallet

Aarhus Universitetsforlag, 104 sider, kr. 149,95

Denne antologi, der er blevet til som led i den store 1800-talsfestival, der netop er blevet afholdt i Aarhus, består af 100 meget korte tekster, et for hvert år i det 19. århundrede, skrevet af næsten lige så mange forskellige historikere, litterater, musikvidenskabsfolk og mange andre. De omhandler så forskellige temaer som moderskab, hæren, mad, adel, opera, indvandring, skagensmalerne, Grundloven, eksport, Treårskrigen, bedrageri og meget, meget andet. Teksterne har nærmest karakter af klummer. De er pointerede og velskrevne, samtidig med at de inddrager resultaterne fra den seneste forskning. Hver tekst er illustreret med et eller flere velvalgte billeder gengivet i en fremragende kvalitet. Til sammen danner billeder og tekst en mosaik, der er en fortrinlig introduktion til et århundrede, der på en gang forekommer at være på den ene side eksotisk og fremmed og på den anden side genkendelig og moderne.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2014)

Værdigt om en vigtig modstandsmand

Tom Hermansen, Før jeg siger farvel - samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler

Jørgen Kieler (født 1919) var sammen med sine søskende aktiv i modstandsgruppen Holger Danske. Han blev taget af Gestapo i 1944 og sammen med sin bror bragt til KZ-lejren Neuengamme, nærmere bestemt den bestialske Aussenlager Porta Westfalica, der nærmest havde karakter af udryddelseslejr.

Om tiden som modstandsmand og som KZ-fange har Kieler for godt 10 år siden skrevet i et sagligt og grundigt erindringsværk med titlen " Hvorfor gjorde I det?", i to bind, udkommet på Gyldendal.

I 2005 udkom en interviewbog, "Om lidt er de borte", også på Gyldendal, hvor blandt andre Kieler fortæller sin historie til Ninka, Anne Wolden-Ræthinge.

Kieler færdiggjorde efter krigen sine medicinske studier og blev en respekteret kræftlæge, der desuden brugte sine personlige erfaringer til at undersøge de helbredsmæssige virkninger af et ophold i en KZ-lejr. Han forvaltede sin egen fortid ved at forholde sig videnskabeligt til den. Det er den samme tilstræbte objektivitet, man finder i det 10 år gamle erindringsværk.

I denne interviewbog har journalist Tom Hermansen imidlertid fået lirket lidt i lægen, og det er blevet til et personligt portræt af en mand, der endnu ikke er holdt op med at reflektere over de begivenheder for 70 år siden, der har formet ham og hans skæbne. Bogen handler først og fremmest om tiden 1940-1945, men den tager helt bevidst sit udgangspunkt i nutidens Jørgen Kieler, en skrøbelig, men stadig meget åndsfrisk mand.

Kieler repræsenterede og repræsenterer den ikke-kommunistiske del af modstanden, den del, der især var motiveret af nationale følelser og en stærk retfærdighedssans.

Han bryder sig ikke om Systemet Politiken og Bo Lidegaards forsvar for Erik Scavenius og samarbejdspolitikken, bestemt ikke.

Men Kieler har også lært at forsone sig. Minderne fra Porta Westfalica er stadig bitre, men han har stiftet fred med det Tyskland, som han i 1945 svor aldrig at ville besøge.

Kieler, der ellers godt har kunnet virke lidt skråsikker i sine vurderinger, beretter om, hvordan han løbende har måttet justere sit syn på livet og verden, og fortæller varmt og for det meste usentimentalt - man er vel stadig læge - om det at blive en gammel, gebrækkelig enkemand, og om glæden ved at have børn og børnebørn, om erindringens nødvendighed og om pligten og trangen til at besøge de grave, der bliver flere og flere.

Hermansen gør ikke Kieler til profet eller sandhedsapostel, men skildrer en mand, der er værd at lytte til, fordi han har omsat sine erfaringer til levet liv og betjent sig flittigt af sin intelligens og samvittighed undervejs. Hermansen har ristet ham en værdig rune.

(Kristeligt Dagblad 10. marts 2014)

Med forargelsen som drivkraft

Adam Hochschild, Aldrig mere krig, Informations Forlag

Denne bog handler ikke om krigen 1914-1918 i militærhistorisk forstand. Den skildrer en række britiske skæbner, der var involveret i krigen som generaler, menige soldater, iagttagere, embedsmænd, aktivister, forfattere, politikere og mange flere. Bogen bringer læseren vidt omkring i det udstrakte imperium, hvor vi møder kendte og ukendte aktører.

Hochschild kan tegne et portræt i få streger. Gennemgående er hans interesse for kvindeskikkelserne som for eksempel en suffragette som Charlotte Despard, der var pacifist - og søster til feltmarskal sir John French. De holdt interessant nok meget af hinanden. Læseren får også et portræt af den fascinerende lady Violet Cecil, svigerdatter til den britiske premierminister lord Salisbury. Hun ledsagede sin mand, der var officer, til Sydafrika, hvor han deltog i boerkrigen, og hun forelskede sig i den britiske generalguvernør, ungkarlen lord Milner. Tyve år senere blev hun enke, og de kunne endelig gifte sig.

Parret udgør to af bogens centrale skikkelser, som Hochschild bruger til at fortælle sin historie. Hans metode er at krydsklippe raskt fra situation til situation, fra person til person. Det bliver næsten for fragmenteret. Bogens bliver dog holdt sammen af sin dramatiske kerne, kampen for og imod krig, striden mellem militarister og pacifister i Storbritannien. De få krigsmodstandere som for eksempel filosoffen Bertrand Russell er bogens helte, der skildres som glimt af lys i en formørket tid. Bogen har en undertone af forargelse over britisk imperialisme og racisme i skikkelse af Rudyard Kiplings digtning, militærets arrogance, overklassens privilegier og politikernes ansvarsløshed.

Konger og kejsere fremstilles som barokke og latterlige, og religiøsitet betragter Hochschild med overbærende undren. I skildringerne af slagene på Vestfronten udfolder han hele sin skrivekunst for at udstille lidelsen, opregne tabet af menneskeliv og udstille, hvad han betragter som krigens meningsløshed. Den krigsbegejstring, der fandtes ikke blot i det første krigsår, kender Hochschild udmærket, men den er ham som fænomen helt fremmed.

Her står han i modsætning til Hew Strachan, der i sin nyligt oversatte bog, der blev anmeldt her i avisen for 14 dage siden, ikke fordømmer, men forsøger at forklare og forstå, at finde årsager til og mening med galskaben, hvorimod Hochschild synes at ville lade sig nøje med at fælde dom. Det er farverigt og godt skrevet, men Hochschilds drivkraft er forargelsen, så han taler først og fremmest til dem, der føler som han.

(Kristeligt Dagblad, 8. feb. 2014)

Mening i galskaben

Hew Strachan, Første Verdenskrig, Informations Forlag

Første Verdenskrig, The Great War, Den Store Krig, som den stadig kaldes på engelsk, betegnes ofte som et meget stort skel i europæisk historie, fordi denne krig opfattes som et retningsløst blodbad og et meningsløst vanvid. Det er især de store slag på Vestfronten - Verdun, Ypres, Somme osv. – der har fået lov til at stå som billedet på en krig, der blev udkæmpet i et tilsyneladende konstant regnfuldt efterår i Belgien og det nordlige Frankrig, et søle af underafkølet mudder og blod, der ikke rykkede sig ud af stedet. Det blev den krig, der for alvor slog det dogme fast i den europæiske bevidsthed, at krigen selv er uden mening, at væbnet konflikt er det, der indtræffer, når verden er løbet tør for fornuft og menneskelighed.

Hew Strachan nuancerer dette billede betydeligt på flere punkter. For det første fremhæver han, at denne i udgangspunktet europæiske krig faktisk var en verdenskrig, fordi den blev udkæmpet på hele det eurasiske kontinent, i Afrika samt på alle verdenshave alene af den grund, at størstedelen af verden uden for de amerikanske kontinenter var underlagt europæisk koloniherredømme.
For det andet går han ud fra den grundlæggende antagelse, at krig føres af en grund. Der er mening i det, som så let afskrives som galskab.

Krig er et middel til at opnå et formål, der ofte er helt legitimt, f.eks. at opretholde statslig suverænitet, varetage allianceforpligtelser eller beskytte vitale interesser. Blandt mange begivenheder, kan nævnes to som eksempel på Strachans tilgang. Det mislykkede britiske forsøg på at overtage herredømmet over udsejlingen fra Sortehavet, kendt som nederlaget ved Gallipoli, afskrives normalt som en stor fejl af daværende marineminister Churchill, men Strachan redegør klart for, hvorfor ideen ikke var så tosset endda i udgangspunktet. Tilsvarende giver han en afvejet bedømmelse af det armenske folkedrab. Han underbetoner på ingen måde det tragiske element, men peger på, at skyldsspørgsmålet måske ikke lader sig afgøre så let.

Som en tredje vigtig pointe peger han på, at krigens udbrud ikke skyldtes de største krigsførende parter, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Rusland eller USA, men det habsburgske dobbeltmonarki, Østrig-Ungarn. Forud for krigsudbruddet i 1914 var gået to i sammenligning små krige på Balkan, der havde haft som resultat, at Serbien havde ekspanderet på bekostning af både Det osmanniske Rige og det habsburgske. Da en serbisk understøttet gruppe af attentatmænd trods amatøragtig forberedelse og virkelig elendig udførelse havde held til at myrde den habsburgske tronfølger, Franz-Ferdinand, i Sarajevo i sommeren 1914, blev Wien provokeret til at udløse en krig, der havde til hensigt at sætte serberne på plads. Det var denne regionale konflikt, der i løbet af ganske få måneder eskalerede til en krig i største skala.

Krigen udgjorde det endelige sammenbrud for en vellykket magtbalance, for næsten et århundredes fravær af større væbnede konflikter i Europa. Napoleonskrigene var sluttet med en aftale mellem stormagterne i Wien i 1815 om en afvejning af interesser, der betød et gennembrud for diplomatiet som konfliktløsningsmiddel. Dette system, kaldet den europæiske koncert, var ikke perfekt. Ikke mindst Preussens opstigning til dominerende magt på kontinentet med dannelsen af det andet tyske kejserrige i 1871 forskubbede balancen som et resultat af de tre krige mod henholdsvis Danmark, Østrig og Frankrig i 1864, 1866 og 1870.

Strachan nævner ikke krigen i 1864, og det kan ikke undre, for selv i tysk historieskrivning er den stort set glemt. Det var en meget isoleret konflikt i europæisk sammenhæng, men helt afgørende for opbygningen af preussisk dominans i Nordeuropa og dermed en nøgle til forståelse af sammenbruddet af den europæiske koncert. Heller ikke afståelsen af de dansk vestindiske øer i 1917, der var en af forudsætningerne for USA’s indtræden i krigen, nævnes. Øerne kunne have udgjort et centralt flådestøttepunkt for tyskerne, hvis de havde valgt at besætte Danmark. Det er ganske vist en detalje i det store billede, men ikke desto mindre en, som kunne have perspektiveret temaet for den danske læser. Til gengæld er et af verdenshistoriens største søslag mellem skibe bygget af stål, The Battle of Jutland i 1916, omhyggeligt omtalt.

Strachans oversigt over krigen er klassisk krigshistorie. Han lægger vægt på betydningen af den teknologiske og økonomiske udvikling, militære strategier og taktikker. Som læser er man godt tjent med at have et atlas ved hånden, hvis man ikke på forhånd er fortrolig med flodernes forløb på Balkan eller atollernes fordeling i Stillehavet. De kort, som er aftrykt i bogen, er ikke meget værd, og illustrationerne yder ikke bogens ambition nogen retfærdighed.

Det er en både vedkommende og udfordrende bog. Strachan har med overblik og detailindsigt kondenseret et utroligt omfattende begivenhedskompleks på mindre end 400 sider uden at læseren følger sig forsømt. Det er noget af en præstation.

Fra bondedreng til professor

Ove Korsgaard, Solskin for det sorte muld – om slægt og folk, Gyldendal, 384 sider,  299,95

”I mit hjem diskuterede vi aldrig, om vi skulle holde jul, om køerne skulle fodres, eller om vi skulle gå til gymnastik. Det gjorde alle ordentlige mennesker.” Sådan skriver Ove Korsgaard (født 1942) om sin barndom på en større gård på Mors. Da han voksede op, var andelstidens landbokultur endnu intakt på limfjordsøen. Familien Korsgaard hørte til de grundtvigske og handlede derfor kun i Brugsen, der var en del af andelsbevægelsen. Det var ikke fordi købmanden var for dyr eller et slet menneske. Man kom bare aldrig hos købmanden, og derfor vidste man sådan set ikke engang, hvad hans varer kostede. På andre punkter fulgte familien normen . Selv om der var både grundtvigske friskoler og valgmenigheder på øen, tilhørte familien sognemenigheden, og børnene gik ikke i friskole.

Drengen Ove gik i Hvidbjerg Skole, hvor der var en førstelærer og en andenlærer og to klasser. Det var før skolereformen af 1958, der ophævede forskellen mellem købstadsskoler og de stråtækte, som de kaldes, om end Hvidbjerg Skole som så mange andre var grundmuret og teglhængt. Men det var en landsbyskole, hvis formål var at bibringe børnene de nødtørftigste kundskaber, inden de fortsatte deres virke i landbruget.

Således var det også tanken med drengen Ove. Han kom på Galtrup Efterskole og på Askov Højskole, hvor han fandt ud af, at hans hu stod til bogen. Han kom på Den fri Lærerskole i Ollerup – et eksamensfrit, grundtvigsk seminarium – og samtidig med at Korsgaard gjorde karriere i højskoleverdenen som både mangeårig forstander for Gerlev Idrætshøjskole og som formand for Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark, udfoldede han et betydeligt historisk forfatterskab. De tre vigtigste værker fra hans hånd er ”Kampen om Kroppen” fra 1982, som handler om idrættens historie i Danmark. Derpå fulgte ”Kampen om Lyset” om dansk voksenoplysning fra 1997. Den blev siden konverteret til en ph.d-afhandling, den første eksamen, som Korsgaard aflagde i sit liv. Endelig skrev han i 2004 disputatsen ”Kampen om Folket” om uddannelse, dannelse, nation, samfund, magt og politik, som banede vejen for et professorat på Danmarks Pædagogiske Universitet, nu hørende under Aarhus Universitet. Korsgaard står i dag som en af sin generations væsentligste fortolkere af Danmarks historie.

Korsgaards forskning er kondenseret i denne bog. Nye læsere kan begynde her, og gamle læsere kan fornøje sig med gensynet. Titlen er hentet fra den sang, som Grundtvig skrev i anledning af åbningen af sin egen højskole i 1856. Her sammenlignede Grundtvig solskinnets betydning for afgrødernes vækst med oplysningens betydning for den bonde, der levede af at dyrke jorden. Netop sådan en oplyst bondedreng er Ove Korsgaard. Han kommer ikke fra underprivilegerede forhold i økonomisk eller social forstand, slet ikke. Familien Korsgaard har hørt til de ledende kredse på Sydmors i generationer, kulturelt og politisk.  Men han har i løbet af sit liv foretaget en rejse fra en verden, der ikke er længere, til en verden, som det har krævet store mentale omstillinger at finde sig til rette i.

Et af de eksempler, som Korsgaard fremhæver til illustration af denne forandringsproces, er hans faster, Stine. Hun forelskede sig under sit ophold på Askov i 1921 i københavneren Iver Jespersen, arvtageren til forlaget Jespersen og Pio, og han i hende. Iver var fritænker, det vil sige ateist. Hendes familie var meget imod forbindelsen, og det er synd at sige, at gommens forældre var begejstrede for at skulle tage imod en bondefødt svigerdatter. Det var en kamp for parret at vinde forståelse for, at de ville hinanden. Korsgaard gengiver brevvekslinger, der vidner om, at det frie valg af ægtefælle ikke nødvendigvis var en selvfølge for knap 100 år siden.

Da parret endelig blev viet i 1928 - på Københavns rådhus -  var hendes forældre ikke med til brylluppet. Stine og Iver blev en del af det københavnske, intellektuelle, modernistiske miljø og har vel som familiens første akademiker – hun blev cand.psych. - fungeret som pejlemærke for drengen fra Mors, der skulle finde sin egen vej, fordi han på et tidspunkt måtte tage sig sammen og meddele sin far, at han ikke ville være landmand, men noget andet. Hans vej førte over 1968. Politisk revolution eller doktrinær marxisme spillede ingen hovedrolle for ham. Det gjorde derimod opgøret med det givne, selvfølgens ophør. Efter 1968 skal man kunne give en begrundelse, hvis man  vil berettige, at gymnastikken skal passes, køerne skal fodres eller julen skal fejres. Men også den tabte selvfølge var et resultat af et tilsvarende oprør, minder historikeren Ove Korsgaard os om. De folkelige bevægelser, andelsbevægelsen, vækkelserne, grundtvigianismen og Indre Mission var selv et resultat af et oprør mod ”systemet” i 1800-tallet, og Mors var faktisk et centrum i dette oprør. Her blev landets tredje valgmenighed stiftet, og da valgmenighedspræsten Rasmus Lund tog ukonfirmerede børn til alters i 1880erne, var det et opgør med den forestilling, at man kan kunne styre samfundet ved hjælp af kirketugt. Og så blev valgmenigheden til den første frimenighed.

Ove Korsgaard har faktisk gennemført forvandlingen fra bondedreng til professor uden at miste forbindelsen til sit ophav. Han nærer en uskrømtet beundring for sine forældre, og han har bevaret den åbne forbindelse til det grundtvigske skole- og kirkeliv. Han har boet på Sjælland det meste af sit voksne liv, men skildrer sin fødeø i fortid og nutid med varme og indsigt. Mors er centrum, ikke udkant. I Korsgaards skildring er vi langt fra Aksel Sandemoses eller Knud Romers nedgørende billede af den småtskårne provins i Nykøbing Mors, henholdsvis Falster. Det er ikke Laasby-Svendsens, men Hein Heinsens, Frode Jakobens, Jens Smærup Sørensens og selvfølgelig Knud Sørensens Mors, der er tale om.

Ifølge sit eget udsagn bruger Korsgaard sin egen og sin slægts historie til at berette om, hvordan Danmark blev forvandlet fra et bondesamfund til landbrugssamfund, fra et landbrugssamfund til et industrisamfund og fra et industrisamfund til et informationssamfund. I virkeligheden har jeg Korsgaard mistænkt for at bruge Danmarks historie som undskyldning for at skrive sine erindringer, men faktorernes orden er sådan set underordnet, for resultatet er uanset synvinkel vellykket. Historikeren Ove Korsgaard er så integreret med mennesket Ove Korsgaard, at den lille historie sammenføjes sømløst med den store. Videnskabsmanden Korsgaard har altid været meget omhyggelig med sine bøger, klar, saglig og måske en kende tør i tonen. Løssluppen kan man stadig ikke kalde Ove fra Mors, men islættet af det personlige forlener hans danmarkshistorie med en læsbarhed og en glød, der bringer en menneskelig forståelse ind i den videnskabelige forklaring. Bogen balancerer virtuost mellem det personlige og det fælles, mellem det lokale og det overgribende. Den har en klog forfatter, og den har potentialet til at give en hel generation et redskab til at forstå sig selv. Børn og børnebørn kan roligt læse med.

(Kristeligt Dagblad 17. dec. 2013. Avisens korrekturlæser havde rettet Foreningen for Folkehøjskoler til Foreningen af Folkehøjskoler, hvad den ganske vist hedder i dag, men ikke på Korsgaards tid.)