Nationalkonservatismens normalitet

Jesper Vind, Det nye tyske højre. Politik, rødder, idéer, Gyldendal 2017

Journalist og historiker Jesper Vinds bog om Alternative für Deutschland udkom omtrent samtidig med forbundsdagsvalget 24. september 2017. Den kunne dårligt være mere Til Tiden, som Gyldendal kalder den serie, hvori bogen indgår.

AfD blev ved dette valg det første parti placeret til højre for CDU/CSU, som har opnået repræsentation i Forbundsdagen på at overvinde den nationale spærregrænse på fem procent.

Til hvert kapitel er der en nyttig litteraturliste, hvoraf det fremgår, hvor Vind har sine oplysninger fra. Bogen bygger især på reportager og interviews, som Vind har skrevet til Weekendavisen gennem den seneste halve snes år med særlig vægt på artikler fra efteråret 2015 og fremad, men også avisens tidligere tysklandsmedarbejder, Jan Bo Hansen, indtager med rette en fremtrædende plads på litteraturlisten.

Omsætningen af de oprindelige artikler til en bog fungerer. De er ikke bare samlet blindt med limryg og ISBN-nummer. Teksterne er tydeligvis redigeret, så de udgør et sammenhængende hele uden nævneværdig redundans og uden at det oprindelige journalistiske præg går tabt. Det giver både nærvær og progression. Hvert kapitel er placeret tydeligt i tid og sted, og de følger i tilstræbt kronologisk orden, så læseren får præsenteret ikke alene forfatterens indsigt, men også vejen ad hvilken. De enkelte kapitler ikke er redigeret med bagklogskab. De foregriber ikke begivenhedernes gang.

Vind beskriver det selv som en erkendelsesproces, en "rejse ind i mørkets hjerte". På den måde er hans egen person og rolle som journalist tydeligt til stede i teksten, diskret, uopstyltet, iagttagende, refererende, opsummerende. Han lader de relevante stemmer komme til orde. Det virker ikke mindst fordi han har en evne til at få centrale aktører og iagttagere i tale.

Det centrale kapitel er et af bogens sidste, "Den mørke ridder", et interview med Götz Kubitscheck på dennes Rittergut i det østlige Tyskland. Som interviewer hører Vind til den skole, der lader samtalen mere end konteksten stå i centrum, men det er dog vanskeligt ikke at gøre væsen af Kubitschecks selviscenesættelse som preussisk wannabe-junker.

I forklaringen på AfD’s succes peger Vind på flere spor. For det første var der idépolitisk fra historikerstriden i 1980erne og frem gjort flere forsøg på at gøre op med den tyske fortid, eller rettere gøre op med det opgør med den tyske fortid, som var blevet normsættende. Tyskland og tyskerne skulle ikke længere bygge sin eksistens på at bede om forladelse for nazismens forbrydelser. Vind udnævner Botho Strauβ’ essay "Anschwellender Bockgesang" fra 1993 til at være afgørende. Strauβ mente, at tyskerne burde gøre op med selvhadet. Han blev beskyldt for nazisme, men det synspunkt, at Tyskland burde kunne hævde sig uden skam og ydmyghed i kredsen af nationer blev adopteret af stadig flere intellektuelle og main-stream-politikere.

Det er i samme bevægelse efterhånden lykkedes at frigøre det udtalt nationalkonservative standpunkt fra nazismens skygge.

For det andet var Tyskland indtil for nylig uden et nationalt og konservativt parti, der på linje med de tilsvarende i f.eks. Nederlandene og Danmark kunne appellere bredt og samtidig få politisk indflydelse, samtidig med, at det distancerede sig med tilstrækkelig troværdighed fra nazismen.

Endelig peger Vind på begivenhederne i 2015-16, da Angela Merkel udtalte de berømte ord "Wir schaffen das." og tog imod hundredetusindvis af flygtninge, der var kommet til Europa ad Balkanruten. Denne åbenhed mistede sin politiske bæredygtighed allerede nytårsaften 2015 i Køln, da der på pladsen ved domkirken blev begået 1200 overfald hovedsageligt af flygtninge og asylansøgere. Merkels kritikere så sig bekræftet i deres antagelse, at Aftenlandet er ved at gå sin undergang i møde. Vind går ikke meget ind i substansen af den realpolitiske udvikling, f.eks. Merkels begrundelser for at åbne grænserne, men det er heller ikke hans ærinde at retfærdiggøre eller kritisere hendes politik – eller nogens politik for den sags skyld. Bogen handler for så vidt mere om Schein end Sein. Den handler om, hvordan pladsen i det politiske liv blev ryddet for et parti som AfD.

Tyskland er blevet normaliseret i europæisk forstand, fordi det har fået et nationalkonservativt, populistisk parti med vælgertække på landsplan. Nazifortiden spiller stadig en afgørende rolle, men det er heller ikke længere et særtysk fænomen. Nationalkonservatismen har genvundet sin plads i den legitime del af det politiske spektrum ved netop at skabe afstand til nazismen. Sådan er det jo også i Danmark. Om AfD også får politisk gennemslagskraft svarende til fx Dansk Folkepartis, må tiden vise.

(3. oktober 2017. Skrevet til denne blog.)

Stene til tidens murværk

Joakim Jakobsen: Ord der formede Danmark – 1500 års historie fortalt gennem citater. Lindhardt og Ringhof.

At Joakim Jakobsen skriver godt, er åbenlyst for den, der læser ham. Skulle man imidlertid have overset denne fortrinlighed, kan man bero på forlagets pressemateriale til hans nye bog, Ord der formede Danmark, der meddeler, at Jakobsen ”er en af Danmarks mest velskrivende kulturjournalister”. Så skulle den være på plads.

Bogen ønsker at give ”et portræt af Danmark og danskerne fortalt gennem talemåder, enkeltord og citater fra runesten, taler, sange, romaner, avisartikler, reklameslogans og meget mere”. Omtrent 250 opslag i klummens form og i kronologisk orden tager læseren med fra den første omtale af Danmark i det 6. århundrede til smykkeloven sidste år. Kun løseligt holder Jakobsen sig til forskriften om at fortælle historien gennem citater. Der er et skriftsted til hvert opslag, men det er jo temmelig vanskeligt at undgå, eftersom historie for det meste skrives på baggrund af skriftlige kilder, og så kan man altid udvælge en central passage og bruge den som anledning til at fortælle – en historie.

Det er et bredt anlagt traktement, Jakobsen serverer for sin læser. Nogle af retterne er mere raffinerede end andre, men der skal også være plads til stegt flæsk med persillesovs, som i øvrigt er emnet for et af de mere raffinerede opslag, det om Frøken Jensens kogebog, en af de mest solgte bøger på dansk med et samlet oplag på 800.000 eksemplarer siden 1901.

Den helt korte form er en både krævende og taknemmelig genre. Der er ikke plads til at få konteksten på plads med andet end et par få streger. Et langt stykke ad vejen må den bygge på forventninger til læserens forudsætninger, men genkendeligheden må også have sine grænser, hvis den skal være interessant at læse. Den skal bibringe læseren noget nyt. I andre tilfælde kan en klumme bygge på almindelige fordomme, som kan brydes ned, for eksempel at Emma Gad skulle have været en bornert hattedame. Det var ikke tilfældet, lærer vi af Jakobsen. Han er ikke den første, der gør iagttagelsen, men den er værd at gentage.

Genren er taknemmelig, fordi forfatteren kan give indtryk af at have fortalt 1500 års historie ved at lægge 250 korte tekster i rækkefølge efter hinanden. Det er naturligvis ikke tilfældet. Den store sammenhæng udebliver. Klummer er hakkelse, der skæres i døgnets rejsestald. Udtrykket kan man også læse om hos Jakobsen. Det stammer fra redaktør Carl Ploug, der i et digt til Christian Winther i 1861 sammenstillede sin egen prosaiske avisvirksomhed med Winthers ophøjede digterliv, og Ploug underforstår, at også han kunne være blevet en stor digter, hvis han ikke så tidligt havde stillet sig i politikkens og polemikkens tjeneste som redaktør af det liberale blad Fædrelandet: ”For tidlig bort fra din Lære/ Mig hentede andre Kald:/ Hakkelse maatte jeg skære/ i Døgnets Rejsestald,/ Stene maatte jeg bære/ Til Tidens Murværk hen,/ Og Du har kun liden Ære/ Af din halvfærdige Svend.”

Jakobsen er måske kortfattet, men slet ikke fladbundet. Han har et sikkert greb om sit stof og behersker sin form fuldstændig. Den selvvalgte ordknaphed må naturligvis betyde, at mange mellemregninger udelades, men pointerne står så meget desto skarpere. Til dem, der vil læse videre, er der redeligt og prisværdigt nok til slut i bogen en oversigt over, hvor Jakobsen har sine oplysninger fra. Det forklarer også nogle af hans tolkninger. Ytringsfrihedstemaet dukker for eksempel op med jævne mellemrum, og i dette spørgsmål lider han meget på Frederik Stjernfelt.

Af de to billeder, hvormed Ploug ligner sin egen virksomhed, er det andet og mindre kendte mere retvisende i Jakobsens tilfælde. Det er ikke grovfoder, der fremstilles, men omhyggeligt tilhuggede blokke. Han bærer sten til tidens murværk også i den forstand, at der er tænkt længere, end der er skrevet. Der kunne godt blive et helt hus af delene, hvis stenhuggeren valgte at blive arkitekt, for nu at blive i Plougs billedsprog. Opslagene er måske punktnedslag, øjebliksbilleder, men de tilbyder også sigtelinjer, der føjer nærvær eller perspektiv til billedet. Tydeligt er det for eksempel i opslaget ”Løgn og latin”, der ret beset ikke er et citat af nogen, men giver lejlighed til at opridse den latinske lærdoms deroute fra Peder Syv til gymnasiereformen godt 300 år senere. Eller følg lige åbningen af opslaget ”Det Stockholmske Blodbad”, der heller ikke er et citat af nogen navngiven person, men det gør ikke noget, for læs nu bare her: ”Hvor mange historiske begivenheder er gledet ind i sproget som hverdagsvendinger? Vi går ikke og siger Slaget på Reden eller EF-afstemningen om daglige foreteelser. Men vi siger Det Stockholmske Blodbad. Om fyringsrunder, om menstruation, om uheld med grønsagskniven.” Sådan får Christian 2.s machiavelliske magtpolitik indfødsret i samtalekøkkenet. Touché.

(Weekendavisen 29. sept. 2017)

Stalinismens fascination

Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist. En biografi om Carl Madsen

Da Bent Jensen udgav sin bog om stalinismens fascination i 1984, faldt den som en bombe i store dele af det politiske og kulturelle Danmark. Jensens greb var enkelt, nærmest simpelt, men effektivt: han citerede, hvad fremtrædende danskere havde sagt og skrevet om Stalin og Sovjetunionen. Der var mange, der ikke brød sig om at blive mindet om, hvad de havde sagt. Carl Madsen (1903-1978)er en af de hyppigst citerede i bogen. Han var jurist og medlem af Danmarks kommunistiske parti fra 1928 til han blev ekskluderet i 1975, få år før sin død. Noget af det interessante ved Madsen er, at han livet igennem stod ved sin stalinisme. Det gjaldt langt fra alle kommunister, især ikke dem, der siden gik over til SF. Madsen havde været død i seks år, da Jensens bog udkom, så hvad han havde at sige i den anledning, ved vi ikke. Det havde antagelig været både spydigt og intelligent.

I overført betydning er fascinationen af stalinismen fortsat.  Der er i de seneste år udkommet den ene biografi efter den anden om fremtrædende og mindre fremtrædende kommunister som Hans Scherfig, Mogens Fog, Otto Melchior, Børge Houmann, Børge Thing, Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen m.fl.

Andre partier nyder ikke nær samme opmærksomhed blandt historikere. Mange helt centrale skikkelser i det 20. århundredes historie, herunder flere statsministre, mangler stadig at blive biograferet. De sidste 25 år af sit liv boede Carl Madsen uden for Lejre på Sjælland, blot et par kilometer fra den radikale Jørgen Jørgensen (ikke at forveksle med Madsens partifælle af samme navn, der var professor i filosofi), hvis reelle politiske indflydelse var væsentlig større end Carl Madsens. Hans biografi mangler også at blive skrevet.

Fascinationen af stalinismen i dag består i en grundlæggende undren over, hvordan disse typisk begavede, selskabelige, samvittighedsfulde og veluddannede mennesker dog kunne støtte et system, der var så brutalt og umenneskeligt? Hvorfor er intelligens intet værn imod totalitarisme? Det lykkedes DKP at rekruttere folk, der evnede at skabe sig en position i efterkrigstidens Danmark. Dermed fik partiet – i modsætning til nazisterne – en platform at stå på. Man lyttede, når Mogens Fog, Carl Madsen eller Hans Scherfig talte, ikke fordi man var enig, men fordi de ofte havde noget at sige, som ikke kunne ignoreres.

Det er også Chris Holmsted Larsens greb om stoffet udtrykt i titlens tilnærmede paradoks, selv om det nok er at gå for vidt at betegne Carl Madsen som ’folkekær’, stridbar som han var. Han var jo heller ikke ligefrem nogen Poul Reichardt. Han var med sine egne ord pykniker, en tætbygget, ”temmelig skaldet grimrian”. Folk af hans slags havde ”Intet dybere følelsesliv” og var ”sentimentale med hang til spiritus. Vinstuefolkets rekrutteringsbasis.” I formuleringerne ser man den selvironi, der var et forsonende træk ved ham.

Alkoholisk var han ganske rigtig. Han mødte sin betonblok, da han 1. november 1946 på Vesterbro i København blev stoppet af politiet under mistanke for spirituskørsel. Det var på et tidspunkt, da han stod på højden af sin indflydelse. Han var blevet interneret i 1941 som kommunist. Han undveg i 1943 og blev en central skikkelse i Frihedsrådet*, og ved befrielsen var kommunisterne uomgængelige, da væsentlige poster skulle besættes, fordi kommunisterne havde bidraget væsentligt til den aktive modstand mod besættelsesmagten. Madsen blev ekstraordinær statsadvokat med ansvar for sager om forræderi og landsskadelig virksomhed. Hans job var at gå efter værnemagerne. Han kunne dårligt sige nej til denne ære, men på den anden side var det klart, at hans kontor var overbebyrdet. Han viste sig imidlertid som en god leder og en umådelig arbejdskraft. Måske kom det bag på dem, der gerne så, at han fejlede. Problemet var, at hvis værnemagerne blev dømt, faldt det tilbage på de politikere, der implicit eller eksplicit havde godkendt danske virksomheders leverancer til værnemagten. Så meget desto mere belejlig viste spritdommen sig at være for dem, der ville Madsen og hans opdrag til livs. Madsen selv mente, at hans fald ikke var et tilfælde.

Carl Madsen var umenneskelig i sin kamp i den forstand, at alt hvad han gjorde var underordnet Sagen. Hans børn karakteriserer ham nådesløst som uegnet til at udfylde rollen som far. I sit virke som forsvarsadvokat anvendte han retssagerne som en anledning til at kæmpe kampen mod Systemet. Han omfattede også domstolene selv med den foragt, som de fortjente, som Dan Turell senere skrev. Klienter, familie, venskaber blev alle gjort til midler i en højere sags tjeneste. Selv hans velkendte charme og hjælpsomhed har man indtryk af var kalkuleret eller dikteret af ideologien. Kun i sprækker af denne biografi aner man den spontane menneskelighed.

Chris Holmsted Larsen har begået en reflekteret, velskrevet og veldokumenteret biografi om en fundamentalt interessant skikkelse. Bemærkelsesværdig er den omhyggelige dokumentation af, hvor villigt, nærmest servilt, Carl Madsen tjente og repræsenterede flere østbloklandes synspunkter og interesser i Danmark. Det er gefundenes Fressen for dem, hvis Sag er anti-kommunisme.

I slutningen af 1960erne skete der en forskydning, der betød, at Madsen ikke længere kunne forblive loyal mod DKP’s partilinje. Men han havde stadig en Sag. Den var nu blot et historisk opgør med de uretfærdigheder, som han mente var overgået kommunisterne under krigen. Carl Madsen var blevet selvbiografisk optaget. Det passede ikke ind i strategien anlagt af DKP, som altid har haft et instrumentelt forhold til historien. DKP var nu mere imødekommende over for parlamentarismen, og partiet var derfor også mere påvirket af en dansk tilpasning til den vesttyske forbundskansler Willy Brandts anerkendelse af DDR. Madsen stod som vanligt på sit, og det kom til et brud. Han blev ekskluderet. Larsens beskrivelse af, hvordan Madsens ægteskab med en kvinde, der forblev medlem af partiet, i den anledning ikke brast, er underspillet bevægende. I de sidste år af sit liv blev Madsen advokat for Christiania, en funktion, der har bevirket, at flippernes fraktion af 1968-bevægelsen har bevaret ham i venlig erindring og har gjort ham til ’grundtvigiansk kommunist’. Og ind fra højre kom så ’den bornholmske skatteekvilibrist’ Mogens Glistrups forslag om at gøre Carl Madsen til justitsminister i en kommende Z-regering. Af den loyale partisoldat blev der på Madsens gamle dage nærmest en anarkist af broget partifarve. Dette billede har domineret hans eftermæle, men det dækker altså kun de sidste år af hans liv. Resten af tiden var han klippefast linjetro.

(Kristeligt Dagblad 26. sept. 2017. Avisen valgte en anden overskrift.)

*Madsen var ikke medlem af Frihedsrådet, men arbejdede for Frihedsrådet, "hvor han var en central figur i forberedelsen af retsopgøret" (s. 118)

Præstegården

Eberhard Harbsmeier og Niels Thomsen (red.), Præstegården i Danmark – kultur og teologi, Eksistensen

Her i avisen kunne man forleden læse et interview med sognepræst Henning Nielsen, der nu går på pension og derfor flytter fra sin tjenestebolig. Præstegården følger med embedet, fordi det har været betragtet som et grundlæggende princip i folkekirken, at præsten bor i sognet. Derfor har sognepræsten bopælspligt i præstegården og tilsvarende pligt til at flytte, når embedstiden ophører og en ny præst overtager bopælspligten.

I Hyllested på Djursland pakker Henning Nielsen sine ting og forsøger at finde plads til så mange af dem som muligt på de kvadratmeter, som en tjenestemandspension kan give råd til. Men der kommer ingen efterfølger. Hyllested præstegård skal afvikles som præstegård. Det er en landsdækkende tendens. Stadig flere sogne lægges sammen i flersognspastorater, og stadig flere præstestillinger opslås uden tilhørende tjenestebolig.

Det er derfor en oplagt idé at udgive en antologi om præstegården i Danmark, for hvad er det i grunden, der går tabt, når sognet ikke længer har en præstegård? Det giver denne antologi intet sammenhængende eller fyldestgørende svar på, og det er da heller ikke hensigten med den. Bidragyderne har tydeligvis forstået deres opgave noget forskelligt. De fleste artikler handler mere om præster end om præstegården, og nogle har en mere anekdotisk end analytisk tilgang til stoffet.

Et gennemgående tema er præstegårdsteologien. For udenforstående kan det lyde som et overflødigt eller måske endda nedsættende begreb. En betydning af ordet er, at teologien er forudsætningen for forkyndelsen, at der bedrives teologi, fordi der skal prædikes på søndag, som man siger, men også at præsten skal kunne hæve blikket, se de større linjer og ikke forsvinde i det daglige arbejde.

Udviklingen i den teologiske tænkning er ofte udgået fra præstegårdene, fordi dygtige teologer enten er blevet holdt ude af universitetsverdenen eller selv har valgt kaldets vej. Det gælder ikke mindst det tidlige Tidehverv, for hvem titlen professor nærmest fungerede som skældsord, som Niels Thomsen skriver. Også Vilhelm Beck, Kaj Thaning og Anders Nørgaard får hver deres artikel. Nørgaard virkede som valgmenighedspræst i Vejstrup på Fyn fra 1917 til sin død i 1943. Hans tolkning af Grundtvig var i sin tid meget indflydelsesrig, og Torkil Jensen skildrer meget interessant, hvordan Nørgaards tænkning hang sammen med, at han var præst. Man kunne derfor også savne et bidrag om nogle andre de toneangivende præstegårdsteologer fra Mellemkrigstiden, der kun omtales flygtigt: Knud Hansen og ikke mindst K.E. Løgstrup. Sidstnævnte er et eksempel på en, der er gået fra præstegården til universitetet. Nogle embeder er kendt som ”disputatssogne”, det vil sige at arbejdet kan tilrettelægges, så man kan meritere sig akademisk samtidigt.  Hele tre tidligere præster ved annekskirken Lumsås i Odsherred har fortsat deres karriere på Det teologiske Fakultet i København.

Søren Kierkegaard er ikke med i denne antologi af den grund, at han aldrig havde embede. Grundtvig derimod er vanskeligere at komme uden om. Han forstod sig selv som præst, men var som sådan faktisk meget moderne, fordi han – med undtagelse af de få år, da han vikarierede for sin far i Udby – aldrig fungerede som præst i en klassisk præstegård. Alligevel må man vel sige, at ingen har præget præstegårdsteologien i Danmark som Grundtvig og at det derfor er en mangel, at han kun er repræsenteret pr. vikar i bogen – gennem førnævnte Anders Nørgaard, Otto Møller (og hvem Søren Jensen skriver) eller præstekonen Eline Boisen (Anna Bojsen-Møller).

Christian Grund Sørensen skriver om Kaj Munk og Vedersø. Munk bedrev ikke præstegårdsteologi i gængs forstand. Man kan endda hævde, at han ikke havde nogen særlig teologi. Han var derimod repræsentant for en anden type, digterpræsten. Til kategorien hører bl.a. St. St. Blicher, Jørgen Thorgaard eller Erik Aalbæk Jensen, der heller ikke behandles i bogen.

Kun et par bidrag forholder sig til præstegården som institution eller funktion. Frem til omlægningen af den kirkelige økonomi i de første årtier af det 20. århundrede var driften af præstegården som landbrug sammen med tienden det væsentligste økonomiske grundlag under præstens og dermed kirkens virke, og ofte var præsten husbond for en stor husstand. Han var i kraft af sin uddannelse og position både en standsperson og en, der i medfør af sin funktion var i kontakt med både lugekoner og lensbaroner. Mange præster engagerede sig i politik, da det blev muligt. Udkastet til Junigrundloven er skrevet i præstegården i Vester Ulslev på Lolland, og siden har mange præster og endnu flere cand.theol.er siddet i Folketinget. I sin gennemgang af 500 års præstegårdshistorie nævner Jens Rasmussen også de såkaldte præstegårdsseminarier i det 19. århundrede, som var forløbere for vor tids læreruddannelse. Herudfra gik der en kulturel og kirkelig påvirkning især i grundtvigsk retning, hvis betydning tåler sammenligning med folkehøjskolernes. Den side af sagen havde også fortjent mere opmærksomhed.

Når denne antologi stritter lidt i mange retninger og forsømmer at komme hele vejen rundt om sit emne, er det først og fremmest et vidnesbyrd om, hvor stort og sammensat emnet er. Det kan simpelthen ikke dækkes fyldestgørende af en bog på godt 200 sider. Bogen kan sagtens lystlæses, for bidragene er godt og kyndigt skrevet, men den kalder også på en større og mere systematisk gennemgang af fænomenet præstegården i Danmark i fortid og nutid.

(Kristeligt Dagblad 14. juli 2017. Avisen havde valgt en længere rubrik)

Metanostalgi

Søren E. Jensen, 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, Forlaget Vandkunsten

Kort tid efter seneste årtusindeskifte må det være gået op for Søren E. Jensen, at han er født i gamle dage. Den erkendelse kommer vel til de fleste af os på et tidspunkt, men når man er så fintmærkende en iagttager af tidernes skiften som Søren E. Jensen, kunne han allerede som 41-årig i 2006 udgive en essaysamling med dette hovedtema.

Ved første øjekast forekommer bogen ganske vist ret sammensat. Den består af erindringsglimt fra barndom og ungdom, rejseberetninger fra Polen og det østlige Tyskland og topografiske betragtninger om Danmark. I alle tre tilfælde spiller forskellen mellem før og nu imidertid hovedrollen. I nøgleteksten Metanostalgi ser forfatteren tilbage på sin egen barndoms fortidslængsel. Han er vokset op i Esbjerg og brugte fra en meget ung alder at opsøge steder, der var levn fra gamle dage. Det siger i en relativt ny by som Esbjerg ikke meget, men Jensen er heller ikke antikvar, der leder efter det forsvundne.

Han søger tidslommerne, som umiskendeligt stammer fra gamle dage, og som med nød og næppe har bevaret deres funktion. I 2006 kunne han se tilbage på sin egen barndoms nostalgi med tilsvarende nostalgi, dengang der stadig fandtes 10-øres slik og kupéer i togene. Det interessante er det, der netop er forsvundet, men det kan man ikke se, når man står midt i det. Det er den netop overståede fortids endnu levende efterladenskaber, der altid har haft hans interesse. Cafeteriet og vasketeriet er hans eksempler for Danmarks vedkommende i 2006. På rejser i Tyskland og Polen rettes hans opmærksomhed mod de sidste rester af østblokkulturen.

Jensens nostalgi er ikke sentimental. Han vil ikke have fortiden tilbage. Det er forkrænkeligheden selv, der interesserer ham, det ruinøse, det forgængeliges åbenlyse tilstedeværelse i nuet. Og når iagttagelsesevne kombineres med en ret god pen, bliver det ret interessant.

Jeg blev opmærksom på bogen, fordi jeg er facebook-ven med Søren. I et nyligt opslag koketterede han med, at det, der skulle have været hans gennembrud som essayist, i sin tid kun solgte 11 eksemplarer. Måske var 2006 ikke parat til en omgang reflekteret nostalgi fra en så relativt ung mand, selv om 2001 havde taget overstrømmende godt imod Hans Edvard Nørregaard-Nielsens erindringer, der populært sagt gav indtryk af, at han var født i 1845 og ikke 1945. Måske skulle Søren E. Jensen bare have ventet til 2021 med at udgive bogen.

Hvorom alting er, følte jeg en uforklarlig trang til at være den tolvte, der betalte for et eksemplar af Jensens bog. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg er et år yngre end forfatteren, og bogen udtrykker en meget genkendelig generationserfaring. Meget adskiller os i sindelag og temperament, men det er sjovt som alderen bliver en tyngdekraft, der samler og giver øjne for ligheder. Selv jagten på titel-essayets ti-øre fra 1959 har jeg deltaget i. I 1959 blev der kun præget ganske få ti-ører, og derfor er den ret sjælden. En møntsamlende dreng i 1980 vendte hver 10-øre, for måske var det den sagnomspundne og kostbare. I virkeligheden kan den fås for 100 kroner, hvis man ser sig for. Det er ganske pænt for en dansk mønt fra det 20. århundrede, men altså ingen formue.

Værdisætningen af gamle bøger følger ikke reglerne for mønter. Der er ikke noget særlig værdifuldt i kun at sælge 12 eksemplarer af en bog. Denne kunne sagtens tåle at få flere læsere uden at tabe i værdi.

(13. juli 2017. Ikke offentliggjort andre steder)

Med drengens øjne

Simon Bang, Børnetegninger. Forlaget Multivers 2017

I 1974 tog drengen Simon sine tusser og blyanter og tegnede, hvad han så omkring sit barndomshjem i Fensmark nord for Næstved. Det ligger på den åbne hånd, at denne dreng var et stort talent. Men det er ikke forjættelsen om den kunstner, som drengen blev, der er det interessante ved tegningerne. Det interessante er talentets forløsning af barnets blik. For hvad ser en dreng på 13 år, der faktisk kan tegne?

Han ser marker, træer og bygninger, først og fremmest bygninger. Ingen mennesker og kun ganske få dyr. Måske ville Simon gerne tegne pigen, han var forelsket i, eller den knallert, som han syntes var sej. Måske hørte det bare til en anden del af drengen Simons liv end tegnerens.

Drengen Simon gik på opdagelse i sine egne evner. Det tekniske præger tegningerne: arbejdet med linjerne, der søger mod forsvindingspunktet, tyngdekraftens påvirkning af luftledninger, skildringen af en trækrone i færre streger end der er blade på træet, angivelsen af skyer uden hele omridset, skygger der lægges med en påfaldende blå oven på det sort/hvide.

Både det ufærdige og ambitionen lyser ud af tegningerne. Hvordan filan gør man det her? Den voksne Simon er i udvalget af tegninger ikke veget tilbage fra at medtage dem, der tydeligt viser, at de er lavet af et barn, men altså et ambitiøst barn. Hvem husker ikke de mange ambitioner, man havde som barn? Og hvor meget må man ikke misunde den, der havde så meget at have sine ambitioner i?

Drengen Simons træer ligner dem, som arkitekter bruger til at tilføje deres tegninger lidt liv. De er en slags piktogrammer, der netop formår at etablere træet i billedet som et genkendeligt træ.

Hans optagethed af huse kan indledningsvis forklares med, at de består af rette linjer og derfor er mere velegnede som motiv for den, der er ved at få et fast greb om perspektivtegning. Væggenes og tagenes flader i forskellige materialer og farver er interessante for den, der udforsker det grafiske. Der er imidlertid mere i det.

Simon Bang voksede op i det, der i dag tydeligere kan identificeres som gamle dage, fordi strukturforandringerne i landbruget for alvor havde gjort en hel række bygningsformer overflødige. Husmandsbruget og den firlængede gård var hastigt på vej ud af brug. Bygning af huse er geometrisk, men Bang registrerer dem gerne på randen af forfald, geometriens forvandling til det organiske.  De eneste rette linjer i hans tegning af en forladt og forfalden aftægtsbolig er de streger, der tjener til at indikere raderne i de foranliggende marker.

I sit forord lægger Naja Pedersen vægt på, at tegningerne er udtryk for en gennemført professionalisme. Jeg ville nok ikke formulere det på den måde. Tegningerne er professionelle for så vidt de er dygtigt udført og er resultat af en konstaterbar færdighed, men de er ikke færdige forstået som udtryk for et kalkuleret overblik eller en afsluttet indlæringsproces. De er talentfulde og derfor ufærdige. Deri ligger charmen.

(10. juni 2017. ikke publiceret andetsteds)

Luther opdateret

Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund (red.), 95 nye teser, Aarhus Universitetsforlag

Da Luther i efteråret 1517 fik slået sine 95 teser på en kirkedør i Wittenberg, havde budskabet en klar afsender og en lige så entydig modtager, og teserne blev formuleret i en dengang velkendt genre, den akademiske disputation.

Denne bog ejer ikke samme entydighed.  Bidragene handler om alt fra religiøse og eksistentielle spørgsmål over uddannelse, kunst og medier til politik og økonomi. Den har 30 bidragydere, der alle formulerer sig klart og fyndigt, og som yderligere – med nogle få undtagelser – alle har det til fælles, at de er uddannet, arbejder eller har arbejdet i Aarhus.

Men der savnes en fælles forståelse af, hvilken genre der skrives i. Forfatterne bevæger sig fra prædiken over læserbrev til politisk manifest og almindelige idehistorisk forskningsformidling. De fleste af teksterne kunne have været trykt som kronikker i enten Kristeligt Dagblad eller Politiken – hvad enkelte vist også har.

Sammenlagt kan bogen ikke gøre krav på at være meget andet end blot endnu en debatbog, der næppe kan gøre sig forhåbninger om at flytte og forandre lige så meget som Luther gjorde for 500 år siden. Mindre kan naturligvis også gøre det, og hvis man kan abstrahere fra de ambitioner, som udgiverne selv signalerer med den noget prætentiøse titel, er der tale om udbytterig læsning.
Politisk hælder bogen til centrum-venstre med en ikke ubetydelig affinitet for det konservative. Teologisk kan man udsondre Løgstrup og Grundtvig som væsentlige pejlemærker. Filosofisk og idehistorisk er den kontinentale og livsfilosofiske tradition dominerende.

”Magtens rene form er ufejlbarlighed,” skriver Mikkel Thorup. ”Den behøver aldrig at forklare eller begrunde, aldrig at undskylde eller give grunde. Den lytter ikke. Den taler kun.” Det er magten i dens rene, rå form. Den moderne, demokratiske, politiske magt er en modifikation af denne magt. Den er først og fremmest diskursiv, forstået på den måde, at enhver magtudøvelse skal begrundes, forklares, legitimeres. Den anfægtes altid, fordi ord mødes af andre ord. En politik kan man forsøge at iscenesætte som ’nødvendig’, men den er ikke mere nødvendig end de argumenter, der bærer den.

Det skriver Ove Kaj Pedersen noget om i sit vigtige bidrag til en kritik af økonomismen. Han viser, hvordan finansministerielle regnemodeller langsomt har taget magten fra politikerne siden begyndelsen af 1960erne. Mange, der tror, at de er uenige med Pedersen, vil have godt af at læse ham.

Hvis man tager udgangspunkt i Thorups bidrag, drages man selvfølgeligt mod magtens stemme, fx EU-kommissær Margrethe Vestager: ”Hvis problemet er større end dig, kan du få magt over det ved at løse problemet sammen med andre” er Vestagers begrundelse for EU’s fortsatte nødvendighed.

Eller man kunne tage bestyrelsesformand for Aarhus Universitet og tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard, der skriver om klima og grænser for vækst. Det gør professor Steen Hildebrandt også, men Hedegaard er bare mere overbevisende, fordi hun tydeligvis har erfaring med, hvordan man gør sådan noget i praksis. Hildebrandt bevæger sig i de mere uforpligtende formaningers holistiske luftlag.

Flygtningekrisen får også nogle ord med på vejen. Professor Wulf Kansteiner mener, at krisen kun er en krise, fordi den opleves som sådan i modtagerlandene. Kansteiner oplever tydeligvis ikke selv flygtninge som et problem. De flygtninge, der kom til EU i 2015 udgjorde ifølge Kansteiner ”godt 3 % af de flygtninge, som over hele verden det år forlod deres hjemstavn”, og de ankom til et EU, der har en velstand ”svarende til 23 % af verdens samlede BNP”.  Det får ham til at konkludere, at der ikke er tale om ”et materielt problem”, men ”et problem, der bunder i kultur, mentalitet, etik – og erindring.” Kansteiner bør nok læse op på sin statistik, for denne anmelder kan ikke helt få hans tal til at passe. Det ligner mistænkelig meget Verharmlosung. Han har naturligvis ret i, at der er forskel på, hvordan flygtninge er blevet modtaget, og at det også skyldes mentaliteten i modtagerlandet, men han overser betydningen af konteksten og flygtningene selv. Der er ganske enkelt forskel på en hjemstavnsfordreven tysker i 1945 og en somalisk analfabet i 2015.

Man kan anbefale mange af bidragene: stadsdirektør Niels Højbjergs idehistoriske gennemgang af begrebet arbejde (de kommunalt ansatte i Aarhus har en indsigtsfuld direktør), biskop Henrik Wigh-Poulsens forklaring af Gud eller redaktørernes teser om dannelse, identitet og samvittighed. Men det er svært at yde en så sammensat bog retfærdighed i en anmeldelse.

(Kristeligt Dagblad 20. maj 2017)