Visioner og vanvid

 Asser Amdisen, Grundtvig – visioner og vanvid, Lindhardt og Ringhof

”Niels Frederik Severin Grundtvig er blevet gammel!” Det er den allerførste sætning i en bog om Nikolai Frederik Severin Grundtvig, og sådan fortsætter det over de næste 250 sider med fejllæsninger, misforståelser og omtrentligheder. 

Amdisen citerer fra Grundtvigs dagbog i sommeren 1805. Problemet er, at Grundtvigs dagbog fra sommeren 1805 ikke er bevaret. Det ville Amdisen vide, hvis han kendte sit stof. Grundtvig holdt ikke sin dimisprædiken på en søndag. Det var en lørdag. Når man kender konteksten, ved man, hvorfor det er vigtigt. Rønnebæksholm ligger ikke ved Køge, men ved Næstved. I 1848 måtte Grundtvigs to sønner i uniform, ifølge Amdisen. Det skulle de faktisk ikke. De meldte sig frivilligt. Netop frivillighed er, hvad digtet ”Til et Folk de alle høre” går ud på, som Amdisen citerer.

Bogen er ”tænkt som en introduktion til og en tolkning af Grundtvig. Formålet er at oversætte og modernisere hans tanker”, men der er ikke meget Grundtvig tilbage, når først Amdisen har taget førergreb på sit emne: Ideen om en nation og et folk, der var så væsentligt for Grundtvig, karakteriserer Amdisen som ”en kollektiv psykose”. Kristendommen betragter han som en illusion. ”Denne bog er skrevet uden Gud og kirke. Det er et radikalt brud med Grundtvigs eget verdensbillede […] for Gud eksisterer ikke.” For Amdisen er religion en psykologisk sutteklud. I forbindelse med Grundtvigs anden kones død bemærker han: ”[Grundtvig] sørgede meget og græd for hende, men lige når man skal håndtere en stor kærligheds død, er det faktisk ikke så dumt at være religiøs, og det var Grundtvig om nogen.” 

Der er flugt over Amdisens sprog og tanke. Det er ikke helt som ørnen, der skuer det himmelske lys, snarere som et luftpudefartøj, der forskelsløst glider hen over jordens overflade uden kontakt med underlaget. Amdisen fungerer i medierne ofte som stand-up-historian. Når man således skærer hakkelse i døgnets rejsestald, må det forventes, at der ryger en finke af panden. Men når tankerne udkommer med ryg på, er det ikke nok at være smart i en fart. ”Han har en klar og tydelig ambition om at tale til folket, men hans evne står ikke altid mål med ambitionen,” for nu at citere Amdisens egne ord om Grundtvig.

(www.k.dk, 3. juni 2025)

Marie Grundtvigs og hendes mands segl
og underskrift under en kontrakt - han som
lavværge for hende. (Eget foto)

Amdisen svarede i avisen den 7. juni:

Det er en sjov journalistisk gimmick at lade modsætninger anmelde hinanden. Det er lidt ligesom at lade Enhedslistens spindoktor anmelde Danmarksdemokraternes partiprogram. Det er en sjov vinkel, men når man ikke deklarerer og fortæller, at det er det, man gør, så bliver det useriøst.

Da Kristeligt Dagblad tirsdag den 3. juni lagde Jes Fabricius Møllers anmeldelse af min nye bog "Grundtvig. Visioner og vanvid" på nettet, var det præcis det, man havde gjort. Bogen er skrevet på et ikke-kristent, ikke-nationalistisk grundlag, og Møller er nævnt ved navn i bogen, hvor han fremhæves som historiker, men ikke just får ros for sine formidlingsevner. Dertil kommer, at Møller er kongelig ordenshistoriograf og er kendt for sin tætte tilknytning til folkekirken.

Samtidig lægger han i andre sammenhænge ikke skjul på, at han selv er på vej med en tilsvarende grundtvigbiografi på et konkurrerende forlag. Anmeldelsen er altså mere et partsindlæg end en normal anmeldelse, og Møller er sur. Jes Fabricius Møller kalder bogen bizar, mener ikke forfatterens evner er gode nok, beskylder bogen for fejllæsninger, misforståelser og omtrentligheder – og slutter så den ret korte anmeldelse af med at give bogen én stjerne. Sprogbrugen og bitterheden må stå for Møllers egen regning, og det føler jeg ikke noget behov for at kommentere.

Men jeg vil dog gerne kommentere den måde, Møller forstår historien og historiebøgers rolle. I slutningen af 1800-tallet blev historiefaget ramt af den naturvidenskabelige syge. Udgangspunktet var misundelse over for medicinen og de naturvidenskabelige fag, som gjorde store fremskridt i de år. Det fik historikerne til at etablere en faglighed baseret i Kristian Erslevs "Historisk Teknik" fra 1911, som stadig er grundbogen på Møllers historieinstitut i København.

Ulempen ved den var, at man for at virke mere videnskabelige også gjorde sig selv mere uforståelige. Vi bekymrer os ikke om, hvorvidt en ingeniør er god til formidling, for selvom han taler volapyk, kan vi godt bruge den bro, han har bygget. Men vi kan ikke bruge historien til noget, hvis vi ikke forstår, hvad eksperterne siger – for eksempel når de skriver som Møller, der i anmeldelsen taler om at "skære hakkelse i døgnets rejsestald", hvilket er jævnt uforståeligt sprogbrug.

Historie er et fag, hvor vi diskuterer fortiden for på et kvalificeret grundlag at forme nutiden og fremtiden. Men det kræver, at faget bliver diskuteret. Men når man så samtidig gerne vil tale "videnskabeligt" og uforståeligt for at virke klogere og visere, så mister faget relevansen. Møllers og hans type historikere har så forsøgt at redde faget ved at forvandle det til universitetsudgaven af "find fem fejl". Hvis bare man med kildekritikken i hånden kan finde fejl i detaljen, så slipper man for at skulle forholde sig til det overordnede budskab.

Det er jo også det, Møller gør i anmeldelsen, hvor han hurtigt og overfladisk finder et par fejl (for eksempel flytter han en prædiken fra en søndag til en lørdag) og derefter hurtigt affejer resten af bogen. Fejlene vil jeg naturligvis kigge nærmere efter og rette, hvis der er behov, men det er jo en lidt banal kendsgerning, at fejl kan man altid finde. Og hvis Møller skulle være i tvivl om, at det er rigtigt, så stiller jeg gerne op til en demonstration, når hans nye bog om Grundtvig udkommer.

Jeg er helt med på, at det er trælst at sidde på universitetet og aldrig rigtigt kunne komme ud over rampen, fordi man er fanget i en kunstig videnskabelighed, og formidlingsevnerne ikke rigtigt er kommet ud af 1800-tallet. Men behovet for at tale, formidle og bruge historie er så stort, at så længe eksperterne med doktorgraderne ikke er i stand til at skrive folkeligt, så er der behov for formidlende historikere, som skriver vildt og klart. Historikere som tør tage de lange linjer og tør tage fejl i detaljen.

Når jeg skriver bøger, har jeg ingen ambition om, at de senere kommer til at optræde i fodnoterne på andre historikeres bøger. De lever ikke op til de videnskabelige krav og skal ikke vurderes på grundlag af dem. Til gengæld er de lettere at gå til, de fleste kan lære noget af dem, og ikke mindst kan man på baggrund af dem diskutere den verden, vi lever i.

Når Jes Fabricius Møller tordner over populærformidling, er det som at høre en mikrobiolog harcelere over, at der ikke er nogen formler i en kogebog. Det er i bedste fald ligegyldigt og i værste fald groft vildledende. Når man anmelder, bør man anmelde bogen på de præmisser, den er skrevet. Kan man ikke det, skal man være glad for, at man ikke giver stjerner til anmeldere.

De gule og de røde

 Niels Jespersen, De røde, de gule og de unge – kampen om den danske model, Gads Forlag

En fagforenings væsentligste formål er at søge at monopolisere udbuddet af arbejdskraft i en given branche med henblik på at skaffe sig bestemmende indflydelse på løndannelsen. Dertil hører, at hvis arbejdsgiverne ikke vil give, hvad der kræves, kan fagforeningen berøve arbejdsgiverne adgang til relevant arbejdskraft eller med andre ord organisere en effektiv strejke. Det vil også sige, at hvis der er konkurrence mellem flere fagforeninger om de samme medlemmer, svækkes fagforeningens magt, for så er der ikke noget monopol. Det er, hvad der er tilfældet i Danmark – eller næsten, for det er stadig kun fagforeningerne under Fagbevægelsens Hovedorganisation, der har strejke- og forhandlingsretten. ”De gule” fagforeninger hægter sig bare på. De har af samme årsag lavere omkostninger og kan derfor lokke med lavere kontingent. Derfor vokser deres medlemstal og det udhuler de gamle fagforeningers magt. Denne debatbog er et forsvarsskrift for de gamle fagforeninger og den danske model, som Niels Jespersen mener er truet af de gules snylteragtige adfærd.

Bogen er et partsindlæg, skriver Jespersen til indledning. Det kan man roligt sige. Han er til daglig chefredaktør for den socialdemokratiske netavis Pio, der er finansieret af de fagforeninger, hvis sag han taler. Bogen står ikke stærkt i de historiske afsnit. En arbejdsmarkedshistoriker bør for eksempel vide, at præster først blev tjenestemænd i 1919. Som så mange socialdemokrater før ham har Jespersen ikke nogen veludviklet forståelse for kristendom i almindelighed og Indre Mission i særdeleshed og derfor heller ikke for baggrunden for dannelsen af den kristelige fagbevægelse. Den blev grundlagt som Kristeligt dansk Fællesforbund i sommeren 1899 midt under den store lockout, der endte med et forlig i september samme år også kaldet den danske models grundlov. Forbundet, der organiserede både arbejdere og arbejdsgivere, mente, at det var samhørigheden om kristne værdier og ikke klassekampen, der skulle regulere arbejdsmarkedet. Lige så vigtigt var det, at de kristelige ikke med samvittigheden i behold kunne melde sig ind i de røde fagforeninger, der dengang var tæt forbundet med et socialdemokrati, der stadig havde revolution på programmet. Sagen er naturligvis en anden i dag. Krifa, som organisationen nu hedder, adskiller sig i princippet ikke fra de øvrige gule, der er kommet til i mellemtiden. Jespersens spydige kritik retter sig ikke mindst imod ”Det faglige Hus”, hvis noget anløbne stifter og leder ikke alene er blevet skamløst rig på sin virksomhed, men som også har en dom for dagpengesvindel på straffeattesten.

Jespersen har en letflydende pen, og der er noget befriende uforblommet ved hans facon. Især i det afsluttende kapitels overvejelser over, hvor udviklingen peger hen, slipper han gækken løs i aforistiske karakteristikker af samtidens politik og politikere. Om Helle Thorning skriver han: ”Uden alt for meget på hjerte ud over de sædvanlige sager, der optager den øvre middelklasse, passede hun perfekt til et parti, der havde opgivet den politiske idéudvikling til fordel for hurtige reklameslogans og smart-i-en-fart-konsulenter, der lovede fremgang i næste uges meningsmålinger.” Socialistisk Folkepartis bagland beskrives som ”fløjlsbukser og ravkæder”. Det skal ikke tages som udtryk for sorgløs munterhed. Niels Jespersen er en intellektuel socialdemokrat af den kaliber, der ikke kan ignoreres. Han har et ærinde.

Han er tilhænger af Mette Frederiksens linje for Socialdemokratiet i en sådan grad, at bogen faktisk ligner en ansøgning om stillingen som chefstrateg. Jespersen taler for en genetablering af de bånd mellem partiet og fagforeningerne, der blev brudt for en menneskealder siden, for derved at styrke grundlaget for den danske model. Ganske vist repræsenterer hverken fagforeninger eller Socialdemokratiet et flertal af befolkningen, men på samme måde som man ”kan beskrive Danmark som et kulturkristent land, så er vi også et kultursocialistisk land,” som Jespersen skriver. Han citerer i den forbindelse med tilfredshedens drag om munden flere fremtrædende blå politikere for deres principielle opbakning til den danske model. De færreste danskere vil nemlig i virkeligheden af med den. Danskerne ønsker bare ikke at bakke op om de institutioner, der understøtter den, er konklusionen.

I en bog, der trods alt har bevilget sig selv et par hundrede sider til en pointe, der med udvisning af lidt mere sproglig økonomi kunne rummes i en pamflet, kunne der godt være blevet plads til lidt flere nuancer. Vigtigst er nok den helt nødvendige diskussion af, hvad ’Den danske Model’ egentlig er? Her hæmmes Jespersen af, at han i for stor grad er blevet hængende i arbejderbevægelsens klassiske selvfortælling. Det bliver lidt for indforstået, og med en tilstrækkelig bred pensel kan der males hen over sprækkerne i historien. Man kunne for eksempel godt have tænkt sig en analyse af lærerkonflikten i 2013. Hvor meget ’dansk model’ var der egentlig over den?

(www.k.dk 21. maj 2025)

Grundtvigs højskoleskrifter

 Henrik Yde (udg.), Skolen for livet. N.F.S. Grundtvigs højskoleskrifter, Aarhus Universitetsforlag

Den 30. august 1872, kun tre dage før sin død, udgav Grundtvig en bog bestående af en række af hans egne tekster oprindeligt udgivet mellem 1836 og 1859, ”Smaaskrifter om den historiske Høiskole”. 

I kraft af denne udgave skabte Grundtvig også en forestilling om, at der lå en samlet plan eller forestilling bag hans tanker om skole og dannelse. Det har dannet baggrund for den forståelse, at Grundtvig i 1830erne stod op som en sol og oplyste et i øvrigt formørket skolevæsen og dermed skabte forudsætningerne for moderniseringen af dannelsen, pædagogikken og samfundet i det hele taget. Det har i øvrigt også dækket for den ofte oversete omstændighed, at den unge Grundtvig i flere år ernærede sig som en dygtig og respekteret lærer og underviser for ungdommen. Han var forbavsende praktisk anlagt.

Nu har grundtvigforskeren Henrik Yde påtaget sig at genudgive de samme tekster, som Grundtvig selv samlede i 1872 – eller næsten de samme. For en uforberedt nutidig læser er Grundtvigs prosa så godt som uforståelig, så derfor har Yde skrevet fortrinlige og indsigtsfulde indledninger og kommentarer. Vanskelige begreber og vendinger forklares, og Grundtvig trækkes fra sin ophøjede genialske ensomhed ind i den relevante kontekst.

For det første var Grundtvig kun en blandt mange deltagere i en ret omfattende debat, hvis udgangspunkt var, at alle var klar over, at det eksisterende skolevæsen var mangelfuldt. Bønderbørn afsluttede deres skolegang med konfirmationen, mens børn i købstæderne kunne fortsætte i latinskolerne, der imidlertid af praktisk anlagte folk blev kritiseret for at give helt utilstrækkelige forudsætninger for at klare sig i livet i almindelighed og næringslivet i særdeleshed, så de fik konkurrence af de såkaldte realskoler, der underviste i naturfag og de levende fremmedsprog. For det andet var de ideer, der i dag gerne tillægges Grundtvig, ikke alle hans. Kernebegreber som ”den sorte skole” eller ”skolen for livet” lånte han fra andre. For det tredje kan man sige, at Grundtvig ikke var ren dannelsestænker eller pædagogisk teoretiker, sådan som han ofte gøres til. Hans ytringer om dannelse var som oftest udsprunget af en politisk kontekst. Det handlede om at uddanne ungdommen og særligt bondestanden til at deltage aktivt i ”det borgerlige Selskab”, som han kaldte det, altså at tage et samfundsmæssigt ansvar. Bønder kunne blive valgt til stænderforsamlingerne fra 1834, sogneforstanderskaberne (sognerådene) og amtsrådene fra 1841 og Rigsdagen fra 1848.

Grundtvig var modstander af både real- og latinskolerne, og det isolerede ham i en vis grad i debatten om skole- og uddannelsesvæsenets fremtid. Hans skoletanker sammenfattes ofte i begrebet ”historisk-poetisk”, altså at det især var fædrelandets og verdens historie samt god (dansk) litteratur, der skulle udgøre hovedstolen af den pædagogiske kapital. Det var for tilhængerne af realskolerne for upraktisk og for tilhængerne af latinskolerne for bondsk. Derudover var Grundtvig modstander af eksamensvæsenet, som han betragtede som ødelæggende tvang. Det gav – og giver – naturligvis enhver uddannelsesbureaukrat hjerteflimmer.

Grundtvigs Højskole, Lyngby. Gl. Postkort.

Yde kunne godt i højere grad have anfægtet Grundtvigs kanonisering af egne tekster. Grundtvigs første ytringer om nødvendigheden af at uddanne bønder bedre findes i hans ”Politiske Betragtninger” fra 1831, som ikke er med i Ydes udvalg. Det er det afgørende opgør med forkyndende undervisning – ”Er Troen virkelig en Skole-Sag” - fra 1836 eller et ret prægnant foredrag ”Om Dannelse” fra 1841 heller ikke. Yde har også forsømt at tage de tekster med, som handler om Grundtvigs egen højskole, Marielyst, grundlagt 1856. Men et eller andet sted skal grænsen jo drages, og inden for de udstukne rammer gives ingen bedre guide til emnet end Henrik Yde.

(Kristeligt Dagblad 9. maj 2025)

Ret og magt i USA

 Ruben Toft Sindahl. Ret og magt i USA, Turbine

Ruben Toft Sindahl er både dansk og amerikansk uddannet jurist, og han har amerikansk advokatbestalling. Hans analyse af forholdet mellem magt og ret i USA er ikke opløftende. Vi har lige i øjeblikket en tendens til at se på Trump og hans tech-oligarker som det afgørende problem, men Sindahl trækker trådene længere tilbage, ja faktisk helt til den amerikanske forfatnings tilblivelse i slutningen af 1780erne som et kompromis mellem forskellige politiske kræfter og interesser. Sindahl kalder den ”en imponerende kraftpræstation”, men i grunden er han ikke så imponeret. Ganske vist dannede forfatningen udgangspunkt for udviklingen af det amerikanske demokrati, men den har også i henhold til Sindahls analyse vist sig at være en ringe garanti mod de kræfter, der søger at kortslutte de demokratiske processer. Det skyldes ikke mindst i Sindahls øjne den rolle, som Højesteret har fået, og som sådan set ikke var forudset af grundlovsfædrene, ”The founding Fathers”. De var mest optaget af at opretholde balancen mellem den udøvende magt, præsidenten, og den lovgivende, Kongressen. I løbet af 1800-tallet fik Højesteret stigende betydning som håndhæver af det, der på dansk kaldes prøvelsesretten, altså domstolens mulighed for at underkende en beslutning truffet af enten den lovgivende eller den udøvende magt. Det førte til en retliggørelse af amerikansk politik, altså at ethvert politisk spørgsmål ender med at blive juridisk.

I løbet af de seneste generationer er denne udvikling yderligere modsvaret af en politisering af domstolene. Højesteret er ikke længere en uafhængig juridisk instans i det amerikanske system af ”checks and balances”. Den er blevet til en politisk aktør. For tiden er der et flertal af konservative dommere, der udnytter denne mulighed til at fremme en bestemt politisk dagsorden. Højesteret er også præget af en stadig højere grad af aktivisme. Det betyder, at Højesteret nærmest har fået lovgivende magt, mener Sindahl. Dermed gør den i sin virksomhed vold på magtens tredeling.

Afgørende trin i denne udvikling var det, da Højesteret blev udslagsgivende for George Bush’ valgsejr over Al Gore i 2000, og ikke mindst en dom fra 2010, der indebærer, at der ikke længere er grænser for, hvor mange penge virksomheder og rigmænd må bruge på at skaffe sig indflydelse på politik. Og det var vel at mærke ikke tech-branchen, men den gode gamle kemi- og metalindustri, der stod bag, i skikkelse af brødrene Koch, ejerne af et af USA’s største industrikonglomerater.

Sindahl tegner et dystert billede af et amerikansk demokrati, der er ved at forvitre til et oligarki, fordi de allerrigeste igennem en menneskealder har haft held med at kortslutte systemet til egen fordel. Musk og Trump er set i det lys blot ekstreme repræsentanter for en bevægelse, der har været længere tid undervejs. Deres vej til magten er banet af andre. Trumps udstrakte brug af dekreter, det vil sige regeringsførelse uden om den lovgivende forsamling, ligger også i forlængelse af, hvad flere af hans forgængere har gjort.

Bogen kommer lidt haltende fra start. Det er som om Sindahl først har fundet sin form, mens han skrev, for de afsluttende kapitler glider bedre end de indledende. Overordnet set kunne manuskriptet godt have brugt en redaktionel overhaling, inden det blev besørget i trykken. Der er f.eks. for mange gentagelser. Bogen er ikke læseværdig for sine litterære kvaliteter, men for sin analyse. Sindahls konklusion er lige så klar som den er nedslående. Det amerikanske demokrati savner midlerne til at kæmpe mod dem, der vil det til livs.

(Kristeligt Dagblad 1. april 2025)

Friheden er konkret

Timothy Snyder, Om frihed, Gads Forlag, 428 sider

Timothy Snyder er blevet en af de mest betydningsfulde intellektuelle røster i den engelsksprogede offentlighed, når det handler om Ukraine. Det ved han også godt selv. De henkastede referencer til samtaler, han har ført med centrale aktører som f.eks. den ukrainske præsident, afspejler en vis selvbevidsthed. Det samme gør hans insisteren på, at han selv har haft ret hele tiden. Det udelukker slet ikke, at der er en grund til at lytte til Snyder, for han er som tænkende historiker i en klasse for sig og en konsekvent og velargumenteret kritiker af både Trump og Putin. Hans bog, Vejen til ufrihed, udgivet på dansk i 2018 har vist sig at være en foruroligende præcis forudsigelse af meget af det, der er sket siden.

I denne bog om frihed forsøger Snyder at definere sit emne positivt. Frihed er ikke en frihed fra kapitalmagt, stat, beskatning eller noget som helst andet. Derfor finder han også modsætningsforholdet mellem frihed og sikkerhed kunstigt, altså den betragtning at prisen for sikkerhed er opgivelsen af frihed. Man sælger ikke ud af friheden ved at vælge sikkerheden. Lidelse er ikke nødvendigvis frihedens pris. Struktur og orden er frihedens forudsætning, ikke dens modsætning. Bag disse betragtninger ligger den konkrete tilstand i Ukraine og den politiske situation i USA. Frihed bliver kun til i relationer, solidaritet, afhængighed, fællesskab. Med en skjult reference til Rousseau skriver Snyder: ”Vi får at vide, at vi er ’født frie’: Men det passer ikke. Vi fødes skrigende, fastgjort til en navlestreng, tilsølet af en kvindes blod. Om vi bliver frie, beror på andres handlinger, på de strukturer, der muliggør disse handlinger; på de værdier, der giver liv til disse strukturer – og først derefter på vores glimt af spontanitet og mod til at træffe egne valg.” 

Til at underbygge sine tanker bruger han tænkere som Simone Weil, Václav Havel og Edith Stein, men grundlæggende forankrer han sine principielle pointer i det, som historikere somme tider kalder kontingente sandheder, altså fænomener, der er bestemt af omstændighederne og ikke af universelle lovmæssigheder. 

Hvad der for en amerikaner muligvis kræver stor intellektuel anstrengelse, er fra en hjemlig – skandinavisk – betragtning temmelig banalt. Snyder abonnerer på et nærmest socialdemokratisk frihedsbegreb. Staten er ikke skurken. Adgang til statsligt finansieret forsorg, sygeforsikring og uddannelse er ikke frihedens fjende, men en tilvejebringelse af muligheder for de mange og dermed frihed for flere. Økonomisk lighed er et fælles gode og står ikke i vejen for økonomisk vækst. Når USA i dag er verdens suverænt rigeste land målt på bruttonationalprodukt per capita er det en gennemsnitsbetragtning, der dækker over kolossal ulighed. Størstedelen af den økonomiske vækst i USA de seneste fire årtier er kun kommet et fåtal til gode. Flertallet af amerikanerne har i deres levetid kun oplevet økonomisk stagnation. Et barn født i USA i 1940 havde en overvældende chance for at få en højere livsindkomst end sine forældre. Et barn født to generationer senere har væsentligt dårligere odds. Det truer samfundspagten. Det store paradoks er, at denne krise har fået et overvældende antal amerikanere til at stemme på en mand, der slet ikke har tænkt sig at gøre noget ved netop dette problem, tværtimod.

Snyder er som sagt klog, men også ganske ordrig. I stedet for en klart optrukket pointe, der snor sig tydeligt gennem historiens landskab, flyder bogen over sine bredder og efterlader indtrykket af en forskelsløs mængde af iagttagelser, et broget patchworktæppe af betragtninger. Den er opbygget i kapitler, der når langt omkring, og de er igen opdelt i afsnit, der krydsklipper fra antikken til nutidens Ukraine og USA og ikke mindst Snyders eget liv, både forstået som egentlig selvbiografi og som reportage fra hans mange rejser. Han lægger vægt på, at han er rundet af landets marv, Midtvestens landdistrikter, med en sund interesse for nationalsporten baseball. Det er ham meget om at vise, at han ikke bare er en verdensfjern akademiker, der skuer ud over verden fra sit elfenbenstårn på sit eliteuniversitet (Yale) men at han er forankret i den samme virkelighed som flertallet af amerikanere. Det er imidlertid også en udtalt svaghed ved bogen, at dens forfatter er lidt for optaget og måske endda imponeret af sig selv. Snyder må anerkendes for sit væsentlige anliggende, sin indsigt og jugement, men han har også brug for at holde fokus på sagen.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2025. Avisen valgte en anden rubrik. Enkelte rettelser i teksten.)

Vold som politisk middel

 Charlie Krautwald, Kampen om gaderne. Propaganda, protest og politisk vold i 1930’erne. Gyldendal

Charlie Krautwald behandler i sin veldokumenterede bog aktivismen og voldskulturen i de politiske ungdomsbevægelser i 1930erne. Det er en prisværdig undersøgelse, der bidrager til forståelsen af og diskussionen om vores demokratis ophav og natur. Den viser, at landbrugskrisen og den store arbejdsløshed efter den økonomiske krise, der brød ud i slutningen af 1920erne, skærpede konkurrencen mellem ungdomspartierne – især kommunisterne, de konservative og socialdemokraterne – om synligheden i det offentlige rum i byerne. De plakater, som et parti satte op, blev systematisk pillet ned af modstanderne. Der blev arrangeret parader, marcher og demonstrationstog, der somme tider udviklede sig til slagsmål, når modstanderne mødte op eller når politiet forsøgte at gribe ind. Det førte til, at politiet måtte ændre strategi, og partierne indførte særlige uniformerede og trænede korps, der skulle skærme deres egne mod angreb fra de andre. Hos Konservativ Ungdom hed de ”Stormtropperne”, hos Danmarks socialdemokratiske Ungdom ”Ordensværnet” og hos ungkommunisterne ”Arbejderværnet”. De blev på linje med nazisterne i april 1933 omfattet af det uniformsforbud, der også kom til at ramme sagesløse spejdere. Det holdt dog i første omgang ikke partierne fra indgå i mere eller mindre organiserede gadekampe. Først i løbet af et par år blev korpsene afviklet med de konservatives som det sidste. Det er derfor dem, der huskes bedst.

Bogen indledes med en noget dristig påstand, nemlig at så godt som ingen dansk historiker har ”undersøgt indholdet i 1930’ernes kamp om gaderne”. Det passer ikke helt. Alene inden for de seneste par år er der kommet flere gode bøger, der går tæt på nogle af de mest aktive: Lars Halskovs biografi om kommunisten Richard Jensen, Lea Wind-Friis’ om Jens Thomsen, der var en ledende skikkelse i den meget aktivistiske konkurrent til Landbrugsraadet, Landbrugernes Sammenslutning, og ikke mindst Claus Bundgaard Christensens virkelig interessante bog om den decideret voldsdyrkende nazist Wilfred Petersen. Dertil kommer flere akademiske afhandlinger om politisk radikalisering og udviklingen i politiets ordenshåndhævelse i perioden.

Det er altså ikke ukendt terræn, Krautwald begiver sig ud i, men hans tilgang er en anden end de fleste andres. Den ligger i forlængelse af Rene Karpantschofs bog om ”De stridbare danskere 1848-1920”. Den tager et opgør med den såkaldte konsensusfortælling om den politiske udvikling i Danmark, der gerne tegner en lige linje fra det 19. århundredes folkelige bevægelser gennem arbejderbevægelsen til opbygningen af den fredelige, demokratiske velfærdsstat efter krigen. Den proces rummede mange korporlige konflikter og elementer af politisk motiveret vold. Spørgsmålet er, om man betragter denne vold som en anomali, altså som midlertidige, importerede eller situationsbestemte afvigelser fra den generelle udvikling, eller som en integreret del af historien. Krautwald mener det sidste, og det begrunder han med en teori om, at vold er en nødvendig forudsætning for forandring: ”Den eneste måde, hvorpå marginaliserede interesser uden for det etablerede system kan blive hørt, er gennem et brud med det parlamentariske systems spilleregler.” Det er ikke en pointe, han egentlig følger til dørs, så den står faktisk og flagrer lidt.

Bogen bygger på Krautwalds phd-afhandling, og forvandlingen fra den akademiske genre til en egentlig bog er ret vellykket. Sproget flyder – noget ordrigt – men let, og det oplysende noteapparat er diskret pakket væk på de sidste sider. Fremhæves må de mange illustrationer, først og fremmest pressefotos, der spiller en central rolle for dokumentationen af den politiske gadekulturs scenografi og koreografi.

(Kristeligt Dagblad, 26. marts 2025, avisen valgte en anden rubrik.)

Stormen på Børsen 1918 | Arbejdermuseet

Grønlands amt

 Jens Lei Wendel-Hansen: Grønlands Amt. Aarhus Universitetsforlag

”Grønlands Amt” er en listig titel til en bog om Grønlands nyere historie, for det er ikke mur- og nagelfast, at der har eksisteret et grønlandsk amt. Grønland havde efter 1953 en status, der svarede til et amt uden helt at være det. Men det er heller ikke pointen. Titlens grønlandske amt er snarere taget fra de forventninger og drømme, som grønlandske politikere havde i begyndelsen af det 20. århundrede.

En af de helt centrale skikkelser i grønlandsk politik på dette tidspunkt, Augo Lynge, skrev i 1931 en roman, hvor han forestillede sig et Grønland, der i fremtiden var fuldt integreret i den danske stat og ligestillet med for eksempel Vejle eller Bornholms Amt.

Det er historien om denne utopi, som Wendel-Hansen drager frem, og det er der grund til at gøre, for det er nemlig en glemt historie, visket ud og overskrevet af en politisk dagsorden, der har brug for at fortælle historien, så den passer ind i det nu dominerende ønske om grønlandsk national selvstændighed. Den version af historien, der understøtter denne politiske dagsorden, lægger vægt på, at Danmark mod grønlændernes ønske søgte at trække dansk sprog og forvaltning ned over hovedet på grønlænderne, og at Danmark kun modstræbende imødekom grønlandske ønsker og krav. Grundlovsændringen i 1953, der eksplicit udvidede forfatningen til også at omfatte Grønland, blev ifølge denne tradition kun gennemført efter internationalt pres, fordi det var danskernes frygt for at blive bragt i forlegenhed i FN, der var drivkraften. Ifølge samme tradition blev den grønlandske politiske bevidsthed først vakt i 1970’erne med den generation, der stod bag oprettelsen af Hjemmestyret i 1979.

Wendel-Hansen gør over for denne tolkning gældende, at grundlovsændringen 1953 og tilblivelsen af ”Grønlands Amt” var resultatet af en langvarig dansk-grønlandsk proces, som var svar på det helt afgørende spørgsmål: Hvordan gør man Grønland til et moderne samfund? Ikke mindst på dansk side var der konservative kræfter, der mente, at man ikke skulle forcere moderniseringen, fordi det ville gå ud over den grønlandske identitet og levevis. Men frem til midten af det 20. århundrede var der almindelig enighed om, at Grønlands vej ind i moderniteten skulle ske i form af en integration i den danske samfundsmodel.

Under krigen var Grønland isoleret fra Danmark, og grønlænderne fik en smagsprøve på den amerikanske livsform, men den fængede ikke som den for eksempel gjorde på Island. Den 5. maj 1945 blev fejret som en genforening med Danmark. Efter krigen fortsatte processen i retning af en modernisering af det grønlandske samfund, og grønlænderne blev fra 1953 repræsenteret i Folketinget med to mandater. Statsminister Hans Hedtoft aflagde besøg på øen i 1948, hvor han bekræftede den politiske linje, der førte til grundlovsændringen, og hans død i 1955 blev i Grønland betragtet som et stort tab.

Den danske delegation informerer i 1954 FN om, 

at Grønland fra og med den 5. juni 1953 ikke 

længere er en koloni, men en integreret del af 

Danmark. Til venstre Augo Lynge.

https://media.un.org/photo/en/asset/oun7/oun7713489

Det var derfor heller ikke tilfældigt, at det hidtil største grønlandsskib blev opkaldt efter Hedtoft. Det sank som bekendt på sin første tur for 60 år siden. Alle 95 ombordværende omkom, herunder folketingsmedlem Augo Lynge. Med skibet forliste så at sige også drømmen om Grønlands Amt. Grønlandsk politik orienterede sig i de følgende årtier i stadig højere grad mod selvstændighed og uafhængighed med forbillede i den afkolonisering, der fandt sted over hele verden.

Spørgsmålet om Grønlands fortid og fremtid har været genstand for en ophidset diskussion de seneste år. Wendel-Hansen er ikke fremmed for denne debat, og han leverer sine pointer sagligt og med skønsomhed. Bogen er skrevet i solidaritet med det grønlandske perspektiv på historien uden at tale de nuværende magthavere på Grønland efter munden, og på den måde udgør bogen et både stilfærdigt og vægtigt bidrag til forståelsen af Grønlands status historisk og indirekte derfor også i dag.

(Kristeligt Dagblad 11. maj 2019)