Jørgen Burchardt, Cheminova 1938-1953. Danmarks største forurener. Frydenlund Academic.

Som nyuddannet ingeniør grundlagde den blot 24-årige Gunnar Andreasen (1914-1989) den kemiske fabrik Cheminova i Gladsaxe nord for København. Virksomheden voksede under hans dynamiske ledelse og fik hurtigt en million-omsætning, målt i datidens penge vel at mærke. I 1944 gjorde han noget, der stadig står som lidt af en gåde. Han forærede som eneejer af virksomheden hele sin aktiepost til Aarhus Universitet. Han var selv uddannet på Danmarks Tekniske Højskole i København og havde ikke noget særligt med det unge universitet i Jylland at gøre. Selv har Andreasen givet udtryk for, at der var tale om ren filantropi. Det illegale blad Information beskyldte ham for at ville løbe fra ansvaret for værnemageri, hvad bladet siden måtte dementere. Det forhindrede dog ikke modstandsbevægelsen i at foretage flere sabotageaktioner mod virksomheden. Der er også blevet spekuleret i, om han forsøgte at løbe fra problemer i privatøkonomien, da han var fraskilt. Men heller ikke Jørgen Burchardt kan give en sammenhængende forklaring på gåden. Under alle omstændigheder skulle Aarhus Universitet have frygtet Andreasens gave, for selvom indtægterne er flydt rigeligt, var Cheminova i nærmest bogstaveligste forstand gift for universitetets renommé.

Socialdemokraten, 10. feb. 1943

Efter overdragelsen til Aarhus Universitet ved dets forskningsfond forblev Andreasen som direktør for Cheminova, som lige efter krigen flyttede fra Gladsaxe til Måløv. Andreasen var som fabrikant og forretningsmand opportunist i et marked, der i begyndelsen var bestemt af krigsøkonomiens importbegrænsninger og råvaremangel og efter krigen af en stigende international konkurrence. Han kunne på ganske få måneder omstille produktionen afhængig af forsynings- og afsætningsmulighederne. Efter flytningen til Måløv specialiserede fabrikken sig i pesticider, for eksempel DDT.

Burchardt er på den ene side optaget af Andreasens person og hans motivation, men han er på den anden side påfaldende karrig med biografiske oplysninger om ham. Burchardt skriver, at Andreasen var gift i alt fire gange, men han sætter kun navn på to af ægtefællerne. Til gengæld bruger han mange sider på at skrive om Andreasens advokat og Cheminovas mangeårige bestyrelsesformand, den farverige højesteretssagfører Knud Gamborg.

Det er først og fremmest virksomhedens drift, der interesserer Burchardt, det tekniske, økonomien, arbejdsmiljøet og ikke mindst påvirkningen af miljøet. Fabrikken var plaget af gentagne brande, eksplosioner og andre alvorlige arbejdsulykker, og den udledte fra begyndelsen urenset spildevand, der for eksempel ætsede kloakrørene op eller forurenede Roskilde Fjord. Blandt Cheminovas kritikere var kredslæge Jens Jensen, Glostrup, der i øvrigt også var søn af Johannes V. Jensen. Sagerne hobede sig op, så Andreasen fremskyndede i 1953 en plan om at flytte produktionen til Harboøre, hvor han håbede at slippe for yderligere bøvl, fordi det var langt fra København, og fordi spildevandet kunne ledes direkte ud i Vesterhavet. Dengang antog man, at det var ufarligt. Andreasen forlod direktørposten i 1961, og Aarhus Universitet slap endeligt af med sin hadegave i 2014. Til gengæld indkasserede det 10½ milliarder kroner til sin forskningsfond.

I disse uger strides to skønlitterære forfattere – Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg – om, hvem der har retten til at fortælle hvad om Cheminova. Men ingen ejer som bekendt historien. Burchardt har gravet dybt og længe for at præsentere sin udgave. Han er ingen ferm fortæller, må man sige. Til gengæld er han grundig og hans anliggende er væsentligt. Man skal ikke læse bogen som et drama. Det skal man nok overlade til folk som Blæsbjerg og Mygind. Styrken i bogen er klart det tekniske, beskrivelsen af produktionsprocesserne og ikke mindst myndighedstilsynet, der var overraskende nidkært allerede fra 1940erne. Man taler ofte om, at miljøpolitik er noget, der først blev indført omkring 1970, men Burchardt viser tydeligt, at både kommunale og statslige kontrolinstanser fra begyndelsen var efter Cheminova, og at det samtidig nærmest ligger i virksomhedens DNA at ignorere myndighedskrav og påbud.

Med undertitlen har Burchardt gjort sin bog til et anklageskrift. Den historiske undersøgelse slutter i 1953, men perspektiverne rækker frem til nutiden. I Gladsaxe, Måløv og ikke mindst i Harboøre har Cheminova efterladt en arv, der har fået betegnelsen generationsforurening, fordi gevinsten er høstet af én generation, mens prisen betales af de næste både helbredsmæssigt og økonomisk. Burchardt anklager også myndighederne, men hans egen dokumentation viser, at de, der havde en tilsynspligt, som nævnt også forsøgte at gøre noget. Hans kritik mod eneejeren gennem 70 år, Aarhus Universitets Forskningsfond, er til gengæld overraskende afdæmpet. Det er der ingen grund til. Ejeren af virksomheden har hovedansvaret for det kolossale svineri, der er efterladt. Fonden ses ikke blandt de mange, der har støttet udgivelsen. Det ville nok have klædt aarhusianerne at bidrage til udredningen af årsagen til deres egen kolossale velstand. Men det kan jo nås endnu, når historien fra tiden efter 1953 skal udredes.

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2025)

Samfundspagten kan ikke genforhandles

Adam Holm, En tyran mindre, Gyldendal, 192 sider, 249,95 kr.

Adam Holm er historiker og journalist, og i denne bog blander han genrerne. Hvert kapitel kan læses som et essay for sig. Der er både nedslag i Syriens historie og indslag fra hans egne rejser i landet. Bogen foregiver ikke at give noget stort overblik over hverken historien eller regionen, hvad den bestemt heller ikke gør. 

Hovedstolen er beskrivelser af Assad-regimets helt umådelige brutalitet. I sin ukunstlede prosa udpensler Holm den ene torturscene efter den anden, maler minutiøst billeder af mord og massakrer begået af regimet og dets kumpaner. Hvor skrækindjagende det end måtte være, er redegørelsen for disse rædsler ikke bogens egentlige fortjeneste. Det er, at læseren er undervejs med en tænksom og vemodig rejsende.

Holms hengivenhed for dette land er tydelig. Han besøgte Syrien for første gang i 1998, og det var kærlighed ved første blik. Men gjorde den blind, kærligheden? Han kan ikke frigøre sig fra den tanke, at han har været ”nyttig idiot” for et brutalt regime i lighed med danske venstreorienterede, som rejste til Sovjetunionen og lovpriste, hvad de så.

Landet var i århundreder underlagt osmannisk styre, en kort overgang under fransk kontrol for efter 2. Verdenskrig at udskilles som selvstændig stat, men altid præget af sekterisk vold og indre splid. Da Hafez al-Assad kuppede sig til magten i 1970, var det med den begrundelse, at kun en fast hånd kunne holde styr på et så sammensat land beboet af så stridbare folkeslag, og denne politik blev videreført af hans søn Bashar, der arvede magten 30 år senere.

Bogens epilog indledes med et citat fra Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651. I modsætning til sine mere liberalt sindede landsmænd mente Hobbes, at samfundspagten var uden fortrydelsesklausul. Når først magten var overgivet til suverænen, kunne den ikke kaldes tilbage, fordi det var den eneste måde at sikre fred og stabilitet. Det var netop også Assad-regimets legitimeringsstrategi. 

Syrien var, da Bashar al-Assad tog over, ved at åbne sig mod omverdenen, og det blev et populært rejsemål for intellektuelle som f.eks. Adam Holm. Det indebar imidlertid, at de tilrejsende stiltiende eller på anden måde måtte leve med den hobbesianske præmis. Det var i Assad-styrets Damaskus, at der blev åbnet et dansk kulturinstitut, hvor kunstnere og videnskabsfolk kunne nyde det nænsomt restaurerede antikke hus og skrive hjem om civilisatorisk ælde, levantisk gæstmildhed og fredelig sameksistens mellem religionerne. Det var det Syrien, som den unge Adam Holm forelskede sig i.

Med denne bog tvinger han sig selv og enhver, der har nerverne til at læse den, til at bese, hvad det indebar. Det var ikke en idyl, man kan længes efter. Præmissen var så falsk som nogen. Der var ikke fred og fordragelighed, men undertrykkelse og vold. Efter det arabiske forår i 2011 brød en voldsom borgerkrig ud, og styret udviste ingen nåde mod den befolkning, som den hævdede at beskytte. Antallet af døde tælles i hundreder af tusinder og fordrevne og flygtninge i millioner. Regimet stod i alliance med andre samvittighedsløse aktører fra Hizbollah i Libanon til Putin i Moskva, og repræsentanter for den ekstreme europæiske højrefløj kom i nådig audiens i Damaskus. Assad holdt tilsyneladende skansen, indtil det – næsten fra den ene dag til den anden – smuldrede for ham og han måtte søge tilflugt i Rusland.

Verden blev en tyran mindre, som Holm skriver. Mere sprogligt korrekt er det vel, at vi er blevet en tyran færre. Hvorom alting er, forbliver spørgsmålet, hvem skal tage over? Epilogen balancerer mellem den historiske erfaring af århundreders vold og væbnet konflikt på den ene side og et næsten forceret håb om forandring, frihed og fred på den anden. ”Et nyt kapitel skal skrives i Syriens forpinte historie. Allerhelst et kapitel, der ikke handler om en ny tyran.”

Holm svarer aldrig direkte på spørgsmålet, om hans ungdoms kærlighed gjorde ham til nyttig idiot. Han peger heller ikke fingre ad andre. Det er for så vidt klogt nok. Men det vækker trods alt nysgerrigheden. Hvad vidste folk egentlig om Syrien for 25 år siden, og hvad sagde de?

(Weekendavisen 27. aug. 2025, avisens rubrik var en anden)

Stand, rang og klasse

Gunner Lind, Eliterne. 100 Danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag

Den undergenre under historievidenskaben, der kaldes socialhistorien, beskæftiger sig i overvejende grad med de underprivilegerede, de besiddelsesløse, forpinte og forhungrede. Tidligere professor i historie Gunner Lind skriver også socialhistorie, blot om dem i den anden ende af hierarkiet. I modsætning til mange af sine kollegaer peger Lind ikke fingre ad privilegierne eller rigdommen. Han analyserer, hvordan eliter bliver til, iscenesættes, fungerer og forsvinder. Der er en pointe med flertalsformen, fordi adkomsten til samfundets top følger forskellige spor: evner og vilje, formue og forbindelser, arv og ægteskab, tjeneste og forretning. Mellem de forskellige eliter kan der være en stor, men aldrig fuldstændig fællesmængde

Historien begynder med valget af den første af de oldenborgske konger i 1448. Christian I herskede over et standssamfund, hvis eliter var højadelen og den øverste gejstlighed, og hans magt hvilede på deres tilslutning. Gejstligheden blev rystet af Reformationen i 1530erne, og adelsvælden blev afløst af kongelige enevælde efter 1660. I den forbindelse indførtes en forordning om rang, der udfordrede, men bestemt ikke afskaffede forestillingen om stand. Rangforordningen afgjorde, hvem der stod tættest på kongen og dermed var mest betydningsfuld. De enevældige konger lagde vægt på, at avancement var afhængigt af loyalitet mod kongemagten, men også i stadig stigende grad af evner og uddannelse. Samtidig skabte enevælden også sin egen arvelige adel med titler af grever og baroner. 

Junigrundloven af 1849 afskaffede alle privilegier, der knyttede sig til stand og rang uden at afskaffe nogen af delene. Hierarkierne bestod, nu oftere betegnet som klasser. Helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede var til- og omtaleformer en vigtig social markør, der kodede for klasse, køn og civilstand. Mens vi i dag ikke længere taler om og til hinanden som i TV-serien Matador, er det en central pointe i bogen, at vore dages overklasse ganske vist for manges vedkommende er blevet det ved egen kraft og på det moderne samfunds meritokratiske og demokratiske vilkår, men at strukturer og kulturelle koder, der går helt tilbage til Senmiddelalderens aristokrati stadig gør sig gældende. Monarkiet er den ældste samfundsinstitution i Danmark og stadig central. Den gamle fødselsadel findes endnu, og det samme gør den enevældige rangforordning, herunder dens grever og baroner. Danmark er ikke domineret af gamle penge, men de findes, og nye penge har det med at tilegne sig de gamle eliters kulturelle koder og at efterstræbe deres værdighedstegn. Trods omvæltningerne 1536, 1660 og 1848/49 og trods en omfattende økonomisk udligning er de danske eliter og ledende institutioner i dag et resultat af en akkumuleret udvikling over mange hundrede år.

Gunner Lind betjener sig af en fortættet prosa, der ikke kan kaldes elegant, men til gengæld indholdsmættet. Han skilter ikke med det betydelige teoretiske beredskab, der ligger til grund for analysen. Under teksten simrer blandt andre de for moderne historievidenskab så væsentlige sociologer som Max Weber, Pierre Bourdieu og Charles Tilly. Lind skriver med overblik i syntesen, præcision i detaljen og analytiske dybde. Her øses af et helt forskerlivs erkendelser. Medlemmer af nutidens eliter kan med fordel læse med.

(Kristeligt Dagblad 15. okt. 2025)

Whistleblower

Christian Jensen, Til sidste kommer det frem, Politikens Forlag

Christian Jensen (f. 1972) har skrevet sine erindringer i utide. Beretninger fra barndommens Grindsted blandes med tildragelser fra hans karriere som journalist og redaktør. Bogen markedsføres som en hyldest til ’whistlebloweren’, den meddeler, der for egen regning og risiko udstiller magtmisbrug, korruption og uhæderlighed ved at lække fortrolige oplysninger. 

Christian Jensen blev allerede som nyuddannet journalist kendt, fordi han var med i den gravergruppe på Berlingske Tidende, der i 1999 afslørede, at Riffelsyndikatet, der havde leveret våben til tyskerne under krigen, i 1950 af Revisionsudvalget for Tyske Betalinger blev pålagt at betale et stort beløb til staten. Berlingskes artikler vakte opsigt, fordi A.P. Møller havde været storaktionær i Riffelsyndikatet, og artiklerne tog form af en direkte anklage mod skibsrederen. Hans søn, Mærsk McKinney Møller blev så fortørnet på Berlingeren, at han solgte sine aktier i Det berlingske Officin til stor skade for avisen. Artiklerne bragte faktisk nyt for dagen, og de gav også anledning til en øget fokus i forskningen på erhvervslivets rolle under Besættelsen, så Jensen kan med rette være stolt af sit arbejde.

Desværre oversælger han historien. Han får det til at se ud som om der var tale om "kendelser for økonomisk værnemageri”, altså strafbare forhold, men det var netop ikke tilfældet. Det var en administrativ konfiskation med tilbagevirkende kraft af penge tjent på handel med tyskerne. Denne handel var ikke alene kendt og lovlig, men også tilskyndet af regeringen. Værnemager i lovens forstand var Riffelsyndikatet ikke og endnu mindre A.P. Møller, der oven i købet ifølge den officielle biografi af Ove Hornby lod provenuet fra aktierne i Riffelsyndikatet tilflyde modstandsbevægelsen. 

Historien i Berlingske Tidende blev til som følge af et anonymt tip. Jensen afviser, at kilden var Frank Aaen. Den forhenværende kommunist Aaen har ellers pralet offentligt af sin andel i sagen, og det ville klæde Jensen at reflektere lidt mere over, hvorfor netop Aaen betragtede dette anslag mod både A.P. Møller og Berlingeren som sin egen triumf.

Interview med af Anna Libak med Frank Aaen
i Weekendavisen 9. feb. 2007

Christian Jensen var ansvarshavende redaktør på Information, da avisen i 2013 skrev historien om det omfattende efterretningssamarbejde mellem Danmark og USA. Det var altså almindeligt kendt stof, men ikke desto mindre gik PET og anklagemyndigheden ti år senere langt for at få blandt andre Lars Findsen, Simon Andersen og Claus Hjort Frederiksen dømt for at lække netop disse oplysninger. Det begyndte med en whistleblower i FE, som inspireret af Edward Snowden lækkede oplysninger til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, og det førte til Findsens hjemsendelse og varetægtsfængsling. Alle anklager endte som bekendt med at blive frafaldet. Jensen erklærer højtideligt, at han ikke forstår sagens forløb, og hans sympati er klart på Findsens side. Interessant nok falder det ham ikke ind at identificere den af ham så anpriste whistleblower som den, der udløste det, der udefra lignede en dominoeffekt drevet frem af panik og dårlig dømmekraft hos myndigheder og politikere. Hvis man betragter fængslingen af Lars Findsen som et problem, må man samtidig betragte whistlebloweren som en del af dette problem.

Bogen kunne godt have været strammere redigeret. Kapitlerne om Chelsea Manning, Edward Snowden eller Inger Støjberg er forglemmelige. Mere kød på historien kommer der, når det handler om Jakob Scharf, tidligere chef for PET. Samme tjeneste søgte og fik i 2016 et fogedforbud mod en bog, som Politiken-journalisten Morten Skjoldager havde skrevet om og med Scharf. Christian Jensen besluttede derfor i stedet at trykke bogen som et tillæg til Politikens søndagsudgave, og hans beskrivelse af den beslutningsproces og de kvaler i tusindtal, som den voldte ham, er substantiel læsning. Her er vi inde og røre ved det strafansvar, der faktisk knytter sig til at bære de gyldne kæder som ansvarshavende redaktør, og man får et klarere indtryk af Christian Jensen som et både samvittighedsfuldt og generøst menneske.

Bogens blanding af det personlige erindringsstof og de mere principielle sager fungerer ikke altid. Der skulle nok være truffet et mere konsekvent redaktionelt valg fra begyndelsen. Handler det om den små Christian ”fra den socialt udfordrede jyske arbejderklasse”, der stiger til tops i den københavnske medieverden som chefredaktør for Politiken, eller er det en journalistfaglig bog om håndteringen af anonyme kilder og læk af fortrolige oplysninger? Den skulle nok have været det sidste, for Jensen er for eksempel ikke særlig dygtig til at iscenesætte sin egen barndom som dårlig. Til gengæld får vi den ikke så uvæsentlige oplysning for den senere udvikling, at hans bedste ven siden barndommen er ovennævnte Simon Andersen, dansk journalistiks pendant til Stig Tøfting. Til sammenligning er Christian Jensen vel nærmest som Kasper Hjulmand, flink og lidt uskarp.

(Kristeligt Dagblad 24. sept. 2025)

Kan man gøre skarn uret?

 Albert Scherfig, Kommunistforfølgelsen 1941, 2. udgave, 164 sider, 170 kroner, forlaget Fanefjord

Den 22. juni 1941 blev forfatteren Hans Scherfig anholdt, fordi han var kommunist. Optrinnet, der i let omdigtet form er gengivet i Scherfigs egen roman Frydenholm fra 1962, udgør åbningsscenen i denne bog, Kommunistforfølgelsen 1941, skrevet af Scherfigs oldebarn, Albert Scherfig. Dermed er det også gjort klart fra begyndelsen, at der er tale om et personligt anliggende. Forfatterjeg’et er tydeligt til stede i teksten, hvad der er usædvanligt for en historisk afhandling, men i dette tilfælde følger det logisk af bogens ærinde.

Albert Scherfig er nyuddannet historiker – bogen er en bearbejdet udgave af hans speciale – men er allerede kendt i offentligheden som ivrig fortaler for, at der skal skabes et mindesmærke for de internerede kommunister. Bogen er udgivet i samarbejde med Horserød-Stutthof Foreningen, en forening af efterkommere efter internerede kommunister, og Antifascistisk Forum. 

Selv om bogen altså er drevet af både en personlig og en politisk dagsorden, er den først og fremmest en kildekritisk gennemgang af den etablerede grundfortælling om selve begivenhedsforløbet. Scherfig viser, hvordan de involverede embedsmænd og politikere næsten uden undtagelse efter 1945 bidrog til fortællingen om, at de midt om natten mellem den 21. og 22. juni 1941 pludseligt og uforberedt blev stillet over for et tysk krav om, at ledende kommunister skulle interneres, og at dette krav blev stillet på en måde, der ikke kunne afvises.

Scherfig peger på hullerne i denne udgave af historien. De danske myndigheder var væsentlig bedre forberedte på aktionen, end de ønskede at give indtryk af. De efterkom de tyske krav væsentlig mere nidkært, end de måske havde behøvet. Særlig interessant er hans gennemgang af antallet af anholdte og internerede. Forskellige tal omkring de 300 cirkulerer i litteraturen, men over 1000 blev faktisk anholdt hen over sommeren, hvoraf langt de fleste dog blev løsladt igen. Hvorfor de blev løsladt, kommer han desværre ikke ind på. Af de internerede i Horserød endte 150 i koncentrationslejren Stutthof, hvorfra godt en snes aldrig vendte hjem.

Scherfig står i overvejende grad på skuldrene af fremtrædende besættelsestidshistorikere som Esben Kjeldbæk, Aage Trommer og Henning Poulsen, så man kan ikke kalde hans resultater for banebrydende. Men med det perspektiv, han anlægger, fremkalder han fornyet refleksion over, hvordan man egentlig skal tænke og tale om begivenhederne i sommeren 1941.

Forsiden af DKPs partiorgan den 19. sept. 1938

Scherfig savner blik for, at der måske var en grund til, at danske myndigheder i forvejen havde et øje rettet mod Danmarks Kommunistiske Parti. DKP fulgte blindt Moskvas linje og var altså at betragte som repræsentanter for en fremmed magt med revolution på programmet. Det blev naturligvis kun skærpet af den omstændighed, at Tyskland og Sovjetunionen indgik en ikke-angrebspagt i 1939, den umiddelbare forudsætning for Hitlers og Stalins angreb på Polen. Kommunisterne stod også på Sovjetunionens side i Vinterkrigen i Finland, og den 9. april 1940 vidste de ikke rigtigt, hvilket ben de skulle stå på. Det var først da Hitler åbnede østfronten den 22. juni 1941, at Sovjetunionen blev en fjende af Hitler, og det var årsagen til, at den tyske besættelsesmagt samme dag stillede krav om internering af danske kommunister. Af samme årsag kunne de kommunister, der ikke blev interneret, træde ind i modstandskampen.

Så hvad skal der egentlig stå på den mindeplade, som ønskes opsat i Folketinget. Det er en vanskelig tekst at skrive. Der blev begået en uret mod danske statsborgere, som også var erklærede stalinister og dermed modstandere af de retsprincipper, som de mente blev krænket ved samme lejlighed. Det er som med så mange tildragelser fra den tid et emne fyldt med dilemmaer og paradokser. Dem skal man se belyst andetsteds end i denne bog, der må være at betragte som et partsindlæg.

(Kristeligt Dagblad den 2. aug. 2025. Avisen brugte en anden rubrik.)

Visioner og vanvid

 Asser Amdisen, Grundtvig – visioner og vanvid, Lindhardt og Ringhof

”Niels Frederik Severin Grundtvig er blevet gammel!” Det er den allerførste sætning i en bog om Nikolai Frederik Severin Grundtvig, og sådan fortsætter det over de næste 250 sider med fejllæsninger, misforståelser og omtrentligheder. 

Amdisen citerer fra Grundtvigs dagbog i sommeren 1805. Problemet er, at Grundtvigs dagbog fra sommeren 1805 ikke er bevaret. Det ville Amdisen vide, hvis han kendte sit stof. Grundtvig holdt ikke sin dimisprædiken på en søndag. Det var en lørdag. Når man kender konteksten, ved man, hvorfor det er vigtigt. Rønnebæksholm ligger ikke ved Køge, men ved Næstved. I 1848 måtte Grundtvigs to sønner i uniform, ifølge Amdisen. Det skulle de faktisk ikke. De meldte sig frivilligt. Netop frivillighed er, hvad digtet ”Til et Folk de alle høre” går ud på, som Amdisen citerer.

Bogen er ”tænkt som en introduktion til og en tolkning af Grundtvig. Formålet er at oversætte og modernisere hans tanker”, men der er ikke meget Grundtvig tilbage, når først Amdisen har taget førergreb på sit emne: Ideen om en nation og et folk, der var så væsentligt for Grundtvig, karakteriserer Amdisen som ”en kollektiv psykose”. Kristendommen betragter han som en illusion. ”Denne bog er skrevet uden Gud og kirke. Det er et radikalt brud med Grundtvigs eget verdensbillede […] for Gud eksisterer ikke.” For Amdisen er religion en psykologisk sutteklud. I forbindelse med Grundtvigs anden kones død bemærker han: ”[Grundtvig] sørgede meget og græd for hende, men lige når man skal håndtere en stor kærligheds død, er det faktisk ikke så dumt at være religiøs, og det var Grundtvig om nogen.” 

Der er flugt over Amdisens sprog og tanke. Det er ikke helt som ørnen, der skuer det himmelske lys, snarere som et luftpudefartøj, der forskelsløst glider hen over jordens overflade uden kontakt med underlaget. Amdisen fungerer i medierne ofte som stand-up-historian. Når man således skærer hakkelse i døgnets rejsestald, må det forventes, at der ryger en finke af panden. Men når tankerne udkommer med ryg på, er det ikke nok at være smart i en fart. ”Han har en klar og tydelig ambition om at tale til folket, men hans evne står ikke altid mål med ambitionen,” for nu at citere Amdisens egne ord om Grundtvig.

(www.k.dk, 3. juni 2025)

Marie Grundtvigs og hendes mands segl
og underskrift under en kontrakt - han som
lavværge for hende. (Eget foto)

Amdisen svarede i avisen den 7. juni:

Det er en sjov journalistisk gimmick at lade modsætninger anmelde hinanden. Det er lidt ligesom at lade Enhedslistens spindoktor anmelde Danmarksdemokraternes partiprogram. Det er en sjov vinkel, men når man ikke deklarerer og fortæller, at det er det, man gør, så bliver det useriøst.

Da Kristeligt Dagblad tirsdag den 3. juni lagde Jes Fabricius Møllers anmeldelse af min nye bog "Grundtvig. Visioner og vanvid" på nettet, var det præcis det, man havde gjort. Bogen er skrevet på et ikke-kristent, ikke-nationalistisk grundlag, og Møller er nævnt ved navn i bogen, hvor han fremhæves som historiker, men ikke just får ros for sine formidlingsevner. Dertil kommer, at Møller er kongelig ordenshistoriograf og er kendt for sin tætte tilknytning til folkekirken.

Samtidig lægger han i andre sammenhænge ikke skjul på, at han selv er på vej med en tilsvarende grundtvigbiografi på et konkurrerende forlag. Anmeldelsen er altså mere et partsindlæg end en normal anmeldelse, og Møller er sur. Jes Fabricius Møller kalder bogen bizar, mener ikke forfatterens evner er gode nok, beskylder bogen for fejllæsninger, misforståelser og omtrentligheder – og slutter så den ret korte anmeldelse af med at give bogen én stjerne. Sprogbrugen og bitterheden må stå for Møllers egen regning, og det føler jeg ikke noget behov for at kommentere.

Men jeg vil dog gerne kommentere den måde, Møller forstår historien og historiebøgers rolle. I slutningen af 1800-tallet blev historiefaget ramt af den naturvidenskabelige syge. Udgangspunktet var misundelse over for medicinen og de naturvidenskabelige fag, som gjorde store fremskridt i de år. Det fik historikerne til at etablere en faglighed baseret i Kristian Erslevs "Historisk Teknik" fra 1911, som stadig er grundbogen på Møllers historieinstitut i København.

Ulempen ved den var, at man for at virke mere videnskabelige også gjorde sig selv mere uforståelige. Vi bekymrer os ikke om, hvorvidt en ingeniør er god til formidling, for selvom han taler volapyk, kan vi godt bruge den bro, han har bygget. Men vi kan ikke bruge historien til noget, hvis vi ikke forstår, hvad eksperterne siger – for eksempel når de skriver som Møller, der i anmeldelsen taler om at "skære hakkelse i døgnets rejsestald", hvilket er jævnt uforståeligt sprogbrug.

Historie er et fag, hvor vi diskuterer fortiden for på et kvalificeret grundlag at forme nutiden og fremtiden. Men det kræver, at faget bliver diskuteret. Men når man så samtidig gerne vil tale "videnskabeligt" og uforståeligt for at virke klogere og visere, så mister faget relevansen. Møllers og hans type historikere har så forsøgt at redde faget ved at forvandle det til universitetsudgaven af "find fem fejl". Hvis bare man med kildekritikken i hånden kan finde fejl i detaljen, så slipper man for at skulle forholde sig til det overordnede budskab.

Det er jo også det, Møller gør i anmeldelsen, hvor han hurtigt og overfladisk finder et par fejl (for eksempel flytter han en prædiken fra en søndag til en lørdag) og derefter hurtigt affejer resten af bogen. Fejlene vil jeg naturligvis kigge nærmere efter og rette, hvis der er behov, men det er jo en lidt banal kendsgerning, at fejl kan man altid finde. Og hvis Møller skulle være i tvivl om, at det er rigtigt, så stiller jeg gerne op til en demonstration, når hans nye bog om Grundtvig udkommer.

Jeg er helt med på, at det er trælst at sidde på universitetet og aldrig rigtigt kunne komme ud over rampen, fordi man er fanget i en kunstig videnskabelighed, og formidlingsevnerne ikke rigtigt er kommet ud af 1800-tallet. Men behovet for at tale, formidle og bruge historie er så stort, at så længe eksperterne med doktorgraderne ikke er i stand til at skrive folkeligt, så er der behov for formidlende historikere, som skriver vildt og klart. Historikere som tør tage de lange linjer og tør tage fejl i detaljen.

Når jeg skriver bøger, har jeg ingen ambition om, at de senere kommer til at optræde i fodnoterne på andre historikeres bøger. De lever ikke op til de videnskabelige krav og skal ikke vurderes på grundlag af dem. Til gengæld er de lettere at gå til, de fleste kan lære noget af dem, og ikke mindst kan man på baggrund af dem diskutere den verden, vi lever i.

Når Jes Fabricius Møller tordner over populærformidling, er det som at høre en mikrobiolog harcelere over, at der ikke er nogen formler i en kogebog. Det er i bedste fald ligegyldigt og i værste fald groft vildledende. Når man anmelder, bør man anmelde bogen på de præmisser, den er skrevet. Kan man ikke det, skal man være glad for, at man ikke giver stjerner til anmeldere.

De gule og de røde

 Niels Jespersen, De røde, de gule og de unge – kampen om den danske model, Gads Forlag

En fagforenings væsentligste formål er at søge at monopolisere udbuddet af arbejdskraft i en given branche med henblik på at skaffe sig bestemmende indflydelse på løndannelsen. Dertil hører, at hvis arbejdsgiverne ikke vil give, hvad der kræves, kan fagforeningen berøve arbejdsgiverne adgang til relevant arbejdskraft eller med andre ord organisere en effektiv strejke. Det vil også sige, at hvis der er konkurrence mellem flere fagforeninger om de samme medlemmer, svækkes fagforeningens magt, for så er der ikke noget monopol. Det er, hvad der er tilfældet i Danmark – eller næsten, for det er stadig kun fagforeningerne under Fagbevægelsens Hovedorganisation, der har strejke- og forhandlingsretten. ”De gule” fagforeninger hægter sig bare på. De har af samme årsag lavere omkostninger og kan derfor lokke med lavere kontingent. Derfor vokser deres medlemstal og det udhuler de gamle fagforeningers magt. Denne debatbog er et forsvarsskrift for de gamle fagforeninger og den danske model, som Niels Jespersen mener er truet af de gules snylteragtige adfærd.

Bogen er et partsindlæg, skriver Jespersen til indledning. Det kan man roligt sige. Han er til daglig chefredaktør for den socialdemokratiske netavis Pio, der er finansieret af de fagforeninger, hvis sag han taler. Bogen står ikke stærkt i de historiske afsnit. En arbejdsmarkedshistoriker bør for eksempel vide, at præster først blev tjenestemænd i 1919. Som så mange socialdemokrater før ham har Jespersen ikke nogen veludviklet forståelse for kristendom i almindelighed og Indre Mission i særdeleshed og derfor heller ikke for baggrunden for dannelsen af den kristelige fagbevægelse. Den blev grundlagt som Kristeligt dansk Fællesforbund i sommeren 1899 midt under den store lockout, der endte med et forlig i september samme år også kaldet den danske models grundlov. Forbundet, der organiserede både arbejdere og arbejdsgivere, mente, at det var samhørigheden om kristne værdier og ikke klassekampen, der skulle regulere arbejdsmarkedet. Lige så vigtigt var det, at de kristelige ikke med samvittigheden i behold kunne melde sig ind i de røde fagforeninger, der dengang var tæt forbundet med et socialdemokrati, der stadig havde revolution på programmet. Sagen er naturligvis en anden i dag. Krifa, som organisationen nu hedder, adskiller sig i princippet ikke fra de øvrige gule, der er kommet til i mellemtiden. Jespersens spydige kritik retter sig ikke mindst imod ”Det faglige Hus”, hvis noget anløbne stifter og leder ikke alene er blevet skamløst rig på sin virksomhed, men som også har en dom for dagpengesvindel på straffeattesten.

Jespersen har en letflydende pen, og der er noget befriende uforblommet ved hans facon. Især i det afsluttende kapitels overvejelser over, hvor udviklingen peger hen, slipper han gækken løs i aforistiske karakteristikker af samtidens politik og politikere. Om Helle Thorning skriver han: ”Uden alt for meget på hjerte ud over de sædvanlige sager, der optager den øvre middelklasse, passede hun perfekt til et parti, der havde opgivet den politiske idéudvikling til fordel for hurtige reklameslogans og smart-i-en-fart-konsulenter, der lovede fremgang i næste uges meningsmålinger.” Socialistisk Folkepartis bagland beskrives som ”fløjlsbukser og ravkæder”. Det skal ikke tages som udtryk for sorgløs munterhed. Niels Jespersen er en intellektuel socialdemokrat af den kaliber, der ikke kan ignoreres. Han har et ærinde.

Han er tilhænger af Mette Frederiksens linje for Socialdemokratiet i en sådan grad, at bogen faktisk ligner en ansøgning om stillingen som chefstrateg. Jespersen taler for en genetablering af de bånd mellem partiet og fagforeningerne, der blev brudt for en menneskealder siden, for derved at styrke grundlaget for den danske model. Ganske vist repræsenterer hverken fagforeninger eller Socialdemokratiet et flertal af befolkningen, men på samme måde som man ”kan beskrive Danmark som et kulturkristent land, så er vi også et kultursocialistisk land,” som Jespersen skriver. Han citerer i den forbindelse med tilfredshedens drag om munden flere fremtrædende blå politikere for deres principielle opbakning til den danske model. De færreste danskere vil nemlig i virkeligheden af med den. Danskerne ønsker bare ikke at bakke op om de institutioner, der understøtter den, er konklusionen.

I en bog, der trods alt har bevilget sig selv et par hundrede sider til en pointe, der med udvisning af lidt mere sproglig økonomi kunne rummes i en pamflet, kunne der godt være blevet plads til lidt flere nuancer. Vigtigst er nok den helt nødvendige diskussion af, hvad ’Den danske Model’ egentlig er? Her hæmmes Jespersen af, at han i for stor grad er blevet hængende i arbejderbevægelsens klassiske selvfortælling. Det bliver lidt for indforstået, og med en tilstrækkelig bred pensel kan der males hen over sprækkerne i historien. Man kunne for eksempel godt have tænkt sig en analyse af lærerkonflikten i 2013. Hvor meget ’dansk model’ var der egentlig over den?

(www.k.dk 21. maj 2025)