Bornedals 1864

DR TV, 1864, TV-serie af Ole Bornedal, afsnit 1 og 2


Åbningsscenen i den nye tvserie om 1864 foregår på Dybbøl Banke i dag. En skoleklasse af indolente teenagere har stillet blikket på uendeligt, mens læreren forgæves forsøger at forklare dem, hvorfor det er så vigtigt at vide, hvad der foregik på stedet 150 år tidligere. Rasmus Botoft spiller rollen som læreren med en helt præcis fortabthed, der slår temaet an: forholdet mellem nutid og fortid, glemsel, død og ligegyldighed.

Ole Bornedal er dramatiker, ikke historiker. Det er ikke en troværdig fortælling om 1864 som klassisk politisk og militærstrategisk drama, der interesserer Bornedal. Han er optaget af skæbner og mennesker. Idéer, scener og skikkelser er taget fra Tom Buk-Swientys bøger om krigen, men der er ikke tale om, at bøgerne danner et samlet forlæg for manuskriptet.

Tidsbilledet er smukt skildret i kostumer og kulisser. Sprogdragten fra midten af det 19. århundrede er det imidlertid ikke lykkedes at genskabe. Til gengæld taler de fleste skuespillere med tydelig diktion. Det hjalp åbenbart, at man har peget på dem med kanoner.

Serien krydsklipper mellem fortid og nutid, og det greb fungerer rigtig godt. Vi følger en af pigerne fra skoleklassen på Dybbøl Banke. Hun har mistet en bror, der er faldet i en af de danske militære indsatser i udlandet: " et eller andet tørt sted derude," som hun siger. Hun er småkriminel og ender med at få anvist en stilling som medhjælp for en aldrende baron på et forfaldent slot. Her finder hun en 150 år gammel dagbog skrevet af en ung pige, godsforvalterens datter Inge. Denne dagbog udgør seriens fortællestemme.

I den anden ende af historien skildres to brødre, der vokser op på Sydfyn, Laust og Peter, sønner af en fæstebonde, der vender såret hjem fra krigen 1848-1850. De forelsker sig begge i Inge, der skrev dagbogen. Hun er fremragende spillet som lille af Fanny Bornedal. En anden hovedperson er baronens søn, Didrik, hvis sår fra krigen sidder på sjælen. Også han er betaget af den gammelkloge og muntre Inge, der imidlertid afviser ham.

Som et tredje spor følges udviklingen i de toneangivende kredse i København koncentreret om D. G. Monrad. Et dæmonisk geni er han blevet kaldt; tvivlrådig, følsom, lidenskabelig, tungsindig. Alene at rumme og skildre denne komplekse og fascinerende figur er en stor opgave.

Men Monrad forfladiges. Han bliver fremstillet som et viljeløst skvat, et sindbillede på den kombination af overmod og galskab, som er Bornedals diagnose på den danske politik. Monrad i Nicolas Bros skikkelse opsøger Johanne Louise Heiberg, der giver ham, hvad der svarer til stemmetræning og mediecoaching.

Monrad bliver til en endimensionel karikatur på en politiker, der kun kan tale i løsrevne brokker leveret af en spindoktor, en funktion, der i dette tilfælde tildeles Grundtvig af alle mennesker.
Hvis manuskriptforfatteren for eksempel havde ulejliget sig med at opsøge nogle af Monrads egne taler, ville han have fundet stof til eminente replikker. Monrad var faktisk en stor retoriker.
Bornedal finder ingen forsonende træk ved de nationalliberale.

Han fremstiller dem som tankeløse fanatikere, og det bliver klart, at dramaet er en tragedie: historien om det uafvendelige blodbad forårsaget af groteske og absurde politiske beslutninger. Den smukke skildring af Laust og Peters ufordærvede ungdom er et paradis, som vi ved går tabt.

Serien er smukt fotograferet og flot produceret, men det er kun alt for tydeligt, at Bornedal har et politisk budskab, selvom han ihærdigt påstår det modsatte. I andet afsnit, der foregår i begyndelsen af 1860' erne, bliver det for tykt. På godset dukker en karikatur af en flok sigøjnere op, og Didrik behandler dem nedladende og grusomt, mens Inge taler deres sag, og Peter fascineres af deres evner til at bruge naturens urter.

Det ender med, at den gamle baron giver dem arbejde, og ved det afsluttende høstgilde ender alt bogstaveligt talt i harmoni, da de fremmede musikere spiller sammen med de hjemlige. Det er naturligvis meget sympatisk, men det er alt for meget budskab, endnu mere kliché og alt for lidt drama.

(Kristeligt Dagblad 10. okt. 2014. Redaktionen havde valgt en anden overskrift.)

Stat og marked

Ove Kaj Pedersen, Markedsstaten, Hans Reitzels Forlag, 423 sider, kr. 300

Denne bog handler om historien om den frie ret til at udbyde sin arbejdskraft. Egentlig handler den om det modsatte, nemlig at arbejdskraft aldrig i Danmark har været udbudt på et frit og åbent marked. Under enevælden var arbejdet bundet ind af lavsvæsen, fæsteforhold, fattigvæsen, husbondret, vornedskab, tradition og meget andet. Samfundet var grundlæggende bygget op om privilegier og særrettigheder, der knyttede sig til især bosted, køn, formue og stand. Privilegier har to sider. Hvis skattefrihed er nogens privilegium, betyder det, at andre skal betale så meget desto mere. Hvis husbond har revselsesretten, betyder det at tyendet risikerer at få stryg. Privilegier gør et samfund assymetrisk, fordi det gennemvæves af hierarkiske systemer, uligheder og magtrelationer.

Enevælden indebar fra sin begyndelse i 1660 en stærk centralisering af magten i staten, og denne proces nedbrød ganske vist mange af de gamle privilegier, men erstattede dem med nye. Et godt eksempel er stavnsbåndet. Det blev indført i 1733 til erstatning for ældre lovgivning, og hensigten var at give godsejeren, hvis pligt det var at stille med et bestemt antal karle til krigstjeneste, et middel til at fastholde drenge og mænd på godset. Ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 fejres som regel som et gode, men i praksis kunne det kun ophæves, fordi soldaterindskrivningen blev centraliseret, således at den ikke længere påhvilede godsejerne.

I modsætning til retten til at drive fri næring, blev retten til at råde over udbuddet af sin egen arbejdskraft ikke sikret med Grundloven i 1849. Den såkaldte forsørgelsesparagraf (nuværende §75) fastslår i sit første afsnit, at enhver arbejdsduelig borger skal have mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse, og i det andet afsnit, at den, ”der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.” 

Denne paragraf fortolker Ove Kaj Pedersen som en fortsættelse af den enevældige lovgivnings behandling af fattige og straffede, nemlig at de skulle stille deres arbejdskraft til rådighed for staten. Det er hans grundlæggende pointe, at arbejdskraften aldrig er sat fri, det vil sige stillet til den enkeltes fri rådighed. Den danske stat har ganske vist i modsætning til næsten alle andre stater afholdt sig fra at regulere arbejdsmarkedet, men den særlige danske arbejdsmarkedsmodel, knæsat med den store aftale mellem arbejdsgivere og fagforeninger i 1899 forudsætter, at aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager grundlæggende indgås kollektivt og ikke individuelt.

Oven på den sådan set ret enkle historie om reguleringen af markedet for arbejdskraft bygger Ove Kaj Pedersen en anden historie, frihedens historie. Her må man indskyde, at det bestemt ikke er nogen nem opgave at parafrasere, hvad Ove Kaj Pedersen overhovedet vil med sin bog. Bogen er for lang og for dårligt redigeret. Læseren må igennem flere kapitlers begrebsgymnastik, inden man når til det første konkrete eksempel på side 61. De teoretiske afsnit er meget vanskeligt tilgængelige, skrevet som de er i en fransk, abstrakt filosofisk tradition. De kapitler, der gennemgår lovgivningen gennem tiderne synes nærmest at være forberedende noter, der er løftet direkte over i manuskriptet, mens andre passager ligner forfatterens talesprogsagtige dialog med sig selv. Hvis bogen er tiltænkt den almindeligt interesserede læser, rammer den temmelig meget ved siden af sit publikum. Det er synd, for Pedersen har nogle virkelig interessante pointer (forudsat jeg altså har forstået dem ret), når det handler om frihed.

Man kunne vende tilbage til stavnsbåndet for at illustrere. Dets ophævelse er blevet fremhævet som et meget stort fremskridt for friheden i Danmark. Det var det som nævnt i den konkrete sammenhæng næppe, men pointen går videre, for tolkningen af friheden som en slags konstans i historien, der er enten undertrykt eller ikke, bygger på en tilbageprojicering af et fænomen fra det 19. århundrede, som Pedersen kalder ”normalsubjektet”. Det er et myndigt retssubjekt, der har rådighed over f.eks. egen formue og ejendom, civilstand, bevægelsesfrihed og arbejdskraft, og som derfor frit kan indgå kontraktlige forhold med andre normalsubjekter om indgåelse af ægteskab, salg af ejendom eller udlejning af arbejdskraft på lige fod, ubundet af privilegier. Normalsubjektet er i en vis grad et ideal, ikke mindst som nævnt for arbejdskraftens vedkommende, men et ideal med et samfundsforandrende potentiale. Men det har også betydning for fortolkningen af historien. 

Grundfortællingen om frihedens historie, altså den enkelte borgers ret til handle på egne vegne, blev til, at en oprindelig, naturlig frihed var blevet undertrykt af en despotisk magt, men at mennesket på ny skulle frisættes. Man antog ganske enkelt, at ”friheden” fandtes fx under enevælden, blot i undertrykt tilstand, og derfor har stavnsbåndets ophævelse spillet så stor en rolle i denne udlægning af historien. Det er en grundfortælling, der også indebærer, at der findes et grundlæggende modsætningsforhold mellem frihed og (central) statslig magtudøvelse. Heroverfor sætter Pedersen den tanke, at friheden i skikkelse af normalsubjektet ikke dukkede op fra en tilværelse i nedtrykt uvirksomhed efter enevældens fald, men derimod skabtes af den moderne statsmagt. Kort fortalt gives alle de forudsætninger, som sikrer den enkeltes handlefrihed som retssubjekt, som borger, som ejendomsbesidder af staten – markedsstaten. Det marked, der er det handlende subjekts arena, er tilvejebragt af staten, og forudsætningen for, at individet kan handle på det, er ikke mindst en høj grad af disciplinering. Den konflikt, der opstår, er altså ikke en kamp mellem stat og individ, men er udtryk for et indbygget paradoks i friheden selv.

Eller med Pedersens egne ord, der her også kan tjene som en afsluttende illustration af hans lidt egensindige omgang med sproget: ”På den måde forudsættes det, at der med markedsstaten og dens individuelle friheder skabes et rum for muligheder, men også en distance mellem norm og handling, ligesom modsætningen mellem at være fri og at leve socialt rejser spørgsmål om, hvad en stat er, og hvordan den leves. Samtidig rejses spørgsmålet om udøvelse af magt, dvs. om, hvordan statsformen søges gjort uomgængelig ved, at subjekter dannes til at forstå sig som individer med egen myndighed, uddannes til at handle rationelt, gives færdigheder til at følge markedets incitamenter og også styres og kontrolleres til at gøre som pålagt eller udsættes for tvang eller repression, hvis de ikke gør det. Redskaberne for påvirkning er mange, men det vigtigste er, at de alle indebærer udøvelse af magt til forudsætning for minimering af distancen og maksimering af statsformens aktualisering.”

(Kristeligt Dagblad 27. juni 2014. Sidste afsnit med det lange citat var udeladt i avisens trykte udgave. Avisen havde valgt en anden overskrift)

Overlever fra Holocaust

Robert Fischermann, At forstå er ikke at tilgive - en dansk KZ-overlevers livslange rejse,Gyldendal

Robert Fischermann blev født i København i 1928 som søn af indvandrede jøder fra Kurland i det nuværende Letland. Familien var blevet advaret forud for jødeaktionen i oktober 1943, men var med undtagelse af de to ældste søskende af forskellige grunde hjemme, da tyskerne bankede på. Faderen undslap, men Robert, hans mor og tre yngre søskende blev taget af tyskerne og sendt til Theresienstadt, hvor de tilbragte halvandet år som kz-fanger.

Theresienstadt var ingen almindelig kz-lejr. Den tjente som en slags mønsterlejr, som tyskerne kunne bruge til at vise frem for offentligheden. At overleve Theresienstadt handlede om ikke at blive sendt videre til en udryddelseslejr. De danske fanger nød i kraft af en særaftale særlig opmærksomhed, så de forblev i lejren, men det betød naturligvis ikke, at de målt på nogen menneskelig skala slap let. Forholdene var kummerlige, sygeligheden og dødeligheden tilsvarende stor. Af de 470 danske jøder i Theresienstadt døde de 53 under opholdet i lejren. Og eftersom de danske fanger ikke vidste, at de ikke ville blive sendt videre, var den psykiske belastning også betydelig.

Fischermann, hans mor og søskende blev reddet hjem af De Hvide Busser i krigens sidste måneder. De blev genforenet med familiens ældste datter, men erfarede, at faderen og en ældre bror var omkommet under flugtforsøget til Sverige i oktober 1943. Ved hjemkomsten led moderen af depressioner, og en søster begik selvmord. Men Fischermann overlevede som et helt menneske.

 

Han havde mistet sin jødiske tro, men erstattede den med en tro på staten Israel. Han blev zionist. Han tog en uddannelse som ingeniør, blev lykkeligt gift, og familien flyttede i 1972 til Israel, hvor den har boet siden. Først i en høj alder har han kunnet mobilisere et beredskab, der har sat ham i stand til at fortælle om sine oplevelser.

 

Som så mange andre overlevende fra holocaust fortæller han nøgternt og usentimentalt om sine oplevelser under krigen. Det er, som om dette toneleje egner sig bedst, når en særligt brutal virkelighed troværdigt skal gengives. Holocaust er et emne, hvor ethvert forsøg på at bruge et mere malende sprog vil risikere at besmykke eller dække over det, som det forsøger at beskrive.

 

Derudover beretter Fischermann også om, hvordan han efter krigen har kæmpet med at oparbejde sin fortid og forblive et helt menneske i processen. Bogen er en hel selvbiografi. Dermed lægger Fischermann sig op ad en tendens, der også gør sig gældende i holocaust-forskningen, nemlig at se på eftervirkningerne af fangenskabet. De er for de fleste livslange.

 

Til slut i bogen kommer han til de mere principielle overvejelser om, hvorvidt tilgivelse af den slags ugerninger, som blev begået mod blandt andre jøderne under krigen, er mulig, og hans konklusion er, at det i hvert fald ikke er op til ham at tilgive på andres vegne. Fischermanns bog føjer sig til den lange række af vidnesbyrd om en forbrydelse, der med tiden kun forekommer mere ufattelig, men så meget desto vigtigere er det, at historien bliver fortalt igen.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2014)

En relativist i en stabil verden

Alf Ross, Om Ret og Retfærdighed, Hans Reitzels Forlag

"Det er ikke nogen selvfølge, at denne bog hermed efter et par årtiers fravær atter fnder vej til de danske boghandlere." Således indleder Jakob v. H. Holtermann sin introduktion til gengudgivelsen af et af de mest indflydelsesrige retsvidenskabelige værker i det 20. århundrede overhovedet, der første gang udkom i 1953. Holtermanns velplejede, let arkaiserende sprog fører næsten umærkeligt læseren tilbage til midten af det 20. århundrede. Alf Ross skrev sit værk i en tid, da en formel, urban tone gjaldt som ideal i videnskaben. Så meget desto mere slående virker Alf Ross’ egen tekst med sin ligefremme, moderne stil.

Alf Ross (1899-1979) var professor i jura på Københavns Universitet. Han var en karismatisk og kolerisk skikkelse, stærkt skole-, ja næsten menighedsdannende. Han kaldes ofte retspositivist, men det var ikke et prædikat, han selv anvendte.

Retsfilosofiens forskellige skoler kan anskueliggøres ud fra to yderpunkter, naturretten og retspositivismen. Naturretten går ud fra den antagelse, at der gælder nogle fundamentale principper, uafhængige af tid og sted, som danner – eller rettere bør danne – grundlaget for enhver retsorden. Det var naturretten, der lå til grund for FN’s menneskerettighedserklæring og Nürnbergdomstolene, der dømte de ledende skikkelser i det tyske naziregime efter krigen. Argumentet var, at selv om forbryderne blot havde fulgt ordrer og gældende tysk lov, var deres handlinger en krænkelse af de dybereliggende principper for retfærdighed. Kritikerne af naturretten beskylder den for at være uvidenskabelig. Den er ren idealisme, og til syvende og sidst subjektiv idealisme. Alf Ross udtrykte det i en passage, der også giver os en prøve på hans prosa:

"Som en skøge står naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intra-subjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intuition? Kan ikke min intuition være lige så god som din?"

Den idealistiske betragtning af retten slår ifølge Ross døren op for ubunden digt og dogmatik. Men selv om Ross således kritiserer ideaismen i retsvidenskaben, gør det ham ikke til retspositivist. Den retspositivistiske skole går enkelt fremstillet ud fra den grundlæggende antagelse, at der ikke findes nogen forskel på ret og retfærdighed. Enhver lov udleder sin autoritet af andre love, og de indgår i et hierarki af love, hvor den grundlæggende er grundloven i egentlig forstand.

Alf Ross’ retsfilosofi er en mellemposition eller rettere end modifikation af retspositivismen. Han fastholdt den opfattelse, at det ikke var retsvidenskabens opgave at identificere endsige tilvejebringe det moralfilosofiske fundament for retten og retshåndhævelsen. Retsvidenskaben var for ham "norm-deskriptiv, ikke norm-ekspressiv", det vil sige at han ønskede at beskrive, hvilke normer der gjorde sig gældende, ikke foreskrive nogen, hvad de burde gøre. Genstanden for denne beskrivelse var den faktiske retshåndhævelse, og opgaven var at identificere, hvad der var, hvad han kaldte gældende dansk ret. Denne opgave kunne løses ret enkelt ved blot at opregne, hvilke domme, der er faldet, altså hvordan bruges retten i praksis?

Det var imidlertid for Ross en utilstrækkelig tilgang til spørgsmålet. Han sammenlignede det med at ville sætte sig ind i skakspillet ved blot at studere en række partier. Ad den vej kan man nå langt, men man ville aldrig kunne nå til en udtømmende beskrivelse af spillets regler. På den måde ligger Ross’ opfattelse af retsvidenskaben tæt på sociologien, der ikke blot ønsker at registrere en særlig gruppes adfærd, men også udgranske motiverne eller "det abstraherede sæt af normative ideer der tjener som tydningsskema for dansk retslivs fænomener, hvilket igen vil sige, at disse normer følges effektivt og følges, fordi de opleves som social forbindende" på samme måde som skakspillere føler sig forpligtet af spillets regler.


Læren om "den ideologi der faktisk besjæler domstolene" kaldte Ross for retskildelæren, altså undersøgelsen af det, der i praksis lå til grund for domstolenes afgørelser. For det første var der lovene selv, dernæst præcedens og sædvane, hvad juristerne kalder præjudikater, og endelig for det tredje den noget mere luftige kategori "forholdets natur". Sidstnævnte er ikke mindst interessant, fordi "forholdets natur" i høj grad er kulturafhængig. Et af Ross’ eksempler er en strid mellem to naboer, hvoraf den ene har opstillet en ualmindelig hæslig statue i sin have, hvad den anden klager over. Men mens lugt- og og støjgener almindeligvis betragtes som grund til klage, må øjet tåle langt mere end næsen og ørerne, altså en kulturelt betinget privilegering af nogle sanser frem for andre.

Ross var en slags relativist. Han understregede, at det var væsentligt for et samfund at have en orden, men at enhver orden sådan set var vilkårlig eller historiske betinget. Således var der ifølge Ross ikke nogen fornuftig grund til at forbyde polygami, for han mente, at de begrundelser og rationelle betragtninger, "gennem hvilke man til forskellige tider har søgt at begrunde de fundamentale retsinstitutioner som de har formet sig efter tid og sted, i virkeligheden er fiktive."

Netop på dette punkt kan man se, at Alf Ross’ bog har et par generationer på bagen. Det er nemt nok at være relativist i et samfund, der i øvrigt har stabile, fælles værdier. I et samfund, der ikke længere har et entydigt værdigrundlag at hvile på, og hvor "forholdets natur" ikke længere giver sig selv, er det ikke længere gratis at forholde sig ironisk distanceret til bærende værdier. Det blev meget tydeligt demonstreret under karikaturkrisen, hvor fraværet af en værdiernes homogenitet gjorde, at der måtte sættes ord på det, som indtil da var blevet taget for givet, og at de ord blev til et skænderi. Hvordan Ross ville have forholdt sig til problemet, er vanskeligt at sige. Hans kritik af naturretten synes ikke at have mistet sin gyldighed. Det er jo så ganske klart, at rettighedstanken står til rådighed for enhver, der har et synspunkt eller en interesse at gøre gældende. På den anden side synes hans relativisme mest at være til analytisk brug. Når det kom til stykket, var han mere systembevarer end systemnedbryder. Hans bog, "Hvorfor Demokrati?", fra 1946 er et fremragende forsvar for demokratiet som styreform.

Ross havde enorm indflydelse på generationer af jurister, men hans bøger findes ikke længere på jurauddannelserne læseplaner. De hører til på "bibliotekernes massegrave", som professor Jens Evald fra Aarhus skriver i sin interessante biografi om Alf Ross fra 2010. Det er dristigt sagt af en, der selv skriver bøger. Ross’ tanker hørte utvivlsomt sin tid til, men han fortjener at blive læst. Han tænkte og skrev så klart, at selv en ikke-jurist som denne anmelder kan få noget ud af læsningen. Han var og er verdensberømt i retsvidenskabelige kredse. En nyoversættelse af Ret og Retfærdighed er på vej på engelsk. Og så fristes man til at tilføje, at hvis vore dages danske jurister ikke kan tåle at se deres argumenter skærpet på Ross’ strygestål, skulle de måske overveje, om det er deres eller Ross’ argumenter, der er noget i vejen med.


(Kristeligt Dagblad, 26. maj 2014)

Et parti uden retning har fået en bog uden retning

Anders Dybdal (red.) Socialdemokratiske tænkere, Informations Forlag

Denne antologi rummer portrætter af 17 klassiske og moderne tænkere, der kan siges at befinde sig i en socialdemokratisk tradition. Udvalget er ikke særlig velfokuseret. Det begynder med de klassiske tyske socialister, Marx, Engels, Lasalle, Kautsky og Bernstein. Der er fundet plads til fire danskere, Frederik Borgbjerg, Hartvig Frisch, K.K. Steincke og Mogens Lykketoft, tre briter, John Maynard Keynes, Anthony Giddens og Maurice Glasman, en amerikaner, Joseph Stiglitz, tre svenskere, Ernst Wigforss, Alva og Gunnar Myrdal samt en enkelt nordmand, Gro Harlem Brundtland. Det virker ærlig talt som et noget vilkårligt udvalg, der i bedste fald kan vise, at socialdemokratismen er en bredt favnende bevægelse, men i realiteten får den til at se ud som om den er uden retning.

Anders Dybdal er selv tidligere rådgiver for Mogens Lykketoft og medstifter af tænketanken CEVEA, det socialdemokratiske alternativ til den liberale tænketank CEPOS. Yderligere to af bidragyderne er tilknyttet CEVEA. Andre bidragydere er respekterede forskere fra danske, norske og svenske universiteter med en klar politisk profil til venstre for midten. Bogen ligner i sin form nogle af de antologier, der er kommet fra CEPOS, der netop også kombinerer tænketanksansatte skribenter med driftsikre sympatisører fra forskningsverdenen. Forskerne skal forlene værket med legitimitet, og tænketanksfolkene skal forlene forskningen med politisk retning. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Enkeltbidragene kan være nok så fortræffelige, men helheden får gerne karakter af politisk bestillingsarbejde.

Det er meget tankevækkende, at et af bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af freelance-sociologen Henrik Dahl. Han kan vel bedst karakteriseres som liberal og i hvert fald ikke som socialdemokrat.  Alligevel er det Dahl, der har størst held med at forklare, hvad moderne velfærdspolitik bygger på i sit bidrag om den britiske sociolog Anthony Giddens. Han betragtes som hjernen bag New Labour, den reformulering af de britiske socialdemokraters partiprogram, der bragte dem til magten i 1997 under ledelse af Tony Blair. Når det britiske folkevid gjorde ”I’m Tory plan B.” til et anagram for ”Tony Blair, MP”, er det udtryk for den fejlagtige opfattelse, at Blair i virkeligheden bare var en slags liberal-konservativ. Dahl gør opmærksom på, at Giddens havde et andet syn på staten end både de liberale og de klassiske socialdemokrater. Giddens stod for Den Tredje Vej eller Den radikale Midte. Begrebet viser tilbage til den franske radikalisme i slutningen af det 19. århundrede, som også var ophav til Det Radikale Venstre. Giddens vil hinsides det horisontale højre og venstre, og han forstår radikalitet som et vertikalt begreb. (Radikal stammer fra det latinske radix, der betyder rod.) Den klassiske velfærdsstat beskytter borgerne mod risiko, mod velkendte nødsituationer som sygdom, alderdom, arbejdsløshed eller invaliditet. Dahl undlader ikke polemisk at føje dovenskab til listen. Giddens vil revitalisere velfærdsstaten ved at investere i borgerne i form af uddannelse og ved at belønne dem for at gøre en indsats og befordre deres sundhed. Staten skal med andre ord ikke blot kompensere for de skader, der er en bivirkning af markedsmekanismerne, men aktivt understøtte borgernes mulighed for at klare sig og dermed også samfundets eller statens internationale konkurrenceevne. Hvis man i den forbindelse tænker konkurrencestat, tænker man ret. Problemet med den omstilling af velfærdspolitikken er, at socialdemokraterne mister stemmer fra alle dem, der mener, at velfærdsstaten skal være en forsørgerstat, ikke en konkurrencestat. Der er simpelthen for stor forskel mellem det, som politikerne ser som de væsentligste udfordringer, og det, som vælgerne oplever som afgørende problemer.

Her kommer Mogens Lykketoft ind i billedet. Eller man må rettere sige, at her ville Mogens Lykketoft være kommet ind i billedet, hvis Søren Kolstrups portræt af Lykketoft havde været mere fokuseret. Selv om Lykketoft muligvis ikke er den store ideolog, er han en betydningsfuld politisk begavelse. Ikke for ingenting sagde man, at Poul Nyrup var statsminister i Lykketofts regering. Lykketoft var arkitekten bag den reform af den offentlige sektor, der tog sin begyndelse i 1990erne. Nøglebegrebet er New Public Management, som Søren Kolstrup tilsyneladende har valgt at se bort fra. Ideen med New Public Management er at gøre op med den embedsmandskultur, der så stort på omkostninger og hensyn til borgerne. New Public Management vil skabe incitamenter for flid, service og effektivitet i den offentlige sektor ved at imitere de markedskræfter, der motiverer den private sektor til at præstere på disse afgørende parametre. Resultaterne ses ikke mindst i uddannelses- og sundhedssektoren, men følgevirkninger som stress hos personalet og dalende kvalitet i ydelserne er også markante. Lykketofts ideer fik en sådan succes, at de blev overtaget kritikløst af regeringerne Fogh Rasmussen, Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt. Af den grund har Lykketoft hjemme i en antologi som denne.

Hvis man vil skrive socialdemokratisk idehistorie, skal man gå væsentlig mere radikalt til værks end denne bog gør. Hvis man vil skrive historien ordentligt, skal man vedkende sig arv og gæld. I bidraget om Steincke går Jørn Henrik Petersen f.eks. lidt for let hen over racehygiejnen, der var en integreret del af Steinckes socialpolitik. Han gik ind for og fik gennemført love om tvangssterilisering af de mennesker, om hvem man mente, at de ikke var værdige til at sætte afkom i verden. Der var i socialdemokratismens ønske om under videnskabens dække at tilrettelægge samfundet i detaljer, den sociale ingeniørkunst, et totalitært anstrøg. Den stærke stat huser ikke kun gode viljer. Blandt andre Yvonne Hirdmans artikel om ægteparret Myrdal savner blik for dette aspekt.

Antologien ligger under for tænketankenes grundskade. De er organisationer, der iklæder synspunkter tilstrækkelig med videnskabelige udenværker til at de kan fremstå som kendsgerninger. I dette tilfælde er der indforskrevet mange fortræffelige videnskabsfolk til formålet, men de er blevet spændt for en vogn, der ikke nødvendigvis er deres egen. Redaktionen burde i virkeligheden blot have vedkendt sig sit politiske anliggende og udeladt de videnskabelige prætentioner. For hvis bogen havde været strammere redigeret og havde koncentreret sig mere om moderne socialdemokratisme, kunne den faktisk have tjent som kompas for et retningsløst parti, og hvis den havde givet los for sine præferencer, havde den forekommet væsentlig mere ærlig

(Kristeligt Dagblad 12. maj 2014. Redaktionen havde rettet udenværker til værker. Det er rettet tilbage igen her.)

Nøgternt om en historisk skandale

Lars Andersen, Scavenius-affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København, Aalborg Universitetsforlag, 174 sider, 250 kroner

Da ministeren for kirke- og undervisningsvæsen, den adelige godsejer Jakob Scavenius (1838-1915), blev afskediget i 1891, blev det af de fleste betragtet som en et resultat af, at han havde været modstander af regeringens tilnærmelser til oppositionen i forsvarsspørgsmålet. Scavenius var blevet minister 10 år før, udnævnt af sin fætter og navnefælle, konseilspræsident Jakob Brønnum Scavenius Estrup. Der var ikke tale om nepotisme. Scavenius var en dygtig minister, der f.eks. havde stor betydning for udviklingen af museums- og arkivvæsenet. Han nedsatte et kirkeligt råd, der skulle arbejde for en større grad af selvstændighed for kirken, men havde som bekendt ikke held med det.

I forsvarsspørgsmål var han udpræget konservativ, men i kulturelle spørgsmål havde han sympati for det moderne gennembruds mænd, og han var derudover kendt som en ivrig deltager i det københavnske natteliv. Det var et problem for ham som kirkeminister, fordi størstedelen af det kirkelige landskab betragtede brandesianismen som umoralsk og ukristeligt. Og så er spørgsmålet: Kan man have en kirkeminister, der er så radikal? Har ministerens private livsanskuelse og levned betydning for hans embedsførelse? Hvordan skal man forstå forbindelsen mellem politikerens private liv og hans offentlige?

Nogle få år før sin afsked var Scavenius blevet udfordret af en af sine partifæller, grosserer Carl Ingeman-Petersen (1854-1915), der offentligt anklagede Scavenius for at have besøgt en prostitueret. Det var i sig selv ikke strafbart, men dog stadig så alvorlig en anklage, at Scavenius efter nogen betænkningstid følte sig foranlediget til at anlægge en injuriesag. En af grundene til at han måtte anlægge sagen var sandsynligvis pres fra kirkelige kredse, der ikke ville finde sig i at have en minister, til hvem rygter om skørlevned klæbede. Årsagen til at Ingeman-Petersen fremførte sin anklage mod Scavenius var antagelig ikke politisk. Han var missionsk og simpelthen oprigtig forarget. Han havde yderligere efter al sandsynlighed fuldstændig ret. Når Scavenius klarede frisag, skyldtes det, at han havde bestukket centrale vidner og at det lykkedes ham og den del af pressen, der støttede ham, at fremstille Ingeman-Petersen som en isoleret galning.

Sagen, der er velkendt, døde hen, men kun tilsyneladende, hævder Lars Andersen, der med denne bog ønsker at give en ny forklaring end den herskende på Scavenius’ afgang. Andersen mener at kunne vise, at Scavenius’ privatliv, ikke hans politik, blev udslagsgivende for hans afskedigelse. Det er en relativt beskeden pointe at skrive en hel bog om. Bogen skal imidlertid ikke læses for sin pointe, men for sin detaljerede gennemgang af en vaskeægte skandale. Der er to hovedtyper af politiske skandaler, der handler om henholdsvis embedsmisbrug og personlig vandel. Den første type er et spørgsmål om overholdelse af formelle regler, mens den anden type handler om vælgernes tillid til de valgte. Hvem ønsker vi som politiske repræsentanter og ledere? Politikerne må svare for både de formelle domstole og for folkedomstolen. Mens reglerne for embedsførelse er både faste og klare, er offentligheden vilkårlig og inkonsekvent i sine domfældelser. Hvad der tjener den ene politiker til ros, bebrejdes den anden. Den enes mod og frisind er den andens mangel på karakter og moral.  

Scavenius var genstand for almindelig latterliggørelse i revyviser og karikaturtegninger. Mediernes behandling af sagen var omfattende. Han var trods sine kvaliteter som minister blevet en belastning for regeringen. Estrup stod i det samme dilemma, som mange af hans efterfølgere har måttet erkende: man fremstår som en svag regeringsleder, hvis man lader sig påvirke for let af folkestemningen, men på den anden side skal man skille sig af med de rådne æg. Det er et spørgsmål om timing.

Lars Andersen tager ikke for alvor fat i den diskussion om det private og det offentlige, som han lægger op til. Det er synd, for trådene kan trækkes helt frem til i dag. Mange af de største politikere i det 20. århundrede har haft rod i privatlivet og ført et levned, der ikke lever op til de moralske standarder, som de fleste hylder – ingen nævnt, ingen glemt. Andersen holder sig i det store hele til en nøgtern redegørelse for selve sagen, men den er sandelig også dramatisk nok i sig selv

(Kristeligt Dagblad 14. april 2014)

Grundtvigs impressario

Knud Søndergaard, Asta Grundtvig. Liv og virke – slægt og venner 1826 -1890, Forlaget Vartov, 436 sider, kr. 298

Asta Tugendreich Adelheid, født komtesse Krag Juel Vind Frijs i 1826, blev gift første gang med kammerherre Holger Reedtz i 1848, enke i 1857, gift anden gang med N.F.S. Grundtvig i 1858, enke for anden gang i 1872. Fru Asta, eller Adelheid, som hun selv kaldte sig, er gået over i historien som den, der ledsagede Grundtvig på hans gamle dage. Hun var en stærk og selvstændig kvinde, født adelig, men delte ikke flertallet af sine standsfællers konservative, politiske opfattelse. Kort tid efter sin første mands død fik hun det råd at opsøge Grundtvig som sjælesørger. Hun kendte ham ikke personligt i forvejen, men var forbundet gennem sin familie, idet hendes svoger, Hans Carlsen, var bror til Grundtvigs anden hustru, Marie Toft, der var død i 1854.

Den unge enke på 31 tog fra sit hjem på Palsgaard i Østjylland til København, hvor den aldrende Grundtvig var alene med en blot fire år gammel søn. De to fandt hurtigt sammen. Hun bragte fire børn ind i ægteskabet og fødte i tilgift Grundtvig en datter. Det var et inklinationsparti, men det viste sig også at være mere end det. Grundtvig fik ikke bare en sygeplejerske. Fru Asta havde foruden penge også virketrang, og i 1859 købte hun ejendommen Christianshvile på Frederiksberg, af Grundtvig kaldet "Gladhjem", hvorom bogen beretter: "Indadtil blev villaen en levende ramme om den grundtvigske storfamilie, og udadtil blev den et gæstfrit og inspirerende midtpunkt for udviklingen af Grundtvigs tanker og visioner for kirken og højskolen, og hvor fra Asta kunne udfolde hele sit register af organisationstalent og gæstfrihed."

Samme år blev grunden lagt til de legendariske vennemøder, der blev afholdt på Grundtvigs fødselsdag i september. Her samledes Grundtvigs tilhængere om taler og sang. Grundtvig var i sin levetid det åndelige centrum for disse møder, men hans tredje hustru var den organisatoriske kraft og som sådan en nøgleperson i den bevægelse, der kom til at bære hendes mands navn. I 1867 flyttede familien til ejendommen Store Tuborg, igen købt for fru Astas penge. I 1872 var der igen indbudt til vennemøde, hvor et par tusinde var mødt frem til det, der imidlertid skulle blive en begravelse, da Grundtvig var død kort tid før sin 89 års fødselsdag. Fru Asta Grundtvig forblev et anerkendt centrum for den grundtvigske bevægelse til sin død i 1890.

Selve beretningen om Astas liv udgør kun en mindre del af bogen. Selve biografien afbrydes af kapitler om slægten, venne- og omgangskredsen. I et omfattende appendix finder man blandt andet slægtstavler. Desværre er bogen uden et noteapparat, så man kan se, hvor den store viden stammer fra, og det er i særdeleshed synd, fordi der ligger omfattende studier i litteraturen og arkiverne til grund for bogen. Meget prisværdigt er det, at udgiverne har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at udfærdige et navneregister. Lars Thorkild Bjørn står for den fortræffelige billedredaktion.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2014)