Hvorfor ikke Kina?

Ole Høiris, 'Det vilde' i europæisk idéhistorie, Aarhus Universitetsforlag

Først en gåde: I begyndelsen af 14.-tallet rejste en stor flådeekspedition ud og nåede så langt som til Indien og Afrikas østkyst, hvorfra den hjembragte en giraf til hovedstaden, hvor dyret vakte stor opsigt. Hvad hed hovedstaden? Gåden er relevant, fordi denne bog handler om, hvordan de europæiske opdagelsesrejser og den europæiske ekspansion fra den sene middelalder og frem formede den europæiske tankegang. Bogen er nærmest en videnskabshistorie, der beskriver hvordan Europa bevægede sig fra et bibelsk verdensbillede i Middelalderen over et verdensbillede bestemt af antikke tænkere i Renæssancen til et videnskabeligt ideal bygget på iagttagelse og fornuft i Oplysningstiden. De oversøiske rejser var ifølge Høiris essentielle i denne udvikling, fordi de anfægtede de overleverede forestillinger om verden. ”Opdagelserne spillede således en meget afgørende rolle i dannelsen af den særlige måde at erkende og agere i verden på, noget, som blev først Vestens og siden hele verdens.” Forudsætningerne for, at disse rejser kunne foretages var udviklingen af større havgående skibe foruden kompasset, krudtet og trykketeknikken, mener Høiris.

Og så er vi tilbage ved gåden. Svaret er – Beijing. Den opdagelsesrejsende hed Zheng He. Han rejste på opdrag af sin kejser ud med skibe af en størrelse og et mandskab af et omfang, som det tog europæerne århundreder at matche. På dette tidspunkt havde kineserne udviklet både kompasset, krudtet og bogtrykkerkunsten – samt meget andet. Og kineserne foretog altså også opdagelsesrejser. Men hvis præcis de samme forudsætninger var til stede i Kina, hvorfor udviklede kineserne så ikke den samme tankegang og videnskab som europæerne? Dette spørgsmål – kendt blandt globalhistorikere som ”The Needham Question” – svarer Høiris ikke på.

Høiris er som idé- og videnskabshistoriker gammeldags i den forstand, at han på sin vis reproducerer den myte, som Oplysningstiden fortalte om sig selv, nemlig at den selv repræsenterede lyset, der afløste det middelalderlige, religiøse mørke. Dermed reproducerer han også den eurocentrisme, der glemmer f.eks. Kina. Her skal det retfærdigvis bemærkes, at Høiris ikke er klassisk eurocentrist i den forstand, at han synes, at alt godt kommer fra Europa. Han er meget kritisk over for det europæiske blik på verden. Bogens første sætning lyder: ”Der er et særligt træk ved den europæiske måde at opfatte andre folk på.” En væsentlig pointe er, at der i udviklingen fra Middelalderen til i dag gør sig en bemærkelsesværdig kontinuitet gældende, nemlig at europæernes skiftende verdensbilleder altid har placeret europæerne øverst i et forestillet hierarki blandt verdens folk, uanset om Bibelen, klassikerne eller moderne videnskab ligger til grund. Men det forbliver stadig eurocentrisme, uanset om man mener, at alt godt eller alt skidt kommer fra Europa.

Derfra er det blot som om projektet stikker lidt af fra Høiris, og han fortaber sig i videnskabshistoriske, kartografiske og mange andre refleksioner. Det er stadig en uhyre interessant bog, præget af, at dens forfatter har en lang karriere som universitetslærer bag sig. Man kan godt se mange af bogens pointer leveret som punchlines i et auditorium. Kvaliteten i Høiris’ undersøgelse ligger i detaljen, f.eks. hans ikonografiske analyse af ”vildmanden” i den europæiske forestillingsverden. Kapitlet om det europæiske møde med grønlænderne i det 16. og 17. århundrede – altså før Hans Egedes missionsfremstød – er også uhyre læseværdigt. Aarhus Universitetsforlag har dertil virkelig lagt sig i selen. Bogen er i stift bind og udsøgt illustreret i en høj trykkvalitet, finansieret af en række gode fonde.

Som akademisk afhandling udgivet på et universitetsforlag mangler bogen imidlertid en vigtig bestanddel, nemlig hvad man kalder forskningsdiskussionen. Det kan lyde som en uvedkommende og verdensfjern genre, men den er væsentlig, fordi den skal gøre rede for, hvad denne bog bibringer af ny viden, og hvorfor denne viden er vigtig. Hvad siger Høiris, som man ikke allerede kan få at vide ved at læse den eksisterende litteratur? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor er denne bog ikke overflødig? Det er den ret dårlig til selv at gøre rede for, ikke mindst set i lyset af, at den skriver sig ind i en uhyre omfattende diskussion om, hvad der udgør det særligt europæiske. Høiris har isoleret sig selv fra denne diskussion, og det er en skam, for dermed bliver bogen kun relevant for dem, der kender denne diskussion i forvejen.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2021. Avisen havde en anden rubrik)

Agtværdighedens geografi

 

Henrik Dahl, Den usynlige verden, Gyldendal, 2008, 322 sider

Der findes på Sjælland en næsten ukendt by med over en snes tusind indbyggere. Den er større end både Ringsted og Kalundborg, og den ligger blot 35 kilometer fra København, men det er hverken Hillerød, Roskilde eller Køge. De færreste vil antagelig kunne placere den på et kort. Ølstykke-Stenløse hedder den.

Den er en urbaniseret gevækst oprindeligt bestående af to landsbyer, som i det 20. århundrede er vokset sammen som et stationsbykonglomerat langs Frederiksundsbanen. Bortset fra enkelte huse omkring de gamle landsbykirker, der endnu vidner om stedets historie i tidligere århundreder, består Ølstykke-Stenløse af tusinder af generiske parcelhuse, nogle etageejendomme, belejlige indkøbsmuligheder, hensigtsmæssige fritidsfaciliteter og effektiv infrastruktur.

Ølstykke-Stenløse hører til den usynlige verden, som Henrik Dahl skriver om i sin bog fra 2008. Ganske vist bruger han ikke denne forstad uden stad som eksempel. Hans eksempler er fra Øst- og Midtjylland og Storkøbenhavn. Men det kunne det lige så vel have været Stenløse-Ølstykke, hvis ikke byen var så usynlig, at selv Dahl ikke får øje på den.

Vores verden kortlægges ifølge Dahl i en kognitiv geografi, der tillægger steder værdi alt afhængigt af, hvad de betyder for den enkelte og ikke mindst hvilke historier, som vi har hørt om dem og som kan indlejres som forventninger og forestillinger i vores kulturelle beredskab. Mod bogens slutning får fænomenet den måske mere retvisende betegnelse agtværdighedens geografi.

Således er København et sted, der er tæt belagt med referencer fra litteraturen, populærkulturen, film og TV, der forlener store dele af byen med mening og fortælling. Det gør byen til centrum i den kognitive geografi, mens den på landkortet jo ligger i periferien. Ølstykke-Stenløse må leve med at høre til en positiv fortælling, som ikke deles af særlig mange. Den mest kendte fortælling er smædesangen ”Ølstykke i november” af orkesteret Ibens. Andre end Dahl ville muligvis kalde fænomenet strukturelt betinget diskrimination. Atter andre vil måske betegne det som en diskursivt betinget forskelsbehandling. Man kunne endda fristes til at tale om kulturel eller social kapital. Men Dahl er mere lige på. Han skilter ikke med sine teoretiske mellemregninger.

Dahl behandler fire elementer af samfundet, som han mener er forblevet kulturelt usynlige: Transportdanmark, Forstadsdanmark, Arbejdsdanmark og Fritidsdanmark. En stor del af bogen rummer historiske redegørelser for tilblivelsen af de fænomener, han beskriver, og Dahl er faktisk en habil historiker med et godt greb om stoffet, men det er sociologen Henrik Dahl, der for alvor er interessant at læse, siger historikeren.

Pointen er, at når der foreligger en begrebsliggørelse (metabearbejdning kalder Dahl det) kan fænomenet gøres til genstand for almen opmærksomhed og dermed også udløse handlemuligheder. Dahl bruger det eksempel, at flypassagerer med sæder under bagagehylden rejser sig krumbøjet op, når flyet lander, mens de venter på dørenes åbning. Det er på mange måder uhensigtsmæssigt, men så længe fænomenet ikke har et navn, kan det heller ikke rubriceres som en tildragelse med en særlig signifikans, et problem med en mulig løsning. Dahl foreslår, at vi kalder det ”ventekrøbling”. Så kan flyselskaberne udsende anvisninger om, hvordan man undgår ventekrøbling, fordi det nu har et navn. Dahl væsentligste bidrag til vokabulariet er begrebet ”100-kilometerbyen” om DØM, Den østjyske Millionby, langs E45 fra Trekantsområdet til Skejby.


Bogen er fuld af iagttagelser, der bevæger sig i feltet mellem adfærdspsykologisk analyse og stand-up-komikerens blik for hverdagens oversete tildragelser. Afsnittet om familiens sociologi er rigtig interessant i den henseende, om end det ikke har så meget med den overordnede pointe at gøre. Dahl sammenligner trivslen i familien med arbejdspladsen, og det falder overvejende ud til arbejdspladsens fordel. Den er præget af en venligere omgangsform og mere demokratisk kultur. Det er ret vittigt.

Det er traditionen fra Max Weber, der gør sig gældende. Overbevisningskraften i hans analyser består ikke mindst i, at de udløser den latter, der følger den majeutiske erkendelse: ”Ja, det er sgudda rigtigt! Det er sådan det er! Hvorfor havde jeg ikke selv set det?” Man kan godt forstå, hvorfor Henrik Dahl er en efterspurgt foredragsholder.

Hvis Dahl havde skrevet bogen i dag (2021) og ikke i 2008, ville den naturligvis være farvet af, at han siden bogens udgivelse er blevet politiker, og det er svært at læse bogen i dag uden at have politikeren Henrik Dahl for øje. For det er klart, at politikeren Henrik Dahl ikke er den samme som sociologen Henrik Dahl. Som politiker underlægges man en anden logik end den, som er den uafhængige videnskabs, og man tildeles en talerstol med en anden rækkevidde og en anden legitimitet for nu at tale webersk.

Det er generelt vanskeligt for public intellectuals at gå ind i politik, fordi de må sælge ud af deres intellektuelle uafhængighed for at få indflydelse. Ingen politiker kan gøre karriere uden at gå på kompromis med egne principper, selv om de selvfølgelig aldrig vil indrømme, at det er tilfældet. Så meget desto mere må man respektere dem, der gør det, for selvfølgelig har vi brug for politikere med principper. Man kan belyse dette forhold ved at se på dem, der træder ud af politik for at blive public intellectuals. De veksler også indflydelse med uafhængighed – bare den anden vej. Allerede Grundtvig gjorde opmærksom på dette forhold. Han talte som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling gerne, ofte og længe. Til gengæld fik han næsten ingen indflydelse på Grundlovens udformning.

Hvis Henrik Dahl havde skrevet sin bog i 2021, ville den antagelig være påvirket af erfaringerne med trumpismen og tilsvarende fænomener. Det er faktisk påfaldende, hvor fraværende usynlighedens politiske potentiale er fra hans analyse for blot 12-13 år siden.

Trumpismen har fået succes, fordi den appellerer til de usynliges oplevelse af usynlighed. Trump selv har naturligvis aldrig været usynlig. Hvis man alternativt bruger hørelsen som metaforisk omdrejningspunkt og ikke synet, kan man se, hvordan trumpismens forløbere i f.eks. Dansk Folkeparti har appelleret til Det tavse Flertal. Og på samme måde som Trump er synlig, er Det tavse Flertals kårne repræsentanter også meget hørbare. Det er trumpismens trumfkort, at den kan bilde vælgerne ind, at den ikke er tvunget til at indgå ovennævnte byttehandel mellem uafhængighed og indflydelse. Når trumpismen selv får magten, hævder den, at den repræsenterer sandheden og ikke magten. ”Speaking truth to power!” er trumpismens slogan, selv når det er den, der har magten.

Hvis Henrik Dahl i 2008 havde været politisk entreprenør, ville han have kunnet stifte et succesrigt parti på den erkendelse, at der er rigtig mange stemmer i at appellere til de usynliggjorte. Det gjorde han ikke. I stedet valgte han nogle år senere at stille op for Liberal Alliance og blev valgt ind i Folketinget i 2015. Man skal lede ret grundigt i bogen for at kunne lokalisere ledetråde, der peger i retning af den vej, det gik, både når det handler om partiets overordnede økonomiske politik og Dahls egne mærkesager på indvandrerområdet. Henrik Dahl var tydeligvis et andet sted i sit liv i 2008.

Bortset fra det er bogen en ret skarp analyse af et fænomen, der siden har fået politisk sprængkraft. Og her må man indskyde, at Dahl også har et ret indgående kendskab til agtværdighedens amerikanske geografi. Noget af det tavse og det usynlige i Danmark havde allerede i 2008 et navn: ”Den rådne banan”, ”Udkantsdanmark”. Det er klart, at beboerne i disse områder føler sig set ned på med disse prædikater. Men skal man følge logikken i Dahls tankerække, betyder det også, at der er foretaget et kvalitativt skridt, fordi det at blive set ned på indebærer synlighed, og det vil sige, at usynligheden er ophævet. Man indgår herefter i et synligt hierarki, ikke et hierarki mellem det synlige og usynlige. Det ophæver ikke hierarkiet, men skal man følge Dahls logik, giver det handlemuligheder til dem, der repræsenterer dets bund, fordi der er sket en synliggørelse. En italesættelse, om man vil. Men lad mig give ordet til Henrik Dahl til afslutning:

”Den, der ønsker en radikalt anderledes agtelsesgeografi, er oppe mod stærkere kræfter end den, der ønsker Danmark som republik. Hun eller han er oppe mod mere end hundrede års tæt samarbejde mellem enhver tænkelig, dansk organisation og mod de fleste danskers dybeste følelser. Derfor tror jeg ikke, der vil ske store forandringer i agtelsens geografi i år eller til næste år. Selvom den nuværende agtelsesgeografi er en kolossal hindring for , at folk kan opbygge identiteter, der har en rimelig og realistisk forbindelse med deres dagligliv. Men så har man lov at drømme. Og jeg drømmer om den dag, hvor vi synger fællessange om den majestætiske Storebæltsbro, køreglæden, internatkursus-velværet, kollega-samværs-glæden, weekendafslutningssorgen, skilsmisse-dårlig-samvittigheden, venne-weekend-ængstelsen, hente- og bringestress, vinterferien, havens skønhed ved midsommer, selvgjort-arbejde-glæden, vælger-altid-den-forkerte-kø-resignationen, glade-børn-glæden og vi-må-drikke-lidt-mindre-rødvin-og-se-at-komme-på-slankekur-hykleriet. Når den dag kommer, vil jeg føle hvad-sagde-jeg-glæden over, at den usynlige verden endelig er blevet synlig.”

(anmeldt til denne blog i marts 2021)

Verdensfjern optagethed af verden

 Carsten Jensen, Bjælken i mit øje, Politikens Forlag

I denne fjerde bog i en serie om, hvad Carsten Jensen mener om dette og ikke mindst hint, forsøger han at afdække krigens væsen. Sidste punktum i bogen er sat den 8. februar 2020. Første bind i serien udkom i august 2018. I alle fire bøger udfolder Jensen sig i ganske korte og ofte løsrevne eller usammenhængende kapitler. Selv om han i seriens sidste bind er flinkere til at holde sig til emnet, gør opbygningen og hans noget flagrende gemyt som skribent, at man som læser har lidt svært ved at finde ud af, hvad han egentlig mener om krig. Mest er han dog imod.

I den nu lukkede Radio 24syvs satiremagasin ”Den korte Radioavis” var hovedpersonen den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, en parodi på den ældre, begavede, men selvoptagede og selvhøjtidelige journalisttype, der især før i tiden trivedes på Danmarks Radio. Når Kirsten Birgit skulle hævde sin erfaring over for den nævenyttige ungdom, forsømte hun ikke med stor patos at kundgøre: ”Jeg har set Groznyj falde!” med reference til den første krig i Tjetjenien 1995.

Kirsten Birgit bringes i erindring, fordi Carsten Jensen åbner sin bog med at påberåbe sig øjenvidnets karismatiske autoritet på præcis samme måde: ”Jeg har været i krigszoner. Jeg har hørt lyden af indkommende mortérgranater, jeg har set sønderskudte bygninger og frygteligt lemlæstede lig.” Der er lagt op til, at Jensens erfaringer som krigskorrespondent udtrykker en alvor og indsigt, der skal forlene hans efterfølgende betragtninger om krigens væsen med troværdighed.

Filosoffen Walter Benjamin bemærkede om soldaterne under 1. Verdenskrig, at de ikke blev en erfaring rigere, men en erfaring fattigere. Jensens egne erfaringer med krig synes tilsvarende ikke at have beriget hans indsigt i krigens væsen. Det går bedre på anden hånd, det vil sige når han refererer hvad andre har skrevet om krigen, fra Illiaden over Dostojevski til Timothy Snyder.

Hvis det er hensigten med bogens titel, at vise, at Carsten Jensen har erhvervet sig indblik i egne fejl eller svagheder, må projektet siges at være mislykket. Han fremstår lige så formanende rethaverisk og påståeligt fordømmende, som han plejer. ”I Danmark har vi ikke haft en debat om krigen i Afghanistan.” kan han finde på at hævde, hvorpå han frejdigt parafraserer den uvildige krigsudredning fra 2018, som han i øvrigt tydeligvis ikke har forstået. Han er heller ikke opmærksom på den temmelig omfattende, offentlige debat, som udredningen gav anledning til. Eller læs Jensens karakteristik af bagmanden bag angrebet på World Trade Center i 2001: ”Osama bin Laden var en lille fisk. Sammenlignet med Himmler, Eichmann og Goebbels, det industrialiserede massedrabs opfindere, var Osama bin Laden blot en beskeden håndværker.” Det er en besynderlig relativering. På den måde kan alle forbrydere fremstå som små fisk. Man skal bare sammenligne med en, der er større. Og interessant nok får gerningsmanden fra Oslo og Utøya 22. juli 2011 ikke prædikatet ”endnu mindre fisk”.

Bogserien, som denne indgår i, kaldes ”Hvisken og råb”, endskønt Carsten Jensen ikke er typen, der hvisker. Som skribent gør han brug af de store fagter, og han bevæger sig i universelle, globale kategorier: Havet, Horisonten, Livet, Ondskaben, Mennesket, Døden. Det er alt sammen meget højtideligt. Aner man et glimt i øjet, viser det sig hurtigt at være en glød fra den ulmende vrede. Der er ikke så meget hverdag over hans retoriske univers, ingen tomme pizzabakker, nye rør i solariet eller et stop tobak på altanen. Det er mere London, New York, Paris end det er Store Heddinge eller Glostrup. Det hænger naturligvis sammen med, at han er optaget af store spørgsmål som migration, klima og krig, liv og død. Som essayist formår han bare ikke at knytte dem til en oplevet virkelighed, og så bliver hans optagethed af verden lidt – nå, ja – verdensfjern.

Læsere, der kunne lide de tre første bøger i serien, vil givetvis også kunne lide denne. Man må formode, at hans fans mestendels består af folk, der er enig med ham. Hans facon egner sig ikke til at omvende de lidet troende. Men hans meningsfæller vil i hans andagtsbøger finde en velturneret refleksion til hver eneste dag i året.

(Kristeligt Dagblad 24. marts 2021)

Det er kun slaver, der gives frihed

Suzanne Brøgger, Med egen hånd, Gyldendal, 252 sider

Forfatteren er selv den første til at gøre opmærksom på, at der er tale om en pose blandede bolsjer. Det ville ligne Brøgger dårligt ikke at pakke denne omstændighed prætentiøst ind, så hun tager sit forbillede i den japanske genre zuihitsu, ”der består af løst sammensatte personlige essays, historier og fragmenter”, hvor teksten følger pennen.

Den underforståede pointe med titlen er, at der ikke skrives med ført hånd. Brøgger har ganske rigtigt sin helt egen røst og diktion, sin egen pen. Det har hun haft, siden hun fra midten af 1960erne optrådte i radioteatret og skrev reportager fra bl.a. Thailand, Afghanistan, Sovjetunionen, Jordan og Tunis til bl.a. dagbladet Politiken. Så vi er et godt stykke forbi hendes 50 års jubilæum som offentlig kendt skikkelse og skribent.

Man skal altså være indstillet på lidt af hver ved læsningen. Der er beretningen om skuespilleren Keith Carradine, der er Brøggers mors næstsøskendebarn. Brøgger ruller sig rigtigt ud som fabulerende familiekronikør – og så er historien ikke engang løgn. Der er et lille essay med titlen ”Kvinder med vinger”, der ud fra en umiddelbar betragtning virker lidt søgt, når det sammenstiller parfumens historie med ønsket om at flyve. Det er så lige indtil man i kraft af en fodnote til sidst finder ud af, at den er blevet til i anledning af ombygningen af Kastrup Lufthavns afdeling for salg af skønhedsprodukter, og pludselig springer teksten ud som fortryllende lejlighedstale.

Og så er der alligevel noget, der samler de vidt forskellige tekster, to delvist sammenfaldende temaer: køn og sex på den ene side, og forholdet mellem liv og skrift (eller liv og kunst) på den anden. Spørgsmålet stilles i åbningsessayet, der tager fat i MeToo-bevægelsen, der har rettet skytset mod de især mænd, der har begået overgreb mod især kvinder. Men i skudlinjen står også noget af det, som Brøgger selv stod for som ung – bl.a. som topløs statist på Det kongelige Teater – den frigjorte, seksualitet. ”Hvordan gik det til, at den adfærd, der siden ’68 bare havde været det ’normale’, pludselig blev kriminel?” spørger hun. Et af de interessante svar, som hun giver, er, at MeToo-bevægelsen begyndte i kunstneriske kredse, fordi kunsten er blevet detroniseret. Kunstnere er ikke længere urørlige og kan ikke længere opføre sig som ”promiskuøse, pædofile pæderaster” uden at frygte for konsekvenserne. Man mærker efterdønninger af diskussionen i Det danske Akademi mellem Brøgger og Marianne Stidsen, der som bekendt har forsvaret de mænd, der stod under anklage, da MeToo ramte Det svenske Akademi.

I et interview med forfatteren tidligere kendt som Claus Beck Nielsen, der nu optræder i offentligheden som sin persona, Madam Nielsen, taler Nielsen og Brøgger om forholdet mellem værket og forfatterens køn. På papiret tilhørte Nielsen en seksuelt avanceret, kunstnerisk avantgarde med hjemsted i Paris og New York, men i virkeligheden vil han allerhelst bo i Sorø. Og det er jo ikke så langt fra Løve, hvor Brøgger bor.

Centralt i diskussionen om forholdet mellem liv, køn og værk står Brøggers glødende forsvarsskrift for fotografen Suste Bonnén. Bonnén fik i 2018 20 dages betinget fængsel for at have sendt nøgenbilleder af sin eksmand til folk i hans omgangskreds. Den anklagede mente, at der var tale om et kunstprojekt, mens anklageren kaldte det hævnporno. Retten gav anklageren ret. Brøgger skriver om den omtalte mand, at han var en stor kanon, der kurtiserede Bonnén mens han stadig var gift med en anden. Og så fortsætter Brøgger: ”Det skulle nødig hedde sig, at han slog konen ihjel, men kun en måned efter at hun var død, kontaktede kanonen Suste Bonnén og giftede sig med hende.” Brøgger trækker dermed store veksler på sin poetiske licens. Man skal som bekendt især være på vagt, når nogen føjer ”det skulle nødig hedde sig” eller ”ikke mine ord igen” til det sagte.

Det samme tema tages op i et andet essay om Philip Roth og de afslørende erindringsbøger, som han og folk i kredsen om ham skrev om hinanden og deres seksuelle relationer, og som forårsagede stor bitterhed. Brøgger forsvarer retten til at skrive om andre. ”Men sæt nu, at der ikke var noget, der hed ’kunst’, så ville det jo bare være dét, der nu om dagen kaldes hævnporno!” Og, ja, det har Brøgger ret i, i hvert fald ifølge Retten på Frederiksberg, der fældede dommen over Bonnén. Brøgger nævner også en lidt ældre sag. Under et tidligere pseudonym var ovennævnte Madam Nielsen under anklage for at have krænket privatlivets fred ved at afsløre detaljer om en andens privatliv – inklusiv fotos – men blev frikendt i 2011 med henvisning til den kunstneriske frihed. Den dom er Brøgger selv sagt glad for. Hvad er der sket siden 2011? Ja, her er Brøgger nok forblændet af, at sin nærhed til Bonnén, for der er jo sket præcis, hvad Brøgger selv identificerer i åbningsessayet. En kunstner kan ikke længere bare gøre hvad som helst med henvisning til den kunstneriske frihed eller kunstnerens ophøjede status.

I mange essays bruger Brøgger af sin egen historie, refererer til sine egne tekster, men ikke på en anmassende eller krukket – i hvert fald ikke unødvendig krukket – måde. Hun sætter også sig selv på spil og er nærmest generøst overgivende, når hun erklærer sig som fan af både Puk Damsgård og Thit Jensen – nå, ja, og så den allestedsnærværende Karen Blixen, fra hvem Brøgger også har lånt karaktertræk til sin persona. Brøgger er i sin selvforståelse aristokrat, der fører løver i sit skjold. Det kammer lidt over i det studentikose ’allerede Aristoteles og dernæst Shakespeare’ engang imellem.

Jeg er ingen taler, siger hun med en gammel kliché. ”Medmindre man mener, at jeg taler sandt. For så er det rigtig nok. Så er mit format langt større, end hvad man forestiller sig. Af mig vil I få hele sandheden at høre.” Det kommer sig af at bo på Vestsjælland, hvor en spade er noget man faktisk ved at bruge. Så kan grødbønderne inde i København have det så godt. Brøgger har hjemme selv, og hun har sin kunstneriske frihed, fordi ”det er en ret, jeg er nødt til at tage, om og om igen – som det frie menneske, jeg bilder mig ind, og formodes at være. Det er kun slaver, der gives frihed. Kunstnere tager friheden og bruger den,” som hun skriver i det afsluttende essay, et defensorat for kunsten og kunstnerens eksistensberettigelse. I lyset af indledningens analyse virker det mere som en besværgelse end en konstatering.

(Kristeligt Dagblad 5. januar 2021)


Det særlige tab

Carsten Jensen, Øvelser i afsked 

”Da Liz og jeg i begyndelsen af februar modtog den forfærdelige med­delelse, at hendes søn, Raph, brat var død som følge af en udiagno­sticeret hjertefejl, kun 25 år gammel, vidste vi, at vi aldrig ville blive de samme igen.” Således åbner Carsten Jensen sin nyeste bog. Han følger op med en karakteristik af sorgen, som de fleste vil kunne identificere sig med. Første kapitel handler om en bog, han har skrevet, og hvor god andre synes den er. Bogen handler om søfartsmiljøet i Marstal i forrige århundrede, hvor oplevelsen af tab var så almindelig, at det blev accepteret som et livsvilkår. Man lod sig ikke mærke med det, selv hvis man var mærket af det.

I næste kapitel klippes til Los Angeles januar i år. Jensen og hans kone, Liz, har taget ophold, fordi han skal forelæse på et universitet og de bliver del af en omgangskreds, som han døber ”den fatale klub”, fordi alle havde oplevet ”et dramatisk og voldsomt tab, som rammer få.” Samtidig bliver også Jensen og hans kone medlem af samme klub, da hendes søn dør.

 Dermed sker der også en forskydning i teksten fra beskrivelsen af tab som et fælles vilkår til et perspektiv, hvor Jensen taler som om hans oplevelse af tab er eksklusiv og derfor giver ham en særlig taleposition. Han er blevet medlem af ”et hemmeligt broderskab”, ”en alternativ verden, hvis eksistens, jeg aldrig havde anet”, som han selv skriver.

Han beskriver sorgen som isolerende. Følelse af at miste og sørge er så voldsom, at det rent psykologisk kan være vanskeligt at forstå, at det er en erfaring, som er så almindelig som den er. Det er antagelig også derfor at han oplever fællesskabet om en sådan sorg som et eksklusivt broderskab. Det er det jo bare ikke. Det er et eksklusivt fællesskab på samme måde som det have fået børn føles som noget særligt, endskønt det er en erfaring, der deles af de fleste.

Det er uden tvivl Carsten Jensens evne til at sætte ord på denne sorg, der er bogens største kvalitet. Han mobiliserer til formålet hele sit sproglige arsenal, og det er betydeligt.

Som de forrige essaysamlinger fra Carsten Jensens hånd når denne bog vidt omkring tematisk. Alligevel virker denne mindre usammenhængende, fordi den i højere grad bærer sit disponerende princip uden på tøjet: Hvad har Carsten Jensen oplevet, læst og tænkt det seneste år tid. Den har mere et åbenlyst dagbogspræg.

Jensens portræt af det USA han møder i januar er kritisk, ja nærmest uforsonligt. Han synes om de mennesker, han møder, men ikke det samfund de lever i. ”Fascismen er kommet til Amerika”, skriver han om Trump som politisk fænomen. I marts måned slutter hans ophold i Californien, og han vender hjem til det, der i det ydre er den vante forfattertilværelse sammen med konen, der også er forfatter. Men koncentrationen er forsvundet: ”Som forfattere er vi vant til at være alene. Nu er vi bare ensomme.”

Jensen beskriver sin vej gennem den mentale ørken, som var den første corona-nedlukning, igen med sit sædvanlige sproglige beredskab får sat ord på sin egen oplevelse. Den skyldes noget, som har ramt hele verden, men oplevelsen er netop ikke delt. Den er hans. Så må det være op til den enkelte læser at finde genkendelighed i, hvad han skriver.

Det selvbiografiske element klæder sært nok en krukke som Carsten Jensen. Som essayist har han i tidligere udgivelser nærmest taget varigt ophold i det røde felt, mens han råbte ad folk på distancen. I denne bog befinder han sig oftere ned på jorden og trækker på det levede livs erfaringer. Det er en formildende omstændighed.

Han er dog ikke blevet mere afslappet på hverken demokratiets eller klimaets vegne. Han er faktisk nærmest endnu mere apokalyptisk end før. Man genkender ligeledes den gamle Carsten Jensen, når han vil gøre Lars Løkke Rasmussen til Danmarks svar på Trump. (Løkke er dog om nogen Danmarks svar på Biden.) Selvmodsigende bliver det, når Jensen på den ene side dømmer flytrafik ude på grund af kultveilteudslippet, mens han på den anden side drømmer om at gense fjerne rejsemål, der ikke kan nås med andet end fly. Det er som om han ikke helt forstår, at han må opgive sin rolle som globetrotter for at leve op til egne idealer.

Carsten Jensen kan ikke ignoreres. Taget i betragtning, at bogens sidste punktum er sat i september, er følgende vist nærmest profetisk:  ”Jeg har et råd til vores alle sammens folkekære Mette Frederiksen. Når du begiver dig ud til forhandlinger med erhvervslivet, så hav en pose penge i den ene hånd og en revolver i den anden. Sæt revolveren for panden af formanden for bestyrelsen, og udtal et umisforståeligt budskab: Pengene eller livet!” Bogen er fuld af godbidder af den slags. Det er som at læse Kaj Munk: sprogligt overskud og klar iagttagelsesevne kombineret med en sikker mangel på dømmekraft.

352 sider er meget at forfatte i perioden januar til september 2020; en side om dagen, og vi når som sagt langt omkring. Gennemgangen af de mange bøger, som han trods koncentrationsbesvær alligevel får læst, virker trættende. Nogle af hans dagbogsblade ligner svagt redigerede udgaver af Facebook-opslag. Man kan sagtens forstå, at en forfatter som Carsten Jensen skriver sig ud af den slags kriser og oplevelser, som han har været igennem, men det er ikke ensbetydende med, at det alt sammen nødvendigvis bør udkomme på tryk.

(Kristeligt Dagblad 25. nov. 2020, online, Avisen havde en anden rubrik)

Islam findes ikke. Der findes kun muslimer

 Jakob Skovgaard-Petersen, Muslimernes Muhammad – og alle andres, Gyldendal 448 sider

Dette er ikke en biografi. Det er en kortlægning af de traditioner og skoler, der i de seneste knap 1400 år har tolket profeten Muhammads liv og lære. Og så er det alligevel en slags biografi, for Skovgaard-Petersen kunne have skrevet islams historie, men det har han valgt ikke at gøre. Det er historien om historierne om Muhammad (Ca. 570-632 e.v.t.), som så alligevel bliver historien om islam.

At der har eksisteret en religionsstifter og krigsherre ved navn Muhammad, som er Skovgaard-Petersens valg af stavemåde på dansk, er relativt veldokumenteret. Hvad han sagde og gjorde er imidlertid knap så sikkert. Kilderne til hans historie er nedskrevet efter hans død, nogle lang tid efter. Der er tre slags. Koranen er muslimernes hellige bog, og den rummer også biografiske oplysninger om Muhammad. Den er antagelig kompileret og kanoniseret ganske få år efter hans død. Dernæst er der hadith, som er en overlevering af korte, løsrevne beretninger om Muhammads gerninger og visdomsord. Endelig er der sira, som er betegnelsen for den genre i den muslimske litteratur, som er egentlige biografier om Muhammad, og som sætter de adspredte oplysninger om ham fra Koranen og hadith i kontekst og kronologisk orden. De ældste kendte nedskrevne udgaver af hadith og sira er fra det 9. århundrede, altså 200 år efter Muhammads død.

Som genre har sira holdt sig i live til i dag. Den har igen og igen vist sig som den væsentligste platform, når nye tolkninger af islam har ønsket at give sig til kende, og den er derfor det naturlige centrum for Skovgaard-Petersens opmærksomhed. Han viser, hvordan udvælgelsen og prioriteringen af stoffet har afgørende betydning for udlægningen af budskabet. Det tidligste skisma i Islam mellem shia og sunni handlede om succession, altså hvem der kunne betragtes som Muhammads legitime efterfølger. Derfor er det f.eks. afgørende, hvilken rolle Muhammads fætter og svigersøn, Ali, tildeles i fortællingen. Beskrives han som den, hvem Muhammad overdrog ansvaret for varetagelsen af den rette tro, svarer det til shia-islams udlægning. Lægges vægten snarere på Abu Bakr, Muhammads svigerfar, og dennes datter Aisha, har vi at gøre med en sunni-muslimsk udlægning. Hvem kunne med rette kalde sig kalif, muslimernes øverste overhoved, og hvem ville gerne være kalif i stedet for kaliffen? Det blev i høj grad et dynastisk spørgsmål, altså hvem der havde arveretten til at kalde sig de troendes behersker. Tilsvarende er der dannet et muslimsk aristokrati i form af de stammer og familier, kaldet ashraf, der hævder at være direkte efterkommere af Muhammad. Det gælder f.eks. det jordanske kongehus.

Reformationerne og genfortolkningerne af islam var mange. Wahhabismen i det 18. århundrede på den arabiske halvø var et oprør imod den forestilling, at spørgsmålet om Muhammads efterfølgelse overhovedet var dynastisk. ”De kaldte sig for muwahhidun, dyrkere af Guds enhed, hvilket jo eller er noget, som alle muslimer ville sige, at de var. Men i bevægelsens øjne var de andre muslimer ikke monoteister, men flergudsdyrkere.” Hvis man ophøjede f.eks. Muhammads efterkommer til en særlig status, var det udtryk for shirk, flerguderi, som skulle bekæmpes på samme måde som Muhammad i sin karriere som prædikant havde bekæmpet flerguderiet i Mekka, mente wahhabisterne.

Præcis denne pointe har betydning for forståelsen af et element af karikaturkrisen i 2006, som Skovgaard-Petersen drager frem. Mange husker, at en saudiarabisk advokat, Faisal Yamani, selv en sharif, altså efterkommer, på vegne af 94.923 efterkommere af Muhammad sagsøgte danske aviser for at have publiceret karikaturtegninger af Muhammad. Det var ifølge Skovgaard-Petersens tolkning imidlertid ikke et angreb, der var rettet mod Danmark, men mod det saudiarabiske regime, der hylder wahhabismen, som altså ikke anerkender, at efterkommerne har en særstatus. Yamani stillede derfor det saudiarabiske regime over for ”et kedeligt valg mellem enten at protestere imod dette ædle formål og dermed at blive endnu mere upopulære blandt muslimer, end de er i forvejen – eller at acceptere, at ashraf pludselig trådte frem af glemslen med en Yamani i spidsen.” (s. 373) Faisal Yamani brugte altså karikaturkrisen til at stille sit hjemlands regime skakmat. At dagbladet Politiken indgik i en forhandling med Yamani og trykte en undskyldning, undlader Skovgaard-Petersen høfligt at karakterisere eksplicit. Bogen er rig på opklarende analyser af denne karakter.

Skovgaard-Petersens viser det brede spektrum af mulige fortolkninger. Islam kan være inderlighedens, mystikkens og poesiens religion som i sufismen. Den kan være en samfunds- og statsdannende religion, som det f.eks. er tilfældet hos vore dages islamister med Iran som væsentligste fremtrædelsesform. I jihadismens skikkelse er den derimod blevet en dommedagskult, hvis formål det er at ødelægge enhver orden. At den orden, som islamisterne vil indføre, ligger langt fra, hvad vi betragter som en retsstat, skal ikke gøre os blinde for, at den er meget forskellig fra det kaos, som jihadisterne ønsker at fremkalde.

I løbet af bogens 448 sider (inklusiv det prisværdige register) forskydes vægten stadig mere i retning af en analyse af ikke- og anti-muslimers billede af Muhammad. Kurt Westergaards ikoniske tegning aftrykkes skam også, hvis nogen lige skulle spørge efter den. Kritikere af islam har i deres prioritering af stoffet altid lagt vægt på de elementer af siraen, som tjente deres formål. Kåre Bluitgens seneste børnebog om Koranen og profetens liv kategoriserer Skovgaard-Petersen også som hørende til den anti-muslimske litteratur, fordi den omhyggeligt medtager alt, hvad der stiller Muhammad i et dårligt lys. Den er altså ikke for børn, som også Kristeligt Dagblads anmelder bemærkede.

Jakob Skovgaard-Petersen retter sin skarpeste kritik mod Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards bog Krigens Hus. Islams kolonisering af Vesten fra 2003, som han afskriver som en udokumenteret konspirationsteori. Hans grundlæggende argument imod den forestilling, at islam er i færd med at kolonisere Vesten, er imidlertid det, der er spillet igennem på de foregående 400 sider. Hvis man skal stille hans pointe lidt skarpere op end han egentlig selv gør, findes islam ikke. Der findes kun muslimer, og det er ikke op til udenforstående at definere, hvad islam er. Man kan altså ikke frit fouragere efter citater i Koranen, hadith eller sira, stykke dem sammen og derefter hævde, at man har afsløret ”islams sande ansigt”. Skovgaard-Petersen er i religionssociologisk forstand anti-essentialist. Det betyder ikke, at man kan anklage ham for Verharmlosung eller etisk relativisme. Han sætter temmelig entydige ord på de forbrydelser, der er blevet begået i islams navn. Men det er stadig mennesker, der har begået dem, ikke en religion. Så kan man indvende mod den tilgang, at den har en tendens til at undervurdere, at ideer og ideologier faktisk betyder noget.

Jakob Skovgaard-Petersen er omhyggelig og pædagogisk i sin fremstilling – med en tendens til det omstændelige. Man kan godt mærke, at han har mange års erfaring med at træde på kattepoter i dette minefelt. Bogen trækker på et stort bagkatalog af viden, men fremdrager faktisk også hidtil ukendte aspekter af f.eks. den danske Muhammad-reception. Skovgaard-Petersen undgår skråsikkerhed og er god til runde formuleringer, somme tider på kanten af det slebne. Hvad læseren især kan uddrage af bogen, er dens kontekstfølsomme tolkninger. Religion eksisterer ikke i et historisk vakuum. Den udøves af mennesker, der lever i en politisk virkelighed, og det er i identifikationen af dette forhold, at bogen står stærkt. Som sådan er den en berigelse til dagens debat.

(Kristeligt Dagblad 14. nov. 2020. Avisen valgte en anden rubrik.)

Thomas Harder

De uønskede – de tyske flygtninge i Danmark 1945-49

Gyldendal, 480 sider

 Sporene findes endnu, og de taler et meget tydeligt sprog. Tusindvis af døde flygtninge ligger begravet over hele landet. Oprindeligt var gravene fordelt på 475 kirkegårde. Nu er de samlet på 25 kirkegård Fra Aalborg i Nord, Oksbøl i vest til hovedstaden i øst, hvis Vestre Kirkegård alene rummer over 5000 begravelser. Millioner var flygtet fra den fremrykkende Røde Hær på østfronten i den sidste krigsvinter, og en lille del af dem endte i Danmark. De første ankom i begyndelsen af februar med skib til København. Ved befrielsen tre måneder senere var der skønsmæssigt 240.000 krigsflygtninge i Danmark.

Thomas Harder har med denne ambitiøse bog, der er blevet til i samarbejde med Erin Ingemann Sørensen, sat sig for at skrive flygtningenes historie fra opbruddet fra hjemstavnen i øst, selve flugten til lands og til vands, ankomsten, indkvarteringen til hjemsendelsen af de sidste flygtninge næsten præcis fire år efter de førstes ankomst. Harder gået kronologisk til værks. Han bruger løbende flygtningenes egne beretninger og danske øjenvidner til at illustrere deres vilkår, mens historien om krigens og fredens forløb, de politiske forhandlinger og den offentlige debat rulles minutiøst op. Billedredaktionen akkompagnerer fint.

Emnet rummer en betydelig kompleksitet. Alene det tilsyneladende uskyldige ord ”hjemsendelse”, som er anvendt ovenfor, skjuler de udfordringer, man stod over for efter krigen. For det første var ikke alle flygtningene tyske, endsige tyske statsborgere. Tyske mindretal fra Memelland, Bessarabien og flere andre steder var repræsenterede sammen med polakker, tjekker, italienere osv. For det andet var det hjem, som de fleste civile, tyske flygtninge kom fra, nu polsk eller sovjetisk territorium. For det tredje var det tilbageværende Tyskland opdelt i fire besættelseszoner, så der skulle forhandles separat med sejrsmagterne for at opnå deres tilladelse til at modtage flygtninge, hvad de indledningsvis slet ikke var i stand til. Det britisk besatte Slesvig-Holsten umiddelbart syd for grænsen modtog alene næsten 1 mio. flygtninge, hvilket for nogle områders vedkommende betød en fordobling af indbyggertallet. Det førte til bekymringer i København for det danske mindretals vilkår.

Indtil befrielsen var flygtningene besættelsesmagtens ansvar. Tyskerne ønskede danskernes hjælp til at løse opgaven, og de danske myndigheder søgte aktivt at opnå indrømmelser på andre områder som kompensation for en eventuel bistand med f.eks. lægehjælp til de ofte alvorligt nødlidende børn og sårede soldater. Harder peger som noget vigtigt på, at danskerne søgte at kæde ønsket om hjemsendelsen af danske KZ-fanger til flygtningespørgsmålet. Efter den 5. maj 1945 overtog danske myndigheder ansvaret, og da var det politikken at isolere flygtningene fra de danske samfund i lejre, at sørge for et vist minimum af forplejning og i øvrigt arbejde på deres snarlige udsendelse. Folkestemningen var ikke flygtningene gunstigt stemt, og aviserne bidrog med negativt ladede reportager hertil, nogle mere end andre. Nogle enkelte forsøgte i offentligheden at tale for forbedrede vilkår for flygtningene, heriblandt en gruppe præster.

Harder undgår at tage direkte livtag med nogle af de store diskussioner, der knytter sig til emnet for hans bog. Hvad var prisen for eller gevinsten af, at danske myndigheder gik i direkte forhandlinger med det tyske regime? Kunne og skulle danskerne have gjort mere for at yde medicinsk og anden hjælp til flygtningene? Det er ikke fordi problemer eller dilemmaer som disse er ham fremmed. Tal, citater og fakta fremlægges med dokumentarisk nøgternhed, og det overlades til læseren at tage de principielle drøftelser. En sådan etisk lavmælthed fra forfatterens side er antageligt en klog fremgangsmåde, hvis ønsket er at åbne feltet. Der er folk nok, der bærer deres personlige opfattelse uden på tøjet, når det handler om 2. Verdenskrig.

Det er en lang bog, og den dokumentariske omhu kunne godt trætte, hvis det ikke var for Thomas Harders gennemkultiverede og letflydende pen. Teksten benytter sig ikke af virkemidler, der hele tiden bringer forfatteren i erindring. Han skriver næsten gennemsigtigt, således at dramaet, lidelserne, kvalerne, fortvivlelsen i selve historien taler for sig selv.

(Kristeligt Dagblad den 15. okt. 2020)