Med forargelsen som drivkraft

Adam Hochschild, Aldrig mere krig, Informations Forlag

Denne bog handler ikke om krigen 1914-1918 i militærhistorisk forstand. Den skildrer en række britiske skæbner, der var involveret i krigen som generaler, menige soldater, iagttagere, embedsmænd, aktivister, forfattere, politikere og mange flere. Bogen bringer læseren vidt omkring i det udstrakte imperium, hvor vi møder kendte og ukendte aktører.

Hochschild kan tegne et portræt i få streger. Gennemgående er hans interesse for kvindeskikkelserne som for eksempel en suffragette som Charlotte Despard, der var pacifist - og søster til feltmarskal sir John French. De holdt interessant nok meget af hinanden. Læseren får også et portræt af den fascinerende lady Violet Cecil, svigerdatter til den britiske premierminister lord Salisbury. Hun ledsagede sin mand, der var officer, til Sydafrika, hvor han deltog i boerkrigen, og hun forelskede sig i den britiske generalguvernør, ungkarlen lord Milner. Tyve år senere blev hun enke, og de kunne endelig gifte sig.

Parret udgør to af bogens centrale skikkelser, som Hochschild bruger til at fortælle sin historie. Hans metode er at krydsklippe raskt fra situation til situation, fra person til person. Det bliver næsten for fragmenteret. Bogens bliver dog holdt sammen af sin dramatiske kerne, kampen for og imod krig, striden mellem militarister og pacifister i Storbritannien. De få krigsmodstandere som for eksempel filosoffen Bertrand Russell er bogens helte, der skildres som glimt af lys i en formørket tid. Bogen har en undertone af forargelse over britisk imperialisme og racisme i skikkelse af Rudyard Kiplings digtning, militærets arrogance, overklassens privilegier og politikernes ansvarsløshed.

Konger og kejsere fremstilles som barokke og latterlige, og religiøsitet betragter Hochschild med overbærende undren. I skildringerne af slagene på Vestfronten udfolder han hele sin skrivekunst for at udstille lidelsen, opregne tabet af menneskeliv og udstille, hvad han betragter som krigens meningsløshed. Den krigsbegejstring, der fandtes ikke blot i det første krigsår, kender Hochschild udmærket, men den er ham som fænomen helt fremmed.

Her står han i modsætning til Hew Strachan, der i sin nyligt oversatte bog, der blev anmeldt her i avisen for 14 dage siden, ikke fordømmer, men forsøger at forklare og forstå, at finde årsager til og mening med galskaben, hvorimod Hochschild synes at ville lade sig nøje med at fælde dom. Det er farverigt og godt skrevet, men Hochschilds drivkraft er forargelsen, så han taler først og fremmest til dem, der føler som han.

(Kristeligt Dagblad, 8. feb. 2014)

Mening i galskaben

Hew Strachan, Første Verdenskrig, Informations Forlag

Første Verdenskrig, The Great War, Den Store Krig, som den stadig kaldes på engelsk, betegnes ofte som et meget stort skel i europæisk historie, fordi denne krig opfattes som et retningsløst blodbad og et meningsløst vanvid. Det er især de store slag på Vestfronten - Verdun, Ypres, Somme osv. – der har fået lov til at stå som billedet på en krig, der blev udkæmpet i et tilsyneladende konstant regnfuldt efterår i Belgien og det nordlige Frankrig, et søle af underafkølet mudder og blod, der ikke rykkede sig ud af stedet. Det blev den krig, der for alvor slog det dogme fast i den europæiske bevidsthed, at krigen selv er uden mening, at væbnet konflikt er det, der indtræffer, når verden er løbet tør for fornuft og menneskelighed.

Hew Strachan nuancerer dette billede betydeligt på flere punkter. For det første fremhæver han, at denne i udgangspunktet europæiske krig faktisk var en verdenskrig, fordi den blev udkæmpet på hele det eurasiske kontinent, i Afrika samt på alle verdenshave alene af den grund, at størstedelen af verden uden for de amerikanske kontinenter var underlagt europæisk koloniherredømme.
For det andet går han ud fra den grundlæggende antagelse, at krig føres af en grund. Der er mening i det, som så let afskrives som galskab.

Krig er et middel til at opnå et formål, der ofte er helt legitimt, f.eks. at opretholde statslig suverænitet, varetage allianceforpligtelser eller beskytte vitale interesser. Blandt mange begivenheder, kan nævnes to som eksempel på Strachans tilgang. Det mislykkede britiske forsøg på at overtage herredømmet over udsejlingen fra Sortehavet, kendt som nederlaget ved Gallipoli, afskrives normalt som en stor fejl af daværende marineminister Churchill, men Strachan redegør klart for, hvorfor ideen ikke var så tosset endda i udgangspunktet. Tilsvarende giver han en afvejet bedømmelse af det armenske folkedrab. Han underbetoner på ingen måde det tragiske element, men peger på, at skyldsspørgsmålet måske ikke lader sig afgøre så let.

Som en tredje vigtig pointe peger han på, at krigens udbrud ikke skyldtes de største krigsførende parter, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Rusland eller USA, men det habsburgske dobbeltmonarki, Østrig-Ungarn. Forud for krigsudbruddet i 1914 var gået to i sammenligning små krige på Balkan, der havde haft som resultat, at Serbien havde ekspanderet på bekostning af både Det osmanniske Rige og det habsburgske. Da en serbisk understøttet gruppe af attentatmænd trods amatøragtig forberedelse og virkelig elendig udførelse havde held til at myrde den habsburgske tronfølger, Franz-Ferdinand, i Sarajevo i sommeren 1914, blev Wien provokeret til at udløse en krig, der havde til hensigt at sætte serberne på plads. Det var denne regionale konflikt, der i løbet af ganske få måneder eskalerede til en krig i største skala.

Krigen udgjorde det endelige sammenbrud for en vellykket magtbalance, for næsten et århundredes fravær af større væbnede konflikter i Europa. Napoleonskrigene var sluttet med en aftale mellem stormagterne i Wien i 1815 om en afvejning af interesser, der betød et gennembrud for diplomatiet som konfliktløsningsmiddel. Dette system, kaldet den europæiske koncert, var ikke perfekt. Ikke mindst Preussens opstigning til dominerende magt på kontinentet med dannelsen af det andet tyske kejserrige i 1871 forskubbede balancen som et resultat af de tre krige mod henholdsvis Danmark, Østrig og Frankrig i 1864, 1866 og 1870.

Strachan nævner ikke krigen i 1864, og det kan ikke undre, for selv i tysk historieskrivning er den stort set glemt. Det var en meget isoleret konflikt i europæisk sammenhæng, men helt afgørende for opbygningen af preussisk dominans i Nordeuropa og dermed en nøgle til forståelse af sammenbruddet af den europæiske koncert. Heller ikke afståelsen af de dansk vestindiske øer i 1917, der var en af forudsætningerne for USA’s indtræden i krigen, nævnes. Øerne kunne have udgjort et centralt flådestøttepunkt for tyskerne, hvis de havde valgt at besætte Danmark. Det er ganske vist en detalje i det store billede, men ikke desto mindre en, som kunne have perspektiveret temaet for den danske læser. Til gengæld er et af verdenshistoriens største søslag mellem skibe bygget af stål, The Battle of Jutland i 1916, omhyggeligt omtalt.

Strachans oversigt over krigen er klassisk krigshistorie. Han lægger vægt på betydningen af den teknologiske og økonomiske udvikling, militære strategier og taktikker. Som læser er man godt tjent med at have et atlas ved hånden, hvis man ikke på forhånd er fortrolig med flodernes forløb på Balkan eller atollernes fordeling i Stillehavet. De kort, som er aftrykt i bogen, er ikke meget værd, og illustrationerne yder ikke bogens ambition nogen retfærdighed.

Det er en både vedkommende og udfordrende bog. Strachan har med overblik og detailindsigt kondenseret et utroligt omfattende begivenhedskompleks på mindre end 400 sider uden at læseren følger sig forsømt. Det er noget af en præstation.

Fra bondedreng til professor

Ove Korsgaard, Solskin for det sorte muld – om slægt og folk, Gyldendal, 384 sider,  299,95

”I mit hjem diskuterede vi aldrig, om vi skulle holde jul, om køerne skulle fodres, eller om vi skulle gå til gymnastik. Det gjorde alle ordentlige mennesker.” Sådan skriver Ove Korsgaard (født 1942) om sin barndom på en større gård på Mors. Da han voksede op, var andelstidens landbokultur endnu intakt på limfjordsøen. Familien Korsgaard hørte til de grundtvigske og handlede derfor kun i Brugsen, der var en del af andelsbevægelsen. Det var ikke fordi købmanden var for dyr eller et slet menneske. Man kom bare aldrig hos købmanden, og derfor vidste man sådan set ikke engang, hvad hans varer kostede. På andre punkter fulgte familien normen . Selv om der var både grundtvigske friskoler og valgmenigheder på øen, tilhørte familien sognemenigheden, og børnene gik ikke i friskole.

Drengen Ove gik i Hvidbjerg Skole, hvor der var en førstelærer og en andenlærer og to klasser. Det var før skolereformen af 1958, der ophævede forskellen mellem købstadsskoler og de stråtækte, som de kaldes, om end Hvidbjerg Skole som så mange andre var grundmuret og teglhængt. Men det var en landsbyskole, hvis formål var at bibringe børnene de nødtørftigste kundskaber, inden de fortsatte deres virke i landbruget.

Således var det også tanken med drengen Ove. Han kom på Galtrup Efterskole og på Askov Højskole, hvor han fandt ud af, at hans hu stod til bogen. Han kom på Den fri Lærerskole i Ollerup – et eksamensfrit, grundtvigsk seminarium – og samtidig med at Korsgaard gjorde karriere i højskoleverdenen som både mangeårig forstander for Gerlev Idrætshøjskole og som formand for Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark, udfoldede han et betydeligt historisk forfatterskab. De tre vigtigste værker fra hans hånd er ”Kampen om Kroppen” fra 1982, som handler om idrættens historie i Danmark. Derpå fulgte ”Kampen om Lyset” om dansk voksenoplysning fra 1997. Den blev siden konverteret til en ph.d-afhandling, den første eksamen, som Korsgaard aflagde i sit liv. Endelig skrev han i 2004 disputatsen ”Kampen om Folket” om uddannelse, dannelse, nation, samfund, magt og politik, som banede vejen for et professorat på Danmarks Pædagogiske Universitet, nu hørende under Aarhus Universitet. Korsgaard står i dag som en af sin generations væsentligste fortolkere af Danmarks historie.

Korsgaards forskning er kondenseret i denne bog. Nye læsere kan begynde her, og gamle læsere kan fornøje sig med gensynet. Titlen er hentet fra den sang, som Grundtvig skrev i anledning af åbningen af sin egen højskole i 1856. Her sammenlignede Grundtvig solskinnets betydning for afgrødernes vækst med oplysningens betydning for den bonde, der levede af at dyrke jorden. Netop sådan en oplyst bondedreng er Ove Korsgaard. Han kommer ikke fra underprivilegerede forhold i økonomisk eller social forstand, slet ikke. Familien Korsgaard har hørt til de ledende kredse på Sydmors i generationer, kulturelt og politisk.  Men han har i løbet af sit liv foretaget en rejse fra en verden, der ikke er længere, til en verden, som det har krævet store mentale omstillinger at finde sig til rette i.

Et af de eksempler, som Korsgaard fremhæver til illustration af denne forandringsproces, er hans faster, Stine. Hun forelskede sig under sit ophold på Askov i 1921 i københavneren Iver Jespersen, arvtageren til forlaget Jespersen og Pio, og han i hende. Iver var fritænker, det vil sige ateist. Hendes familie var meget imod forbindelsen, og det er synd at sige, at gommens forældre var begejstrede for at skulle tage imod en bondefødt svigerdatter. Det var en kamp for parret at vinde forståelse for, at de ville hinanden. Korsgaard gengiver brevvekslinger, der vidner om, at det frie valg af ægtefælle ikke nødvendigvis var en selvfølge for knap 100 år siden.

Da parret endelig blev viet i 1928 - på Københavns rådhus -  var hendes forældre ikke med til brylluppet. Stine og Iver blev en del af det københavnske, intellektuelle, modernistiske miljø og har vel som familiens første akademiker – hun blev cand.psych. - fungeret som pejlemærke for drengen fra Mors, der skulle finde sin egen vej, fordi han på et tidspunkt måtte tage sig sammen og meddele sin far, at han ikke ville være landmand, men noget andet. Hans vej førte over 1968. Politisk revolution eller doktrinær marxisme spillede ingen hovedrolle for ham. Det gjorde derimod opgøret med det givne, selvfølgens ophør. Efter 1968 skal man kunne give en begrundelse, hvis man  vil berettige, at gymnastikken skal passes, køerne skal fodres eller julen skal fejres. Men også den tabte selvfølge var et resultat af et tilsvarende oprør, minder historikeren Ove Korsgaard os om. De folkelige bevægelser, andelsbevægelsen, vækkelserne, grundtvigianismen og Indre Mission var selv et resultat af et oprør mod ”systemet” i 1800-tallet, og Mors var faktisk et centrum i dette oprør. Her blev landets tredje valgmenighed stiftet, og da valgmenighedspræsten Rasmus Lund tog ukonfirmerede børn til alters i 1880erne, var det et opgør med den forestilling, at man kan kunne styre samfundet ved hjælp af kirketugt. Og så blev valgmenigheden til den første frimenighed.

Ove Korsgaard har faktisk gennemført forvandlingen fra bondedreng til professor uden at miste forbindelsen til sit ophav. Han nærer en uskrømtet beundring for sine forældre, og han har bevaret den åbne forbindelse til det grundtvigske skole- og kirkeliv. Han har boet på Sjælland det meste af sit voksne liv, men skildrer sin fødeø i fortid og nutid med varme og indsigt. Mors er centrum, ikke udkant. I Korsgaards skildring er vi langt fra Aksel Sandemoses eller Knud Romers nedgørende billede af den småtskårne provins i Nykøbing Mors, henholdsvis Falster. Det er ikke Laasby-Svendsens, men Hein Heinsens, Frode Jakobens, Jens Smærup Sørensens og selvfølgelig Knud Sørensens Mors, der er tale om.

Ifølge sit eget udsagn bruger Korsgaard sin egen og sin slægts historie til at berette om, hvordan Danmark blev forvandlet fra et bondesamfund til landbrugssamfund, fra et landbrugssamfund til et industrisamfund og fra et industrisamfund til et informationssamfund. I virkeligheden har jeg Korsgaard mistænkt for at bruge Danmarks historie som undskyldning for at skrive sine erindringer, men faktorernes orden er sådan set underordnet, for resultatet er uanset synvinkel vellykket. Historikeren Ove Korsgaard er så integreret med mennesket Ove Korsgaard, at den lille historie sammenføjes sømløst med den store. Videnskabsmanden Korsgaard har altid været meget omhyggelig med sine bøger, klar, saglig og måske en kende tør i tonen. Løssluppen kan man stadig ikke kalde Ove fra Mors, men islættet af det personlige forlener hans danmarkshistorie med en læsbarhed og en glød, der bringer en menneskelig forståelse ind i den videnskabelige forklaring. Bogen balancerer virtuost mellem det personlige og det fælles, mellem det lokale og det overgribende. Den har en klog forfatter, og den har potentialet til at give en hel generation et redskab til at forstå sig selv. Børn og børnebørn kan roligt læse med.

(Kristeligt Dagblad 17. dec. 2013. Avisens korrekturlæser havde rettet Foreningen for Folkehøjskoler til Foreningen af Folkehøjskoler, hvad den ganske vist hedder i dag, men ikke på Korsgaards tid.)

En historikers sans for det konkrete

Erik Kjersgaard,

Kjersgaards Danmark -Fyn, Lolland-Falster og Møn, Gyldendal, 180 sider, kr. 199,95

Kjersgaards Danmark – Jylland, Gyldendal, 336 sider, kr. 249,95

 I 13 år fra 1982 til sin død i 1995 skrev Erik Kjersgaard en ugentlig historieklumme i Weekendavisen. De udgives nu i udvalg af hans søn, Clement Behrendt Kjersgaard, først i de foreliggende to bind dækkende henholdsvis Jylland og øerne Fyn, Lolland, Møn og Falster. Næste år følger endnu to bind om Sjælland med Bornholm og København.

At klummerne kan systematiseres så præcist geografisk er ingen tilfældighed. Kun sjældent brugte Kjersgaard en begivenhed, et begreb eller en person som udgangspunkt. Læseren tages med hen til et sted i Danmark – Vestervig Kirke, banegården i Skanderborg, kroen i Vester Skerninge eller Carl Nielsens barndomshjem - og dets historie udfoldes over det, der i bogtrykt form svarer til tre sider. Genren kaldes antikvarisk eller historisk topografi og dyrkes ikke meget i den professionelle historieskrivning længere - desværre.

En del af Kjersgaards klummer har været udgivet før af Henning Dehn-Nielsen, men de fortjener nye læsere, for de er meget læseværdige. Kjersgaard var i sin form uprætentiøs, nærmest nonchalant, somme tider endda bevidst subjektiv. Han brød sig f.eks. ikke om arkitekten C.F. Hansen. Men det brugte han til at sige noget interessant om amtmandens tjenestebolig i Aabenraa og Pederstrup på Lolland, begge tegnet af Hansen.

Kjersgaard bliver med rette husket som en god formidler. Dermed underforstår man somme tider, at det var alt, han kunne drive det til, men det er en uretfærdig dom. Kjersgaard var ganske rigtigt en pioner i historieformidlingen. Han lavede f.eks. fjernsyn på et tidspunkt, da det ikke var velset på det akademiske parnas. Det kostede ham muligvis en universitetskarriere.

Men Kjersgaard var først og fremmest en dygtig historiker, og hans klummer er en demonstration af den grundlæggende pointe, at den gode formidling bygger på en beherskelse af stoffet, der rækker langt ud over evnen til at slå op i de rigtige håndbøger. Læseren tages med ind i historikerens værksted. Man bliver præsenteret ikke blot for nøgne kendsgerninger, men for de overvejelser, kildekritiske udfordringer og tolkningsproblemer, der ligger bag klummens emne.  Især når det handler om middelalderen, som var Kjersgaards oprindelige speciale, mærkes den faglige tyngde. Men man kan nu roligt bruge ham som guide også til senere århundreder. Han spændte vidt.

At det kunne lade sig gøre at fortætte ret avancerede overvejelser i klummens form, hænger selvfølgelig sammen med forfatterens nærmest suveræne beherskelse af genren og sproget, men også at der altid er en klar pointe med teksterne. Kjersgaard brugte historien til at meddele sig om ting, der taler til nutiden. Man kunne tage hans overvejelser om armod og nostalgi i klummen om Carl Nielsens barndomshjem. Spørgsmålet stilles, hvorfor Carl Nielsen kunne bevare sin barndom i så kærlig erindring, når den var så fattig målt i forhold til det tyvende århundredes velstand? Nielsens nostalgi vil Kjersgaard imidlertid ikke afskrive som forloren. I stedet retter han sit kritiske blik mod samtiden: ”I dag har vi det alt sammen og mere til, og så er spørgsmålet dog stadig, om vor sommer er rigere end Carls Nielsens fynske forår.”

Bogen er forsynet med smukke farvefotos af Henrik Saxgren i en dunkel og flot trykkvalitet. Motiverne er æstetiserede, anonyme menneskeforladte landskaber, huse, veje, kirker, der ikke relaterer direkte til teksten, men nærmest forekommer at være abstraktioner over Kjersgaards temaer. Det er et lidt besynderligt redaktionelt valg at træffe, for Kjersgaard appellerer ikke til abstraktion, men til illustration. Man vil faktisk gerne vide, hvordan Aalborghus eller Toreby Kirke ser ud. Han var selv en fremragende billedredaktør, og han var om noget konkret. Hans verden var den historiske virkelighed, så middelbar og usikker vores tilgang til den nu også er, og – som han skriver om Jeppe Aakjær – ”ved døren til virkeligheden må æsteterne vel standse og tie.” Ud fra den betragtning forekommer Saxgrens billeder prætentiøse og nærmest uvedkommende i al deres skønhed.

(Kristeligt Dagblad, 8. dec. 2013)

Grundtvig mellem de ideologiske kløfter

Ove Korsgaard og Michael Schelde ( red.): Samfundsbyggeren - artikler om Grundtvigs samfundstænkning. Forlaget Anis, 251 sider, 249 kroner.

Constantin Hansens berømte billede af åbningsmødet i den grundlovgivende rigsforsamling i oktober 1848 pryder forsiden af denne bog om Grundtvigs betydning for samfundstænkning og politik.

Grundtvig indtager umiddelbart ikke nogen fremtrædende plads på billedet. I forgrunden promenerer alle de nationalliberale skikkelser, mens Grundtvig er pakket væk, siddende i baggrunden til højre langt fra billedets centrum. Faktisk var Grundtvig slet ikke til stede på mødet, for han blev først medlem af forsamlingen efter et suppleringsvalg, men det anfægter ikke en dygtig maler.

Hansen har placeret Grundtvig lige under billedets forsvindingspunkt, hvor de linjer, der markerer dybdeperspektivet, mødes. På den måde sidder Grundtvig tilbagetrukkent og dog centralt i billedet, og dermed er bogens tema slået an: hvordan skal man placere Grundtvig i samfundets, statens og nationens udvikling i det 19.

århundrede? Hvor central var han? Hvem og hvad var han påvirket af, og hvem og hvad påvirkede han? Det vil føre for vidt at omtale alle bogens bidrag. I virkeligheden lader spørgsmålet sig også bedst besvare ved at se over på den anden side af grænsen - den svenske.

Urban Claesson fra Högskolan i Dalarna foretager i bogens sidste kapitel om Sverige, " landet uden Grundtvig", en sammenligning af Danmarks og Sveriges udvikling i det 19. århundrede. Der er flere afgørende forskelle mellem Danmark og Sverige. Den danske selvejende bondestand var et relativt nyt fænomen i Danmark i 1800-tallet. Den blev til som et resultat af landboreformerne i anden halvdel af det 18. og første halvdel af det 19. århundrede. I Sverige var selvejerbønderne langt mere etablerede som stand, også på den svenske rigsdag. De danske bønder havde større grund til at organisere sig som opposition til staten, mens de svenske bønder allerede følte sig som en del af staten.

Omvendt forholdt det sig med vækkelsesbevægelserne i de to lande. I Danmark forblev vækkelserne i det store hele inden for folkekirken, mens de i Sverige, hvor de anglo-amerikanske vækkelser havde betydelig større succes, organiserede sig som frikirker. Her må man i øvrigt endelig ikke glemme at pege på Indre Mission som en afgørende faktor i udviklingen, fordi Indre Mission valgte at blive i folkekirken som en bevidst strategi. At Indre Mission gør væsentlig mindre væsen af sig end grundtvigianerne, får ofte folk til at glemme betydningen af den valgte strategi for integrationen af kirke, stat og folk.

Endelig var industrialiseringen i Sverige mere fremskreden. Derfor stod Socialdemokratiet stærkere dér end i Danmark, hvor bondepartiet Venstre var hovedaktør i forfatningskampen. Her kommer Grundtvigs opfattelse af sammenhængen mellem Helligånd og Folkeånd, det vil sige mellem kristendommen og det nationale, mellem skabelsesorden og historisk virkelighed, ind i billedet. Partiet Venstre tog i vid udstrækning Grundtvigs tanker til sig, også da partiet blev statsbærende i 1901.

Hermed skabtes der i Danmark den stærke integration af kirke, stat og folk, mens den politiske udvikling i Sverige bragte et parti til magten, som ikke havde kirken som selvfølgelig følgesvend. I forlængelse af Claessons pointe kan man pege på, at Venstre faktisk ikke sad på magten særlig længe, og da Socialdemokratiet overtog rollen som statsbærende parti, skete det med en inklusion og ikke en eksklusion af kirken og den grundtvigske folkelighedstanke. Claesson peger på, at kirken i Danmark har folket som subjekt, det vil sige handlende aktør, mens den svenske folkekirke bygger på, at den har folket som objekt. Denne tanke kunne man forsøgsvis overføre på den danske henholdsvis den svenske stat.

Fra Grundtvigs 150-års-fødselsdag i 1933 til hans 200 års fødselsdag i 1983 blev han fremstillet som ophavet til alt godt og hensigtsmæssigt herneden. Det var det halve århundrede, da Grundtvig og Danmark levede lykkeligt sammen.

På en eller anden måde lykkedes det at koble nation, stat og velfærdspolitik sammen til et amalgam af livsanskuelse, forestillingsverden og praktisk politik, som man kunne sætte mærkaten " Grundtvig" på.

I løbet af 1980' erne kunne det imidlertid ikke holde længere. Murens fald, borgerkrigen i Jugoslavien, globalisering, økonomisk krise og migration slog alvorlige sprækker i den danske models selvforståelse. Grundtvig blev fejet til side af dem, der troede på den nationale velfærdsstats død, mens de, der frygtede den nationale velfærdsstats død, tog ham til sig som et krammedyr. Grundtvig blev en rekvisit i et tosidet ideologisk opgør, hvor grøfterne blev gravet så dybe, at det blev aldeles vanskeligt ikke at vælge side. Ville man undgå den ene grøft, faldt man gerne i den anden. Men er Grundtvig så dømt ude? Nej, faktisk ikke.

Ove Kaj Pedersens åbningskapitel forsøger at genåbne den frie drøftelse af Grundtvig og hans betydning uden at falde i nogen af grøfterne. Ove Kaj Pedersen kommer fra samfundsvidenskaben, og hans indfaldsvinkel er, at samfundsvidenskaberne sært nok har ignoreret Grundtvig. Historikerne og teologerne har haft monopol på fortolkningen af Grundtvig, mens samfundsvidenskaberne ikke rigtig har regnet ham for noget. Det er jo i udgangspunktet en forsømmelse, men det tilvejebringer også et ubenyttet fortolkningsrum. Grundtvig er blevet interessant som samfundstænker.og samfundsbygger.

(Grænsen, okt. 2013)

 

Frihedens forskole

Ola Mestad (red.) Frihetens forskole. Professor Schlegel og eidsvollsmennenes læretid i København. Pax Forlag.

Det er en interessant omstændighed ved den danske enevælde, at den blev afviklet over to omgange. Vi husker det, som om den blev afskaffet i 1848-49, men en væsentlig del af riget havde allerede på dette tidspunkt levet uden enevælde i 35 år.

Den del af riget var Norge, der i 1814 blev afstået i forlængelse af det danske nederlag i Napoleonskrigene. Ved den lejlighed benyttede nordmændene muligheden for at vedtage en fri forfatning, der gjorde op med den styreform, der havde været fælles for Danmark-Norge siden 1660.

Denne nye forfatning, der har navn efter Eidsvoll - det sted, hvor den blev skabt - blev lettere justeret bragt med ind i den norsk-svenske personalunion, der varede fra 1814 til 1905, og med ændringer er Eidsvollforfatningen - som verdens næstældste fungerende grundlov - stadig i brug.

Spørgsmålet er, hvordan denne bratte overgang fra enevælde til fri forfatning kunne foregå? Hvor havde Eidsvollmændene, som de norske grundlovsfædre kaldes, lært om moderne statsforfatningsret? Antagelsen indtil nu har været, at de norske forfatningsfædre i høj grad var præget af politiske diskussioner i tidsskrifter og foreninger, hvor borgerskabet mødtes og talte om tidens spørgsmål.

En egentlig opposition var jo udelukket under det enevældige styre, og der var - med undtagelse af en kort tid under Struensee - censur håndhævet med skiftende grader af nidkærhed. Den norske historiker Jens Arup Seip beskrev i en berømt artikel fra 1957 den borgerlige offentlighed som en væsentlig forudsætning for Eidsvollmændenes dannelse. Seip brugte ikke selv »borgerlig offentlighed« som udtryk. Det blev først udbredt med Jürgen Habermas' Habilitationsschrift fra 1962, men tanken er den samme.

Seip brugte det samtidige udtryk, opinionen, og han beskrev, hvorledes intelligentsiaen var optaget af ideen om det opinionsstyrede enevælde, altså at monarken kun kunne styre, hvis han lyttede til opinionen. Derfra er der kun et kort skridt til ideen om et egentligt repræsentativt styre, der blev virkeliggjort i Norge i 1814.

Men de tanker, der blev udmøntet i Eidsvollforfatningen, stammede ikke nødvendigvis fra det københavnske civilsamfund eller en dyb politisk undergrund, men fra den enevældige stats officielle lærdomscentrum, Københavns Universitet. Det fremgår af en ny antologi med titlen Frihetens forskole. Professor Schlegel og Eidsvollsmennenes læretid i København.

Antologien er første bind i en serie, der er blevet til i anledning af det kommende 200-års-jubilæum for Eidsvoll, der vil blive genstand for omfattende fejringer i Norge næste år. Den er forfattet af danske og norske forskere i forening. Udgangspunktet er det velkendte forhold, at 44 af de 112 Eidsvollmænd havde en universitetsuddannelse, heraf var de 26 jurister, og de var alle uddannet i København. Universitetet i Christiania - det nuværende Oslo - blev først oprettet i 1811, og universitetet i Kiel kom slet ikke i betragtning.

Stort set alle disse jurister havde studeret under J. F. W. Schlegel ( 1765-1836). Schlegel var søn af en fra Sachsen indvandret historiker og blev i 1789 juraprofessor i København, hvor han forelæste og skrev om statsretten. Det var på et tidspunkt, da de nye ideer om statens indretning kom fra de nordamerikanske fristater, som de kaldtes, og ikke mindst fra Frankrig.

Ideerne blev mødt med nysgerrighed og endda tilslutning i København. Når disse nye revolutionære tanker også kunne gøres til genstand for en ofte forbavsende åben drøftelse af en professor på kongens universitet, skyldtes det, at Schlegel omtalte de nye ideer i hypotetiske og teoretiske vendinger, samtidig med at han aldrig lod herske nogen tvivl om sin egen sympati for den bestående styreform.

Det var, hvad man fra en kritisk vinkel ville kunne kalde funktionelt hykleri, men man kan også se det som et udtryk for, at nye politiske ideer faktisk blev anset som spiselige for det enevældige styre, så længe de blev serveret tilstrækkelig servilt og garneret med forsirede forsikringer om personlig loyalitet mod kongen.

Schlegel var berejst, belæst, sprogkyndig og sin tids største juridiske kapacitet på universitetet. Han var under påvirkning af naturretten og Immanuel Kant, hvis tanker om den retfærdige stat drejede sig om sikringen af borgernes autonomi og grundlæggende rettigheder, liv, sikkerhed og ejendom.

Schlegel havde også sympati for forestillingen om borgernes andel i statens styre, men han mente dog, at disse demokratiske idealer først kunne virkeliggøres engang i fremtiden, når folket havde opnået den nødvendige grad af modenhed.

Man kan i dag stødes over denne arrogance, men det interessante er, at han overhovedet fandt noget positivt ved demokratiet. Det var ingen selvfølge.

Schlegel udfærdigede selv et forslag til en norsk grundlov i 1814, et udkast, der muligvis havde større indflydelse på den endelige forfatning end hidtil antaget. At han gennem sine elever i det hele taget havde indflydelse på den politiske udvikling i Norge i 1814, er ikke til at komme udenom.

Schlegel var i sin ungdom en inspirerende lærer, men blev træt med alderen. En af den danske grundlovs fædre, Orla lehmann, nåede selv at studere under Schlegel, men har tilsyneladende ikke modtaget nogen nævneværdig påvirkning fra ham. På dette tidspunkt havde A. S. Ørsted for længst overtaget rollen som dansk juras førstemand.

Ørsted var en af den sene enevældes væsentligste skikkelser og en afgørende overgangsfigur under og lige efter statsomvæltningen 1848-49. Mens Ørsted stadig huskes, blev Schlegel glemt. Den mangel er der forhåbentlig nu rettet op på, og det er et forhold, der ikke kun er af norsk interesse. Indirekte havde Schlegel faktisk betydning for den grundlov, der blev vedtaget i København i juni 1849, for det væsentligste forbillede for Junigrundloven var netop Eidsvollforfatningen.

(Weekendavisen 8. nov. 2013)

Statsministeren, der var verdensmester til at omstille sig

Søren Mørchs bog om Anders Fogh Rasmussen er ikke en biografii egentlig forstand, mere en karakteristik, altså en bedømmelse af et menneskes karakter, de egenskaber, der definerer dette menneske. Det kræver en dyb indånding, før man kan indtage en dosis Mørch ved læsning. Man skal ikke forvente, at han kommer modstridende synspunkter eller fortolkninger i møde med venlige indrømmelser.

Er man som læser indstillet på det, kan man godt læne sig tilbage og lade sig rive med af Mørchs veloplagte prosa. Han gennemfører sin pointe med ubehagelig konsekvens. Anders Fogh Rasmussen havde succes, fordi han ifølge Mørch havde viljen til magt og var i stand til og villig til at pålægge sig selv den disciplin og de byrder, det indebar at være statsminister.

Vi kender ham som Anders Fogh, fordi navnet Rasmussen ikke adskiller ham fra forgængeren. Fogh er et navn, han har fra sin mor, mens den afgørende prægning er kommet fra faderen, Knud Rasmussen, en gårdejer i det centrale Jylland, og Anders Rasmussen bærer hele denne tradition af flid og ordentlighed med sig, som hører til den moralske husholdning, hvor man arbejder, til arbejdet er gjort, svarer enhver sit og er mand for sit ord.

Han kom ind i Venstres Ungdom, hvor han var kendt som " røde Anders", fordi han prioriterede socialpolitiske tiltag. Det ændrede sig i firserne, da han blev tilhænger af Chicago-skolens økonomiske liberalisme og igen, da han som statsminister siden blev velfærdsstatens måske mest betydningsfulde forsvarer i sin tid. Han oversatte Tony Blairs " New Labour" til danske forhold, men i stedet for som sin britiske modpart at gøre et socialdemokratisk parti borgerligt, forvandlede han et borgerligt parti til at blive socialdemokratisk.

Nøglen til forståelsen af Anders Fogh Rasmussens succes er ifølge Mørch hans evne til at omstille sig. Fogh Rasmussen er ikke de langsigtede løsningers mand, men han har så meget desto klarere identificeret, hvad der i situationen kræves uden at sætte magten over styr. Det kan af modstandere opfattes som hykleri, men ud fra en pragmatisk eller kynisk betragtning er det en vigtig politisk egenskab at være i stand til at tiltvinge sig magten og beholde den.

Fogh brugte magten til at involvere Danmark i krige i Irak og Afghanistan, som vi ifølge Mørch ikke havde nogen objektiv interesse i at engagere os i. Fogh styrkede Statsministeriet blandt andet ved at overtage væsentlige funktioner fra Udenrigsministeriet.

Hans forhold til udenrigsminister Per Stig Møller var ikke godt. Karikaturkrisen 2005-2006 blev et eksempel på, hvad der sker, når en opgave falder ned mellem to stole. Mørch mener ikke, at krisen var den danske regerings skyld, men den kunne måske have indset problemets alvor lidt tidligere. Der var i hvert fald ifølge Mørch en dansk ambassadør i Ægypten, der direkte sov i timen.

Krisen satte ytringsfrihed på den danske politiske dagsorden, og den blev et slagord for den del af regeringens parlamentariske bagland, der i dette begreb fandt et forankringspunkt for deres kritik af islam. Fogh lagde da også meget vægt på betydningen af ytringsfriheden i sine taler til danskerne på dette tidspunkt, mens han i et interview med en arabisk tvkanal understregede betydningen af respekt for religiøse følelser. Der er en lang tradition for at tale med to tunger i dansk udenrigspolitik.

Mørchs dom over Anders Fogh Rasmussen er hård, ikke mindst fordi han faktisk viser, hvor dygtig Fogh var til sit arbejde. Han styrede sine ministre, pressen, endda oppositionen.

Og hvad brugte han det til? Til at skaffe sig selv et job i Nato. "Anders Fogh Rasmussen efterlod sig ikke noget blivende aftryk i dansk politik. Kun sporet af Anders Fogh Rasmussen." Og så lader Mørch endda den økonomiske politik helt ude af betragtning. Fogh vil blive husket som den statsminister, der førte Danmark i krig, men med tiden også for det, han ikke gjorde. Han bandt sig til en kontraktpolitik, der blev en ideologisk blokering for økonomiske reformer, og det endda i opgangstider, hvor de havde været meget nemmere at gennemføre end i dag. I stedet lod han dansk økonomi styre lige ind i en boligboble. Krisen kunne jo ikke være undgået, men den hastighed, hvormed vi ramte den, kunne være sagtnet.

 

Mørch har et udpræget talent for spydigheder, men her er en, han mærkværdigvis har ladet ligge: Anders Fogh er som bekendt cand. oecon. Hvad færre ved er, at han har speciale i boligøkonomi. Han havde altså forudsætningerne for at forstå de advarsler, der blev udstedt, men undlod at gøre noget ved dem.

 

(Kristeligt Dagblad 7. nov. 2013)