Bygmesteren, der fornemt koblede æstetik og funktion

Badeloch Vera Noldus, Philip de Lange, Københavns store bygmester

I oktober måned i året 1728 ophørte København med at være en middelalderby. Omtrent 1500 beboelseshuse i den historiske bykerne forsvandt i en brand, der varede flere dage. Byens gamle kirker, Skt. Petri, Vor Frue, Nikolaj og Helliggejst, blev svært beskadigede. Også erindringen forsvandt. Stadsarkivet gik til i branden sammen med byens rådhus.

De omfattende ødelæggelser gav imidlertid også plads til den enevældige stats trang til at ordne og organisere, og en kongelig kommission blev nedsat til at regulere og planlægge genopbygningen. Nu skulle byen moderniseres. Man benyttede lejligheden til at regulere byplanen, så mange af de mange smalle og krogede smøger forsvandt. Man fik også for første gang et sammenhængende øst-vest-gående gadeforløb, af københavnerne sidenhen døbt Strøget.

Genopbygningen af byen lagde beslag på alle kræfter, og kongen averterede efter faglært arbejdskraft i en holstensk avis, der nød stor europæisk udbredelse. Annoncen blev også læst i Haag i Nederlandene, hvor en ung mand oprindeligt fra Strassbourg, Philip Lanck, var ved at uddanne sig til murer. Han øjnede mulighederne og drog til den danske konges residensby for at gøre sin lykke. Og det gjorde han. Han blev boende og virkede i København til sin død i 1766, 62 år gammel.

Philip de Lange, som han siden kaldte sig, omtales ofte som bygmester. Det var helt i overensstemmelse med samtidens forståelse af den funktion, som i dag udfyldes af den selvstændigt skabende og kunstneriske arkitekt. Selv om stillingsbetegnelsen altså først stammer fra en senere tid, har mange af Langes samtidige kollegaer vundet borgerskab i kunsthistorien som arkitekter. Det gælder Laurids de Thura (1706-1769), Nicolai Eigtved (1701-1754) eller Nicolas-Henri Jardin (1720-1799). De tegnede palæer og andre repræsentative prestigebyggerier. Lange byggede i langt højere grad funktionsbygninger: en kontorbygning for et handelskompagni, beboelsesejendomme for borgerskabet, muren rundt om Assistens Kirkegård, et fyrtårn samt en mastekran, magasiner, mandskabsboliger og meget andet for Søetaten.

Denne bog, der er smukt tilrettelagt, velskrevet og udsøgt illustreret, viser, at arkitekten Lange fortjener den opmærksomhed, som forfatteren har givet ham. Ved at gennemgå hans liv og værk viser Noldus, der selv er nederlænderinde, hvad hans inspirationskilder fra læretiden i Haag kan have været, og den systematiske gennemgang af de bygninger, han skabte, fremhæver deres æstetiske kvaliteter. Arkitekturhistorisk interessant er især Noldus’ påpegning af forbindelsen til det 17. århundredes nederlandske klassicisme, der i modsætningen til den samtidige barokstil, kun gjorde begrænset brug af dekorative elementer. For et nutidigt blik, der er præget af funktionalismen, er det ikke mindst de mere skrabede af Langes arbejder, der vækker nysgerrigheden.

19 af Langes bygninger findes endnu. Damsholte Kirke på Møn og Det hvide Fyr i Skagen er fremtrædende eksempler, men de fleste findes i København, f.eks. postgården i Købmagergade, der netop er blevet solgt til erhverv og kontor, og Assistenshuset - det nuværende kulturministerium – eller Kunstforeningens hus på Gl. Strand. Asiatisk Kompagnis hovedbygning i Strandgade – nu Udenrigsministeriet – er ikke mindst kendt, fordi det udgør motivet for et af Vilhelm Hammershøis malerier. Mest markant er Langes tilstedeværelse dog på Holmen med Hovedvagten, Arsenalet lige ved Operaen og selvfølgelig Mastekranen, der rager op som et monument over, hvad man vel kan kalde Langes fornemme sans for at alliere æstetik og funktion.

(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2015)

Drømmen om den kollektive vækkelse

Kurt E. Larsen, Christian Bartholdy. Vækkelseskristendom og dansk kirkeliv. Studier i Indre Missions historie ca. 1930-1960, Forlaget Kolon

Christian Bartholdy (1889-1976) var den ældste af i alt otte søskende født i præstegården i Laurbjerg ved Langå, vokset op i Seest ved den daværende landegrænse i et hjem præget af kristelig alvor og dansk-nationalt sindelag. Han studerede teologi i København 1906-1912, hvor han blandt andet kom i forbindelse med Olfert Ricard. Han blev ordineret i 1916, først til et embede som hjælpepræst på Thurø. 1918-1925 var han sognepræst i Sebber-St. Ajstrup, 1925-1943 Brorstrup-Ravnkilde og fra 1943 i Haslev-Freerslev. I 1954 lod han sig pensionere fra præstegerningen og flyttede tilbage til Kolding. Han var blevet medlem af Indre Missions hovedbestyrelse i 1929. Han blev formand i 1934, et hverv han beholdt til han blev 70. Han døde i en trafikulykke.

Kurt E. Larsen, lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus har nu begået en lang disputats om denne centrale skikkelse i dansk kirkeliv i det 20. århundrede. Bogen er ikke en biografi i den forstand, at den følger sin hovedperson kronologisk gennem livet, snarere en dissektion af teologen, præsten og organisationsmanden Bartholdys stilling til forskellige aspekter af kristendom og kirke, menighed og samfund behandlet systematisk, kapitel for kapitel. Larsen har gennemgået en enorm mængde af arkivalsk materiale og litteratur, herunder den store underskov af pamflet-, tidsskrifts- og andagtslitteratur, som hører det kirkelige landskab til.

Bartholdy blev et kendt ansigt i offentligheden. Han skrev meget og lod sig ofte interviewe til pressen. Han kunne være skarp, næsten brutal, i sin polemik, men forstod også at afbalancere synspunkterne. Det var han nødt til som formand for en forening, der bestemt ikke var uden indre modsætninger. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark er egentlig blot en paraplyorganisation for en række lokale samfund og institutioner med større eller mindre økonomisk og organisatorisk tilknytning til landsforeningen. Dens hovedformål er at virke for troslivets vækkelse inden for Folkekirkens rammer og har som sådan været den måske allermest betydningsfulde bevægelse i Folkekirken i det 20. århundrede. Grundtvigianismen har nok haft større betydning i et bredere samfundsperspektiv, men har ikke bevaret samme loyalitet mod Folkekirken som IM.

Netop håbet om en ny vækkelse spillede en stor rolle for Bartholdy, og han så i dette håb også en mulighed for nationens frelse. Kort efter 2. Verdenskrigs udbrud skrev han, at "om det Under skulde ske, at vort Folk vendte om for at høre efter Gud, saa turde vi sige, at det har en Fremtid og et Haab, men heller ikke før". På denne måde spillede kristendom og danskhed sammen for Bartholdy.

Den kollektive vækkelse forudsætter naturligvis individuelle omvendelser. Bartholdy mente, at mennesket skulle omvende sig, både som en subjektiv viljesakt og som en oplevelse af egen syndighed og Guds almagt. Han kunne være kritisk over for det psykologiske pres, der ved lange og udmattende møder blev lagt på ungdommen i Indre Mission for at fremkalde en omvendelsesoplevelse. Men omvendelse måtte der altså til ifølge Bartholdy, og dens tegn var troens vished. Luther kæmpede hele livet med anfægtelser, og det fik Bartholdy til ved reformationsjubilæet i 1936 at skrive, at det forekom ham "tvivlsom, om Luther nogensinde er blevet omvendt", en karakteristik, som han dog hurtigt trak tilbage igen.

Bartholdy mente, at Indre Mission skulle være apolitisk. Han var kirkepolitisk konservativ, imod kvindelige præster og med en tendens sent i livet til at være pessimistisk med hensyn til Folkekirkens overlevelse. I Indre Mission var der tidligt i trediverne en modtagelighed for nazismens værdier, og i et interview til Aalborg Stiftstidende i 1934 sagde Bartholdy, at "Nazismen har et moralsk Indhold, som jeg mener er værdifuldt". Hans modstandere har siden ikke forsømt at citere ham for dette, mens de har glemt, at han i andre sammenhænge i de samme år advarede imod nazismen, som han betragtede som en trussel. Bartholdy havde selv et forhold til jøderne, der var bestemt af en forestilling om Danmark som et kristent land, hvor jøderne kun kunne betragtes som gæster. Men han tog på det bestemteste afstand fra jødeforfølgelser: "Hvor Jødehad kan trives i et kristent Land, der lever man i en frafalden Kristenhed", som han skrev i Indre Missions Tidende i 1942. Det kostede ham en ministeriel påtale. Efter krigen bistod han sin bror Georg, der arbejdede ivrigt som støtte for staten Israel, hvis nyere historie han anså som "Guds fodtrin i verdenshistorien".

Som så mange andre så Bartholdy den næsten dådløse overgivelse den 9. april 1940 som undergravende for Danmarks ære. Det var antagelig ikke mindst opvæksten i det nationalt vakte grænseland, der slog igennem hér. For sit lands frihed og for kirkens frihed skulle man kæmpe lige til martyriet, mente han. Af betydning var det nok ikke mindst, at hans bror Carl var kaptajn i hæren og havde deltaget i kampene om morgenen den 9. april i Sønderjylland. I flere skrifter og artikler i krigens første år opildnede Bartholdy til forsvarsvilje. I Indre Missions Tidende i 1942 rettede han en kritik mod regeringen: "Hele vort Lands offentlige Liv smager af Usandhed" og "Vor Regering vedtager Love og udsender Erklæringer, som krænker en paa det dybeste", og han var kritisk over for biskopperne, der havde opfordret præsterne til at dæmpe kritikken af samarbejdspolitikken og besættelsesmagten. Bartholdy pådrog sig i den anledning Kaj Munks beundring.

I lyset af den verserende debat om kødets opstandelse er det interessant at læse, hvad Bartholdy mente om den sag. I 1952 holdt professor P.G. Lindhardt et foredrag på Askov Højskole om det evige liv, hvor han afviste de gængse forestillinger om et gensyn efter døden og sjælens udødelighed. Det førte ikke overraskende til, at der blev stillet spørgsmål til professorens fortsatte ret til at virke som hjælpepræst i Folkekirken. Men i dette spørgsmål var Lindhardt om ikke på linje med så dog ikke ganske på afstand af Indre Missions formand, der i et interview i denne avis i 1953 sagde: "Troen på sjælens udødelighed er et stykke gammelt græsk hedenskab, som desværre er blevet temmelig populært gennem H.C. Andersens eventyr. Ulykkeligt er det, at det også kan finde nogen understøttelse i salmebogen, særlig hos Ingemann." Helt så kategorisk som Lindhardt ville Bartholdy ikke afvise enhver forestilling om livet hinsides, men han var selv meget tilbageholdende med at tale for konkret om indholdet i evighedslivet, for Bibelen talte i billeder, og "fremtiden er Guds og hans alene. Vi har ingen fremtid – uden den, han vil unde os."

Kurt E. Larsen har en saglig og usentimental, nærmest leksikalsk tilgang til sit stof. Om privatlivet meddeles følgende og ikke mere: "Christian Bartholdy var ugift og barnløs. Fra 1922 og de følgende mange årtier havde han den samme husbestyrerinde, frk. Bramsen." Uden at opfordre til dyneløfteri kunne man godt have ønsket sig noget, der lignede et portræt af Bartholdys personlighed og udvikling, så man kunne få lidt skikkelse på denne interessante personlighed. Alene forholdet til hans søskende kunne kaste lidt farve på portrættet. Foruden de allerede nævnte brødre var søsteren Olga, der var lærer på Krogerup Højskole, et spændende menneske. Nu har vi fået en god og kyndig disputats om Bartholdy. Så venter vi i spænding på en egentlig biografi.

(Kristeligt Dagblad, 30. januar 2015)

Så mange flere skandaler er der måske ikke

Pernille Boye Koch og Tim Knudsen, Ansvaret der forsvandt – om magten, ministrene og embedsværket

Siden årtusindskiftet har der ifølge Pernille Boye Koch og Tim Knudsen i stadig højere grad gjort sig en ansvarsforflygtigelse gældende i regering og centralforvaltningen. I en række sager er enten ministre eller deres topembedsmænd sluppet for at stå til ansvar for åbenlyse fejl. Som illustration gennemgås syv sager: jægerbogssagen, sagen om Stephen Kinnocks skattepligt, sagen om lækken af oplysning om jægerkorpset ekspedition til Irak i 2007, sagen om overbetaling af private sygehuse fra 2002, sagen om de statsløse palæstinensere, der blev nægtet dansk statsborgerskab samt endelig sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania, der blev forhindret af en løgn af Morten Bødskov. Flere andre omtales, herunder Martin Lidegaards solcellesag og sagen om millionstøtten til Lisbeth Zornig.

At disse sager opstår, tilskriver Koch og Knudsen flere forhold. For det første mener de, at der skete et skred i 2001, da den nye VK-regering i Dansk Folkeparti havde så stabilt et støtteparti, at der i realiteten var tale om en flertalsregering, mens mindretalsregeringer indtil da havde været reglen. Et stabilt politisk flertal kan bruges som skjold for ministre, der begår fejl, er Koch og Knudsens argument. For det andet sporer de en ændring i embedsmandskulturen. Tidligere har embedsmænd været stabile og loyale tjenestemænd. Departementschefer var typisk jurister, der havde en slagen karrierevej i ministerierne bag sig. I dag har det ændret sig. Topembedsmænd skifter stilling oftere, og de rekrutteres ikke altid indefra i systemet. Derudover er der ifølge Koch og Knudsen sket den udvikling, at topembedsmænd ikke længere har deres basis i sagkundskaben og juraen, men har fået en mere politisk og rådgivende funktion. De bliver brugt som sparringspartnere for ministrene og er med til at lægge strategier. Stillingsopslagene bliver brugt som illustration. Nu kan man f.eks. kræve "politisk tæft" af en ny departementschef. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Koch og Knudsen ikke mener, at de særlige rådgivere ("spindoktorerne") udgør et problem i sig selv. For det tredje har de sager, der bruges som eksempel, det til fælles, at de bliver opdaget tilfældig og for sent og ofte af andre end dem, hvis opgave det er at føre tilsyn, fx Ombudsmanden eller Rigsrevisionen. Systemets indbyggede fejlretningsprocedurer har ikke den nødvendige styrke.

Forfatterne har uden tvivl ret i, at der er sket en forskydning i embedsværkets funktion og rekrutteringsgrundlag. Men er der tale om en entydig forfaldshistorie, sådan som de implicit lægger op til? Det er jo let at opremse nogle eksempler på, hvor galt det står til, men er der nu også flere sager end tidligere? Hvor godt fungerede systemet egentlig i gamle dage? Man kan jo argumentere for, at et embedsværk, der henter cheferne i egne rækker, kan blive både trægt, selvretfærdigt og indspist. Hvem siger, at det nødvendigvis er en skade, at landet styres af andet end jurister? På hvilken måde lader det sig eftervise, at juridiske hensyn vejede tungere end politiske i forvaltningen før i tiden? Har det ikke altid krævet politiske tæft at være topembedsmand? Da regeringen ophørte med at fungere i 1943, blev landet ledet af departementscheferne i 1½ år. De var efter det oplyste ikke helt uefne. Viggo Kampmanns departementschef må også have haft sit hyr, når statsministeren havde sine efterhånden berømte absencer.

Endelig kan man jo argumentere for, at systemet jo ikke er helt dysfunktionelt. De sager, der bliver brugt som eksempel, er jo i sagens natur blevet opdaget – flere af en vågen presse – og et ansvar er også i mange tilfælde blevet gjort gældende, direkte eller indirekte. De færreste ministre har fået et mistillidsvotum, men flere ministre er gået af, mens medlemmer af oppositionen har viftet dem om næsen med ministeransvarlighedsloven. Anders Fogh Rasmussen måtte f.eks. træde tilbage som skatteminister i en sag, der i øvrigt ikke indgår som eksempel i bogen. Men det gælder også nogle af de eksempler, der er med, fx lækagesagen, hvor forsvarsminister Søren Gade gik af og trådte ud af Folketinget for at gå i "flyverskjul", eller Christiania-sagen, hvor justitsminister Morten Bødskov måtte gå af.

Men bortset fra det kan man jo ikke komme uden om, at en skandale er en skandale for mange, og at vi naturligvis ikke skal stille os tilfreds, før vi bliver fri for disse sager, som denne bog så forbilledligt redegør for.


(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2014. Den oprindelige rubrik var: "Så mange skandaler er der nu heller ikke". Jeg har her rettet en slåfejl, så departementschefstyrets udstrækning er udvidet fra ½ år til 1½ år.)

Dengang Norge gik tabt

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

særudstilling: 1814

Da Danmark og Norge i 1814 blev skilt efter mere end 400 års union, var adskillelsen så effektiv, at det også gik ud over erindringen om den fælles fortid. I Norge blev det til ”400-årsnatten”, historien om dansk undertrykkelse og udnyttelse af nordmændene, mens vi i Danmark slet og ret glemte. Man skal virkelig se grundigt efter i standardværkerne om dansk historie for at få øje på, at Norge har udgjort en integreret del af riget.

Denne mangel var forudsætningen for, at Norsk Folkemuseum i Oslo og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i Hillerød etablerede et samarbejde om en fælles udstilling om dette skæbneår. Udstillingen åbnede i Oslo den 14. januar, årsdagen for indgåelsen af Freden i Kiel, der blandt andet indebar afståelsen af Norge. I september flyttede den til Hillerød, hvor den kan beses indtil nytår. Der er imidlertid tale om to ret forskelige udstillinger. Den på Folkemuseet i Oslo var både mere norsk og europæisk end den på Frederiksborg, hvor man har valgt at fokusere meget stærkt på en af hovedaktørerne, prins Christian Frederik, i Danmark bedre kendt som Christian VIII.

Christian Frederik var tronfølger og blev af sin fætter, kong Frederik VI, sendt til Norge som statholder i 1813. Danmark-Norge var efter flådens ran i 1807 blevet allieret med Napoleons Frankrig. Rusland havde i 1809 erobret Finland fra Sverige, og under den følgende krise i Sverige lykkedes det den franske marskal Bernadotte at blive valgt til tronfølger. Han ønskede imidlertid ikke at erobre Finland tilbage, men at vinde Norge.

Efter Napoleons mislykkede forsøg på at erobre Rusland i 1812 lå vejen åben for Bernadottes planer, godt hjulpet på vej af Frederik VI, der ikke ønskede at forlade alliancen med Frankrig. I januar 1814 måtte den danske konge indgå fred med Sverige, der var støttet af Storbritannien og Rusland. Norge måtte afstås.

Prins Christian Frederik øjnede muligheden for at blive konge i et selvstændigt Norge. Det var bare ikke muligt for ham umiddelbart at overtage tronen. Han måtte gå vejen om ad det norske folk, til hvem suveræniteten var hjemfalden. I den forbindelse blev han hjulpet af en ungdomsven fra København, Carsten Anker, der i mellemtiden var blevet jernværksejer. I Ankers rummelige hjem i Eidsvoll uden for Christiania, det nuværende Oslo, foregik de afgørende forhandlinger om den norske forfatning. Den for sin tid meget moderne grundlov blev vedtaget på Eidsvoll, og Christian Frederik blev planmæssigt valgt til konge den 17. maj 1814.

Men Norge stod ganske alene, og efter en beskeden krig i det tidlige efterår gav den nybagte norske konge op og abdicerede. Det blev af mange nordmænd opfattet som landsforræderi, men i realiteten kunne han ikke andet. Til gengæld blev en stor del af den nyvundne norske selvstændighed bevaret i den personalunion, der blev indgået med Sverige.

Christian Frederik gik med sin dristige politik i Norge i 1814 ikke alene mod alle stormagters ønsker og interesser, men også sin egen fætters, den danske konges. Christian Frederik brød jo fredsbetingelserne fra Kiel. Ikke desto mindre blev prinsen taget til nåde, da han vendte hjem til Danmark. Da han overtog den danske trone i 1839, blev der knyttet mange forgæves håb til, at Danmark ville få en forfatning som den norske. Men som udstillingens tilrettelæggere gør opmærksom på blev der faktisk gennemført afgørende reformer under Christian VIII, ikke mindst af statens finanser. Men her har udstillingen så også forladt sit hovedtema for længst. Et hovedstykke er en taffelopdækning fra Christian VIII’s tid med bordgarniture af forgyldt bronze opstillet i slottets riddersal. Det er utrolig flot, men har altså ikke meget med hverken Norge eller 1814 at gøre.

Norge vender tilbage i udstillingens fokus i forbindelse med opløsningen af den norsk-svenske personalunion i 1905. Norge fik brug for sin egen konge, og valget faldt på den danske prins Carl, der sit ophav til trods blev den norskeste konge under navnet Haakon VII.

Udstillingen på Frederiksborg er noget mere konservativ i sit æstetiske udtryk end den norske forløber. Man har valgt et udstillingsdesign, der er mere i pagt med den tidlige guldalders smag, og som passer bedre til de rammer, som særudstillingerne har på Det Nationalhistoriske Museum En enkelt fladskærm med en animeret udgave af Københavns bombardement 1807 er det blevet til, men ellers har man holdt sig til den klassiske formel: udsøgte genstande og malerier, herunder et par sjældent sete Eckersbergbilleder i privateje, og korte, præcise udstillingstekster.


(Kristeligt Dagblad 21. okt. 2014. Avisen valgte en anden rubrik.)

Church of Love

Torben Bramming, Den forbudte dåb – Sandheden om Massoudsagen

Torben Bramming har siden december 2013 været bisidder for Massoud Fouroozandeh. Fouroozandeh, hvem alle synes at være på fornavn med, stiftede i 1997 Church of Love, en såkaldt migrantmenighed mest for omvendte iranske muslimer. Sideløbende har han taget en teologisk kandidatgrad fra Aarhus Universitet, og da den og den efterfølgende efteruddannelse på Pastoralseminariet var afsluttet i 2011, blev han af biskop Drejergaard tilknyttet Fyens Stift, hvor Church of Love skulle fungere som en såkaldt indslusningsmenighed. Det var hensigten at menigheden skulle udvikles til en valgmenighed under Folkekirken. Den 1. oktober 2011 trådte et projekt ved navn Folkekirkens migrantarbejde med følgende formålsparagraf:


"Det er projektets opgave inden for de næste 3 år: 1. At opsøge, kortlægge og analysere migrantmenigheder i Danmark. 2. At skabe mulighed for samtale og gensidig tillid mellem migrantmenighederne og Folkekirken og således folkeligt og kirkeligt bidrage til en integrationsproces. 3. At bane vejen teologisk og juridisk for, at migrantmenigheder kan få mulighed for at få en tilknytning til Folkekirken, herunder muligheden for at danne valgmenigheder. 4. At etablere muligheder for teologiske samtaler mellem Folkekirken og migrantmenighederne." Projektet ledes af en bestyrelse bestående af biskoppen over Fyens Stift, domprovsten for Skt. Knuds provsti, en repræsentant for Edith & Gotfred Kirk Christiansens Fond, som har støttet projektet økonomisk, samt en repræsentant for den menighed migrantpræsten er tilknyttet.

Fouroozandeh fik i november samme år en 50 % stilling som sognepræst ved Skt. Hans Sogn i Odense med titel af migrantpræst. Her fungerede han parallelt med sit virke som leder af Church of Love. November 2012 tiltrådte Tine Lindhardt som biskop på Fyn. I juni 2013 blev Fouroozandeh indkaldt til en samtale i Bispegården. Bramming beskrive mødet således: "Atmosfæren fornemmes af Massoud som mærkelig fjendtlig. Han får hurtigt opfattelsen af, at han skal bankes på plads. Det viser sig, at det drejer sig om Massouds ansøgninger til de ti stifter om at få støtte til den teologiske uddannelse af præster af anden etnisk herkomst, som er del af Folkekirkens Migrant Arbejdes vedtægter." Fra og med dette møde begyndte Fouroozandehs vanskeligheder ifølge Bramming.

Det er Brammings opfattelse, at Fouroozandeh systematisk er blevet modarbejdet af de kredse i Folkekirken, der er imod hans missionsarbejde blandt muslimer. Det arbejde, der foregår i flere stifter blandt migranter, har først og fremmest religionsdialog som formål, ikke mission. Bramming mener ligefrem at kunne identificere et ubehag i folkekirken mod kristen mission blandt muslimer. Hvorom alting er, synes det at have vakt anstød i de øvrige stifter, at et projekt i Odense kalder sig Folkekirkens migrantarbejde, og man har reageret på en ansøgning fra Fouroozandeh om tilskud til en særlig uddannelse for migrantpræster. Biskop Lindhardt bad ham i hvert fald trække ansøgningerne tilbage, og søgte også at ændre navnet på projektet, så det kom til at hedde "Del af Folkekirkens migrantarbejde".

Episoden i Odense bispegård afslørede et problem, der synes at være gennemgående i denne sag, nemlig uafklarede forventninger. Man kunne tage eksemplet med ønsket om at skabe en særlig uddannelse for migrantpræster. Fouroozandeh synes at have taget for givet, at det var en del af arbejdet, og Bramming skriver endda, at det er en del af projektets vedtægter. Det er det ikke, som det fremgår ovenfor, og han kan heller ikke fremlægge dokumentation for, at det er et noget, der er aftalt med projektets bestyrelse. Brudstykker af en email fra stiftskontorchefen om konteringsprincipper for eksterne midler er det eneste, der kan fremvises. Det er ganske tydeligt, at Fouroozandeh har handlet helt på egen hånd, og at det er derfor han blev indkaldt til en samtale i Bispegården.

Men Bramming kan ikke se, at Fouroozandeh har gjort noget forkert. Han er fuld af begejstring over det missionsarbejde, som Fouroozandeh udfører: "Jeg talte med en ingeniør og en sygeplejerske fra Århus, som to år tidligere var konverterede, og det gik op for mig, at det som gjorde dem frie ikke var en lang sekulariseringsproces i et senmoderne videns- og velfærdssamfund, men de var blevet frisat af evangeliet ganske som Paulus og Peters forkyndelse frisatte mennesker, der levede i en religion, der dengang delte verden op i rent og urent."

Noget andet er, at konflikthåndteringen fra biskoppens og projektbestyrelsens side antagelig ikke har været optimal. Det har heller ikke hjulpet, at parterne løbende har ført den indbyrdes dialog gennem pressen, ikke mindst Kristeligt Dagblad, der flittigt har dækket historien og trykt debatindlæg.

Fra at være et spørgsmål om forventningsafstemning og kompetencefordeling blev sagen nu også teologisk. Fouroozandehs dåbssyn blev betvivlet af flere, men det afviser Bramming med det argument, at Fouroozandeh jo har gennemgået den krævede teologiske uddannelse. Men hvad indhold Fouroozandeh lægger i de dåb, han udfører hører vi faktisk ikke om, kun at hans kritikere er selvmodsigende og tager grusomt fejl.

Fouroozandehs missons- og dåbsvirksomhed foregik fortsat i regi af Church of Love, og spørgsmålet opstod, hvor vidt en præst ansat i Folkekirken kan døbe uden at det indebærer, at vedkommende optages som medlem af Folkekirken? Der har tilsyneladende været fortilfælde, men Fouroozandeh gør det systematisk, hvilket ifølge Bramming fik Tine Lindhardt til at forbyde ham at døbe, et forbud, der dog blev ophævet igen. Enden på historien blev, at Fouroozandeh er blevet præst i Danmarks første migrantvalgmenighed, der benytter Skt. Hans Kirke i Odense, men den anden halvdel af hans beskæftigelse er udset til at være funktionspræst direkte under biskoppen. Bramming mener, at der fortsat er tale om, at biskoppen modarbejder Fouroozandeh, men spørgsmålet er, om der ikke fra et mindre temperamentsfuldt synspunkt er tale om en meget mindelig løsning?

Bogen er et partsindlæg til fordel for Fouroozandeh. Det er der for så vidt ikke noget forgjort i, især ikke nu, da det oprindelige tre-årige projekt er udløbet. Bramming forsømmer imidlertid især for konfliktens indledende episoder i vid udstrækning at dokumentere sine påstande. Han har ikke systematisk indhentet referater, breve, emails eller uafhængige vidneudsagn som belæg for sin udlægning af begivenhedsforløbet. Han beretter uredigeret løs optændt af forargelsens hellige ild. En episode, hvor en ledende figur i Folkekirkens religionsdialogiske arbejde angiveligt kaldte Fouroozandeh for "perker", er ikke vidnebelagt.

Men bogen tegner også billedet af en dybtliggende og principiel konflikt i Folkekirken mellem, hvad man kan kalde funktionærerne og missionærerne. Bramming skriver i den anden og mere programmatiske halvdel af bogen:

"Det en alvorlig situation vi står i, fordi så mange magtfulde personer i Folkekirken satser på kirkelige analysecentre, hvor man gennem sociologiske og psykologiske undersøgelser ser på kirkens segmenter og anbefaler strategier om, hvordan kirken lokalt skal holde fast på forbrugerne. Fordi dialogsegmentet i Folkekirken sidder på kirkens fællessfond, laver man, kort sagt, kirken om fra en national kirke for det danske folk af nye og gamle danskere til en centrumvenstreorienteret pressionsgruppe, som entusiastisk støtter enhver innovation i miljø- minoritets- og socialpolitik – hvis rummelighed over for al verdens aktiviteter er uendelig, undtagen selvfølgeligt, når det gælder folk som Massoud, der betragtes som reaktionær fundamentalist. Massoud står derimod i en forståelse af kristendommen, som ser sig selv som del af Guds historie. Det betyder, at f.eks. missionsbefalingen ikke er et forslag eller en beskrivelse af, hvad man gjorde engang, men det som driver ham som befaling fra den højeste instans.

Vi er langt hinsides den gamle strid mellem Indre Mission og statskirkeligheden. Og selv om Massoud Fouroozandeh får sin valgmenighed, ser det ud til, at hans bisidder har benyttet lejligheden til at lyse til kirkekamp. "En kirke uden mission er en kirke uden sjæl" som missionæren og hans bisidder siger.

(Kristeligt Dagblad 20. okt. 2014; Avisen havde forkortet anmeldelsen, og jeg har hertil foretaget et par enkelte sproglige rettelser for klarhedens skyld)

Torben Bramming svarede i avisen den 24. okt.:

Jeg bliver desværre nødt til at svare på anmeldelsen, som Jes Fabricius Møller lavede af " Den forbudte dåb" i Kristeligt Dagblad den 20. oktober. Den gengiver nemlig ikke bogens hovedtese, men formidler forudfattede meninger om, hvad sagen drejer sig om.

Jes Fabricius Møller mener, som han skriver: " Massoud Fouroozandeh er grebet af den hellige ild, og så skal småting som budgetter, beføjelser, dogmatik, strukturer, referater og den slags ikke stå i vejen. Jeg synes, at man har været meget imødekommende over for hans ideer " Det er opsummeringen af anmeldelsens indhold, som han selv giver på Facebook.

Af den grund får han ikke forholdt sig til hovedpåstanden, at sagen drejer sig om Massouds missionssyn. Han forholder sig ikke til fakta, som at det samlede bispekollegium roste Massoud og påpegede hans uundværlige arbejde, samtidig med at han ikke fik støtte til sine projekter (undtagen fra Helsingør Stift), som man vel kunne forvente efter et samlet bispekollegiums ros.

At Massoud står uden løn efter sin roste " enestående missionsindsats", er også fakta. Det er lidt svært for mig og den juridiske bisidder Kristine Garde at forstå, hvordan Jes Fabricius Møller kan betegne det som, at Fyens Stift har været meget imødekommende? Det svarer jo til, at Jes Fabricius' stilling på Grundtvig-Akademiet og på Københavns Universitet blev nedlagt, men at han fik at vide, at han gerne for egen regning og uden løn måtte arbejde videre derhjemme. Jeg tror, selv anmelderen vil betakke sig for den slags imødekommenhed.

Han forbigår den kølige juridiske bisidder Kristine Gardes fremstilling af biskoppens moralske løftebrud og foregiver ikke at forstå, hvorfor man i systemet arbejder uden referater, dagsordner og uden at kalde tjenstlige samtaler for tjenstlige samtaler, men skyder problemerne over på en besværlig person i et uskyldigt imødekommende system.

Jes Fabricius Møller påstår, at teologisk migrantuddannelse ikke er en del af Massouds projekt, selvom det står i bogen, hvor hele projektet er aftrykt, og at Massoud derfor er gal på den.
(Han havde ganske vist kun bogen en dag til anmeldelse, og det er gået hurtigt, men alligevel ) Fabricius Møller går hen over de trykte ritualer omkring dåb og bogens redegørelse for Massouds dåbssyn, der hviler på, at han for eksempel har aflagt præsteløfte på bekendelsesskrifterne i folkekirken, og vil i stedet for insinuerende vide, hvad Massoud lægger i ordene, når han døber?! Anmeldelsen er et partsindlæg for dialogfløjen og systemet, der helst vil gøre Massoud til en besværlig flygtning, der er grebet af " den hellige ild", som i de kredse er et skældsord.

Jeg bliver derfor nødt til at opfordre folk til selv at danne sig en mening om bogen ved at læse den - og støtte missionen blandt muslimer, som nu er i knæ på grund af det, Jes Fabricius Møller kalder stiftets " meget imødekommende" holdning over for Massouds ideer.

Jeg fik Brammings replik forelagt af debatredaktionen og havde samme dag følgende duplik i avisen: 

Torben Bramming hævder, at jeg er forudfattet i min anmeldelse af hans bog om den såkaldte Massoud-sag. Jeg kan som læsevejledning meddele, at alle oplysninger om sagen, som er gengivet i anmeldelsen, stammer fra Brammings egen bog.

Jeg har ingen part i sagen, og jeg har ikke tidligere interesseret mig for eller ytret mig offentligt om den. Jeg har i min anmeldelse lagt vægt på at gøre rede for hændelsesforløbet, fordi det er, hvad størsteparten af bogen handler om. Jeg er meget uenig i de forklaringer og fortolkninger, som Bramming bringer i anvendelse, og jeg kan konstatere, at han mangler dokumentation for centrale påstande. Grundlæggende anlægger Bramming den fortolkning, at Massoud Fouroozandeh modarbejdes af folkekirken. Det er imidlertid ikke en opfattelse, der understøttes af begivenhedsforløbets hovedtræk.

Massoud Fouroozandeh oprettede i 1997 en frikirke, hvor han omvendte muslimer. På den baggrund vandt han Fyns daværende biskop Drejergaards positive opmærksomhed, og en proces blev iværksat for at integrere dette arbejde i folkekirken. Der blev skaffet penge, så Massoud Fouroozandeh kunne få en teologisk kandidatgrad, og da den var i hus, iværksatte Fyens Stift i 2011 et treårigt projekt, hvis formål det blandt andet var at " bane vejen teologisk og juridisk for, at migrantmenigheder kan få mulighed for at få en tilknytning til folkekirken, herunder muligheden for at danne valgmenigheder." Samtidig skabtes en midlertidig halvtidsstilling som migrantpræst i Odense til Massoud Fouroozandeh.

Undervejs har der været nogle bump på vejen, for der var tilsyneladende uenighed om, hvad formålet med projektet egentlig var. Massoud Fouroozandeh synes for eksempel at have fået det indtryk, at han skulle skabe en uddannelse for migrantpræster, selvom det ikke er indeholdt i projektets formålsparagraf, uanset hvad Bramming bliver ved med at hævde.

Efter tre år medvirkede Fyns nye biskop, Tine Lindhardt, med en anbefaling til, at en valgmenighed nu kan dannes med Massoud Fouroozandeh som præst. Mission accomplished, om man så kan sige, men altså ikke ifølge Bramming.


Massoud Fouroozandeh har fået omfattende støtte til sin uddannelse og til sin missionsvirksomhed fra en privat fond og fra Fyens Stift. Ingen har fyret ham. Ingen har taget penge fra ham. Han har som planlagt fået sin stilling som valgmenighedspræst. Stiftet opslog desuden ved den midlertidige stillings udløb en ny næsten tilsvarende halvtidsstilling til ham som migrantpræst, som han imidlertid ikke ønskede at søge. Hvis det skal forestille modgang, har Torben Bramming meget at lære af livet endnu.

Staten

Ole Thyssen, Statslegender. Filosoffernes blik på staten – fra flodstat til velfærdsstat
Informations Forlag


Mogens Herman Hansen, Hvad er en stat?, Det kongelige danske videnskabernes selskab

Tidsskriftet Sfinx, Temanummer om Augustus, september 2014


"Bringing the state back in" har været en slags slagord for både sociologien og historievidenskaben de sidste godt 25 år. Sloganet stammer fra titlen på en berømt antologi fra 1985, der genintroducerede staten som en organisationsform af betydning. Den var ellers gledet bort fra forskernes opmærksomhed til fordel for emner som "folket", "civilsamfundet", "arbejderklassen" eller "markedet". "Staten" er en abstrakt størrelse. Den er ikke en genstand, man kan observere. I et monarki personificeres den af monarken og i en republik af præsidenten, men staten er en juridisk person, ikke en konkret. Denne juridiske person reguleres af folkeretten – i dag oftest med en direkte oversættelse af det engelske begreb kaldet international ret eller lov. Hvad gør stater egentlig? Staten er – med en definition af den tyske sociolog Max Weber – den menneskelige sammenslutning, der med held opretholder et legitimt voldsmonopol inden for et givet territorium. Med voldsmonopol menes evnen og viljen til at håndhæve lov og orden inden for statens grænser. Når denne evne eller vilje ikke foreligger – altså når monopolet brydes og en konkurrence om retshåndhævelsen opstår – kalder vi det "borgerkrig" eller "en fejlslagen stat".

Interessen for staten som fænomen er tilsyneladende usvækket, for i denne måned udkommer hele to bøger om emnet, skrevet af henholdsvis filosoffen Ole Thyssen og antik historikeren Mogens Herman Hansen.

Ole Thyssens bog er ganske vist kronologisk, men ikke historisk. Den forfølger sit emne gennem tiden fra begyndelsen til i dag, men det er faktisk ikke nok til at udgøre en historiebog, for den er mere optaget af at udrede sit emne begrebsligt end at skildre det i sin udvikling og historiske kontekst. Thyssen bruger mest kronologien som en måde at disponere sit stof. Han skriver om statslegender, altså statens mytologi, forestillinger om staten, statens tegnforklaring. Grundlæggende tænker han filosofisk, og filosoffer, siger han, "tester ikke deres teorier med spørgeskemaer eller surveys. De lever i systemernes og begrebernes verden og taler om klasser, konger og "folket". De taler om "borgerskabet" uden at forklare dets bemanding. De bevæger sig "over skyerne", og kun få huller i skydækket åbner for glimt ned på jorden, hvor mennesker lever deres korte liv. Empirisk ufølsomhed er prisen for, at de kan bevare et overblik, som måske er verdensfjernt, måske verdensskabende." Bogens formål er altså ikke at skildre staten som den var og er, men at give stof til eftertanke om staten som fænomen.

Bogen er en reflekteret gennemgang af, hvad store statsteoretikere gennem tiden har tænkt om staten som fænomen. Thyssen indleder med at definere, hvad man overhovedet skal forstå ved en stat. Den såkaldte Montevideokonvention fra 1933 fastslår, at en stat for at kunne anerkendes som sådan skal have en permanent befolkning, et territorium, en regering samt evnen til at indgå forbindelse med andre lande. Denne definition tillægger ikke regeringsformen nogen fremtrædende værdi, så længe der er en duelig regering, der kan håndhæve orden indadtil og territoriets integritet udadtil. Derfor anerkendes Nordkorea som en stat i det internationale samfund på linje med f.eks. Danmark. Thyssen føjer flere elementer til den grundlæggende definition af staten. Den skal blandt andet også have en symbolsk orden, altså et navn, ritualer, flag, nationaldag, nationalsang osv., en statslig administration, en ordning af økonomien m.m.

Problemet med Thyssens definition er, at den kun dækker den moderne stat, det vil til nød sige den statsopfattelse, der i teorien opstod efter Den Westfalske Fred 1648, men i praksis først blev gennemført i det 19. århundrede. I bund og grund er hans bog bygget op om den diskussion af staten, der udgik fra politiske filosoffer som Hobbes, Locke, Bodin, Montesquieu og den mere ukendte, men meget interessante Johannes Althusius. Den giver selvfølgelig klassikerne – Aristoteles, Platon m.fl. – den plads, som de skal have, men til gengæld ignorerer han stort set det gammeltestamentlige kongedømme, det islamiske kalifat og middelalderens feudale monarkier som statsform, antagelig fordi de ikke passer ind i den oplysningstanke, hvorfra hans bog udgår. Thyssens bog er en tour-de-force gennem de politiske filosoffers hovedværker, men spørgsmålet er, hvor han vil hen med det? Håndbogen i politisk filosofi er skrevet adskillige gange. Bogen er bestemt værd at læse, især gennemgangen af det 18. og 19. århundredes politiske filosoffer. Til afslutning prøver Thyssen at udstikke retningslinjerne for, hvordan staten skal tænkes i fremtiden, men det bliver lidt uvedkommende, fordi han er lidt håndsky, når det handler om at konkretisere tankerne.

Mogens Herman Hansens lille bog er væsentlig mere systematisk end Thyssens. Han koncentrerer sig på de kun ca. 100 siders tekst om den moderne europæiske stat, altså de sidste ca. 500 års historie. I en række korte prægnante essays gennemgår han blandt andet statens begrebslige oprindelse, statens forskellige typer, statsbegrebet i folkeretten, tilblivelsen af suveræniteten som idé, nationalstaten, retsstaten og den liberale demokratiske stat.

Hansen skriver lige så beundringsværdigt klart som han tænker. Han har Thyssens anlæg for begrebslig stringens, men dertil historikerens sans for kontekst, og derfor er han også meget mere opmærksom på, at den definition af staten, som han lægger til grund, har sin tid. Her får vi redegørelser for forbundsstaten som fænomen, f.eks. den nederlandske republik dannet i 1579 eller statsforbundet, f.eks. NATO dannet i 1949. I en forbundsstat varetager centralmagten den ydre suverænitet, mens f.eks. retshåndhævelsen kan være delt mellem forbundets medlemmer. I et statsforbund har fælles beslutninger gyldighed for de deltagende stater, men ikke for staternes borgere. EU er en hybrid mellem de to former, mere en konføderation end en føderation, fordi den ydre suverænitet stadig påhviler medlemsstaterne, mens forbundet griber langt mere ind i den indre suverænitet end i en forbundsstat. Det bliver ikke mindre kompliceret af, at et medlem, Tyskland, er en forbundsstat, og et andet, Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland, ikke kaldes en forbundsstat, men ligner en sådan mere og mere.

En af de statsformer, som Thyssen ignorerer, men som Hansen omtaler, er imperiet. Imperiet har som fænomen et virkelig dårligt ry, fordi europæisk politisk filosofi har været meget koncentreret om statslig suverænitet, national selvbestemmelse og territorial integritet. Begrebet "lydstat" har nærmest karakter af skældsord, selv om det faktisk er meget tjenligt i beskrivelsen af f.eks. det nuværende Transnistrien eller Nordcypern.

I anledning af, at det er 2000 år siden kejser Augustus døde – ham med alverden, der skulle skrives i mandtal – har det fortjenstfulde tidsskrift Sfinx udgivet et temanummer om denne den første romerske kejser eller Cæsar nummer to. Hæftet, der kunne udgøre et godt supplement til en rejsehåndbog for den romafarende, rummer korte, velskrevne artikler om blandt andet de mindesmærker i Rom, som Augustus efterlod sig, om den fred, han stiftede, om Mussolini, om kejserkulturen og altså om imperiet som idé, der kan fungere som udfordring til den statstanke, der har domineret Europa de sidste par hundrede år. Både Putins Rusland og Den europæisk Union kan forstås som opgør med den klassiske statstanke og som genintroduktion af imperiet, blot på meget forskellig måde, imperium ved magt eller imperium ved indbydelse. Eller som Marianne Jelved tørt konstaterede tidligere på året: "Der er to måder at etablere internationalt samarbejde på, Putins og vores."


(Kristeligt Dagblad, 18. oktober 2014, redaktionen havde valgt en anden titel)

Bornedals 1864

DR TV, 1864, TV-serie af Ole Bornedal, afsnit 1 og 2


Åbningsscenen i den nye tvserie om 1864 foregår på Dybbøl Banke i dag. En skoleklasse af indolente teenagere har stillet blikket på uendeligt, mens læreren forgæves forsøger at forklare dem, hvorfor det er så vigtigt at vide, hvad der foregik på stedet 150 år tidligere. Rasmus Botoft spiller rollen som læreren med en helt præcis fortabthed, der slår temaet an: forholdet mellem nutid og fortid, glemsel, død og ligegyldighed.

Ole Bornedal er dramatiker, ikke historiker. Det er ikke en troværdig fortælling om 1864 som klassisk politisk og militærstrategisk drama, der interesserer Bornedal. Han er optaget af skæbner og mennesker. Idéer, scener og skikkelser er taget fra Tom Buk-Swientys bøger om krigen, men der er ikke tale om, at bøgerne danner et samlet forlæg for manuskriptet.

Tidsbilledet er smukt skildret i kostumer og kulisser. Sprogdragten fra midten af det 19. århundrede er det imidlertid ikke lykkedes at genskabe. Til gengæld taler de fleste skuespillere med tydelig diktion. Det hjalp åbenbart, at man har peget på dem med kanoner.

Serien krydsklipper mellem fortid og nutid, og det greb fungerer rigtig godt. Vi følger en af pigerne fra skoleklassen på Dybbøl Banke. Hun har mistet en bror, der er faldet i en af de danske militære indsatser i udlandet: " et eller andet tørt sted derude," som hun siger. Hun er småkriminel og ender med at få anvist en stilling som medhjælp for en aldrende baron på et forfaldent slot. Her finder hun en 150 år gammel dagbog skrevet af en ung pige, godsforvalterens datter Inge. Denne dagbog udgør seriens fortællestemme.

I den anden ende af historien skildres to brødre, der vokser op på Sydfyn, Laust og Peter, sønner af en fæstebonde, der vender såret hjem fra krigen 1848-1850. De forelsker sig begge i Inge, der skrev dagbogen. Hun er fremragende spillet som lille af Fanny Bornedal. En anden hovedperson er baronens søn, Didrik, hvis sår fra krigen sidder på sjælen. Også han er betaget af den gammelkloge og muntre Inge, der imidlertid afviser ham.

Som et tredje spor følges udviklingen i de toneangivende kredse i København koncentreret om D. G. Monrad. Et dæmonisk geni er han blevet kaldt; tvivlrådig, følsom, lidenskabelig, tungsindig. Alene at rumme og skildre denne komplekse og fascinerende figur er en stor opgave.

Men Monrad forfladiges. Han bliver fremstillet som et viljeløst skvat, et sindbillede på den kombination af overmod og galskab, som er Bornedals diagnose på den danske politik. Monrad i Nicolas Bros skikkelse opsøger Johanne Louise Heiberg, der giver ham, hvad der svarer til stemmetræning og mediecoaching.

Monrad bliver til en endimensionel karikatur på en politiker, der kun kan tale i løsrevne brokker leveret af en spindoktor, en funktion, der i dette tilfælde tildeles Grundtvig af alle mennesker.
Hvis manuskriptforfatteren for eksempel havde ulejliget sig med at opsøge nogle af Monrads egne taler, ville han have fundet stof til eminente replikker. Monrad var faktisk en stor retoriker.
Bornedal finder ingen forsonende træk ved de nationalliberale.

Han fremstiller dem som tankeløse fanatikere, og det bliver klart, at dramaet er en tragedie: historien om det uafvendelige blodbad forårsaget af groteske og absurde politiske beslutninger. Den smukke skildring af Laust og Peters ufordærvede ungdom er et paradis, som vi ved går tabt.

Serien er smukt fotograferet og flot produceret, men det er kun alt for tydeligt, at Bornedal har et politisk budskab, selvom han ihærdigt påstår det modsatte. I andet afsnit, der foregår i begyndelsen af 1860' erne, bliver det for tykt. På godset dukker en karikatur af en flok sigøjnere op, og Didrik behandler dem nedladende og grusomt, mens Inge taler deres sag, og Peter fascineres af deres evner til at bruge naturens urter.

Det ender med, at den gamle baron giver dem arbejde, og ved det afsluttende høstgilde ender alt bogstaveligt talt i harmoni, da de fremmede musikere spiller sammen med de hjemlige. Det er naturligvis meget sympatisk, men det er alt for meget budskab, endnu mere kliché og alt for lidt drama.

(Kristeligt Dagblad 10. okt. 2014. Redaktionen havde valgt en anden overskrift.)