Portræt af en holdspiller

Stéphanie Surrugue: Enegænger - portræt af en prins. 386 sider. 300 kroner.Politikens Forlag.
 
Bogens titel er halvt misvisende. Den hentyder til, at prins Henrik er en mand med personlig integritet og selvstændighed, men også at han i mange situationer synes at være ladt i stikken. Man kan godt kalde ham en ener.

Men samtidig underbygger denne forestilling om ham som enegænger også den udbredte misforståelse, at han har nok i sig selv. Det er faktisk et af bogens væsentligste ærinder at understrege, at prins Henrik er en holdspiller. Han er sine venners loyale ven, han er sin kones trofaste støtte og partner, og han har passet sine protektioner og æreshverv med flid. Organisationer som Dansk Røde Kors, Europa Nostra, Verdensnaturfonden og ikke mindst eksporterhvervene har nydt godt af hans initiativ, opbakning og arbejdskraft.

Prins Henrik eller Prinsgemalen, som han er blevet kaldt siden 2005, er et dannet menneske. Han blev født i 1934 i Frankrig og gjorde sig i sin ungdom fortrolig med blandt andet samfundsfag, orientalske sprog, gastronomi, kunst og musik.

Hans barndom og en del af ungdommen blev tilbragt i fransk Indokina, hvor farfaderen havde grundlagt et konglomerat af industri-og plantagevirksomheder. Her fik han også sin ilddåb, da han med sin far og bror kom i skudveksling med nogle af Viet Minhs partisaner, kort tid inden Frankrigs fjernøstlige kolonier måtte opgives.

Siden aftjente han sin værnepligt under den meget blodige krig i Algeriet. " Jeg kan konstatere, at krig former ens karakter og livsfilosofi," er hans diplomatiske kommentar til det kapitel i hans liv, om hvilket det sidste ord givetvis ikke er sagt.

Han bestod den vanskelige prøve, der gav adgang til den franske udenrigstjeneste, og stod i en alder af blot 30 år foran en god karriere. Da han i 1965 traf den danske tronfølger, ændrede hans livsbane sig. Han sagde farvel til en god forfremmelse og blev i 1967 til prins Henrik.

Det var i 1960' erne noget ganske nyt, at kongelige giftede sig under deres stand. Rygter om, at prinsens grevetitel var falsk, blev ganske vist manet i jorden, men fyrstelig var han i hvert fald ikke. Hvad man egentlig skulle stille op med denne kulørte franskmand forblev uklart.

Adspurgt i dag fortryder prins Henrik, at han ikke afkrævede sit nye fædreland en stillingsbeskrivelse - og at han ikke lærte sig at tale bedre dansk. Det var vanskeligt for den kontinentale verdensmand, dandy, sejler, jæger, soldat, pilot, poet at finde sin plads.

Han kom fra en patriarkalsk, latinsk, landadelig familie med store aktier i fransk imperial grandeur og landede i lufthavnen på Amager, året før 1968 brød ud for fuld musik. Hans udtalelser om lussingens betimelighed i børneopdragelsen vakte tidligt furore.

Det har næsten været en folkesport at latterliggøre prins Henrik. Et lavpunkt indtraf i 2002, da han offentligt beklagede sig over altid at være nummer tre i rangfølgen.

Sådan et tudefjæs, tænkte danskerne, og dagbladenes lederskribenter tog diplomatiske vendinger i brug for at sige det samme. Surrugue kan sågar citere Kronprinsen for denne opsang til faderens trang til at ventilere sin utilfredshed offentligt: "når man må have luft gennem medierne, må man tage konsekvensen".

Tag dén, papa! Men prins Henrik er kommet ud på den anden side. Denne ydmygelse har ikke kun været ham til ugunst. Da han tabte ansigt, kunne danskerne endelig genkende sig selv i ham og forsone sig med dette særlige menneske. Og det har han faktisk fortjent. Han har, som man siger sydpå, panache. Manden er nemlig begavet, beskeden, beleven og bundcharmerende.

Det er tydeligt, at Stéphanie Surrugue slet ikke kan stå for ham, og det smitter af på læseren. Hun er selv barn af en dansk mor og en fransk indvandrer, så hun har forudsætningerne for en immigrant som Henri. Hun savner ikke kritisk sans, men denne portrætbog er først fremmest båret af sympati for sit emne. Hun har gennemført samtalerne med prinsen på fransk, og hun er samtidig en af de mest velskrivende yngre danske journalister. Prins Henrik har endelig fundet sin tolk.

(KD 4. sep. 2010)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar