Hauges vidde og prægnans

Niels Grønkjær og Henrik Brandt-Pedersen (red.), Senil ulydighed. Festskrift til Hans Hauge på 65-årsdagen, Anis

Hvis Hans Hauge skulle anmelde dette festskrift, ville han måske begynde med at klage over, at Søren Krarups bidrag er placeret til sidst som en slags appendiks. Det ville have været i Hauges ånd at give det en fremtrædende placering. Dels fordi Hauge selv har en forkærlighed for det ubekvemme, dels fordi Krarup og Hauge ligner hinanden på to punkter.

For det første kan de ikke døje pædagogik. Søren Krarup skriver om sit forsvar for revselsesretten, at det i virkeligheden var at forstå som et forsøg på at skærme familien i almindelighed og forældremyndigheden i særdeleshed mod samfundets omklamrende pædagogisering. Hauge kan bare ikke have pædagogisk teori.

For det andet har de det begge svært med det sentimentale. For Krarups vedkommende hænger det sammen med det tidehvervske opgør med den KFUM'ske patos. For Hauge giver det sig udtryk i et ubehag ved at knytte sig for stærkt til en bestemt opfattelse af tingene.

Hermed er der også antydet et betydeligt skel mellem Krarup og Hauge. Krarup taler aldrig uden for sin egen politisk-teologiske dagsorden. Hauge derimod er temmelig uforudsigelig, sammensat og vanskelig at karakterisere. Det fremgår af de 24 bidrag, hvoraf ikke færre end en halv snes rummer udfoldede portrætter af fødselaren.

Han er " en dansk Karl Krauss" ( Hans-Jørgen Schanz), eller " den transcendentale Truxa" ( Frederik Stjernfelt), han er " her, der og ingen steder. Lige som den Røde Pimpernel" ( Jørgen Carlsen), " Hans skjuler sig gerne i åbenhed" ( Uffe Østergaard), han kommer " buldrende ind fra udkanten" ( Henrik Wigh-Poulsen), " Han er en slagsbror" ( Arno Victor Nielsen), " en mesterlig håndværker" ( Christopher Arzrouni), " god at omgås" ( Kjeld Holm).

Hans Hauges rækkevidde illustreres af det forhold, at han har redigeret både Kritik og Dansk Kirketidende. Han kommer fra et indremissionsk hjem og definerer sig selv ud fra det. Han er endda opkaldt efter den norske vækkelsesprædikant af samme navn. Men det er altså vanskeligt at være haugianer forstået som tilhænger af Hans Hauges tankegang, for den lader sig ikke summere op. Hans arkimediske punkt forbliver fordækt.

Stjernfelt gør et godt forsøg på at identificere det: " Troens rare klenodie og faste grund er det, der gør alt andet i livet relativt og ligesom anbringer det i gåseøjne, så man ikke behøver tage det rigtig alvorligt." Det relative er et vigtigt virkemiddel for Hans Hauge. Han er usædvanligt belæst og kan altid finde et standpunkt, ud fra hvilket han kan undergrave et andet. Som iagttager og debattør er han helt uden frygt og så meget desto rigere på dadel.

Festskrifter er en vanskelig genre, for det første fordi det som antologi erfaringsmæssigt stritter i alle retninger, og for det andet fordi det samlende princip er en person og ikke et tema. Redaktionen vanskeliggøres yderligere af det forhold, at der er tradition for at hemmeligholde festskriftet for modtageren. Der kan altså ikke samles bidrag ved hjælp af en åben invitation.

Til gengæld er festskriftet en slags frirum, hvor bidragyderne kan slippe de akademiske prætentioner. Der udgår fra Hans Hauge som nævnt ikke et samlende princip. Men med hans eksempel sættes der en standard, der har nødet bidragyderne til en høj grad af omhu.

Dette festskrift byder på begavet læsning til sommerhusets hængekøje for den, der interesserer sig for præstegårdsteologi, litterær teori, dansk historie i en europæisk kontekst, Løgstrup, Aarhus Universitet og adskilligt mere. Et værdigt tillykke til en betydelig intellektuel.

(KD 22. maj 2012)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar