Fra små kår på Fyn til høje sale i København

Rasmus Agertoft ( red.): I gamle bøger, i oplukte høje. Rasmus Nyerup 1759-1829. 232 sider. 300 kroner. Museerne på Vestfyn.

Hvis nogen i dag overhovedet kender Rasmus Nyerup, er det som Nationalmuseets stifter. Ved museets 100-års jubilæum i 1907 blev der opsat et mindesmærke for Nyerup i form af et egetræ af grønfarvet cement i Prinsens Palais i Frederiksholms Kanal i København.

Men selv om Nyerups indflydelse var ganske betydelig, er det en underkendelse af de mange andre gode kræfter, der havde skubbet på den udvikling, der endte med ikke alene et oldsagsmuseum, men også vidtrækkende fredningsbestemmelser for oldtidsminder og en begyndende professionalisering af historikerfaget og arkæologien.

Når man i 1907 pegede på Nyerup som den afgørende skikkelse, skyldtes det ikke mindst, at han var den første, der brugte betegnelsen nationalmuseum om det, der endte med at blive Nationalmuseet.

Det er i grunden lidt ironisk, for Nyerup selv var ikke præget af den nationalisme, der voksede sig stærk under Napoleonskrigene.

Nyerup blev født i 1759 i landsbyen Nyerup på Vestfyn som Rasmus Christensen.

Det var ikke uset, at begavede unge mennesker kunne stige et trin eller to på den sociale rangstige, men det var meget usædvanligt, at en fæstebondes søn avancerede til professor, chef for universitetets bibliotek og regensprovst.

Hans faglige virke lå inden for nordisk litteraturhistorie i bredere forstand, og derudaf sprang også hans interesse for den nordiske oldtid som et led af civilisationens historie. Den brede interesse for historien delte han med mange af sin generation, som for eksempel Sjællands biskop, Frederik Münter, der nok har mindst lige så meget af æren for Nationalmuseets tilblivelse.

Han tog initiativ til den Oldsagskommission, som fra 1807 arbejdede med at indsamle, registrere og frede fortidsminder.

Nyerup var kommissionens første sekretær, og han gav de første samlinger plads på sit bibliotek, der dengang havde til huse på Trinitatis Kirkes loft med indgang fra Rundetårn.

Nyerup var præget af oplysningstidens tanker både som videnskabsmand og som medlem af et stadig mere politisk vakt borgerskab under den sene enevælde. Han var fortaler for ytringsfrihed og forfatningsreform, og han kunne i kraft af sin status også tillade sig at sige og trykke mere end de fleste.

Populær blev han dog ikke, da han i 1800 påpegede mangelen på natur-og statsvidenskabelige lærestole på universitetet, mens teologi havde hele fire professorer. Teologi, mente Nyerup, burde underlægges faget historie som " kundskab om den menneskelige ånds forvildelser".

For den næste generation af lærde oldgranskere spillede nationen en langt større rolle, og under indtryk af romantikken stillede de sig skeptisk over for rækkevidden i oplysningstidens fornuftsdyrkelse.

Bogens titel er hentet fra Oehlenschlägers digt om guldhornene ( 1803), som netop rummer en kritik af den golde antikvariske forskning, der nøjes med at hige og søge i litteraturen og ved systematiske udgravninger. For en romantiker er det langt mere indlysende, at det blev en simpel bondepige, naturens uspolerede barn, som fandt guldet, end en oldgransker som Nyerup. Den nationalromantiske skoles dominans i både litteratur-, kirkeog profanhistorien i det 19. og dele af det 20. århundrede har stillet oplysningsfolk som Nyerup - og Münter - i skyggen.

Mens Münter endnu venter på sin biograf, trækkes Nyerup med denne antologi smukt frem i lyset. Bidragene er skrevet af nogle af de stærkeste kræfter på deres felt. Poul Grinder-Hansens og Ulla Kjærs kapitler om Nyerup som antikvar og museumsmand er meget givende.

Henrik Horstbølls, Flemming Conrads og Jens Henrik Koudals bidrag om Nyerup som bog-og litteraturhistoriker genindsætter ham som en afgørende forudsætning for udviklingen af litteraturhistorien i det 19. århundrede.

Rasmus Agertoft, Harry Haue og Finn Stendahl Pedersen skriver mere biogra-fiske afsnit, som sætter hovedpersonen ind i den historiske og samfundsmæssige kontekst.

Det er altid vanskeligt at give en antologi et enhedspræg, men det er lykkedes væsentligt bedre i dette tilfælde end i så mange andre.

De mange velvalgte illustrationer og den flotte grafiske tilrettelæggelse bidrager til helhedsindtrykket af en virkelig kvalitetsudgivelse.