Samfundspagten kan ikke genforhandles

Adam Holm, En tyran mindre, Gyldendal, 192 sider, 249,95 kr.

Adam Holm er historiker og journalist, og i denne bog blander han genrerne. Hvert kapitel kan læses som et essay for sig. Der er både nedslag i Syriens historie og indslag fra hans egne rejser i landet. Bogen foregiver ikke at give noget stort overblik over hverken historien eller regionen, hvad den bestemt heller ikke gør. 

Hovedstolen er beskrivelser af Assad-regimets helt umådelige brutalitet. I sin ukunstlede prosa udpensler Holm den ene torturscene efter den anden, maler minutiøst billeder af mord og massakrer begået af regimet og dets kumpaner. Hvor skrækindjagende det end måtte være, er redegørelsen for disse rædsler ikke bogens egentlige fortjeneste. Det er, at læseren er undervejs med en tænksom og vemodig rejsende.

Holms hengivenhed for dette land er tydelig. Han besøgte Syrien for første gang i 1998, og det var kærlighed ved første blik. Men gjorde den blind, kærligheden? Han kan ikke frigøre sig fra den tanke, at han har været ”nyttig idiot” for et brutalt regime i lighed med danske venstreorienterede, som rejste til Sovjetunionen og lovpriste, hvad de så.

Landet var i århundreder underlagt osmannisk styre, en kort overgang under fransk kontrol for efter 2. Verdenskrig at udskilles som selvstændig stat, men altid præget af sekterisk vold og indre splid. Da Hafez al-Assad kuppede sig til magten i 1970, var det med den begrundelse, at kun en fast hånd kunne holde styr på et så sammensat land beboet af så stridbare folkeslag, og denne politik blev videreført af hans søn Bashar, der arvede magten 30 år senere.

Bogens epilog indledes med et citat fra Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651. I modsætning til sine mere liberalt sindede landsmænd mente Hobbes, at samfundspagten var uden fortrydelsesklausul. Når først magten var overgivet til suverænen, kunne den ikke kaldes tilbage, fordi det var den eneste måde at sikre fred og stabilitet. Det var netop også Assad-regimets legitimeringsstrategi. 

Syrien var, da Bashar al-Assad tog over, ved at åbne sig mod omverdenen, og det blev et populært rejsemål for intellektuelle som f.eks. Adam Holm. Det indebar imidlertid, at de tilrejsende stiltiende eller på anden måde måtte leve med den hobbesianske præmis. Det var i Assad-styrets Damaskus, at der blev åbnet et dansk kulturinstitut, hvor kunstnere og videnskabsfolk kunne nyde det nænsomt restaurerede antikke hus og skrive hjem om civilisatorisk ælde, levantisk gæstmildhed og fredelig sameksistens mellem religionerne. Det var det Syrien, som den unge Adam Holm forelskede sig i.

Med denne bog tvinger han sig selv og enhver, der har nerverne til at læse den, til at bese, hvad det indebar. Det var ikke en idyl, man kan længes efter. Præmissen var så falsk som nogen. Der var ikke fred og fordragelighed, men undertrykkelse og vold. Efter det arabiske forår i 2011 brød en voldsom borgerkrig ud, og styret udviste ingen nåde mod den befolkning, som den hævdede at beskytte. Antallet af døde tælles i hundreder af tusinder og fordrevne og flygtninge i millioner. Regimet stod i alliance med andre samvittighedsløse aktører fra Hizbollah i Libanon til Putin i Moskva, og repræsentanter for den ekstreme europæiske højrefløj kom i nådig audiens i Damaskus. Assad holdt tilsyneladende skansen, indtil det – næsten fra den ene dag til den anden – smuldrede for ham og han måtte søge tilflugt i Rusland.

Verden blev en tyran mindre, som Holm skriver. Mere sprogligt korrekt er det vel, at vi er blevet en tyran færre. Hvorom alting er, forbliver spørgsmålet, hvem skal tage over? Epilogen balancerer mellem den historiske erfaring af århundreders vold og væbnet konflikt på den ene side og et næsten forceret håb om forandring, frihed og fred på den anden. ”Et nyt kapitel skal skrives i Syriens forpinte historie. Allerhelst et kapitel, der ikke handler om en ny tyran.”

Holm svarer aldrig direkte på spørgsmålet, om hans ungdoms kærlighed gjorde ham til nyttig idiot. Han peger heller ikke fingre ad andre. Det er for så vidt klogt nok. Men det vækker trods alt nysgerrigheden. Hvad vidste folk egentlig om Syrien for 25 år siden, og hvad sagde de?

(Weekendavisen 27. aug. 2025, avisens rubrik var en anden)

Stand, rang og klasse

Gunner Lind, Eliterne. 100 Danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag

Den undergenre under historievidenskaben, der kaldes socialhistorien, beskæftiger sig i overvejende grad med de underprivilegerede, de besiddelsesløse, forpinte og forhungrede. Tidligere professor i historie Gunner Lind skriver også socialhistorie, blot om dem i den anden ende af hierarkiet. I modsætning til mange af sine kollegaer peger Lind ikke fingre ad privilegierne eller rigdommen. Han analyserer, hvordan eliter bliver til, iscenesættes, fungerer og forsvinder. Der er en pointe med flertalsformen, fordi adkomsten til samfundets top følger forskellige spor: evner og vilje, formue og forbindelser, arv og ægteskab, tjeneste og forretning. Mellem de forskellige eliter kan der være en stor, men aldrig fuldstændig fællesmængde

Historien begynder med valget af den første af de oldenborgske konger i 1448. Christian I herskede over et standssamfund, hvis eliter var højadelen og den øverste gejstlighed, og hans magt hvilede på deres tilslutning. Gejstligheden blev rystet af Reformationen i 1530erne, og adelsvælden blev afløst af kongelige enevælde efter 1660. I den forbindelse indførtes en forordning om rang, der udfordrede, men bestemt ikke afskaffede forestillingen om stand. Rangforordningen afgjorde, hvem der stod tættest på kongen og dermed var mest betydningsfuld. De enevældige konger lagde vægt på, at avancement var afhængigt af loyalitet mod kongemagten, men også i stadig stigende grad af evner og uddannelse. Samtidig skabte enevælden også sin egen arvelige adel med titler af grever og baroner. 

Junigrundloven af 1849 afskaffede alle privilegier, der knyttede sig til stand og rang uden at afskaffe nogen af delene. Hierarkierne bestod, nu oftere betegnet som klasser. Helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede var til- og omtaleformer en vigtig social markør, der kodede for klasse, køn og civilstand. Mens vi i dag ikke længere taler om og til hinanden som i TV-serien Matador, er det en central pointe i bogen, at vore dages overklasse ganske vist for manges vedkommende er blevet det ved egen kraft og på det moderne samfunds meritokratiske og demokratiske vilkår, men at strukturer og kulturelle koder, der går helt tilbage til Senmiddelalderens aristokrati stadig gør sig gældende. Monarkiet er den ældste samfundsinstitution i Danmark og stadig central. Den gamle fødselsadel findes endnu, og det samme gør den enevældige rangforordning, herunder dens grever og baroner. Danmark er ikke domineret af gamle penge, men de findes, og nye penge har det med at tilegne sig de gamle eliters kulturelle koder og at efterstræbe deres værdighedstegn. Trods omvæltningerne 1536, 1660 og 1848/49 og trods en omfattende økonomisk udligning er de danske eliter og ledende institutioner i dag et resultat af en akkumuleret udvikling over mange hundrede år.

Gunner Lind betjener sig af en fortættet prosa, der ikke kan kaldes elegant, men til gengæld indholdsmættet. Han skilter ikke med det betydelige teoretiske beredskab, der ligger til grund for analysen. Under teksten simrer blandt andre de for moderne historievidenskab så væsentlige sociologer som Max Weber, Pierre Bourdieu og Charles Tilly. Lind skriver med overblik i syntesen, præcision i detaljen og analytiske dybde. Her øses af et helt forskerlivs erkendelser. Medlemmer af nutidens eliter kan med fordel læse med.

(Kristeligt Dagblad 15. okt. 2025)