Denne billedbog består af 21 kapitler i nogenlunde kronologisk orden om Danmark i Anden Verdenskrig fra optakten i 1930' erne til krigens ophør i 1945 og det opgør, der fulgte.
(Kristeligt Dagblad 9. april 2015)
Besættelsen fortalt gennem fotos
Thomas Harder, Besættelsen i billeder
Denne billedbog består af 21 kapitler i nogenlunde kronologisk orden om Danmark i Anden Verdenskrig fra optakten i 1930' erne til krigens ophør i 1945 og det opgør, der fulgte.
Vi følger de militære begivenheder den 9. april, regeringsomlægningen derefter, handelsflåden i uroligt farvand, hverdagen med rationering og vareknaphed, den nationale vækkelse, de østfrontfrivillige, interneringen af kommunisterne, de danske i allieret tjeneste, vilkårene for de udstationerede tyske soldater i Danmark, modstandsbevægelsen, kulturlivet, sortbørshandelen, det politiske vandskel i sommeren 1943, jødeaktionen i oktober 1943, folkestrejken 1944, de danske nazister, konfliktens skærpelse i 1945, befrielsen, retsopgøret og mindekulturen i Ryvangen og på Frihedsmuseet.
Bogen følger dermed et relativt traditionelt skema for historieskrivningen om besættelsestiden, idet der lægges vægt på konflikten mellem danskerne og den tyske besættelsesmagt og mindre vægt på de interne danske konflikter.
Bogen gør meget ud af at dække hele landet. Bombningen af Shellhuset i København er med, men det er også med, at der blev udført en tilsvarende bombning af Gestapos hovedkvarter i Aarhus.
Det glemmes ikke, at Danmark blev inddraget i krigshandlingerne allerede i september 1939, da Royal Air Force ved en fejl kastede bomber over Esbjerg, en begivenhed, der kostede et af de allerførste civile ofre på den europæiske vestfront, en 26-årig kvinde.
De særlige forhold på Bornholm, hvor den tyske kommandant i maj 1945 nægtede at overgive sig til Den Røde Hær, hvilket førte til russisk bombardement af Nexø og Rønne og russisk besættelse i et helt år, får tiltrængt opmærksomhed.
Interessante er også billederne fra Færøerne, Island og Grønland, der også blev besat, men altså af briterne og amerikanerne. Til gengæld hører man ikke meget om den kvarte million tyske flygtninge, der kom til Danmark i 1944-1945. Mange af dem vendte aldrig tilbage til Tyskland, for de døde, mens de var her, især de små børn, som ligger begravet i tusindtal på kirkegårde over hele landet.
Billederne udgør naturligvis bogens hovedstol, men teksterne bør alligevel fremhæves. Billedteksten er en underkendt kortprosagenre, som Harder behersker i sjælden grad. Motiverne og omstændighederne bliver forklaret og sat i kontekst. Der er styr på detaljerne og nuancerne.
Det nævnes, hvis der er grund til kritiske kommentarer, for eksempel som det er tilfældet med en berømt billedserie, der angiveligt viser afstraffelsen af en " tyskertøs" i Odense. Denne serie var efter alt at dømme iscenesat af nogle unge mænd under medvirken af en køkkenpige fra restaurant Skoven. Harder har en nærmest poetisk sans for militærjargon og en forkærlighed for militærtekniske detaljer, der jo unægtelig også er relevante, al den stund der var tale om krig eller det, der ligner.
Bogen er i stort format, trykt på kraftigt papir og i en enkel og flot grafisk tilrettelæggelse.
Frihedsmuseets omfattende billedsamling udgør hovedkilden til bogens cirka 600 illustrationer, suppleret af fotos fra mange andre danske og udenlandske, private og offentlige samlinger.
Billedredaktør Conny Mikkelsen har gjort et fortrinligt arbejde med at grave de sjældne og usædvanlige billeder frem.
(Kristeligt Dagblad 9. april 2015)
Denne billedbog består af 21 kapitler i nogenlunde kronologisk orden om Danmark i Anden Verdenskrig fra optakten i 1930' erne til krigens ophør i 1945 og det opgør, der fulgte.
(Kristeligt Dagblad 9. april 2015)
Det muliges kunst og det diplomatiske spil
Bo Lidegaard, Redningsmænd
I månederne før Anden Verdenskrigs afslutning i Europa blev ca. 20.000 fanger, heraf halvdelen skandinaver, evakueret til Sverige fra tyske fangelejre og fængsler i danske og svenske busser. Historien er velbeskrevet, for eksempel i Hans Sode Madsens udmærkede bog om de hvide busser fra 2005.
Bo Lidegaard sammenfatter i denne bog de seneste værker om emnet af norske, svenske, danske og tyske historikere. Berlingskes anmelder af Lidegaards bog, Bent Blüdnikow, karakteriserede tidligere på ugen bogen som "hjemstavnshistorisk", men det er netop, hvad Lidegaard ikke er. Bogen ser spørgsmålet i et overordnet skandinavisk og europæisk perspektiv. Lidegaards styrke er ikke mindst analysen af det diplomatiske spil.
Evakueringen fandt sted mellem de fremrykkende fronter fra øst og vest og i forventningen om kaos, når Tyskland kapitulerede. Aktørerne havde en nærmest uoverstigelig opgave foran sig. De skulle tilvejebringe efterretninger, skaffe midlerne og opnå tysk velvilje til denne bjergningsaktion.
Allerede efter de første større deportationer af norske modstandsfolk og militære i 1942 blev der iværksat private forsøg på at hjælpe fangerne. Den unge Wanda Hjort, der var civilt interneret i nærheden af Berlin, var en af de afgørende initiativtagere til hjælpen.
En anden norsk kvinde, Borghild Hammerich og hendes mand, den danske kontreadmiral Carl Hammerich, udgjorde en situationens generalstab i København, når det handlede om nødhjælpspakker til skandinaver i tysk fangenskab.
Centrale danske embedsmænd som departementschef H.H. Koch fik diskret stukket en snabel ned i Finansministeriets kasse. Det kunne lade sig gøre, fordi forvaltningen af den danske stat stadig var velfungerende, men det var af afgørende betydning ikke at lade det fremstå som officiel dansk politik at hjælpe danske fanger, så pengene blev gelejdet om til private initiativer som for eksempel Borgild Hammerichs arbejde. Dansk Røde Kors var i den sammenhæng en facade. Anderledes med Svensk Røde Kors, hvis vicepræsident, grev Folke Bernadotte, blev en central aktør. På et tidspunkt, da det neutrale Sverige var indesluttet af tysk besatte eller tyskallierede lande, og med Sovjetunionen som fremrykkende stormagt, måtte den svenske regering træde varsomt. Der var stor sympati med Danmark og Norge i Sverige og en vilje til at hjælpe og tage imod. Bernadotte kunne som privatmand optræde som leder af en uafhængig, velgørende institution, når det passede, og fordi han også var kongens nevø tjene som diplomatisk spydspids over for Heinrich Himmler, når det krævedes.
Tyskernes samtykke var en nødvendig forudsætning for, at fangeevakueringerne kunne lade sig gøre. Hitler var i 1944-45 stadig øverste leder, men under ham og især i SS, der stod for koncentrationslejrene, var der en indbyrdes rivalisering.
Det stod tidligt klart, at meget kunne lade sig gøre, hvis det indebar, at Hitler ikke tabte ansigt. Det vil sige, at man kunne opnå fordele, med mindre det udadtil kunne fremstilles som et udtryk for tysk svaghed. Man måtte med andre ord operere under offentlighedens radar, og det var ifølge Lidegaards analyse en af grundene til, at den danske inspektion af koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de danske deporterede jøder sad, affødte påfaldende ukritiske rapporter.
Skønmaleriet var taktisk begrundet. Hvis kritikken var sivet til pressen, ville Hitler have lukket ned for hjælpen. Lidegaard underbygger dette argument med flere eksempler. Den indre splid i SS bidrog til vanskelighederne. Mange ledende nazister kunne med udsigt til et kommende nederlag se en fordel i at indgå studehandler med for eksempel skandinaverne om frigivelse af fanger, men gjorde sig dermed også sårbare, fordi deres interne rivaler kunne udstille deres imødekommenhed som en svaghed over for Hitler.
Svenskerne og danskerne havde hver deres indgang til SS-toppen, og det var et problem, at den ene hånd ikke altid vidste, hvad den anden gjorde. Uanset hvad købslog man med forbrydere, hvad Lidegaard ikke lægger skjul på.
Ovennævnte anmelder fra Berlingske vil gerne kloge sig på, hvordan redningsmændene kunne have gjort det endnu bedre. Han kan vist ikke rigtigt få det over sit anmelderhjerte at tilkende samarbejdspolitikken denne moralske sejr. Men bortset fra det er det dristigt at hævde, at disse redningsmænd under de givne vilkår kunne have skubbet grænserne for det muliges kunst yderligere.
(Kristeligt Dagblad 15. maj 2015)
I månederne før Anden Verdenskrigs afslutning i Europa blev ca. 20.000 fanger, heraf halvdelen skandinaver, evakueret til Sverige fra tyske fangelejre og fængsler i danske og svenske busser. Historien er velbeskrevet, for eksempel i Hans Sode Madsens udmærkede bog om de hvide busser fra 2005.
Bo Lidegaard sammenfatter i denne bog de seneste værker om emnet af norske, svenske, danske og tyske historikere. Berlingskes anmelder af Lidegaards bog, Bent Blüdnikow, karakteriserede tidligere på ugen bogen som "hjemstavnshistorisk", men det er netop, hvad Lidegaard ikke er. Bogen ser spørgsmålet i et overordnet skandinavisk og europæisk perspektiv. Lidegaards styrke er ikke mindst analysen af det diplomatiske spil.
Evakueringen fandt sted mellem de fremrykkende fronter fra øst og vest og i forventningen om kaos, når Tyskland kapitulerede. Aktørerne havde en nærmest uoverstigelig opgave foran sig. De skulle tilvejebringe efterretninger, skaffe midlerne og opnå tysk velvilje til denne bjergningsaktion.
En anden norsk kvinde, Borghild Hammerich og hendes mand, den danske kontreadmiral Carl Hammerich, udgjorde en situationens generalstab i København, når det handlede om nødhjælpspakker til skandinaver i tysk fangenskab.
Centrale danske embedsmænd som departementschef H.H. Koch fik diskret stukket en snabel ned i Finansministeriets kasse. Det kunne lade sig gøre, fordi forvaltningen af den danske stat stadig var velfungerende, men det var af afgørende betydning ikke at lade det fremstå som officiel dansk politik at hjælpe danske fanger, så pengene blev gelejdet om til private initiativer som for eksempel Borgild Hammerichs arbejde. Dansk Røde Kors var i den sammenhæng en facade. Anderledes med Svensk Røde Kors, hvis vicepræsident, grev Folke Bernadotte, blev en central aktør. På et tidspunkt, da det neutrale Sverige var indesluttet af tysk besatte eller tyskallierede lande, og med Sovjetunionen som fremrykkende stormagt, måtte den svenske regering træde varsomt. Der var stor sympati med Danmark og Norge i Sverige og en vilje til at hjælpe og tage imod. Bernadotte kunne som privatmand optræde som leder af en uafhængig, velgørende institution, når det passede, og fordi han også var kongens nevø tjene som diplomatisk spydspids over for Heinrich Himmler, når det krævedes.
Det stod tidligt klart, at meget kunne lade sig gøre, hvis det indebar, at Hitler ikke tabte ansigt. Det vil sige, at man kunne opnå fordele, med mindre det udadtil kunne fremstilles som et udtryk for tysk svaghed. Man måtte med andre ord operere under offentlighedens radar, og det var ifølge Lidegaards analyse en af grundene til, at den danske inspektion af koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de danske deporterede jøder sad, affødte påfaldende ukritiske rapporter.
Skønmaleriet var taktisk begrundet. Hvis kritikken var sivet til pressen, ville Hitler have lukket ned for hjælpen. Lidegaard underbygger dette argument med flere eksempler. Den indre splid i SS bidrog til vanskelighederne. Mange ledende nazister kunne med udsigt til et kommende nederlag se en fordel i at indgå studehandler med for eksempel skandinaverne om frigivelse af fanger, men gjorde sig dermed også sårbare, fordi deres interne rivaler kunne udstille deres imødekommenhed som en svaghed over for Hitler.
Svenskerne og danskerne havde hver deres indgang til SS-toppen, og det var et problem, at den ene hånd ikke altid vidste, hvad den anden gjorde. Uanset hvad købslog man med forbrydere, hvad Lidegaard ikke lægger skjul på.
Ovennævnte anmelder fra Berlingske vil gerne kloge sig på, hvordan redningsmændene kunne have gjort det endnu bedre. Han kan vist ikke rigtigt få det over sit anmelderhjerte at tilkende samarbejdspolitikken denne moralske sejr. Men bortset fra det er det dristigt at hævde, at disse redningsmænd under de givne vilkår kunne have skubbet grænserne for det muliges kunst yderligere.
(Kristeligt Dagblad 15. maj 2015)
Den historiske begivenhed, der optager danskerne mest
Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og
Jakob Sørensen, Danmark besat – krig og hverdag, Informations Forlag
Besættelsestiden har siden 1945 været den historiske
begivenhed eller det begivenhedskompleks, der uden sammenligning har optaget
danskerne mest – i en sådan grad, at man med en lidt dum vittighed kan tale om,
at beskæftigelsen med denne periode for nogen har antaget karakter af en
besættelse. For danskerne som helhed er ”de fem forbandede Aar” forblevet et reservoir
af erfaringer, som vi trækker på, når vi skal skelne mellem ret og uret, når vi
skal forstå og forklare os selv som samfund, som demokrati, som militærmagt,
som retsstat. Det betyder imidlertid også, at der foregår en konstant kamp om,
hvordan besættelsestiden skal fortolkes.
Hvem var skurke og hvem var helte?
De første år efter krigen var præget af den såkaldte
konsensustolkning. Den var ikke mindst en frugt af det store kompromis, der var
indgået i 1945 mellem Frihedsrådet og de valgte politikere om at danne
regering. Ifølge konsensustraditionen havde danskerne stået samlet i trods og
modstand mod fjenden: tyskerne. Politikerne havde ydet passiv modstand frem mod
1943, hvorefter de havde overladt stafetten til den aktive modstand.
I løbet af
1960erne blev det stadig mere tydeligt for yngre historikere, at
konsensusfortællingen dækkede over nogle betydelige sprækker og konflikter
indbyrdes mellem danskerne under krigen. For det første blev det klart, at
forholdet mellem politikerne og modstandsbevægelsen var særdeles betændt.
Politikerne havde valgt en passiv eftergivenhed som Danmarks
overlevelsesstrategi, mens modstandsbevægelsen ønskede at eskalere
konfliktniveauet. Først i krigens sidste år begyndte parterne at finde sammen
om en fælles strategi. For det andet viste det sig vanskeligt at tale om
modstandsbevægelsen som en samlet enhed. Nogle var nationalt motiverede og
ønskede at vaske skampletten af Danmarks ære. Nogle af de mest effektive
grupper var Moskva-tro kommunister. For det tredje viste Aage Trommer med sin
bog fra 1971 om jernbanesabotagen, at modstandsbevægelsen ikke havde nogen
synderlig militær betydning. En national mytologi var sønderskudt.
De fire forfattere til denne bog – født mellem 1963 og 1973
– repræsenterer den næste generation af historikere, der har udvidet horisonten
ved blandt andet at sætte fokus på andre dele af historien, der blev glemt, da
den store konsensusfortælling blev skrevet. Claus Bundgård Christensen er
f.eks. medforfatter til et stort værk om de danske østfrontfrivillige, og
Joachim Lund har forsket i dansk-tysk økonomisk integration. Disse
undersøgelser og andre tilsvarende om f.eks. jødiske flygtninge før krigen og
tyske flygtninge efter krigen, om de såkaldte tyskertøser, om
stikkerlikvideringerne og meget andet har rettet opmærksomheden mod danskernes
medansvar for de menneskelige lidelser også uden for landets grænser under
krigen.
Samtidig med, at de forrige generationers diskussioner slet
ikke er stilnet af, har disse nyere bidrag til forskningen nærmest bare
forstærket den moralske og politiske indebyrd af oparbejdningen af
besættelsestidens historie. Det er med andre ord en hvepserede, som forfatterne
til dette værk har stukket deres i alt otte hænder i, når de i anledning af
70-året for befrielsen udsender en revideret og udvidet udgave af deres
oversigtsværk om besættelsestiden, hvis første udgave kom for ti år siden.
Bogens første godt 700 sider er en kronologisk
gennemgang af besættelsestiden inklusiv optakt og efterklang under inddragelse
af også den allerseneste forskning, herunder ikke mindst hvordan danskerne
oplevede besættelsen som hverdag. Kapitlerne er opdelt i korte, stramt
redigerede tematiske afsnit. Bogens hoveddel kan altså både læses som en
fortløbende beretning og bruges som opslagsbog. Til sidstnævnte formål bidrager
et lille biografisk leksikon på små hundrede sider over vigtige aktører,
tidslinje, noter, litteraturlister og ikke mindst et fortrinligt register.
Fagligt set er man som læser i de bedste hænder. Forfatterkollektivet har
derudover haft held med at give bogen et sprogligt enhedspræg, en effektiv
hybrid af informationsmættet leksikalsk sagprosa og dramatisk fremadskridende
fortælling.
Hvordan klarer forfatterne at forholde sige hvepsereden? Som
kollektiv kan de naturligvis ikke være enige om alt. De har i mange spørgsmål
valgt at åbne for flere fortolkninger. I synet på enkeltpersoner lægger
forfatterne stor vægt på at redegøre for præmisserne og motiverne for deres
handlinger, hvad enten det var en Kaj Munk eller en Erik Scavenius. De søger
ikke at harmonisere, hvor der ingen harmoni var, eller at skabe en ny
konsensusfortælling – og så dog alligevel. De betragter forløbet og udfaldet af
besættelsen som et resultat af en forening af uforenelige viljer.
I et meget læseværdigt 20 siders essay, ”Magten og Æren”,
til slut i bogen tillader forfatterne sig at tage mere eksplicit stilling til
besættelsestiden som historisk begivenhed og som erindret historie. De mener,
at den gamle konsensusmyte i dag i offentligheden er blevet afløst af en
”modmyte”, ifølge hvilken alle danskere undtagen modstandsfolkene var
opportunister. Fra den gamle myte overtages heltedyrkelsen af modstanden
kombineret med nationalflagellantisk foragt for alt det, der ikke lever op til
det heroiske ideal. Denne myte er lige så misforstået som den gamle myte, mener
de.
Tilsvarende kalder de dyrkelsen af de vestallieredes moralske autoritet for
misforstået. Også USA og Storbritannien var underlagt realpolitiske vilkår, som
de naturligvis iklædte en moralsk og ideologisk sprogdragt. Til trods for de
flotte ord lod de Sovjetunionen bære den store byrde. For hver amerikansk
soldat, der faldt i Anden Verdenskrig, mistede Den Røde Hær 60. I henhold til
den samme logik havde de danske regeringer under besættelsen endnu mere held,
for det lykkedes dem med deres politik at skåne Danmark for egentlig krig. Vi
skylder modstandsbevægelsen meget, ikke mindst accepten af Danmark som allieret
i 1945, men den fungerede også skærmet af samarbejdspolitikken. I andre besatte
lande, hvor tyskerne havde overtaget jurisdiktionen, var repressalierne over
for aktiv modstand og terroren over for civile meget hårdere.
Men det var et
paradoksalt tilfælde, kombinationen af flere, somme tider modsatrettede viljer,
der førte til resultatet: "Konklusionen er, at samarbejdspolitikken konsekvent førte det danske demokrati gennem verdenskrigens stormvejr med forbavsende få omkostninger, oddsene taget i betragtning. Modstandsbevægelsen ønskede en anden politik, og dele af den ønskede endda et andet dansk samfund. Af begge grunde, men først og fremmest af den sidste, bekæmpede samarbejdspolitikerne bevægelsen. Til dels på grund af tilfældigheder og held, men også på grund af en vis kompromisvilje og politisk kløgt i begge lejre, førte det til allersidst til et for den danske stat og den danske befolkning lykkeligt resultat."
(Kristeligt Dagblad 7. april 2015)
Erindringer fra en ung dansker i tysk tjenste
Peter Møller Hansen, Troskab - dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer, Lindhardt og Ringhof
Ellef Henry Rasmussen blev født i Svendborg 1922. Hans far var ved post- og telegrafvæsenet. Moderen var fra en tysksindet sønderjysk familie. Som 16-årig kom han på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han blev stærkt påvirket af Niels Bukh, der ganske vist ikke var nazist, men hyldede nogle af de samme værdier – disciplin, orden, lydighed, kropsdyrkelsen – der havde en bred appel i samtiden. Rasmussen meldte sig ind i nazistpartiet i 1939, og i sommeren 1940 meldte han sig til tysk krigstjeneste.
Han blev sendt til Klagenfurt i Østrig for at blive uddannet og indrulleret i Waffen-SS. Han var i indsats på Østfronten lige indtil kapitulationen i 1945, hvor han havde rang af Obersturmführer (premierløjtnant). Ved hjemkomsten modtog han en dom på 1 års fængsel i henhold til det straffelovstillæg fra 1945, der gjorde tysk krigstjeneste strafbart med tilbagevirkende kraft. Det var en skærpende omstændighed, at han havde meldt sig så tidligt, endnu mens det ikke var tilladt, men til gengæld en formildende, at han kun var 17 år gammel, da han lod sig hverve. Efter krigen slog Rasmussen sig ned som erhvervsdrivende i sin mors hjemby, Sønderborg, hvor han blandt andet drev flere af de spritruter, der frem til slutningen af 1980erne nød godt af muligheden for toldfri handel i Østersøen.
Ellef Rasmussens erindringer hører til den veterankultur, der blev opbygget blandt tidligere østfrontfrivillige efter krigen. Han var i 1988 selv vært for et større veterantræf ombord på et af sine skibe. Denne kultur opbyggede systematisk et skønmaleri, der ikke mindst blev farvet af Den kolde Krig, hvori den blev til. De så sig selv som fædrelandets forsvarere mod kommunismens asiatiske pest, altså i virkeligheden en slags forarbejde til NATO. De så heller ingen modsætning mellem dette angivelige forsvar for fædrelandet og det forhold, at de havde ladet sig hverve af det land, der netop havde besat deres fædreland. Ganske typisk for veterankulturens apologetiske historieskrivning nægter Ellef Rasmussen ethvert kendskab til de omfattende krigsforbrydelser, som både værnemagten og især Waffen-SS gjorde sig skyldige i på østfronten.
Selv om Møller Hansen i efterordet samvittighedsfuldt redegør for den viden, historieforskningen har tilvejebragt om Waffen-SS og Østfronten, og hvorledes denne viden adskiller sig fra Rasmussens beretning, lykkes det ham ikke at distancere sig helt fra den veterankultur, som Rasmussen tilhører. Erindringerne er nemlig nedskrevet af Møller Hansen i en proces, hvor han som ghost writer har deltaget aktivt i bogens tilblivelse, således at den ville have fået et andet indhold, ”hvis Rasmussen havde stået alene med ansvaret for biografien”, som det hedder i forordet. Dermed må ansvaret for de fortielser eller fordrejelser, som Rasmussen ifølge Møller Hansen gør sig skyldig i, også påhvile Møller Hansen selv.
(Kristeligt Dagblad 7. april 2014)
Ellef Henry Rasmussen blev født i Svendborg 1922. Hans far var ved post- og telegrafvæsenet. Moderen var fra en tysksindet sønderjysk familie. Som 16-årig kom han på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han blev stærkt påvirket af Niels Bukh, der ganske vist ikke var nazist, men hyldede nogle af de samme værdier – disciplin, orden, lydighed, kropsdyrkelsen – der havde en bred appel i samtiden. Rasmussen meldte sig ind i nazistpartiet i 1939, og i sommeren 1940 meldte han sig til tysk krigstjeneste.
Han blev sendt til Klagenfurt i Østrig for at blive uddannet og indrulleret i Waffen-SS. Han var i indsats på Østfronten lige indtil kapitulationen i 1945, hvor han havde rang af Obersturmführer (premierløjtnant). Ved hjemkomsten modtog han en dom på 1 års fængsel i henhold til det straffelovstillæg fra 1945, der gjorde tysk krigstjeneste strafbart med tilbagevirkende kraft. Det var en skærpende omstændighed, at han havde meldt sig så tidligt, endnu mens det ikke var tilladt, men til gengæld en formildende, at han kun var 17 år gammel, da han lod sig hverve. Efter krigen slog Rasmussen sig ned som erhvervsdrivende i sin mors hjemby, Sønderborg, hvor han blandt andet drev flere af de spritruter, der frem til slutningen af 1980erne nød godt af muligheden for toldfri handel i Østersøen.
Ellef Rasmussens erindringer hører til den veterankultur, der blev opbygget blandt tidligere østfrontfrivillige efter krigen. Han var i 1988 selv vært for et større veterantræf ombord på et af sine skibe. Denne kultur opbyggede systematisk et skønmaleri, der ikke mindst blev farvet af Den kolde Krig, hvori den blev til. De så sig selv som fædrelandets forsvarere mod kommunismens asiatiske pest, altså i virkeligheden en slags forarbejde til NATO. De så heller ingen modsætning mellem dette angivelige forsvar for fædrelandet og det forhold, at de havde ladet sig hverve af det land, der netop havde besat deres fædreland. Ganske typisk for veterankulturens apologetiske historieskrivning nægter Ellef Rasmussen ethvert kendskab til de omfattende krigsforbrydelser, som både værnemagten og især Waffen-SS gjorde sig skyldige i på østfronten.
Selv om Møller Hansen i efterordet samvittighedsfuldt redegør for den viden, historieforskningen har tilvejebragt om Waffen-SS og Østfronten, og hvorledes denne viden adskiller sig fra Rasmussens beretning, lykkes det ham ikke at distancere sig helt fra den veterankultur, som Rasmussen tilhører. Erindringerne er nemlig nedskrevet af Møller Hansen i en proces, hvor han som ghost writer har deltaget aktivt i bogens tilblivelse, således at den ville have fået et andet indhold, ”hvis Rasmussen havde stået alene med ansvaret for biografien”, som det hedder i forordet. Dermed må ansvaret for de fortielser eller fordrejelser, som Rasmussen ifølge Møller Hansen gør sig skyldig i, også påhvile Møller Hansen selv.
(Kristeligt Dagblad 7. april 2014)
Dansker i den russiske revolution
Bernadette Preben-Hansen og Michael H. Clemmensen, Bondefanget til borgerkrigen, Syddansk Universitetsforlag
Den russiske revolution i 1917 var udgangspunktet for en hel række årelange væbnede konflikter i det, der engang havde været Zarens Rusland. "De Hvide" loyalister kæmpede mod "De Røde" bolsjevikker, og langs det store riges gamle vestgrænse kæmpede en række folkeslag for national selvstændighed.
I november 1918 tog danske rigmænd initiativ til et frikorps, der skulle understøtte den baltiske frihedskamp. Et frikorps er en gruppe af frivillige, der med statens bemyndigelse drager i krig. Der fandtes f.eks. et dansk frikorps under Den første Slesvigske Krig. De danske frivillige i den finske vinterkrig 1939-40 og i Waffen-SS under Den Anden Verdenskrig kan også regnes som – og blev til dels også kaldt - frikorps, og har i øvrigt det til fælles med det baltiske frikorps, at mange af de frivillige var motiveret af en stærk anti-kommunisme.
En af dem, der drog afsted til Estland var Victor Palludan (født 1892). Han var uddannet officer i den danske hær under Den Første Verdenskrig, men blev mistænkt for både seksuel omgang med mindreårige og økonomisk bedrageri, men da han ikke kunne dømmes eller erklæres sindssyg, fik han en administrativ afskedigelse. Det forhindrede ham imidlertid ikke i at optræde som officer i det dansk-baltiske frikorps. I Estland lykkedes det ham at overbevise esterne om, at han kunne rekruttere endnu flere frivillige i Stockholm, og for estiske midler indlogerede han sig i foråret 1919 på et fint hotel i byen, hvor han brugte en stor del af pengene på sig selv. Senere samme år var han tilbage i København, hvor han tog kontakt til en russisk generalløjtnant, der arbejdede for "de hvide" i Arkhangelsk. De havde indtil da været støttet af britiske tropper, der imidlertid var ved at trække sig ud af konflikten. Palludan lovede russeren, at han kunne skaffe et dansk frikorps på 500 mand med officerer. Palludan oprettede i hvervekontor i Griffenfeldtsgade i København, og i januar var i alt ca. 200 frivillige danskere nået til Nordrusland, herunder adskillige veteraner fra det baltiske korps.
Palludan var også taget med, men drog hurtigt tilbage til København for at fortsætte rekrutteringsarbejdet. I Arkhangelsk var det danske korps præget af stærk indre splid og dårlig disciplin. Allerede i februar samme år blev flertallet af danskerne evakueret fra Arkhangelsk igen, og det var afslutningen på det eventyr. De havde aldrig været i regulær kamp. De få tilbageværende danskere i Nordrusland blev taget som fanger af "de røde", men ved Dansk Røde Kors’ mellemkomst frigivet året efter. Palludan, der havde gjort en karriere ud af at udstede løfter, som han ikke kunne holde, gik under jorden. Hans videre skæbne er stort set ukendt.
Bogen om denne interessante episode er i to dele. De første 200 sider, som beskriver hændelsesforløbet, er forfattet af Clemmensen og de sidste 100 sider udgøres af et biografisk leksikon over alle væsentlige aktører og flertallet af de frivillige i det nordrussiske korps udfærdiget af Preben-Hansen. Bogen bygger på et omfattende kildemateriale i danske og udenlandske arkiver fundet af Preben-Hansen, men det er ikke rigtig lykkedes at omsætte det store forarbejde til en sammenhængende eller meningsgivende fortælling. Clemmensen skriver udisciplineret, så læseren mister tråden. Til gengæld kommer Clemmensens militære sagkundskab læseren til gode, når det krigstekniske skal udredes. Men som helhed savner bogen en ordentlig redaktionel overhaling, før den kan siges at yde sit vældig interessante emne retfærdighed.
(Kristeligt Dagblad 14. marts 2015)
Den russiske revolution i 1917 var udgangspunktet for en hel række årelange væbnede konflikter i det, der engang havde været Zarens Rusland. "De Hvide" loyalister kæmpede mod "De Røde" bolsjevikker, og langs det store riges gamle vestgrænse kæmpede en række folkeslag for national selvstændighed.
I november 1918 tog danske rigmænd initiativ til et frikorps, der skulle understøtte den baltiske frihedskamp. Et frikorps er en gruppe af frivillige, der med statens bemyndigelse drager i krig. Der fandtes f.eks. et dansk frikorps under Den første Slesvigske Krig. De danske frivillige i den finske vinterkrig 1939-40 og i Waffen-SS under Den Anden Verdenskrig kan også regnes som – og blev til dels også kaldt - frikorps, og har i øvrigt det til fælles med det baltiske frikorps, at mange af de frivillige var motiveret af en stærk anti-kommunisme.
En af dem, der drog afsted til Estland var Victor Palludan (født 1892). Han var uddannet officer i den danske hær under Den Første Verdenskrig, men blev mistænkt for både seksuel omgang med mindreårige og økonomisk bedrageri, men da han ikke kunne dømmes eller erklæres sindssyg, fik han en administrativ afskedigelse. Det forhindrede ham imidlertid ikke i at optræde som officer i det dansk-baltiske frikorps. I Estland lykkedes det ham at overbevise esterne om, at han kunne rekruttere endnu flere frivillige i Stockholm, og for estiske midler indlogerede han sig i foråret 1919 på et fint hotel i byen, hvor han brugte en stor del af pengene på sig selv. Senere samme år var han tilbage i København, hvor han tog kontakt til en russisk generalløjtnant, der arbejdede for "de hvide" i Arkhangelsk. De havde indtil da været støttet af britiske tropper, der imidlertid var ved at trække sig ud af konflikten. Palludan lovede russeren, at han kunne skaffe et dansk frikorps på 500 mand med officerer. Palludan oprettede i hvervekontor i Griffenfeldtsgade i København, og i januar var i alt ca. 200 frivillige danskere nået til Nordrusland, herunder adskillige veteraner fra det baltiske korps.
Palludan var også taget med, men drog hurtigt tilbage til København for at fortsætte rekrutteringsarbejdet. I Arkhangelsk var det danske korps præget af stærk indre splid og dårlig disciplin. Allerede i februar samme år blev flertallet af danskerne evakueret fra Arkhangelsk igen, og det var afslutningen på det eventyr. De havde aldrig været i regulær kamp. De få tilbageværende danskere i Nordrusland blev taget som fanger af "de røde", men ved Dansk Røde Kors’ mellemkomst frigivet året efter. Palludan, der havde gjort en karriere ud af at udstede løfter, som han ikke kunne holde, gik under jorden. Hans videre skæbne er stort set ukendt.
Bogen om denne interessante episode er i to dele. De første 200 sider, som beskriver hændelsesforløbet, er forfattet af Clemmensen og de sidste 100 sider udgøres af et biografisk leksikon over alle væsentlige aktører og flertallet af de frivillige i det nordrussiske korps udfærdiget af Preben-Hansen. Bogen bygger på et omfattende kildemateriale i danske og udenlandske arkiver fundet af Preben-Hansen, men det er ikke rigtig lykkedes at omsætte det store forarbejde til en sammenhængende eller meningsgivende fortælling. Clemmensen skriver udisciplineret, så læseren mister tråden. Til gengæld kommer Clemmensens militære sagkundskab læseren til gode, når det krigstekniske skal udredes. Men som helhed savner bogen en ordentlig redaktionel overhaling, før den kan siges at yde sit vældig interessante emne retfærdighed.
(Kristeligt Dagblad 14. marts 2015)
Bygmesteren, der fornemt koblede æstetik og funktion
Badeloch Vera Noldus, Philip de Lange, Københavns store bygmester
I oktober måned i året 1728 ophørte København med at være en middelalderby. Omtrent 1500 beboelseshuse i den historiske bykerne forsvandt i en brand, der varede flere dage. Byens gamle kirker, Skt. Petri, Vor Frue, Nikolaj og Helliggejst, blev svært beskadigede. Også erindringen forsvandt. Stadsarkivet gik til i branden sammen med byens rådhus.
De omfattende ødelæggelser gav imidlertid også plads til den enevældige stats trang til at ordne og organisere, og en kongelig kommission blev nedsat til at regulere og planlægge genopbygningen. Nu skulle byen moderniseres. Man benyttede lejligheden til at regulere byplanen, så mange af de mange smalle og krogede smøger forsvandt. Man fik også for første gang et sammenhængende øst-vest-gående gadeforløb, af københavnerne sidenhen døbt Strøget.
Genopbygningen af byen lagde beslag på alle kræfter, og kongen averterede efter faglært arbejdskraft i en holstensk avis, der nød stor europæisk udbredelse. Annoncen blev også læst i Haag i Nederlandene, hvor en ung mand oprindeligt fra Strassbourg, Philip Lanck, var ved at uddanne sig til murer. Han øjnede mulighederne og drog til den danske konges residensby for at gøre sin lykke. Og det gjorde han. Han blev boende og virkede i København til sin død i 1766, 62 år gammel.
Philip de Lange, som han siden kaldte sig, omtales ofte som bygmester. Det var helt i overensstemmelse med samtidens forståelse af den funktion, som i dag udfyldes af den selvstændigt skabende og kunstneriske arkitekt. Selv om stillingsbetegnelsen altså først stammer fra en senere tid, har mange af Langes samtidige kollegaer vundet borgerskab i kunsthistorien som arkitekter. Det gælder Laurids de Thura (1706-1769), Nicolai Eigtved (1701-1754) eller Nicolas-Henri Jardin (1720-1799). De tegnede palæer og andre repræsentative prestigebyggerier. Lange byggede i langt højere grad funktionsbygninger: en kontorbygning for et handelskompagni, beboelsesejendomme for borgerskabet, muren rundt om Assistens Kirkegård, et fyrtårn samt en mastekran, magasiner, mandskabsboliger og meget andet for Søetaten.
Denne bog, der er smukt tilrettelagt, velskrevet og udsøgt illustreret, viser, at arkitekten Lange fortjener den opmærksomhed, som forfatteren har givet ham. Ved at gennemgå hans liv og værk viser Noldus, der selv er nederlænderinde, hvad hans inspirationskilder fra læretiden i Haag kan have været, og den systematiske gennemgang af de bygninger, han skabte, fremhæver deres æstetiske kvaliteter. Arkitekturhistorisk interessant er især Noldus’ påpegning af forbindelsen til det 17. århundredes nederlandske klassicisme, der i modsætningen til den samtidige barokstil, kun gjorde begrænset brug af dekorative elementer. For et nutidigt blik, der er præget af funktionalismen, er det ikke mindst de mere skrabede af Langes arbejder, der vækker nysgerrigheden.
19 af Langes bygninger findes endnu. Damsholte Kirke på Møn og Det hvide Fyr i Skagen er fremtrædende eksempler, men de fleste findes i København, f.eks. postgården i Købmagergade, der netop er blevet solgt til erhverv og kontor, og Assistenshuset - det nuværende kulturministerium – eller Kunstforeningens hus på Gl. Strand. Asiatisk Kompagnis hovedbygning i Strandgade – nu Udenrigsministeriet – er ikke mindst kendt, fordi det udgør motivet for et af Vilhelm Hammershøis malerier. Mest markant er Langes tilstedeværelse dog på Holmen med Hovedvagten, Arsenalet lige ved Operaen og selvfølgelig Mastekranen, der rager op som et monument over, hvad man vel kan kalde Langes fornemme sans for at alliere æstetik og funktion.
(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2015)Drømmen om den kollektive vækkelse
Kurt E. Larsen, Christian Bartholdy. Vækkelseskristendom og dansk kirkeliv. Studier i Indre Missions historie ca. 1930-1960, Forlaget Kolon
Christian Bartholdy (1889-1976) var den ældste af i alt otte søskende født i præstegården i Laurbjerg ved Langå, vokset op i Seest ved den daværende landegrænse i et hjem præget af kristelig alvor og dansk-nationalt sindelag. Han studerede teologi i København 1906-1912, hvor han blandt andet kom i forbindelse med Olfert Ricard. Han blev ordineret i 1916, først til et embede som hjælpepræst på Thurø. 1918-1925 var han sognepræst i Sebber-St. Ajstrup, 1925-1943 Brorstrup-Ravnkilde og fra 1943 i Haslev-Freerslev. I 1954 lod han sig pensionere fra præstegerningen og flyttede tilbage til Kolding. Han var blevet medlem af Indre Missions hovedbestyrelse i 1929. Han blev formand i 1934, et hverv han beholdt til han blev 70. Han døde i en trafikulykke.
Kurt E. Larsen, lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus har nu begået en lang disputats om denne centrale skikkelse i dansk kirkeliv i det 20. århundrede. Bogen er ikke en biografi i den forstand, at den følger sin hovedperson kronologisk gennem livet, snarere en dissektion af teologen, præsten og organisationsmanden Bartholdys stilling til forskellige aspekter af kristendom og kirke, menighed og samfund behandlet systematisk, kapitel for kapitel. Larsen har gennemgået en enorm mængde af arkivalsk materiale og litteratur, herunder den store underskov af pamflet-, tidsskrifts- og andagtslitteratur, som hører det kirkelige landskab til.
Bartholdy blev et kendt ansigt i offentligheden. Han skrev meget og lod sig ofte interviewe til pressen. Han kunne være skarp, næsten brutal, i sin polemik, men forstod også at afbalancere synspunkterne. Det var han nødt til som formand for en forening, der bestemt ikke var uden indre modsætninger. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark er egentlig blot en paraplyorganisation for en række lokale samfund og institutioner med større eller mindre økonomisk og organisatorisk tilknytning til landsforeningen. Dens hovedformål er at virke for troslivets vækkelse inden for Folkekirkens rammer og har som sådan været den måske allermest betydningsfulde bevægelse i Folkekirken i det 20. århundrede. Grundtvigianismen har nok haft større betydning i et bredere samfundsperspektiv, men har ikke bevaret samme loyalitet mod Folkekirken som IM.
Netop håbet om en ny vækkelse spillede en stor rolle for Bartholdy, og han så i dette håb også en mulighed for nationens frelse. Kort efter 2. Verdenskrigs udbrud skrev han, at "om det Under skulde ske, at vort Folk vendte om for at høre efter Gud, saa turde vi sige, at det har en Fremtid og et Haab, men heller ikke før". På denne måde spillede kristendom og danskhed sammen for Bartholdy.
Den kollektive vækkelse forudsætter naturligvis individuelle omvendelser. Bartholdy mente, at mennesket skulle omvende sig, både som en subjektiv viljesakt og som en oplevelse af egen syndighed og Guds almagt. Han kunne være kritisk over for det psykologiske pres, der ved lange og udmattende møder blev lagt på ungdommen i Indre Mission for at fremkalde en omvendelsesoplevelse. Men omvendelse måtte der altså til ifølge Bartholdy, og dens tegn var troens vished. Luther kæmpede hele livet med anfægtelser, og det fik Bartholdy til ved reformationsjubilæet i 1936 at skrive, at det forekom ham "tvivlsom, om Luther nogensinde er blevet omvendt", en karakteristik, som han dog hurtigt trak tilbage igen.
Bartholdy mente, at Indre Mission skulle være apolitisk. Han var kirkepolitisk konservativ, imod kvindelige præster og med en tendens sent i livet til at være pessimistisk med hensyn til Folkekirkens overlevelse. I Indre Mission var der tidligt i trediverne en modtagelighed for nazismens værdier, og i et interview til Aalborg Stiftstidende i 1934 sagde Bartholdy, at "Nazismen har et moralsk Indhold, som jeg mener er værdifuldt". Hans modstandere har siden ikke forsømt at citere ham for dette, mens de har glemt, at han i andre sammenhænge i de samme år advarede imod nazismen, som han betragtede som en trussel. Bartholdy havde selv et forhold til jøderne, der var bestemt af en forestilling om Danmark som et kristent land, hvor jøderne kun kunne betragtes som gæster. Men han tog på det bestemteste afstand fra jødeforfølgelser: "Hvor Jødehad kan trives i et kristent Land, der lever man i en frafalden Kristenhed", som han skrev i Indre Missions Tidende i 1942. Det kostede ham en ministeriel påtale. Efter krigen bistod han sin bror Georg, der arbejdede ivrigt som støtte for staten Israel, hvis nyere historie han anså som "Guds fodtrin i verdenshistorien".
Som så mange andre så Bartholdy den næsten dådløse overgivelse den 9. april 1940 som undergravende for Danmarks ære. Det var antagelig ikke mindst opvæksten i det nationalt vakte grænseland, der slog igennem hér. For sit lands frihed og for kirkens frihed skulle man kæmpe lige til martyriet, mente han. Af betydning var det nok ikke mindst, at hans bror Carl var kaptajn i hæren og havde deltaget i kampene om morgenen den 9. april i Sønderjylland. I flere skrifter og artikler i krigens første år opildnede Bartholdy til forsvarsvilje. I Indre Missions Tidende i 1942 rettede han en kritik mod regeringen: "Hele vort Lands offentlige Liv smager af Usandhed" og "Vor Regering vedtager Love og udsender Erklæringer, som krænker en paa det dybeste", og han var kritisk over for biskopperne, der havde opfordret præsterne til at dæmpe kritikken af samarbejdspolitikken og besættelsesmagten. Bartholdy pådrog sig i den anledning Kaj Munks beundring.
I lyset af den verserende debat om kødets opstandelse er det interessant at læse, hvad Bartholdy mente om den sag. I 1952 holdt professor P.G. Lindhardt et foredrag på Askov Højskole om det evige liv, hvor han afviste de gængse forestillinger om et gensyn efter døden og sjælens udødelighed. Det førte ikke overraskende til, at der blev stillet spørgsmål til professorens fortsatte ret til at virke som hjælpepræst i Folkekirken. Men i dette spørgsmål var Lindhardt om ikke på linje med så dog ikke ganske på afstand af Indre Missions formand, der i et interview i denne avis i 1953 sagde: "Troen på sjælens udødelighed er et stykke gammelt græsk hedenskab, som desværre er blevet temmelig populært gennem H.C. Andersens eventyr. Ulykkeligt er det, at det også kan finde nogen understøttelse i salmebogen, særlig hos Ingemann." Helt så kategorisk som Lindhardt ville Bartholdy ikke afvise enhver forestilling om livet hinsides, men han var selv meget tilbageholdende med at tale for konkret om indholdet i evighedslivet, for Bibelen talte i billeder, og "fremtiden er Guds og hans alene. Vi har ingen fremtid – uden den, han vil unde os."
Kurt E. Larsen har en saglig og usentimental, nærmest leksikalsk tilgang til sit stof. Om privatlivet meddeles følgende og ikke mere: "Christian Bartholdy var ugift og barnløs. Fra 1922 og de følgende mange årtier havde han den samme husbestyrerinde, frk. Bramsen." Uden at opfordre til dyneløfteri kunne man godt have ønsket sig noget, der lignede et portræt af Bartholdys personlighed og udvikling, så man kunne få lidt skikkelse på denne interessante personlighed. Alene forholdet til hans søskende kunne kaste lidt farve på portrættet. Foruden de allerede nævnte brødre var søsteren Olga, der var lærer på Krogerup Højskole, et spændende menneske. Nu har vi fået en god og kyndig disputats om Bartholdy. Så venter vi i spænding på en egentlig biografi.
(Kristeligt Dagblad, 30. januar 2015)
Christian Bartholdy (1889-1976) var den ældste af i alt otte søskende født i præstegården i Laurbjerg ved Langå, vokset op i Seest ved den daværende landegrænse i et hjem præget af kristelig alvor og dansk-nationalt sindelag. Han studerede teologi i København 1906-1912, hvor han blandt andet kom i forbindelse med Olfert Ricard. Han blev ordineret i 1916, først til et embede som hjælpepræst på Thurø. 1918-1925 var han sognepræst i Sebber-St. Ajstrup, 1925-1943 Brorstrup-Ravnkilde og fra 1943 i Haslev-Freerslev. I 1954 lod han sig pensionere fra præstegerningen og flyttede tilbage til Kolding. Han var blevet medlem af Indre Missions hovedbestyrelse i 1929. Han blev formand i 1934, et hverv han beholdt til han blev 70. Han døde i en trafikulykke.
Kurt E. Larsen, lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus har nu begået en lang disputats om denne centrale skikkelse i dansk kirkeliv i det 20. århundrede. Bogen er ikke en biografi i den forstand, at den følger sin hovedperson kronologisk gennem livet, snarere en dissektion af teologen, præsten og organisationsmanden Bartholdys stilling til forskellige aspekter af kristendom og kirke, menighed og samfund behandlet systematisk, kapitel for kapitel. Larsen har gennemgået en enorm mængde af arkivalsk materiale og litteratur, herunder den store underskov af pamflet-, tidsskrifts- og andagtslitteratur, som hører det kirkelige landskab til.
Bartholdy blev et kendt ansigt i offentligheden. Han skrev meget og lod sig ofte interviewe til pressen. Han kunne være skarp, næsten brutal, i sin polemik, men forstod også at afbalancere synspunkterne. Det var han nødt til som formand for en forening, der bestemt ikke var uden indre modsætninger. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark er egentlig blot en paraplyorganisation for en række lokale samfund og institutioner med større eller mindre økonomisk og organisatorisk tilknytning til landsforeningen. Dens hovedformål er at virke for troslivets vækkelse inden for Folkekirkens rammer og har som sådan været den måske allermest betydningsfulde bevægelse i Folkekirken i det 20. århundrede. Grundtvigianismen har nok haft større betydning i et bredere samfundsperspektiv, men har ikke bevaret samme loyalitet mod Folkekirken som IM.
Netop håbet om en ny vækkelse spillede en stor rolle for Bartholdy, og han så i dette håb også en mulighed for nationens frelse. Kort efter 2. Verdenskrigs udbrud skrev han, at "om det Under skulde ske, at vort Folk vendte om for at høre efter Gud, saa turde vi sige, at det har en Fremtid og et Haab, men heller ikke før". På denne måde spillede kristendom og danskhed sammen for Bartholdy.
Den kollektive vækkelse forudsætter naturligvis individuelle omvendelser. Bartholdy mente, at mennesket skulle omvende sig, både som en subjektiv viljesakt og som en oplevelse af egen syndighed og Guds almagt. Han kunne være kritisk over for det psykologiske pres, der ved lange og udmattende møder blev lagt på ungdommen i Indre Mission for at fremkalde en omvendelsesoplevelse. Men omvendelse måtte der altså til ifølge Bartholdy, og dens tegn var troens vished. Luther kæmpede hele livet med anfægtelser, og det fik Bartholdy til ved reformationsjubilæet i 1936 at skrive, at det forekom ham "tvivlsom, om Luther nogensinde er blevet omvendt", en karakteristik, som han dog hurtigt trak tilbage igen.
Bartholdy mente, at Indre Mission skulle være apolitisk. Han var kirkepolitisk konservativ, imod kvindelige præster og med en tendens sent i livet til at være pessimistisk med hensyn til Folkekirkens overlevelse. I Indre Mission var der tidligt i trediverne en modtagelighed for nazismens værdier, og i et interview til Aalborg Stiftstidende i 1934 sagde Bartholdy, at "Nazismen har et moralsk Indhold, som jeg mener er værdifuldt". Hans modstandere har siden ikke forsømt at citere ham for dette, mens de har glemt, at han i andre sammenhænge i de samme år advarede imod nazismen, som han betragtede som en trussel. Bartholdy havde selv et forhold til jøderne, der var bestemt af en forestilling om Danmark som et kristent land, hvor jøderne kun kunne betragtes som gæster. Men han tog på det bestemteste afstand fra jødeforfølgelser: "Hvor Jødehad kan trives i et kristent Land, der lever man i en frafalden Kristenhed", som han skrev i Indre Missions Tidende i 1942. Det kostede ham en ministeriel påtale. Efter krigen bistod han sin bror Georg, der arbejdede ivrigt som støtte for staten Israel, hvis nyere historie han anså som "Guds fodtrin i verdenshistorien".
Som så mange andre så Bartholdy den næsten dådløse overgivelse den 9. april 1940 som undergravende for Danmarks ære. Det var antagelig ikke mindst opvæksten i det nationalt vakte grænseland, der slog igennem hér. For sit lands frihed og for kirkens frihed skulle man kæmpe lige til martyriet, mente han. Af betydning var det nok ikke mindst, at hans bror Carl var kaptajn i hæren og havde deltaget i kampene om morgenen den 9. april i Sønderjylland. I flere skrifter og artikler i krigens første år opildnede Bartholdy til forsvarsvilje. I Indre Missions Tidende i 1942 rettede han en kritik mod regeringen: "Hele vort Lands offentlige Liv smager af Usandhed" og "Vor Regering vedtager Love og udsender Erklæringer, som krænker en paa det dybeste", og han var kritisk over for biskopperne, der havde opfordret præsterne til at dæmpe kritikken af samarbejdspolitikken og besættelsesmagten. Bartholdy pådrog sig i den anledning Kaj Munks beundring.
I lyset af den verserende debat om kødets opstandelse er det interessant at læse, hvad Bartholdy mente om den sag. I 1952 holdt professor P.G. Lindhardt et foredrag på Askov Højskole om det evige liv, hvor han afviste de gængse forestillinger om et gensyn efter døden og sjælens udødelighed. Det førte ikke overraskende til, at der blev stillet spørgsmål til professorens fortsatte ret til at virke som hjælpepræst i Folkekirken. Men i dette spørgsmål var Lindhardt om ikke på linje med så dog ikke ganske på afstand af Indre Missions formand, der i et interview i denne avis i 1953 sagde: "Troen på sjælens udødelighed er et stykke gammelt græsk hedenskab, som desværre er blevet temmelig populært gennem H.C. Andersens eventyr. Ulykkeligt er det, at det også kan finde nogen understøttelse i salmebogen, særlig hos Ingemann." Helt så kategorisk som Lindhardt ville Bartholdy ikke afvise enhver forestilling om livet hinsides, men han var selv meget tilbageholdende med at tale for konkret om indholdet i evighedslivet, for Bibelen talte i billeder, og "fremtiden er Guds og hans alene. Vi har ingen fremtid – uden den, han vil unde os."
Kurt E. Larsen har en saglig og usentimental, nærmest leksikalsk tilgang til sit stof. Om privatlivet meddeles følgende og ikke mere: "Christian Bartholdy var ugift og barnløs. Fra 1922 og de følgende mange årtier havde han den samme husbestyrerinde, frk. Bramsen." Uden at opfordre til dyneløfteri kunne man godt have ønsket sig noget, der lignede et portræt af Bartholdys personlighed og udvikling, så man kunne få lidt skikkelse på denne interessante personlighed. Alene forholdet til hans søskende kunne kaste lidt farve på portrættet. Foruden de allerede nævnte brødre var søsteren Olga, der var lærer på Krogerup Højskole, et spændende menneske. Nu har vi fået en god og kyndig disputats om Bartholdy. Så venter vi i spænding på en egentlig biografi.
(Kristeligt Dagblad, 30. januar 2015)
Abonner på:
Opslag (Atom)