Peter Kemp, Løgnen om dannelse. Opgør med halvdannelsen, Tiderne Skifter
Professor i pædagogisk filosofi fra Aarhus Universitet,
Peter Kemp, har i denne lille pamflet samlet og redigeret en række af sine
bidrag til debatten om folkeskolereformen. Kemp mener, at reformen forsømmer
dannelsen, som han definerer som karakterens dannelse til social og global
ansvarlighed. Dannelsen erstattes ifølge Kemp af noget, som reformens fortalere
ganske vist også kalder dannelse, men som ifølge Kemp bærer dette navn med
urette, fordi reformen reducerer skolens formål til ”blot at være en teknisk
kompetence og ikke samtidig en kapacitet, der tjener det fællesskab, som det
enkelte menneske tilhører.” Dannelse, der blot består af hukommelsesfylde og
færdigheder, er ifølge Kemp blot halvdannelse.
Der er ingen tvivl om, at Kemp i hovedtræk ser rigtigt, når
han karakteriserer reformen som et resultat af en overvejende økonomisk kalkule
bygget på forestillingen om ”konkurrencestaten”, et afgjort negativt ladet ord
i Kemps ordbog. Kemps analyser rækker dybest, når han skriver om
læreruddannelsen. Han har også ret i, at reformens tilhængere spiller med
fordækte kort. Men Kemps kritik forekommer også som idéhistorisk analyse noget
fladbundet og enkelte steder decideret misforstået.
Man kan tage bogens allerførste sætning, der sigter mod at
angive, hvordan folkeskolen historisk har været indrettet: ”Tidligere var det
skolens fornemste opgave at skabe ansvarlige danske statsborgere og værne om en
dansk retsstat og en dansk kultur.” Det er en tillempet parafrase af
folkeskolens formålsparagraf gennem tiden. Kemp undgår dermed – og antagelig
med vilje – en central formulering fra 1814-loven, nemlig at børnene foruden at
skulle dannes til retskafne og gode mennesker også gennem færdigheder og
kundskaber skulle blive til ”nyttige Borgere i Staten”. Kemp er meget imod, at
den nyeste folkeskolereform bygger på en nyttebetragtning, der gør børnene til
midler for staten. Så for at skærpe sin pointe, må han ignorere, at det sådan
set allerede var tilfældet for 200 år siden.
Den væsentligste anke, man kan rette mod Kemps pamflet er,
at han idealiserer dannelsen som patentløsning. Han citerer f.eks. i fuld alvor
Ulrich Beck for at sige, at dannelsen hjalp Tyskland ud af finanskrisen. Det er
noget af en underkendelse af den økonomiske politiks betydning. Kemp omtaler
gerne dannelsen i bestemt form ental som om der ikke findes gyldige
alternativer. Ikke overraskende er filosoffen Peter Kemps forestilling om
dannelse især præget af en del filosofi.
Dannelse er et mangetydigt begreb, der er blevet brugt til
styrke meget forskellige positioner i pædagogiske og politiske stridigheder.
Kemp kender de alternativer, der findes til hans eget ideal, som stammer fra
Wilhelm von Humboldt. Hans taktik er da enten at harmonisere, således at han f.eks.
frejdigt inkluderer Grundtvig i sit idealbillede, endskønt en af de
væsentligste kulturkampe i de seneste 200 års danmarkshistorie er stået mellem
netop Grundtvigs folkelige og Humboldts klassiske dannelsesideal. Eller han
afskriver de alternative dannelsesidealer som ”halvdannelse”. I skyndingen får
han også lige gjort Humboldt til demokrat, endskønt Humboldt var elitær
åndsaristokrat om en hals.
Miljøet blandt pædagogiske forskere i Danmark er forgiftet
af en til tider ondskabsfuld debatkultur. Kemp holder den urbane tone, men
fortegner også nogle steder sine modstanderes synspunkt for at lade sit eget
stå i et så meget desto fordelagtigere lys. Vi hører heller intet om, at der
måske også var gode grunde til at reformere en folkeskole, der ikke fungerede
optimalt. Til trods for Folkeskolens ubetvivlelige kvaliteter havde den ikke
løst det alvorlige problem, at især mange drenge forlod 9. klasse uden at kunne
hverken læse, skrive eller regne. Det har efterladt dem som tabere, som man
kalder det. Man kan vælge at skyde skylden på ”konkurrencen” som sådan, altså
at der slet ikke er nogen tabere, hvis der ikke er nogen konkurrence.
Diskussionen står nu om, hvorvidt denne konkurrence er et vilkår eller resultat
af en politisk beslutning? Det handler om, hvordan man skal forstå
konkurrencestaten som princip.
Den fløj, som Kemp tilhører, hævder, at konkurrencestaten er
en neo-liberal konstruktion, hvis indebyrd er, at der skabes et udskilningsløb
og dermed vindere og tabere. Den anden fløj hævder derimod, at konkurrencestaten er en
logisk fortsættelse af velfærdsstaten i en globaliseret økonomi. Konkurrencen
er i denne fortolkning et vilkår pånødet os af omverdenen, og det handler derfor
om at forberede ungdommen så godt som muligt til at klare sig i denne
konkurrence. Mens velfærdsstaten havde til hensigt at understøtte dem, der ikke
kunne klare sig på arbejdsmarkedet, ser konkurrencestaten det som sit formål at
investere i uddannelse og dermed ruste ungdommen til at klare sig.
Konkurrencestaten vil ikke acceptere en så høj andel af
borgere på statslig forsørgelse som velfærdsstaten, og af samme grund forsømmer
konkurrencestaten ingen mulighed for at gøre ungdommen parat til
arbejdsmarkedet. Det indebærer naturligvis en risiko for, at man forsynder sig
mod det kantianske princip, at man altid skal behandle et menneske som et mål i
sig selv og ikke kun som et middel til andre formål. Skolen har med mennesker
at gøre, og intet menneskeligt problem kan løses ved sagkundskab og
effektivitet alene, som højskoleforstander Knud Hansen engang skrev.
Man kan sagtens følge Kemps skepsis med hensyn til det
formålstjenlige i skolereformen, men hans idealisering af den humboldtske
dannelse rammer ved siden af målet. For det første er Kemp besynderligt fremmed
for den hjemmegroede tradition for livsoplysning og folkelig dannelse, som
ligger væsentlig tættere på folkeskolens ophav end Humboldt. For det andet
sætter han det forhold i skyggen, at det er Folkeskolens centrale formål at
lære børnene at læse, regne og skrive, så de kan stå sig i livet og verden.
(Kristeligt Dagblad 28. jan. 2016)
Niels Chr. Sauer svarede den 30. januar:
I sin anmeldelse den 28. januar af Peter Kemps kritiske bog om skolereformen klandrer Jes Fabricius Møller Kemp, at denne overser, at reformen er begrundet i et ønske om at løse problemet med den alt for store del af elever, der forlader skolen uden tilstrækkelige læse-og regnefærdigheder.
Men Jes Fabricius overser selv noget endnu vigtigere. Der er nemlig ikke skygge af belæg for, at reformen vil afhjælpe dette problem, snarere tværtimod. Fabricius fremstår hermed som ureflekteret apologet for danmarkshistoriens tåbeligste skolereform.
Mit gensvar den 2. februar:
Niels Chr. Sauer kalder mig den 30. januar en ureflekteret apologet for folkeskolereformen i sin kommentar til min anmeldelse af Peter Kemps bog om dannelsen og folkeskolereformen.
Sauer overser imidlertid i sit forsvar for Kemp, at jeg for det meste er enig med Kemp, hvad jeg også tydeligt giver til kende i min anmeldelse. Jeg synes bare, at Kemp skulle have skrevet en bedre bog. Det er nemlig min opgave at anmelde bogen, ikke dens synspunkt.
Niels Chr. Sauer svarede den 30. januar:
I sin anmeldelse den 28. januar af Peter Kemps kritiske bog om skolereformen klandrer Jes Fabricius Møller Kemp, at denne overser, at reformen er begrundet i et ønske om at løse problemet med den alt for store del af elever, der forlader skolen uden tilstrækkelige læse-og regnefærdigheder.
Mit gensvar den 2. februar:
Niels Chr. Sauer kalder mig den 30. januar en ureflekteret apologet for folkeskolereformen i sin kommentar til min anmeldelse af Peter Kemps bog om dannelsen og folkeskolereformen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar