Opgør med en besættelse

Claus Bryld: Min Besættelse – 50 års livtag med historie. Essays 1965-2015

Historikeren Claus Bryld, født 1940 og pensioneret professor fra Roskilde Universitet, har i denne bog samlet en række af sine egne artikler og essays om besættelsestiden og især hvad den er blevet brugt til siden krigen. Bryld er interessant at læse, fordi han kombinerer en høj grad af refleksion med en forbilledlig klarhed og enkelhed i fremstillingen.

Bryld definerer egentlig ikke sig selv som besættelsestidshistoriker. Videnskabeligt har han meriteret sig på en disputats om Socialdemokratiets tidlige historie, og han har selv et aktivt engagement på den politiske venstrefløj bag sig. Han var medlem Venstresocialisterne fra begyndelsen i 1967 og har debatteret flittigt i offentligheden siden sin ungdom. Men man skal altså ikke forvente med denne bog at finde Brylds essayistik repræsenteret i hele sin bredde. Bogen handler om den tid, der med et åbenlyst ordspil også er blevet en besættelse for dens forfatter.

Det forhold, at bogens første essay fra 1965 aldrig har været udgivet før, forklarer dens anliggende. Det var Brylds første skriftlige livtag med den omstændighed, at hans far og farbror var fremtrædende nazister, men den unge forfatter lod sit manuskript blive i skrivebordsskuffen indtil nu. Tiden og livet var ikke til den slags indrømmelser dengang. Der skulle gå 30 år, før han i den meget læseværdige erindringsbog, ”Hvilken befrielse” fra 1995, uden bitterhed eller selvmedlidenhed redegjorde for, hvad det gjorde ved ham, at hans familie i modsætning til de fleste andre danskere ikke oplevede de første dage i maj 1945 som en befrielse. Hans far fik en fængselsdom, og han måtte hele sin barndom leve med det stigma, som hans efternavn var blevet til. Et af denne antologis mest læseværdige bidrag, en kronik fra Politiken i 2004, Fædre og Synder, er en personlig beretning om jagten på det forbillede, som Bryld ikke fandt i sin egen far.

Sammen med sin kollega Anette Warring udgav Bryld i 1998 ”Besættelsestiden som kollektiv erindring”. Bogen har vundet hævd som et uomgængeligt og betydningsfuldt værk i dansk historieskrivning, fordi forfatterne for alvor satte fænomenet erindringspolitik på den videnskabelige dagsorden, altså det fænomen at fortiden ikke er død – den er ikke engang fortid, et citat af William Faulkner, som Bryld angiver som denne bogs motto.

Besættelsestiden udgør et blivende forråd af fortællinger, en fond af erfaringer, af hvilke vi drager næring til den løbende diskussion om, hvem vi er som samfund og nation. Til trods for at perioden 1940-1945 er den mest omhyggeligt efterforskede i dansk historie, bliver den ved med at fostre nye erkendelser. Til stadighed dukker glemte aspekter op, der holder diskussionen i live. Denne bog giver talrige eksempler på, hvordan fortid og nutid spiller sammen, fra den dansk-svenske TV-film fra 1985 om Jane Horney over Erik Ninn-Hansen og Tamil-sagen, Anders Fogh Rasmussens sammenkædning mellem modstandskamp og dansk deltagelse i amerikansk krigsførelse i Mellemøsten til den nuværende debat om Frihedsmuseets genopbygning

 Bryld vil ikke fordømme, men forstå. Det giver han f.eks. meget klart til kende i sin redegørelse for ”Ringen”, en kreds af skønånder med Ole Wivel og Knud W. Jensen, der i krigens første år sværmede for ideen om Storgermanien. Men netop fordi Bryld så uskrømtet tager udgangspunkt i sig selv, når han skriver om 2. verdenskrig, kan man stille spørgsmålet, hvorfor han ikke tager det følgende skridt og tager fat i sin egen fortid i det, der er blevet kaldt ”the lunatic left” i 1960erne og 1970erne? Hvad fik egentlig unge mennesker dengang til at undsige den etablerede demokratisk-parlamentariske og markedsøkonomiske samfundsmodel til fordel for en – sværmerisk – drøm om en socialistisk nyordning? Hvilken historie kan Bryld ikke fortælle? Et liv, mange liv. En kringlet udviklingsvej, men det er der ingen skam i, og at fortælle om det kan åbne øjnene for, at mennesket er omskifteligt. Med Brylds evne til selvrefleksion kunne det blive en spændende fortælling.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2015. Redaktionens rubrik var "Selvopgør med visse mangler"

Mening i galskaben

Kai Just, D.G. Monrad – menneske og mand. Riget, magten og æren. Forlaget Hovedland

Ditlev Gotthard Monrad blev født i 1811 som den næstyngste af i alt 6 søskende i et embedsmandshjem, der tidligt gik i opløsning på grund faderens sindslidelse, og drengen blev sat i pleje hos en moster, der var gift med en købmand i Præstø. Byens præst foranstaltede en indsamling, der gjorde det muligt for den unge talentfulde Monrad at komme på latinskole i Vordingborg, hvor adjunkt L.C.D. Westengaard optog ham i sit hjem. Her blev Monrad præget religiøst og intellektuelt, og Westengaard blev for ham, hvad hans egen far ikke havde været. Monrad studerede teologi i København, og hans hu stod især til den semitiske filologi, og han havde set en akademisk livsbane foran sig, da han blev grebet af det politiske røre, der endte med afvikle enevælden i 1848. På dette tidspunkt havde Monrad med sin overordentlige begavelse, veltalenhed og jernflid placeret sig som en af de nationalliberales helt centrale skikkelser. Det var ham, der skrev udkastet til Junigrundloven. Meget store dele af Monrads oprindelige formuleringer er bevaret i den danske grundlov den dag i dag.

Han var rigsdagsmedlem og kultusminister – det vil sige minister for kirke- og undervisningsvæsenet – i flere omgange, og blev også biskop i Maribo i 1849, et embede der blev ham frataget af politiske grunde i 1854. Som politiker var Monrad kendt for at skaffe resultater. ”En af de få politikere fra nyere tid, som minder mest om Monrad, er afdøde formand for Socialdemokraterne og tidligere minister Svend Auken”, skriver Kai Just i sit forord. Det er – med al respekt for Auken – en sammenligning, der ikke rigtig yder Monrad retfærdighed. Monrad var både i sine sejre og sine fiaskoer af et væsentlig større format end de fleste. Han er da også uden sammenligning den danske politiker eller teolog – bort set fra Grundtvig – om hvem der er skrevet flest disputatser. Det skyldes, at Monrad er en af de største gåder i dansk politik. Hvordan kunne en så stor begavelse fejle så fatalt? 

Det handler om en af de mest omdiskuterede perioder i dansk historieskrivning, den sidste halvdel af året 1863, som endte med at konseilspræsident C.C. Hall indgav sin opsigelse, hvorpå Monrad tog roret og styrede det danske statsskib direkte mod katastrofen året efter. Den populære forklaring er, at de danske politikere med enkelte undtagelser var enten dumme, sindssyge eller som minimum manglede realitetssans. I en medicinhistorisk disputats er det blevet sandsynliggjort, at Monrad var, hvad man tidligere kaldte manio-depressiv. Bornedals TV-serie om 1864 greb denne pointe og førte den ud i en karikatur, der var stort set uden sammenhæng med noget, som fagfolk vil anerkende som historisk virkelighed.

Det er almindelige anerkendt, at Monrad var præget af den tyske filosof Hegel. Imidlertid peger Just på, at teologen Schleiermacher var lige så betydningsfuld. Hos Monrad gav det sig udtryk i en kombination af stærk – kristen – idealisme, der var hans drivkraft som både intellektuel og politiker, i kombination med en pragmatisme – ”mæglersnilde” med Justs udtryk - der skaffede ham resultater. Monrad kunne på den ene side med klarsyn identificere, hvad der var nødvendigt at gøre, men som han sagde, ”det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre.” Man må lade sig nøje med det mulige.

Som politiker var Monrad spændt ud mellem en personlig moralsk betinget forpligtelse og en nærmest fatalistisk opfattelse af politik og historie. I 1864 brast forbindelsen mellem de to dele, er Justs argument. Jordforbindelsen røg. Når Monrads handlinger i dag forekommer uforståelige, skyldes det, at de byggede ”på et romantisk æresbegreb, som ikke rigtig har nogen plads i moderne politik i en tid, hvor enhver politiker hurtigt lærer, at man ikke skal indlade sig på nogen kampe, der ser ud til ikke at kunne vindes.”

Det kan være vanskeligt at følge alle Justs ræsonnementer, og det er ikke alle steder lykkedes at integrere det biografiske stof med de overordnede redegørelser for den politiske eller idéhistoriske udvikling. Men grundlæggende er biografien velgørende, fordi den gør et alvorligt forsøg på at skabe mening i den tilsyneladende galskab. Just tænker teologen og politikeren sammen og skriver Monrads forestilingsverden og livsanskuelse ind i sin samtidige kontekst. Her hjælpes den opmærksomme biograf på vej af Monrads egen forbavsende selvindsigt. 

Efter et midlertidigt eksil i New Zealand vendte Monrad tilbage til Danmark i 1869. I 1871 blev han genindsat som biskop i Maribo. Derefter røgtede han til sin død i 1887 med omhu sit embede, bedrev teologiske studier, tjente som rigsdagsmand og foretog åbenlyst og i lønsomhed et selvopgør, der savner sin lige. Det ”Jeg fortryder intet”, der synes at være et universelt credo blandt politikere til alle tider, havde ikke Monrad som abonnent. Mens han var mild i sin dom over andre, der bar ansvar, førte han med sit intellekts betydelige præcision og sin samvittigheds tilsvarende styrke et nådesløst aktorat mod sig selv.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2015

Sådan var livet i Danmark under krigen

John T. Lauridsen, Tidsbilleder. Danmark i Hitlers Europa, Gyldendal

Fra Berlingske Tidendes omfattende fotoarkiv har John T. Lauridsen i samarbejde med Jan Jæger udvalgt en række især reportagefotos fra krigens tid, tematisk opdelt i en overordnet kronologisk ramme, der rækker fra de dansk-tyske relationer i 1930erne til befrielsessommeren 1945. Bogens undertitel snyder lidt. Der er ikke mange billeder fra resten af Europa. Der er til gengæld en rigdom af billeder af danskernes hverdag, som den fandt sin gang i arbejde og fritid og af de krigsbegivenheder, der efterhånden indtraf med stadig større hyppighed på dansk grund. 

Bogen er i en enkel og uprætentiøs opsætning. Lauridsens kondenserede og klare billedtekster er sagligt analytiske med en udpræget sans for kompleksiteten i de spørgsmål, han tager op.

Danskernes forbrug blev omlagt som følge af krigen. Udenlandske importvarer, f.eks. vin og tobak, blev erstattet af hjemlige produkter. Forbruget af kød faldt. Manglen på kul og olie blev mærkbar, og cyklen fik en stærk renæssance som transportmiddel, hvis det da var til at opdrive dæk og slanger. Tyskernes efterspørgsel efter dansk arbejdskraft og de store civile danske og militære tyske anlægsarbejder fjernede arbejdsløsheden uden at fjerne den materielle armod, der også fandtes. 

Som flænger i hverdagen trådte krigen mange danskere på nært hold. Den 4. juli 1944 skete der f.eks. i et tysk ammunitionsdepot på Aarhus Havn en stor eksplosion, der kostede 38 danskere og et ukendt antal tyskere livet og sårede 250. Der var tale om en ulykke, der skyldtes skødesløshed i håndteringen af nogle miner, men tyskerne var ikke meget for at indrømme fejlen, og officielt betegnede de det som en kommunistisk sabotageaktion, og det var også hvad aviserne skrev. Det kunne lade sig gøre, fordi tyskerne kontrollerede den danske presse gennem Udenrigsministeriets pressebureau. Mens den danske presse i mange tilfælde fik forbud mod at omtale sabotageaktioner, så tyskerne altså i dette tilfælde en fordel i at udlægge begivenheden som sabotage over for offentligheden. Danskernes tillid til den censurerede presses pålidelighed var imidlertid så lav, at ingen troede på den version af historien. Danskerne tyede til BBC’s udsendelser på dansk, svensk radio eller de illegale blade.

Mod slutningen af krigen bombede briterne tyske mål i de store danske byer også med civile tab til følge. Sabotageaktioner, likvideringer og clearingmord steg i antal i de sidste måneder op mod befrielsen. Fra øst kom en kvart million flygtninge.

Berlingskes fotografer dokumenterede det hele. Desværre er langt fra alle billeder med angivelse af ophavsmand. Bogens første billede forestiller f.eks. en mand, der stikker hovedet op fra et beskyttelsesrum på Kongens Nytorv i København. Det har betydelig lighed med et taget af Politikens kendte fotograf Erik Petersen, Berlingskes billedarkiv har måske ikke helt styr på butikken? Hvorom alting er, rummer det en skatkiste af dokumentarisk materiale. Mange af bogens billeder vil være ukendte for selv gode kendere af Besættelsestidens historie.

(Kristeligt Dagblad 26. maj 2015)

Besættelsen fortalt gennem fotos

Thomas Harder, Besættelsen i billeder

Denne billedbog består af 21 kapitler i nogenlunde kronologisk orden om Danmark i Anden Verdenskrig fra optakten i 1930' erne til krigens ophør i 1945 og det opgør, der fulgte.

Vi følger de militære begivenheder den 9. april, regeringsomlægningen derefter, handelsflåden i uroligt farvand, hverdagen med rationering og vareknaphed, den nationale vækkelse, de østfrontfrivillige, interneringen af kommunisterne, de danske i allieret tjeneste, vilkårene for de udstationerede tyske soldater i Danmark, modstandsbevægelsen, kulturlivet, sortbørshandelen, det politiske vandskel i sommeren 1943, jødeaktionen i oktober 1943, folkestrejken 1944, de danske nazister, konfliktens skærpelse i 1945, befrielsen, retsopgøret og mindekulturen i Ryvangen og på Frihedsmuseet.

Bogen følger dermed et relativt traditionelt skema for historieskrivningen om besættelsestiden, idet der lægges vægt på konflikten mellem danskerne og den tyske besættelsesmagt og mindre vægt på de interne danske konflikter.

Bogen gør meget ud af at dække hele landet. Bombningen af Shellhuset i København er med, men det er også med, at der blev udført en tilsvarende bombning af Gestapos hovedkvarter i Aarhus.

Det glemmes ikke, at Danmark blev inddraget i krigshandlingerne allerede i september 1939, da Royal Air Force ved en fejl kastede bomber over Esbjerg, en begivenhed, der kostede et af de allerførste civile ofre på den europæiske vestfront, en 26-årig kvinde.

De særlige forhold på Bornholm, hvor den tyske kommandant i maj 1945 nægtede at overgive sig til Den Røde Hær, hvilket førte til russisk bombardement af Nexø og Rønne og russisk besættelse i et helt år, får tiltrængt opmærksomhed.

Interessante er også billederne fra Færøerne, Island og Grønland, der også blev besat, men altså af briterne og amerikanerne. Til gengæld hører man ikke meget om den kvarte million tyske flygtninge, der kom til Danmark i 1944-1945. Mange af dem vendte aldrig tilbage til Tyskland, for de døde, mens de var her, især de små børn, som ligger begravet i tusindtal på kirkegårde over hele landet.

Billederne udgør naturligvis bogens hovedstol, men teksterne bør alligevel fremhæves. Billedteksten er en underkendt kortprosagenre, som Harder behersker i sjælden grad. Motiverne og omstændighederne bliver forklaret og sat i kontekst. Der er styr på detaljerne og nuancerne.

Det nævnes, hvis der er grund til kritiske kommentarer, for eksempel som det er tilfældet med en berømt billedserie, der angiveligt viser afstraffelsen af en " tyskertøs" i Odense. Denne serie var efter alt at dømme iscenesat af nogle unge mænd under medvirken af en køkkenpige fra restaurant Skoven. Harder har en nærmest poetisk sans for militærjargon og en forkærlighed for militærtekniske detaljer, der jo unægtelig også er relevante, al den stund der var tale om krig eller det, der ligner.

Bogen er i stort format, trykt på kraftigt papir og i en enkel og flot grafisk tilrettelæggelse.

Frihedsmuseets omfattende billedsamling udgør hovedkilden til bogens cirka 600 illustrationer, suppleret af fotos fra mange andre danske og udenlandske, private og offentlige samlinger.

Billedredaktør Conny Mikkelsen har gjort et fortrinligt arbejde med at grave de sjældne og usædvanlige billeder frem.

(Kristeligt Dagblad 9. april 2015)

Det muliges kunst og det diplomatiske spil

Bo Lidegaard, Redningsmænd

I månederne før Anden Verdenskrigs afslutning i Europa blev ca. 20.000 fanger, heraf halvdelen skandinaver, evakueret til Sverige fra tyske fangelejre og fængsler i danske og svenske busser. Historien er velbeskrevet, for eksempel i Hans Sode Madsens udmærkede bog om de hvide busser fra 2005.

Bo Lidegaard sammenfatter i denne bog de seneste værker om emnet af norske, svenske, danske og tyske historikere. Berlingskes anmelder af Lidegaards bog, Bent Blüdnikow, karakteriserede tidligere på ugen bogen som "hjemstavnshistorisk", men det er netop, hvad Lidegaard ikke er. Bogen ser spørgsmålet i et overordnet skandinavisk og europæisk perspektiv. Lidegaards styrke er ikke mindst analysen af det diplomatiske spil.

Evakueringen fandt sted mellem de fremrykkende fronter fra øst og vest og i forventningen om kaos, når Tyskland kapitulerede. Aktørerne havde en nærmest uoverstigelig opgave foran sig. De skulle tilvejebringe efterretninger, skaffe midlerne og opnå tysk velvilje til denne bjergningsaktion.

Allerede efter de første større deportationer af norske modstandsfolk og militære i 1942 blev der iværksat private forsøg på at hjælpe fangerne. Den unge Wanda Hjort, der var civilt interneret i nærheden af Berlin, var en af de afgørende initiativtagere til hjælpen.

En anden norsk kvinde, Borghild Hammerich og hendes mand, den danske kontreadmiral Carl Hammerich, udgjorde en situationens generalstab i København, når det handlede om nødhjælpspakker til skandinaver i tysk fangenskab.

Centrale danske embedsmænd som departementschef H.H. Koch fik diskret stukket en snabel ned i Finansministeriets kasse. Det kunne lade sig gøre, fordi forvaltningen af den danske stat stadig var velfungerende, men det var af afgørende betydning ikke at lade det fremstå som officiel dansk politik at hjælpe danske fanger, så pengene blev gelejdet om til private initiativer som for eksempel Borgild Hammerichs arbejde. Dansk Røde Kors var i den sammenhæng en facade. Anderledes med Svensk Røde Kors, hvis vicepræsident, grev Folke Bernadotte, blev en central aktør. På et tidspunkt, da det neutrale Sverige var indesluttet af tysk besatte eller tyskallierede lande, og med Sovjetunionen som fremrykkende stormagt, måtte den svenske regering træde varsomt. Der var stor sympati med Danmark og Norge i Sverige og en vilje til at hjælpe og tage imod. Bernadotte kunne som privatmand optræde som leder af en uafhængig, velgørende institution, når det passede, og fordi han også var kongens nevø tjene som diplomatisk spydspids over for Heinrich Himmler, når det krævedes.

Tyskernes samtykke var en nødvendig forudsætning for, at fangeevakueringerne kunne lade sig gøre. Hitler var i 1944-45 stadig øverste leder, men under ham og især i SS, der stod for koncentrationslejrene, var der en indbyrdes rivalisering.

Det stod tidligt klart, at meget kunne lade sig gøre, hvis det indebar, at Hitler ikke tabte ansigt. Det vil sige, at man kunne opnå fordele, med mindre det udadtil kunne fremstilles som et udtryk for tysk svaghed. Man måtte med andre ord operere under offentlighedens radar, og det var ifølge Lidegaards analyse en af grundene til, at den danske inspektion af koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de danske deporterede jøder sad, affødte påfaldende ukritiske rapporter.

Skønmaleriet var taktisk begrundet. Hvis kritikken var sivet til pressen, ville Hitler have lukket ned for hjælpen. Lidegaard underbygger dette argument med flere eksempler. Den indre splid i SS bidrog til vanskelighederne. Mange ledende nazister kunne med udsigt til et kommende nederlag se en fordel i at indgå studehandler med for eksempel skandinaverne om frigivelse af fanger, men gjorde sig dermed også sårbare, fordi deres interne rivaler kunne udstille deres imødekommenhed som en svaghed over for Hitler.

Svenskerne og danskerne havde hver deres indgang til SS-toppen, og det var et problem, at den ene hånd ikke altid vidste, hvad den anden gjorde. Uanset hvad købslog man med forbrydere, hvad Lidegaard ikke lægger skjul på.

Ovennævnte anmelder fra Berlingske vil gerne kloge sig på, hvordan redningsmændene kunne have gjort det endnu bedre. Han kan vist ikke rigtigt få det over sit anmelderhjerte at tilkende samarbejdspolitikken denne moralske sejr. Men bortset fra det er det dristigt at hævde, at disse redningsmænd under de givne vilkår kunne have skubbet grænserne for det muliges kunst yderligere.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2015)

Den historiske begivenhed, der optager danskerne mest

Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen, Danmark besat – krig og hverdag, Informations Forlag

Besættelsestiden har siden 1945 været den historiske begivenhed eller det begivenhedskompleks, der uden sammenligning har optaget danskerne mest – i en sådan grad, at man med en lidt dum vittighed kan tale om, at beskæftigelsen med denne periode for nogen har antaget karakter af en besættelse. For danskerne som helhed er ”de fem forbandede Aar” forblevet et reservoir af erfaringer, som vi trækker på, når vi skal skelne mellem ret og uret, når vi skal forstå og forklare os selv som samfund, som demokrati, som militærmagt, som retsstat. Det betyder imidlertid også, at der foregår en konstant kamp om, hvordan besættelsestiden skal fortolkes.  Hvem var skurke og hvem var helte?

De første år efter krigen var præget af den såkaldte konsensustolkning. Den var ikke mindst en frugt af det store kompromis, der var indgået i 1945 mellem Frihedsrådet og de valgte politikere om at danne regering. Ifølge konsensustraditionen havde danskerne stået samlet i trods og modstand mod fjenden: tyskerne. Politikerne havde ydet passiv modstand frem mod 1943, hvorefter de havde overladt stafetten til den aktive modstand. 

I løbet af 1960erne blev det stadig mere tydeligt for yngre historikere, at konsensusfortællingen dækkede over nogle betydelige sprækker og konflikter indbyrdes mellem danskerne under krigen. For det første blev det klart, at forholdet mellem politikerne og modstandsbevægelsen var særdeles betændt. Politikerne havde valgt en passiv eftergivenhed som Danmarks overlevelsesstrategi, mens modstandsbevægelsen ønskede at eskalere konfliktniveauet. Først i krigens sidste år begyndte parterne at finde sammen om en fælles strategi. For det andet viste det sig vanskeligt at tale om modstandsbevægelsen som en samlet enhed. Nogle var nationalt motiverede og ønskede at vaske skampletten af Danmarks ære. Nogle af de mest effektive grupper var Moskva-tro kommunister. For det tredje viste Aage Trommer med sin bog fra 1971 om jernbanesabotagen, at modstandsbevægelsen ikke havde nogen synderlig militær betydning. En national mytologi var sønderskudt.

De fire forfattere til denne bog – født mellem 1963 og 1973 – repræsenterer den næste generation af historikere, der har udvidet horisonten ved blandt andet at sætte fokus på andre dele af historien, der blev glemt, da den store konsensusfortælling blev skrevet. Claus Bundgård Christensen er f.eks. medforfatter til et stort værk om de danske østfrontfrivillige, og Joachim Lund har forsket i dansk-tysk økonomisk integration. Disse undersøgelser og andre tilsvarende om f.eks. jødiske flygtninge før krigen og tyske flygtninge efter krigen, om de såkaldte tyskertøser, om stikkerlikvideringerne og meget andet har rettet opmærksomheden mod danskernes medansvar for de menneskelige lidelser også uden for landets grænser under krigen.

Samtidig med, at de forrige generationers diskussioner slet ikke er stilnet af, har disse nyere bidrag til forskningen nærmest bare forstærket den moralske og politiske indebyrd af oparbejdningen af besættelsestidens historie. Det er med andre ord en hvepserede, som forfatterne til dette værk har stukket deres i alt otte hænder i, når de i anledning af 70-året for befrielsen udsender en revideret og udvidet udgave af deres oversigtsværk om besættelsestiden, hvis første udgave kom for ti år siden. 

Bogens første godt 700 sider er en kronologisk gennemgang af besættelsestiden inklusiv optakt og efterklang under inddragelse af også den allerseneste forskning, herunder ikke mindst hvordan danskerne oplevede besættelsen som hverdag. Kapitlerne er opdelt i korte, stramt redigerede tematiske afsnit. Bogens hoveddel kan altså både læses som en fortløbende beretning og bruges som opslagsbog. Til sidstnævnte formål bidrager et lille biografisk leksikon på små hundrede sider over vigtige aktører, tidslinje, noter, litteraturlister og ikke mindst et fortrinligt register. Fagligt set er man som læser i de bedste hænder. Forfatterkollektivet har derudover haft held med at give bogen et sprogligt enhedspræg, en effektiv hybrid af informationsmættet leksikalsk sagprosa og dramatisk fremadskridende fortælling.

Hvordan klarer forfatterne at forholde sige hvepsereden? Som kollektiv kan de naturligvis ikke være enige om alt. De har i mange spørgsmål valgt at åbne for flere fortolkninger. I synet på enkeltpersoner lægger forfatterne stor vægt på at redegøre for præmisserne og motiverne for deres handlinger, hvad enten det var en Kaj Munk eller en Erik Scavenius. De søger ikke at harmonisere, hvor der ingen harmoni var, eller at skabe en ny konsensusfortælling – og så dog alligevel. De betragter forløbet og udfaldet af besættelsen som et resultat af en forening af uforenelige viljer.

I et meget læseværdigt 20 siders essay, ”Magten og Æren”, til slut i bogen tillader forfatterne sig at tage mere eksplicit stilling til besættelsestiden som historisk begivenhed og som erindret historie. De mener, at den gamle konsensusmyte i dag i offentligheden er blevet afløst af en ”modmyte”, ifølge hvilken alle danskere undtagen modstandsfolkene var opportunister. Fra den gamle myte overtages heltedyrkelsen af modstanden kombineret med nationalflagellantisk foragt for alt det, der ikke lever op til det heroiske ideal. Denne myte er lige så misforstået som den gamle myte, mener de. 

Tilsvarende kalder de dyrkelsen af de vestallieredes moralske autoritet for misforstået. Også USA og Storbritannien var underlagt realpolitiske vilkår, som de naturligvis iklædte en moralsk og ideologisk sprogdragt. Til trods for de flotte ord lod de Sovjetunionen bære den store byrde. For hver amerikansk soldat, der faldt i Anden Verdenskrig, mistede Den Røde Hær 60. I henhold til den samme logik havde de danske regeringer under besættelsen endnu mere held, for det lykkedes dem med deres politik at skåne Danmark for egentlig krig. Vi skylder modstandsbevægelsen meget, ikke mindst accepten af Danmark som allieret i 1945, men den fungerede også skærmet af samarbejdspolitikken. I andre besatte lande, hvor tyskerne havde overtaget jurisdiktionen, var repressalierne over for aktiv modstand og terroren over for civile meget hårdere. 

Men det var et paradoksalt tilfælde, kombinationen af flere, somme tider modsatrettede viljer, der førte til resultatet: "Konklusionen er, at samarbejdspolitikken konsekvent førte det danske demokrati gennem verdenskrigens stormvejr med forbavsende få omkostninger, oddsene taget i betragtning. Modstandsbevægelsen ønskede en anden politik, og dele af den ønskede endda et andet dansk samfund. Af begge grunde, men først og fremmest af den sidste, bekæmpede samarbejdspolitikerne bevægelsen. Til dels på grund af tilfældigheder og held, men også på grund af en vis kompromisvilje og politisk kløgt i begge lejre, førte det til allersidst til et for den danske stat og den danske befolkning lykkeligt resultat."

(Kristeligt Dagblad 7. april 2015)

Erindringer fra en ung dansker i tysk tjenste

Peter Møller Hansen, Troskab - dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer, Lindhardt og Ringhof

Ellef Henry Rasmussen blev født i Svendborg 1922. Hans far var ved post- og telegrafvæsenet. Moderen var fra en tysksindet sønderjysk familie. Som 16-årig kom han på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han blev stærkt påvirket af Niels Bukh, der ganske vist ikke var nazist, men hyldede nogle af de samme værdier – disciplin, orden, lydighed, kropsdyrkelsen – der havde en bred appel i samtiden. Rasmussen meldte sig ind i nazistpartiet i 1939, og i sommeren 1940 meldte han sig til tysk krigstjeneste.

Han blev sendt til Klagenfurt i Østrig for at blive uddannet og indrulleret i Waffen-SS. Han var i indsats på Østfronten lige indtil kapitulationen i 1945, hvor han havde rang af Obersturmführer (premierløjtnant). Ved hjemkomsten modtog han en dom på 1 års fængsel i henhold til det straffelovstillæg fra 1945, der gjorde tysk krigstjeneste strafbart med tilbagevirkende kraft. Det var en skærpende omstændighed, at han havde meldt sig så tidligt, endnu mens det ikke var tilladt, men til gengæld en formildende, at han kun var 17 år gammel, da han lod sig hverve. Efter krigen slog Rasmussen sig ned som erhvervsdrivende i sin mors hjemby, Sønderborg, hvor han blandt andet drev flere af de spritruter, der frem til slutningen af 1980erne nød godt af muligheden for toldfri handel i Østersøen.

Ellef Rasmussens erindringer hører til den veterankultur, der blev opbygget blandt tidligere østfrontfrivillige efter krigen. Han var i 1988 selv vært for et større veterantræf ombord på et af sine skibe.  Denne kultur opbyggede systematisk et skønmaleri, der ikke mindst blev farvet af Den kolde Krig, hvori den blev til. De så sig selv som fædrelandets forsvarere mod kommunismens asiatiske pest, altså i virkeligheden en slags forarbejde til NATO. De så heller ingen modsætning mellem dette angivelige forsvar for fædrelandet og det forhold, at de havde ladet sig hverve af det land, der netop havde besat deres fædreland. Ganske typisk for veterankulturens apologetiske historieskrivning nægter Ellef Rasmussen ethvert kendskab til de omfattende krigsforbrydelser, som både værnemagten og især Waffen-SS gjorde sig skyldige i på østfronten.

Selv om Møller Hansen i efterordet samvittighedsfuldt redegør for den viden, historieforskningen har tilvejebragt om Waffen-SS og Østfronten, og hvorledes denne viden adskiller sig fra Rasmussens beretning, lykkes det ham ikke at distancere sig helt fra den veterankultur, som Rasmussen tilhører. Erindringerne er nemlig nedskrevet af Møller Hansen i en proces, hvor han som ghost writer har deltaget aktivt i bogens tilblivelse, således at den ville have fået et andet indhold, ”hvis Rasmussen havde stået alene med ansvaret for biografien”, som det hedder i forordet. Dermed må ansvaret for de fortielser eller fordrejelser, som Rasmussen ifølge Møller Hansen gør sig skyldig i, også påhvile Møller Hansen selv.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2014)