Hån, spot og persiflage

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt: MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark. 1053 sider, Gyldendal.

Det er et voveligt forsøg at ville skrive ytringsfrihedens historie fra Reformationen til i dag, fordi ytringsfriheden ikke findes som noget, der kan studeres i sig selv. Den kendes på sine grænser.  Derfor er Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelts værk, MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark, i praksis en gennemgang af indskrænkningen af ytringsfriheden, oftest i skikkelse af den statslige censur.

Bogcensuren indførtes med kirkeordinansen af 1537. Formålet med censuren var især beskyttelsen af den rette tro og siden i højere grad af styret, således at det var strafbart at ”skumle med Bitterhed over Regieringen”, som det hed i den såkaldte Trykkefrihedsforordning af 1799. Forfatterne ser helt ret i, at afskaffelsen af enevælden i 1848-49 for trykkefrihedens vedkommende indebar lige så meget kontinuitet som forandring. Junigrundlovens ord om, at enhver ”er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene”, sikrer ikke ytringsfriheden mere, end lovgiverne løbende tillader det, hvilket en hel række af sager ført efter 1849 dokumenterer. Under forfatningskampen i sidste halvdel af det 19. århundrede blev ikke mindst straffelovens bestemmelse om majestætsfornærmelse flittigt brugt til at tryne oppositionen, der var forbitret over, at regeringen ignorerede Folketingets flertal og sad på kongens mandat alene. Højskoleforstander Johnsen fra Vestbirk fik i 1885 fire måneders fængsel for ”for at have henkastet paa Jorden et Billede af Kongen, som han havde kjøbt for 10 Øre”.

At spørgsmål om ytringsfrihed skulle afgøres af domstolene, havde hersket som hovedprincip siden 1790. Dermed var de endelige afgørelser om censur også taget ud af politiets hænder. Lovene var strenge, men ikke vilkårlige, om end forvaltningen af dem kunne være det. Hvis man ser bort fra den tyske besættelse, da censuren genindførtes, udspillede dramaet om ytringsfriheden sig i det 20. århundrede primært i lovens navn. I det 21. århundrede er dagsordenen skiftet dramatisk, idet spørgsmålet om ytringsfrihed er rykket tilbage i den udøvende magts regi, fordi en af de store udfordringer kommer fra fundamentalistiske muslimer, der har fremsat trusler mod forfattere og kunstnere, der må søge beskyttelse hos politiet og ikke domstolene. Samtidig ser vi fra skiftende regeringer forsøg på indgreb i informations- og ytringsfriheden i den statslige sikkerheds navn.

Mchangama og Stjernfelt skriver i indledningen, ”at ytringsfrihed ikke bare er vigtig, men simpelt hen den vigtigste af de frihedsrettigheder, der udgør kernen i moderne, demokratiske samfund.” Bortset fra, at udsagnet i sig selv er udtryk for et noget snævert syn på de borgerlige rettigheder og ikke mindst deres indbyrdes forhold, er det vigtigste problem for bogen, at tilgangen til stoffet er normativ snarere end analytisk.

Enhver person, lov eller tildragelse måler forfatterne på, om den lever op til idealet. Den berømte dr. Dampe udnævnes til ”martyr for det frie ord”. Struensee er god, fordi han afskaffede enhver censur i 1770. M.G. Birckner (1756-98) er næsten lige så god, fordi han taler for, at de religiøse må tåle ”Haan, Spot og Persiflage”. Men når man forlader sig på den enkle vurdering, at fortidens aktører måles på, i hvor høj grad de ligner Flemming Rose, suspenderes den intellektuelle nysgerrighed. Man spørger ikke længere, hvorfor ting sker, men hvor vidt de ligner noget, man kan lide. Det er uinteressant for andre end dem, der deler synspunktet.

Den nyskabende svenske trykkefrihedslov, der fejrer sin 250 års fødselsdag den 2. december i år, er et godt eksempel. Den afskrives i bogen i en enkelt sætning, fordi den ikke lever op til idealet: Den indførte ikke ubegrænset trykkefrihed. Den er ikke desto mindre interessant, fordi den for det første indførte trykkefrihed som en positiv ret, for det andet knyttede denne ret sammen med retten til indsigt i den offentlige forvaltning, og for det tredje indførte princippet om ansvarlighed for domstolene. Det skulle da være mærkeligt, om den ikke havde betydning for udviklingen i dansk ret.

Et andet afgørende problem for bogen er, at den ikke for alvor tager diskussionen med den eksisterende forskning. Forfatterne hænger et par ældre historikere ud, fordi de udviser en vis forståelse for den enevældige lovgivning. For den nyere litteraturs vedkommende beror de hovedsageligt på meningsfæller i norsk og dansk forskning og overser næsten systematisk alternative tolkninger.

Hvorfor blev dr. Dampe for eksempel som den eneste af den sene enevældes systemkritikere dødsdømt? Forfatterne skriver, at han var isoleret og uden indflydelsesrige venner. Nyere forskning har fremhævet, at han fremturede på et tidspunkt, da København var præget af generel uro. Man frygtede for revolution. Under andre omstændigheder ville han antagelig  være blevet landsforvist. Kongen benådede Dampe, så straffen blev konverteret til livsvarigt fængsel, og siden blev den mildnet til en form for husarrest på Bornholm.

I synet på Oplysningstiden forekommer Mchangama og Stjernfelt inspireret af Jonathan Israels idé om den radikale oplysning, der særdeles kort fortalt går ud på, at alle andre end Spinoza og Israel selv har misforstået, hvad oplysning er. Et af problemerne med denne vinkel på Oplysningstiden er, at den kanoniserer ateismen og religionskritikken, og at den betragter religion og oplysning som modsætninger. Det vil sige, at den gør sig selv blind for den omstændighed, at langt størstedelen af dem, der faktisk levede i Oplysningstiden, opfattede sig selv som gode kristne.

”Oplysningstidens tanker” går som et fantom gennem den aktuelle debat om ytringsfrihed. Det er blandt andet forestillingen om, at vi fra Oplysningstiden har arvet en borgerlig offentlighed, der i sin mest ideelle tilstand er et privilegeret eller isoleret rum adskilt fra det private på den ene side og magtens rum på den anden.

Det er en smuk teori, som oprindelig stammer fra Jürgen Habermas (der er påfaldende uomtalt i bogen), men på et eller andet tidspunkt må teorier jo lade sig anfægte af virkeligheden. Hvis Mchangama og Stjernfelt læste op på deres egne eksempler, ville de finde det veldokumenteret, at den offentlige kommunikation altid har været gennemtrukket af magtrelationer og private interesser.

Hvorfor lod den regerende kronprins sig påvirke af den russiske kejser til at strammelovgivningen mere end planen var i 1799? Fordi zar Paul I ikke alene var ære- og trættekær, men autokratisk rådede over en østersøflåde, der målt i drægtighed overgik den dansk-norske marine i styrkeforholdet fem til tre.

Eller tag et mere nutidigt eksempel som Kåre Bluitgen, der var anledningen til, at Jyllands-Posten gjorde muslimsk ikonoklasme til genstand for redaktionel opmærksomhed for godt ti år siden. Bluitgen hævdede, at han ikke kunne finde en illustrator til en bog om Muhammed. Inspireret af den historie bestilte Jyllands-Posten de nu så berømte tegninger. De voldsomme virkninger af avisens beslutning har fået lov til at skygge for den ikke uinteressante forudsætning, at Bluitgens påstand må have været et mediestunt, for avisen havde jo tydeligvis ikke vanskeligt ved at finde tegnere.

MEN er for så vidt grundig, klart skrevet og med gode kildehenvisninger. Det er meget prisværdigt, at Norge og hertugdømmerne inddrages systematisk i gennemgangen frem til henholdsvis 1814 og 1864. For tiden efter 1849 er der tale om, at der fremlægges den hidtil mest omfattende oversigt over lovgivning og praksis. Den er således en prisværdig håndbog for enhver, der interesserer sig for spørgsmålet. Men den er også et skrummel på mere end tusind sider, og det er et tegn på, at forfatterne har forsømt at disciplinere tanken og pennen og blot har ladet sig nøje med at sammensætte en kronologisk ordnet frimærkesamling af historiske tildragelser, hvis væsentligste formål er at bekræfte et velkendt synspunkt i den verserende debat.

(Weekendavisen 11. nov. 2016)

Sigurd om Absalon og karikaturkrisen

Sigurd Barrett i samarbejde med Nationalmuseet, Sigurd fortæller Danmarkshistorie Politikens Børnebøger, 2 bind, 283 + 283 sider

”På en måde er X Factor historien om vores tid. Mange af os tænker, at vi måske i virkeligheden er totalt geniale enten til at skrive eller synge eller spille skuespil eller noget andet. Der er bare ikke nogen, der har set det endnu, og derfor venter vi på at blive opdaget. Den dag vi bliver opdaget, vil vi blive berømte og få masser af succes, og på den måde kan vi få en plads i danmarkshistorien.”

Det er Sigurd Barretts egen samtidskommentar. Beskrivelsen passer udmærket på ham selv. Han er musikeren, der blev populær på at lave børnefjernsyn, og som brugte sin popularitet og den figur, han var blevet kendt for, som platform til at skabe sig en omfattende karriere som entertainer og børnebogsforfatter.  Sigurd blev et varemærke. Han har ingen formelle forudsætninger for at skrive en Danmarkshistorie for børn.

Barretts figur er meget synlig i bogen som fortæller, og hans sædvanlige tegner, Jeanette Brandt, fastholder med sin muntre streg bevidstheden om, at vi er i Sigurds univers. Indholdet er levendegjort ved hjælp af tænkte og fiktive scener, som f.eks. når Absalon fortæller kong Valdemar: ”Jeg vil gerne være biskop!” og Valdemar svarer: ”Fint! Du kan blive biskop i Roskilde!” Et par linjer længere nede fortsætter Barrett: ”Senere blev Absalon også biskop i Lund i Sverige, så han havde sørme nok at få tiden til at gå med.”

Eksemplet er valgt tilfældigt, men det illustrerer meget godt sprogtonen og den udfordring det er at formidle i form af en fortælling for børn.  Selvfølgelig har Absalon og Valdemar aldrig ført en samtale med netop denne ordlyd, men den fiktive ordveksling er på den anden side en fin, fortættet anskueliggørelse af deres indbyrdes forhold. Og hvad med Lund? Hvordan ville flowet i fortællingen blive hvis han havde skrevet ”Senere blev Absalon også biskop i Lund, der ligger i Sverige, men dengang var dansk o.s.v.….”? Nærværet forsvinder fra fortællingen. Medens man i historievidenskaben kortlægger fortiden som et fjernt og fremmed land, er det tydeligt, at det didaktiske greb i denne bog er identifikation og genkendelse. Kan den form bære den alvor, som historien er fuld af? Hvordan håndteres f.eks. karikaturkrisen i 2005-2006? Det gøres med denne ordveksling: ”’I skal ikke fornærme vores profet!’ sagde muslimerne. ’Vi må tegne, hvad vi vil!’ sagde bladtegnerne.” Det er sådan set en både fair og præcis gengivelse af dén konflikt.

Et andet greb er anvendelsen af skrøner og myter som en del af fortællingen, f.eks. de historier om Gøngehøvdingen, der blev populariseret af Carit Etlar. Det er gjort helt bevidst og med åbne øjne, og det lykkes også at lægge flere lag af refleksion ind over denne tilsyneladende løsslupne fortællelyst, for Gøngehøvdingens status er slet ikke så simpel: ”Om han var en helt eller en skurk? Ja, det kommer nok an på, om man spørger en dansker eller en svensker. Men mange danskere tænker på Gøngehøvdingen som en stor helt i danmarkshistorien, og historierne om ham fortælles stadig den dag i dag. Også selv om det er nogle værre røverhistorier.”

Barrett udfordrer ikke danmarkshistorien som genre, men det ville også være et usædvanligt krav at stille til en pianist. Han har gjort klogt i at alliere sig med Nationalmuseet i udformningen af denne fortælling. Der er en faglig bund i teksten. Man kan især i de forhistoriske afsnit se, at der er taget hensyn til nye forskningsresultater. De unøjagtigheder og overdrivelser, der findes, kan begrundes med, at målgruppen er børn op til konfirmationsalderen. Og så er der faktisk også en original vinkel på stoffet, der kun kan stamme fra Barrett selv, nemlig at musikken i bind 2 spiller en stor rolle. Han kan ikke skjule, at Leo Mathiesen er en af hans helte, og det skal bestemt ikke lægges ham til last. Endelig må det fremhæves, at Jeanette Brandt er en charmerende og intelligent illustrator.

(Kristeligt Dagblad 11. nov. 2016. Avisen havde valgt en lidt anden rubrik)

Et oprigtigt indblik i Dronningens syn på livet og verden

Thomas Larsen, De dybeste rødder, Gyldendal 

Da skuespillerinden Helen Mirren blev spurgt om, hvorfor hun var tilhænger af det britiske kongehus, svarede hun: ”Jeg har kendt disse mennesker hele mit liv.” Mange danskere ville antagelig give det samme svar, når det drejer sig om det danske kongehus. Mirrens forklaring rummer naturligvis en skjult asymmetri, for ingen forventer, at de kongelige har samme kendskab til hver enkelt borger, som vi til dem, hvor overfladisk det kendskab end er. De fleste danskere kender til Dronningen som var hun en fjern tante, hvis familierelationer der er nogenlunde styr på, men man ses kun sjældent. Men så sker det, at man får hende til bords ved en af disse alenlange familiemiddage, og så viser hun sig som en fortrinlig borddame. Omtrent sådan skal man gå til en samtalebog med Dronningen. Man tilbydes ikke noget intimt venskab, men man får et oprigtigt indblik i, hvordan hun anskuer livet og verden, og det er ikke uinteressant.

Indledningsvis fortæller Dronningen om sit eget liv. Hun blev født som ældste datter af kronprinsparret i det dansk-islandske dobbeltmonarki få dage efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940. Efter ændringerne i tronfølgeloven 1953 måtte prinsessen anskue sin tilværelse under tilskikkelsens synspunkt. Det lå fast, hvad hun skulle, og hvornår. Hendes embedstid er afgrænset af to dødsfald: hendes fars og hendes eget. Dronningen nærer stor hengivenhed for sine forældre, og derfor brød hun sig i sin ungdom ikke om at blive mindet om, at hun var tronfølger, for det var samtidig en påmindelse om, at hun skulle miste sin far for at blive dronning. Men Dronningen har stiftet fred med sin skæbne og henter i overensstemmelse med det embede, som hun er sat til at røgte, sin identitet fra den historie, der ikke alene er hendes egen, men hele landets. Thomas Larsen har i den forbindelse interessant nok også bedt Dronningen om at give skudsmål til nogle af forgængerne i stillingen. Hendes udmåling af Frederik VI er skæg, fordi hun retter op på denne konges lidt flossede eftermæle. Hun priser hans ansvarsfølelse. At han havde elskerinder, tager Dronningen ikke så tungt – ”det hørte ligesom med dengang”, som hun siger i sin helt egen tone, en treklang af nonchalance, eftertanke og humor.

Efterhånden som bogen skrider frem, handler den stadig mere om nutiden, og de udfordringer, som Danmark står over for. Det er en vanskelig øvelse for statsoverhovedet. Det er en ofte gentaget misforståelse, at Dronningen ikke må være politisk. Det må hun gerne, så længe hun ikke har en væsentlig del af politikerne imod sig. Enhedslisten kan selvfølgelig altid finde et hår i suppen, men så længe den brede midte i dansk politik bakker op, er Dronningen på nogenlunde sikker grund. Et af problemerne er, at politik er udsat for en opvarmning, der gør at den brede midte udgør knap så fast og tykt et isdække – for nu at hente en metafor fra den nordligste del af Dronningens domæne – men oftere end tidligere består af frit drivende flager af varierende størrelse og bæreevne. Dronningen har også vanskeligere ved at søge sin redning i de statsbærende institutioner, hvis repræsentant hun også er, for selv det etablerede har mistet sin selvfølgelige karakter. Kan Dronningens altid udelte opbakning til de væbnede styrker nu tolkes som støtte til politisk kontroversielle militære indsatser i Mellemøsten?

Et af bogens mest interessante kapitler har fået overskriften ”tro”, selv om Dronningen nødigt tager netop dette ord i brug om sig selv. Hun definerer snarere sig selv som kirkegænger. Dronningen er af Grundloven forpligtet til at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, men hendes tilknytning til, viden om og glæde ved Folkekirken rækker langt videre end hendes forpligtelse tilsiger.  Hun mener også, at kirken og landet hører sammen. Stillet over for den udfordring, at Folkekirken ikke nyder den samme opbakning i dag som for 45 år siden, da hun tiltrådte, fastholder Dronningen, at Danmark ”er bygget på kristen grund”. Det er ikke fordi Dronningen nødvendigvis har ændret synspunkt gennem årene, men i lyset af den øgede andel af muslimer i samfundet, fremstår det væsentlig mere pointeret i dag end tidligere. Men Thomas Larsen mener også, at der er sket en forskydning i Dronningens synspunkt i retning af en forståelse af ”at indvandringen også indebærer omkostninger for det land, som tager imod, og at integration er en udfordring.”

Hvis man vil have et helfigursportræt af statsoverhovedet er denne bog et godt sted at begynde. Thomas Larsen balancerer fint mellem det loyale og det analytiske. Bogen føjer sig ind i rækken af portræt- og samtalebøger om Dronningen af blandt andre Thorkild Hansen, Ninka, Annelise Bistrup og Jens Andersen. Gentagelser undgås i den forbindelse ikke, men det ville da også være mærkeligt andet. Det er ikke Dronningens job at opfinde verden forfra hver dag. Genkendelighed og kontinuitet er nogle kongehusets væsentligste bidrag til et samfund, der i øvrigt er præget af omskiftelighed og opbrud. Det er i sin natur en konservativ institution. ”Det er sikkert fordi jeg er en gammel kone, men jeg synes ikke, at man skal løbe efter dagens mode, hverken når det gælder sweatre eller meninger,” som Dronningen selv formulerer det. I den forstand er hun politisk. Man kan endda sige, at hun huser et synspunkt, der til tider må betragtes som nærmest hjemløst i det politiske landskab.

(Berlingske Tidende 27. okt. 2016)

BZ-bevægelsen var mere destruktiv end kreativ

Peter Øvig

BZ – Du har ikke en chance – Tag den!

 „Jeg har lært meget af det, jeg kan i dag, i de år i BZ, både socialt og praktisk. Jeg lærte for eksempel selv at bygge en stor seng af stjålet tømmer. Vi kørte ikke bare i IKEA for at købe en seng eller sad og ventede på, at nogle andre klarede sagen. På den måde kom vi i god kontakt med vores egen drivkraft. I BZ lærte jeg at tage stilling til mine omgivelser og til samfundet, at reflektere over etiske spørgsmål om rigtigt og forkert, at hjælpe andre og tage imod hjælp, at samarbejde og tænke i fællesskab og at føre mine drømme ud i verden.”

Sådan fortæller en tidligere BZ’er til Peter Øvig. Citatet er typisk. Mange veteraner fra BZ-bevægelsen mener, at den var et farverigt, vildtvoksende, blomstrende eksperiment i en epoke af grå beton. Men midt i citatets almindelige selvudviklingsretorik stikker et enkelt tillægsord ud: ’stjålet’. BZ-bevægelsen var inficeret af kriminalitet. Ikke blot sneg almindelige kriminelle sig ind i bevægelsen. Bevægelsen selv var et fundamentalt opgør med ejendomsretten. At stjæle tøj, mad og andre fornødenheder kunne mentalt og ideologisk snildt forenes med, at man i forvejen boede i andre folks huse uden tilladelse og uden at betale.”BZ’erne var ideologiske forbrydere,” som en pensioneret betjent siger til Øvig. Derfor kan man støde på formuleringer som ovenstående, hvor berigelseskriminalitet tvangfrit gøres til en forudsætning for at lære sløjd. Tyveri bliver til en del af kreativiteten. Men det er Øvigs ærinde at fortælle en anden historie: BZ-bevægelsen var mere destruktiv end kreativ.

Det begyndte med kampen om en byggelegeplads på det indre Nørrebro i København i 1980. Her stødte unge aktivister sammen med politiet. I 1981 dannedes ’Initivgruppen’, og samme år blev det nedlagte fællesbageri Rutana besat og ryddet af politiet. I det følgende årti blev talrige bygninger især i Københavns brokvarterer besat. I 1982 tog Initivgruppen navneforandring til BZ-brigaden. At navnet giver mindelser om De røde Brigader er ikke tilfældigt, og det er dokumenteret, at det københavnske BZ-miljø støttede Rote Armee Fraktion. Der var et ideologisk slægtsskab med de andre såkaldte byguerillaer i Europa, og BZ-brigaden udviklede et systematisk og effektivt voldsberedskab. I slutningen af 1980erne eskalerede volden, og politiet stod i realiteten stod magtesløst over for BZ’ernes aktioner. BZ havde udviklet sig til en voldskult, der afviste samfundets normer, og de havde i flere år held med at blæse på loven. Jævnligt blev patruljevogne, der passerede besatte huse, angrebet med kasteskyts uden at betjentene kunne gøre noget. I 1986 blev et helt afsnit af Ryesgade afspærret og belejret af politiet i 9 dage, inden BZ’erne overgav sig. Det sidste besatte hus blev ryddet i 1990, og her hører også Øvigs fortælling op, selv om BZ fortsatte under andre former som De Autonome, Antifascistisk Aktion eller Socialistisk Ungdomsfront.

Bogen er båret af interviews med tidligere BZ’ere suppleret med rapporter fra politiet og PET. Øvigs journalistiske tilgang har styrker og svagheder. Bevægelsen opstod ikke i et vakuum. Man savner lidt mere kontekst, forbindelsen bagud til slumstormerne og besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne, forbindelsen til lignende bevægelser i Amsterdam og Berlin samt ikke mindst de politiske og filosofiske ideer, der prægede bevægelsen og tjente til at legitimere aktionerne. Endelig forsømmer Øvig at analysere bevægelsens organisation, struktur og ikke mindst hierarki. Nogle fremstår som ledertyper, men hvad deres roller egentlig har været, er uklart. Bevægelsen bestod især i begyndelsen af til dels meget unge teenagere. Mange fortæller, hvordan BZ blev en erstatning for den familie, som de selv savnede. Det forklarer tiltrækningen, men ikke strukturen. Hvis BZ var en familie, hvem var da forældrene? Selv om unge mennesker har en udpræget flokmentalitet, er det umuligt at forestille sig, at nogle af de endog meget velkoordinerede aktioner er foregået uden en stærk ledelse og en kommandostruktur. På den anden side må man også forbavses over, hvor ukoordineret og somme tider fuldstændigt hjælpeløst de kommunale myndigheder og politiet handlede. Især politiets civilklædte indsatsenhed, Uropatruljen, var tilsyneladende nærmest en autonom enhed, der gjorde hvad det passede dem.

Ved at gøre det journalistiske interview til omdrejningspunkt lader Øvig aktørerne selv komme til orde, og det giver teksten nerve. Mange af dem har et meget reflekteret forhold til deres egen fortid, og Øvig er efter alt at dømme loyal mod sine kilder. Men det betyder altså også, at man ser organisationen fra neden og får det indtryk, at det bare var et improviseret sammenrend af utilfredse eller utilpassede unge, og ingen har vist lyst til at indrømme alt, hvad de lavede dengang iført elefanthue, kasteskyts og ung vrede. Et andet journalistisk greb, som Øvig gør brug af, er at synliggøre sin egen rolle i researchprocessen, så han selv blive den mest fremtrædende person i bogen. Cirka halvdelen af bogen handler om, hvordan han har fundet sine meddelere, talt med dem og ikke mindst hvordan de tidligere BZ’ere har håndteret den situation. Bogens egentlige drama ligger i journalistens arbejde med at fremdrage historien. Det er en demonstrativ og krukket selviscenesættelse, men med dette greb kan han også vise den modstand, der har været i miljøet mod hans projekt. Kulminationen indtraf i oktober 2015, da flere ruder i Øvigs hjem blev knust ved stenkast. Mange af de tidligere BZ’ere vil gerne bevare monopolet på at fortælle deres egen historie for at beskytte den nostalgi, der omgiver BZ, men det skal de naturligvis ikke have lov til. Øvig er da heller ikke den første, der beretter om BZ fra en kritisk vinkel, og BZ’erne er heller ikke den første gruppe, der er ilde berørt over at få deres fortid beskrevet. Øvig er en rutineret fortæller, og hvis man kan leve med, at forfatteren er så optaget af sin egen researchproces, får man med denne bog en veldokumenteret redegørelse for et dramatisk årti, da nogle hundrede unge hærgede København.

(Kristeligt Dagblad 4. okt. 2016)

Skriften står ikke alene

Lars Sandbeck, På Grænsen - et teologisk portræt af Theodor Jørgensen


Da sognepræst Per Ramsdal gjorde sig bemærket med sine udtalelser om kødets opstandelse og det evige liv, blev han af sin biskop pålagt en efteruddannelse i form af et forløb med Theodor Jørgensen som mentor. Det blev en stående vittighed blandt præster, at de også gladelig ville udfordre kirkens bekendelsesgrundlag, hvis det betød, at man fik lov til at tilbringe tid sammen med Theodor Jørgensen.

Theodor Jørgensen (f. 1935) – eller Theo, som han kaldes af alle, der kender ham – var gennem 30 år en skattet professor i systematisk teologi på Københavns Universitet og er stadig aktiv som debattør og akademiker. Bogens titel hentyder til, at Jørgensen er født i grænselandet. Hans far var præst for den danske menighed i Sønderborg indtil 1920 og derefter for den tyske menighed sammesteds. Jørgensen selv mener, at det har givet ham en ”åbenhed over for anderledestænkende, over for andre kulturer”. Her kunne man jo nok indvende, at den grænse, der er interessant fra et teologisk standpunkt, den konfessionelle, netop ikke er til stede i grænselandet.

Jørgensen betragter ikke dogmatikken som påbud, der er mejslet i sten: ”Bekendelserne udtrykker primært en relation og ikke en læresætning – en bekendelsessætning er ikke en læresætning, men en hymne, en lovsang, en lovprisning. Den udtrykker i sig selv en relation, der er under stadig forandring.” Det vil sige, at han heller ikke bruger dogmatikken til at identificere kætterne, dem der ikke er i overensstemmelse med den rette lære. Mødet med en, der mener noget andet, betragter Jørgensen som en mulighed for dialog, hvilket også kommer til udtryk i hans ønske om dialog religionerne imellem. Derfor var valget af Jørgensen som mentor for Ramsdal også interessant. Kritikerne mente, at det var som at sætte ræven til at vogte gæs.

Sandbeck selv har tydeligvis også en del på hjerte. I sin præsentation af Jørgensens teologi lægger han ikke skjul på, at bogen har brod mod det nye Tidehverv, der har taget det på sig at forsvare den lutherske ortodoksi og ikke har noget imod at udpege kættere. For at skære den pointe helt tydeligt ud i hård masonit har Sandbeck som appendiks indsat en prædiken af Jørgensen over Bjergprædikenens kærlighedsbud, hvor Jørgensen håndfast lader evangeliets ord tale ind i en aktuel politisk dagsorden, nemlig flygtningespørgsmålet. Så er der inviteret til den sædvanlige udialektiske meningsudveksling med de sædvanlige.

Jørgensen deler Grundtvigs optimistiske menneskesyn, der bygger på en i mennesket ved skabelsen indlagte gudbilledlighed, og som er et opgør med Luthers forestilling om mennesket som blot syndigt. Han taler også om det aftryk, som Kristus har efterladt i ethvert menneske: ”Når Kristus er Guds udtrykte billede, så betyder det jo egentlig, at vores gudbilledlighed ud fra vores kristne tro må være ensbetydende med en Kristus-signatur. Og denne signatur bærer ethvert menneske, hvad enten dette menneske er kristen, muslim, hindu, buddhist, ateist.”

Jørgensens dogmatik er hermeneutisk i den forstand, at skriften ikke får lov til at stå alene, men altid skal forstås i sin kontekst og historicitet. Resonansrummet hører med til forståelsen af hymnen. Åbenhed er et ord, der ofte går igen i bogen, og selvfølgelig inviterer det til en diskussion af, om troen kan blive så åben, at den bliver tom? Sandbeck har ikke set det som sin opgave at stille Jørgensen den slags spørgsmål. Det er ikke en samtale- eller interviewbog, heller ikke en biografi, snarere en af den slags præsentationer af hovedpersonens værk og synspunkter, som man ofte finder i festskrifter. Man kan spørge sig selv, om den form, som forfatter og forlag har valgt, tjener formålet? Jørgensens ærinde er teologisk, men med Sandbecks gentagne ”Theo siger”, ”Theo mener”, ”Theo skriver” bliver Theodor Jørgensen næsten mere synlig end han kommer til orde, og det kommer til at spærre for udsigten til anliggendet.

(Kristeligt Dagblad 28. sept. 2016)

Hverken det ene eller det andet

Kristian Ditlev Jensen, Sydslesvig – steder og mennesker, Gyldendal, 207 sider

”Sydslesvig findes ikke længere. Det er et faktum. Betegnelsen dækker over den del af den tyske delstat Schleswig-Holstein, som engang for mange, mange år siden tilhørte det danske rige.” Sådan indledes et af kapitlerne i denne sammensatte bog. Det er godt skrevet, men i bedste fald upræcist.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten hørte indtil 1864 under den danske krone. Slesvig og Sønderjylland var indtil da synonymer. Derefter skete der en betydningsforskydning, således at Sønderjylland blev betegnelsen for den nordlige halvdel af Slesvig, hvoraf det meste i 1920 blev dansk, mens Sydslesvig siden har været brugt – mest af danskerne – om den del, der forblev tysk, og hvor der bor et dansk mindretal.

Kristian Ditlev Jensen bevæger sig i flere genrer. Første kapitel er et interview med Gerda, der har boet i Læk hele sit liv. Andet kapitel handler om, hvordan Jensen selv flyttede ”fra den gastronomiske armod i Sønderjylland” til Flensborg, hvor udbuddet af god mad er meget bedre ifølge Jensen. (Den skal han nok lige vende med slagter Vollstedt i Haderslev.) 

Tredje kapitel gennemgår Flensborg Avis fra tirsdag den 5. januar i år blandt andet med gengivelse af fire helsider fra avisen i faksimile. Der står meget interessant i den avis. Fjerde kapitel udgøres af indtryk fra ture til blandt andet Sylt og Altona, ”der ligger som et minde om det danske kongeriges sydligste del”, som han skriver, selv om Holsten netop ikke var en del af kongeriget, men et hertugdømme i personalunion med Danmark. Det kan lyde pedantisk, men det er sådan noget man går meget op i på de kanter.

Femte kapitel handler om julemarkeder i blandt andet Sydslesvig, og sjette kapitel er et interview med den netop afgåede museumsinspektør fra Sønderborg Slot, Inge Adriansen, der fortæller indsigtsfuldt om det lokale køkken. Syvende kapitel er en parafrase over Politikens ”Ture i Nord- og Sydslesvig” fra 1965. Ottende kapitel er et essay om mindretal, hvor Jensen blandt meget andet også kommer ind på jøderne i Danmark: ”Det er ikke uden grund, at det ikke hedder Det jødiske Samfund i Danmark, men derimod Det Mosaiske Trossamfund i Danmark. Det er jødernes egen betegnelse for sig selv.” Det er det så lige præcis ikke. Den største jødiske menighed i Danmark har faktisk for nylig skiftet navn fra ’Det mosaiske Troessamfund’ (med e) til ’Det jødiske Samfund’. 

I kapitel 9 anvises, hvordan man tilbereder surkål. Kapitel 10 handler om kirkelivet i Grænselandet, og epilogen er historien om, hvordan rockjournalisten Jan Poulsen som halvstor dreng i 1970erne var på en spændende cykeltur i Sydslesvig.

Illustrationerne fylder meget, men de er helt uformidlede. Portrættet af den ældre dame, der interviewes i kapitel 1, gengives over et helt opslag – eller man må formode det er hende, for billedteksten lyder bare: ”Læk”. Hele side 155 fyldes op af fotografiet af en i Rendsborg indregistreret Volvo 544 stående i en parkeringskælder. På side 38 er der et mindre foto fra Husum af en Mercedes 230 TE, som også er en god bil. På hele opslaget s. 120-21 gengives et sløret billede af en traktor, der kører med halm- eller høballer. Det er ifølge billedteksten taget i Aventoft. Julekuglen, der gengives i en knivskarp næroptagelse tværs over hele opslaget s. 94-95 er til gengæld fra Eckernførde. En stabel Nutellaglas – ifølge billedteksten i Flensborg – er interessant, fordi de fleste danskere opfatter det som et tysk produkt. Det er italiensk.

Historien er ikke Kristian Ditlev Jensens stærke side, og det er et problem, hvis man vil skrive om en region, hvor fortiden er så nærværende, at de døde omtrent har stemmeret. Det er Jensens gode pen, der holder bogen flydende, og hans almindelige begejstring for Sydslesvig forsyner den med energi. Den står stærkest, hvor han kombinerer sine evner for at almengøre det selvoplevede med noget håndgribeligt som f.eks. i kapitlet om surkål.  Men den mangler foruden en ordentlig billedredaktion først og fremmest ret kurs. Den er hverken rejse-, koge-, historie-, foto-, erindrings- eller reportagebog. Den virker som resultatet af en brainstorm, hvor forfatter og forlag bare har glemt at sortere i ideerne bagefter.

(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2016)

Hyldest til en bror, der faldt under kamp

Ron Pundak, Nysgerrighedens akse, Gyldendal

"Nysgerrighedens akse" handler om israelske pansertroppers indsats på Sinaihalvøen under Yom Kippurkrigen i oktober 1973. Det bliver hurtigt klart, at læseren leder forgæves efter et oversigtskort, og denne læser mistede hurtigt overblikket. Det kræver en del lokalkendskab at hitte rede i de mange steder, hvor bataljoner og kompagnier blev mobiliseret, deployeret, bestykket og bestrøget.

Men det kan jo også være med vilje, at kortet mangler, for det er en stor del af pointen med bogen, at overblikket også forsvandt for aktørerne. Det gjaldt både regering og hærledelse ved krigens begyndelse og de enkelte soldater, befalingsmænd og underofficerer. Fortælleren er med i felten. Ofte lader han et andet jeg end sit eget komme til orde i form af lange citater fra andres erindringer og beretninger om deres deltagelse i krigen. Polyfonien er tilsigtet. Det bidrager til den villede forvirring, når fortællersubjektet indkalder en vikar.

Ron Pundak (1955-2014) var for ung til selv at kæmpe i krigen. Bogen er viet historien om hans få år ældre bror, Uri, " som for bestandig vil forblive yngre end mig". Uri faldt den 19. oktober 1973 et sted med det militære kodenavn " Nysgerrighedens akse" vest for Suezkanalen.

Som indstik får vi også historien om slægten. Ron og Uri Pundak er sønner af Herbert og Sussi Pundik, der emigrerede til Israel i 1955 og tog navneforandring til Pundak. I Danmark er de stadig kendt under deres oprindelige efternavn. Uri Pundik var som ganske lille model for et af de børn, der optrådte på Claes Lorenzens julemærke i 1954. Herbert Pundik var i mange år chefredaktør på Politiken, et hverv han bestred fra et hotelværelse i København, mens han havde fast adresse i Tel Aviv. Ron Pundak omtaler dem ikke som far og mor, men lidt distanceret som Herbert og Sussi. Når han skal beskrive sit barndomshjem, indkalder han også en vikar i skikkelse af forfatteren Yoram Kaniuk, hvis indtagende skildring af det pundakske hjem i Tel Aviv i anledning af Pundiks 25-årsjubilæum på Politiken citeres over flere sider.

Familiens historie er typisk. Ron Pundaks forfædre kom til Vesteuropa under pogromerne i det russiske rige omkring forrige århundredskifte. Bedsteforældrene endte som så mange andre jøder i København. De flygtede til Sverige i 1943, hvor Rons og Uris forældre mødte hinanden første gang. Herbert blev zionist og deltog i krigen i 1948, der førte til staten Israels grundlæggelse.

Pundik har siden været kritisk-loyal over for sit valgte fædreland. I sit fødeland har han gennem årtier forsøgt at forklare fænomenet Israel for den undrende offentlighed. Ron Pundak videreførte denne kritisk-loyale linje, idet han var en af arkitekterne bag Oslo-processen, der bragte Israel og palæstinenserne på talefod, om end processen ikke har tilvejebragt nogen blivende løsning. Han døde af kræft i 2014.

Denne bog er en personlig beretning om krigens ofre og de efterladtes savn. Pundak bruger en del tid på at fortælle om, hvordan han har søgt og ledt efter oplysninger om og vidner til de sidste uger af broderens liv. Det egentlig selvbiografiske stof er derimod påfaldende fraværende. Bogen er også en hyldest til de soldater, hvis indsats den skildrer. Mens Ron Pundak er kritisk over for regeringen og den militære topledelse, fordi den ikke reagerede rettidigt og hensigtsmæssigt på truslen fra Egypten, er han en uskrømtet beundrer af det mod og den handlekraft, der blev udvist af Uri og hans soldaterkammerater.

Bogen bygger på en respekt for krigens håndværk. Den er skrevet af en fredsaktivist, ikke en pacifist. Den har et klart budskab. Mens Seksdageskrigen overbeviste israelerne om deres egen uovervindelighed, blev Yom Kippur-krigen en påmindelse om, at også Israels væbnede styrker er til at tale med. Israel kan ikke egenhændigt sætte dagsordenen for udviklingen i regionen.

Krigen i 1973 førte til en stabil fred med Egypten efter princippet land-for-fred, og det er underforstået, at Ron Pundaks ærinde med denne bog er at vise, at denne linje bør fortsættes. Israels styrkeposition skal udnyttes til at skabe fred, ikke krig.

(Kristeligt Dagblad 29. aug. 2016)