Ellen Hørup II

Maria Grønlykke, Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk. En biografisk fortælling om Ellen Hørup, Gyldendal.


Maria Grønlykkes biografiske fortælling om Ellen Hørup udkommer blot to måneder efter Lone Rünitz’ biografi om den samme kvinde (anmeldt i KD 26. juli). Det er interessant at se, hvor forskelligt det samme stof kan falde ud i hænderne på to forskellige forfattertyper. Rünitz er den grundige og kritiske historiker, som sætter kontekst på levnedstegningen, men som til gengæld også bliver lidt omstændelig. Grønlykke derimod lader den fremadskridende fortælling få forrang og hendes forfatterstemme er meget tydeligere i teksten. Til gengæld gør den subjektive tilgang også, at Grønlykke savner den kritiske distance til stoffet.

Hun er simpelthen for begejstret for sin hovedperson. Det er ikke vanskeligt at forstå, for Ellen Hørup (1871-1953) var en særpræget og stor personlighed. Hun var datter af Viggo Hørup, og fra ham arvede hun en aktiepost i Politiken, der gjorde hende økonomisk uafhængig. Hun blev uddannet tandlæge, men virkede det meste af sit liv som politisk skribent som fortaler for fredssagen, afkolonisering, forbedring af børnehjemsbørns vilkår og mange andre gode sager. Hovedaftageren for hendes skriftlige produktion var dagbladet Politiken, hvis redaktører hun sloges med, fordi de til hendes fortrydelse ikke bare trykte alt hvad hun skrev. Forholdet til redaktørerne blev naturligvis ikke mindre kompliceret af, at hun var en af avisens hovedaktionærer. Bogens titel er taget fra et brev, Hørup skrev til avisens redaktion. Det var ment som en kritik af redaktionens krejlermentalitet, men det var ikke desto mindre den mentalitet, der gav hendes aktier værdi og gjorde hendes arbejde muligt.

Hun havde et stort internationalt netværk og korresponderede med bl.a. Gandhi, hvis sag hun ivrigt talte. Hun giftede sig som ung med en sagfører, Vilhelm Nielsen. De adopterede en datter, som man ikke hører meget om. Ægteskabet blev opløst efter sølvbrylluppet, hvorpå Hørup rejste til Rom, hvor hun indledte et mangeårigt forhold til en ti år yngre katolsk pater. (Grønlykke kalder ham konsekvent for munk, men han var altså præst.)

Grønlykkes bog vil antagelig appellere til andre læsere end Rünitz’, fordi hun tillader sig at lade sig forføre af stoffet i en grad så hun næsten identificerer sig med sin hovedperson. Fortællingen om den modige, handlekraftige, selvstændige, belæste, intelligente og stærke kvinde flyder modstandsfrit af pennen.

Men Grønlykkes greb om historien gør den også lidt for en- eller rettere todimensionel. Hun er aldrig ked af at smide en letkøbt værdidom efter personer eller tildragelser, for alt kan passes ind på en moralsk skala fra reaktionær til progressiv. Hun har skurkologien på plads: Bogens helte er kvinderne, og skurkene er næsten alle mænd med ægtefællen Vilhelm Nielsen i spidsen. Her må man ty til Rünitz for at få et mere nuanceret billede af en mand, der var sin kone hengiven og også efter skilsmissen hjalp med at tage vare på hendes økonomi, mens hun var ude for at redde verden. Hørup har antagelig ikke har været helt nem at være gift med. Sin trang til drama i privatlivet fik hun i hvert fald tilfredsstillet i det stormfulde forhold til sin italienske elsker.

Hvis man som Grønlykke er optaget af, at Hørup altid stod på det godes side mod tidens onde kræfter, bliver det også vanskeligt at se begrænsningen i hendes idealisme. Hvornår havde det faktisk effekt, hvad hun skrev, og hvornår var hun bare en velmenende hattedame eller måske sågar en nyttig idiot for kommunisterne? Det sidste er altid vanskeligt at vurdere. Grønlykke gør meget ud af at understrege, at Hørup ikke var kommunist. Men det betyder jo ikke, at hendes agitation ikke havde en politisk ladning.

Grønlykke skriver med sprogligt overskud. Det er gået lidt stærkt med redigeringen. Fortællingen er med skiftende konsekvens holdt i dramatisk præsens. Oplysninger om en ungdomskærlighed er sat ind i bogens afslutning som om moderne tekstbehandling ikke gjorde det muligt at indarbejde afsnittet det relevante sted i teksten. Under alle omstændigheder må man nu sige, at nu er der ingen som helst undskyldning for ikke at kende til Ellen Hørups spændende liv og værk.


(Kristeligt Dagblad 24. sept. 2019. Rubrikken var en anden.)

I egen tjeneste

Edward Snowden, I offentlighedens tjeneste, Informations forlag

Et af problemerne med disse erindringer er, at de er alt for velskrevne. Eller, lad mig begynde et andet sted. Edward Snowden har befundet sig i branchen for skæg og blå briller i ca. 15 år, den første halvdel af tiden som beskæftiget direkte eller indirekte af USA’s sikkerhedstjeneste og den anden halvdel som eftersøgt desertør fra samme, fordi han i maj måned 2013 flygtede til Hong Kong og lækkede en stor mængde dokumenter, der beviste, at USA’s efterretningstjenester forskelsløst høster store mængde data om alle borgere uanset retlige principper om brevhemmelighed og privatlivets fred.

Snowden er aktør i efterretningsbranchen. Ingen samvittighedsfuld læser kan været andet end mistænksom. Ingen formulering, Snowden nogensinde kunne finde på til at beskrive sit eget liv, kan opfattes som uskyldig. Det forhold at han overhovedet udgiver sine erindringer nu, giver anledning til spørgsmål. Hvad er det han gerne vil have, at offentligheden skal vide, som vi ikke vidste før, og hvad er det han ikke siger?

Som med de fleste erindringer er der tale om et forståeligt udslag af selvretfærdighed serveret i en sovs af efterrationalisering. Eftermælepleje er der næppe tale om, da Snowden endnu er en relativt ung mand, født som han er i 1983. Han har endnu alderen til at have en mulig fremtid i normalitet foran sig, selv om han står til en lang fængselsstraf, hvis han nogensinde vender tilbage til USA. Under alle omstændigheder er han en kompetent fortæller i den forstand, at han vælger sine ord med omhu. Hver eneste hårstrå af en oplysning i denne bog er friseret snorlige til en utrolig velsiddende sideskilning på en spejderdreng af en patriot, nu med stamtavle. Snowden gør meget ud af at fortælle, at han både på mødrene og fædrene side nedstammer fra de første pilgrimme i det 17. århundrede, og hvordan hans forfædre har kæmpet i alle de krige, som USA har deltaget i, og afskaffet slaveriet på deres plantager.

Fortællingens vigtigste greb er angivet i bogens titel. Han har, når han selv skal sige det, hele tiden arbejdet i offentlighedens tjeneste, først som rekrut i hæren, dernæst som ansat i sikkerhedstjenesten eller virksomheder, der udførte opgaver for amerikanske myndigheder. Men så blev han klar over, at der var noget i vejen og at offentligheden var bedre tjent med, at den fik kendskab til de metoder, som sikkerhedstjenesterne gør brug af, og så lækkede han oplysninger – ikke direkte til offentligheden, men til journalister, understreger han. Dermed iscenesætter han sig selv som Deep Throat, den anonyme kilde, der hjalp Bob Woodward og Carl Bernstein til at afsløre Watergate-skandalen. Pointen er, at han lod sig indrullere af alle de rigtige årsager og afmønstrede af alle de rigtige årsager – siger han. Det ligner en bekvem undskyldning, for hvilken almindelig oplyst avislæser har nogensinde tvivlet på, at sikkerhedstjenester arbejder på kanten af loven?

Snowdens far var ansat i den amerikanske kystbevogtning som tekniker og introducerede sin søn til computerteknologi på en Commodore 64. Det har så i givet fald været på denne ur-hjemmecomputers sidste dage på markedet i begyndelsen af halvfemserne. Vi hører om, hvordan han tidligt kom ind i et online-miljø af nysgerrige fribyttere. Han hackede sig ind på det amerikanske atomforsøgscenter i Los Alamos, naturligvis blot drevet af sin nysgerrighed og ønsket om at gøre myndighederne opmærksomme på svaghederne i systemet. Siger han nu. Den 11. september 2001 var for Snowden den afgørende begivenhed. Den vakte ham selv til at ville tjene sit land, men samtidig, mener han, var det også den begivenhed, der var årsag til korrumperingen af efterretningsvæsenet. Og igen må man spørge: hvor naiv har man som ansat i efterretningsvæsenet lov til at være?

Bogen er som antydet godt skruet sammen. Beretningen om, hvordan han hentede dokumenterne og smuglede dem og sig selv ud af landet, er elementært spændende. For den teknisk kyndige, hvilket udelukker denne anmelder, er der antagelig en hel del at hente. Snowden fortæller meget om, hvordan efterretningsvæsenets infrastruktur fungerer, og det tjener antagelig ikke til at formilde hans tidligere arbejdsgivere.

Flugten endte som bekendt, da Snowden forsøgte at komme videre fra Hong Kong til Ecuador. Under selve flyrejsen dertil blev hans pas inddraget af de amerikanske myndigheder, og han strandede under en mellemlanding i Moskva. Det var ikke nødvendigvis det smarteste træk af Washington. De forærede i realiteten et aktiv til Moskva. Fra lufthavnen i Moskva søgte Snowden forgæves om politisk asyl i 27 lande. ”I sidste ende viste det eneste statsoverhoved med sympati for min sag sig at være Burger King, der aldrig nægtede mig en Whopper (uden løg og tomat, tak).” Badum tsch!

Det helt centrale kapitel i bogen handler om, hvordan Snowden blev den, der blæste i advarselsfløjten. Igen trækker han flittigt på den amerikanske historie, idet han nærmest bogstaveligt med forfatningen i hånden betragter sig selv som arvtager til dem, der gjorde oprør mod den britiske kolonimagt og skabte Amerikas forenede Stater. I sin selvforståelse inkarnerer han et konstitutionelt princip.

I en af de mere bemærkelsesværdige passager i bogen beskriver Snowden, hvordan CTO (Chief Technological Officer) i CIA, Gus Hunt, i marts 2013 ved et offentligt foredrag sagde: ”Vi er meget tæt på at kunne computerbehandle alle menneskeskabte informationer.” Det vil sige, at CIA selv kort tid før Snowdens desertering offentligt bekræftede både evnen og viljen til at gøre, hvad Snowden hævdede at afsløre. Det sætter naturligvis Snowdens beretning i perspektiv. Han fremhæver selv, at foredraget findes på YouTube, men i sin omtale af det bagatelliserer han det også på en underlig sideværts facon. Videoen har i da heller ikke i skrivende stund mere end godt 1000 visninger.

Spørgsmålet er, hvorfor Snowden var parat til at ofre job, kæreste og personlig sikkerhed for at afsløre disse hemmeligheder, der for så vidt allerede var afslørede? En mulig forklaring er selvfølgelig den, han selv giver, nemlig at han gjorde det for retfærdighedens skyld, og han blev vakt for sagen, efterhånden som han blev fortrolig med sikkerhedstjenesternes metoder. En anden forklaring er, at han er mere opportunist end idealist, og at han griber mulighederne, når de viser sig og måske ikke er så meget af en strateg, som han gerne vil give indtryk af. I hvert fald tyder hans flugt ikke på, at han kan tænke særlig mange træk forud i det skakspil, han deltager i. Ellers ville han nok være taget til Ecuador til at begynde med. Mistanken nu, da han fortsat befinder sig i Rusland på de russiske myndigheders nåde, er naturligvis, at han er blevet russisk agent. Selv hævder han, at han intet har givet russerne. En tredje mulighed er, at Snowden er politisk aktør, dels drevet af indre overbevisning, dels styret af omstændighederne. Det kan ikke udelukkes, at hans motiver for at gå ind i efterretningsarbejdet fra begyndelsen var nogle andre end entusiasme for fædrelandet. Han er noget ulden i mælet, når det handler om at redegøre for, hvad han faktisk mente om samfundsspørgsmål i sin ungdom, og forbindelsen til aktivisten Julian Assange, der indtil tidligere i år levede i asyl på Ecuadors ambassade i London, får også lov til at stå lidt uoplyst hen. Dertil kommer, at Snowden også flere steder gør Big Tech til en del af sit fjendebillede, selv om hverken Facebook eller Google umiddelbart har noget med sagen at gøre. Under alle omstændigheder har Snowden skabt sig en platform, der gør, at der bliver lyttet til ham. Den mulighed bruger han til at levere nogle budskaber. Det gør han som nævnt meget bevidst.

Uanset om man er modtagelig for disse budskaber, venter der en læseoplevelse i Jakob Levinsens idérige og levende fordanskning. Snowden er en krukke, men den har øren og er bestemt ikke uden indhold. Men det kræver altså en kritisk distance.

(Kristeligt Dagblad 20. sep. 2019)

1979

Frank Bösch, Zeitenwende 1979. Als die Welt von heute begann, C.H. Beck 2019

Der er årstal nok at tage af, hvis man skal pege på et tidspunkt, da verden af i dag begyndte. Stefan Zweig tog som bekendt afsked med die Welt von gestern i 1914. 1933, 1945, 1968, 1989, 2001 er andre væsentlige snit i de seneste hundrede års historie. Frank Bösch har fået den idé at pege på årstallet 1979, som er tilpas mærkværdigt til at nysgerrigheden vækkes. Ved læsningen bliver det så meget desto klarere, at han har en pointe. Ret beset har han mange. De ti kapitler handler om henholdsvis revolutionen i Iran, Pave Johannes Paul II’s besøg i Polen, revolutionen i Nicaragua, Kinas åbning for kapitalisme, bådflygtningene fra Vietnam, Sovjetunionens besættelse af Afghanistan, Thatchers valgsejr i Storbritannien, den anden oliekrise, uheldet på atomkraftværket på Three-Mile-Island og TV-serien Holocaust. Det er meget at blande sammen, og især sidstnævnte var nok mest af betydning for et tysk – herunder østrigsk – publikum.

Systematiseret handler det om fire ting: religionens rolle i politik, neoliberalismens fremgang, opbrydningen af Den kolde Krigs bipolaritet samt energiforsyningens centrale rolle.

For religionens vedkommende er det naturligvis indlysende at pege på, at med Khomeinis magtovertagelse i Iran fik politisk islam et væsentligt fodfæste. Saudi-Arabien havde på dette tidspunkt allerede længe været en religiøs stat, men udviklede sig i disse år i langt højere grad i teokratisk retning. Men Bösch peger også på den sydamerikanske befrielsesteologi og naturligvis den katolske kirkes betydning for undermineringen af det sovjettro regime i Polen, der peger frem mod vore dages moralske, religiøse og politiske konservatisme sammesteds.

Thatcher var lige som Schlüter ikke så konservativ så det gjorde noget, men hun gjorde lige som han op med fagforeningernes magt og havde relativ bred folkelig opbakning til denne kamp. Bösch peger på, at Thatcher faktisk udviste mådehold i sine bestræbelser på at liberalisere og privatisere. Neoliberalisme er netop ikke en minimalstats- og laissez-faire-ideologi, men idealet om statsligt tilvejebragte rammer for og kontrol med markedskræfterne som kilde til velstand og vækst snarere end indkomstudligning. 

Kinas tilnærmelse til den åbne markedsøkonomi var startskuddet til landets status som økonomisk stormagt, der ikke lod sig underordne Den Kolde Krigs binære logik. Også i Mellemøsten betød den stigende velstand på grund af olieeksporten og bekendelsen til politisk islam som et alternativ til både socialisme og liberalt demokrati, at landene fik et selvstændigt råderum som andet end bare slagmark for andres kampe. Under den første oliekrise 1973 kunne de olieeksporterende lande i Mellemøsten stadig i en vis grad handle samlet, men under den anden krise i 1979 stod det klart, at Mellemøsten ganske vist udgør en væsentlig pol i det globale spil, men i modsætning til Kinas stramt kontrollerede imperium udgår der – foruden olie – mest kaos fra regionen.

Oliekriserne fik også de vestlige lande til at satse på alternative energikilder, alternativ ikke forstået som bæredygtig, men som noget andet end olie fra Mellemøsten. Bl.a. Tyskland købte store mængder gas i Sovjetunionen, Norge og Storbritannien udviklede egne olieudvinding i Nordsøen (Bösch glemmer Danmark og Tyskland). Satsningen på atomkraft var en indlysende løsning på problemet, men den fik et kraftigt tilbageslag med uheldet på Three-Mile-Island, og gav anledning til udvikling af produktion af vedvarende energi. Selv om drivkraften var forsynings- og sikkerhedspolitikken, var der også en ny ideologisk spiller på banen til understøttelse af den udvikling: De Grønne.

Ved at lade kronologien spille hovedrollen i form af et enkelt årstal benytter Bösch sig af et fortælleteknisk og i en vis forstand også et analytisk greb, som på den  ene side ikke altid yder de mangeårige processer, som der oftest er tale om, fuld retfærdighed, men som på den anden side lirker den etablerede forståelse ud af de kendte lejer. Først og fremmest er bogen en udfordring til dem, der betragter 1989 som det afgørende brud, der definerer vores tid. Bösch viser tydeligt, at forudsætningerne for det, vi er blevet til, de ideologiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske forandringer, der definerer Den kolde Krigs ophøre, skal søges i tiåret forud for Murens fald.

(Skrevet til denne blog juli 2019)

Postkort fra 1979 forestillende Vindmøllen i Tvind ved Ulfborg, som var den første vindmølle i verden med en nominel kapacitet på 2 MW. (Den reelle kapacitet var dog væsentlig lavere.) På den modsatte side af postkortet var handelsministeriets adresse og teksten "Jeg er også imod atomkraft" fortrykt. Tvindmøllen, der blev indviet i foråret 1978, blev et væsentligt symbol for den nye politiske bevægelse, der ønskede ikke alene uafhængighed af olie, men også atomkraft som energikilde. Som sådan er møllen et centralt symbol på det vendepunkt i historien, som Frank Bösch peger på.

Ellen Hørup

Lone Rünitz, Ellen Hørup – kvinden, verdensborgeren og rebellen, Syddansk Universitetsforlag, 351 sider

Ellen Hørup blev født i 1871 som datter af Emma og Viggo Hørup. Hendes far var medgrundlægger af dagbladet Politiken og medlem af Folketinget for Venstre. Ellen fik en for tiden relativ fri opdragelse, og hun uddannede sig som tandlæge i København og Paris, men bortset fra et kort vikariat praktiserede hun aldrig. Både intellektuelt og materielt levede hun af den arv, faderen efterlod: en usædvanlig fermt formuleret pacifisme og en stor aktiepost i Politiken. Hun blev i 1896 gift med den to år ældre advokat Vilhelm Nielsen. Ægteparret adopterede en datter. I 1920 flyttede hun permanent til Rom uden sin mand. Ægteskabet blev kort tid efter opløst. Den 17-årige adoptivdatter blev parkeret på et pensionat i Schweiz. I Rom forelskede hun sig som 50-årig i en væsentlig yngre katolsk præst, der flyttede ind hos hende, officielt som logerende. Forholdet var meget stormfuldt, men varede med pauser hendes liv ud.

I Italien begyndte Hørup at gøre sig bemærket som forfatter til artikler og især kronikker om politiske emner. Hun beskrev sig selv som journalist, men var vel mere, hvad vi i dag kategoriserer som debattør eller politisk kolumnist. I 1928 tog hun på en rejse til Indien, hvor hun mødte Gandhi og blev stærkt optaget af ham i en grad, så hun opfattede sig som hans discipel. I de følgende år arbejdede hun reelt som en af Gandhis europæiske ambassadører, fra 1932 med hovedsæde i Genève, hvorfra hun med sine penge og sin arbejdskraft bidrog til at udbrede Gandhis budskab på de europæiske hovedsprog. Også det europæiske flygtningespørgsmål, der blev aktuelt efter Hitlers magtovertagelse i 1933, involverede hun sig i.

I løbet af 1930erne blev hun påvirket i marxistisk retning. Det betød også, at hun forlod Gandhis linje, selv om hendes personlige fascination af manden forblev intakt. Hun forbandt sig resten af livet med ideer og bevægelser, der havde tilknytning til den yderste venstrefløj, f.eks. som medstifter i 1945 af en dansk afdeling af Kvindernes demokratiske Verdensforbund, der var under mistanke for at være en kommunistisk frontorganisation.

Under krigen lod hun dog de storpolitiske emner ligge og koncentrerede sin publicistvirksomhed om kritikken af børneforsorgen i Danmark. Det skaffede hende mange venner og fjender – samt en dom for at have huset to bortløbne drenge fra et børnehjem. Efter krigen blev hun erklæret modstander af Atlantpagten. Da hun døde i 1953 blev hun i talrige nekrologer hyldet for sin personlige integritet, generøsitet, intelligens og gode pen.

Rünitz deler beundringen for Ellen Hørup, men hun er bestemt ikke ukritisk over for dette temperamentsfulde, forfængelige, forkælede, selvoptagede, stædige, rethaveriske og derfor meget menneskelige menneske. Hørup var typen, der kunne optræde som figur i Scherfigs Idealister.

Bogen er kendetegnet af grundighed. Den mangler dog en redaktionel overhaling. En så sammensat og omflakkende skikkelse som Ellen Hørup gør, at teksten nødvendigvis må springe både tematisk og kronologisk, men det kræver også, at læseren må tages mere ved hånden end tilfældet er her. Det er ikke altid til at hitte rede i hvad, hvor og hvornår, og det dramatiske potentiale i historien om Ellen Hørup forløses ikke. Kan man se bort fra denne forstyrrelse af læseoplevelsen, er der tale om en veldokumenteret biografi og væsentlig introduktion til en af det tyvende århundredes betydningsfulde danske intellektuelle.

(Kristeligt Dagblad 26. juli 2019. Rubrikken var en anden.)

Johan Otto von Spreckelsen

Dan Tschernia

Spreck – En biografi om arkitekten J.O. von Spreckelsen, Aarhus Universitetsforlag

Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987) ville have været et navn blandt få arkitekturhistoriske kendere, hvis det blot var for de kirker, han tegnede. Der var kun fire, to katolske (Spreckelsen var opdraget katolsk), Sankt Nikolaj i Hvidovre og Sankt Nikolaj i Esbjerg, og to til folkekirken, Vangede Kirke og Stavnsholtkirken i Farum, der alle hævder sig på linje med de fineste kirkelige nybyggerier efter krigen af navne som Utzon og Exner. Han blev kort tid efter sin eksamen også lærer, siden professor, på akademiet og var anerkendt som en reflekteret og kompromisløs fagmand og en dygtig pædagog.

Spreckelsen tænkte mere geometrisk end organisk, og hans valgte form til sine projekter var kuben. Han vandt flere konkurrencer uden at de blev realiseret. I 1982 udskrev den nyvalgte franske præsident Mitterand en konkurrence om et byggeri på la Tête Défense, et point-de-vue på hovedaksen i Paris fra Louvre over Triumfbuen til det nyligt bebyggede forretningskvarter La Défense.

Forslagene blev indgivet anonymt, og den i Frankrig fuldstændig ukendte dansker vandt med et projekt, der emulerede triumfbuemotivet i en gennembrudt kube, der på alle ledder var dobbelt så stor som den eksisterende triumfbue. Som en bekendelse til oprøret mod den store fortælling, som den historiske parisiske symmetriakse udgjorde – og af praktiske hensyn - blev Spreckelsens nye triumfbue drejet nogle få grader i forhold til hovedaksen.

Alle inklusive præsidenten var begejstrede over projektet, og Spreckelsen blev katapulteret fra at være et respekteret navn blandt danske kollegaer til at være en international stjerne og skaberen af et af de væsentligste bygningsværker i Frankrig i det 20. århundrede. Men midt i byggefasen skiftede det parlamentariske flertal i Frankrig, Mitterands prestigeprojekt mistede sin politiske opbakning og Spreckelsen endte med at forlade arbejdet.

Spreckelsen var i Frankrig kontraktligt forpligtet til at samarbejde med en fransk arkitekt, og hans valg faldt på Paul Andreu, som også endte med at færdiggøre projektet efter at Spreckelsen forlod det. Andreu siger selv i dag, at han gjorde det i loyalitet mod Spreckelsens oprindelige intentioner under hensyn til de praktiske, politiske omstændigheder, der gjorde sig gældende. Spreckelsen nåede ikke selv at se sit projekt færdiggjort. Han døde af en galopperende tarmkræft.

Stavnsholtkirken i Farum. Eget foto 2020.

Byggeriet i Paris var bestemt ikke konfliktfrit. Der var stor forskel mellem den franske og danske arbejdskultur og der var en efterhånden betydelig afstand mellem Spreckelsens intentioner og det, der kunne lade sig gøre teknisk og økonomisk. Bogens fortjeneste er ikke mindst, at den kortlægger disse konflikter. Tschernia er journalistisk i sin tilgang. Det vil sige, at han for det første ikke lader som om han er arkitekturhistoriker, hvad han ikke er. For det andet benytter han interviews med vidner og aktører som hovedkilde. Han har ikke anvendt samtidigt skriftligt kildemateriale i nævneværdigt omfang. Spreckelsens enke har ikke villet give adgang til arkitektens arkiv, og Tschernia har ikke forfulgt byggesagen i de franske arkiver.

Aktørerne har naturligvis alle deres egen version af historien om ”La Grande Arche”, og deres beretninger peger ikke altid i samme retning.  Efter Spreckelsens død forsøgte en ingeniør, der havde bistået ham med de statiske beregninger, Erik Reitzel, at tage æren for idéen til kuben, og Reitzel havde faktisk held med at overbevise andre mennesker om, at det skulle være tilfældet. Tschernia har i dette spørgsmål helt entydigt påtaget sig rollen som arkitektens advokat. Tschernia lægger ikke skjul på sit engagement i historien om Spreckelsen. Han har en fortid som kultur- og presseråd på den danske ambassade i Paris i 1980erne, og det var i den egenskab han lærte Spreckelsen at kende og lavede en dokumentarudsendelse om ham. Ærindet med bogen er ”at genoplive og bevare mindet om den begavede og sympatiske danske arkitekt.” Det er en ærlig og tydelig deklaration af en personlig og velfortalt biografi.

(Kristeligt Dagblad 9. juli 2019. Avisens rubrik var en anden.)

Ikke lutter lovord

Bo Lidegaard, Lovord. 10 advokater i 100 års danmarkshistorie. Gyldendal, 227 sider.

Denne bog, der er udgivet i anledning af Advokatsamfundets 100 års jubilæum, tegner portrætter af ti markante danske advokater fra de seneste godt 100 år, seks afdøde og fire nulevende. Der er ikke kun fokus på sagførergerningen. Lidegaard betragter advokaten som bindeled mellem lovgivningen, retsvæsenet og det øvrige samfund. Det kendetegner alle de portrætterede, at de havde indflydelse på væsentlige samfundsspørgsmål. Der er måske tale om et festskrift i anledning af et jubilæum, men ikke lutter lovord. To af de portrætterede har siddet i Horserød, dog på forskellige tidspunkter og af forskellige grunde. Den forhærdede stalinist Carl Madsen (1903-1978) fordi han var interneret som kommunist under krigen, og Mogens Glistrup (1926-2008), fordi han blev dømt for skattesvig af særlig grov karakter. Otto Liebe (1860-1929) var kongehusets advokat og spillede ifølge Lidegaard en meget uheldig rolle under Påskekrisen 1920. C.L. David (1878-1960) var en stor mæcen, men skabte sin formue på de tvivlsomme spekulationer, der bragte Landmandsbanken til fald i 1922. David havde bare været klog nok til at trække sig ud i tide og kunne under den efterfølgende retssag fungere som den tilsyneladende interesseløse advokat for bankens direktør, Emil Glückstadt. Mere entydigt positivt er portrættet af Jon Palle Buhl (1917-2007), der er bevaret i den kulturelle verdens venlige erindring som forsvarer af den kunstneriske frihed. Også Mathilde Hauschultz (1885-1929), en af landets første kvindelige advokater og markant forkæmper for kvinders rettigheder, får et godt skudsmål. Men også her fornemmer man Lidegaards lyst til at stryge mod hårene, fordi Hauschultz ikke passer ind i den nutidige feministiske skabelon, idet hun politisk var udpræget konservativ. I bogens første seks kapitler virker Lidegaard som historisk essayist, hvad han er god til, men bogen udfolder sig faktisk bedst i de fire afsluttende interviews med Højesterets præsident, Thomas Rørdam (f. 1952) og advokaterne Knud Foldschack (f. 1952), Anne Birgitte Gammeljord (f. 1956) og Pernille Backhausen (f. 1970). Interessant er det naturligvis at læse Lidegaards samtale med Rørdam, for her udlægger han blandt andet sin forståelse af forholdet mellem især den lovgivende og dømmende magt, og han hævder sit territorium med nogle ret klare udmeldinger om Grundlovens forhold til EU-retten og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Knud Foldschack, der som student assisterede Carl Madsen, vil ikke rubriceres som den røde sagfører, selv om mange af hans klienter tilhører den københavnske aktivistiske venstrefløj. Han har været advokat for Christiania og BZ’erne i Ungdomshuset på Jagtvej, men hans største sejre er de stille, pragmatiske kompromiser, der er indgået i andre lignende sager som f.eks. Ballonparken eller Nokken. Han er en varm fortaler for udenretlige løsninger og har vist, at han kan gennemføre dem. Gammeljord er sammen med Foldschack den, der taler mest om advokatgerningen, der har udviklet sig fra et kald til en forretning. Advokater har i høj grad været vant til at være underkastet selvjustits, men må nu finde sig i at blive underkastet den samme regulering som andre brancher, som Gammeljord udtrykker det, idet hun altså underforstår, at det har været lidt småt med selvjustitsen nogle steder. Hvad skal prisen på juridisk rådgivning være? Der er en indbygget modsætning mellem klientens og advokatens interesser, idet det økonomisk mest fordelagtige for klienten ikke nødvendigvis giver advokaten det højeste honorar. ”Jurdisk rådgivning er på mange måder elastik i metermål,” som hun siger. Hun retter derudover en afdæmpet men klar kritik mod de kollegaer, der måtte have bidraget med rådgivning i de mange tilfælde af hvidvask. Interviewet med Pernille Backhausen, der begyndte sin karriere i Jon Palle Buhls advokatkontor, handler meget om jura og juraens rolle i samfundet. Hun beklager, at Justitsministeriet ikke i samme omfang kan fungere som et bolværk mod kortsigtet signalpolitik, og hun reflekterer over spørgsmål som offentlighed i forvaltningen og overvågning af borgerne.

Det er vanskeligt at yde en så sammensat bog nogen form for retfærdighed i en anmeldelse. Bogen giver indblik i en branche, der ikke altid har det bedste ry. I rundspørger om, hvilke erhvervsgrupper der nyder danskernes troværdighed, rangerer advokater tættere på brugtvognsforhandlere end de bryder sig om. De fleste har vel billedet af en advokat som en slikket type, der tjener lidt for mange penge på at være lidt for smart. Man kan ikke sige, at denne bog med sine historiske eksempler afkræfter dette billede fuldstændigt, men det er derfor med så meget desto større fortrøstning man læser samtalerne med de nulevende, der repræsenterer ikke alene faglighed, men også samvittighed og samfundssind.

(Kristeligt Dagblad den 10. juni 2019. Rubrikken er ændret.)

Fisk

Kenn Tarbensen, Fisk til folket, Aarhus Universitetsforlag

For fyrre år siden udmøntede Thorkild Kjærgaard udtrykket "Gårdmandslinjen i dansk historieskrivning". Det var ment som en kritik af bøndernes dominans på bekostning af husmænd og godsejere som tema hos danske historikere. Kjærgaard uddybede senere sit synspunkt, idet han bemærkede, at industrien var for overset. Siden har både industrien og det store hartkorn fået sin del af opmærksomheden.

Og nu angribes gårdmandslinjen også fra søsiden. Shipping og sørfart - "Det blå Danmark" - nyder stigende opmærksomhed, men hvad med fiskeriet? Det har Kenn Tarbensen taget fat på i sit originale og charmerende bidrag til de 100 Danmarkshistorier.

Han når hele vejen rundt fra teknologi, afsætning, politiske rammer, organisationer til konflikter, kvoterne og deres konger, konservering osv. Mest opmærksomhed får afsætningen. Danskerne har altid været modvillige fiskespisere, så det har krævet en indsats at få afsat varerne, både i forarbejdning og markedsføring. Hvornår blev fx den færdigpanerede rødspættefilet præsenteret for forbrugeren som frostvare? Svaret er 1962. De blev markedsført som "frispætter".

Bogen gennemgår de forsøg, der de sidste 100 år er gjort på at få danskerne til at spise fisk, fra Københavns Kommunale fiskehal åbnet i 1918 på det nuværende Christians Brygge til bisp Lindhardts pinsefisk.

Og så er der opskrifterne! Vidste De hvordan man laver sildepandekage fx? Den "laves ganske som Æggepandekage, kun at der anvendes stegte Sild, hvoraf benene er udtaget i Stedet for Flæsk". Længere er den ikke. Og på side 100 har vi været hele branchen rundt fra hav til bord, fra skovserkoner til årets nytårstorsk 2018, da Lars Løkke var nomineret for niende gang. Det blev dog ikke til en tredje sejr for Lars.

(Anmeldt for bloggen her 9. juni 2019)(Anmeldt for bloggen her 9. juni 2019)

Øjebliksbillede fra en amerikansk rejsereportagefilm ("James A. Fitzpatrick's Traveltalks") fra København 1937, da fiskemarkedet på Gl. Strand stadig var i fuld virksomhed. Da optagelserne fandt sted, var Gl. Strand 28 under opførelse, hvilket forklarer hullet i husrækken.

https://www.youtube.com/watch?v=sYQe6lznXeg