Opa war kein Nazi

Hans Hauge, Løgstrup, Heidegger og nazismen, Multivers 2016

Det er en besynderlig bog, som Hans Hauge har skrevet. Den er umulig at læse, men man kan ikke lade være. Den mangler fuldstændig struktur. Den er ordnet i små kapitler med et stednavn og et årstal som titel, og der springes frem og tilbage i tid. Men selv inden for kapitlernes rammer er teksten helt udisciplineret. Hauge er fuldstændig forsvarsløs mod egne indfald, og en analyse af fænomenologien eller en iagttagelse af udbuddet af drikkevarer i Stakladen i 1971 afbrydes tvangfrit for at give plads til en samtidskommentar, der uden videre kunne have været en Groft Sagt i gårsdagens Berlinger.

Søren Gosvig Olesen skriver (Information 31. dec. 2016), at ”de 350 sider bærer præg af en utrættelig kildekritisk forskning.” Men Hauge er ikke kildekritisk. Han er intuitiv, og han er meget karrig med at afsløre, hvor han har sine ting fra og hvordan han drager sine konklusioner. Han lægger helt konsekvent en dis af indforståethed og halve argumenter ud over sin tekst. Noteapparatet er målt med en videnskabelig standard charlataneri.

Man må dog give Hauge, at han har en usædvanlig interessant intuition. Det er noget af det, der gør, at man ikke helt kan holde op med at læse, selv om man er irriteret på ham. Det er Hauges stil. Det er som om han nærer en psykologisk modvilje mod at stille sin uomtvistelige intelligens til rådighed for læseoplevelsen og at underordne sin betydelige indsigt videnskabens konventioner.

Det der skal forestille at være hovedtesen, nemlig at Heidegger næsten ikke var nazist, er for let at pille fra hinanden. Denne Verharmlosung har Hauge planket fra Løgstrup. I det posthumt udgivne skrift af Løgstrup om Heidegger (Klim 2008) skriver Løgstrup om en kortvarig ”nationalsocialistisk raptus”, men lader i øvrigt emnet hvile. Der er noget ”Opa war kein Nazi!” over det. Og Hauge er jo – eftersom han har adopteret Løgstrup som Doktorvater - Enkelschüler af Heidegger.

Joakim Jakobsen piller tesen fra hinanden i dagens Weekendavis, og Jan H. Hansen har også gjort det i et indlæg i Information (15. dec. 2016). Heidegger var nazist og opportunist. Han meldte sig ind for at blive rektor og han forblev medlem af partiet til det sidste. Man må i det mindste give manden, at han var konsekvent.

Hauge har naturligvis ret i, at det ikke udtømmer beskrivelsen af Heidegger, at han var nazist. Men hvis han anlagde den samme analytiske tilgang på et værk som Mein Kampf, ville han komme til den konklusion, at Hitler næsten ikke var nazist.

Hauge forsømmer heller ingen lejlighed til at gøre mod andre, hvad han finder irrelevant at gøre mod Heidegger, nemlig at snige en anklage om nazisympatier eller antisemitisme ind. Det går f.eks. ud over Regin Prenter. Bogen er fyldt med uldne hentydninger og for Prenters vedkommende direkte beskyldninger om ”Prenters fascination af nazismen” (s. 300) Det kunne Hauge med mindst lige så stor – eller rettere lille - ret skrive om Løgstrup.

Hauge er -68’er, en flippet anarkist, der ikke vil lade sig binde af noget. Han er for idéhistorien, hvad Uffe Elbæk er for finanspolitikken. Han koketterer ganske vist hele tiden med at han ikke bryder sig om -68erne – but it takes one to know one, som man siger. Han nærer også sin generations modvilje mod det biografiske. Det personlige ansvar er for borgerligt. Han har givetvis læst om ’l’illusion biographique’ og synes, at man må kunne adskille personen fra det, han har skrevet. Det er hans egentlige og bærende argument for at frikende Heideggers filosofi. Og her er jeg sådan set helt med. Hvis man synes, at Heidegger har skrevet noget klogt, skal den omstændighed, at han var nazist da ikke stå i vejen for at læse ham. Anders Mallings salmeleksikon bliver da bestemt heller ikke ringere af, at han havde været nazist.

Men Hauge er verdensmester i at slå sig selv for munden. Han er nemlig selv voldsomt optaget af det biografiske og ikke mindst det prosopografiske. Han sladrer i et væk om, hvem der har ligget i med hvem, og hvem der er beslægtet med hvem. Han kan f.eks. slet ikke lade være med at notere, at Sartre var Albert Schweitzers nevø. Der er ingen som helst motivation for at gøre det. Det er virkelig ikke nice-to-know og slet ikke needs-to-know. Det SKAL bare nævnes. (Og typisk for Hauge er oplysningen upræcis. Sartres mor var Schweitzers kusine, ikke hans søster.) Og som i enhver nøgleroman efterlyser man et navneregister.

(Ikke trykt andre steder Skrevet 3. feb. 2017)

Glem Horats

Mikael Busch, Carpe Diem – 40 tekster om uddannelsessystemet, Forlaget Fjordager, 150 sider, kr. 198

I denne bog har Mikael Busch (f. 1962) samlet et udvalg af sine indlæg, klummer, anmeldelser og kronikker samt en enkelt novelle fra de seneste 10 års debat om pædagogik og skolereformer. Som gymnasielærer i tysk og fransk oplevede han gymnasiereformen for ti år siden som et overgreb på den faglighed, som han repræsenterer, og har siden været en markant og velformuleret stemme i den pædagogiske debat.

Der foregår i disse år en strid mellem nytten og dannelsen. Der er dem, der lægger vægt på skolens og uddannelsens betydning for det individuelle udkomme og samfundsøkonomiens opretholdelse. Og så er der dem, der mener, at skolen skal tjene livet og oplysningen for oplysningens og livets egen skyld. Det er aldrig enten-eller, så det er mere præcist at sige, at debattørerne befinder sig på forskellige steder på skalaen mellem de to yderpunkter. Busch befinder sig i sit synspunkt mere end sin form tættest på dannelsen.

Bogens indhold er pointerede replikker i øjeblikkets debat, men det er ærlig talt ikke al hakkelse, som skæres i døgnets rejsestald, der kan tåle at udkomme med ryg og ISBN-nummer på, selv når genren er en debatbog. I stedet for at få refleksioner, der udfoldes løbende gennem kapitlerne, må læseren standse op og begynde forfra med få siders mellemrum og undervejs leve med ikke så få gentagelser.

Busch tilbyder ikke en definition af, hvad han forstår ved dannelse og almendannelse, to af de hyppigst forekommende begreber og plusord i bogen. Det er ikke klart, hvori forskellen mellem de to består, og de dækker i hvert fald et stort spektrum af betydninger, fra at være lærd i klassisk forstand til almindelig takt og velopdragenhed.

Fra bogen

Forfatterens egen referenceramme er ikke den klassiske lærdom. Bogens titel er hentet fra filmen Døde Poeters Klub og ikke fra Horats, hvorfra vendingen oprindeligt stammer. Og i øvrigt er det interessant, at netop denne titel er valgt, for den understreger nødvendigheden af at gribe livets flygtighed og beskære sine håb til dets stabilitet og kontinuitet. Det afspejler bogens form mere end dens anliggende. For Busch rækker undervisningens ærinde netop videre end til at tøjre sig til øjeblikkets pæl.

Hans analyser af de sproglige modeluner, hvormed magten - ”Det Uddannelsespolitiske Kompleks”, som han kalder det – forsøger at besmykke sine handlinger, gennemføres med præcision. Modebegrebet ’innovation’ forskertser fagligheden, mener han.  Nytænkning vokser ikke ud af øjeblikket, men af generationsovergribende kundskaber og færdigheder. Tværfaglighed er et andet modeord, som Busch er ude efter. Han mener ikke, at tværfaglighed giver mening uden en forudgående faglighed. Det skal blive interessant at se, hvad han mener om ’disruption’.

Da Danmarks Lærerforening blev kørt over af regeringen og kommunerne i 2013, kastede Busch sig også ind i debatten på lærernes side. Han opfatter konfliktens udfald som ”en brutal afsked” med ”den danske model”. Det kan nu nok diskuteres. Konflikten var ganske rigtig brutal, men den danske model har overlevet mange andre brutale konflikter siden 1899, og han overser, at arbejdsgiversiden også havde og har et legitimt krav på at lede og fordele arbejdet på skolerne. Idealet om ’den autonome lærer’ var ofte et bekvemt skalkeskjul for de lærere, der gerne sad over, når opgaverne skulle fordeles. Med til billedet hører også, at bogens forlægger, Erik Schmidt, selv har gjort sig gældende i konflikten om folkeskolereformen.

Busch er ude i et ærinde, der vil vække sympati. Han ønsker at beskytte mange gode ting: fagligheden, dannelsen, lærernes integritet og autonomi, det gode, det sande og det skønne. Han er ikke partipolitisk, men kan vel placeres på en konservativ – måske også lidt romantisk-idealistisk – pædagogisk fløj.

Fra bogen

Busch er imidlertid mere systemkritiker end ronkedor. Finans-, undervisnings- og uddannelsesministre på stribe får med krabasken uanset politisk tilhørsforhold. Homo Oeconomicus himself, Bjarne Corydon, kan han slet ikke lide. Og så er der kvinderne: Ulla Tørnæs, Margrethe Vestager og ikke mindst Christine Antorini hører til yndlingsaversionerne. ”Hele den offentlige sektor – ikke kun skolerne – er efterhånden gennemsyret af en bestemt kvindelig omgangsform”, som han siger som et ekko af Poul Behrendts pointe fra bogen ’Bissen og Dullen’ fra 1984. Busch er også stærk modstander af alt, der lugter af ”managementregimente” og ”konkurrencestat”.

Det er straks vanskeligere at pege på, hvad han selv forestiller sig som et tjenligt alternativ til nutidens kalamiteter. Han betragter ikke sin egen skolegang og uddannelse med nogen særlig beundring og er i almindelighed ingen kultisk tilbeder af verden af i går. Han er erklæret modstander af 1970ernes rundkredspædagogik, hvis seneste udslag er folkeskolereformen, hvis man spørger ham selv. Gymnasiereformen sammenlignes konsekvent med DDR. Sammenligningen er naturligvis til polemisk brug, men der opstår også en vis dissonans, når man læser hans egne erindringsglimt fra 1980ernes Østberlin, da han selv gik på Humboldt-universitetet. Der kommer varme i blikket og glød på stemmen. Det er slet ikke fordi han længes tilbage til Østblokkens politiske system. Det er snarere det, at han ikke mister sansen for det menneskelige hos de mennesker, han traf i sin ungdom. 

Anderledes uforsonligt – somme tider endda vrængende – forholder han sig til sine modstandere i debatten om det danske undervisningsvæsen i dag. Som defensorat for takt og dannelse graviterer bogen mod det taktløse. Som forsvarsskrift for fordybelse og faglighed forekommer den noget flygtig.

(Kristeligt Dagblad 6. jan. 2017. Avisen havde valgt rubrikken "Skolepolitisk indspark rammer skævt")

Mikael Busch svarede i avisen den 10. januar:

Det er langt fra nogen selvfølge, at nye udgivelser anmeldes. Derfor glæder jeg mig over, at min bog -Carpe diem!- blev anmeldt i Kristeligt Dagblad den 6. januar. Avisen har endda bragt bogens indledende essay som kronik under overskriften -Lærerjobbet har aldrig været vigtigere- den 24. november.

Jeg glæder mig til gengæld ikke over, at bogen faldt i hænderne på anmelderen Jes Fabricius Møller. JFM synes at opfatte min debatbog om uddannelsessystemet som en udgivelse, der primært vil undersøge de finere nuancer i forholdet mellem dannelse og almendannelse. Jeg kritiseres således for ikke at inddrage klassisk lærdom i form af Horats. Det fremgår af anmelderens egen Facebook, at han selv havde foreslået overskriften -Ikke et ord om Horats- til sin anmeldelse. Det ville virkelig have været sexet. JFM når frem til følgende gammelkloge konklusion: -Som defensorat for takt og dannelse graviterer bogen mod det taktløse.-
Der er bare det ved det, at min bog ikke er tænkt som et defensorat for takt og dannelse. Faktisk forekommer ordet takt slet ikke i min bog. Jeg har ganske enkelt ikke skrevet den sekteriske bog, JFM synes jeg skulle have skrevet.

-Carpe diem!- handler om mange forskellige fænomener herunder dannelse på alle niveauer i uddannelsessystemet: folkeskole, gymnasiet og universitetet.

Nu kunne man mene, at jeg bare er en ømskindet forfatter, der er sur over en lunken anmeldelse. Jeg anmelder selv bøger og kender branchen indefra. Jeg må finde mig i, at jeg er faldet i kløerne på en anmelder, der tydeligvis ikke kan lide lærere: -Idealet om -den autonome lærer- var ofte et bekvemt skalkeskjul for de lærere, der gerne sad over, når opgaverne skulle fordeles,- hedder det.

Men skal min forlægger også finde sig i at blive mistænkeliggjort? JFM skriver: -Med til billedet hører også, at bogens forlægger, Erik Schmidt, selv har gjort sig gældende i konflikten om folkeskolereformen.- Hvad er det, JFM forsøger at sige her? -Med til billedet hører...- Hvilket billede? Min forlægger på Forlaget Fjordager udviste ifølge en nyudnævnt skoleleder -negativ adfærd- på sin skole på Fyn i foråret 2013. Det fik han en tjenstlig advarsel for, hvorfor han valgte at gå på pension i utide. Denne sag Agedrup-sagen er stadig et anliggende for domstolene. Mon det er det -billede-, JFM hentyder til? Er det mon det, han mener med at -gøre sig gældende-? Det er ikke til at vide. Måske vil den dannede og taktfulde anmelder være så elskværdig at forklare meningen med den mystiske sætning

Min duplik blev trykt den 12. januar:

Mikael Busch meddeler i avisen den 10. januar sin utilfreds med min anmeldelse af hans bog Carpe Diem. Først vil jeg gerne understrege, hvad der måske undgår opmærksomheden i en meningsudveksling som denne, at jeg faktisk er enig med store dele af Busch’ budskab. Jeg synes bare, at han har skrevet en middelmådig bog om det.

En af mine indvendinger mod bogen er, at der er en uoverensstemmelse mellem bogens budskab og dens form. Busch er fortaler for dannelsen, men bogen er ikke særlig dannet i sin form, uanset hvordan man definerer dannelsen som fænomen og begreb. Der findes adskillige definitioner: almindelig velopdragenhed og taktfuld opførsel, kendskab til etik, videnskab og kunst eller den udviklede evne til opmærksom, selvstændighed i personlighed, dømmekraft og karakter. Der er også den gamle strid mellem Grundtvigs folkelige dannelse og den lærde skoles klassiske dannelsesideal for nu blot at nævne et eksempel. (Det er i øvrigt sært, at Busch ikke alliere sig med netop Grundtvig, hos hvem han ville finde rigelig opbakning til sit synspunkt.)

Et afgørende problem ved bogen er, at Busch end ikke gør noget forsøg på at definere, hvad han mener med dannelse, men uanset hvilken definition man vælger, lever Busch ikke op til den. Han er en hård og til tider taktløs polemiker og demonstrerer ikke nogen nævneværdig indsigt i den lærdom, der normalt henregnes til klassisk dannelse. Det diskvalificerer ikke i sig selv en debatbog, at den går til stålet og glemmer klassikerne, men man kan godt forlange dannelse af en debatbog, der har som et væsentligt ærinde at være fortaler for dannelsen.  Og hvis Busch ikke mener, at takt hører med til dannelsesbegrebet, så kunne han da gøre sig den ulejlighed at definere, hvad han så mener med det?

Busch mener, at jeg ikke kan lide lærere, fordi jeg forsøger at forstå, hvorfor folkeskolereformen blev gennemført. Den handlede blandt andet om, at skoleledelsen forsøgte at genvinde muligheden for at lede og fordele arbejdet i overensstemmelse med hovedaftalen, der har rødder i septemberforliget af 1899, som er grundlæggende for den danske model. I en koordineret indsats mellem kommunerne og den daværende regering blev Danmarks Lærerforening effektivt kørt over, og lærerne mistede kontrollen med deres arbejdstid. Det er de naturligvis forbitrede over. Jeg kan godt lide lærerne og synes også, at det er synd for dem, men de skulle også prøve at besinde sig på, at der måske var gode grunde til at gennemføre reformen, hvor uskøn den end endte med at blive, og at deres egen fagforening bar en del af skylden for forløbet.


Busch spørger til sidst, hvorfor jeg nævner hans forlægger, Erik Schmidt, som hørende med til billedet? Det gør jeg fordi debatten om uddannelse i dag er trukket meget hårdt op mellem to lejre. Busch kalder selv sine modstandere Det Uddannelsesindustrielle Kompleks. Busch er imidlertid også selv del af en sluttet front, hvor en række aktører støtter hinanden. Jeg gør opmærksom på, at Schmidt selv er en del af konflikten, hvad Busch finder mistænkeliggørende. Jeg betragter det som en servicemeddelelse til læseren at få opklaret, hvilke interesser der har været involveret i udgivelsen.

Mikael Busch sendte følgende indlæg til KD, som debatredaktionen valgte ikke at optage:

Det er meget elskværdigt, at Jes Fabricius Møller forsøger at forklare sin mystiske anmeldelse af Carpe diem! (12.01.). Desværre forholder han sig ikke til de alvorlige kritikpunkter, jeg rejser i min kommentar (10.01). Jeg er nødt til at trætte avisens læsere igen. JFM fortæller, at jeg selv er én af aktørerne i kampen om uddannelsesområdet. Det er rigtigt, men hvorfor skal det gå ud over min forlægger? Hvorfor skal anmelderen fremføre taktløse insinuationer mod ham? Det ville jeg aldrig selv gøre som anmelder.

Forlaget Fjordager udgiver en del bøger om dannelse. Mon ikke JFM har læst det på forlagets hjemmeside? Ellers er det vanskeligt forklare, hvorfor han hårdnakket fastholder, at omdrejningspunktet for min debatbog er dannelse. Det er det kun i JFM’s gammelkloge fantasi. Hovedtemaet i Carpe diem! er snarere den svækkede lærerpersonlighed.

Hvis konservatismen var løsningen, hvad var da problemet?

Christian Egander Skov, Konservatismen i mellemkrigstiden, Aarhus Universitetsforlag

Når højrefløjsbevægelser i Mellemkrigstiden er blevet studeret, er det ofte sket ud fra spørgsmålet om, hvor vidt de understøttede det parlamentariske demokrati eller ej. På den måde trækker man en linje gennem det daværende politiske landskab mellem dem, der falder inden for en given ramme, og dem, der falder uden for.

Det er ikke Christian Egander Skovs ærinde. Hans tilgang til konservatismen er et forsøg på at tage den alvorligt i sig selv - uanset dens forhold til det parlamentariske demokrati.  Konservatismen havde en bred appel, og Skov stiller spørgsmålet: Hvis konservatisme blev opfattet som løsningen, hvad var da problemet?

Skov peger på, at Mellemkrigstidens konservatisme var et resultat af noget så dramatisk som konservatismens død. Den konservatisme, der havde regeret frem til 1901, var i sin selvforståelse en central del af samfundets bærende struktur.  Fundamentet var det store hartkorn, kongehuset og kirken, men det blev efter århundredeskiftet og især i forbindelse med Den første Verdenskrig udsat for en så voldsom erosion, at selv ikke de konservative længere kunne betragte det som en selvfølge.

Dermed var konservatismen kastet ud i en eksistentiel krise, for hvis den ideologiske grundindstilling er at bevare det bestående, er det et problem, hvis det bestående ikke er noget, man kan identificere sig med, fordi det repræsenterer anomi, fraværet af mening og sammenhæng. Begrebet har Skov lånt fra den samtidige franske sociolog Émile Durkheim, der brugte det til at beskrive ubehaget ved at leve i en moderne verden.

Derfor måtte konservatismen blive opposition. Den blev en heroisk forsvarskamp udkæmpet fra en allerede tabt skanse. Den blev en søgen efter værdier, ”lutter gæring, men ingen afklaring”. Dermed ophørte konservatismen også endegyldigt med at optræde i bestemt form ental. Skov ser tre hovedstrømninger. Den første kalder han socialkonservatisme – ikke at forveksle med en socialpolitisk konservatisme – som var et forsøg på løbende at tilpasse konservatismen til udviklingen for at sikre stabilitet, kontinuitet og balance. Det var disse konservative, der støttede det parlamentariske demokrati. Den anden strømning var højrekonservatismen, som ønskede at føre udviklingen tilbage til tiden før Verdenskrigen. Endelig var der nykonservatismen, der ikke søgte tilbage for at søge redning fra samtidens anomi, men så løsningen i skabelsen af noget helt nyt.

Bogen følger de ideologiske kampe i og omkring Det konservative Folkeparti med betydelige afstikkere til uafhængige intellektuelle som litteraterne Harald Nielsen og Henning Kehler eller digteren Helge Rode. Det er Skov om at vise, at mange af de ideer, der siden er blevet skammet ud, fordi de kan forbindes med nazisme eller fascisme, var i almindeligt omløb, således korporatismen, som den senere konservative minister Ole Bjørn Kraft interesserede sig for. Med sin tilgang til stoffet kan Skov også vise, at opgøret i det konservative Folkeparti om tilslutningen til det parlamentariske demokrati ofte er blevet skildret fra sejrherrens – den ”ægte” konservatismes – synspunkt. Men i samtiden var taberens, Jack G. Westergaards nykonservatisme en lige så ægte konservatisme som vinderens, John Christmas Møllers socialkonservatisme.

Bogen er skrevet i grundlæggende sympati med sit emne, men forstår at holde et armslængdeprincip. Den er en redigeret version af forfatterens phd-afhandling og bærer stadig den videnskabelige afhandlings præg, men Skov har iklædt den en sprogdragt, der ikke sjældent med betydeligt held imiterer nogle af de uhyre velskrivende konservative, som bogen handler om. Det er bestemt ikke tør læsning. Bogen er – undskyld – konservativt illustreret og forsynet med omfattende noteapparat og et desværre særdeles mangelfuldt navneregister.

(Kristeligt Dagblad 5. jan. 2017. Redaktionen foretog et par ændringer i den tekst, der blev trykt i avisen)

Værdikamp i slutningen af 1700-tallet

Lars N. Henningsen: Værdikamp og Folkeuro. Bønder, præster og øvrighed i 1790’ernes Slesvig

I 1797 blev der indført en ny agende (alterbog) for Slesvig og Holsten. Lars N. Henningsen har i denne bog sat sig for at udrede baggrunden for reformen og ikke mindst dens modtagelse i Slesvig. Hertugdømmerne var i kirkelig henseende meget sammensat. Den gudstjenestelige praksis, ritualer og liturgi var ikke ensrettet. Pietismen og brødremenigheden havde betydeligt folkeligt og gejstligt rodfæste. Landsdelen var et broget tæppe af varierende jurisdiktioner og myndighedsområder. Dele af det nordlige Slesvig var slet ikke omfattet af reformen, fordi de lå under enten Fyens Stift eller Ribe Stift og derfor hørte under kongerigets regler.

I den vestlige del af Slesvig, især halvøen Ejdersted, var der en gammel tradition for udpræget selvstændighed og bondefrihed. Blandt andet havde menigheden i nogle sogne afgørende medindflydelse, når en ny præst skulle kaldes. Kaldsretten var ellers sædvanligvis kongens. Det var også fra det vestlige Slesvig at modstanden mod den nye alterbog udgik. Til myndighedernes, herunder store dele af gejstlighedens, overraskelse bredte den folkelige modstand sig til hele landsdelen i et omfang, så reformen reelt måtte trækkes tilbage.

Forlægget for ’Den Slesvig-Holsteenske Kirke-Agende’ blev udfærdiget af generalsuperintendent (biskop) for Slesvig J.G.C. Adler, der hørte til de oplysningsvenlige teologer. Agenden indførte omfattende ændringer. Blandt andet blev antallet af perikoper (tekstlæsninger) udvidet, antallet af gentagelser af Fadervor reduceret, dåbs- og nadverritualet ændret og den aronitiske velsignelse (”Herren velsigne dig og bevare dig etc.”) afskaffet.

Henningsen mener, at reformen var et oplysningsprojekt drevet frem af en fremskridtstroende dannelseselite, der var i pagt med Oplysningstidens rationalisme og dens teologiske aflæggere, neologien og deismen. Han nedtoner den mulighed, at alterbogsreformen faktisk kunne være motiveret af en oprigtig intention om at forny gudstjenesten til gavn for landsdelens religiøse liv i kombination med enevældens generelle tendens til systematisering og ensretning i lovgivningen.

I spidsen for reformprocessen stod A.P. Bernstorff, lederen af Tyske Kancelli, den del af centraladministrationen i København, hvorfra hertugdømmerne blev regeret. Han var selv vokset op i et pietistisk hjem og forlod aldrig sin barnetro. Han døde imidlertid i 1797 og blev afløst af Cay Reventlow, der var modstander af reformen, og det medførte at centraladministrationen derefter førte en vigende og uklar kurs, som snarere befordrede end dæmpede modstanden, mener Henningsen.

Henningsen ser den folkelige modstand mod reformen som et udslag af værdipolitiske kampe mellem en elite og en konservativ almue, der så sit verdensbillede og sin gudstro udfordret af en uforklaret vilje til forandring fra centraladministrationens side. Man kan ikke bare sig for den iagttagelse, at Henningsen, der har en lang karriere bag sig i statens arkiver, måske trækker lidt på personlige erfaringer i sine konklusioner.

Til bogens fordel taler blandt andet Henningsens dybe kendskab til lokale forhold på sogneniveau og hans suveræne overblik over kildegrundlaget. Dertil kommer en delikat billedredaktion.

Henningsens studie af denne i dansk kirkehistorie ofte oversete episode føjer væsentlige aspekter til forståelsen af den betydelige konservatisme, hvormed liturgien i den danske folkekirke omfattes.

Biskop P.O. Boisens ”Plan til en Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse” fra 1805 led skibbrud på linje med senere reformforslag af bl.a. biskop Mynster. Anden tekstrække blev indført 1885 og Nordslesvigs kirker blev inkorporeret i Folkekirken efter 1920, men ellers forblev gudstjenesteordningen af 1688 – til trods for flere afgørende udfordringer især om dåbsritualet i det 20. århundrede – i kraft indtil 1992, da en ny alterbog blev autoriseret af Dronningen. Og højmessen afsluttes stadig med den aronitiske velsignelse.

(Kristeligt Dagblad 22. dec. 2016)

Et liv genoplevet i litteraturen

Sven-Aage Jørgensen, København-Kværndrup tur/retur, Historia 2016

Et liv genoplevet i litteraturen, kan man kalde Sven-Aage Jørgensens (f. 1929) erindringer om sine samtaler med to slægtninge, onkel Herman i København, ateist og arbejder, og onkel Rasmus gårdmand fra Kværndrup rundet af en blanding af en "let falmet grundtvigianisme" og Indre Mission.

De to er let stiliserede varianter af de virkeligt eksisterende onkler, men så meget desto effektivere fortællegreb. De tjener som vikarierende læsere, der har hver deres syn på helte og skurke i det store, brogede og adspredte persongalleri, som føres frem. Bogen er for størsteparten - i sig selv ret læseværdige - handlingsreferater af Pontoppidan, Jakob Knudsen, Bjørnson, Johannes V. Jensen, Martin A. Hansen med en afstikker til den svejtsiske Jeremias Gotthelf (1797-1854). At sidstnævnte - meget interessante - forfatter optræder i denne sammenhæng skyldes den omstændighed, at Jørgensen er emeriteret professor i tysk.

Temaet er det moderne gennembrud i kulturel, kristelig og politisk forstand. Kan man med Jakob Knudsen bjærge kristendommen ind i naturalismen? Er grundtvigianismen bare forloren yderlighed, således som Pontoppidan karikerer den? Er bonden landets marv? Det er interessant at se disse diskussioner flettet ind Jørgensens egen og siden Danmarks og Verdens historie.

Det er en demonstration af den pointe, som Hakon Stangerup i sin tid gjorde gældene, nemlig at politik ikke blot er krejleres fordeling af midler, men at det er kulturkampt, og at romaner derfor også har en politisk indebyrd, demonstreret ved onkel Venstremands og onkel Socialdemokrats vidt forskellige vurderinger af bøgerne. Jørgensen har en virkelig god pen, tydeligvis ikke upåvirket af dem, han skriver om. Jørgensens vurdering af Martin A. Hansen er f.eks., at han ikke iagttager landbolivet på "bekvem proprietærafstand". Der er også kernetræ at sanke i underskoven af selvudgivelser.

(Anmeldt på Facebook, 27. nov. 2016)

Danmarkshistorien set fra Rådhuspladsen

Bo Lidegaard, Øjeblikke – Danske billeder 1945-89, Politikens Forlag

Bo Lidegaard har været i dagbladet Politikens fotoarkiv og stykket en billedfortælling sammen om Danmark under Den kolde Krig. I sit udvalg veksler han mellem illustrationer af hverdagens situationer, ikoniske begivenheder og store personligheder. På den måde sættes den lille historie sammen med den store, således at det næsten giver mere sammenhæng end en løbende brødtekst ville have kunnet tilvejebringe.

Fra efterkrigstidens første bananer over parcelhus-boomet i 1960erne og indvielsen af den nye Lillebæltsbro i 1970 til 1980ernes københavnske in-sted Café Krasnapolsky fortælles historien om velstandsstigning og kulturelle forandringer. Det sættes ind i en storpolitisk ramme, hvor Danmark spillede rollen som loyal NATO-partner og samtidig som brobygger mod øst. Lidegaard lægger en påfaldende vægt på betydningen af de diplomatiske forbindelser med Moskva og de dertil hørende relativt hyppige officielle besøg.

Sammenhængen mellem sikkerhedspolitikken og hverdagslivet etableres som en underforstået fortælling om ydre balancegang og indre sammenhængskraft. Det skete blandt andet ved, at oprør og nybrud blev kanaliseret af det etablerede system som f.eks. da den systemkritiske musical Teenagerlove blev opført på Det Kgl. Teater af alle steder i 1962. Som et ukonventionelt eksempel på 1970ernes antiautoritære oprør har Lidegaard fundet et billede af to gamle ungdomsvenner, Simon Spies og Mogens Glistrup, der hver især brød med mange konventioner.

Essensen af Lidegaards tolkning af Den kolde Krig finder vi i det kendte møde mellem den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles og Bodil Koch under et NATO-møde i København i 1958. Billedet af de to, som fotografer fra flere blade havde øje for, bruges ofte som illustration af modsætningen mellem en forhærdet, systembevarende mand og en rebelsk, intellektuel kvinde. Lidegaard graver et spadestik dybere: ”Selv om Dulles ser overrumplet ud, var det set med amerikanske øjne mere end noget andet Socialdemokratiet, der leverede varen til alliancen, og ganske særligt venstrefløjen af partiet, som kirkeminister Bodil Koch repræsenterede. For amerikanerne var det afgørende, at Danmark kunne optræde som eksempel på, hvor langt arbejderne kunne nå uden at ty til kommunismen”.

Dermed knytter Lidegaard det socialdemokratiske velfærdsprojekt sammen med sikkerhedspolitikken. Så længe socialdemokraterne kunne levere varen til både Washington og vælgerne, var Danmark på rette spor, også selv om det indebar lidt funktionelt hykleri som i spørgsmålet om amerikanernes atomvåben på Grønland. Det er klart, at heltene i den fortælling er skikkelser som H.C. Hansen og Jens Otto Krag. Under Anker Jørgensen mistede Socialdemokratiet føringen og følingen. ”Det var alt sammen ikke kun Ankers skyld”, som Lidegaard skriver på en måde, der dog synes at antyde, at det var det nok alligevel.

Nogle steder er det gået lidt stærkt i redaktionen af bogen. Et billede er åbenlyst spejlvendt, og et par steder halter stedsangivelserne. Ved ubåden ’Delfinen’s stabelafløbning i 1956 skriver Lidegaard: ”Det ligner en tanke, at Søværnets første nybyggede ubåd efter krigen løb af stablen fra det røde skibsværft B&W”. Lige her savner Lidegaards tanke om forbrødringen mellem den institutionaliserede socialisme og dansk forsvarspolitik dog grundlag. ’Delfinen’ blev bygget på Orlogsværftet.

Bortset fra det har Lidegaard skabt en stærk og sammenhængende fortælling, hvis nærmeste slægtning er Paul Hammerichs Danmarkskrønike. Politikens perspektiv på livet og verden var og er københavnsk, og det må naturligvis præge et udvalg fra avisens billedarkiv. Et af epokens store opbrud, afviklingen af den gamle landbokultur, får f.eks. ikke megen plads.

Bogen er en demonstration af, at Politiken altid har beskæftiget nogle af landets bedste pressefotografer. Billederne varierer i kvalitet fra god til fremragende, og i sine billedtekster kombinerer den altid velskrivende Lidegaard den skarpe iagttagelse med en pointeret sans for sammenhæng.

(Kristeligt Dagblad 17. dec. 2016)

Hån, spot og persiflage

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt: MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark. 1053 sider, Gyldendal.

Det er et voveligt forsøg at ville skrive ytringsfrihedens historie fra Reformationen til i dag, fordi ytringsfriheden ikke findes som noget, der kan studeres i sig selv. Den kendes på sine grænser.  Derfor er Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelts værk, MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark, i praksis en gennemgang af indskrænkningen af ytringsfriheden, oftest i skikkelse af den statslige censur.

Bogcensuren indførtes med kirkeordinansen af 1537. Formålet med censuren var især beskyttelsen af den rette tro og siden i højere grad af styret, således at det var strafbart at ”skumle med Bitterhed over Regieringen”, som det hed i den såkaldte Trykkefrihedsforordning af 1799. Forfatterne ser helt ret i, at afskaffelsen af enevælden i 1848-49 for trykkefrihedens vedkommende indebar lige så meget kontinuitet som forandring. Junigrundlovens ord om, at enhver ”er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene”, sikrer ikke ytringsfriheden mere, end lovgiverne løbende tillader det, hvilket en hel række af sager ført efter 1849 dokumenterer. Under forfatningskampen i sidste halvdel af det 19. århundrede blev ikke mindst straffelovens bestemmelse om majestætsfornærmelse flittigt brugt til at tryne oppositionen, der var forbitret over, at regeringen ignorerede Folketingets flertal og sad på kongens mandat alene. Højskoleforstander Johnsen fra Vestbirk fik i 1885 fire måneders fængsel for ”for at have henkastet paa Jorden et Billede af Kongen, som han havde kjøbt for 10 Øre”.

At spørgsmål om ytringsfrihed skulle afgøres af domstolene, havde hersket som hovedprincip siden 1790. Dermed var de endelige afgørelser om censur også taget ud af politiets hænder. Lovene var strenge, men ikke vilkårlige, om end forvaltningen af dem kunne være det. Hvis man ser bort fra den tyske besættelse, da censuren genindførtes, udspillede dramaet om ytringsfriheden sig i det 20. århundrede primært i lovens navn. I det 21. århundrede er dagsordenen skiftet dramatisk, idet spørgsmålet om ytringsfrihed er rykket tilbage i den udøvende magts regi, fordi en af de store udfordringer kommer fra fundamentalistiske muslimer, der har fremsat trusler mod forfattere og kunstnere, der må søge beskyttelse hos politiet og ikke domstolene. Samtidig ser vi fra skiftende regeringer forsøg på indgreb i informations- og ytringsfriheden i den statslige sikkerheds navn.

Mchangama og Stjernfelt skriver i indledningen, ”at ytringsfrihed ikke bare er vigtig, men simpelt hen den vigtigste af de frihedsrettigheder, der udgør kernen i moderne, demokratiske samfund.” Bortset fra, at udsagnet i sig selv er udtryk for et noget snævert syn på de borgerlige rettigheder og ikke mindst deres indbyrdes forhold, er det vigtigste problem for bogen, at tilgangen til stoffet er normativ snarere end analytisk.

Enhver person, lov eller tildragelse måler forfatterne på, om den lever op til idealet. Den berømte dr. Dampe udnævnes til ”martyr for det frie ord”. Struensee er god, fordi han afskaffede enhver censur i 1770. M.G. Birckner (1756-98) er næsten lige så god, fordi han taler for, at de religiøse må tåle ”Haan, Spot og Persiflage”. Men når man forlader sig på den enkle vurdering, at fortidens aktører måles på, i hvor høj grad de ligner Flemming Rose, suspenderes den intellektuelle nysgerrighed. Man spørger ikke længere, hvorfor ting sker, men hvor vidt de ligner noget, man kan lide. Det er uinteressant for andre end dem, der deler synspunktet.

Den nyskabende svenske trykkefrihedslov, der fejrer sin 250 års fødselsdag den 2. december i år, er et godt eksempel. Den afskrives i bogen i en enkelt sætning, fordi den ikke lever op til idealet: Den indførte ikke ubegrænset trykkefrihed. Den er ikke desto mindre interessant, fordi den for det første indførte trykkefrihed som en positiv ret, for det andet knyttede denne ret sammen med retten til indsigt i den offentlige forvaltning, og for det tredje indførte princippet om ansvarlighed for domstolene. Det skulle da være mærkeligt, om den ikke havde betydning for udviklingen i dansk ret.

Et andet afgørende problem for bogen er, at den ikke for alvor tager diskussionen med den eksisterende forskning. Forfatterne hænger et par ældre historikere ud, fordi de udviser en vis forståelse for den enevældige lovgivning. For den nyere litteraturs vedkommende beror de hovedsageligt på meningsfæller i norsk og dansk forskning og overser næsten systematisk alternative tolkninger.

Hvorfor blev dr. Dampe for eksempel som den eneste af den sene enevældes systemkritikere dødsdømt? Forfatterne skriver, at han var isoleret og uden indflydelsesrige venner. Nyere forskning har fremhævet, at han fremturede på et tidspunkt, da København var præget af generel uro. Man frygtede for revolution. Under andre omstændigheder ville han antagelig  være blevet landsforvist. Kongen benådede Dampe, så straffen blev konverteret til livsvarigt fængsel, og siden blev den mildnet til en form for husarrest på Bornholm.

I synet på Oplysningstiden forekommer Mchangama og Stjernfelt inspireret af Jonathan Israels idé om den radikale oplysning, der særdeles kort fortalt går ud på, at alle andre end Spinoza og Israel selv har misforstået, hvad oplysning er. Et af problemerne med denne vinkel på Oplysningstiden er, at den kanoniserer ateismen og religionskritikken, og at den betragter religion og oplysning som modsætninger. Det vil sige, at den gør sig selv blind for den omstændighed, at langt størstedelen af dem, der faktisk levede i Oplysningstiden, opfattede sig selv som gode kristne.

”Oplysningstidens tanker” går som et fantom gennem den aktuelle debat om ytringsfrihed. Det er blandt andet forestillingen om, at vi fra Oplysningstiden har arvet en borgerlig offentlighed, der i sin mest ideelle tilstand er et privilegeret eller isoleret rum adskilt fra det private på den ene side og magtens rum på den anden.

Det er en smuk teori, som oprindelig stammer fra Jürgen Habermas (der er påfaldende uomtalt i bogen), men på et eller andet tidspunkt må teorier jo lade sig anfægte af virkeligheden. Hvis Mchangama og Stjernfelt læste op på deres egne eksempler, ville de finde det veldokumenteret, at den offentlige kommunikation altid har været gennemtrukket af magtrelationer og private interesser.

Hvorfor lod den regerende kronprins sig påvirke af den russiske kejser til at strammelovgivningen mere end planen var i 1799? Fordi zar Paul I ikke alene var ære- og trættekær, men autokratisk rådede over en østersøflåde, der målt i drægtighed overgik den dansk-norske marine i styrkeforholdet fem til tre.

Eller tag et mere nutidigt eksempel som Kåre Bluitgen, der var anledningen til, at Jyllands-Posten gjorde muslimsk ikonoklasme til genstand for redaktionel opmærksomhed for godt ti år siden. Bluitgen hævdede, at han ikke kunne finde en illustrator til en bog om Muhammed. Inspireret af den historie bestilte Jyllands-Posten de nu så berømte tegninger. De voldsomme virkninger af avisens beslutning har fået lov til at skygge for den ikke uinteressante forudsætning, at Bluitgens påstand må have været et mediestunt, for avisen havde jo tydeligvis ikke vanskeligt ved at finde tegnere.

MEN er for så vidt grundig, klart skrevet og med gode kildehenvisninger. Det er meget prisværdigt, at Norge og hertugdømmerne inddrages systematisk i gennemgangen frem til henholdsvis 1814 og 1864. For tiden efter 1849 er der tale om, at der fremlægges den hidtil mest omfattende oversigt over lovgivning og praksis. Den er således en prisværdig håndbog for enhver, der interesserer sig for spørgsmålet. Men den er også et skrummel på mere end tusind sider, og det er et tegn på, at forfatterne har forsømt at disciplinere tanken og pennen og blot har ladet sig nøje med at sammensætte en kronologisk ordnet frimærkesamling af historiske tildragelser, hvis væsentligste formål er at bekræfte et velkendt synspunkt i den verserende debat.

(Weekendavisen 11. nov. 2016)