Ikke lutter lovord

Bo Lidegaard, Lovord. 10 advokater i 100 års danmarkshistorie. Gyldendal, 227 sider.

Denne bog, der er udgivet i anledning af Advokatsamfundets 100 års jubilæum, tegner portrætter af ti markante danske advokater fra de seneste godt 100 år, seks afdøde og fire nulevende. Der er ikke kun fokus på sagførergerningen. Lidegaard betragter advokaten som bindeled mellem lovgivningen, retsvæsenet og det øvrige samfund. Det kendetegner alle de portrætterede, at de havde indflydelse på væsentlige samfundsspørgsmål. Der er måske tale om et festskrift i anledning af et jubilæum, men ikke lutter lovord. To af de portrætterede har siddet i Horserød, dog på forskellige tidspunkter og af forskellige grunde. Den forhærdede stalinist Carl Madsen (1903-1978) fordi han var interneret som kommunist under krigen, og Mogens Glistrup (1926-2008), fordi han blev dømt for skattesvig af særlig grov karakter. Otto Liebe (1860-1929) var kongehusets advokat og spillede ifølge Lidegaard en meget uheldig rolle under Påskekrisen 1920. C.L. David (1878-1960) var en stor mæcen, men skabte sin formue på de tvivlsomme spekulationer, der bragte Landmandsbanken til fald i 1922. David havde bare været klog nok til at trække sig ud i tide og kunne under den efterfølgende retssag fungere som den tilsyneladende interesseløse advokat for bankens direktør, Emil Glückstadt. Mere entydigt positivt er portrættet af Jon Palle Buhl (1917-2007), der er bevaret i den kulturelle verdens venlige erindring som forsvarer af den kunstneriske frihed. Også Mathilde Hauschultz (1885-1929), en af landets første kvindelige advokater og markant forkæmper for kvinders rettigheder, får et godt skudsmål. Men også her fornemmer man Lidegaards lyst til at stryge mod hårene, fordi Hauschultz ikke passer ind i den nutidige feministiske skabelon, idet hun politisk var udpræget konservativ. I bogens første seks kapitler virker Lidegaard som historisk essayist, hvad han er god til, men bogen udfolder sig faktisk bedst i de fire afsluttende interviews med Højesterets præsident, Thomas Rørdam (f. 1952) og advokaterne Knud Foldschack (f. 1952), Anne Birgitte Gammeljord (f. 1956) og Pernille Backhausen (f. 1970). Interessant er det naturligvis at læse Lidegaards samtale med Rørdam, for her udlægger han blandt andet sin forståelse af forholdet mellem især den lovgivende og dømmende magt, og han hævder sit territorium med nogle ret klare udmeldinger om Grundlovens forhold til EU-retten og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Knud Foldschack, der som student assisterede Carl Madsen, vil ikke rubriceres som den røde sagfører, selv om mange af hans klienter tilhører den københavnske aktivistiske venstrefløj. Han har været advokat for Christiania og BZ’erne i Ungdomshuset på Jagtvej, men hans største sejre er de stille, pragmatiske kompromiser, der er indgået i andre lignende sager som f.eks. Ballonparken eller Nokken. Han er en varm fortaler for udenretlige løsninger og har vist, at han kan gennemføre dem. Gammeljord er sammen med Foldschack den, der taler mest om advokatgerningen, der har udviklet sig fra et kald til en forretning. Advokater har i høj grad været vant til at være underkastet selvjustits, men må nu finde sig i at blive underkastet den samme regulering som andre brancher, som Gammeljord udtrykker det, idet hun altså underforstår, at det har været lidt småt med selvjustitsen nogle steder. Hvad skal prisen på juridisk rådgivning være? Der er en indbygget modsætning mellem klientens og advokatens interesser, idet det økonomisk mest fordelagtige for klienten ikke nødvendigvis giver advokaten det højeste honorar. ”Jurdisk rådgivning er på mange måder elastik i metermål,” som hun siger. Hun retter derudover en afdæmpet men klar kritik mod de kollegaer, der måtte have bidraget med rådgivning i de mange tilfælde af hvidvask. Interviewet med Pernille Backhausen, der begyndte sin karriere i Jon Palle Buhls advokatkontor, handler meget om jura og juraens rolle i samfundet. Hun beklager, at Justitsministeriet ikke i samme omfang kan fungere som et bolværk mod kortsigtet signalpolitik, og hun reflekterer over spørgsmål som offentlighed i forvaltningen og overvågning af borgerne.

Det er vanskeligt at yde en så sammensat bog nogen form for retfærdighed i en anmeldelse. Bogen giver indblik i en branche, der ikke altid har det bedste ry. I rundspørger om, hvilke erhvervsgrupper der nyder danskernes troværdighed, rangerer advokater tættere på brugtvognsforhandlere end de bryder sig om. De fleste har vel billedet af en advokat som en slikket type, der tjener lidt for mange penge på at være lidt for smart. Man kan ikke sige, at denne bog med sine historiske eksempler afkræfter dette billede fuldstændigt, men det er derfor med så meget desto større fortrøstning man læser samtalerne med de nulevende, der repræsenterer ikke alene faglighed, men også samvittighed og samfundssind.

(Kristeligt Dagblad den 10. juni 2019. Rubrikken er ændret.)

Fisk

Kenn Tarbensen, Fisk til folket, Aarhus Universitetsforlag

For fyrre år siden udmøntede Thorkild Kjærgaard udtrykket "Gårdmandslinjen i dansk historieskrivning". Det var ment som en kritik af bøndernes dominans på bekostning af husmænd og godsejere som tema hos danske historikere. Kjærgaard uddybede senere sit synspunkt, idet han bemærkede, at industrien var for overset. Siden har både industrien og det store hartkorn fået sin del af opmærksomheden.

Og nu angribes gårdmandslinjen også fra søsiden. Shipping og sørfart - "Det blå Danmark" - nyder stigende opmærksomhed, men hvad med fiskeriet? Det har Kenn Tarbensen taget fat på i sit originale og charmerende bidrag til de 100 Danmarkshistorier.

Han når hele vejen rundt fra teknologi, afsætning, politiske rammer, organisationer til konflikter, kvoterne og deres konger, konservering osv. Mest opmærksomhed får afsætningen. Danskerne har altid været modvillige fiskespisere, så det har krævet en indsats at få afsat varerne, både i forarbejdning og markedsføring. Hvornår blev fx den færdigpanerede rødspættefilet præsenteret for forbrugeren som frostvare? Svaret er 1962. De blev markedsført som "frispætter".

Bogen gennemgår de forsøg, der de sidste 100 år er gjort på at få danskerne til at spise fisk, fra Københavns Kommunale fiskehal åbnet i 1918 på det nuværende Christians Brygge til bisp Lindhardts pinsefisk.

Og så er der opskrifterne! Vidste De hvordan man laver sildepandekage fx? Den "laves ganske som Æggepandekage, kun at der anvendes stegte Sild, hvoraf benene er udtaget i Stedet for Flæsk". Længere er den ikke. Og på side 100 har vi været hele branchen rundt fra hav til bord, fra skovserkoner til årets nytårstorsk 2018, da Lars Løkke var nomineret for niende gang. Det blev dog ikke til en tredje sejr for Lars.

(Anmeldt for bloggen her 9. juni 2019)(Anmeldt for bloggen her 9. juni 2019)

Øjebliksbillede fra en amerikansk rejsereportagefilm ("James A. Fitzpatrick's Traveltalks") fra København 1937, da fiskemarkedet på Gl. Strand stadig var i fuld virksomhed. Da optagelserne fandt sted, var Gl. Strand 28 under opførelse, hvilket forklarer hullet i husrækken.

https://www.youtube.com/watch?v=sYQe6lznXeg

Et overblik over højskolernes idéhistorie

Ove Korsgaard, Strejftog i Højskolernes Idéhistorie/A Foray into Folk High School Ideology, FFD’s forlag, 85+94 sider

Denne bog er udkommet i anledning af folkehøjskolernes 175 års jubilæum, eller rettere Rødding Højskoles 175 års fødselsdag. Rødding var nemlig ikke den første.  Rødding var pendant til en tilsvarende, men noget mere ukendt tysk højere skole for bønder, der var blevet stiftet af C.F.H. Klenze i Rendsborg i 1842, da hertugdømmerne endnu hørte til den danske konges riger og lande. Endnu mere ukendt er det, at der i Sundbylille ved Frederikssund på Sjælland allerede fra 1841 blev drevet en højere bondeskole.

Når det alligevel giver mening at vælge Rødding som udgangspunkt for bondehøjskolernes historie, skyldes det at nogle af de ældre forsøg ikke kan udvise samme institutionelle styrke og kontinuitet som Rødding. Dertil kommer, at Rødding var et af de centrale omdrejningspunkter i den nationale kamp i hertugdømmerne og derfor med en større selvfølge har skrevet sig ind i danmarkshistorien. Da Slesvig blev afstået sammen med Holsten i 1864, flyttede højskolen til Askov umiddelbart nord for Kongeåen, og Askov Højskole blev siden et flagskib i højskolebevægelsen.

Netop spørgsmålet om, hvor vidt man kan tale om højskolebevægelsen i bestemt form ental, står som et af de centrale i Ove Korsgaards fortættede introduktion til højskolens idéhistorie. Der findes måske en idé om, at der er en samlende idé bag højskolerne, men skolerne har altid været forskellige og haft forskellige udformninger. Han peger naturligvis på Grundtvig som en vigtig inspirationskilde, men fremhæver også Kresten Kold, Rasmus Sørensen og Christian Flor som vigtige og ligeværdige pionerer i bevægelsens første generation.

Korsgaard balancerer i sin gennemgang fint mellem behovet for at kondensere stoffet og nødvendigheden af at bevare blikket for forskelligheden og variationerne i højskolebevægelsen gennem hele historien. Han inddeler udviklingen i pionerfasen fra 1844, den nationale vækkelse fra 1864, den demokratiske vækkelse fra 1940, ungdomsoprørets vækkelse fra 1968 frem til nutiden, hvor det bliver lidt vanskeligere at sætte overskrift på, hvad der sker andet end at udviklingen stadig peger i mange forskellige retninger. Højskolerne i dag dyrker mange forskellige faglige profiler med vægt på både idræt, sport, dans, musik, professionsrettede, intellektuelle og kreative fag. Diskussionen om, hvad der er ”rigtig højskole” er heldigvis fortsat levende. Til fælles har skolerne i dag, at de bygger på eksamensfrihed, altså elevernes lyst til at lære og erfare, lærernes lyst til at undervise og oplyse og ikke samfundets behov for at forme og danne unge mennesker til formål, som de ikke selv har defineret.



Den højere bondeskole i Sundbylille, der ikke omtales i Korsgaards bog, blev stiftet i 1841 som forsøgsordning under student, siden cand.phil. Callesens ledelse. Motivet var det samme som i Rendsborg og Rødding, nemlig at forbedre bøndernes forudsætning for deltagelse i det politiske liv. Som det ses af denne avisomtale var det en eksamensskole, og den var for den lokale, konfirmerede ungdom. I efteråret 1844 fik skolen sin egen bygning, men sluttede sin virksomhed allerede i 1849. (Se P. Petersen, "Hjørlunde Sognebogsamling og den højere Bondeskole i Sundbylille" i Fra Frederiksborg Amt, 1910, s. 17-36)

Der er altid indvendinger at gøre mod en så håndfast periodisering, som Korsgaard foretager, for de enkelte historiske tilfælde og tildragelser passer sjældent ind i skemaer, men på den anden side kan man som læser nyde godt af Korsgaards velkendte overblik og evne til systematisering uden at fortabe retten til at danne sig sin egen mening.

Der er udgået inspiration fra den danske højskolebevægelse til hele verden, og Korsgaard gennemgår kort nogle eksempler, hvoraf ikke mindst Fjernøsten er interessant. Tokai-universiteterne i Japan er inspireret af Grundtvig, og i de seneste år har interessen for den danske folkehøjskole været stigende i Sydkorea. Det forhold, at Korsgaards bog udkommer i en parallel dansk-engelsk udgave er også et vidnesbyrd om, at der er en international nysgerrighed efter, hvordan vi har indrettet uddannelsessystemet i Danmark.

(Kristeligt Dagblad 29. maj 2019 på nettet, papiravisen 4. juni. )

Den forhenværende højere bondeskole i Sundbylille i dag
(eget foto)

Carsten Jensen er velskrivende negativitet men for indtaget i sin egen humanisme

Carsten Jensen, Hovedspringere. Om mennesker på flugt og kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse. Politikens Forlag

Dette er den tredje bog om samtidens politiske fortrædeligheder fra Carsten Jensens hånd siden august sidste år. Det kan indledningsvis konstateres, at han ikke har skiftet mening. Carsten Jensen taler flygtningenes sag og kritiserer tidens danske og europæiske politikere for deres flygtninge- og udlændingepolitik. Som i de øvrige bøger er bogen delt op i nummererede kapitler af gennemsnitligt kun godt en sides længde, og det er svært at se, hvad der begrunder denne findeling af stoffet, især når denne bog faktisk er væsentlig mere sammenhængende end i de forrige. Den formår over lange stræk at samle sig om et hovedtema, nemlig skildringen af enkelte flygtningeskæbner, både nogle, han har læst om, og nogle, han har truffet selv. Den lidt kryptiske titel tematiseres allerede i bogens første sætning: ”Du er 4 år gammel, og om 30 sekunder er du død.” Historien er, at en lille dreng i maj 2018 stod i fare for at falde ud fra en altan i en gade i Paris. En fremmed mand kravlede 12 meter op af husets facade og reddede ham. Manden er illegal migrant fra Mali. Det er effektivt fortalt af Jensen. Temaet er slået an: faldet og hvordan det undgås.

Med sin umiskendeligt gode pen peger han på, at flygtninge også er mennesker, og at flygtningepolitik har en tendens til at se bort fra denne omstændighed. Han stiller flygtningenes menneskelighed meget skarpt op over for det, han betragter som en umenneskelig politik. Billedligt knytter han det til myten om Ikaros. Så er det europæiske dannelsesperspektiv også dækket ind. Faldet er også politisk. Det er Jensen meget om at vise, hvordan alting graviterer mod laveste fællesnævner.

Heri ligger også bogens største svaghed. Carsten Jensen er så indtaget i sin egen humanisme, at han ikke kan se, at politikere også er mennesker eller at der kan være gode grunde til den førte politik. Han tvivler ikke på sit eget standpunkts moralske uangribelighed. I hans univers kan flygtninge tilsyneladende ikke gøre noget forkert og politikere ikke noget rigtigt.

Derfor er Jensen også ude af stand til at beskrive den udvikling, der har fundet sted. Han har råbt ulv så længe, at han ikke længere kan identificere en ulv, selv om den bider ham i halen. Han har trukket nazi-kortet så tit, at han løber tør for ord den dag, da han faktisk møder en nazist. Om Dansk Folkepartis gruppeformand skriver Jensen f.eks.: ”Skaarup har viljen, men mangler heldigvis Goebbels’ demagogiske talent”. Peter Skaarup er altså ikke alene nazist, men en talentløs nazist, er hvad Jensen mener. Det forekommer at være et meningsløst retorisk kneb. Hvad så, når der opstår ikke kun et, men to opstillingsberettigede partier til højre for Dansk Folkeparti? Er de så nazister med nazisme og endnu mere nazisme på?

Carsten Jensen mener, at store dele af det danske politiske spektrum fra Mette Frederiksen til Rasmus Paludan udgør en forskelsløs sump af forkasteligheder, fordi ”mange politikeres ordvalg ikke adskiller sig meget fra Paludans.” Skal man være lidt imødekommende over for Jensens generalisering, kan man jo godt se, hvordan politikere langt inde i de regeringsbærende lag har ernæret sig ved stiltiende at appellere til synspunkter, som Paludan udtrykker åbent. Det er den såkaldte hundefløjtepolitik (dog-whistle-politics), altså at politikere, idet de formelt holder sig inden for rammerne af partiprogrammet, i deres retorik spiller på under- eller overtoner, der appellerer til ekstremerne. På den anden side underkender Jensen den substantielle forskel, der faktisk er mellem de opstillingsberettigede partier til Folketinget. Og dermed gør han sig blind og døv over for en forståelse af de kræfter, der er på spil i flygtningepolitikken. F.eks. at det vil gøre en meget stor forskel, hvis Nye Borgerlige eller Stram Kurs kommer i Folketinget.

Mere interessant er Jensens diskussion med Flemming Rose om, hvad ytrings- og religionsfrihed betyder. Rose mener - ifølge Jensen - at der er et klart skel mellem ord og handlinger, således at loven kun skal regulere handlinger og stille alle ord frie. Dette skel kan imidlertid ikke drages så håndfast, mener Jensen, og deri er denne anmelder enig. Ord kan fungere som handlinger, og nogle handlinger er blot kommunikation. Det giver f.eks. mening at regulere opfordringer til lovstridige handlinger, mens det er vanskeligt at forbyde bogafbrændinger, især efter at blasfemiparagraffen er fjernet fra straffeloven. Udfordringen er at dele sol og vind lige, og det har politikere erfaringsmæssigt svært ved. Når de forsvarer ytringsfriheden, er det gerne deres meningsfællers ytringsfrihed de mener. Det er derfor vi har uafhængige domstole til at afgøre den slags. Men også Carsten Jensen bør feje for egen dør. Når ordet skaber, hvad det nævner, og når han ikke har andet end foragtelige ord til overs for de demokratisk valgte politikere, bidrager han aktivt til undergravning af tilliden til det eksisterende, politiske system. Og det er jo ikke fordi han selv ødsler med konstruktive forslag til, hvordan der kan rettes op på alle de elendigheder, han ser omkring sig. Han kan kun finde ud af at være imod. Carsten Jensen er velskrivende negativitet. Han lever på nas. Han fortærer af det demokratiske forråd, og så hjælper det ikke så meget, at han gør det med kniv og gaffel.

(Kristeligt Dagblad 14. maj 2019. Enkelte formuleringer afviger fra avisens version. Flemming Rose har efter anmeldelsens offentliggørelse gjort mig opmærksom på, at Jensen fejlrepræsenterer Roses synspunkter.)

Læsninger af læsninger

Nils Gunder Hansen, Tanker af en anden verden – Jørgen K. Bukdahl, Hans liv værk og aktualitet, Gyldendal 2019

Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) var teologisk kandidat fra Aarhus Universitet, blev siden lektor sammesteds, men fik aldrig hverken licentiat- eller doktorgrad. En enkelt lille bog om Karl Marx nåede han at udgive i sin levetid. Et endnu kortere manuskript om Hegel blev besørget i trykken mens han lå dødelig syg af kræft. Hovedstolen af hans værk består af artikler og anmeldelser i tidsskrifter, blade og aviser. Ikke just det stof akademiske karrierer gøres af og på papiret ikke noget, der tåler sammenligning med den ældre generation af store teologer fra Aarhus: Løgstrup, Prenter, Sløk og Lindhardt. Alligevel nævnes han ofte i samme åndedrag som netop dem.

Bukdahl hørte til den type af akademikere, der er så dygtige og vidtfavnende, at de aldrig får noget stort fra hånden. Han blev betragtet som sin generations største akademiske håb, beundret af sine samtidige for sit intellekt og afholdt for den uforfængelige generøsitet, hvormed han forvaltede det. Hans talent var at læse. Han havde en udviklet evne til at forstå hvad han læste, tilegne sig stoffet og videregive det på en måde, så det blev læst og forstået af andre.

De fleste originale tænkere, skriver Gunder Hansen, ”har en evne til at sortere temmelig meget fra og finde deres vej.” Bukdahls lærer K.E. Løgstrup var f.eks. notorisk ubelæst. Bukdahl var det modsatte. ”Omkostningen ved hans arbejdsform var, at det var svært at finde ud af, hvad han selv mente, og hvor han selv stod i alt det, han formidlede.”

Det er altså ikke en bog om en stor tænkers store idé. Det er heller ikke en biografi. Gunder Hansen har kun i meget begrænset omfang benyttet arkivalsk materiale til bogen, og det biografiske stof er koncentreret i skitseform i første og sidste kapitel. Resten er en gennemgang af Bukdahls forfatterskab. Det ville ikke have skadet bogen, hvis der var kommet lidt mere skikkelse på manden og kontekst på teksten, men på den anden side er ærindet altså hverken historisk eller biografisk. Det er idéhistorisk eller måske endda litterært.

Det er ikke så meget Jørgen K. Bukdahl som skæbne, der er interessant. Det er hans type, nemlig som læser og formidler af læsning. Vi har i dag, bemærker Gunder Hansen, en tendens til at sætte et underforstået ”blot” foran prædikatet formidler, men formidling er jo ikke ”blot” omsætning af noget sammensat til noget enkelt, men også formidling mellem forskellige synspunkter, en åbning mellem to grupper, der ellers ikke ville være i samtale. Bukdahl så åbninger og muligheder alle vegne. Og det er helt essentielt for den akademiske verden, at der findes typer som ham, der uden specialiseringens skyklapper kan bringe forskellige synspunkter og erkendelser i samtale. Nu som dengang er solipsisme den akademiske specialiserings indbyggede risiko. Der er vitterligt folk, der tilbringer en hel karriere med at studere adverbierne hos Holberg. Men det er dem, der tør læse de andres bøger, hæve blikket og påstå en sammenhæng eller påpege en modsætning, der holder kommunikationslinjerne åbne. Specialisering er naturligvis stadig forudsætningen – for adverbierne hos Holberg er vitterligt interessante - men hvis ingen gør sig den ulejlighed at læse, hvad specialisterne skriver, står vi tilbage med en frimærkesamling af højt kvalificerede monologer uden tilhørere.

Denne bog bidrager i kraft af både sin form og sit indhold til, at de akademiske kommunikationsveje holdes åbne. Nils Gunder Hansen er som forfatter til stede i teksten som et jeg, der diskret, men tydeligt giver sig til kende nu og da. Han er godt selskab. Som læser nyder man især godt af den rutinerede universitetspædagogs evne til at turnere en pointe intelligent. Gunder Hansen styrer meget sikkert uden om de akademiske fraser og letkøbt ironi. Påfaldende fraværende er de direkte citater fra Bukdahls tekster. De forekommer, men ikke særlig hyppigt. Læseren må lide på, at Gunder Hansens parafrase af forlægget er korrekt. Set fra et perspektiv er det en ret uigennemsigtig måde at formidle emnet på. Det er simpelthen ikke altid til at se, hvad der er Nils G. Hansen og hvad der er Jørgen K. Bukdahl.

På den anden side er det også en gestaltning af en af bogens pointer, hermeneutikkens forestilling om virkningshistorie, altså at der foreligger en intim og nødvendig sammenhæng mellem nutidsfortolkning og fortidsforståelse. Forforståelsen eller fordommen er ikke en hindring for forståelsen, men en forudsætning. Man kan ikke studere fortiden objektivt. Man kan læse den, men kun på baggrund af den læsning, der (altid) allerede findes.

Accepterer man denne præmis, åbner bogen sig med hele Jørgen K. Bukdahls og Nils G. Hansens styrke, for de hører nemlig begge til denne type akademikere, der tør hæve blikket og se ud over det intellektuelle landskab og med verve og intelligens diskutere erkendelse, eksistens, identitet, liv, død og Gud. Og så rykker sagen frem i første linje, ikke personen. Det er som nævnt ikke en biografi. Det er læsninger af læsninger. Læs.

(skrevet til bloggen her 28. april 2019)

Gerningsmænd eller ofre?

Henrik Skov Kristensen, Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning. Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, 399 sider

Hvor mange ved, hvor Fårhuslejren ligger henne? De, der er bekendt med Henrik Skov Kristensens øvrige forfatterskab, ved det, men i øvrigt er det ikke en særlig velkendt lokalitet. Det skyldes nok, at den er langt bedre kendt under sit andet navn: Frøslevlejren. Navneskiftet fandt sted i befrielsesdagene i maj 1945, da Frøslevlejren blev vendt på hovedet, så de tidligere vogtere blev fanger og omvendt. Frøslevlejren havde været brugt til internering af tyskernes fanger i Danmark, og fungerede efterhånden også som transitlejr til de tyske koncentrationslejre. Efter tyskernes overgivelse blev lejren i første omgang overtaget af repræsentanter for modstandsbevægelsen og brugt til at internere de såkaldte landssvigere, altså dem, der af modstandsbevægelsen blev betragtet som fjenden. Det gjaldt ikke mindst repræsentanter for det tyske mindretal.

Fangerne i Fårhus opfattede det som et uretfærdigt overgreb motiveret af danskernes hævnfølelse, en offermentalitet. Sådan er lejren også blevet husket i generationer efter at den lukkede i 1949. Dermed var det tyske mindretal i sin selvforståelse dobbelte ofre, først for Hitlertyskland og derefter for et uretfærdigt retsopgør i Danmark. Til gengæld ignorerede det tyske mindretal, at ikke alene mange af dets medlemmer, men også dets bærende institutioner aktivt havde integreret sig i Hitlertysklands politiske tryllekreds. En relativt stor del af de danske statsborgere, der meldte sig til Østfronten var tysksindede nordslesvigere, og det har taget dem en del længere tid at komme til erkendelse af egen skyld end det har taget for deres landsmænd syd for grænsen. Så sent som i 2015 måtte mindretallets repræsentanter tage kritisk stilling til den omstændighed, at et hus tilhørende mindretallet var opkaldt efter den ideologisk set noget anløbne, Julius Langbehn. Der har dog også i mindretallet selv været tilløb til selvopgør. Kristensen fremhæver bl.a. Siegfried Matlok, tidligere redaktør af det tyske mindretals avis, som en af dem, der indefra gennem mange år har skubbet på for at få en besindelse på fortiden i stand.

Henrik Skov Kristensen kroner med denne bog mange års studier af det tyske mindretals historie under og efter 2. Verdenskrig. Han sætter historien ind i en international kontekst, idet han sammenligner med, hvordan det gik tilsvarende tyske mindretal i andre europæiske lande, og han henter frugtbare tolkninger i den internationale litteratur om erindringspolitik og historiebrug, altså hvordan historien aktivt eller ubevidst er blevet brugt til at forme nutidige individuelle og kollektive identiteter. Kristensen navigerer sikkert i et felt, der ikke mindst i Grænselandet, er uhyre sammensat, og hvor identitetsspørgsmålet ikke blot er bundet op på Besættelsestiden, men en fortid, der rækker tilbage til Middelalderen.

Netop med henblik på det erindringspolitiske aspekt, har oparbejdelsen af det tyske mindretals historie et betydeligt konfliktpotentiale. Skov Kristensen er pertentligt præcis, når det handler om at påpege, i hvor høj grad tyskerne i Nordslesvig var involveret i krigen og nazismen, og det ville mange flere antagelig tage ham ilde op, hvis det ikke var fordi grundtonen i denne bog er forsonlighed. Her hjælper det betydeligt, at Skov Kristensen selv er aktør på det erindringspolitiske felt i Sønderjylland. Som leder af Frøslevlejrens Museum har han gjort en stor indsats for at gøre tiden efter 5. maj til en del af museets udstilling og dermed ophæve modstandsbevægelsens monopol på tolkningen af stedet. Han har dermed bevist, at det kan lade sig gøre at gøre flere forskellige og også delvist modsatrettede røster gældende samme sted og samtidig. Det ser man ikke så tit på museer.

Der er ikke tale om en folkebog. Den bevæger sig på et højt refleksionsniveau og kræver en del forhåndskundskab, men den belønner sin ihærdige læser med en væsentlig indsigt i et spørgsmål, som indtil nu har været forsømt i både tysk og dansk historieskrivning – hvis man ser bort fra, hvad Henrik Skov Kristensen ellers selv har skrevet om emnet. Han er en del af den forskningstradition, der har rettet opmærksomheden mod dem, der stod som tabere i maj 1945, og derfor blev skrevet ud af historien som nogle, der ikke hørte til det store vi, der fejrede befrielsen. Det var f.eks. de såkaldte tyskertøser, de østfrontfrivillige og de tyske flygtninge. Derfor er det en vigtig bog, der ikke mindst kan tjene som et aberdabei op til fejringen af 100-året for Genforeningen næste år.

(Kristeligt Dagblad 2. marts 2019)

Christian X's islandske dagbøger

Knud J.V. Jespersen (udg.) Christian X og Island – Christian X’s optegnelser vedrørende Island 1912-1932, Syddansk Universitetsforlag, 340 sider, 325 kroner

Ikke mange husker umiddelbart kongeriget Island. I Island dyrker man med stolthed den republikanske tradition, der rækker helt tilbage til øens første kolonisering for over 1000 år siden. Den mellemliggende tid da øen først var under den norske krone og siden den danske, forbindes med ufrihed, så for islændingene er republikken tæt forbundet med frihed og selvstændighed. Men da Island fik sin suverænitet, var det faktisk som et monarki i personalunion med Danmark. Det vil sige, at begge lande havde fælles statsoverhoved, men i øvrigt hver sin egen regering og lovgivende forsamling. Personalunionen kom i stand i kraft den dansk-islandske forbundslov af 30. november 1918. Den rummede nogle klausuler med forbillede i blandt andet den svensk-norske personalunion, der var blevet opløst i 1905. Først og fremmest gjaldt, at Islands udenrigspolitik blev varetaget fra København. I 1940 blev Island besat af briterne, der i 1941 overlod rollen som beskyttelsesmagt til USA. Forbundsloven havde en indbygget udløbstid på 25 år og kunne derefter opsiges ensidigt. Det skete i 1944, da Island med overvældende folkelig tilslutning indførte republik. Det skabte en vis bitterhed i Danmark, fordi det blev betragtet som om Island udnyttede den situation, at Danmark var besat af Tyskland. Men det var altså helt efter forbundslovens bogstav.

Christian X førte en separat dagbog som konge af Island, og det er den, der her udgives med et instruktivt forord og kommentarer af denne anmelders forgænger som kgl. ordenshistoriograf, professor Knud. J.V. Jespersen. Han stiftede bekendtskab med notaterne under sit arbejde med den store biografi om Christian X, Rytterkongen, der udkom for godt ti år siden, og udgivelsen er blev mulig ved, at HM Dronningen har givet uhindret adgang. Det er første gang den læsende offentlighed kommer så tæt på en konges virksomhed siden udgivelsen af Christian VIII’s breve og dagbøger.

Christian X’s islandske dagbøger vidner om en mand, der samvittighedsfuldt røgtede sit embede som konge af denne efterhånden noget vrangvillige ø. Kongen besøgte Island flere gange i sin regeringstid og noterede sig, hvad der skilte og samlede landene. Han var påfaldende usentimental med hensyn til sin egen rolle og det overvejende fravær af undersåtlig hengivenhed overfor den islandske monark.
Han havde ikke nogen fast residens i Reykjavik, således som f.eks. den britiske monark har i den skotske hovedstad. Det vil sige, at kongemagten var usynlig i hverdagen. På samme måde havde afstanden til det daglige regerings- og lovgivningsarbejde i Reykjavik betydning. I maj 1930 konstaterede kongen tørt, ”at det gled mod Adskillelse fra Danmark”, og han foreslog sarkastisk i en privat samtale med udenrigsminister P. Munch den mulighed, at han lige så godt kunne gøre en ende på elendighed ved, at han ”over for Altinget proklamerede Island som Republik og Førsteministeren som Præsident” for så var ”al Diskussion endt.” Konger har også dage, hvor de ikke gider mere vrøvl. Udadtil opretholdt han naturligvis facaden.

Islands præsident taler ved en paneldebat på et symposium
i anledning af 100-året for Islands suverænitet
på Københavns Universitet i 2018.

Da bruddet kom i 1944, var en af dem, der tog det relativt pænt, den afsatte konge, Christian X. (Han havde for nemhedens skyld bevaret sin nummerering også som islandsk konge, selv om han ret beset var den første kong Christian af Island.) Hans lykønskningstelegram til proklamationsfesten på Thingvellir den 17. juni 1944 var ganske vist lidt svalt, men det vakte jubel, fordi førsteminister Björn Thórdarson i sin oplæsning af det ekstemporerede en redaktion af ordlyden, der var tilpasset lejligheden. Efter krigen fulgte en alvorlig konflikt om delingen af den arnamagnæanske samling af islandske håndskrifter, som var betroet Københavns Universitet, men også den blev løst i samme ånd, og forholdet til NATO-partneren Island er i dag det bedste. Da Dronningen besøgte Island i anledning af hundredeårsdagen for forbundsloven i november sidste år, havde hun en særudgave af denne bog med som gave til sin vært, som nok ved at værdsætte denne betydningsfulde kildeudgivelse. Den islandske præsident, Guðni Th. Jóhannesson, er selv historiker.

(Kristeligt Dagblad 27. feb. 2019. Avisens rubrik var en anden.)