Hyldest til en bror, der faldt under kamp

Ron Pundak, Nysgerrighedens akse, Gyldendal

"Nysgerrighedens akse" handler om israelske pansertroppers indsats på Sinaihalvøen under Yom Kippurkrigen i oktober 1973. Det bliver hurtigt klart, at læseren leder forgæves efter et oversigtskort, og denne læser mistede hurtigt overblikket. Det kræver en del lokalkendskab at hitte rede i de mange steder, hvor bataljoner og kompagnier blev mobiliseret, deployeret, bestykket og bestrøget.

Men det kan jo også være med vilje, at kortet mangler, for det er en stor del af pointen med bogen, at overblikket også forsvandt for aktørerne. Det gjaldt både regering og hærledelse ved krigens begyndelse og de enkelte soldater, befalingsmænd og underofficerer. Fortælleren er med i felten. Ofte lader han et andet jeg end sit eget komme til orde i form af lange citater fra andres erindringer og beretninger om deres deltagelse i krigen. Polyfonien er tilsigtet. Det bidrager til den villede forvirring, når fortællersubjektet indkalder en vikar.

Ron Pundak (1955-2014) var for ung til selv at kæmpe i krigen. Bogen er viet historien om hans få år ældre bror, Uri, " som for bestandig vil forblive yngre end mig". Uri faldt den 19. oktober 1973 et sted med det militære kodenavn " Nysgerrighedens akse" vest for Suezkanalen.

Som indstik får vi også historien om slægten. Ron og Uri Pundak er sønner af Herbert og Sussi Pundik, der emigrerede til Israel i 1955 og tog navneforandring til Pundak. I Danmark er de stadig kendt under deres oprindelige efternavn. Uri Pundik var som ganske lille model for et af de børn, der optrådte på Claes Lorenzens julemærke i 1954. Herbert Pundik var i mange år chefredaktør på Politiken, et hverv han bestred fra et hotelværelse i København, mens han havde fast adresse i Tel Aviv. Ron Pundak omtaler dem ikke som far og mor, men lidt distanceret som Herbert og Sussi. Når han skal beskrive sit barndomshjem, indkalder han også en vikar i skikkelse af forfatteren Yoram Kaniuk, hvis indtagende skildring af det pundakske hjem i Tel Aviv i anledning af Pundiks 25-årsjubilæum på Politiken citeres over flere sider.

Familiens historie er typisk. Ron Pundaks forfædre kom til Vesteuropa under pogromerne i det russiske rige omkring forrige århundredskifte. Bedsteforældrene endte som så mange andre jøder i København. De flygtede til Sverige i 1943, hvor Rons og Uris forældre mødte hinanden første gang. Herbert blev zionist og deltog i krigen i 1948, der førte til staten Israels grundlæggelse.

Pundik har siden været kritisk-loyal over for sit valgte fædreland. I sit fødeland har han gennem årtier forsøgt at forklare fænomenet Israel for den undrende offentlighed. Ron Pundak videreførte denne kritisk-loyale linje, idet han var en af arkitekterne bag Oslo-processen, der bragte Israel og palæstinenserne på talefod, om end processen ikke har tilvejebragt nogen blivende løsning. Han døde af kræft i 2014.

Denne bog er en personlig beretning om krigens ofre og de efterladtes savn. Pundak bruger en del tid på at fortælle om, hvordan han har søgt og ledt efter oplysninger om og vidner til de sidste uger af broderens liv. Det egentlig selvbiografiske stof er derimod påfaldende fraværende. Bogen er også en hyldest til de soldater, hvis indsats den skildrer. Mens Ron Pundak er kritisk over for regeringen og den militære topledelse, fordi den ikke reagerede rettidigt og hensigtsmæssigt på truslen fra Egypten, er han en uskrømtet beundrer af det mod og den handlekraft, der blev udvist af Uri og hans soldaterkammerater.

Bogen bygger på en respekt for krigens håndværk. Den er skrevet af en fredsaktivist, ikke en pacifist. Den har et klart budskab. Mens Seksdageskrigen overbeviste israelerne om deres egen uovervindelighed, blev Yom Kippur-krigen en påmindelse om, at også Israels væbnede styrker er til at tale med. Israel kan ikke egenhændigt sætte dagsordenen for udviklingen i regionen.

Krigen i 1973 førte til en stabil fred med Egypten efter princippet land-for-fred, og det er underforstået, at Ron Pundaks ærinde med denne bog er at vise, at denne linje bør fortsættes. Israels styrkeposition skal udnyttes til at skabe fred, ikke krig.

(Kristeligt Dagblad 29. aug. 2016)

Når døden sættes spektakulært i scene

Som et forlist rumskib, en styrtet star cruiser fra en stjernekrigsfilm, borer det nye Moesgaard Museum sig ned i en bakke syd for Aarhus. Bygningen har form som en kile indfældet i det kuperede landskab. Taget udgør en sammenhængende, skrånende, rektangulær flade, der begynder i terrænhøjde tættest ved det gamle Moesgaard Museum og hæver sig græsklædt en snes meter over jorden, hvor det er højest. Taget er tilgængeligt for publikum, og man har herfra udsigt over Aarhusbugten. 

Der er noget monumentalt over bygningen samtidig med, at den er diskret, forstået på den måde, at den respekterer sine omgivelser, både landskabet og det klassicistiske herregårdsanlæg, der er nærmeste nabo. Prisen for denne arkitektoniske prioritering er blandt andet mangel på lysindfald. I foyeren og cafeteriaet er der godt med dagslys, mens udstillingerne skal belyses kunstigt, og man må sige, at der økonomiseres med strømmen på Moesgaards faste udstilling, hvor den natteblinde sine steder må famle sig frem.

Helt så dunkelt belyst henligger den nye særudstilling om gladiatorerne ikke, bortset fra begyndelsen. Man føres ved indgangen ind i en mørk korridor, der skal illudere kælderen under Colloseum i Rom, så den besøgende kan identificere sig med en gladiator på vej til kamp. Herfra træder man ind i udstillingens største – og velbelyste – rum, der er gennemscenograferet, så man får indtryk af at stå midt i en arena omgivet af tilskuere. Store figurer forestillende forskellige gladiatortyper i tvekamp står opstillet på gulvet. Rummets ene langside er en skærm, hvorpå der projiceres en film med rekonstruerede gladiatordueller.

Derfra ledes man ind i selve udstillingen af historiske genstande. I størrelsesorden varierer de fra et kirurgisk bestik, der anvendtes til behandling af gladiatorernes sår, til originale bygningsdele fra Colosseum. Der er indlån fra en imponerende række af fornemme samlinger fra hele Europa, først og fremmest Italien. De store relieffer med gladiatorscener gør indtryk. Min favorit er en samling af hjelme og benskinner fra Pompeji. I Pompeji fandtes både et amfiteater og en gladiatorskole, som blev udsat for pludselig død og ødelæggelse, men også bevaring ved Vesuvs udbrud i år 79. Herfra stammer de få bevarede eksempler på gladiatorudstyr, og de er derfor meget eftertragtede udstillingsobjekter. Det har ført til mistanke om, at nogle af de genstande, der turnerer på vandreudstillinger om gladiatorer, i virkeligheden er kopier.

Udvalget af genstande er kurateret, som man nu åbenbart også siger i de kulturhistoriske museer, af direktøren for Colloseum i Rom, Rosella Rea. Moesgaards udstilling har netop været vist på et museum i Belgien og skal efter Aarhus til Holland. Moesgaard har til denne udgave af udstillingen suppleret med yderligere indlån fra både danske og udenlandske museer.

Et lille udvalg fra det store fund af våben og udstyr fra Illerup Ådal ved Skanderborg udgør det lokale bidrag til mængden af udstillingsgenstande. Moesgaard Museum har i kraft af udgravningerne en betydelig samling af romerske sværd. Et af de flotteste er med på udstillingen, og museet bemærker med en vis stolthed, at netop dette sværd var forlægget for et, som Russel Crowe anvendte i filmen ”Gladiator”. Det er så også det eneste, der forbinder det med udstillingens tema, for sværdet har tilhørt en romersk officer, og gladiatorerne benyttede netop ikke romerske militære våben. De var derimod udstyret og bevæbnet som stiliserede udgaver af romernes fjender.

I forbindelse med udstillingen udgiver museet en fint illustreret antologi, hvortil Rosella Rea har skrevet de fleste artikler, suppleret af tre udmærkede bidrag af Pauline Asingh, Jeanette Varberg og Jens Damm. Varberg har påtaget sig den utaknemmelige opgave at knytte gladiatorinstitutionen til Østjylland. Gladiatorerne var slaver, krigsfanger, straffede eller frivillige, og derfor kan man ikke udelukke, at der blandt dem var nogle, der kom fra eller havde kæmpet i det sydlige Skandinavien og derfor kan knyttes til f.eks. Illerup Ådal. Men det bliver ved spekulationerne.
 

Et klassisk museumskatalog med systematisk og nummereret fortegnelse over genstandene er det desværre ikke blevet til. En udstilling som denne er bygget på en stor forskningsindsats, der ikke mindst dokumenteres i katalogiseringen, og det er uforståeligt, at denne opgave forsømmes. Antologiens billedredaktion kunne have kompenseret for denne mangel, men billedteksterne er desværre alt for mangelfulde til at udfylde opgaven.

Moesgaard har til sin udgave af denne italienske gladiatorudstilling skabt en effektfuld scenografi og et vellykket udstillingsdesign, hvor der vises hensyn til både ønsket om fordybelse og kravet om formidling. Udstillingen appelerer i høj grad til den samme fascination af den iscenesatte død, som i sin tid trak publikum til gladiatorkampene eller "shows", som udstillingsteksterne kalder dem med et moderne og sådan set ret velanbragt udtryk. Udstyr, diæter og træning beskrives grundigt. Hvis man vil vide mere om den historiske, sociale, kulturelle, politiske og samfundsmæssige kontekst, må man læse den ledsagende antologi.

(Kristeligt Dagblad 26. april 2016)

En flue på vægge under Sovjetunionens fald

Michael Dobbs, Sovjetunionens fald – Den kolde Krigs slutspil, Informations Forlag

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er en bemærkelsesværdig begivenhed. På disse kanter kender vi den mest i skikkelse af de afledte hændelser, Berlinmurens fald og den tyske genforening, eller rettere DDR’s sammenbrud og den efterfølgende udvidelse af Forbundsrepublikken med de nye delstater i øst. Sovjetunionen var verdens største stat, kontinentets stærkeste militærmagt, et diktatur styret af kommunistpartiets jernnæve. Men på ganske kort tid smuldrede det bare. Ud af denne opløsning opstod 15 nye stater med Rusland som den væsentligste. Helt uden blodsudgydelse gik det ikke, men vurderet med en verdenshistorisk målestok, er det nærmest helt enestående, at et så stort imperium, der i den grad var bygget på vold og undertrykkelse, kunne falde fra hinanden så relativt fredeligt. Spændingerne, der blev skabt i den anledning, har siden udløst lokale og regionale konflikter i bl.a. Jugoslavien, Tjetjenien, Georgien og Ukraine, men intet i en størrelsesorden, som man dengang med god grund kunne frygte.

Michael Dobbs (ikke at forveksle med den jævngamle navnefælle, der er manuskriptforfatter til den oprindelige version af ’House of Cards’) udgav i 1996 bogen ’Down With Big Brother’, som nu hermed er oversat til dansk. Bogen består af omtrent 60 afsnit, hver med et stednavn, Kabul, Gdańsk, Moskva, Tjernobyl, Jalalabad, Genève osv. som overskrift. I reportagens form beskriver afsnittene tildragelser, begivenheder og møder, som har været centrale i den historiske proces, der ledte til Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning.

Enkelte af afsnittene bygger på Dobbs’ eget arbejde som korrespondent. Han besøgte Leninværftet i Gdansk i 1980, da en af værftets forhenværende ansatte, elektrikeren Lech Wałęsa, stillede sig spidsen for en strejke, der endte med at føre til undtagelsestilstand i landet. Da Boris Jeltsin stående på en kampvogn foran Det hvide Hus i Moskva den 19. august 1991 talte mod de kupmagere, der havde sat Gorbatjov i husarrest, stod Dobbs lige ved siden af.

At skrive historie som om der var tale reportagejournalistik har den indlysende styrke, at læseren trækkes ind i øjeblikkets drama, især med så effektiv en fortællestemme som Dobbs’. Han var naturligvis ikke til stede, da politbureauet for Sovjetunionens kommunistpartis centralkomité i 1985 valgte Gorbatjov som ny gensek, generalsekretær, men hans fluen-på-væggen-reportagestil anskueliggør processen. Dobbs nævner ikke det nu meget berømte tilfælde, da en officer i det russiske flyvevåben, Stanislav Petrov, i 1983 hindrede udbruddet af en atomkrig, idet Petrov med rette identificerede det russiske missilvarslingsssystems advarsel om et amerikansk angreb som falsk alarm. Det skyldes antagelig, at episoden ikke var så kendt, da Dobbs skrev bogen. Den ville ellers have passet perfekt til hans fortælleskabelon.

Dobbs tager næsten udelukkende udgangspunkt i Warszawapagtens lande. Det vil sige, at systemkonflikten mellem NATO og Warszawapagten ikke inddrages som en faktor. NATOs dobbeltbeslutning 1979, som dannede en væsentligt forudsætning for Den kolde Krigs slutspil, nævnes kun forbigående. Den store NATO-øvelse Able Archer, der i 1983 af Warszawapagten blev tolket som en forberedelse til krig, nævnes heller ikke.

Dobbs opfatter Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud som et resultat af en økonomisk og politisk bankerot, der egentlig allerede havde været tydelig omkring 1970. Landbrug og industri kunne ikke følge med produktivitetsstigningerne i Vesten, og det politiske system i Sovjetunionen var stivnet. Dobbs bruger Leonid Bresjnevs skikkelse som et billede på Sovjetunionens tilstand. Bresjnev var de sidste år af sit liv meget syg og endda nærmest dement, men inderkredsen om ham gjorde alt for at skjule det for omverdenen. På samme måde var det sovjetiske system sygt uden at nogen gjorde andet end at forsøge at dække over det. Oliekrisen i begyndelsen af 1970erne reddede imidlertid den sovjetiske økonomi, for eksport af fossil energi fra de rige felter i Sibirien sikrede den nødvendige hårde valuta, hvormed man kunne kompensere for den manglende indenlandske produkton. Landbruget var f.eks. så ineffektivt, at Sovjetunionen ikke var selvforsynende med korn.

Efter 1980 faldt oliepriserne, og indtægterne svigtede. Samtidig havde Sovjetunionen engageret sig i en meget dyr krig i Afghanistan. Bresjnev døde i 1982 og blev efterfulgt som gensek af Jurij Andropov, der døde 16 måneder senere. Hans efterfølger Konstantin Tjernenko døde efter godt et år. Den amerikanske vicepræsident, George Bush sr., var på det tidspunkt vant til at gå til begravelser i Kreml og kommenterede det med ordene ”I omkommer, vi kommer,” som det hedder i den begavede oversættelse af ”You die, we fly.”

I 1985 kom Gorbatjov så til. Han forsøgte at holde sammen på Sovjetunionen samtidig med, at han ønskede at reformere systemet indefra. Begge dele mislykkedes. Dobbs lægger vægt på, at Gorbatjov i modsætning til sine forgængere var for ung til, at han var blevet dannet af erfaringen fra krigen og at han derfor var mindre indstillet på at bruge vold. Magt lader sig dog ikke altid udøve uden vold. I januar 1991 blev sovjetisk militær sat ind mod demonstranter i Vilnius. Det kostede 13 civile litauere livet. Gorbatjov bærer det formelle ansvar for disse drab, men generelt var han ikke tilhænger af jernnævens politik.

En indre opposition i kommunistpartiet gjorde samme år oprør mod det, de opfattede som en slap politik over for delrepublikkernes løsrivelsestrang. Deres kup mislykkedes efter få dage, men da Gorbatjov vendte tilbage til magten, var det for sent. Sovjetunionen gik i opløsning få måneder efter, og Gorbatjovs reelle arvtager blev Ruslands præsident, Boris Jeltsin.

Når Gorbatjov især i Vesten bevares i venlig erindring, skyldes det, at han fik skabt et tillidsforhold til den amerikanske præsident Ronald Reagan allerede ved deres første møde i Genève i 1985. Dobbs fremhæver, at Reagan, der var kendt som sikkerhedspolitisk hardliner, indså, at Gorbatjov var til at tale med, og sammen fjernede de reelt truslen om atomkrig.

Bogen er i Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse en fornøjelse at læse. Den er veldokumenteret, men har af gode grunde ikke taget højde for de sidste 20 års intense forskning i Den kolde Krigs ophør. Den skal læses som en kyndig, samtidig iagttagers skildring af afgørende og symbolladede begivenheder, en forening af historieskrivning og journalistik, når den er bedst.

(Kristeligt Dagblad 30. marts 2016)

Kvalificeret og pointeret

Jørn Lund, Hvor går gransen? 55 statusopdateringer om det dansk sprogs umådelige rummelighed

Gads Forlag,

Denne bog rummer godt et halvt hundrede betragtninger om sproget. Forlaget kalder dem statusopdateringer med et udtryk hentet fra de sociale medier. Genren er nok snarere klummen eller bloggen. I Lunds version skal rødderne antagelig findes i Holbergs epistler. Han når vidt omkring. Navngivning af veje, skuespilleres diktion, ejendomsmæglersprog, kommatering og mange andre sproglige fænomener får her velvalgte ord med på vejen.

Jørn Lund er sprog- og kulturhistoriker. Han registrerer forandring over tid. Som professionel må han konstatere uden at dømme eller fordømme. Rent pragmatisk må han dertil fastslå, at selv om man skabte et sprogpoliti, ville det antagelig ikke nytte. Sproget går den vej, det går, og han konstaterer nøgternt, at beklagelsen over, at det går ned ad bakke, i sig selv har mange år på bagen.

Som formand for Dansk Sprognævn går han ikke ind for sprogrensning eller modstand mod nydannelser og indlån fra andre sprog. Man kan ikke få sprogembedsmanden Lund til at tordne mod sprogets forfald, alene af den grund, at det vist slet ikke ligger til hans temperament at tordne. Helt uden hævede pegefingre er bogen ikke. Det er dog vanskeligt at være uenig i hans vurderinger. Når vendingen ”i forhold til” breder sig som bjørneklo og overalt synes at erstatte veletablerede forholdsordsforbindelser, er der entydigt tale om en uskik.

Den ret liberalt sindede Jørn Lund appellerer også til det i sprogpolitisk henseende konservative segment, og det skyldes nok, at han virker langt stærkere ved sit eksempel end ved de synspunkter, han giver udtryk for. Lund er en kultiveret, jeg havde nær sagt distingveret skribent. Man føler ingen trang til at bande, når Jørn Lund holder salon med sin læser. Den slags sproglig doping er der ikke brug for, hvor Lund har hjemme. Dertil er Lund noget så sjældent som litterær skandinavist. Han har et godt kendskab til især det norske sprog og den norske sprogpolitik, og han insisterer på, at der et sprogligt fællesskab i Skandinavien. Hertil regnes Færøerne.

Hvis det endelig er, kan han også med lethed give de konservative baghjul på hjemmebane. I den forbindelse kunne man godt ønske, at nutidens erklærede konservative tilegnede sig noget mere af den kultur, som de påberåber sig. Lund er en fortrinlig nostalgiker, når det stikker ham. Han har blot ikke gjort det til sit kald at være det. Hans fryd ved at genopvække sjældne, gamle ord er nærmest sanselig og listen af ord uskatterlig lang: bønhas, nødning, eia, stymper, drog, karrig, asen, glut, galanterivarer, pak og mange flere.

Men også kurante og tilsyneladende mere trivielle ord folder sig ud, når Lund tager dem under behandling. Tag et ord som selskab. Det kan betyde både gæstebud, forening, samfund, klub og meget andet.  Man er, om jeg så må sige, i fortræffeligt selskab med Jørn Lunds kvalificerede og pointerede epistler.

(Kristeligt Dagblad 23. februar 2016)

Gesta Danorum

Saxos Danmarks historie, oversat af Peter Zeeberg, Gads Forlag, 902 sider, 399 kroner

Om forfatteren til dette værk vides ikke meget mere end, hvad han selv meddeler om sin person i værket. Det er blevet til i slutningen af det 12. århundrede på opdrag af rigets dengang næstvigtigste mand, ærkebiskop Absalon, som derfor også er den allerførste person, der omtales i Saxos forord. Først derefter nævner Saxo sig selv som den ringeste af Absalons folk. Det må betragtes som et stykke konventionsbundet koketteri, hvis formål det er at understrege det hierarkiske forhold mellem værkets opdragsgiver og dets forfatter. Eftersom Absalon var død, da værket var bragt til ende, fortsætter Saxo sit forord med en tilsvarende underdanig hyldest til Absalons efterfølger, Anders Sunesen og først derefter til kongen, Valdemar 2.

Saxo beherskede sin genre, krøniken, og læseren lades ikke i tvivl om, at han med dette værk ikke alene har givet Danmark en ligeværdig plads blandt kristenhedens lande, men også sig selv en plads blandt kristenhedens lærde.  Danmark var endnu på Saxos tid først for nylig blevet indlemmet i den hellige, almindelige kirke, mens landet før den tid havde ligget ”passivt hen, uden adgang til det latinske sprog eller til religionen” – altså kristendommen. 

For den dannede latiner var den (vest)romerske kirke og det romerske sprog målestokken for civilisation. I forlængelse heraf afskriver Saxo elegant den hedenske religion, ikke blot som en falsk tro, men som et bedrageri. Odin var ikke blot en abstrakt genstand for religiøs overbevisning. Han var i Saxos version en mand, ”som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud”, en taskenspiller, der udnyttede folks godtroenhed.

Den røde tråd i Saxos beretning er den dynastiske forbindelse mellem hans egen konge, Valdemar, og de ældste konger, Dan, Angel, Humble, Løder og Skjold. Nu kunne man af Saxo forvente, at han ville trække trådene bagud fra de første danske konger til den klassiske oldtid for at understrege deres betydning, for det ville give mening inden for den latinske civilisation, der er værkets givne kulturelle kontekst, men Saxo understreger netop, at den danske historie har sit eget, selvstændige 

udgangspunkt, jævngammelt med andre landes, og at fyrsteslægtens legitimitet derfor ikke er afledt, men selvberoende. I overensstemmelse hermed skildres Saxos egen kong Valdemar som en stærk og retfærdig fyrste, der med held har budt Romerriget – på Saxos tid repræsenteret af den tyske kejser – trods.

Værkets logik beror altså på en slags paradoks, idet dets miljø som litterært produkt er det romerske sprog og den romerske kirke, mens det ærinde er at beskrive, hvorledes Danmarks storhed havde sine rødder i noget, der netop ikke var romersk. For en af værkets tidligere oversættere, Grundtvig, var der tale om et rent modsætningsforhold: Saxo var bundet af latinens lænker, og først i Grundtvigs egen oversættelse kunne ”Saxe Runemester” frisættes, mente Grundtvig ganske ubeskedent, idet han kalde Saxo sin ”Saga-Broder”. 

Grundtvigs oversættelse er trods alt bedre end sit rygte.  Hvor meget han end afskyede ”den sorte skole” (Aarhus Katedralskole) og ”de døde sprog”, havde han dog lært så meget, at han var en glimrende latiner. Hans anliggende var imidlertid at finde den ægte Saxo under den latinske overflade, at afklæde ham hans sprogdragt og lade ham tale borgestuesprog, som det hed, altså give Saxo et mere folkeligt udtryk.

Peter Zeebergs oversættelse tager derimod sit udgangspunkt i respekten for Saxos sprogkunst. Denne anmelder kan ikke latin nok til at vurdere den filologiske kvalitet af oversættelsen, men dansk nok til at værdsætte den litterære kvalitet. Enhver oversættelse er et resultat af kompromiser og valg, og der er lykkedes Zeeberg at afstemme og vælge så han på en gang anskueliggør det fremmedartede i Saxos tekst og gør den forståelig for en nutidslæser. 

I genren borgestuesnak overhaler Zeeberg Grundtvig indenom. Han holder sig ikke tilbage for direkte oversættelser af mere frivole passager, hvor Grundtvig så sig kaldet til mere stuerene omskrivninger. Danmarkshistorien i Saxos version er fyldt med hævn, ære, raseri, kvinderov, vilkårlig voldsudøvelse, humor, blod og sanselighed og den retorik, der følger med.  Det er helt tydeligt, at Zeeberg har moret sig med at regere med det danske sprog, bøje og strække det til betydningens bristepunkt. Saxo kommer i Zeebergs udgave til orde i dag som repræsentant for en længst svunden lærdomstradition og som en, der giver baghjul til fantasy-genrens forlorne, fakkeloplyste, disede middelalder. Saxo er den ægte vare.

(Kristeligt Dagblad 1. februar 2016. Avisen havde en anden overskrift. Adjektivet "affable" er fjernet fra sidste sætning. Jeg erindrer for min død ikke, hvorfor jeg anvendte det.)

Misforstået opgør med skolereformen

Peter Kemp, Løgnen om dannelse. Opgør med halvdannelsen, Tiderne Skifter

Professor i pædagogisk filosofi fra Aarhus Universitet, Peter Kemp, har i denne lille pamflet samlet og redigeret en række af sine bidrag til debatten om folkeskolereformen. Kemp mener, at reformen forsømmer dannelsen, som han definerer som karakterens dannelse til social og global ansvarlighed. Dannelsen erstattes ifølge Kemp af noget, som reformens fortalere ganske vist også kalder dannelse, men som ifølge Kemp bærer dette navn med urette, fordi reformen reducerer skolens formål til ”blot at være en teknisk kompetence og ikke samtidig en kapacitet, der tjener det fællesskab, som det enkelte menneske tilhører.” Dannelse, der blot består af hukommelsesfylde og færdigheder, er ifølge Kemp blot halvdannelse.

Der er ingen tvivl om, at Kemp i hovedtræk ser rigtigt, når han karakteriserer reformen som et resultat af en overvejende økonomisk kalkule bygget på forestillingen om ”konkurrencestaten”, et afgjort negativt ladet ord i Kemps ordbog. Kemps analyser rækker dybest, når han skriver om læreruddannelsen. Han har også ret i, at reformens tilhængere spiller med fordækte kort. Men Kemps kritik forekommer også som idéhistorisk analyse noget fladbundet og enkelte steder decideret misforstået.

Man kan tage bogens allerførste sætning, der sigter mod at angive, hvordan folkeskolen historisk har været indrettet: ”Tidligere var det skolens fornemste opgave at skabe ansvarlige danske statsborgere og værne om en dansk retsstat og en dansk kultur.” Det er en tillempet parafrase af folkeskolens formålsparagraf gennem tiden. Kemp undgår dermed – og antagelig med vilje – en central formulering fra 1814-loven, nemlig at børnene foruden at skulle dannes til retskafne og gode mennesker også gennem færdigheder og kundskaber skulle blive til ”nyttige Borgere i Staten”. Kemp er meget imod, at den nyeste folkeskolereform bygger på en nyttebetragtning, der gør børnene til midler for staten. Så for at skærpe sin pointe, må han ignorere, at det sådan set allerede var tilfældet for 200 år siden.

Den væsentligste anke, man kan rette mod Kemps pamflet er, at han idealiserer dannelsen som patentløsning. Han citerer f.eks. i fuld alvor Ulrich Beck for at sige, at dannelsen hjalp Tyskland ud af finanskrisen. Det er noget af en underkendelse af den økonomiske politiks betydning. Kemp omtaler gerne dannelsen i bestemt form ental som om der ikke findes gyldige alternativer. Ikke overraskende er filosoffen Peter Kemps forestilling om dannelse især præget af en del filosofi.

Dannelse er et mangetydigt begreb, der er blevet brugt til styrke meget forskellige positioner i pædagogiske og politiske stridigheder. Kemp kender de alternativer, der findes til hans eget ideal, som stammer fra Wilhelm von Humboldt. Hans taktik er da enten at harmonisere, således at han f.eks. frejdigt inkluderer Grundtvig i sit idealbillede, endskønt en af de væsentligste kulturkampe i de seneste 200 års danmarkshistorie er stået mellem netop Grundtvigs folkelige og Humboldts klassiske dannelsesideal. Eller han afskriver de alternative dannelsesidealer som ”halvdannelse”. I skyndingen får han også lige gjort Humboldt til demokrat, endskønt Humboldt var elitær åndsaristokrat om en hals.

Miljøet blandt pædagogiske forskere i Danmark er forgiftet af en til tider ondskabsfuld debatkultur. Kemp holder den urbane tone, men fortegner også nogle steder sine modstanderes synspunkt for at lade sit eget stå i et så meget desto fordelagtigere lys. Vi hører heller intet om, at der måske også var gode grunde til at reformere en folkeskole, der ikke fungerede optimalt. Til trods for Folkeskolens ubetvivlelige kvaliteter havde den ikke løst det alvorlige problem, at især mange drenge forlod 9. klasse uden at kunne hverken læse, skrive eller regne. Det har efterladt dem som tabere, som man kalder det. Man kan vælge at skyde skylden på ”konkurrencen” som sådan, altså at der slet ikke er nogen tabere, hvis der ikke er nogen konkurrence. Diskussionen står nu om, hvorvidt denne konkurrence er et vilkår eller resultat af en politisk beslutning? Det handler om, hvordan man skal forstå konkurrencestaten som princip.

Den fløj, som Kemp tilhører, hævder, at konkurrencestaten er en neo-liberal konstruktion, hvis indebyrd er, at der skabes et udskilningsløb og dermed vindere og tabere. Den anden fløj hævder derimod, at konkurrencestaten er en logisk fortsættelse af velfærdsstaten i en globaliseret økonomi. Konkurrencen er i denne fortolkning et vilkår pånødet os af omverdenen, og det handler derfor om at forberede ungdommen så godt som muligt til at klare sig i denne konkurrence. Mens velfærdsstaten havde til hensigt at understøtte dem, der ikke kunne klare sig på arbejdsmarkedet, ser konkurrencestaten det som sit formål at investere i uddannelse og dermed ruste ungdommen til at klare sig.

Konkurrencestaten vil ikke acceptere en så høj andel af borgere på statslig forsørgelse som velfærdsstaten, og af samme grund forsømmer konkurrencestaten ingen mulighed for at gøre ungdommen parat til arbejdsmarkedet. Det indebærer naturligvis en risiko for, at man forsynder sig mod det kantianske princip, at man altid skal behandle et menneske som et mål i sig selv og ikke kun som et middel til andre formål. Skolen har med mennesker at gøre, og intet menneskeligt problem kan løses ved sagkundskab og effektivitet alene, som højskoleforstander Knud Hansen engang skrev.

Man kan sagtens følge Kemps skepsis med hensyn til det formålstjenlige i skolereformen, men hans idealisering af den humboldtske dannelse rammer ved siden af målet. For det første er Kemp besynderligt fremmed for den hjemmegroede tradition for livsoplysning og folkelig dannelse, som ligger væsentlig tættere på folkeskolens ophav end Humboldt. For det andet sætter han det forhold i skyggen, at det er Folkeskolens centrale formål at lære børnene at læse, regne og skrive, så de kan stå sig i livet og verden.

(Kristeligt Dagblad 28. jan. 2016)

Niels Chr. Sauer svarede den 30. januar:

I sin anmeldelse den 28. januar af Peter Kemps kritiske bog om skolereformen klandrer Jes Fabricius Møller Kemp, at denne overser, at reformen er begrundet i et ønske om at løse problemet med den alt for store del af elever, der forlader skolen uden tilstrækkelige læse-og regnefærdigheder.

Men Jes Fabricius overser selv noget endnu vigtigere. Der er nemlig ikke skygge af belæg for, at reformen vil afhjælpe dette problem, snarere tværtimod. Fabricius fremstår hermed som ureflekteret apologet for danmarkshistoriens tåbeligste skolereform.

Mit gensvar den 2. februar:

Niels Chr. Sauer kalder mig den 30. januar en ureflekteret apologet for folkeskolereformen i sin kommentar til min anmeldelse af Peter Kemps bog om dannelsen og folkeskolereformen.

Sauer overser imidlertid i sit forsvar for Kemp, at jeg for det meste er enig med Kemp, hvad jeg også tydeligt giver til kende i min anmeldelse. Jeg synes bare, at Kemp skulle have skrevet en bedre bog. Det er nemlig min opgave at anmelde bogen, ikke dens synspunkt.

Fra rockerforbindelser til bispeslagsmål

Manu Sareen med Niels Ditlev, Manu, Politikens Forlag

Manu Sareen blev født i Punjab i 1967. Hans far, der kom fra en velhavende familie, emigrerede i 1969 og endte ved et tilfælde i København, og to år senere stødte moderen og lille Manu til. Han var, fremgår det af denne nye selvbiografi, urolig i skolen og endte med at blive smidt ud af gymnasiet uden studentereksamen.

Han levede en slags bohemetilværelse med hash, småjobs og rejser, og han fik et alvorligt psykisk sammenbrud. Han endte med at blive uddannet som pædagog på Frøbelseminariet, arbejdede med vanskeligt stillede unge, fik både børn og endnu et sammenbrud.

I 2001 stillede han - efter en flirt med SF - op til kommunalvalget i København for De Radikale. Resten er historie, som man siger: konflikten med de radikales spidskandidat i Borgerrepræsentationen, Klaus Bondam, alliancen med Anna Mee Allerslev. Han blev fuldtidspolitiker og blev opstillet til Folketinget.

I 2007 drog Margrethe Vestager ham ind i partiets inderkreds. Beretningen fra regeringsforhandlingerne i et hotel på Amager er påfaldende uinteressant. Det virker ikke, som om regeringsgrundlaget interesserer ham synderligt. Han konstaterer, at Villy Søvndal (SF) så træt ud, og at Helle Thorning-Schmidt (S) så ud til at have mistet grebet, da Henrik Sass Larsen (S) måtte pilles af ministerlisten. Ikke overraskende forsvarer han Vestagers håndtering af forhandlingerne. Hvis nogen jordede SF, var det SF selv, konkluderer Sareen.

Da han til sin egen overraskelse blev minister for kirke og ligestilling, tænkte han: "Jeg kører den sgu hjem på ligestilling. Det er lige mig." Som tænkt så gjort. Han brugte Kirkeministeriet til at føre ligestillingspolitik. Sareens væsentligste indsats var gennemførelsen af en opdatering af ægteskabslovgivningen, der indebar, at folkekirkens vielsesmyndighed også skulle omfatte homoseksuelle par. Der var bred opbakning til denne politik også i kirken, men den mødte også modstand.

Sareen lægger ikke skjul på sin foragt for især Indre Mission og denne avis' chefredaktør, Erik Bjerager. Beskyldningen om at have blandet sig i kirkens indre anliggender afviser han med en ironisk flothed. Han kan ikke se noget problem i, at han tvang biskopperne til at udfærdige et ritual. "Biskopperne var statsansatte så de måtte da bare i arbejdstøjet," skriver han.

Da han blev mindet om sin forgænger Tove Fergos (V) indblanding i redaktionen af salmebogen, svarede han: "Come on, det var sgu da bare en salmebog." Selv kalder han sig naiv, uden tvivl med rette. Det er antagelig denne naivitet, der set fra modstandens synspunkt antog skikkelse af brutalitet.

Set fra et taktisk synspunkt var Sareen en fejltagelse som kirkeminister. Han var usmidig og forvandlede en åbenlys vindersag til en åbenlys konflikt. Til gengæld vandt han sit eget vælgersegments beundring.

Sareen fortæller også om den sag, som pressen rejste om nogle penge, som han havde lovet at give til et indisk børnehjem, men blot forsømt at udbetale. Han bagatelliserer naturligvis sagen og stiller selv spørgsmålet, hvordan man kan forvente, at man skal huske alt fra sin fortid. Og så kommer man antagelig til en forklaring på, hvorfor Sareen overhovedet har udgivet sine erindringer. Bogen er en slags forsikringspolice. Sareen var nærmest småkriminel i sin ungdom, men når han selv beretter om det, bliver den potentielle skandale, som en afsløring ville have været, afmonteret. Som politiker i København mødtes han i hemmelighed med rockeren Jønke. Hvis Sareen vil være minister igen, har han dermed sikret sig mod at ende som Henrik Sass Larsen, der faldt på netop påståede rocker-relationer.

Manu Sareen har fået hjælp til at skrive bogen af sin tidligere presserådgiver Niels Ditlev. Bogen gør brug af nogle af journalistikkens velkendte virkemidler og er enkelt og uprætentiøst fortalt - temmelig snakkesalig sine steder. Det er et sympatisk træk, at Sareen har noget godt at sige om de fleste, han har mødt, selv rockerne. Så meget desto mere påfaldende er den uskrømtede foragt, han udviser for sine modstandere i kirken. Det er en ærlig bog, der antagelig giver et præcist billede af sin forfatter - eller rettere den ene af bogens to forfattere. Så må tiden vise, om han bliver glad for det portræt.

(Kristeligt Dagblad 14. nov. 2015)