Konkurrencestaten - en forældreløs succes

Ove K. Pedersen

Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion.

Informations Forlag, 290 sider

I en relativt moden alder – han er født i 1948 – er Ove Kaj Pedersen blevet et varmt navn i den danske samfundsdebat. Han brød igennem til offentligheden for syv år siden med bogen om konkurrencestaten. Begrebet er ikke noget, han har fundet på. Det stammer fra den internationale sociologiske forskningslitteratur, som han havde stiftet bekendtskab med i sin egenskab af professor på CBS/Handelshøjskolen i København.

I bogen om konkurrencestaten var han faktisk ret kritisk over for fænomenet, men har fået et mere forsonligt forhold til den, og Pedersen deklarerer selv denne bog som et forsøg på rette op på de misforståelser, som den første bog affødte.

Konkurrencestaten, hvis opkomst vagt dateres til 1980erne, er i Pedersens forståelse en modifikation af velfærdsstaten. Den er netop ikke et (neo)liberalt projekt, der overlader alt til markedet. Tværtimod blev ”markedet nu gjort til en politisk institution. Det blev staten, der skulle sikre rammerne for den nationale konkurrencedygtighed, og virksomhedernes og husholdningernes ansvar at finansiere velfærden. Staten skulle mobilisere den enkeltes potentiale ved at stille uddannelse til rådighed for stadigt flere gennem hele livet. Individet havde på sin side et ansvar for at udnytte mulighederne.” Konkurrencestaten er altså med andre ord udtryk for en statsliggørelse af markedet, ikke en markedsgørelse af staten. Samtidig er der sket det, at hele uddannelsessektoren er blevet instrumentaliseret, således at børn fra de er ganske små opdrages til at blive soldater i konkurrencestatens tjeneste, som det hedder med en nu berømt og berygtet formulering fra Pedersens første bog, og som han nu ikke tager afstand fra, men dog holder ude i arms længde. Skolen for livet har i hvert fald trangere kår.

Der er udkommet to andre læseværdige bøger i år, hvis hovedpointe er, at velfærdsstaten næsten fra begyndelsen var et økonomisk og åndeligt fallitbo. Arne Hardis’ bog om Jørgen S. Dich viser, at det allerede i begyndelsen af 1970erne stod klart, at velfærdsstaten var udfordret på finansieringen, og Lasse Horne Kjældgaards Meningen med velfærdsstaten, der viser, at det allerede i midten af 1960erne stod klart, at forsøget på at forlene velfærdsstaten med en meningsgivende kulturpolitisk overbygning slog fejl. Det er en skam, at de er kommet så sent, at Ove Kaj Pedersen ikke har haft lejlighed til at inddrage dem i sine overvejelser, for de kunne have tjent som en klargørende baggrund for hans pointe nemlig, at mens det er lykkedes at løse det finansielle problem, som Jørgen Dich pegede på, er der ikke tilvejebragt noget svar på spørgsmålet, hvad meningen er med velfærdsstaten.

Pedersen stiller det op som en række af paradokser: ”Hvordan kan den danske konkurrencestat fremstå som en verdensstjerne, men samtidig udsættes for ubønhørlig kritik? Hvordan kan sammenlignende statistik vise, at Danmark har en konkurrencestat med en betydeligt – positiv – fordelingseffekt, mens debatten alligevel er rundhåndet med eksempler på ulighed, fattigdom og folkesygdomme. Hvordan kan sammenligninger vise, at Danmark har en effektiv offentlig sektor, der leverer høj kvalitet for stadig flere, mens debatten alligevel flyder over med skrækeksempler på misrøgtede patienter, brutaliserede relationer mellem borgere og offentlige medarbejdere? Hvordan kan sammenligninger vise, at danskernes tilfredshed med deres liv er højere end nogen anden befolknings og har været stigende siden slutningen af 1990’erne, altså under konkurrencestaten, mens debatten alligevel er grebet af et slags kollektivt mismod med argumenter om forringet livskvalitet, udbredt stress og tab af livsmod? […] Og hvordan, endelig, kan mange påstå, at den offentlige sektor er skåret til benet, mens omkostningerne til velfærdsydelser og -service aldrig har været højere?”

Mens det med konkurrencestatens modifikation af den skandinaviske velfærdsstat er lykkedes at skaffe medvind på alle de økonomiske cykelstier, er spørgsmålet, hvorfor konkurrencestaten har udløst en sådan kritik, ”selvom den har leveret velstand og velfærd, finanspolitisk holdbarhed, lighed og tryghed i verdensklasse?” Svaret er, at der ikke er tale om en finansieringskrise, men en legitimeringskrise. Igen er det en skam, at Pedersen ikke har haft lejlighed til at konsultere en tredje bog fra i år, Esben Schjørring og Michael Jannerups undersøgelse af forholdet mellem værdipolitik og fordelingspolitik efter 2001, hvor de stiller det afgørende spørgsmål, hvorfor fordelingspolitik ikke længere kan vinde valg? Schjørring og Jannerups svar er ikke nødvendigvis det rigtige, men spørgsmålet er begavet stillet, for det peger i netop den retning, som Pedersen kigger i. Konkurrencestaten løste velfærdsstatens økonomiske krise uden at sætte velfærdsstatens kerneopgave over styr. Det er i global, ja i europæisk sammenhæng, en helt enestående bedrift. Problemet er, at vælgerne ikke belønner dem, der løste dette problem, men dem, der fører valgkamp på en værdipolitisk dagsorden.

At Pedersen er så urutineret en pamfletist er charmerende, fordi han ikke har noget særligt kalkuleret forhold til, hvordan den offentlige debat fungerer. Det er på den anden side irriterende, fordi han tydeligvis ikke har nogen sikker fornemmelse af, hvem hans publikum er eller hvordan man mest hensigtsmæssigt skruer en tekst sammen. Hvis Ove Kaj Pedersen føler sig misforstået, har han først og fremmest sig selv at takke. I forordet takker han hjerteligt sine to forlagsredaktører for deres store indsats. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket skrummel af en tekst de fik indleveret til at begynde med. Han virker i passager som en, der ved et tilfælde er drattet ud af det berømte elfenbenstårn og nu lidt fortumlet står og forsøger at samle tankerne, så han med begge hænder kan øse af sin visdoms fylde for de tilstedeværende repræsentanter for den læsende offentlighed. Han har heldigvis for den anmelder, der forsøger at finde hoved og hale i bogen, en evne til at samle sine pointer i velturnerede aforismer, men de er øer af klarhed i et hav af snakkesalighed. Teksten kunne snildt halveres uden meningstab.

Faktuelt ryger der for mange finker af panden. Enevælden varede ifølge Pedersen 400 år. Den varede i Danmark under 200 år. Han mener, at ”fra 1969 er det kun chefer i centraladministrationen, der er ansat som tjenestemænd.” Det vil komme bag på de mange postbude, lokomotivførere, professorer, politibetjente, skolelærere og sognepræster, der også efter 1969 har været eller er tjenestemænd. Pedersen mener også, at værnepligten er indført i slutningen af 1800-tallet. Han bør nok lige læse op på Junigrundloven af 1849.

Til syvende og sidst er de spørgsmål, som Ove Kaj Pedersen tager op, imidlertid så vigtige, at drøftelsen af dem ikke må lade sig distrahere af hans manglende evne til at meddele sig i veldisponeret, kortfattet klartekst eller forholde sig samvittighedsfuldt til historiske kendsgerninger. Eller for at tale pedersensk: det er et paradoks, at en så vigtig og tænksom bog er skrevet så dårligt.

(Kristeligt Dagblad 4. september 2018. Enkelte rettelser i forhold til den trykte udgave

Veltalende uforsonlighed

Carsten Jensen

Kældermennesker. Om populisme og besværet med at være menneske

Politikens Forlag, 146 sider, 150 kroner.

Der hersker en bemærkelsesværdig enighed hen over den politiske midte om, at verden, som vi kender den, vil gå under. Forskellen består i, hvad årsagen menes at være. Lukker vi for mange muslimer ind eller for meget CO2 ud? Carsten Jensen hører til sidstnævnte kategori.

Bogens titel kunne godt give anledning til frygt for, at Carsten Jensen har taget sin gamle uvane op med at udskamme sine modstandere med brug af gloser hentet i ordforrådets mest skimlede kælderdepot. Han holder sig dog nogenlunde i skindet. Han er faktisk ikke i særlig grad ude efter den yderste højrefløj. De får da ganske vist et par bemærkninger med på vejen. Og Trump selvfølgelig. Andet ville sikkert også skuffe stamkunderne i Jensens holdningsbutik. Nej, det er de passive tilskuere, ”duknakkerne”, som han kalder dem – os – der er hans anliggende. Hvad er den menneskelige tilstand i dag? Panisk, svarer Jensen. Da historien blev erklæret afsluttet efter Muren fald, var det indlysende nok ikke rigtigt i konkret forstand, ser vi nu. Men det afgørende for Jensen er, at forventningen om et bedre samfund forsvandt dengang. Utopien døde, og tilbage var blot den enkeltes håb om at klare sig bedre. ”Når mange bække små nægter at forene sig i den strømmende flods kraft, løber de ingen steder hen, men ender med at blive opslugt af den altid tørstige jord. Privatiseringen af håbet betyder, at fællesskabets sidste skanse består i hadet og frygten.” Når historiens hjul drejer igen, går vi i panik, fordi de banker, hvor vi tidligere havde opsparet vores håb og forventninger, er gået fallit – mener altså Jensen. Politikken er død. Jensen demonstrerer sin pointe ved retorisk at stille spørgsmålet: giver det mening at slå en politiker ihjel? Nej, for politikere gør ingen forskel. Det gør den lille mand derimod.

Carsten Jensen har intet til overs for dagens politik eller politikere, og han er dermed et fortrinligt eksempel på det paradoks, som bl.a. Ove Kaj Pedersen peger på, nemlig at utilfredshed med systemet trives glimrende også i et velfungerende og rigt samfund, der systematisk påkalder sig alle andre landes misundelse. Og med sin hyldest til den lille mand og foragten for magthaverne ligner Carsten Jensen de populister, som han kritiserer. Han bærer selv ved til det bål, som fortærer politikken.

For ham er politikere en forskelsløs masse. Der er en tydeligere foragt for højrefløjen i almindelighed og de ”neoliberale” i særdeleshed, men der er ikke antydningen af varme følelser for nogen som helst med magt, og skaden er sket for længst: ”Med Margaret Thatcher begynder istiden i europæisk politik.” Og iskappen dækker hele kontinentet.

Jensen springer i bogens afsluttende afsnit ud som revolutionær kiliast, politisk apokalyptiker. Tøbruddet skal komme fra den ventede katastrofe: ”Klimaforandringerne forærer os muligheden for et helt nyt sprog og en helt anden måde at leve på. I erkendelsen af vores detronisering som skabningens herre ligger også en åbning. […] Vi finder sammen i et nyt fællesskab på tværs af alle grænser, eller det hus, vi bor i, vælter i det jordskælv, klimaforandringerne vil være for alt, hvad vi troede, vi vidste om livets betingelser. Det er den lokalitet i tiden, hvor vi alle ønsker at bo, fremtiden, som snart ikke vil findes mere, medmindre vi flytter vores selvopfattelse bort fra vækstens feberdrømme og forbrugerkulturens nu-bestemte hedonisme. Den populistiske iscenesatte modsætning mellem ’folket’ og ’eliten’ er ikke andet end et værtshusslagsmål i katastrofens forgård.”

Det er en sært diffus og virkelighedsfjern politisk ambition at have, at noget nyt skal fødes, når det gamle dør. Betænkeligt bliver det for alvor, når de eksisterende politiske, demokratiske institutioner, der er opbygget gennem generationer, ikke tildeles nogen rolle i denne proces.

Der er ikke et synspunkt i denne bog, som enhver med en Facebook-konto ikke er stødt på mange gange før. Forskellen er, at det er virkelig godt skrevet og skyldigt suppleret med henvisninger til Knausgaard, Rushdie, Dostojevskij (det er ham med kældermennesket) og hvor en spinatfugl ellers går og fouragerer. Anråbende, manende, bebrejdende, appellerende, besværgende maler Carsten Jensens retoriske mølle: ”Der skal robusthed til, når vi hvert år skal være vidne til, at tre-fire Titanic’er går ned i Middelhavet, især når det er isbjerget i vore hjerter, de er løbet på.”

Man kan med største lethed forudsige modtagelsen af denne bog. Der vil blive råbt de samme skældsord tværs over meningsforskellenes kløft som før. Carsten Jensen gør intet for at bygge bro, og han er helt uanfægtet, når han med profetens alvor forsvarer sin position. Hans håb om at løven vil æde strå som oksen, når katastrofen kommer, er imidlertid et tomt postulat. Hans veltalenhed kan ikke skjule uforsonligheden, og det er ikke mindst selvhøjtidelighed, der giver alvoren tyngde. Men hold nu op, hvor er det godt skrevet.

(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2018. Det sidste lange citat blev forkortet i avisen, og rubrikken er en anden.)

Lundbye!

Johan Thomas Lundbye 1818-2018
Værker fra private samlinger. Bispegården Kalundborg, 11. aug. til 2. sept. 2018

Johan Thomas Lundbye blev født i Kalundborg i 1818. Han døde ved en vådeskudsulykke i 1848, da han havde meldt sig som frivillig i Treårskrigen og tilhører dermed den lille klub, som digteren Morten Nielsen knap 100 år senere tilsluttede sig. Begge har de noget ren- og ufærdigt over sig. Lundbye nåede at udfolde sit talent mere end Nielsen, men man må jo græde snot over alle de billeder, som han ikke fik malet.

Lundbye er repræsenteret på alle de museer, der hævder at sige noget kvalificeret om Guldalderen. Alligevel er det påfaldende, at der findes så mange malerier og især tegninger i private samlinger af så høj en kvalitet, som indtil nu har været utilgængelige for offentligheden. Så meget desto mere prisværdigt er det, at denne udstilling er kommet i stand.

J. Th. Lundbye. Italiensk ged, 

detalje. Fra udstillingen. 

Eget foto.

Katalogens knap 100 numre er ordnet tematisk. For det første er der portrætterne af ham selv og af mennesker han omgikkes. Hans portrætter synes opstået af interesse snarere end opdrag. Fremtrædende er hans malede portræt af morbroderen Honoratus Bonnevie, der var sognepræst i Vallekilde, hvor Lundbye under sine besøg fandt nogle af sine mest berømte motiver. Dernæst kommer køerne. Det er et af Lundbyes mest originale bidrag til kunsthistorien, at han opdagede de sanselige værdier i malkekoen og dens stald, som han opdyrkede konsekvent som motiv. Tredje kategori er andre dyr. I udstillingen udgør hans portræt af en italiensk ged dog et hovedstykke.

Husdyrene blev af Lundbye ofte indsat som rekvisit i landskabsbilledet, hvoraf udstillingen har nogle eksempler, f.eks. et tegnet prospekt fra Tisvilde. De udgør fjerde kategori af billeder. Dernæst følger motiver fra rejsen til Italien 1845-46. De er vidnesbyrd om Lundbyes overordentlige talent og det forhold, at han var hjemmefødning. I modsætning til andre af sine samtidige blomstrede Lundbye ikke i Italien. Han visnede. Sidste kategori er "Illustrationer og skriblerier", der viser Lundbyes tænksomhed og åndsnærværelse som illustrator og dagbogsforfatter.

J. Th. Lundbye (tilskrevet): 

Ged. Privateje.

Eget foto.

Mange gode kræfter har medvirket til at få virkeliggjort denne udstilling: Kalundborg Kunstforening, Birthe og Jens Hartvig Jørgensen, den utrættelige Palle Bruun Olsen, Maja Lisa Engelhardt foruden adskillige fonde, virksomheder og Kalundborg Kommune.

Det er ganske imponerende, at det er lykkedes at sammensætte en udstilling med så mange og så gode værker, hvoraf ingen tilhører offentlige samlinger. Lundbye var ikke Eckersberg. Men på mange måder var han i højere grad end sine samtidige inkarnationen af de idealer, som knyttes til Guldalderen, og udstillingen på Bispegården er derfor et væsentligt bidrag til historien om Guldalderens kunst.

Bispegården i Kalundborg. Eget foto.

(Anmeldt til denne blog august 2018)

Velfærdsstatens formål

Lasse Horne Kjældgaard, Meningen med velfærdsstaten, Gyldendal 2018

Udgør velfærdsstaten et formål i sig selv eller er den et middel til noget højere? Spørgsmålet kan synes enkelt at besvare, for alle kan blive og har hele tiden været enige om, at dækningen af de rent materielle behov – regnet nedefra og op i Maslows behovspyramide – ikke udtømmer menneskets krav til tilværelsen. Der skal noget mere til. Når spørgsmålet imidlertid forbliver ubesvaret, skyldes det, at der er et næsten tragisk anstrøg over foretagendet. Jens Otto Krags historie illustrerer problemet meget godt. På højden af sin politiske karriere med et flot CV bag sig og en nylig sejr i form af indmeldelsen i EF at vise frem valgte Krag at give magten fra sig for at hellige sig, hvad han egentlig ville: at være forfatter. Det tragiske består i, at hans præstationer ikke kunne stå mål med hans ambitioner, og han hensank i mismod og druk. Dette modsætningsforhold var motoren i Bo Lidegaards fortælling om Krag. Han spidsvinklede nok sin pointe, for helt så ilde gik det jo faktisk ikke Krag, men historien tjener til anskueliggørelse af den gennemgående pointe: Velfærdsstaten giver kun mening for så vidt den skaber forudsætning for noget, der rækker ud over den blotte opretholdelse af den fysiske eksistens, men så snart dette søges virkeliggjort, synes det at slå fejl.

En af de første forekomster af ordet

velfærdsstat på dansk var en artikel i

Demokraten Aarhus 17. maj 1911.

Her sidestilles velfærdsstaten med

kulturstaten som en modsætning

til den militariserede stat.

Lasse Horne Kjældgaards anslag til denne store undersøgelse af forholdet mellem velfærdsstaten, dens idégrundlag og dens fortolkere, fortalere og modstandere begynder et uventet sted, diskussionen mellem Georg Brandes og Harald Høffding om Nietzsche under overskrifterne ”Aristokratisk Radikalisme” (Brandes) og ”Demokratisk Radikalisme” (Høffding). Brandes mente – i et opgør med den utilitarisme, som han selv havde markedsført få år tidligere – at samfundets lykke ikke var alles lykke. Tværtimod måtte det være den enkeltes opgave at leve ”til Fordel for de sjældneste og værdifuldeste Eksemplarer af Menneskeslægten.” Høffding forsvarede utilitaristen Bentham mod Brandes’ elitære tankegang og samlede utilitarismens begreber om lykke og nytte i begrebet velfærd. Dermed er der sat nogle grænsepæle til at arrondere det terræn, hvor vores forståelse af spørgsmålet udspiller sig. Hvis vi følger Brandes, må det være således, at nogle er mere værd end andre. Følger vi derimod Høffding, får velfærdsbegrebet vanskeligt ved at pege ud over sit eget nivellerende selv.

Kjældgaard hævder ikke, at Høffding forudså eller konciperede velfærdsstaten. Det er en central pointe i bogen, at velfærdsstaten er født med et fortolkningsunderskud. I modsætning til så mange andre tænkte eller virkeliggjorte samfundstyper har velfærdsstaten ikke et grundlæggende manifest eller en fast ideologi, hvoraf den er rundet. Hermed afliver Kjældgaard også den tanke, at velfærdsstaten skulle være et særligt marxistisk foretagende. Ikke engang i de socialdemokratiske parti- eller principprogrammer fra 1930erne og 1940erne foregribes velfærdsstaten i sin endelige udformning med nogen særlig klarhed.

Denne mangel skabte imidlertid også en fortolkningsåbning, som gav mulighed for, at også andre end de ansvarlige politikere kunne give deres besyv med. I en traditionel politisk historieskrivning søger man vejen fra ideernes tilblivelse og disse ideers omsætning i principielle og operationaliserbare politiske programmer med henblik på skabelse af den lovgivning og forvaltningspraksis, som har haft konkret betydning for borgerne. Kunstnere har som regel ikke haft noget særligt at skulle have sagt i den proces. Sådan gik det ikke velfærdsstaten. Begrebsliggjort blev den først, da den var en kendsgerning, og så var kunstnernes udlægning jo lige så god som enhver andens, når det handlede om at finde meningen med velfærdsstaten. 

Det er synd at sige, at den fik en velvillig tolkning, måske bedst udtrykt i Svend Methlings film, Vi er alle sammen tossede, fra 1959 om den lille mand, der kommer i klemme i både skatte- og behandlervæsen. I Klaus Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts film Weekend fra 1962 bliver den af velfærdssamfundet tilvejebragte fritid ikke ramme om meningsfuld livsudfoldelse, men fællesskabets opløsning i kedsomhed og vold.

Velfærdsstaten var ellers af nogle af dens hovedarkitekter tænkt i en alliance med kunsten og kunstnerne ud fra den forestilling, at netop de ville kunne sætte ord og billeder på det mere, som borgernes opmærksomhed kunne rettes mod, når den timelige velfærd ikke længere var et problem. Kulturen fik sit eget ministerium i 1961. Socialdemokrater som Jens Otto Krag og K.B. Andersen advarede på hver deres måde om, at kulturpolitikken udviklede sig i retning af dyrkelse af en georgbrandesk kulturelite. Ikke desto mindre kom det som et chok for de fleste, da den folkelig modstand mod Statens Kunstfonds første uddelinger i 1965 brød ud. Alliancen mellem dem, der vidste at statslig indkomstudligning ikke bærer formålet i sig selv, og dem, der formodedes at have ressourcerne til at udligne dette meningsunderskud, brød sammen, fordi kunstnerne i vælgernes øjne producerede meningsløshed og ikke mening.

Identifikationen af dette øjeblik som afgørende i velfærdsstatens udvikling, er en af denne bogs centrale fortjenester som historisk afhandling betragtet. Normalt beskrives velfærdsstatens krise som en funktion af de finanspolitiske kalkuler, der fik politisk virkning fra og med Perspektivplan I fra 1971 og den svigtende vælgeropbakning til de systembærende partier ved folketingsvalget i 1973. Socialdemokratiet har ikke formået ”at tegne konturerne af det samfund, der skal følge efter velfærdssamfundet”, som Anker Jørgensen skrev i 1974. Siden dengang er lignende betragtninger om Socialdemokratiets mangel på ”visioner” af analytikere og kommentatorer blevet markedsført som dybsindigheder uden at nogen har været i nærheden af at løse det af Anker formulerede problem.

Lasse Horne Kjældgaards afhandling dokumenterer, at der har været en tro på, at der måtte være en mening med velfærdsstaten. Den dokumenterer også, at langt de fleste kunstnere, der har tematiseret velfærdsstaten i deres værker, viser dens meningsløshed snarere end dens mening. Endelig viser afhandlingen, at politikerne efter 1965 ikke længere kunne betragte kunstnerne som åbenlyse og naturlige allierede. Statens Kunstfond er stadig virksom, nu blot ikke længere som finansiering af en meningsgivende overbygning til et nationalt, socialpolitisk projekt, men som branchespecifikt supplement til velfærdsstatens almindelige kompensation for indtægtsbortfald. Kunstfondens livsvarige ydelse består i dag maximalt i et beløb svarende til bistandshjælpen. Den kunstneriske elite udmærkes altså med et indtægtsreguleret beløb, der pr. definition svarer til det officielle eksistensminimum. Det er en salomonisk mægling mellem Brandes og Høffding. Den kunstneriske elite er glad, og ingen kan med tungen lige i munden være misundelig på de tilhørende privilegier.

Problemet at skaffe et udkomme til de dygtigste kunstnere er måske løst. Det noget større spørgsmål er imidlertid forblevet ubesvaret. Staten kan udligne indkomstforskelle og sikre borgerne et eksistensminimum, men den kan ikke forlene borgernes tilværelse med mening. Socialpolitik er ikke værdipolitik. Man kan måske sige, at centrum i fremtidens politik udgøres af dem, der formår at skabe den størst mulige fællesmængde mellem værdipolitik og socialpolitik.

(Anmeldt til denne blog juli 2018)

Mongolske nomader

På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader, Moesgaard Museum

Med denne udstilling fastholder det nye Moesgaard Museum sit høje ambitionsniveau som hjemsted for kulturhistoriske særudstillinger af internationalt tilsnit. I dette tilfælde drejer det sig om en dansk samling, og endda en samling, der tilhører Nationalmuseet, der har en hel række af succesfulde særudstillinger bag sig. Men Nationalmuseet har af økonomiske årsager nedtonet sin særudstillingsvirksomhed, og så er initiativretten altså overgået til Aarhus. Og det er et modigt initiativ, for det er ikke et emne, der synes at have en stærk publikumsappel. Det burde det have.

Genstandene, der er suppleret med enkelte indlån fra andre museer, blev indsamlet af Henning Haslund-Christensen på to ekspeditioner til Mongoliet i Mellemkrigstiden. For de flestes vedkommende er der tale om uspektakulære og ganske almindelige hverdagsting som redskaber og tekstiler af håndværksmæssig tilvirkning og jævne materialer, men netop af den grund har så få kunnet se værdien i dem, og derfor er så få bevaret og derfor er denne samling enestående. Selv i Mongoliet savner de noget tilsvarende. Man har ganske enkelt ikke skønnet på dem i tide.

Man føres ind i udstillingen via en korridor, der efterligner gangen i en passagervogn på den transsibiriske jernbane. På skærme får man indtryk af vejrliget og landskabet, som man rejser igennem for at nå Mongoliet. På den måde transporteres den besøgende fra Moesgaard Museums spritmoderne foyer til en anden verden adskilt i tid og sted fra den, som kendes fra den lille maleriske halvø på det eurasiske kontinents vestlige kyst, som kaldes Jylland.

Der gives først og fremmest en introduktion til de mongolske nomaders hverdagsliv. Den besøgende får indtryk af at træde ind i et af de runde telte, der er karakteristisk for de mongolske steppenomader. Man er så at sige med antropologen på feltarbejde. Det mongolske telt, kaldet en ger, er stateligt og kan rumme en hel familie, men samtidig kan det skilles ad i sine bestanddele og transporteres på den robuste, centralasiatiske kamel, når nomadefamilien skal rejse fra sted til sted for at finde græsning til de dyr – heste, geder, får, køer og altså kameler - der udgør deres levevej og en integreret del af husholdningen.

Udstillingen viser alle aspekter af mongolernes liv- og forestillingsverden. Den er indlevende i en grad, så den nærmer sig en identifikation med sit emne. Det er det mongolske nomadeliv set indefra, nærmest som en nutidig, levet virkelighed. Kronologien er næsten væk. Kun meget få af genstandene er f.eks. dateret, og udstillingsteksterne er skrevet i nutid. Man får at vide, hvad denne ske, denne skammel eller dette stykke kameluld bruges til - som om tiden har stået stillet på de mongolske stepper i mere end 1000 år. Identifikationen tenderer til harmonisering. Der gives et idealiseret billede af mongolernes liv befriet for konflikter, krig, sult og lidelse – eller påvirkninger udefra.
Man får heller ikke meget at vide om Djengis Khan. Han optræder kun, fordi han er genstand for en personkult blandt mongolerne, og når den besøgende inviteres til at sætte sig ved det imiterede lejrbål i midten af den forestillede ger for at høre om den store mongolske kejser er det den mongolske myte om helten Djengis Khan, man får i hørebøfferne. Mongolerne dyrker (dyrkede?) imidlertid også shamanisme, samtidig med, at de tilsyneladende også var/er buddhister.  Hvordan det lige hænger sammen, forbliver uoplyst. Men de udstillede shamandragter er ikke desto mindre fantastiske.
Det er lykkedes at skabe et indbydende design, der lader Haslund-Christensens samling komme til sin ret. Det hverdagslige har fået en iscenesættelse som var der tale om kronjuveler. Men det er jo netop også pointen. Genstandene er juveler fra Nationalmuseets etnografiske samling. Som sådan er der tale om en vellykket særudstilling, og man kan godt undre sig over, at det skulle tage så lang tid at virkeliggøre en så indlysende god idé. Men det bliver også lidt for poleret og støvfrit, en beundrende skildring af en livsverden ikke blot adskilt fra vores i tid og sted, men nærmest en idyl løsrevet fra tid og sted. Det er svært at forestille sig, at det kan være så fredfyldt at være nomadisk kvægbonde på de centralasiatiske stepper, og det er svært at forestille sig, at mødet med det 20. og 21. århundredes modernitet ikke har ført til konflikt og forandring.

Har man lagt vejen forbi Moesgaard, skylder man også sig selv at besøge en lille udstilling på etagen under særudstillingssalen lavet af en gruppe antropologistuderende, der har fortolket videre på nomadetemaet ved at skildre f.eks. skilsmissebørns vandring mellem forældrene, lastbilchaufførens liv på landevejen eller kolonihaveejerens årstidsbetingede vandring mellem havehus og helårsbolig. Det er sjovt tænkt og godt udført, og det forlener mongoludstillingen med en interessant, reflekteret kontekst, som den besøgende kan identificere sig med og tage med ud i Moesgaard Museums foyer og videre ad de stier, som vi betræder for at forrette vores hverdagslige ærinder.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2018)

At studere mennesket er en opgave der bærer formålet i sig selv

Ole Thomsen, Frygt ikke frihed – Om humanisme og humaniora, Forlaget Vandkunsten, 222 sider

 Det er tydeligvis en sprogmand, der har skrevet denne bog. Glæden ved det syntaktiske filigranarbejde står op fra dens sider som f.eks. fra første sides programerklæring:

”I humanismen som verdens- og menneskeanskuelse ligger […] overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever og erfarer som sit inderste og sande væsen: det virkelige menneskelige, det os forenende, det os overtræffende. Man kan blive klog på sig selv ved at læse sine egne tanker og drømme i en vens hjerte.”

Hvor ofte ser man udsagnsordenes lange tillægsform anvendt med tilsvarende lethed på dansk? Ole Thomsen (f. 1946) er pensioneret docent i klassisk filologi på Aarhus Universitet, så form- og genrebevidsthed er ham naturligvis ikke fremmed. Thomsens sproglige ekvilibrisme bliver imidlertid også bogens svaghed, fordi han kommer til at afbryde sine egne rammende formuleringer med andre rammende formuleringer, således at tankens strøm ikke flyder i fuld bredde, men har en tendens til at kondensere til aforistiske suppeterninger af mættet og uforløst refleksion.

Det kræver altså en indsats fra læseren at forstå forfatterens anliggende og tegne de dertil hørende større linjer. Bogens selvbiografiske elementer er en hjælp. Thomsen udreder selv sin akademiske genealogi, idet han er elev af Franz Blatt, der var elev af den eminent lærde filolog J.L. Heiberg (ikke at forveksle med litteraten og Johanne Louise Heibergs mand), der var elev af den lige så eminente filolog og undervisningspolitiker J.L. Madvig, der som minister gennemførte en afgørende reform af den lærde skole, altså gymnasieskolen, i 1850. Kun tre akademiske generationer skiller altså Thomsen fra Guldalderens lærdoms- og dannelseskultur, der anså tilegnelsen af den klassiske græske og romerske litteratur som en nødvendig forudsætning for at blive et oplyst, tilregneligt og anstændigt menneske – eller hvad der almindeligvis omtales som det klassiske dannelsesideal, blandt dannelseshistorikere mere præcist betegnet som ny-humanismen.

Samtidig betegner Thomsen landbrugeren Mette Olsen fra Tved, hvor han er vokset op, som sin væsentligste lærer. Hun var noget så enkelt som en uskolet, læsende begavelse, der tog det på sig at bidrage til den lille Oles dannelse i 1950ernes Djursland. Det vil sige, at den aristokratiske arrogance, der er den klassiske dannelses indbyggede risiko, opvejes af en hverdagslig og i ordets egentlige forstand jordnær pragmatisme. I portrættet af Mette Olsen knytter Thomsen for alvor det partikulære til det universelle og viser glimt af sin egen menneskeligheds fylde. Og så fik han ad denne vej antagelig sans for det grundtvigske.

Thomsen ser denne metteolsenske livs- og verdensanskuelse spejlet i græsk og romersk tradition, især den kyniske og stoiske filosofi, Diogenes, Seneca m.fl. Mens humanismen af den lutherske teologi ofte kritiseres for at være menneskets selvforgudelse, har Thomsen intet udestående med kristendommen: ”Der er et religiøst moment i troen på menneskehed og menneskeværd og i forvisning om hver enkelt sjæls umistelige værdi. En Religiøs kerne er der også i livsanskuelsen humanisme, når man forstår den som overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever som sit inderste og sande væsen: det ægte menneskelige.”

Humanismens indgang til det kristelige finder Thomsen i skabelsesteologien især hos Grundtvig, der i kraft af sin understregning af gudbilledligheden havde et for en erklæret lutheraner påfaldende lyst syn på mennesket. Til gengæld er Thomsen lidt mere skeptisk over for Løgstrups skabelsesteologi. Bogen rummer en interessant tolkning af Løgstrups berømte essay fra 1950, ”Humanisme og kristendom”, idet Løgstrup ifølge Thomsen fastholdt modsætningsforholdet mellem de to. Det er en pointe, der har betydning for forståelsen af Løgstrups samtidige opgør med Tidehverv, men også her bliver Thomsen lidt for kort for hovedet. Tilsvarende afsnuppet bliver diskussionen med to andre væsentlige samtalepartnere, Vilhelm Grønbech og Johannes Sløk, der var henholdsvis kulturpessimist og misantrop; endnu to suppeterninger, der venter på en gryde med kogende vand.

Det er ikke en debatbog som sådan, Thomsen har skrevet, men den har tydeligvis brod. Han modsætter sig f.eks. den instrumentalisering af de humanistiske fag, der kendetegner uddannelses- og forskningspolitikken. At studere mennesket er en opgave, der bærer formålet i sig selv. Det er en umistelig del af humanioras forudsætninger, men altså også kun en del. Thomsens synspunkt er klassisk forstået på den måde, at det stammer fra en bestemt faglig tradition, den klassiske filologi, der i sagens natur er meget optaget af den oldgræske og romerske litteratur. Verden er heldigvis blevet en del større og humaniora væsentlig mere mangfoldig, siden dette specifikke dannelsesideal blev kanoniseret for mere end 200 år siden. Under alle omstændigheder bidrager Ole Thomsen med denne bog til, at den fremtidige diskussion om humanisme og dannelse kan foregå på et oplyst grundlag.

(Kristeligt Dagblad 12. juni 2018)

Populisme som form og indhold

Anna Libak, Forstå populismen!, Gyldendal, 190 sider

For to år siden udkom Jan-Werner Müllers bog, hvad er populisme?, på dansk. Heri definerer han populisme som den politik, der hævder at repræsentere det egentlige folk, og som ønsker at bekæmpe en korrumperet elite. Anna Libak afviser ikke denne definition fuldstændig, men mener ikke at den rammer populismens essens. Hun kritiserer især Müller for den vurdering, at populismen er potentiel antidemokratisk. For Libak er populisme en politisk form, der kan fyldes med et hvilket som helst politisk indhold. At der findes u- eller antidemokratiske populister som Putin eller Erdoğan inkriminerer altså ikke de populister, der opererer inden for demokratiets rammer, mener Libak.

I stedet definerer hun populismen ud fra et af dens andre kendetegn, nemlig krænkelsen: ”I populismen er der onde og gode, helte og skurke, ofre og gerningsmænd. Det er en magtstrategi, som bruges af politikeren til at vinde sympatien over på sin side ved at tale de sagesløse ofres sag over for en hensynsløs overmagt.” At definere populismen som en magtstrategi bygget på fortørnelsens styrke, sætter Libak i stand til at inkludere den identitetspolitik, der er fremherskende på venstrefløjen, i sin definition. Det er den praksis, der er opstået på amerikanske universiteter, hvor minoriteter skal beskyttes mod krænkelser af enhver art, selv sådanne der for nogle måtte synes at falde under bagatelgrænsen. Inden for denne definition er forskellen mellem højre- og venstrepopulismen den, at højrepopulismen har sat sig for at forsvare ’det tavse flertal’, mens venstrepopulismen forsvarer de sårbare mindretal. Libak mener ikke, at denne forskel er af særlig stor betydning, for begge parter dyrker en krænkelseskultur, hvor identiteten og ikke argumentet udgør den politiske platform. For højrepopulismen er det den nationale identitet, for venstrepopulismen er det kønnet, seksualiteten eller hudfarven.

Og så kommer vi til det, som denne bog vel egentlig handler om, nemlig hvad Libak betragter som årsagen til populismen: globaliseringen. Den var drevet frem af den optimisme på det liberale demokratis vegne, der opstod ved afslutningen af Den kolde Krig, og den blev ideologiseret til noget, som Libak døber globalismen. Den byggede på en tro på, at kulturelle forskelle og konflikter ville blive mindsket ved øget økonomisk og menneskelig samkvem landene og kontinenterne imellem og at dette er en nødvendig eller uafvendelig udvikling. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Tværtimod har det forårsaget en række problemer, som vi bør tage alvorligt, og populismen er kun et symptom på disse problemer og ikke problemet i sig selv, mener Libak.

Hvis man som denne anmelder hælder til Jan-Werner Müllers analyse, er den åbenlyse indvending imod Libaks definition, at hun gør sig skyldig i en Verharmlosung af populismen, fordi hun afviser, at den har nogen systemisk betydning. Populisme er ifølge Libak ”nye partiers børnesygdom, som i de fleste vestlige lande kan kureres med magt og indflydelse. For med magten følger ansvaret, og hvis noget er galt, er det pludselig også ens egen skyld.” Her kunne Libak med fordel studere Esben Schjørring og Michael Jannerups bog, Værdikæmperne, om udviklingen i den politiske kultur under Anders Fogh (anmeldt her i avisen 16. januar i år). De viser, at en værdipolitik i slægt med populismen har undergravet det parlamentariske system, konkret og lidt forenklet forstået således, at populisterne høster stemmerne, mens de regeringsbærende partier slides i stykker. Dansk Folkeparti kan godt blæse og have mel i munden. I USA ser vi for tiden det antageligt bedste eksempel på Müllers pointe, nemlig at populismen på besynderlig vis immuniserer sig selv imod moralsk kritik, selv når den tager magten og handler åbenlyst umoralsk. Systemforagten er ikke blot en facon, men en substantiel del af politikken og dermed også en del af problemet. Libak gør ret i at pege på, at det ikke må skygge for det forhold, at de store udfordringer, som Vesten står over for, er globale. Det er f.eks. ikke populisternes skyld, at indvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber problemer i Europa, sådan som nogle politikere hævder. Men man behøver heller ikke - som Libak gør det - forklejne populismen som fænomen eller problem for at gøre det synspunkt gældende.

Bogen slutter med syv gode råd til dagens politikere og os andre. De handler om at tage globaliseringens problemer alvorligt, ophøre med at tro, at globalisering er den eneste rette vej, at erkende at kultur og kulturelle forskelle har betydning, at udligne de store indkomstforskelle, og at grave færre grøfter i den offentlige debat. Hvad det sidste ideal angår, lever forfatteren op til sin egen forskrift. Hun argumenterer sagligt og lødigt for sin sag og bekræfter med denne bog, at den offentlige debat i Danmark ville være dårligere stillet uden Anna Libaks bidrag. Hun er en af dem, der er værd at lytte til.

(Kristeligt Dagblad 1. juni 2018)