Carsten Jensen er velskrivende negativitet men for indtaget i sin egen humanisme

Carsten Jensen, Hovedspringere. Om mennesker på flugt og kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse. Politikens Forlag

Dette er den tredje bog om samtidens politiske fortrædeligheder fra Carsten Jensens hånd siden august sidste år. Det kan indledningsvis konstateres, at han ikke har skiftet mening. Carsten Jensen taler flygtningenes sag og kritiserer tidens danske og europæiske politikere for deres flygtninge- og udlændingepolitik. Som i de øvrige bøger er bogen delt op i nummererede kapitler af gennemsnitligt kun godt en sides længde, og det er svært at se, hvad der begrunder denne findeling af stoffet, især når denne bog faktisk er væsentlig mere sammenhængende end i de forrige. Den formår over lange stræk at samle sig om et hovedtema, nemlig skildringen af enkelte flygtningeskæbner, både nogle, han har læst om, og nogle, han har truffet selv. Den lidt kryptiske titel tematiseres allerede i bogens første sætning: ”Du er 4 år gammel, og om 30 sekunder er du død.” Historien er, at en lille dreng i maj 2018 stod i fare for at falde ud fra en altan i en gade i Paris. En fremmed mand kravlede 12 meter op af husets facade og reddede ham. Manden er illegal migrant fra Mali. Det er effektivt fortalt af Jensen. Temaet er slået an: faldet og hvordan det undgås.

Med sin umiskendeligt gode pen peger han på, at flygtninge også er mennesker, og at flygtningepolitik har en tendens til at se bort fra denne omstændighed. Han stiller flygtningenes menneskelighed meget skarpt op over for det, han betragter som en umenneskelig politik. Billedligt knytter han det til myten om Ikaros. Så er det europæiske dannelsesperspektiv også dækket ind. Faldet er også politisk. Det er Jensen meget om at vise, hvordan alting graviterer mod laveste fællesnævner.

Heri ligger også bogens største svaghed. Carsten Jensen er så indtaget i sin egen humanisme, at han ikke kan se, at politikere også er mennesker eller at der kan være gode grunde til den førte politik. Han tvivler ikke på sit eget standpunkts moralske uangribelighed. I hans univers kan flygtninge tilsyneladende ikke gøre noget forkert og politikere ikke noget rigtigt.

Derfor er Jensen også ude af stand til at beskrive den udvikling, der har fundet sted. Han har råbt ulv så længe, at han ikke længere kan identificere en ulv, selv om den bider ham i halen. Han har trukket nazi-kortet så tit, at han løber tør for ord den dag, da han faktisk møder en nazist. Om Dansk Folkepartis gruppeformand skriver Jensen f.eks.: ”Skaarup har viljen, men mangler heldigvis Goebbels’ demagogiske talent”. Peter Skaarup er altså ikke alene nazist, men en talentløs nazist, er hvad Jensen mener. Det forekommer at være et meningsløst retorisk kneb. Hvad så, når der opstår ikke kun et, men to opstillingsberettigede partier til højre for Dansk Folkeparti? Er de så nazister med nazisme og endnu mere nazisme på?

Carsten Jensen mener, at store dele af det danske politiske spektrum fra Mette Frederiksen til Rasmus Paludan udgør en forskelsløs sump af forkasteligheder, fordi ”mange politikeres ordvalg ikke adskiller sig meget fra Paludans.” Skal man være lidt imødekommende over for Jensens generalisering, kan man jo godt se, hvordan politikere langt inde i de regeringsbærende lag har ernæret sig ved stiltiende at appellere til synspunkter, som Paludan udtrykker åbent. Det er den såkaldte hundefløjtepolitik (dog-whistle-politics), altså at politikere, idet de formelt holder sig inden for rammerne af partiprogrammet, i deres retorik spiller på under- eller overtoner, der appellerer til ekstremerne. På den anden side underkender Jensen den substantielle forskel, der faktisk er mellem de opstillingsberettigede partier til Folketinget. Og dermed gør han sig blind og døv over for en forståelse af de kræfter, der er på spil i flygtningepolitikken. F.eks. at det vil gøre en meget stor forskel, hvis Nye Borgerlige eller Stram Kurs kommer i Folketinget.

Mere interessant er Jensens diskussion med Flemming Rose om, hvad ytrings- og religionsfrihed betyder. Rose mener - ifølge Jensen - at der er et klart skel mellem ord og handlinger, således at loven kun skal regulere handlinger og stille alle ord frie. Dette skel kan imidlertid ikke drages så håndfast, mener Jensen, og deri er denne anmelder enig. Ord kan fungere som handlinger, og nogle handlinger er blot kommunikation. Det giver f.eks. mening at regulere opfordringer til lovstridige handlinger, mens det er vanskeligt at forbyde bogafbrændinger, især efter at blasfemiparagraffen er fjernet fra straffeloven. Udfordringen er at dele sol og vind lige, og det har politikere erfaringsmæssigt svært ved. Når de forsvarer ytringsfriheden, er det gerne deres meningsfællers ytringsfrihed de mener. Det er derfor vi har uafhængige domstole til at afgøre den slags. Men også Carsten Jensen bør feje for egen dør. Når ordet skaber, hvad det nævner, og når han ikke har andet end foragtelige ord til overs for de demokratisk valgte politikere, bidrager han aktivt til undergravning af tilliden til det eksisterende, politiske system. Og det er jo ikke fordi han selv ødsler med konstruktive forslag til, hvordan der kan rettes op på alle de elendigheder, han ser omkring sig. Han kan kun finde ud af at være imod. Carsten Jensen er velskrivende negativitet. Han lever på nas. Han fortærer af det demokratiske forråd, og så hjælper det ikke så meget, at han gør det med kniv og gaffel.

(Kristeligt Dagblad 14. maj 2019. Enkelte formuleringer afviger fra avisens version. Flemming Rose har efter anmeldelsens offentliggørelse gjort mig opmærksom på, at Jensen fejlrepræsenterer Roses synspunkter.)

Læsninger af læsninger

Nils Gunder Hansen, Tanker af en anden verden – Jørgen K. Bukdahl, Hans liv værk og aktualitet, Gyldendal 2019

Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) var teologisk kandidat fra Aarhus Universitet, blev siden lektor sammesteds, men fik aldrig hverken licentiat- eller doktorgrad. En enkelt lille bog om Karl Marx nåede han at udgive i sin levetid. Et endnu kortere manuskript om Hegel blev besørget i trykken mens han lå dødelig syg af kræft. Hovedstolen af hans værk består af artikler og anmeldelser i tidsskrifter, blade og aviser. Ikke just det stof akademiske karrierer gøres af og på papiret ikke noget, der tåler sammenligning med den ældre generation af store teologer fra Aarhus: Løgstrup, Prenter, Sløk og Lindhardt. Alligevel nævnes han ofte i samme åndedrag som netop dem.

Bukdahl hørte til den type af akademikere, der er så dygtige og vidtfavnende, at de aldrig får noget stort fra hånden. Han blev betragtet som sin generations største akademiske håb, beundret af sine samtidige for sit intellekt og afholdt for den uforfængelige generøsitet, hvormed han forvaltede det. Hans talent var at læse. Han havde en udviklet evne til at forstå hvad han læste, tilegne sig stoffet og videregive det på en måde, så det blev læst og forstået af andre.

De fleste originale tænkere, skriver Gunder Hansen, ”har en evne til at sortere temmelig meget fra og finde deres vej.” Bukdahls lærer K.E. Løgstrup var f.eks. notorisk ubelæst. Bukdahl var det modsatte. ”Omkostningen ved hans arbejdsform var, at det var svært at finde ud af, hvad han selv mente, og hvor han selv stod i alt det, han formidlede.”

Det er altså ikke en bog om en stor tænkers store idé. Det er heller ikke en biografi. Gunder Hansen har kun i meget begrænset omfang benyttet arkivalsk materiale til bogen, og det biografiske stof er koncentreret i skitseform i første og sidste kapitel. Resten er en gennemgang af Bukdahls forfatterskab. Det ville ikke have skadet bogen, hvis der var kommet lidt mere skikkelse på manden og kontekst på teksten, men på den anden side er ærindet altså hverken historisk eller biografisk. Det er idéhistorisk eller måske endda litterært.

Det er ikke så meget Jørgen K. Bukdahl som skæbne, der er interessant. Det er hans type, nemlig som læser og formidler af læsning. Vi har i dag, bemærker Gunder Hansen, en tendens til at sætte et underforstået ”blot” foran prædikatet formidler, men formidling er jo ikke ”blot” omsætning af noget sammensat til noget enkelt, men også formidling mellem forskellige synspunkter, en åbning mellem to grupper, der ellers ikke ville være i samtale. Bukdahl så åbninger og muligheder alle vegne. Og det er helt essentielt for den akademiske verden, at der findes typer som ham, der uden specialiseringens skyklapper kan bringe forskellige synspunkter og erkendelser i samtale. Nu som dengang er solipsisme den akademiske specialiserings indbyggede risiko. Der er vitterligt folk, der tilbringer en hel karriere med at studere adverbierne hos Holberg. Men det er dem, der tør læse de andres bøger, hæve blikket og påstå en sammenhæng eller påpege en modsætning, der holder kommunikationslinjerne åbne. Specialisering er naturligvis stadig forudsætningen – for adverbierne hos Holberg er vitterligt interessante - men hvis ingen gør sig den ulejlighed at læse, hvad specialisterne skriver, står vi tilbage med en frimærkesamling af højt kvalificerede monologer uden tilhørere.

Denne bog bidrager i kraft af både sin form og sit indhold til, at de akademiske kommunikationsveje holdes åbne. Nils Gunder Hansen er som forfatter til stede i teksten som et jeg, der diskret, men tydeligt giver sig til kende nu og da. Han er godt selskab. Som læser nyder man især godt af den rutinerede universitetspædagogs evne til at turnere en pointe intelligent. Gunder Hansen styrer meget sikkert uden om de akademiske fraser og letkøbt ironi. Påfaldende fraværende er de direkte citater fra Bukdahls tekster. De forekommer, men ikke særlig hyppigt. Læseren må lide på, at Gunder Hansens parafrase af forlægget er korrekt. Set fra et perspektiv er det en ret uigennemsigtig måde at formidle emnet på. Det er simpelthen ikke altid til at se, hvad der er Nils G. Hansen og hvad der er Jørgen K. Bukdahl.

På den anden side er det også en gestaltning af en af bogens pointer, hermeneutikkens forestilling om virkningshistorie, altså at der foreligger en intim og nødvendig sammenhæng mellem nutidsfortolkning og fortidsforståelse. Forforståelsen eller fordommen er ikke en hindring for forståelsen, men en forudsætning. Man kan ikke studere fortiden objektivt. Man kan læse den, men kun på baggrund af den læsning, der (altid) allerede findes.

Accepterer man denne præmis, åbner bogen sig med hele Jørgen K. Bukdahls og Nils G. Hansens styrke, for de hører nemlig begge til denne type akademikere, der tør hæve blikket og se ud over det intellektuelle landskab og med verve og intelligens diskutere erkendelse, eksistens, identitet, liv, død og Gud. Og så rykker sagen frem i første linje, ikke personen. Det er som nævnt ikke en biografi. Det er læsninger af læsninger. Læs.

(skrevet til bloggen her 28. april 2019)

Gerningsmænd eller ofre?

Henrik Skov Kristensen, Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning. Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, 399 sider

Hvor mange ved, hvor Fårhuslejren ligger henne? De, der er bekendt med Henrik Skov Kristensens øvrige forfatterskab, ved det, men i øvrigt er det ikke en særlig velkendt lokalitet. Det skyldes nok, at den er langt bedre kendt under sit andet navn: Frøslevlejren. Navneskiftet fandt sted i befrielsesdagene i maj 1945, da Frøslevlejren blev vendt på hovedet, så de tidligere vogtere blev fanger og omvendt. Frøslevlejren havde været brugt til internering af tyskernes fanger i Danmark, og fungerede efterhånden også som transitlejr til de tyske koncentrationslejre. Efter tyskernes overgivelse blev lejren i første omgang overtaget af repræsentanter for modstandsbevægelsen og brugt til at internere de såkaldte landssvigere, altså dem, der af modstandsbevægelsen blev betragtet som fjenden. Det gjaldt ikke mindst repræsentanter for det tyske mindretal.

Fangerne i Fårhus opfattede det som et uretfærdigt overgreb motiveret af danskernes hævnfølelse, en offermentalitet. Sådan er lejren også blevet husket i generationer efter at den lukkede i 1949. Dermed var det tyske mindretal i sin selvforståelse dobbelte ofre, først for Hitlertyskland og derefter for et uretfærdigt retsopgør i Danmark. Til gengæld ignorerede det tyske mindretal, at ikke alene mange af dets medlemmer, men også dets bærende institutioner aktivt havde integreret sig i Hitlertysklands politiske tryllekreds. En relativt stor del af de danske statsborgere, der meldte sig til Østfronten var tysksindede nordslesvigere, og det har taget dem en del længere tid at komme til erkendelse af egen skyld end det har taget for deres landsmænd syd for grænsen. Så sent som i 2015 måtte mindretallets repræsentanter tage kritisk stilling til den omstændighed, at et hus tilhørende mindretallet var opkaldt efter den ideologisk set noget anløbne, Julius Langbehn. Der har dog også i mindretallet selv været tilløb til selvopgør. Kristensen fremhæver bl.a. Siegfried Matlok, tidligere redaktør af det tyske mindretals avis, som en af dem, der indefra gennem mange år har skubbet på for at få en besindelse på fortiden i stand.

Henrik Skov Kristensen kroner med denne bog mange års studier af det tyske mindretals historie under og efter 2. Verdenskrig. Han sætter historien ind i en international kontekst, idet han sammenligner med, hvordan det gik tilsvarende tyske mindretal i andre europæiske lande, og han henter frugtbare tolkninger i den internationale litteratur om erindringspolitik og historiebrug, altså hvordan historien aktivt eller ubevidst er blevet brugt til at forme nutidige individuelle og kollektive identiteter. Kristensen navigerer sikkert i et felt, der ikke mindst i Grænselandet, er uhyre sammensat, og hvor identitetsspørgsmålet ikke blot er bundet op på Besættelsestiden, men en fortid, der rækker tilbage til Middelalderen.

Netop med henblik på det erindringspolitiske aspekt, har oparbejdelsen af det tyske mindretals historie et betydeligt konfliktpotentiale. Skov Kristensen er pertentligt præcis, når det handler om at påpege, i hvor høj grad tyskerne i Nordslesvig var involveret i krigen og nazismen, og det ville mange flere antagelig tage ham ilde op, hvis det ikke var fordi grundtonen i denne bog er forsonlighed. Her hjælper det betydeligt, at Skov Kristensen selv er aktør på det erindringspolitiske felt i Sønderjylland. Som leder af Frøslevlejrens Museum har han gjort en stor indsats for at gøre tiden efter 5. maj til en del af museets udstilling og dermed ophæve modstandsbevægelsens monopol på tolkningen af stedet. Han har dermed bevist, at det kan lade sig gøre at gøre flere forskellige og også delvist modsatrettede røster gældende samme sted og samtidig. Det ser man ikke så tit på museer.

Der er ikke tale om en folkebog. Den bevæger sig på et højt refleksionsniveau og kræver en del forhåndskundskab, men den belønner sin ihærdige læser med en væsentlig indsigt i et spørgsmål, som indtil nu har været forsømt i både tysk og dansk historieskrivning – hvis man ser bort fra, hvad Henrik Skov Kristensen ellers selv har skrevet om emnet. Han er en del af den forskningstradition, der har rettet opmærksomheden mod dem, der stod som tabere i maj 1945, og derfor blev skrevet ud af historien som nogle, der ikke hørte til det store vi, der fejrede befrielsen. Det var f.eks. de såkaldte tyskertøser, de østfrontfrivillige og de tyske flygtninge. Derfor er det en vigtig bog, der ikke mindst kan tjene som et aberdabei op til fejringen af 100-året for Genforeningen næste år.

(Kristeligt Dagblad 2. marts 2019)

Christian X's islandske dagbøger

Knud J.V. Jespersen (udg.) Christian X og Island – Christian X’s optegnelser vedrørende Island 1912-1932, Syddansk Universitetsforlag, 340 sider, 325 kroner

Ikke mange husker umiddelbart kongeriget Island. I Island dyrker man med stolthed den republikanske tradition, der rækker helt tilbage til øens første kolonisering for over 1000 år siden. Den mellemliggende tid da øen først var under den norske krone og siden den danske, forbindes med ufrihed, så for islændingene er republikken tæt forbundet med frihed og selvstændighed. Men da Island fik sin suverænitet, var det faktisk som et monarki i personalunion med Danmark. Det vil sige, at begge lande havde fælles statsoverhoved, men i øvrigt hver sin egen regering og lovgivende forsamling. Personalunionen kom i stand i kraft den dansk-islandske forbundslov af 30. november 1918. Den rummede nogle klausuler med forbillede i blandt andet den svensk-norske personalunion, der var blevet opløst i 1905. Først og fremmest gjaldt, at Islands udenrigspolitik blev varetaget fra København. I 1940 blev Island besat af briterne, der i 1941 overlod rollen som beskyttelsesmagt til USA. Forbundsloven havde en indbygget udløbstid på 25 år og kunne derefter opsiges ensidigt. Det skete i 1944, da Island med overvældende folkelig tilslutning indførte republik. Det skabte en vis bitterhed i Danmark, fordi det blev betragtet som om Island udnyttede den situation, at Danmark var besat af Tyskland. Men det var altså helt efter forbundslovens bogstav.

Christian X førte en separat dagbog som konge af Island, og det er den, der her udgives med et instruktivt forord og kommentarer af denne anmelders forgænger som kgl. ordenshistoriograf, professor Knud. J.V. Jespersen. Han stiftede bekendtskab med notaterne under sit arbejde med den store biografi om Christian X, Rytterkongen, der udkom for godt ti år siden, og udgivelsen er blev mulig ved, at HM Dronningen har givet uhindret adgang. Det er første gang den læsende offentlighed kommer så tæt på en konges virksomhed siden udgivelsen af Christian VIII’s breve og dagbøger.

Christian X’s islandske dagbøger vidner om en mand, der samvittighedsfuldt røgtede sit embede som konge af denne efterhånden noget vrangvillige ø. Kongen besøgte Island flere gange i sin regeringstid og noterede sig, hvad der skilte og samlede landene. Han var påfaldende usentimental med hensyn til sin egen rolle og det overvejende fravær af undersåtlig hengivenhed overfor den islandske monark.
Han havde ikke nogen fast residens i Reykjavik, således som f.eks. den britiske monark har i den skotske hovedstad. Det vil sige, at kongemagten var usynlig i hverdagen. På samme måde havde afstanden til det daglige regerings- og lovgivningsarbejde i Reykjavik betydning. I maj 1930 konstaterede kongen tørt, ”at det gled mod Adskillelse fra Danmark”, og han foreslog sarkastisk i en privat samtale med udenrigsminister P. Munch den mulighed, at han lige så godt kunne gøre en ende på elendighed ved, at han ”over for Altinget proklamerede Island som Republik og Førsteministeren som Præsident” for så var ”al Diskussion endt.” Konger har også dage, hvor de ikke gider mere vrøvl. Udadtil opretholdt han naturligvis facaden.

Islands præsident taler ved en paneldebat på et symposium
i anledning af 100-året for Islands suverænitet
på Københavns Universitet i 2018.

Da bruddet kom i 1944, var en af dem, der tog det relativt pænt, den afsatte konge, Christian X. (Han havde for nemhedens skyld bevaret sin nummerering også som islandsk konge, selv om han ret beset var den første kong Christian af Island.) Hans lykønskningstelegram til proklamationsfesten på Thingvellir den 17. juni 1944 var ganske vist lidt svalt, men det vakte jubel, fordi førsteminister Björn Thórdarson i sin oplæsning af det ekstemporerede en redaktion af ordlyden, der var tilpasset lejligheden. Efter krigen fulgte en alvorlig konflikt om delingen af den arnamagnæanske samling af islandske håndskrifter, som var betroet Københavns Universitet, men også den blev løst i samme ånd, og forholdet til NATO-partneren Island er i dag det bedste. Da Dronningen besøgte Island i anledning af hundredeårsdagen for forbundsloven i november sidste år, havde hun en særudgave af denne bog med som gave til sin vært, som nok ved at værdsætte denne betydningsfulde kildeudgivelse. Den islandske præsident, Guðni Th. Jóhannesson, er selv historiker.

(Kristeligt Dagblad 27. feb. 2019. Avisens rubrik var en anden.)

Stormen på København

Sebastian Olden-Jørgensen, Svenskekrigene, Aarhus Universitetsforlag

I serien 100 danmarkshistorier har Sebastian Olden-Jørgensen med overblik og verve skrevet om den konflikt, der i Danmark kendes som Svenskekrigene, fordi den i hovedsagen var en kamp mellem Nordens to monarkier, Danmark-Norge og Sverige om overherredømmet i Østersøen. Den internationale handel på Østersøen var imidlertid så betydningsfuld, at krigen selvfølgeligt involverede de store europæiske spillere, ikke mindst Nederlandene, men også England og Frankrig. Rusland var på dette tidspunkt endnu ikke blevet en baltisk magt. 

Den dansk-svenske konflikt strakte sig i virkeligheden fra den sene Middelalder til begyndelsen af det 19. århundrede, da danskerne sidste gang planlagde en landgang i Sydsverige i alliance med Napoleon, men det afgørende vendepunkt indtraf i årene 1657-60, som denne bog handler om.

Krigen begyndte med en dansk krigserklæring i juni 1657. Visdommen i denne beslutning kunne – især set i lyset af resultatet – unægtelig betvivles, men Olden-Jørgensen viser, at den gav mening som et vidnesbyrd om, at danskerne tog et forsvarsforbund med Nederlandene alvorligt. Karl 10. Gustav førte krig på kontinentet på dette tidspunkt og svarede igen med at besætte Jylland og da den følgende vinter blev meget hård, frøs de indre danske farvande til, og det betød for det første, at den danske flåde ikke kunne beskytte overfarten til øerne, og for det andet, at den svenske hær kunne krydse bælterne til fods og lande på Sjælland., hvor danskerne måtte slutte en ualmindelig hård fred i Roskilde sommeren 1658.

Martin Nyrops forslag til et mindesmærke for Stormen på København ca. 1909.

Det var udset til at blive placeret i porten, der leder fra Christiansborgs Slotsplads

til Skt. Jørgens Gård. Det blev aldrig virkeliggjort. Et andet blev indviet i 1918 i Kongeporten.

(Kunstakademiets samling af arkitekturtegninger)

Problemet med krigen dengang var, at den var en brand, der fortærede alt omkring sig og hele tiden måtte søge sin næring nye steder. En stor del af soldaternes sold bestod i retten til beskyttelsespenge, brandbeskatning og plyndring af de områder, som de besatte, og derfor levede de militære konflikter også deres eget liv uafhængigt af de strategiske overvejelser, der lå bag dem. Set fra svenskekongens side løste Freden i Roskilde ikke ret mange problemer, ”for hvor skulle han nu holde sin hær i live?”, som Olden-Jørgensen spørger. Karl 10. Gustav genoptog krigen allerede senere i 1858. I februar 1859 løb hans hær storm mod København, men blev slået tilbage. Med udsigt til en fuldstændig udslettelse af Danmark omsatte nederlænderne en alliancetraktat til en substantiel støtte til Københavns forsvar. Logikken var den, at en europæisk stormagt nødigt så en anden stormagt - i dette tilfælde Sverige - overtage kontrollen med indsejlingen til Østersøen. Resultatet var en lettere formildet udgave af Roskildefreden. Nogle af de omfattende landafståelser blev annulleret, og den fri gennemsejling af Øresund sikret (dog uden at afskaffe Øresundstolden), men skånelandene blev tabt for altid. I realiteten blev det afgjort ved en stormagtskonference i Haag, der således for første men ikke sidste gang blev den by, hvor Danmarks territoriale afgrænsning blev afgjort.

Krigen forvandlede Danmark ikke alene territorielt, men også politisk. København blev en grænsefæstning, og valgkongedømmet blev afskaffet til fordel for et i europæisk sammenhæng enestående kodificeret enevældigt arvekongedømme.

Olden-Jørgensen kondenserer i denne bog sine erindringspolitiske studier om Stormen på København fra 2011. Erindringen om Svenskekrigene levede længe, og lever endnu i frasen om landskampene i fodbold mod Sverige som ”opgør mod arvefjenden”. Den vellykkede modstand mod stormen på København er ikke med urette blevet erindret som den afgørende begivenhed, der sikrede, at der stadig findes et Danmark. Overleveringen om alliancen mellem det københavnske borgerskab og Frederik III i 1660 blev af betydning for iscenesættelsen af afskaffelsen af den af samme konge indførte enevælde med folketoget i marts måned 1848, der skabte en ny alliance mellem det københavnske borgerskab og Frederik VII. Stormen på København blev en afgørende klangbund for forfatningskampen, der i høj grad handlede om, hvor vidt forsvaret af hovedstaden kunne identificeres med nationens overlevelse. De konservative ønskede pengene brugt på Københavns befæstning, mens Venstre ikke overraskende ønskede et forsvar, der i højere grad tilgodeså deres vælgergrundlag, der stod stærkest vest for Vestvoldens linjeføring.

Mindesmærket i

Kongeporten på

Christiansborg

(eget foto)

Fortolkningskampen kulminerede ved 250-års jubilæet i 1909, da der bestod en længerevarende politisk krise med baggrund i synet på netop Københavns befæstning. Den blev for så vidt vundet af tilhængerne af Københavns befæstning med reference til bl.a. 1659. 

Så sent som i 1959 blev der opsat en mindeplade på Nationalmuseet på hjørnet af Vestervoldgade og Stormgade, der hedder således fordi den er anlagt, hvor det svenske hovedangreb fandt sted. Men da var den politiske dagsorden en helt anden, og da mindedes man de faldne "svenske og hollandske soldater og søfolk", altså venner og fjender anno 1659, men kun venner i 1959.

(Skrevet til denne blog dec. 2018)

Jim Lyngvild stjæler billedet på Nationalmuseet

Det skabte en del opmærksomhed og diskussion, da Nationalmuseet for et par uger siden bekendtgjorde, at nyopstillingen af museets samling af genstande fra Vikingetiden var sket i samarbejde med designeren Jim Lyngvild. Meddelelsen kom kort tid efter, at 34 forskere og andre ansatte var blevet afskediget som en konsekvens af de fortsatte årlige sparekrav. Historien var, at museets direktør Rane Willerslev nedprioriterer forskningen for i stedet at satse på en farverig og entusiastisk amatør for at få kunder i butikken og penge i kassen. Den er ikke skudt helt ved siden af. Det er en bevidst politik at satse på samarbejde med designere og kunstnere, fordi Willerslev ikke ser udstillinger som et forskningsprodukt, men som et rum for eksperimenter, ”en proces, hvor forskeren kan udforske de mere rumlige og sanselige aspekter af sit materiale på en måde der ideelt set giver indsigter, man ikke ville opnå bag skrivebordet”, som det hed i en tidligere programerklæring fra Willerslev.

Selve udstillingen er ikke stor. Den fylder blot tre af museets mindre rum. Museets bidrag er hovedsageligt den hastigt voksende samling af danefæ, især sølvskatte, som detektorfolket finder i stort tal. Dertil kommer enkelte brugsgenstande og våben, mest i metal. De er udstillet smagfuldt og traditionelt i glasmontrer. Museets samling af runesten indgår af en eller anden grund ikke i konceptet.

Lyngvilds bidrag til udstillingen er hans fantasier og fabuleringer over, hvordan vikingerne kunne have set ud og hvordan de kunne være gået klædt. Det består dels i nogle buster af voks, der mest af alt ligner reklamer for en hipster-tatovør og -frisør anno ca. 2015. Meget mere væsentligt og interessant er hans egen forestilling om de dragter, som forskellige medlemmer af datidens samfund kunne have båret. Lyngvild gør den iagttagelse, at traditionelle rekonstruktioner af vikingernes udseende populært sagt har fået dem til at ligne udslidte grødbønder klædt i vadmel changerende på en skala fra gråt til brunt og tilbage igen. Hvad nu hvis, spørger han retorisk, de havde adgang til langt mere raffinerede teknikker og materialer? Det er der kommet nogle ret flotte tankeeksperimenter ud af. Lyngvild er en dygtig kostumier. Men det er altså stadig nærmest fri fantasi, for der er kun få skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd om vikingernes påklædning, og de peger ikke alle sammen i Lyngvilds retning, om man så kan sige. Men det gør ikke noget. Som publikum kan man jo sagtens følge illusionen, så længe den er klart deklareret. Og i den henseende fuskes der ikke.

Rekonstruktioner kan gøre stofligheden og det rumlige nærværende, f.eks. helt konkret ved at lade museumsgæsten iklæde sig et historisk kostume. Det benytter flere museer sig af. Nationalmuseet har imidlertid kun valgt at lade Lyngvilds rekonstruktioner repræsentere indirekte ved hjælp af fotostater. Det er flotte optagelser af en kvalitet svarende til modereportager, men det er helt uforståeligt, at man har fravalgt at udstille tøjet selv. I museets forhal kan man til gengæld se nogle af kostumerne fra TV-serien ”Vikings” udstillet på giner. Det er meget smukke dragter, og man bliver helt nysgerrig efter at vide mere om de overvejelser og den åbenlyse omhu, der ligger bag dem.

Nationalmuseets egen samling falmer lidt i sammenligning med Lyngvilds vidtløftigheder. Det er synd, for genstandene er fantastiske. De får bare lov til at ligge nærmest uformidlede hen. Lyngvild lader sig i påfaldende ringe grad gå på af dem. Selv den spektakulære næsten to kilo tunge halsring i guld fundet ved Tissø på Vestsjælland har ikke appelleret til Lyngvilds sans for bling. Jeg gad ellers nok se hans udlægning af en lokal brednakket rockerviking fra Høng eller Gørlev med tatoveringer, guldringe og dummebøder hele vejen rundt. Det virker som om Lyngvild har fået lov til at køre sit eget løb. Udstillingen har ikke rigtig taget sit eget koncept alvorligt og brugt Lyngvilds kreative energi til at levere en tolkning af de ting, som museet faktisk har.

Et væsentligt aspekt er helt fraværende fra udstillingen, nemlig billedet af vikingen gennem historien. Lyngvild er jo bare den seneste i en lang række af kunstneriske fortolkere af vikingerne gennem omtrent 200 år. Vikingetiden er som de fleste andre ”tider” en sen eftertids betegnelse for en epoke, hvis definition og afgrænsning altid vil stå til diskussion. Ingen der levede i Jernalderen eller Middelalderen havde nogen anelse om, at det var det de gjorde. Netop derfor er synet på og den billedlige anskueliggørelse af f.eks. Vikingetiden gennem historien et studieobjekt i sig selv. Vis mig dit billede af en viking, og jeg skal sige dig hvem du er. I dette tilfælde har vi at gøre med en, der er stærkt optaget af køn og mode, hvis nogen skulle være i tvivl. Det abstraktionsniveau har Nationalmuseet fravalgt. I stedet står Lyngvilds fortolkning over for museets fortolkning som om der er tale om to ligeværdige udgaver af den samme virkelighed. Med Lyngvilds sans for iscenesættelse taber museet naturligvis den fortolkningskamp.

Man skal ikke bebrejde Jim Lyngvild, at han er Jim Lyngvild. Han er den eneste til at være Jim Lyngvild, og så er det nok bedst at overlade den opgave til ham. Men man kan godt stille spørgsmål til Nationalmuseets prioriteringer. Willerslev har fået sin vilje. Han har ikke alene inddraget, men givet afgørende indflydelse til en udenforstående designer. Det har tilføjet udstillingen nogle betydelige æstetiske kvaliteter og vil skaffe kunder i butikken. Som nævnt er Lyngvild slet ikke uden evner. Spørgsmålet er, hvor langt Willerslev vil gå ad den vej? Hvor meget vil han lyngvildisere hele Nationalmuseet?

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2018)

Festskrift, jubilæumsskrift eller lærebog?

Sif Egede, Peter Lodberg, Johannes Nissen og Bente Søndergaard (red.)

Lægfolksteologi

Forlaget Eksistensen, 356 sider, 298 kroner

I år fejrer Teologi for Lægfolk (TFL) 50 års jubilæum blandt andet med denne antologi.

Oprindeligt var TFL tænkt som en præsteuddannelse for ikke-teologer. Initiativet kom fra en ung, københavnsk kommunelærer, der i november 1967 indrykkede en lillebitte annonce på bagsiden af Kristeligt Dagblad henvendt til uddannede folk, der fortrød, at de ikke var blevet teologer. Ideen blev grebet af Aarhus Universitet, og TFL har stadig sæde i Aarhus, nu i regi af Diakonhøjskolen. TFL udviklede sig dog hurtigt til ”en teologisk uddannelse af lægfolk med henblik på en myndiggørelse af lægfolket til dets arbejde i kirken, så at folk, der nærede præsteønsker var undtagelsen, der bekræftede reglen.”

Annoncen den 18. nov. 1967. Kristeligt Dagblad gav annoncen

en redaktionel omtale den følgende torsdag, den 23. nov.

Antologien er meget sammensat. Der er gode introduktioner til nogle af teologiens grunddiscipliner, f.eks. den historisk-kritiske bibellæsning (René Falkenberg), kristendommens historie (Mattias Skat Sommer), dogmatik (Anders-Christian Lund Jacobsen) og etik (Kees van Kooten Niekerk). Andre emner er dækket af bidrag af mindre generel karakter. Således er Det Gamle Testamente kun repræsenteret af en artikel om hjertet som sprogbillede af Sif Egede og Else Kragelund Holt, og der er f.eks. også blevet plads til et essay af Peter Lodberg om økonomi og teologi, der mest af alt ligner en kritik af forbrugersamfundet og den moderne dans om guldkalven. I overensstemmelse med TFL’s grundlæggende økumeniske indstilling er der et helt afsnit om religionsmøder og økumenisk teologi (Lorens Hedelund, Leif Vestergaard og Peter Lodberg). Man er meget åben, kan man vist godt sige. Hedelund skal nok høre fra islamalarmisterne for sin venlige behandling af profeten Muhammed og det budskab, han kolporterede. Desuden er der også afsnit om Religionspædagogik (Johannes Nissen, Jens Maibom Pedersen, Bent Arendt) og et om diakoni og sjælesorg (Bodil Lodberg og Steen Bonde) samt et særskilt afsnit om historien om og meningen med TFL, en introduktion ved Johannes Nissen og en række korte bidrag, nærmest blot statements, skrevet af studerende fra de seneste års kurser på TFL.

I sin form viser bogen altså denne særlige blanding af det læge og det lærde, som kendetegner TFL, men den er i sig selv ikke udtryk for nogen særlig klar eller entydig religionspædagogisk ambition. Det er som om redaktørerne ikke har kunnet blive enige om, hvor vidt den skulle være et festskrift, et jubilæumsskrift eller en lærebog. Som nævnt har bidragene varierende karakter. De afspejler dog klart TFL’s læseplan, der igen er taget fra universitetsundervisningens klassiske palet af videnskabelige discipliner. Derimod er pastoralseminariets discipliner ikke repræsenteret. Der står stort set intet om de genrer og steder, hvor lægmand oftest møder kristendommen og teologien, nemlig ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Liturgi, hymnologi (salmelære) og homiletik (prædikenlære) er der ikke ofret opmærksomhed på. Det bidrager til indtrykket af en lidt indkroget selvfejring. Det forbliver noget uklart, hvad denne bog som helhed har at tilbyde en udenforstående læser, selv om bidragene hver især er gode.

(Kristeligt Dagblad 20. nov. 2018)

Kristeligt Dagblad 23. nov. 1967