Vejen til ufrihed

Timothy Snyder, Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika. Gads Forlag, 334 sider, 300 kroner.

I en TV-debat i maj måned 2017 kaldte Søren Krarup (DF) den nyvalgte franske præsident Macron for ”den lille pæne bøssedreng”. Krarup fortrød forståeligt nok på stedet ordvalget.  Det interessante er, at det måske var mere end blot en gammel amagerdrengs fortalelse. Macron var som bekendt oppe imod Marine le Pen, der foruden at nyde Krarups opbakning også blev aktivt understøttet af Putins Rusland. I Rusland er homoseksualitet kriminaliseret, men det er ikke bare udtryk for almindelig familiepolitisk konservatisme. Det er en essentiel del af det nye Ruslands selvforståelse også i international politik, skriver Timothy Snyder i sin bog om Rusland, Europa og Amerika efter Den kolde Krig. En af de ideologer, som Putin anvender og citerer, er Ivan Iljin (1883-1954), der opfattede Rusland som den sidste oase af uskyld i en verden af kaos. Det handlede derfor for Iljin om at beskytte Rusland mod enhver indtrængning udefra, især fra Vestens amoral og dekadence. Med en sært sammenstillet seksuel-religiøs billeddannelse (Iljin var ortodoks kristen og freudianer) skal Moder Ruslands uskyld altså beskyttes mod bøssernes overgreb. Derfor er enhver af Ruslands modstandere i Vesten at definere som homoseksuelle, og le Pens modstander i præsidentvalgkampen blev af den russiske propaganda derfor udnævnt til at være ”bøssekandidaten”.

Snyder identificerer to tilgange til politik, som begge tager historien til indtægt, men som begge forråder historien, mener han. Den ene er ”evighedens politik”, der essentialiserer fænomener som nationen og skaber problemer, der ikke kan løses, fjender, der ikke kan nedkæmpes. Det gælder f.eks. Putin, der har gjort Vesten og de homoseksuelle til den modstander, der altid kan instrumentaliseres til indvortes brug. Den anden tilgang er ”uundgåelighedens politik”, som oversætteren Anders Nygaard så glimrende har valgt at kalde det. Den er i slægt med ”nødvendighedens politik”, men det ville have givet for mange misvisende associationer at kalde den det. Den er udtryk for den opfattelse, at fremtiden blot er mere af nutiden, at sporene er lagt, og at det nu blot handler om at fyre op under lokomotivets kedler. Hovedeksemplet er for Snyder den amerikanske, uregulerede markedsøkonomi. Over for disse to stiller han kravet om at bringe historien i overensstemmelse med nutiden, at gøre historien formbar for de nulevende. Han forstår historien som en udvikling, der er et resultat af ting, som mennesker mener og gør. Det kan synes banalt, men det er et tredje standpunkt. Hverken evighedens eller uundgåelighedens politik indrømmer det enkelte menneske nogen anden plads i historien som andet end opofrende helt eller medvidende medløber, og begge har taget nutiden som gidsel i fortidens eller fremtidens navn. For Snyder er spørgsmålet om succession vigtigt. Det er det princip, der i klassiske monarkier lader kongen leve, når kongen er død. I et demokrati er det forventningen om et nyt valg ved denne valgperiodes ophør, som konverterer menneskelig fejlbarlighed til håb.

Denne bog viser, hvordan evighedens politik har bemægtiget sig Rusland. Den betjener sig af vold, bedrag, militær aggressivitet mod nabolandene, korruption, antisemitisme og har oven i købet den frækhed at kalde modstanderne for nazister. Løgnen samler landet, fordi ved at bekende sig til løgnen kan russerne vise deres loyalitet over for centralmagtens ”store, sakrale mysterium”. Sandheden ville splitte folket og landet ad.

Bogen gennemgår også, hvordan det russiske regime systematisk søger at svække EU ved at understøtte politikere som le Pen, partier som AFD eller processer som Brexit og det ikke kun materielt. Ideen om at den åbenlyse løgn kan være et effektivt politisk instrument er også fulgt med. Snyder fortæller om, hvordan russerne i januar 2016 fyrede op under frygten for flygtninge i Tyskland ved at cirkulere en løgn om, hvordan en ung pige af russisk afstamning var blevet voldtaget i Berlin. Snyder forsømmer imidlertid at fortælle om, hvordan flere hundrede mænd fra Nordafrika og Mellemøsten nytårsaften senere samme år i Køln bekræftede den russiske propaganda. Der ryger gerne et par nuancer, når Snyder skal føre sin tese igennem. Han mangler fx blik for, at Putin skifter mellem at være pragmatisk og ideologisk alt afhængig af, hvem han taler med og hvad der tales om.

I spørgsmålet om forholdet mellem Rusland og Donald Trump, lægger Snyder ikke fingrene imellem, når han anklager sin præsident. Han beskriver Trump næsten som en Manchurian Candidate, en marionet styret udefra. Trump var ved årtusindskiftet reelt en fallent og har siden været båret oppe af russiske penge, der har sat ham i stand til at markedsføre fiktionen om sig selv som en meget succesfuld forretningsmand. Han spiller rollen godt. Det var også den han spillede i reality-TV-serien The Apprentice. Russerne har brugt ham til at hvidvaske store summer, og nu bruger de ham til at undergrave det amerikanske politiske system efter samme opskrift som i Europa, bare med langt større held. Ifølge Snyder er der fuldstændig åbne kanaler mellem Det Hvide Hus og Kreml, en alliance mellem uundgåelighedens og evighedens politik. Uanset om man kan følge Snyders begrebsliggørelse, står det klart, at der er tale om en korruption af de værdier og en korrosion af de institutioner, som amerikansk politik har bygget på i generationer, og spørgsmålet er, hvor meget håb man efterhånden tør mobilisere på USA's og verdens vegne med udsigt til det næste valg. 

Minutiøst veldokumenteret og elegant velskrevet kortlægger Snyder det russiske politiske produktionsapparat, hvis slagvare er ufrihed med henblik på afsætning i udlandet. Hjemmemarkedet er næsten mættet. Det er skræmmende, men nødvendig læsning, ikke mindst fordi man kan se hvordan efterspørgslen efter denne vare også findes langt inde i de etablerede politiske systemer i lande, der normalt betragtes som frihedens vogtere.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018, avisen valgte en anden rubrik)

Over stok og sten med lækre citater

Carsten Jensen, Mod stjernerne, Politikens Forlag 164 sider

Jeg ved ikke, hvordan man skal forstå denne bog. Et stykke ad vejen ser det simpelthen ud som om Carsten Jensen er ved at gå ind i politik. Han roser Alexander van der Bellen, Jeremy Corbyn, Jean-Luc Mélenchon, Bernie Sanders og andre venstrefløjspolitikere, der har opnået forbavsende vælgertilslutning, skønt de repræsenterer politiske programmer, der af deres modstandere beskrives som urealistiske drømmerier. Jensen er åbenlyst indtaget i den omstændighed, at disse senblomstrende, politiske aktivister alle er ældre end ham selv, hvilket gør, at den nybagte folkepensionist (f. 1952) stadig kan se sig selv om en repræsentant for det, der skal komme.

Det forklarer også, hvorfor Jensen gør så meget ud af, hvordan han i et møde med repræsentanter for Kommunistisk Parti måtte stille sig selv det tunge, eksistentielle spørgsmål: ”Er jeg borgerlig?” Han har tydeligvis brug for at markere, at der er en del af venstrefløjen, som han ikke kan identificere sig med, og selv Carsten Jensen kan finde et hår i suppen hos stalinisterne. Han har dermed bestået den lille ledvogtereksamen i dansk politik. (Den store ledvogtereksamen dumper han. Den kræver nemlig blandt andet, at man ikke trækker fascismekortet hele tiden.)

Jensens politiske program er anti-kapitalisme og klimapolitik. Og han ser renselse i den ild, der kommer: "Der er ingen nødudgang, når først den globale temperatur stiger over de fire grader, og kloden forvandler sig til en bageovn. Ildstorme vil feje gennem selv de bedst beskyttede af de riges naturreservater og forkulle finansverdenens bestyrelsesformænd i et stort iltsugende gisp." Tag den, Danske Bank.

Carsten Jensens største politiske problem er hans stadige flirt med populismen, med hvem han især deler foragten for den politiske elite og en diffus appel til vælgernes utilfredshed med tingenes tilstand.

Hypotesen om, at Jensen er ved at gøre sig lækker over for en lokal vælgerforening, lider et knæk, da der pludselig optræder et langt handlingsreferat af TV-serien Skam. Den er vist lidt vanskelig at instrumentalisere til politiske formål. Det har så noget med fællesskab og forældrerollen at gøre, og de sociale mediers fortrædeligheder, og nu vi er i Norge, kobles det så til Utøya-forbrydelsen: Breivik hører ikke hjemme i Norge, mener han. ”Han er en hjemløs i det cyberspace, der på en gang befinder sig alle steder og ingen steder. Han er ikke en voksen mand på treogtredive i krig, men en teenager iført mange skiftende uniformer i et karneval af død, og uniformerne er alle sammen hjemmesyede, ligesom Spider-Mans dragt er det. Han er ikke en genganger fra fortiden, men et sindbillede på den populærkultur, vi alle sammen lever midt i.”

Det er skrevet med Jensens velkendte sans for retorisk Schwung, men det er netop også Jensens problem, at han skriver så godt, at han uden besvær kan male hen over sprækkerne i tankegangen. Det går over stok og sten. Carsten Jensen sidder ved sin egen skærm og iagttager verden. Somme tider skubber han stolen tilbage og hiver en bog ud af reolen og smider et lækkert citat ind af Rimbaud. Sloterdijk eller Tocqueville. Han har også set flere film. Men han undgår at gå i dialog. Det bliver bare til enetale, namedropping og soundbites. Og han bliver ved med at tage nye emner op fra den politiske pamfletists standardrepertoire: Obama, Snowden, Afghanistan, Cambridge Analytica, fake news, WikiLeaks, konkurrencestaten og det repræsentative demokratis fallit. Et gennemgående træk er Jensens beundring for ungdommens idealisme og trang til at forandre verden. Og så er der måske alligevel en linje i bogen, for det var den idealistiske ungdom, der stemte på Bernie Sanders og Jeremy Corbyn, så hvorfor ikke på Carsten Jensen? Bogens afsluttende fanfare kunne i hvert fald godt lyde som en tale til ungdommen på den næste partikongres:

”Du har ikke en chance, grib den, sagde BZ’erne engang. Det samme paradoks gælder i dag, blot med den forskel, at det er os alle, der forenet i et nyt fællesskab sammen må gribe chancen, og kun ved at række ud efter den skaber vi den. Vi skal tænke stort. Når faren er størst, må drømmene også være det. Vores fælles rejse må gå mod stjernerne, ikke dem, der ubønhørligt blinker på himmelhvælvingen lysår borte, men dem, vi selv er i færd med at tænde.”

Bifald, tæppe, fremkaldelse. Jensen er valgt. Der er jo altid aftagere til lidt veldrejet godtkøbsidealisme uden egentlige handlingsanvisninger. Denne bog kommer ikke engang to måneder efter den forrige af Jensen. Hans nye forlag har travlt med at sælge bøger. Det ville nok have været at klogt at vente med at udgive noget fra Carsten Jensens hånd, indtil han havde noget interessant at sige.

(Kristeligt Dagblad 13. okt. 2018.)

Mands minde

Jens Smærup Sørensen, Jens - en fortælling, Gyldendal

Jens Smærup Sørensen afviser selv med denne bog at have skrevet en selvbiografi og deklarerer den som ”en fortælling”. Det er ikke til at sige, hvad det skal til for, dette nu efterhånden udbredte skrømteri med forfatterpersonligheden, når der skrives selvbiografi. Det skulle nødig hedde sig, at der var noget om snakken, bare fordi forfatteren skriver ”jeg”.

Det er så meget desto mærkeligere som at Sørensen selv til indledning så udmærket sætter på plads, hvad erindringer er. Han reflekterer over, hvordan han kan huske så langt tilbage som sin spæde barndom, da han lå i sin barnevogn under et æbletræ og kan huske det fordi ”duften og synet af sådan et sødmefuldt æbletræs hvide, rosenrøde og gulnistrede blomsterpragt gennem hele mit nu mere end 70-årige liv igen og igen har gentaget sig som noget nær det saligste vores klode har at byde på.” Erindring er gentagelse af erfaring.

Livet begynder med sansningen, mener han, men først med sproget og dets grammatik bliver jeg’et til som adskilt fra et du. Så det er først med sproget, at det selv bliver til, som gør en selvbiografi meningsfuld. Det er en intellektuel programerklæring og læsevejledning, der lader døren til Sørensens akademiske baggrund med påvirkning fra 1960ernes franske litteraturteori stå på lind.

Det intellektuelle beredskab forbliver heldigvis i skjult reserve. Sørensen bruger sin suveræne forfatterstemme til at tale med det levede og erfarede livs autoritet. Beskrivelsen af barndommen på en gård i landsbyen Staun i Himmerland er bogens højdepunkt. Det er en relativ vurdering, for den er på intet tidspunkt mindre end god – for nu at sige det på påtaget jysk.

Staun var en hel verden, hvor alting havde sin orden og alle kendte deres plads. Det er et velkendt motiv i erindringslitteraturen. For Sørensens generation – han er født i 1946 – gør den omstændighed sig yderligere gældende, at han blev voksen præcis samtidig med, at de bærende strukturer for den landbokultur, der var hans barndoms univers, brød sammen. Han legemliggør den urbanisering, der kendetegner efterkrigstidens Danmark. Det er imidlertid ikke historien om den begavede knægt, der blev holdt til bogen. Han var ikke noget vidunderbarn. Sagen var snarere den, at Jens ret tidligt viste sig utjenlig til virksomhed i landvæsenet, og så måtte man finde et andet udkomme til ham.

Det er et raffinement i fortællingen – og selvfølgelig er bogen også en fortælling – at eksileringen fra barndommens land foregår i flere trin. Først sendes han i købstadsskole i Nibe, dernæst på gymnasium i Aalborg og siden på universitetet i Aarhus. For hver gang fjerner han sig stadig mere fra den virkelighed, der var barnets ved at opgive sin dialekt, sin barnetro - ja, sågar sit navn. Han voksede op i den tro, at han hed Jens Bislev, for det var det efternavn, som hans far havde taget efter den barnløse farbror, der havde adopteret faderen og efterladt ham gården i Staun.

Sørensen er ikke nostalgisk eller fremmedgjort. Han betragter hele sit liv og sine erfaringer som en ressource for forfatteren Jens Smærup Sørensen - som nu f.eks. æbletræet. Det er også klart, at det kun er de erfaringer, der har litterært potentiale, der er med i bogen. Han nævner selv adskillige aspekter af sit liv, som han aldrig vil udfolde på skrift, f.eks. at han i sin studietid om sommeren var tjener og bartender på et stort københavnsk hotel. Det snakkesalige og anekdotiske holder han sig for god til. Han leverer kondenserede anskueliggørelser som i denne beskrivelse af den nykonfirmerede drengs oplevelse af pigerne i Nibe Skole:

”Hvad pigerne tænkte forblev længe mysteriøst, for de delte ligesom højst af høflighed og i få øjeblikke vores interesser. Og da vi holdt op med også at være temmelig ligeglade med dem, og antydningen af smil fra en af dem lige med ét indtog pladsen som livets hidtidige højdepunkt, kunne vores forsøg på at nærme os dem fortsat i nogen tid tage sig ret akavede ud. Havde man selv vovet sig frem og straks igen stukket halen mellem benene, var det selvfølgelig frygteligt pinligt, og det var næsten kun til at komme over ved at drille nogen af de andre, der ikke havde stået sig meget bedre.”

Foruden at beskrive det asymmetriske forhold mellem drenge og piger i teenageårene med fortættet klarhed viser dette afsnit Sørensens nænsomme arbejde med sproget. Hans brug af lidt bedagede stående vendinger er både eksotisk og genkendelig, fordi de består af velkendte ord i sjældne sammensætninger. En sikker dosering af biord giver teksten tone af det talte sprog, en klang af noget dialektalt.

Sproget udvikler sig med fortællingen. Det første fremmedord springer i øjnene, så snart Jens er kommet til Nibe Skole. Indtil da fortælles der som i en af Johannes V. Jensens himmerlandsfortællinger. Ikke fordi man læste Jensen hjemme i Staun. Man levede i den virkelighed, som Jensen skrev om. Det er Sørensen selv, der nævner det. Det ville have været prætentiøs forlorenhed, hvis ikke Sørensen i sin beherskelse af formen havde kunnet overbevise sin læser om den mandjævning.

Bogen er et resultat af en række foredrag, som Sørensen har holdt i Vartov i København. De er blevet til på initiativ af Grundtvigs Forum, der for nogle år siden genoplivede en tradition, der blev indledt med række foredrag, som Grundtvig holdt hen over sommeren og efteråret 1838, oprindeligt annonceret som ”Forelæsninger over de sidste halvhundredeaars Historie”. Det var sønnen Svend Grundtvig, der fandt på titlen Mands Minde, da han udgav foredragene efter sin fars død. Sørensen fletter ikke verdenshistorien ind i sin egen. Kun hen mod bogens slutning behandles den udvikling, som verden er undergået i hans levetid. Han slutter med at reflektere over livet og dets afslutning. I hans levetid, skriver han, ”er hvert enkelt menneskes mulige ansvarsområde blevet voldsomt udvidet, langt hinsides det overskuelige.” Det stiller krav, der aldrig var på tale i Staun, hvor ansvaret bestod i at efterlade bedriften i god foderstand til arvingerne. Den verden kommer aldrig igen. ”At tage ansvar også for så mange flere efterkommere end lige vores nærmeste vil ikke længere være et abstrakt ideal. Men sådan at gøre sig ansvarlig, i stort og småt, ja, i kraft af ganske lidt og blot det ringeste håb, det kan igen – vil jeg tro – blive værd at leve for, og hjælpe enhver af os med at give ordet fra sig og til at dø med fred i sindet.”

(Kristeligt Dagblad den 18. september 2018)

Konkurrencestaten - en forældreløs succes

Ove K. Pedersen

Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion.

Informations Forlag, 290 sider

I en relativt moden alder – han er født i 1948 – er Ove Kaj Pedersen blevet et varmt navn i den danske samfundsdebat. Han brød igennem til offentligheden for syv år siden med bogen om konkurrencestaten. Begrebet er ikke noget, han har fundet på. Det stammer fra den internationale sociologiske forskningslitteratur, som han havde stiftet bekendtskab med i sin egenskab af professor på CBS/Handelshøjskolen i København.

I bogen om konkurrencestaten var han faktisk ret kritisk over for fænomenet, men har fået et mere forsonligt forhold til den, og Pedersen deklarerer selv denne bog som et forsøg på rette op på de misforståelser, som den første bog affødte.

Konkurrencestaten, hvis opkomst vagt dateres til 1980erne, er i Pedersens forståelse en modifikation af velfærdsstaten. Den er netop ikke et (neo)liberalt projekt, der overlader alt til markedet. Tværtimod blev ”markedet nu gjort til en politisk institution. Det blev staten, der skulle sikre rammerne for den nationale konkurrencedygtighed, og virksomhedernes og husholdningernes ansvar at finansiere velfærden. Staten skulle mobilisere den enkeltes potentiale ved at stille uddannelse til rådighed for stadigt flere gennem hele livet. Individet havde på sin side et ansvar for at udnytte mulighederne.” Konkurrencestaten er altså med andre ord udtryk for en statsliggørelse af markedet, ikke en markedsgørelse af staten. Samtidig er der sket det, at hele uddannelsessektoren er blevet instrumentaliseret, således at børn fra de er ganske små opdrages til at blive soldater i konkurrencestatens tjeneste, som det hedder med en nu berømt og berygtet formulering fra Pedersens første bog, og som han nu ikke tager afstand fra, men dog holder ude i arms længde. Skolen for livet har i hvert fald trangere kår.

Der er udkommet to andre læseværdige bøger i år, hvis hovedpointe er, at velfærdsstaten næsten fra begyndelsen var et økonomisk og åndeligt fallitbo. Arne Hardis’ bog om Jørgen S. Dich viser, at det allerede i begyndelsen af 1970erne stod klart, at velfærdsstaten var udfordret på finansieringen, og Lasse Horne Kjældgaards Meningen med velfærdsstaten, der viser, at det allerede i midten af 1960erne stod klart, at forsøget på at forlene velfærdsstaten med en meningsgivende kulturpolitisk overbygning slog fejl. Det er en skam, at de er kommet så sent, at Ove Kaj Pedersen ikke har haft lejlighed til at inddrage dem i sine overvejelser, for de kunne have tjent som en klargørende baggrund for hans pointe nemlig, at mens det er lykkedes at løse det finansielle problem, som Jørgen Dich pegede på, er der ikke tilvejebragt noget svar på spørgsmålet, hvad meningen er med velfærdsstaten.

Pedersen stiller det op som en række af paradokser: ”Hvordan kan den danske konkurrencestat fremstå som en verdensstjerne, men samtidig udsættes for ubønhørlig kritik? Hvordan kan sammenlignende statistik vise, at Danmark har en konkurrencestat med en betydeligt – positiv – fordelingseffekt, mens debatten alligevel er rundhåndet med eksempler på ulighed, fattigdom og folkesygdomme. Hvordan kan sammenligninger vise, at Danmark har en effektiv offentlig sektor, der leverer høj kvalitet for stadig flere, mens debatten alligevel flyder over med skrækeksempler på misrøgtede patienter, brutaliserede relationer mellem borgere og offentlige medarbejdere? Hvordan kan sammenligninger vise, at danskernes tilfredshed med deres liv er højere end nogen anden befolknings og har været stigende siden slutningen af 1990’erne, altså under konkurrencestaten, mens debatten alligevel er grebet af et slags kollektivt mismod med argumenter om forringet livskvalitet, udbredt stress og tab af livsmod? […] Og hvordan, endelig, kan mange påstå, at den offentlige sektor er skåret til benet, mens omkostningerne til velfærdsydelser og -service aldrig har været højere?”

Mens det med konkurrencestatens modifikation af den skandinaviske velfærdsstat er lykkedes at skaffe medvind på alle de økonomiske cykelstier, er spørgsmålet, hvorfor konkurrencestaten har udløst en sådan kritik, ”selvom den har leveret velstand og velfærd, finanspolitisk holdbarhed, lighed og tryghed i verdensklasse?” Svaret er, at der ikke er tale om en finansieringskrise, men en legitimeringskrise. Igen er det en skam, at Pedersen ikke har haft lejlighed til at konsultere en tredje bog fra i år, Esben Schjørring og Michael Jannerups undersøgelse af forholdet mellem værdipolitik og fordelingspolitik efter 2001, hvor de stiller det afgørende spørgsmål, hvorfor fordelingspolitik ikke længere kan vinde valg? Schjørring og Jannerups svar er ikke nødvendigvis det rigtige, men spørgsmålet er begavet stillet, for det peger i netop den retning, som Pedersen kigger i. Konkurrencestaten løste velfærdsstatens økonomiske krise uden at sætte velfærdsstatens kerneopgave over styr. Det er i global, ja i europæisk sammenhæng, en helt enestående bedrift. Problemet er, at vælgerne ikke belønner dem, der løste dette problem, men dem, der fører valgkamp på en værdipolitisk dagsorden.

At Pedersen er så urutineret en pamfletist er charmerende, fordi han ikke har noget særligt kalkuleret forhold til, hvordan den offentlige debat fungerer. Det er på den anden side irriterende, fordi han tydeligvis ikke har nogen sikker fornemmelse af, hvem hans publikum er eller hvordan man mest hensigtsmæssigt skruer en tekst sammen. Hvis Ove Kaj Pedersen føler sig misforstået, har han først og fremmest sig selv at takke. I forordet takker han hjerteligt sine to forlagsredaktører for deres store indsats. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket skrummel af en tekst de fik indleveret til at begynde med. Han virker i passager som en, der ved et tilfælde er drattet ud af det berømte elfenbenstårn og nu lidt fortumlet står og forsøger at samle tankerne, så han med begge hænder kan øse af sin visdoms fylde for de tilstedeværende repræsentanter for den læsende offentlighed. Han har heldigvis for den anmelder, der forsøger at finde hoved og hale i bogen, en evne til at samle sine pointer i velturnerede aforismer, men de er øer af klarhed i et hav af snakkesalighed. Teksten kunne snildt halveres uden meningstab.

Faktuelt ryger der for mange finker af panden. Enevælden varede ifølge Pedersen 400 år. Den varede i Danmark under 200 år. Han mener, at ”fra 1969 er det kun chefer i centraladministrationen, der er ansat som tjenestemænd.” Det vil komme bag på de mange postbude, lokomotivførere, professorer, politibetjente, skolelærere og sognepræster, der også efter 1969 har været eller er tjenestemænd. Pedersen mener også, at værnepligten er indført i slutningen af 1800-tallet. Han bør nok lige læse op på Junigrundloven af 1849.

Til syvende og sidst er de spørgsmål, som Ove Kaj Pedersen tager op, imidlertid så vigtige, at drøftelsen af dem ikke må lade sig distrahere af hans manglende evne til at meddele sig i veldisponeret, kortfattet klartekst eller forholde sig samvittighedsfuldt til historiske kendsgerninger. Eller for at tale pedersensk: det er et paradoks, at en så vigtig og tænksom bog er skrevet så dårligt.

(Kristeligt Dagblad 4. september 2018. Enkelte rettelser i forhold til den trykte udgave

Veltalende uforsonlighed

Carsten Jensen

Kældermennesker. Om populisme og besværet med at være menneske

Politikens Forlag, 146 sider, 150 kroner.

Der hersker en bemærkelsesværdig enighed hen over den politiske midte om, at verden, som vi kender den, vil gå under. Forskellen består i, hvad årsagen menes at være. Lukker vi for mange muslimer ind eller for meget CO2 ud? Carsten Jensen hører til sidstnævnte kategori.

Bogens titel kunne godt give anledning til frygt for, at Carsten Jensen har taget sin gamle uvane op med at udskamme sine modstandere med brug af gloser hentet i ordforrådets mest skimlede kælderdepot. Han holder sig dog nogenlunde i skindet. Han er faktisk ikke i særlig grad ude efter den yderste højrefløj. De får da ganske vist et par bemærkninger med på vejen. Og Trump selvfølgelig. Andet ville sikkert også skuffe stamkunderne i Jensens holdningsbutik. Nej, det er de passive tilskuere, ”duknakkerne”, som han kalder dem – os – der er hans anliggende. Hvad er den menneskelige tilstand i dag? Panisk, svarer Jensen. Da historien blev erklæret afsluttet efter Muren fald, var det indlysende nok ikke rigtigt i konkret forstand, ser vi nu. Men det afgørende for Jensen er, at forventningen om et bedre samfund forsvandt dengang. Utopien døde, og tilbage var blot den enkeltes håb om at klare sig bedre. ”Når mange bække små nægter at forene sig i den strømmende flods kraft, løber de ingen steder hen, men ender med at blive opslugt af den altid tørstige jord. Privatiseringen af håbet betyder, at fællesskabets sidste skanse består i hadet og frygten.” Når historiens hjul drejer igen, går vi i panik, fordi de banker, hvor vi tidligere havde opsparet vores håb og forventninger, er gået fallit – mener altså Jensen. Politikken er død. Jensen demonstrerer sin pointe ved retorisk at stille spørgsmålet: giver det mening at slå en politiker ihjel? Nej, for politikere gør ingen forskel. Det gør den lille mand derimod.

Carsten Jensen har intet til overs for dagens politik eller politikere, og han er dermed et fortrinligt eksempel på det paradoks, som bl.a. Ove Kaj Pedersen peger på, nemlig at utilfredshed med systemet trives glimrende også i et velfungerende og rigt samfund, der systematisk påkalder sig alle andre landes misundelse. Og med sin hyldest til den lille mand og foragten for magthaverne ligner Carsten Jensen de populister, som han kritiserer. Han bærer selv ved til det bål, som fortærer politikken.

For ham er politikere en forskelsløs masse. Der er en tydeligere foragt for højrefløjen i almindelighed og de ”neoliberale” i særdeleshed, men der er ikke antydningen af varme følelser for nogen som helst med magt, og skaden er sket for længst: ”Med Margaret Thatcher begynder istiden i europæisk politik.” Og iskappen dækker hele kontinentet.

Jensen springer i bogens afsluttende afsnit ud som revolutionær kiliast, politisk apokalyptiker. Tøbruddet skal komme fra den ventede katastrofe: ”Klimaforandringerne forærer os muligheden for et helt nyt sprog og en helt anden måde at leve på. I erkendelsen af vores detronisering som skabningens herre ligger også en åbning. […] Vi finder sammen i et nyt fællesskab på tværs af alle grænser, eller det hus, vi bor i, vælter i det jordskælv, klimaforandringerne vil være for alt, hvad vi troede, vi vidste om livets betingelser. Det er den lokalitet i tiden, hvor vi alle ønsker at bo, fremtiden, som snart ikke vil findes mere, medmindre vi flytter vores selvopfattelse bort fra vækstens feberdrømme og forbrugerkulturens nu-bestemte hedonisme. Den populistiske iscenesatte modsætning mellem ’folket’ og ’eliten’ er ikke andet end et værtshusslagsmål i katastrofens forgård.”

Det er en sært diffus og virkelighedsfjern politisk ambition at have, at noget nyt skal fødes, når det gamle dør. Betænkeligt bliver det for alvor, når de eksisterende politiske, demokratiske institutioner, der er opbygget gennem generationer, ikke tildeles nogen rolle i denne proces.

Der er ikke et synspunkt i denne bog, som enhver med en Facebook-konto ikke er stødt på mange gange før. Forskellen er, at det er virkelig godt skrevet og skyldigt suppleret med henvisninger til Knausgaard, Rushdie, Dostojevskij (det er ham med kældermennesket) og hvor en spinatfugl ellers går og fouragerer. Anråbende, manende, bebrejdende, appellerende, besværgende maler Carsten Jensens retoriske mølle: ”Der skal robusthed til, når vi hvert år skal være vidne til, at tre-fire Titanic’er går ned i Middelhavet, især når det er isbjerget i vore hjerter, de er løbet på.”

Man kan med største lethed forudsige modtagelsen af denne bog. Der vil blive råbt de samme skældsord tværs over meningsforskellenes kløft som før. Carsten Jensen gør intet for at bygge bro, og han er helt uanfægtet, når han med profetens alvor forsvarer sin position. Hans håb om at løven vil æde strå som oksen, når katastrofen kommer, er imidlertid et tomt postulat. Hans veltalenhed kan ikke skjule uforsonligheden, og det er ikke mindst selvhøjtidelighed, der giver alvoren tyngde. Men hold nu op, hvor er det godt skrevet.

(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2018. Det sidste lange citat blev forkortet i avisen, og rubrikken er en anden.)

Lundbye!

Johan Thomas Lundbye 1818-2018
Værker fra private samlinger. Bispegården Kalundborg, 11. aug. til 2. sept. 2018

Johan Thomas Lundbye blev født i Kalundborg i 1818. Han døde ved en vådeskudsulykke i 1848, da han havde meldt sig som frivillig i Treårskrigen og tilhører dermed den lille klub, som digteren Morten Nielsen knap 100 år senere tilsluttede sig. Begge har de noget ren- og ufærdigt over sig. Lundbye nåede at udfolde sit talent mere end Nielsen, men man må jo græde snot over alle de billeder, som han ikke fik malet.

Lundbye er repræsenteret på alle de museer, der hævder at sige noget kvalificeret om Guldalderen. Alligevel er det påfaldende, at der findes så mange malerier og især tegninger i private samlinger af så høj en kvalitet, som indtil nu har været utilgængelige for offentligheden. Så meget desto mere prisværdigt er det, at denne udstilling er kommet i stand.

J. Th. Lundbye. Italiensk ged, 

detalje. Fra udstillingen. 

Eget foto.

Katalogens knap 100 numre er ordnet tematisk. For det første er der portrætterne af ham selv og af mennesker han omgikkes. Hans portrætter synes opstået af interesse snarere end opdrag. Fremtrædende er hans malede portræt af morbroderen Honoratus Bonnevie, der var sognepræst i Vallekilde, hvor Lundbye under sine besøg fandt nogle af sine mest berømte motiver. Dernæst kommer køerne. Det er et af Lundbyes mest originale bidrag til kunsthistorien, at han opdagede de sanselige værdier i malkekoen og dens stald, som han opdyrkede konsekvent som motiv. Tredje kategori er andre dyr. I udstillingen udgør hans portræt af en italiensk ged dog et hovedstykke.

Husdyrene blev af Lundbye ofte indsat som rekvisit i landskabsbilledet, hvoraf udstillingen har nogle eksempler, f.eks. et tegnet prospekt fra Tisvilde. De udgør fjerde kategori af billeder. Dernæst følger motiver fra rejsen til Italien 1845-46. De er vidnesbyrd om Lundbyes overordentlige talent og det forhold, at han var hjemmefødning. I modsætning til andre af sine samtidige blomstrede Lundbye ikke i Italien. Han visnede. Sidste kategori er "Illustrationer og skriblerier", der viser Lundbyes tænksomhed og åndsnærværelse som illustrator og dagbogsforfatter.

J. Th. Lundbye (tilskrevet): 

Ged. Privateje.

Eget foto.

Mange gode kræfter har medvirket til at få virkeliggjort denne udstilling: Kalundborg Kunstforening, Birthe og Jens Hartvig Jørgensen, den utrættelige Palle Bruun Olsen, Maja Lisa Engelhardt foruden adskillige fonde, virksomheder og Kalundborg Kommune.

Det er ganske imponerende, at det er lykkedes at sammensætte en udstilling med så mange og så gode værker, hvoraf ingen tilhører offentlige samlinger. Lundbye var ikke Eckersberg. Men på mange måder var han i højere grad end sine samtidige inkarnationen af de idealer, som knyttes til Guldalderen, og udstillingen på Bispegården er derfor et væsentligt bidrag til historien om Guldalderens kunst.

Bispegården i Kalundborg. Eget foto.

(Anmeldt til denne blog august 2018)

Velfærdsstatens formål

Lasse Horne Kjældgaard, Meningen med velfærdsstaten, Gyldendal 2018

Udgør velfærdsstaten et formål i sig selv eller er den et middel til noget højere? Spørgsmålet kan synes enkelt at besvare, for alle kan blive og har hele tiden været enige om, at dækningen af de rent materielle behov – regnet nedefra og op i Maslows behovspyramide – ikke udtømmer menneskets krav til tilværelsen. Der skal noget mere til. Når spørgsmålet imidlertid forbliver ubesvaret, skyldes det, at der er et næsten tragisk anstrøg over foretagendet. Jens Otto Krags historie illustrerer problemet meget godt. På højden af sin politiske karriere med et flot CV bag sig og en nylig sejr i form af indmeldelsen i EF at vise frem valgte Krag at give magten fra sig for at hellige sig, hvad han egentlig ville: at være forfatter. Det tragiske består i, at hans præstationer ikke kunne stå mål med hans ambitioner, og han hensank i mismod og druk. Dette modsætningsforhold var motoren i Bo Lidegaards fortælling om Krag. Han spidsvinklede nok sin pointe, for helt så ilde gik det jo faktisk ikke Krag, men historien tjener til anskueliggørelse af den gennemgående pointe: Velfærdsstaten giver kun mening for så vidt den skaber forudsætning for noget, der rækker ud over den blotte opretholdelse af den fysiske eksistens, men så snart dette søges virkeliggjort, synes det at slå fejl.

En af de første forekomster af ordet

velfærdsstat på dansk var en artikel i

Demokraten Aarhus 17. maj 1911.

Her sidestilles velfærdsstaten med

kulturstaten som en modsætning

til den militariserede stat.

Lasse Horne Kjældgaards anslag til denne store undersøgelse af forholdet mellem velfærdsstaten, dens idégrundlag og dens fortolkere, fortalere og modstandere begynder et uventet sted, diskussionen mellem Georg Brandes og Harald Høffding om Nietzsche under overskrifterne ”Aristokratisk Radikalisme” (Brandes) og ”Demokratisk Radikalisme” (Høffding). Brandes mente – i et opgør med den utilitarisme, som han selv havde markedsført få år tidligere – at samfundets lykke ikke var alles lykke. Tværtimod måtte det være den enkeltes opgave at leve ”til Fordel for de sjældneste og værdifuldeste Eksemplarer af Menneskeslægten.” Høffding forsvarede utilitaristen Bentham mod Brandes’ elitære tankegang og samlede utilitarismens begreber om lykke og nytte i begrebet velfærd. Dermed er der sat nogle grænsepæle til at arrondere det terræn, hvor vores forståelse af spørgsmålet udspiller sig. Hvis vi følger Brandes, må det være således, at nogle er mere værd end andre. Følger vi derimod Høffding, får velfærdsbegrebet vanskeligt ved at pege ud over sit eget nivellerende selv.

Kjældgaard hævder ikke, at Høffding forudså eller konciperede velfærdsstaten. Det er en central pointe i bogen, at velfærdsstaten er født med et fortolkningsunderskud. I modsætning til så mange andre tænkte eller virkeliggjorte samfundstyper har velfærdsstaten ikke et grundlæggende manifest eller en fast ideologi, hvoraf den er rundet. Hermed afliver Kjældgaard også den tanke, at velfærdsstaten skulle være et særligt marxistisk foretagende. Ikke engang i de socialdemokratiske parti- eller principprogrammer fra 1930erne og 1940erne foregribes velfærdsstaten i sin endelige udformning med nogen særlig klarhed.

Denne mangel skabte imidlertid også en fortolkningsåbning, som gav mulighed for, at også andre end de ansvarlige politikere kunne give deres besyv med. I en traditionel politisk historieskrivning søger man vejen fra ideernes tilblivelse og disse ideers omsætning i principielle og operationaliserbare politiske programmer med henblik på skabelse af den lovgivning og forvaltningspraksis, som har haft konkret betydning for borgerne. Kunstnere har som regel ikke haft noget særligt at skulle have sagt i den proces. Sådan gik det ikke velfærdsstaten. Begrebsliggjort blev den først, da den var en kendsgerning, og så var kunstnernes udlægning jo lige så god som enhver andens, når det handlede om at finde meningen med velfærdsstaten. 

Det er synd at sige, at den fik en velvillig tolkning, måske bedst udtrykt i Svend Methlings film, Vi er alle sammen tossede, fra 1959 om den lille mand, der kommer i klemme i både skatte- og behandlervæsen. I Klaus Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts film Weekend fra 1962 bliver den af velfærdssamfundet tilvejebragte fritid ikke ramme om meningsfuld livsudfoldelse, men fællesskabets opløsning i kedsomhed og vold.

Velfærdsstaten var ellers af nogle af dens hovedarkitekter tænkt i en alliance med kunsten og kunstnerne ud fra den forestilling, at netop de ville kunne sætte ord og billeder på det mere, som borgernes opmærksomhed kunne rettes mod, når den timelige velfærd ikke længere var et problem. Kulturen fik sit eget ministerium i 1961. Socialdemokrater som Jens Otto Krag og K.B. Andersen advarede på hver deres måde om, at kulturpolitikken udviklede sig i retning af dyrkelse af en georgbrandesk kulturelite. Ikke desto mindre kom det som et chok for de fleste, da den folkelig modstand mod Statens Kunstfonds første uddelinger i 1965 brød ud. Alliancen mellem dem, der vidste at statslig indkomstudligning ikke bærer formålet i sig selv, og dem, der formodedes at have ressourcerne til at udligne dette meningsunderskud, brød sammen, fordi kunstnerne i vælgernes øjne producerede meningsløshed og ikke mening.

Identifikationen af dette øjeblik som afgørende i velfærdsstatens udvikling, er en af denne bogs centrale fortjenester som historisk afhandling betragtet. Normalt beskrives velfærdsstatens krise som en funktion af de finanspolitiske kalkuler, der fik politisk virkning fra og med Perspektivplan I fra 1971 og den svigtende vælgeropbakning til de systembærende partier ved folketingsvalget i 1973. Socialdemokratiet har ikke formået ”at tegne konturerne af det samfund, der skal følge efter velfærdssamfundet”, som Anker Jørgensen skrev i 1974. Siden dengang er lignende betragtninger om Socialdemokratiets mangel på ”visioner” af analytikere og kommentatorer blevet markedsført som dybsindigheder uden at nogen har været i nærheden af at løse det af Anker formulerede problem.

Lasse Horne Kjældgaards afhandling dokumenterer, at der har været en tro på, at der måtte være en mening med velfærdsstaten. Den dokumenterer også, at langt de fleste kunstnere, der har tematiseret velfærdsstaten i deres værker, viser dens meningsløshed snarere end dens mening. Endelig viser afhandlingen, at politikerne efter 1965 ikke længere kunne betragte kunstnerne som åbenlyse og naturlige allierede. Statens Kunstfond er stadig virksom, nu blot ikke længere som finansiering af en meningsgivende overbygning til et nationalt, socialpolitisk projekt, men som branchespecifikt supplement til velfærdsstatens almindelige kompensation for indtægtsbortfald. Kunstfondens livsvarige ydelse består i dag maximalt i et beløb svarende til bistandshjælpen. Den kunstneriske elite udmærkes altså med et indtægtsreguleret beløb, der pr. definition svarer til det officielle eksistensminimum. Det er en salomonisk mægling mellem Brandes og Høffding. Den kunstneriske elite er glad, og ingen kan med tungen lige i munden være misundelig på de tilhørende privilegier.

Problemet at skaffe et udkomme til de dygtigste kunstnere er måske løst. Det noget større spørgsmål er imidlertid forblevet ubesvaret. Staten kan udligne indkomstforskelle og sikre borgerne et eksistensminimum, men den kan ikke forlene borgernes tilværelse med mening. Socialpolitik er ikke værdipolitik. Man kan måske sige, at centrum i fremtidens politik udgøres af dem, der formår at skabe den størst mulige fællesmængde mellem værdipolitik og socialpolitik.

(Anmeldt til denne blog juli 2018)