Arrogance

Mørch, Søren: Verden som den er. (Politikens Forlag, 192 sider, 129 kr.) Udkommer i dag.

       

Denne bog er meget velskrevet. Så er det sagt, og så har forlagets reklameafdeling noget at sakse til citat på 2. oplags bagside. Bortset fra det er der tale om en bagatel, der takket være prisen, forfatterens navn og en dygtig grafiker har alle værtindegavens kvaliteter.

Mørchs kvaliteter som forfatter hænger sammen hans evne til at skære banale, tyndslidte eller hengemte sandheder til, så de igen fremstår skarpt og pointeret. Han minder sine læsere om ting, som man går og glemmer. Især er han glad for at udstille magtens selvfølgelige kynisme, og menneskets medfødte begærlighed, og han elsker at åle idealisterne: Opkog af Machiavelli og genklang af Nietzsche. Hvis blot han også havde selvironi, ville meget være ham tilgivet.

Bogen har sat sig for at belyse, hvordan verden blev moderne. I fem kapitler gennemgås Magellans verdensomsejling, det 17. århundredes gryende oplysning, Darwins udviklingslære, Dreyfus-affæren, og endelig Første Verdenskrigs betydning for tysk selvforståelse i det 20. århundrede. Det er klart nok, at hensigten med disse historier er at lade globalisering, rationalisme, sekularisering, menneskerettigheder og nationalisme definere moderniteten, men det bliver ved antydningerne.

Hver for sig er kapitlerne glimrende og velkendte anekdoter fra det store katalog af verdenshistoriske tildragelser. Bogen kommer imidlertid slet ikke i nærheden af at redegøre for 'Verden som den er'. Den er for lad, fad og alt for nonchalant. Selv bogens billedredaktør, den ellers altid fremragende Knud Ryg Olsen, må have haft en dårlig dag.

Spørgsmålet om modernitet er det måske væsentligste, man kan stille sig som historiker eller sociolog, så der er grunde nok til at skrive en bog om emnet. Det er der også rigtig mange, der allerede har gjort, men det synes ikke at afficere Søren Mørch, som dermed udelukker sig selv fra en diskussion, der har stået på mellem vor civilisations største ånder i det seneste århundrede: Weber, Adorno, Giddens, Bauman osv. Store dele af denne diskussion går ud på, at Det Moderne slet ikke er så godt, som det gerne selv ville være. Med individualiseringen følger ensomheden, med rationaliseringen brutaliseringen, med fremskridtet ødelæggelserne - ja selv menneskerettighederne har deres ulemper og selvmodsigelser. Så kompliceret er verden slet ikke i Mørchs øjne. Han stiller sig tilsyneladende vældig tilfreds med verden, som den er.

Bogens efterord er langt det interessanteste kapitel, for det benytter den nyligt pensionerede Mørch til et opgør med sin generations historikere, som han beskriver som lammede og uproduktive. Især fremhæves senere justitsminister m.m. H.P. Clausen og professor Svend Ellehøj som sørgelige eksempler på historievidenskabens fallit. De havde anfægtelser, for de troede ikke på historiens nytte, og derfor kom der aldrig noget væsentligt fra deres hånd, mener Mørch. Der er for de indforståede tale om en ret stærk anklage, som forstærkes af den omstændighed, at begge de anklagede er døde og dermed ikke kan forsvare sig.

Det ville have været meget mere taktfuldt af Mørch at bruge sig selv som eksempel. Han har gennem en fyrreårig universitetskarriere ikke præsteret mange væsentlige forskningsresultater. Han blev ansat på et tidspunkt, da der ikke var synderlig konkurrence om stillingerne, og han har derfor aldrig haft brug for at meritere sig udover magistergraden, selv om hans evner uden tvivl rækker til det. Hans gang på jorden har været let. Det forklarer antagelig også den arrogance og selvtilfredshed, hvormed Mørch præsenterer sine litterære produkter for det konfektædende publikum, som han selv så uelskværdigt kalder sine læsere.

Om historievidenskaben er nyttig, er et spørgsmål, der bør anfægte enhver professionel historiker jævnligt. Svarene er mange. Det for tiden mest gangbare er, at historien er den erfaringsgrund, vi søger ned til, når de teorier og systemer, vi ellers opstiller, ikke giver fyldestgørende svar på den gåde, verden er. Historien håndterer den moderne verdens kontingens bedre end mange andre discipliner. Det vil sige, at historien er historien om det, der ikke lod sig forudsige, samtidig med at det er historien om, hvordan vi blev som vi er. Derfor kunne Mørchs bog have været et væsentligt indlæg til fordel for historiens nytte. Det er den blot ikke.

Mørch har nemlig ingen anfægtelser. Han ved at historien ikke er nyttig. Men hvorfor skriver han så historiske bøger? Hans enkle svar er: fordi de sælger. Han skal i det mindste have point for at være ærlig, selv om det også er uendelig krukket at drille sin læser med, at vedkommende har været dum nok til at købe bogen. Det trick er andre sluppet bedre fra. Krukker tåles, så længe der er noget i dem. Hvis denne bog havde været fremragende, gik det an. Nu er den bare god, og det er ikke godt nok.

(Politiken 27. sep. 2005)