Mørklægning og mangelvarer

Spærretid - Hverdag under besættelsen 1940-45. Nationalmuseets Egmont-sal, 8. oktober 2005-17. april 2006. Katalog 269 sider, rigt illustreret, 148 kroner.

       

Udstilling

Første montre udstiller den samme genstand tre gange. Blot er ledsageteksterne forskellige, skrevet som de ville være det i hhv. 1950'erne, 1970'erne og 1990'erne. Genstanden er en stengun, en hjemmelavet maskinpistol. Den var i de første år efter befrielsen et symbol på heltemod og dristig modstand. Den såkaldte revisionisme i 1970'erne lagde vægt på modstandsbevægelsens afmagt og dens manglende betydning for krigens udfald, mens man i 1990'erne kunne finde modstandsbevægelsen defineret som terroristgrupper, der øvede hærværk og dræbte i flæng. Dertil kan man så føje i hvert fald en fjerde, ny-patriotisk fortolkning af modstandsbevægelsen som moralsk og politisk forbillede.

Det er ikke indlysende at bruge en maskinpistol som indgang til en udstilling om hverdagen under besættelsen, men på den anden side illustrerer den bedre end så mange andre ting, hvor forskelligt et blik man kan have på de fem år. Det er vanskeligere at spille på den besøgendes fordomme og forventninger med et dørslag fra Glud & Marstrand.

Det lille gimmick med maskinpistolen lægger op til, at den besøgende selv skal vælge sit perspektiv, sin fortolkning. Faktisk er det muligt at se denne udstilling som en fuldstændig traditionel historie om kamp og modstand. Ingen rask dreng vil kunne stå for det prægtige stykke mekanik, en motor fra et tysk jagerfly, som udstillerne møjsommeligt har lånt af BMW-museet i München. Denne type motor blev repareret i Danmark, i virksomheden Nordværk i København. Den gav arbejde til mange danske hænder, og samtidig var den genstand for sabotage.

Man kan som besøgende også vælge det politisk-økonomiske perspektiv lige fra fæstningsbyggerierne på Vestkysten og forskellige partidannelser på højrefløjen over kommunisternes internering til den danske fødevareproduktions betydning for Tyskland.

Hverdagsperspektivet er tænkt som et hovedspor i udstillingen, men det er altså blot et af flere. Det er ikke en oplevelsesudstilling, der giver indtryk af, hvordan en brunkulsfyret brændeovn lugter og soder, hvordan cikoriekaffe smager, eller hvordan en støjsender lyder. Den giver mange små indblik i det at være normaldansker dengang. Mangelen på alt prægede forbrugsmønstret, og der var mere eller mindre hjemmestrikkede erstatninger af stort set alle importvarer lige fra kanel til kul. Der er en gasbageform, som man kunne bruge på et almindeligt gasblus til opgaver, som normalt krævede, at man tændte den energikrævende ovn. Der er rationeringsmærker samt en statistik, der viser, at danskerne var relativt velforsynede med varer under krigen. Og så er der tobakken - denne uundværlige valuta i trange tider. Der er udstillet tre pakker cigarer af mærket Tabeco nr. 12, men fra forskellige tidspunkter. Før krigen kunne der reklameres med de bedste oversøiske tobakker, siden med de bedste europæiske og til slut med »de bedst egnede råtobakker« - dvs. fynsk fyld. Den danske tobaksproduktion steg betragteligt i krigens sidste år og blev markedsført under smarte engelske navne. Og så må man i øvrigt huske på, at mangelsituationen ikke ophørte samtidig med krigen. De sidste rationeringskort blev udstedt i begyndelsen af 1950'erne.

Man kan godtmærke, at det er mænd, der har lavet udstillingen. Uniformer, tobak, maskiner og teknik nyder tydeligvis mere begejstret opmærksomhed end bageopskrifterne, høkasserne og emaljevarerne. Der er til gengæld massevis af sager at gå på opdagelse i, der er store perspektiver og morsomme detaljer. Personligt kan jeg ikke stå for en lille anordning til en toiletrulleholder, der skulle sikre mod tyveri af lokumspapir. Det siger noget om både opfindsomhed og sparsommelighed.

Udstillingen er et ideelt udflugtsmål for bedsteforældre og deres børnebørn. Ingen, der har levet dengang, vil gå igennem udstillingen uden at kunne fortælle mindst tre historier, som vil interessere et barn. De unge vil også kunne hjælpe de gamle, for besøgende med dobbeltslebne briller vil have vanskeligheder ved at læse de mange højt eller lavt placerede tekster. Det hjælper heller ikke, at udstillingen i pagt med sit emne er mørkelagt i et sådan omfang, at de dunkleste montrer er monteret med en lille håndholdt ekstralygte. Det er der i nogle tilfælde gode grunde til, idet genstandene simpelthen ikke tåler konstant skarpt lys, men i almindelighed kunne man godt tænke sig, at udstillingsarkitekter arbejdede med større respekt for det, som en udstilling handler om: oplysning.

(Politiken 8. okt. 2005)