Frihedskampens arkivarer

Eli Fischer-Jørgensen og Jens Ege: Interneringskartoteket. Om Carsten Høeg og hans gruppe under besættelsen (Museum Tusculanum, 189 sider, 160 kroner).

       

I 1944 nedsatte Frihedsrådet en arbejdsgruppe under ledelse af professor Carsten Høeg, der havde til formål at udarbejde et kartotek over de personer, der skulle interneres, når krigen sluttede. Det drejede sig om nazister, stikkere, krigsforbrydere og folk, der »maa befrygtes at blive Ofre for Lynchjustits«. Emnet er før behandlet i litteraturen, men det har ikke været genstand for en samlet fremstilling. Nu har to af gruppens medlemmer udgivet en lille bog med egne erindringer, dagbøger og andre kilder til historien om deres arbejde.

Gruppen bestod hovedsageligt af akademikere. Den unge stud.jur. Jens Ege (f. 1925), der var gruppens cykelordonnans i al slags vejr, har efter krigen gjort karriere i udenrigstjenesten. Eli Fischer-Jørgensen (f. 1911) var Høegs højre hånd i arbejdet med interneringskartoteket og vendte derefter tilbage til sin gerning på universitetet, hvor hun som professor i fonetik har vundet sig internationalt ry.

Carsten Høeg (1896-1961) er bogens hovedperson og velsagtens også den egentlige anledning. Den kan læses som en hyldest til ham, og det manglede sådan set også bare, for sjældent møder man en så forbilledlig forening af sympatiske personlige egenskaber og så mange fremragende evner.

Han var klassisk filolog og skrev disputats (på fransk, naturligvis) om det græske nomadefolk, sarakatsanerne. Han var dog som forsker mest kendt for sit pionerarbejde med byzantinsk musik. Høeg spillede både klaver og klarinet, hvilket foruden fornøjelsen ved at udøve musik gav ham mulighed for at påtage sig falsk identitet som musiklærer, da han måtte gå under jorden i december 1944. Hans energi var umådelig. Efter krigen - og efter et voldsomt hjerteanfald - oversatte han Glucks opera 'Iphigenia i Tauris', skrev alle orkesterpartierne ud i hånden og organiserede en privat opsætning på Hofteatret. Han havde foruden den kolossale arbejdsevne også betydelige lederegenskaber forenet med personligt mod og medmenneskelighed. Bogen gengiver tekster fra hans hånd, som vidner om en stringent og klar tænker og administrator.

Arbejdsgruppen blevaldrig optrevlet, og ingen blev fængslet eller dræbt. Historien er for så vidt uheroisk, hvis det ikke var for den omstændighed, at det lige så vel kunne være gået galt for de implicerede. Jens Ege skulle i november 1944 aflevere nogle papirer i Charlottenlund. Opgaven fik han af Eli Fischer-Jørgensen, der efter hukommelsen angav adressen til at være Øresundshøj 4. Ege tog derud, men fortrak, da han blev antastet af tyske vagter. Først da han fandt det rigtige hus i nr. 3A, fik han at vide, at beboeren i nr. 4 var den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best.

Ud over at være et festskrift til Høeg er bogen en kildeudgivelse, som viser, at modstandskamp er andet end sprængstof og ung død. Også frihedskampen havde sine arkivarer, administratorer og bureaukrater. Det var ikke noget uskyldigt arbejde. Bogen berører interneringskartotekets rolle for modstandskampens efterretningsvirksomhed, der bl.a. gik ud på at udpege de stikkere, der skulle likvideres. Spørgsmålet er så vigtigt, at det godt kunne være behandlet lidt mere uddybende. Måske gør det stadig for ondt for de implicerede at tale om det?

(Politiken 8. okt. 2005)