De deporterede danskere

Rasmus Jørgensen: Deporteret. Beretningen om de danske kz-fanger (Jyllands-Postens Forlag, 256 sider, 249 kroner).

 

Under besættelsenog især i dens to sidste år blev i alt cirka 6.000 danskere deporteret til tyske lejre og tugthuse. En tiendedel af dem vendte aldrig hjem. Nu har Rasmus Jørgensen taget temaet op i en velfortalt og velillustreret bog. Forlagets ledsagende pressemeddelelse hævder frejdigt, at det er den første samlede beskrivelse af emnet, men det er altså ikke tilfældet, hvad forlagets marketingmedarbejder selv kunne have fundet ud af, hvis han havde læst bogens forord. Her står ganske tydeligt, at deportationernes historie første gang blev fortalt af Jørgen Barfod - selv tidligere fange - i et stort værk fra 1969, som blev genudgivet i 1995. Det er ikke første gang, man må konstatere, at danske forlags pressemateriale ville kunne styrkes, hvis de havde et større kendskab til de produkter, de sender ud på markedet.

Rasmus Jørgensen bygger først og fremmest sin fremstilling på den omfattende mængde af erindringslitteratur og enkelte egne interview med overlevende. Beretningerne om fornedrelsen og menneskeforagten i de tyske lejre er rystende og fascinerende, uanset hvor mange gange man hører dem fortalt. Øjenvidneberetningerne står i deres næsten altid meget nøgterne form stærkt. De er bogens bærende piller.

Det er begrænset, hvad der er af nyt i bogen for kendere af emnet. Relativt ukendt er dog historien om de 421 »asociale« og »vaneforbrydere«, der i efteråret 1944 blev arresteret af tyskerne og sendt til Neuengamme, hvor de led en skæbne værre end de fleste andre danskere. De har som den eneste gruppe ikke efterladt sig nogen erindringslitteratur og er med Hans Sode-Madsens ord endt på den nationalhistoriske losseplads. De har ikke haft de kulturelle eller sociale ressourcer, der kræves for at få sin status som offer anerkendt af det omgivende samfund.

Historien om dem må bygge på, hvad deres medfanger har fortalt. Deres brøde - om nogen - kendes ikke. De blev ikke dømt, blot straffet, og det endda dobbelt, for de nød ikke de samme privilegier som de fleste andre danske fanger i Tyskland, hvilket betød, at deres dødelighed var meget høj. Hvor høj hersker der lidt uenighed om. Rasmus Jørgensen skriver, at cirka 160 af de 421 døde, mens Adrian Tresoglavic, som første gang gjorde offentligheden opmærksom på emnet med en kronik i Jyllands-Posten i 2001, nævner tallet 62.

Bogen byggerikke på forfatterens egen forskning. Den er redigeret af Det Historiske Hus i Odense, en virksomhed, der samarbejder med flere forskellige forlag om udgivelse af populærhistorisk litteratur. Rasmus Jørgensen gør selv redeligt opmærksom på den litteratur, han har benyttet, og man bemærker, at han trækker ret store veksler på Gads besættelsestidsleksikon, og det kan man godt forstå, for det er et fremragende opslagsværk, som gør sit forlag ære.

(Politiken 7. sep. 2005)