De hvide busser

Hans Sode-Madsen: Reddet fra Hitlers helvede. Danmark og De hvide Busser 1941-1945 (Aschehoug, 300 sider, 299 kroner).

       

De cirka 6.000 danskere, der endte i tysk fangenskab under krigen, havde det generelt bedre end fanger fra andre nationer. Det skyldtes bl.a., at danskerne som 'ariere' blev mere respekteret af nazisterne, men først og fremmest hang det sammen med den enorme indsats, som danske myndigheder og privatpersoner gjorde for at afhjælpe deres nød.

Allerede i 1943 indledtes danske hjælpeforanstaltninger til landsmænd i tysk fangenskab. Der blev sendt pakker med fornødenheder, og det forbavsende er sådan set, at de nåede frem i de fleste tilfælde på trods af lejrsystemets indbyggede korruption og vanvid. Pakkerne betød forskellen på liv og død. Fra og med december 1944 lykkedes det også efter komplicerede forhandlinger med tyske myndigheder at iværksætte de første hjemtransporter af nogle af fangerne i de berømte hvide busser.

Man kan sigemeget ugunstigt om danskernes forhold til tyskerne under krigen. Det var bygget på et uheroisk udsalg af principper forvaltet af æreløse bureaukrater. Men netop disse bureaukrater talte et sprog, som tyskerne forstod. I sin bog om det danske hjælpearbejde giver Hans Sode-Madsen også et indblik i den nazistiske stats forvaltning. Den var måske tænkt som en enhed under partiets og førerens klarsynede ledelse, men i virkeligheden var den et væv af civile, politiske og militære myndigheder præget af forvirring og kompetencestridigheder.

Det lykkedes ved ihærdighed, intelligens og gustne overlæg at forhandle sig frem til disse betydelige indrømmelser fra tysk side. Hjælpen var officielt et Røde Kors-projekt, men i praksis var den organiseret af den danske centraladministration. Det hjalp selvfølgelig også, at nogle tyskere godt kunne se fordelen i at optjene nogle humanitære bonuspoint i 11. time.

Modstanden kom faktisk fra London. Briterne frygtede, at deres fremrykning skulle forsinkes af flygtningestrømme, så de ønskede ikke lejrene tømt før efter kapitulationen. Om denne politik skyldes kynisme eller uvidenhed, får stå hen. Briterne fik i hvert tilfælde ikke deres vilje, og mange fanger blev af den grund reddet tilbage til livet i sidste øjeblik.

Den danskehjælpeindsats blev planlagt før end og uafhængigt af den tilsvarende svenske. Normalt huskes 'De hvide Busser' som Folke Bernadottes projekt. Det er ikke bogens ærinde at pille glorien af Bernadotte, for hans visionære dristighed er årsagen til tusindvis af menneskers - ikke blot skandinaver - redning i de to sidste måneder af krigen. Blot bemærkes det, at den svenske indsats i praksis nød godt af de erfaringer, danskerne under farlige og vanskelige forhold havde gjort forud, og at den danske indsats fortsatte, efter at svenskerne var nødt til at tage hjem.

Mens begge organisationer virkede i Tyskland i april 1945, foregik det i praksis som et samarbejde, hvor svenskerne fragtede mennesker fra hele Tyskland til transitlejren ved Hamburg, mens danskerne stod for transporten det sidste stykke til Danmark. Det hele foregik vel at mærke, mens de allierede sønderbombede alt, hvad der rørte sig på tysk grund. Svenskerne stillede med nyere og velkørende busser, mens danskerne arbejdede med udslidte rutebiler fra DSB.

I begge tilfælde var der tale om en imponerende ressourcemobilisering, på dansk side finansieret af mange små og frivillige bidrag og et større millionbeløb fra Socialministeriet, svarende til ti procent af ministeriets samlede budget.

Mange mænd og kvinder deltog i dette risikofyldte og uegennyttige redningsarbejde. Forfatteren har med dette helstøbte værk ristet dem en velfortjent rune. Hans Sode-Madsen er en solid historiker med et stort kendskab til perioden. Det kunne der godt være kommet en grundigt kedelig bog ud af, men historien fortælles engageret, uomstændeligt og med god sans for emnets dramatiske kvaliteter. Forfatteren er sine steder lidt nærig med sine henvisninger, og jeg savner et register. Det koster med moderne software kun et par dages arbejde at lave og er en stor hjælp for læserne. En anden af bogens få lyder er titlen. Den lugter langt væk af spekulation. »Hitler sælger«, som man siger i forlagsbranchen. Hvorfor ikke bare kalde den 'De hvide busser', når det nu er, hvad bogen handler om?

(Politiken 10. sep. 2005)