Der er telefon

Birgitte Wistoft: Tyrannisk, men uundværlig. Telefonen i Danmark før 1920. Post & Tele Museum, 223 sider, 298 kroner.

       

"Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun alt for ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes, maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen«, skrev Emma Gad i 1918 om de regler, der gjaldt for anvendelse af moderne kommunikationsteknologi i sen-klunketidens København.

Det var nu ikke, fordi opfindelsen var så ny endda. Telefonen havde vundet indpas blandt grosserere, vognmænd og den slags allerede i 1880’erne, da det lykkedes den driftige C.F. Tietgen at tilvejebringe et de facto-monopol på telefoni i hovedstaden i skikkelse af Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab.

Direktør i firmaet var den dygtige overkrigskommissair C.L. Madsen, der i øvrigt snart måtte forlade sin stilling, da det blev afsløret, at han havde stået i et uterligt forhold til en pige, fra hun var blot 13 år gammel, men det er en ganske anden sag, der kun er telefonen vedkommende, fordi den ikke mindst har tjent til at udbrede sladder endnu hurtigere, end man kunne før. Der var i forvejen meget lydt i København, og det blev kun værre.

Private telefonabonnementer var – da de endelig blev almindelige efter århundredeskiftet – ofte delt, de såkaldte partstelefoner, så ikke alene telefonistinderne, men også naboen kunne lytte med, når der blev udvekslet artigheder gennem de guttaperkaovertrukne kobberkabler, på hvilke Tietgens efterfølgeselskab, TDC, fortsat hævder sin lukrative eneret.

Birgitte Wistoft har skrevet en morsom, velillustreret og oplysende bog om telefoniens betydning for den borgerlige kultur, der byggede på nøje tillærte omgangsformer og en højt udviklet brevskrivningskunst. Der var betydelig modstand mod at lade denne bimlende uting bryde ind i den hidtidige kommunikations velordnede koreografi. Sådan noget elektrisk noget hørte sig til i travle forretningslokaler og var beregnet til ordknappe tilkendegivelser næringslivet hidrørende.

Tidens kulturelite, hvad enten de var ’progressive’ som Viggo Hørup eller ’konservative’ som Emma Gad, så ned på telefonen. Men de kunne selvfølgelig lige så lidt som alle andre undslippe den nødvendighed, hvormed teknologien bød sig til. Ud fra gamle telefonbøger registrerer Wistoft med nidkær omhu, hvornår disse ophøjede ånder bøjede sig for fremskridtet og fik et apparat i privaten. Georg Brandes og C.F. Tietgen hørte til de markante undtagelser, der aldrig anskaffede sig et.

I 1909 havde Danmark den største tæthed af telefonapparater i verden. Det var dog stadig få nok – 33 pr. tusind indbyggere – til, at telefonen var et eksklusivt statussymbol for de rigeste. Der skulle gå mere end en generation, før fastnettelefonen blev et selvfølgeligt og symbolfrit hjælpemiddel i de fleste danskeres hjem.

Denne udvikling gentog sig med mobiltelefonen i slutningen af det 20. århundrede, blot meget hurtigere og det i en sådan grad, at det for længst er blevet lavstatus at mobiltelefonere i det gode selskab. Man bør stadig holde sig Emma Gads gode råd efterrettelig, hvis man vil regnes til de dannedes kreds.

(Politiken 16. juni 2007)