Et ideologisk slag i arbejderhistorien

Lars K. Christensen, Søren Kolstrup og Anette Eklund Hansen: Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 494 sider, 249 kroner.

       

Arbejdernes og arbejderbevægelsens historie er skrevet flere gange før, og skulle der være en grund, en nyopstået aktualitet, der berettiger, at man gør det igen, var det den, at arbejderbevægelsen endegyldigt er blevet historie. Hovedparten af dens eksistens og berettigelse befinder sig i fortiden. Det er imidlertid ikke udgangspunktet for denne bog, der i stedet skriver arbejdernes og arbejderbevægelsens historie, som man altid har gjort det, som om der går en lige linje fra et oprør blandt københavnske tømrersvende i 1794 til Nyrup Rasmussens overtagelse af regeringsmagten i 1993.

I det perspektiv kommer ’arbejdernes historie’ let til at omfatte alle sociale, politiske og faglige aktiviteter blandt lønmodtagere i moderne tid, og det inkluderer simpelthen for meget til, at det giver mening som et særskilt emne. Arbejderbevægelsens historie bliver til en almindelig politisk-økonomisk-kulturel danmarkshistorie set fra venstre. Intet er ikke arbejderhistorie. Det er netop denne bogs svaghed. Historien er fortalt før. Det er dygtigt og professionelt gjort, men også for ideologisk driftsikkert, glat, uskarpt.

Denne måde at skrive arbejderhistorie på sker i forlængelse af den opfattelse, at det 20. århundrede er Socialdemokratiets århundrede, og at det bestemt ikke er slut endnu. Det er den samme historieskrivning, der altid taler om den siden 2001 siddende regering som ’den nuværende’ i underforstået forvisning om, at vi snart vender tilbage til normaltilstanden.

Også regeringen har netop benyttet sommerferiens mulighed for ideologiske slag i luften til at bekræfte påstanden om den nationalkollektive socialdemokratiske identitet, idet den har genfremsat forslaget om, at vi må se at holde op med at være så socialdemokratiske. Imens slås Socialdemokratiet – der nu kalder sig Socialdemokraterne – med det tilsyneladende ligefremme problem at få alle de påståede socialdemokrater til at stemme derefter.

Ingen af parterne – og altså heller ikke denne bogs redaktion – synes at operere med den mulighed, at socialdemokratismen er død og borte, at den som massefænomen var knyttet til en særlig epoke, nogle særlige økonomisk-strukturelle forhold, der var dominerende i den urbaniserede industrialisme, der var fremherskende i perioden fra lige før Første Verdenskrig til og med det næst- eller tredjesidste årti af det 20. århundrede, næppe mere end tre generationer i alt. Det var et arbejdsmarked, der var bygget på standardiserede arbejdsprocesser, som gjorde det ønskeligt at organisere og dermed monopolisere udbuddet af arbejdskraft. Den magt, der fulgte, blev af fagforeningerne udnyttet til langt mere end blot at forbedre arbejdsvilkårene for deres medlemmer. Man husker de arbejdspladser, hvor tillidsmændene simpelthen stod for den daglige ledelse og fordeling af arbejdet. Det gjaldt f.eks. skibsværfter og renovationsbranchen, hvor den faktiske ugentlige arbejdstid blev skruet ned til cirka 15 timer.

Uden organisation kunne den ene arbejder i princippet skiftes ud med den anden, hvis vedkommende gjorde vrøvl over vilkårene, for der stod altid masser af andre med de samme kvalifikationer til rådighed. Med en fagforening i ryggen kunne denne ene udskiftelige arbejder nu hævde sin ret som uerstatteligt individ. Kollektivismen kastede individualisme af sig som væsentligt biprodukt og bar derfor også årsagen til sin egen opløsning i sig.

Fagforeningerne står stadig stærkt, især på arbejdspladser med mange enslydende stillingsbeskrivelser. Det gælder ikke kun i industrien, men f.eks. også i undervisnings- og sundhedssektoren. Men individualiseringen trænger sig på, og samtidig gør arbejdskraftens fri bevægelighed i EU det stadig vanskeligere for fagbevægelsen at opretholde sit monopol på udbud af arbejdskraft, og det gamle grundlag for dens magt svinder dermed for alvor bort. Kampen mod denne proces føres med den uforsonlige bitterhed, hvormed fagbevægelsen har ført alle sine kampe.

Vil man oplyses om danmarkshistorien udtrykt med en lidt diffus velvilje over for venstrefløjen i bredeste forstand uden at være dogmatisk marxistisk, er denne bog udmærket, men den virker ikke som det indlysende valg i en situation, hvor der er brug for nyorientering og kritisk afstand.

(Politiken 29. juli 2007)