Ekspansiv og ulykkelig

Benito Scocozza: Christian 4. (Politikens Forlag, 298 sider, 269 kroner).

       

Christian IV var en af danmarkshistoriens mest storslåede amatører. Han var et renæssancemenneske, en urolig sjæl, der ikke kendte grænser for sin virketrang. Det er en ulykkelig tilstand, for uanset talent og sagkundskab vil den slags ekspansive mennesker altid fejle, og når der er tale om en konge, vil det i sagens natur ske i stor målestok.

Han huskes for sit kaotiske privatliv, sine nederlag i krig og den elendige forfatning, som statshusholdningen var i ved hans død. Nogle af ulykkerne skyldtes ham selv, resten tidernes ugunst og Sveriges stigende velstand, magt og indflydelse i østersøregionen.

Han var heller ikke helt så slet en krigerkonge, som han ofte bliver gjort til. Som feltherre led han ganske vist ofte nederlag, men han kunne også være en snu politiker. Efter Kejserkrigen, da Jylland var besat af tyske tropper, lykkedes det kongen at fingere en alliance med Sverige for at skaffe sig en bedre forhandlingsposition, og freden blev da også gunstigere end forventet. Som bygherre havde han en udpræget heldig hånd. Økonomisk var hans fiasko til gengæld fuldstændig. Ud over at byggerierne kostede kassen, gik alt, hvad han satte i værk af handel og produktion, ned med piber og trommer.

Nidkært sørgede kongen for sine undersåtters sjælehelse, udtrykt i hans valgsprog: 'Fromhed styrker rigerne'. Han udstedte forordninger, der forbød unødig luksus, og han modarbejdede kætteri og hedenskab. Man møder stadig den opfattelse, at heksebrændinger hører middelalderen til, men de kulminerede ikke desto mindre under Christian IV. At kongen selv horede og drak i fyrstelige mængder, opfattede han tilsyneladende ikke som et problem.

Denne revideredegenudgivelse af Benito Scocozzas 20 år gamle biografi sætter en høj standard for de mange bøger, der må forventes at udkomme i anledning af renæssanceåret 2006. Scocozza er en suveræn og vittig fortæller med et indgående kendskab til sit emne. Han følger kongen meget tæt i alle hans mange gøremål, fra sovekammer til rentekammer, i felten og på byggepladsen. Ikke mindst takket være en god billedredaktion følger læseren med lethed med.

Og det er ganske enestående, at portrættet af Christian IV kan få så høj en opløsning på 400 års afstand. Mængden af breve og optegnelser, der fortæller om kongens daglige gøren og laden, er enorm og tillader os at komme så tæt på som på næsten ingen regent før eller siden. Det giver os også et billede af en konge, der blandede sig i selv det mindste, om det så var hofmusikanternes fraseringer eller udbedring af kaninburene på Frederiksborg.

Nærbilledet tages på det store overbliks bekostning. Hvad kongen tænkte og følte før og efter et slag, får vi mere at vide om end om de storpolitiske begrundelser for overhovedet at gå i krig. Det er jo sådan set heller ikke hans indsats i 30-årskrigen, der har gjort ham elsket af eftertiden. Vi fascineres af levemanden Christian IV, en smålig perfektionist og storladen fantast, først og fremmest menneskelig, alt for menneskelig.

Hans sidste optrædenpå den europæiske krigsskueplads var på flagskibet 'Trefoldigheden' under søslaget på Kolberger Heide, et farvand vest for Femern. Året var 1644, og alt, hvad der var tilbage af kongerigets storhed, var flåden. Selve slaget endte uafgjort, og kongen blev såret. Af hensyn til den fortsatte tillid til kongens evner, gjorde hoffet alt for at skjule, at han overhovedet var kommet noget til, så der findes ingen troværdig samtidig beretning om hændelsesforløbet.

Siden opbyggede ivrige spytslikkere myter om kongens heltemod, men de kan ikke skjule, at der er noget uheroisk, nærmest ynkeligt over begivenheden. Når billedet af den sårede konge alligevel har stået så stærkt i eftertiden, skyldes det, at her samles tragedien 'Christian IV' i ét øjebliksbillede: storhed trods fald. Eller som den norske historiker Øystein Rian har formuleret det: »Den som ikke bliver grebet af Christian IV på Trefoldighedens dæk har mistet evnen til at bedømme menneskelige handlinger«.

Slaget på Kolberger Heide endte uafgjort. Senere samme år blev den danske flåde tilintetgjort af en svensk-nederlandsk alliance. Kongen kom sig aldrig helt. Exit Christianus Rex.

(Politiken 27. maj 2006)