Scavenius i en pæn indpakning

Niels Barfoed (red.): Samarbejde Modstand - et stadigt dilemma (Gyldendal, 91 sider, 128 kroner). Udkommer i dag.

       

I anledningaf 60-året for Danmarks befrielse arrangerede Eva Truelsen, enke efter en af de betydeligste modstandsfolk, Svend Truelsen, et møde i Kunstindustrimuseet i København, hvor indbudte talere og tilhørere udvekslede synspunkter om forholdet mellem samarbejde og modstand under besættelsen. Denne bog er en udskrift af, hvad der blev sagt dén dag.

En stor del af debatten drejede sig om udenrigsminister Scavenius. Han blev ofte beskyldt for at være for tyskvenlig, da han var ankermand i samarbejdspolitikken under besættelsens første år. Til den anklage skal statsminister Stauning have svaret: »Scavenius er ikke tyskvenlig. Han er overhovedet ikke venlig«. Det er nok den egenskab, der har gjort det så vanskeligt for Scavenius selv og andre at forsvare, hvad han gjorde. Han var arrogant og pragmatisk i en sådan grad, at det ligner kynisme. Mest berygtet er hans ord fra juli 1940 om »de tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring«. De blev taget ham meget ilde op. Tidligere rigsantikvar Olaf Olsen havde på mødet et tydeligt »føj!« tilovers for den bemærkning.

De fleste af bidragyderne, hvoraf mange selv har oplevet besættelsen, deler tydeligvis Olsens holdning til Scavenius og samarbejdspolitikken, om end de pakker det lidt pænere ind. Hele bogen er faktisk præget af en sober og næsten forsonlig tone. Især Jørn Bro (f. 1935) er en saglig fortaler for modstandsbevægelsens synspunkt.

Mange med levende erindringer fra besættelsestiden kan ikke få deres egne oplevelser til at passe med den professionelle historieskrivningen, og det skyldes ikke altid, at de husker forkert. Synsvinklen er forskellig. Den personlige beretning er oftest båret og farvet af følelser og en aktiv stillingtagen, mens historikere ikke på samme måde interesserer sig for spørgsmålet om godt og ondt, rigtigt og forkert, men i stedet ser på processer, årsager, virkninger og sammenhænge. Det kan der komme noget meget forskelligt ud af.

Herbert Pundik (f. 1927) har nu held med at forene sin egen historie med den større historie. Hans fortælling om familiens flugt over Øresund bliver en meget præcis aflivning af myten om myten - om man så kan sige - om jødernes flugt til Sverige i 1943. Den oprindelige historie var, at flugten blev muliggjort at de tapre danskere. Siden kom det frem, at de tyske myndigheder i Danmark havde en åbenlys interesse i at lade jøderne forsvinde uskadte ud af landet for ikke at skade samarbejdspolitikken. Det pillede unægtelig glorien af heltene. Pundik gør imidlertid noget meget rigtig i at påpege det indlysende mirakel: de danske jøder blev reddet med hjælp fra deres landsmænd. Om det blev muliggjort af mere eller mindre gustent overlæg og heltemod, er et spørgsmål af underordnet karakter.

Modsætningsforholdet mellem privat erindring og historieforskning afspejler sig tydeligt i synet på Scavenius, der generelt er blevet meget mildt bedømt af de sildefødte faghistorikere, der i ham blot ser en effektiv forvalter af en politisk linje, mens mange modstandsfolk synes, at mærkaten 'landsforræder' er tilstrækkeligt til at karakterisere hans virke. I bogens bedste bidrag iscenesætter Bo Lidegaard med sit fine greb om sproget en diskussion mellem dilemmaets to yderpunkter: Den samarbejdende Scavenius på den ene side og modstandens Henrik Kauffmann på den anden. Kauffmann var ambassadør i Washington og ville knytte Danmark til de allierede, mens Scavenius sad i København med blikket stift rettet mod Berlin. Det smukke ved Lidegaards fremstilling er, at han kan vise det berettigede i begges synspunkt. Kauffmann er dog til syvende og sidst Lidegaards helt, fordi han så betydningen af den tætte alliance med USA før de fleste andre. Af samme årsag forærede Kauffmann den strategiske råderet over Grønland til USA, og det endda betingelsesløst. Om det så var et udtryk for globalt vidsyn eller lokal forblændelse, skal være usagt. Ret fik Kauffmann i hvert fald: på lang sigt handlede det om at lefle for Washington og ikke Berlin for at sikre Danmarks interesser.

(Politiken 30. maj 2006)