Jernbetonens pionerer

Steen Andersen: De gjorde Danmark større ... Danske entreprenører i krise og krig 1919-1947 (Ph.d.-afhandling. Lindhardt og Ringhof, 576 sider, 349 kroner). Udkommer i dag.

       

Ingeniørerne var Danmarks stolthed i første halvdel af det forrige århundrede på linje med svømmepigerne og polarforskerne. Ingeniørerne lagde navn til firmaer, der rejste verden rundt og byggede broer, kajanlæg, flyvepladser, kraftværker og jernbaner. Om dem har Steen Andersen fra Handelshøjskolens afdeling for virksomhedshistorie skrevet en meget vellykket bog.

Ingeniørerne havde opbygget en særlig ekspertise i jernbeton det vil sige beton armeret ved hjælp af indstøbte jernplader eller -stænger. Man kunne med jernbeton løse opgaver, som indtil da var anset som uløselige, og man kunne bygge konstruktioner af hidtil usete dimensioner, og derfor rakte sjakbajsens praktiske erfaring ikke længere til. Der måtte en teoretisk uddannelse til at regne jernbetonens potentiale ud. Den fik ingeniørerne hos den legendariske professor i bygningsstatik på Polyteknisk Læreanstalt, A. Ostenfeld. Danskernes knowhow blev en eksportsucces uden lige, som siden har været forbillede for alle dem, der mener, at Danmarks eneste råstof er ungdommens uddannelse.

Pionererne var Rudolf Christiani og Aage Nielsen, der i 1904 stiftede firmaet Christiani og Nielsen. De fik hurtigt opgaver udenlands og de blev fulgt af andre nye selskaber som Højgaard og Schultz, Kampmann, Kierulff og Saxild (Kampsax), Wright, Thomsen og Kier samt Monberg og Thorsen. De byggede i Tyskland, Frankrig, Baltikum, Rusland, Sydamerika, Mellemøsten, Lilleasien og på Balkan. Det var regioner præget af næsten konstante uroligheder, krige, kriser og manglende økonomisk og politisk stabilitet. Med den tyske besættelse af Danmark i april 1940 kom krigen til hjemmemarkedet.

Enhver godakademisk afhandling er bygget op som svar på et spørgsmål. Når det handler om besættelsestiden, har spørgsmålene det imidlertid med at stille sig selv, og de er ofte moraliserende af natur. Emnet kalder på retfærdighedssansen. Mange vil f.eks. læse denne bog for at fælde dom - at få svar på, om disse firmaer var værnemagere eller ej. Tjente de penge på at hjælpe fjenden? Brugte de tvangsarbejdskraft? Steen Andersen bruger mange kræfter på ikke at lade sin afhandling dominere af dette spørgsmål. Hans ærinde er et andet. Han ser tingene fra virksomhedernes side. Der er ikke tale om hvidvaskning. Han vil blot vide, hvordan de håndterede de mange økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige risici. Der er ingen tvivl om, at dette spørgsmål stilles netop nu, fordi f.eks. konflikten i Mellemøsten har reaktualiseret forholdet mellem multinationale virksomheder, moral og storpolitik.

Set på baggrund af de vanskeligheder, som virksomhederne mødte, klarede de sig forbløffende godt. Kontrakter indgået i ukonvertible valutaer, grænser, der flyttes, magthavere, der styrtes, forsyninger, der udebliver, er alle elementer, der ikke gør det lettere at bygge broer og jernbaner, endsige tjene penge. Men omskiftelighederne betød også nye muligheder, og danskerne kunne deres kram. En bro over Tisza-floden f.eks., opført for den tyske besættelsesmagt i Jugoslavien i 1942 af et dansk konsortium, overlevede ikke alene sabotage, partisanangreb og Den Røde Hærs indmarch, men sandelig også NATO's bombardementer i 1999.

Firmaerne lærte ikke blot at manøvrere forretningsmæssigt, men også at tage bestik af den politiske situation og sågar direkte gå ind og handle politisk. Flere af de nævnte herrer var del af den såkaldte Højgaard-kreds, der i efteråret 1940 stillede forslag om en ikke-parlamentarisk regering. Samme Knud Højgaard var stærk modstander af samarbejdspolitikken og af at danske firmaer arbejdede for tyskerne. Han mente, at det var landsforræderi. Til Højgaards vurdering af situationen hører naturligvis også, at hans firma havde væsentlige interesser i bl.a. Island, som var under allieret kontrol. Filialen i Reykjavik endte med at tjene stort på at arbejde for briterne og amerikanerne.

Rudolf Christiani derimod var medlem af Folketinget for Venstre og støttede samarbejdspolitikken fra begyndelsen. Christiani og Nielsen havde haft en afdeling i Tyskland siden 1908. Store strækninger af motorvejsnettet i det nordlige Tyskland er f.eks. bygget af det danske firma. De fik mange tyske kontrakter både før og under besættelsen - dog ikke helt uden skrupler. De undgik f.eks. helst at arbejde for tyskerne i Danmark. I udlandet holdt de sig ikke tilbage. Under krigen var Christiani og Nielsen med til at opbygge en tysk aluminiumsproduktion i Norge og store ubådsbunkers for den tyske marine i Frankrig. Afdelinger af firmaet byggede imidlertid også i britisk interesseområde, bl.a. i Sydafrika.

Samtidig arbejdede Kampsax' iranske afdeling på egen hånd med at bygge forsyningsveje for briterne, et meget stort bidrag til den allierede krigsførelse, fordi det muliggjorde væsentlige forsyninger til Sovjetunionen bag om de tyske linjer. Det indebar imidlertid også en risiko for tyske repressalier mod det danske hovedkontor på Rådhuspladsen i København. Heldigvis for dem anede de stort set intet om det iranske eventyr.

Det er afhandlingens afgørende kvalitet, at den ikke begrænser sig til at handle om Danmark i perioden 1940-45. I stedet har Andersen forsøgt at se på disse firmaer i den sammenhæng, som var deres egen: den multinationale. Somme tider er det nødvendigt at gøre opmærksom på det indlysende, i dette tilfælde at krigen faktisk var en verdenskrig.

Andersen fejer ikke noget ind under gulvtæppet. For læsere med ork til den slags er der stof til al den forargelse over udvist kynisme i profittens navn, som hjertet kan bære. Andersen forsøger blot at hæve sig over det nationale perspektiv, hvor begreber som 'landsforræderi' har deres gyldighed. Det lykkes over store strækninger. Det er i afhandlingens perspektiv principielt lige så interessant, når Kampsax i 1930'erne måtte manøvrere mellem britiske og tyske interesser under bygningen af den transiranske jernbane, som når Wright, Thomsen og Kier sonderede stemningen hos Stauning og Christmas-Møller, inden de tog imod en millionkontrakt på bygning af tyske flyvepladser i Jylland i 1940. Den tyske besættelse var ikke så meget af en undtagelsestilstand for disse entreprenører. De var vant til at svinge skovlen med kuglerne piftende om ørerne, om man så kan sige. Det var business as usual.

Takket være deres evne til at manøvrere i oprørte politiske vande slap de store entreprenører også helskindet fra Tysklands nederlag og det efterfølgende retsopgør. For at undgå repressalier var det entreprenørerne meget om at få det til at se ud som om de var blevet tvunget til at arbejde for tyskerne. Det var langtfra altid tilfældet. Værst gik freden ud over Rudolf Christiani, der måtte gå af som direktør efter allieret pres. Det var dog ikke værre end at hans søn overtog posten, mens farmand holdt øje med ham fra kulissen - og forretningen gik strygende. Verden havde stadig brug for flyvepladser, havne og bunkere af første kvalitet.

(Politiken 4. nov. 2005)