Kommunister på linjen

Peer Henrik Hansen: Firmaets største bedrift. Den hemmelige krig mod de danske kommunister (Høst og Søn, 398 sider, 349 kroner). Udkommer tirsdag 15. november.

       

I 1976 dukkedeen historie op i pressen, hvis indhold kan skitseres som følger: På et tidspunkt i 1948 forsøgte den tidligere modstandsmand Arne Sejr at opbygge en antikommunistisk organisation - af ham selv kaldet 'Firmaet' - der skulle varetage efterretningsopgaver og forberede modstanden mod en forventet sovjetisk besættelsesmagt. Der var en udbredt og velbegrundet frygt for, at de danske kommunister ville fungere som femte kolonne i tilfælde af sovjetisk aggression. Sejr søgte at opnå støtte og opbakning fra danske politikere og amerikanerne. Det lykkedes ham at skaffe et ukendt beløb til finansieringen. Organisationens størrelse kendes ikke, men i det mindste en god håndfuld navne kan knyttes til den som støtter eller aktive. Resultaterne af 'Firmaets' aktiviteter er få og begrænsede. Den kendteste er den årelange aflytning i 1950'erne af DKP's næstformands, Alfred Jensens, lejlighed i København. Alt tyder på, at Alfred Jensen havde en mistanke om, at han blev aflyttet. Det virker i hvert fald, som om han har sørget for at føre sine væsentligste samtaler hviskende eller med radioen skruet så meget op, at Sejrs folk intet kunne høre af dem. På et tidspunkt i begyndelsen af 1960'erne gik 'Firmaet' ind.

Hansens begrundelsefor at genfortælle denne kendte historie er, at han har haft lejlighed til at interviewe en af Arne Sejrs nærmeste medarbejdere, Niels Frommelt. Det har han fået forbavsende lidt ud af - i hvert fald ikke nok til at berettige en udgivelse på 400 sider. Det er ikke lykkedes ham at komme til klarhed over nogle af de væsentligste spørgsmål, der knytter sig til Sejrs spionvirksomhed: Hvor mange var knyttet til den, hvordan og i hvilket omfang blev den finansieret, hvori bestod aktiviteterne, og hvor meget vidste skiftende regeringer om den?

Emnet er vanskeligt. Man skal hele tiden holde styr på, hvem der mente at vide hvad, hvornår og med hvilken ret. Bogen er ikke nogen stor hjælp. Det, der kunne have været en oversigt over en gruppe anti-kommunistiske idealisters ihærdige arbejde, forskertses i en snakkesalig uendelighed af formodninger og vidtløftigheder. Hansens yndlingsgloser er: »givetvis«, »angiveligt«, »måske«, »hvis«, »tilsyneladende« samt »formentlig«. Det er naturligt at operere med usikre oplysninger, når det handler om fordækte efterretningsoperationer. Problemet er, at nogle af disse spekulationer i løbet af bogen forvandles til kendsgerninger. Planen for 'Firmaet' var, at det skulle omfatte mange hundrede mand. Arne Sejr havde ikke for ingenting talent for vildledelse og sløring, og derfor skal man naturligvis ikke tro ham over en dørtærskel. Hansen tager da også indledningsvis de nødvendige forbehold, men i konklusionen bliver det pludselig til et faktum, at »hundreder, ja måske tusinder« var organiseret i det antikommunistiske arbejde.

Hansen offentliggørsin bog i kølvandet på DIIS' koldkrigsudredning, der udkom tidligere på året. Hansen har selv været beskæftiget med udfærdigelsen af koldkrigsudredningen, og han har tydeligvis trukket veksler på sin viden herfra, men det er også tydeligt, at han ikke har høje tanker om dens resultater. Samtidig virker det, som om han har ønsket at komme PET-kommissionen i forkøbet, hvis rapport vi stadig afventer. Han burde have givet sig selv mere tid. Emnets alvor og kompleksitet kan ikke være tjent med et hastværk af denne karakter.

(10. nov. 2005)