Jens-Emil Nielsen: Ung i 80’erne (Bogforlaget Her&Nu, 121 sider, rigt ill., 299 kroner).
Uak! Det er næsten ikke til at bære at læse denne bog. ’Ung i 80’erne’. Den er salt i min fyrreårskrises åbne sår. Tænk, at tyve år er så lang tid siden. Jeg må liiige se billederne. Hvor så mennesker sjove ud dengang. Skulderpudernes og de latterlige overskægs årti. Årets mandelgave er fundet.
Min storesøster kom hjem fra København på besøg i Kalundborg og fortalte, at der fandtes en café, der hed Sommersko. I Kalundborg havde vi ikke sommersko, men vinterstøvler, som altså bare var forede, auberginefarvede gummistøvler. Senere vænnede man sig til navne som Krasnapolski og Umatic. Svebølle Kro var med på bølgen og tog midlertidig navneforandring til ’le Kro’, da et par af pærerne gik i deres lysskilt.
Jeg forsøger at genkalde mig, hvor langt væk København var dengang. Min bror og jeg og en kammerat ved navn Palle delte en avisrute for Kalundborg Folkeblad. Vi samlede drikkepengene i en pulje og tog til – nej, vi rejste til København for at gå i biografen og spise på Burger King på Rådhuspladsen, hvor der også var underjordiske toiletter og trækkerdrenge. Det havde vi i hvert fald hørt om i P4 på P1 – søndag aften for unge. Eller måske havde jeg læst det hos Bent Haller. Han var meget optaget af teenagere og sex dengang. Og netop som man skulle til at famle sig vej ind i kønslivet, blev festen aflyst af en stor sygdom med et lille navn.
En stor del af den øvrige tid gik med at være bange for skovdød og atomkrig. ’1983 den kolde krigs højdepunkt’ som Rasmus Dahlberg så taktløst har kaldt sin seneste bog. Det var sgu’ ikke noget højdepunkt. Vi var meget tæt på at blive sprængt tilbage til ursuppen, skulle jeg hilse og sige fra sagkundskaben. Forholdsreglerne i den kritiske anledning blev husstandsomdelt af civilforsvaret: »I tilfælde af atomkrig, gå inden døre og lyt til Danmarks Radio«. Mange af mine jævnaldrende foretrak nu Radio Luxembourg. Jørgen Mylius og Dan Rachlin lærte os at bruge begrebet ’pop-musik’ som en neutral genrebetegnelse og ikke som et skældsord.
I fjernsynet – bestemt form ental – var der reportager fra optøjerne i Den sorte Firkant, bz’ere og Christiania. Jeg lærte aldrig at forstå, hvad de unge mennesker ville – på trods af den velvillige behandling, de fik af Børneog Ungdomsafdeling, 2860 Søborg. Den dag dag synes jeg, at christianitterne og de autonome er nogle samfundsnassere, der forsøger at få slumstormeri ophøjet til tilskudsberettiget fritidsbeskæftigelse. Deres vrede kommer et sted fra, som jeg aldrig har kendt.
I 1985 var det Kalundborg, der skabte overskrifterne. En masse flygtninge var indkvarteret på Grand Hotel på havnen lige ved siden af minefeltet i Skibbrogade. Under byfesten smadrede de lokale nogle af hotellets ruder. Det var en stor historie dengang. Jeg var ikke med. Jeg var på interrail den sommer. Interrail var noget, man gjorde dengang, for det kostede en bondegård at flyve.
Jeg var i USA for første gang i 1987, og jeg tror, billetten kostede 12.000 kroner. Det tog en hel sommers arbejde at betale den. På Kalundborg Gymnasium var der to fraktioner: de hjemmerullede med hennafarvet hår og partisantørklæde og dem med Cavalet- mapperne og hvide sokker i hyttesko.
Selv var jeg som de fleste et pænt ungt menneske, der kunne tale med alle og forelskede mig i stilhed og gik til guitar og elektronik på Hvidebæk Ungdomsskole. Der gik 12 af os på dusinet. Alligevel talte man meget om højredrejning dengang, og Bertel Haarder var blandt de mest udskældte. Det er trods alt ikke alting, der har ændret sig på de tyve år.
(Politiken 19. nov. 2005)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar