Udkast til et venskab

Niels Barfoed: En kriger. Portræt af Ole Lippmann (Gyldendal, 488 sider, 375 kroner). Udkommer i dag.

       

Ole Lippmann var en habil forretningsmand, født som arving til den velanskrevne handelsvirksomhed Simonsen og Weel, leverandør af hospitalsudstyr. Det afgørende for hans liv blev imidlertid hans engagement i modstandskampen.

Et bekendtskab med Mogens Staffeldt og især Svend Truelsen drog Lippmann ind i det illegale arbejde. Han blev aldrig sabotør. Til gengæld blev han organisator. Han blev evakueret til England, hvor han af SOE blev uddannet i fordækte operationer. Konen sad i Stockholm med to af deres børn uden at vide særlig meget. Få måneder før krigens afslutning blev han sendt tilbage til Danmark for at afløse Flemming B. Muus som nedkastningschef. Hans opgave var at forberede befrielsen, vel at mærke som britisk officer. Briternes interesser var ikke restløst sammenfaldende med de danske aktørers. Lippmanns styrke i denne sammenhæng var, at han kunne se tingene fra oven uden at lade sig forføre af personlige interesser eller moralsk forargelse. Han tænkte mere inklusivt end eksklusivt.

5. maj 1945 om eftermiddagen ankom general Dewing til Københavns Lufthavn. Hans opgave var at tage imod den tyske kapitulation på dansk grund. Den 29-årige Lippmann kommanderede over velkomstkomiteen, et irregulært og til lejligheden sammensat kompagni af frihedskæmpere. Lippmann var i civil, for hans britiske uniform ankom først med en senere maskine. Situationen var anspændt, og Dewing var ikke beroliget af de løsthængende stenguns. Magtoverdragelsen til briterne lykkedes dog uden alvorlige blodsudgydelser, selv om mange små episoder i befrielsesdagene faktisk kostede adskillige snese liv.

Efter befrielsen fortsatte Lippmann sin karriere som erhvervsmand sideløbende med sin vestvendte interesse i verdens gang, bl.a. som medstifter af Udenrigspolitisk Selskab. Kapitlet om Lippmanns aktive engagement i Ungarnshjælpen, der endte med, at han tilbragte 14 dramatiske og frugtesløse dage i et udbombet Budapest, hører til bogens mest intense. Lippmann fastholdt endvidere en livslang solidaritet med polakkernes frihedstrang. Han berejste ofte landet som repræsentant for sit firma og - sandsynliggør Barfoed - som meddeler for efterretningsvæsenet.

Der er tråde og veje, som bogen ikke afsøger til bunds. Forfatteren lader sig somme tider nøje med de oplysninger, han har fra Lippmanns omfattende privatarkiv. Som tidligere efterretningsofficer vidste Lippmann udmærket, at ikke alting bør fæstnes til papir. Hans aktiebeholdning i det national-konservative og antikommunistiske oplysnings- og efterretningsarbejde i 1950'erne var muligvis større, end han selv gav indtryk af.

Lippmann var en usædvanlig stor personlighed. Biografen har kendt den biograferede som ældre mand, sat sig i rapport med ham, oprindelig blot med henblik på at skrive en biografi. Siden blev det til, hvad man kunne kalde udkast til et venskab, inden Lippmann døde i 2002. Barfoed afbalancerer sin beundring fint, selv om den er bogens hele drivkraft. Resultatet er et personligt, velskrevet og velillustreret værk, der vil holde mange bundet til lænestolen i juledagene.

PS: Ja, Simonsen og Weel handlede også med tyskerne.

(Politiken 24. nov. 2005)