Lyt til de gamle, før det er for sent

Anne Wolden-Ræthinge: Om lidt er de borte - modstandsbevægelsens topfolk fortæller til Ninka (Gyldendal, 344 sider, 299 kr.)

Anne Wolden-Ræthingealias Ninka er for interviewgenren, hvad Rigmor Mydtskov er for den fotografiske portrætkunst. De kan begge få folk til at tage sig ud fra deres bedste side. I dette tilfælde er der tale om 11 af modstandsbevægelsens mest fremtrædende personligheder, som Ninka interviewede for 20 år siden. De fleste af samtalerne har aldrig været offentliggjort før. Dertil kommer seks Kroniker, som Ninka offentliggjorde i Politiken op til 40-års jubilæet for befrielsen i 1985.

Bogen ville have stået sig meget bedre ved blot at være en interviewbog under titlen 'Modstandens topfolk - med egne ord'. Ninkas egne tanker om besættelsestiden kan ikke holde til at blive genudgivet med ryg på så mange år efter. Tonen slås an i indledningen, en Kronik fra 5. maj 1985, der har lånt bogen sin titel. Modstandsfolkene er ved at være gamle og skrøbelige, men det er kun godt, at de skal dø, ironiserer Ninka, for da endelig kan vort torneroseland igen lulle sig ind i den afbrudte søvn, og besættelsestidshistorikerne kan arbejde uforstyrret videre. Hun opbygger billedet af en stærk og fortsat modsætning mellem de kække og snarrådige modstandsfolk, der står på sandhedens side, og 'systemet' af rænkefulde politikere og historikere, der helst ikke så sandheden afdækket.

Nu 20 år efter ser vi på besættelsestiden med andre øjne. Vi har fået blik for det uheroiske og det tvetydige, det selviske og indskrænkede på begge sider. Skærmen har fået flere pixels, og der er blevet plads til de finere grader af nuancering. Ninkas egne bidrag er blevet stående i en sort/hvid gengivelse af historien, og derfor forekommer de så sært altmodisch. Hvis man dertil lægger hendes egne anklager mod Socialdemokratiet, ligner det en opbakning til statsministerens synspunkter. Det har måske ikke været hensigten i 1985, men det ligner en tanke, når de genudgives netop nu.

Nu kan man heldigvis vælge at springe de indledende Kroniker over og gå lige til at høre historien fra hestens egen mund. Jørgen Kielers historie om sin tilfangetagelse og tiden i kz-lejren Porta Westphalica gør stærkest indtryk, også på den, der har hørt lignende beretninger i snesevis. Kielers varme beskrivelser af de kammerater, der ikke vendte tilbage, er bevægende. Han fortæller om lidelserne i det tørre, beskrivende tonefald, som den slags tildragelser selv synes at kaste af sig, fordi det er det sprog, hvormed rædslerne bedst genkaldes. Kielers beretning aftvinger tavshed hos sin læser mere end moralsk indignation eller andre efterrationaliseringer, for det er så skræmmende umenneskeligt, hvad der foregik, at fatteevnen ikke strækker til.

Ninka stiller sigikke i vejen for sine fortællere. Børge Houmann slipper af sted med at fremstille DKP som alt andet end Moskvas forpost i Danmark. Han og flere af de øvrige har tydeligvis en høne at plukke med hærledelsen og især dens håndtering af forholdet til den civile modstandsbevægelse efter 1943. Officeren Vagn Bennike anklages lige ud for at ville have haft civilisten Jens Toldstrup likvideret. De to delte en tid ansvaret for nedkastningerne over Jylland. Interviewene tegner samlet et billede af meget stærke konflikter også inden for modstandsbevægelsen selv.

Jørgen Hæstrup spiller en dobbeltrolle, idet han både var modstandsmand - ganske vist en mindre fisk - og en af modstandskampens første og væsentligste historikere, og han var om nogen repræsentant for den officielle historieskrivning, som Ninka indledningsvis kritiserer. Men det får hende altså ikke til at stille tilsvarende kritiske spørgsmål. Hæstrup var ganske vist modstandsbevægelsens mand i historievidenskaben og skrev væsentlige værker om dens heroiske indsats. Men han var også med til at lægge en dyne af repressiv tolerance over frihedskampens veteraner ved at opbygge en forestilling om, at alle - både politikere og sabotører - i virkeligheden var modstandsfolk, blot med forskellige midler. Det har forståeligt nok forbitret modstandsfolkene at blive omklamret af de samme politikere, der i besættelsens første tre år ivrigt modarbejdede sabotagen.

Den menneskelige hukommelse er skrøbelig, og beretningerne kan antagelig ikke alle stå for en nøjere kildegranskning. De skal nok snarere læses som personlige vidnesbyrd om, hvad fyrre års eftertanke har ladet blive stående tilbage som væsentligt. Forlaget lancerer bogen som om disse 11 menneskers røst aldrig har været hørt før, men det er langtfra rigtigt. Det kan nu alligevel godt svare sig at læse bogen, for deres historier er velfortalte, reflekterede og faktisk slet ikke så unuancerede, som man kunne frygte. Ninka fortjener al mulig ros for at have fæstnet dem til papiret i tide. Man skal lytte til de gamle, før det er for sent.

(Politiken 11. maj 2005)