Modfalden

Henri Goldstein (red.): Til et folk de alle høre ...Den jødiske minoritet i Danmark: (Gyldendal, 184 sider, 168 kroner)

       

Bertel Haarders forord er forfriskende klart. Han er jo heller ikke integrationsminister længere. Der er intet udemokratisk ved at være fundamentalist, skriver han, for man glemmer, at USA blev verdens første demokrati, fordi alverdens fundamentalister netop dér fandt fred til at dyrke deres gud.

Hele bogens ærinde er netop at fortælle historien om jøderne i Danmark som et eksempel på, at religiøs forskellighed og fredelig sameksistens er mulig. Haarder udtrykker dette opløftende synspunkt på en meget pessimistisk måde: »Jeg glæder mig til den dag, nogle fremtrædende muslimer på samme måde træder i karakter og bliver en del af dansk kultur. Men først skal vi meget ondt igennem, er jeg bange for«. Denne modfaldenhed præger store dele af antologien.

Det jødiske samfund er under pres på en anden måde end for blot ti år siden. Der er mere antisemitisme i Danmark end førhen. Der er pigtråd om den jødiske skole i København og politibevogtning ved synagogen. Folk, der bærer synlige tegn på deres tilhørsforhold til Mosaisk Troessamfund, chikaneres på gaden. Det er ikke morsomt at færdes i et klima af mistro og frygt. De herboende araberes betydning for denne udvikling nævnes flere steder i bogen.

Den skikkelige styrke, hvormed danske jøder tidligere tålte saglig såvel som usaglig kritik, er blevet noget tyndslidt. Især står diskussionen nu om, hvor grænsen går mellem legitim kritik af staten Israel på den ene side og utilstedelig antisemitisme på den anden.

Bogen lurepasser på dette felt. Jeg savner et bidrag, der kunne lægge klart frem, hvad forskellen er. Sammenhængen fremdrages stærkest. Domprovst Anders Gadegaard sammenlignede i en prædiken i 2001 kong Herodes' fremfærd på Jesu tid med situationen i dag: »Børn, kvinder og mænd myrdes af magthaverne i Betlehem«. Jacques Blum mener, at det er udtryk for antisemitisme. Hvorfor egentlig det? Det første kriterium for et antisemitisk udsagn må være, at det er bevisligt usandt. Gadegaard har uden tvivl brug for at få nuanceret sit syn på både prædikenen som genre, barnemordet i Betlehem og konflikten i Mellemøsten, men når det nu er en kendsgerning, at civilister dør under israelske militæraktioner, er det vanskeligt at se, med hvilken ret man kan afvise Gadegaards udsagn som uberettiget.

Det er klart antisemitisk at hævde, at jøder til hobe er tyvagtige kræmmersjæle eller at de drikker blodet af kristne drengebørn til påske. Men er det f.eks. antisemitisme at skrive følgende sætninger: »Israelsk militær slår kvinder og børn ihjel«, »Den jødiske lobby i Washington er stærk«, eller »Israel bidrager til at fastholde palæstinenserne i armod og elendighed«? Er det et krav, at man altid skal indlede med en opremsning af palæstinensernes forbrydelser, før man omtaler israelernes fejltrin?

Bogens redaktørforsøger at klargøre problemet ved at pege på, at antiisraelske udsagn giver grobund for eller synes at være dække over antisemitisme. Kritik af det demokratiske Israel giver frit løb for en række traditionelle antisemitiske udtryk, som han skriver. Samuel Rachlin tilslutter sig i sit bidrag argumentet med udtrykket, at antisemitismen trives i ly af den stigende kritik af Israel.

Det er uden tvivl rigtigt, at antisemitismen gerne søger at dække sig under den legitime Israel-kritiks kappe, men et således snigløb ophæver ikke retten til faktisk at kritisere Israel. At antisemitter bruger Israel-kritik som middel, indebærer ikke at alle Israel-kritikere er anti-semitter. Også her gælder princippet : Misbrug udelukker ikke brug.abusus non tollit usum

Samuel Rachlin genoptager en anden beslægtet diskussion, der udsprang af en passage i en Kronik i denne avis i 2002. Kroniken affødte en stor protestannonce med 700 underskrivere. Kronikøren hævdede, at »holocaust har trukket et spor af skyld gennem Europas moderne historie, som mange gange har givet de jødiske argumenter et overdrevet albuerum, albuerum, de har forstået at drage nytte af«. Rachlin mener, at kronikørens budskab har et klart antisemitisk indhold. Kronikøren blev med rette bebrejdet for sin upræcise omgang med sproget, men han henviste nu - som jeg forstår passagen - blot til den omstændighed, at den sympati, som Israel og de jødiske befolkningsgrupper har været omgærdet af i USA og Vesteuropa efter krigen ikke mindst skyldes den opmærksomhed, der i offentligheden har været om jødernes status som ofre for nazisternes forbrydelser. Det bliver tydeligt, hvis man sammenligner med andre befolkningsgrupper som f.eks. romaerne, Jehovas Vidner eller de homoseksuelle, der også var genstand for tyskernes udryddelsespolitik. De har indtil for nylig ikke magtet at gøre opmærksomme på sig selv i samme omfang som jøderne, som har haft overhånden i den erindringspolitiske kamp, om man så kan sige. Situationen var i øvrigt en ganske anden i den kommunistiske Østblok, hvor antisemitismen huserede. Det var f.eks. tilfældet i Polen i slutningen af 1960'erne, da flere tusinde jøder blev tvunget ud af landet. En stor del fik asyl i Danmark og udgør et af de bedste eksempler på gnidningsfri integration i nyere tid. Isi Foighel beretter om denne næsten helt glemte indvandring i et erindringsbidrag til denne antologi. Ingen har tilsyneladende tal på, hvor mange polske jøder, der kom her til landet. Foighel nævner både antallet tre og fem tusinde. Andre siger 2.000.

Som debatbog er denne antologi vellykket, for den ægger til debat på et klart grundlag. Som symptom er den foruroligende, for den vidner om, at en tilsyneladende veletableret og stærk minoritet i vores samfund føler sig marginaliseret. Det er som ovenfor beskrevet vanskeligt at følge bidragydernes argumenter hele vejen, men man bliver nødt til at tage den omstændighed alvorligt, at fremtrædende repræsentanter for et minoritetssamfund i den grad råber vagt i gevær. Spørgsmålet er her - som i andre minoriteters tilfælde - hvor balancen går mellem berettiget kritik og de nødvendige hensyn, man må tage til minoritetens udsatte position.

(Politiken 21. aug. 2005)