Jødiske prøveklude

Martin Schwarz Lausten: Frie jøder? Forholdet mellem kristne og jøder i Danmark fra Frihedsbrevet 1814 til Grundloven 1849 (Anis, 598 sider, 395 kroner).

       

Guldalderen var andet end statsbankerot og månebelyste vandreture i bøgeskoven. Det var også en tid, da den politiske kultur blev til, sekulariseringen, det vil sige adskillelse af kirke og stat, tog fart, og den borgerlige offentlighed trådte i karakter. I den proces fungerede jøderne som prøveklude.

Det såkaldte frihedsbrev, der gav jøderne almindelige borgerrettigheder i 1814, var mere et lighedsbrev. Det stillede jøderne formelt lige med den enevældige konges evangelisk-lutherske undersåtter. Problemerne opstod i rigt mål i praksis, især fordi stat og kirke var så tæt sammenflettede. På universitetet krævedes det f.eks., at professorerne bekendte sig til den lutherske tro, og det holdt flere velkvalificerede jøder fra at få fast stilling. Spørgsmålet om vielsesmyndighed er et godt eksempel på, hvor komplekst et simpelt ønske om lighed kunne blive. Blandede ægteskaber og i endnu højere grad opløste blandede ægteskaber førte en hel rad af spørgsmål med sig om forsørgelse og børns konfessionelle tilhørsforhold.

Martin Schwarz Lausten går systematisk igennem områder som religionsundervisning, begravelsesvæsenet, kirkelige afgifter, fattigvæsen og edsaflæggelse. Det sidste viste sig f.eks. at være et problem, fordi jøder skulle aflægge ed i en synagoge. De kunne naturligvis ikke forventes at ville bruge den almindelige kristelige edsaflæggelse, men alternativet var unægtelig uhensigtsmæssigt. I en faderskabssag fra Dansk Vestindien var den udlagte jødiske barnefader forhindret i at aflægge troværdig ed på sin uskyld, fordi der dengang ikke fandtes nogen synagoge på St. Thomas, hvor han boede.

Ligheden indebar, at staten på samme måde som i statskirken gav sig til at blande sig i det jødiske menighedsliv, gudstjenesteordningen, ansættelsen af kateketer og den jødiske konfirmation (ja, det kaldte man det). Staten førte en bevidst integrationspolitik, hvilket bl.a. betød, at hebraisk blev afskaffet som gudstjenestesprog. Nogle jøder ønskede et forbud mod blandede ægteskaber, mens myndighederne nærmest var tilhængere. De var anset som et middel til med tiden at gøre alle jøder kristne.

Når det kom til de rådgivende stænderforsamlinger, hørte den borgerlige ligeværdighed op. Jøder var ikke valgbare, men havde dog valgret. Grundtvig, der ellers er blevet fremhævet som noget nær antisemit i de senere år, var en af fortalerne for jødernes adkomst til de fulde borgerrettigheder, herunder valgbarhed.

Dette er forfatterens fjerde bind i hans serie om jødisk-kristne forhold i Danmark. Schwarz Lausten er usædvanlig flittig og grundig. Hans problem er, at kildematerialet i det 19. århundrede svulmer ganske gevaldigt op, og at han vil have alt med. Det gør bogen absolut uomgængelig som forskning. Men læseren mister let orienteringen, når der gås så meget i detaljen. Den bliver næppe nogen sællert, selv om man aldrig skal sige aldrig. Seriens første bind på 536 sider, der omhandler perioden 1100-1700, er faktisk kommet i to oplag.

Billedredaktionen kunne godt være mindre fantasiløs. Illustrationerne består næsten udelukkende af gengivelser af håndskrifter og titelblade. Øjet kunne godt trænge til at hvile på andet end tekst. Heldigvis er bogen veldisponeret, har navneregister og ikke mindst en meget klar og kortfattet sammenfatning til den overblikshungrende læser i tidnød.

(Politiken 20. aug. 2005)