Glemte historier fra grænselandet

Kirsten Grau Nielsen: Andreas Grau og Sønderjylland - Midt i striden 1906-1935 (Hovedland, 354 sider, 348 kroner).Henrik Skov Kristensen: Det tyske mindretal og Fårhuslejren - Retsopgøret på museum (Jysk Selskab for Historie, 57 sider, ingen pris angivet).

       

Noget af det forbavsende ved genforeningen i 1920 er, at den næsten udelukkende huskes som en sejr; en sejr for demokratiet, for den fredelige sameksistens og for danske nationale interesser. Ikke alle var dog lige glade for løsningen, der trak grænsen nord for en række danske sogne og ikke mindst lod Flensborg blive en del af Tyskland. En af de stærke røster var redaktør Anders Christian Grau (1883-1935), hvis yngste datter (f. 1923) nu har udgivet mange af hans artikler og skrifter som en hyldest til en alt for tidlig afdød far. Grau var en både elegant og ramsaltet skribent, der som ung kæmpede for danskheden i Slesvig, i 1918-20 talte for Mellemslesvigs tilslutning til Danmark og siden arbejdede for det danske mindretal i Sydslesvig. Han blev også en kendt skikkelse internationalt i mindretalsspørgsmål.

Desværre er teksterne tilpasset nutidig retskrivning og med enkelte rettelser. Det er en uskik, for hvorfor ikke være så nøjagtig om muligt? Og så er det i øvrigt også udtryk for mangel på tillid til den nutidige læsers evne til at forstå et ældre skriftsprog. Bortset fra det er der tale om en spændende udgivelse, der giver et indtryk af, hvor hårdkogte de nationale modsætninger var.

Forlagets pressemeddelelse lægger ikke skjul på, at bogen skal forstås som en del af det erindringspolitiske opgør med den socialdemokratisk-radikale udenrigspolitik, der solgte ud af nationens ære til fordel for den kølige kalkulation. Graus hang til udråbstegn er gået i arv, om man så kan sige. Det skal ikke lægges en historiebog til last, at den er båret af et klart synspunkt, så længe det ikke stikkes under stolen. Man må anerkende vigtigheden af at kende til Graus virke, hvis man interesserer sig for det slesvigske spørgsmål. Illustrationerne er talrige, velvalgte og i en god kvalitet.

En andenafgrænseegnens ufortalte historier tages op af museumsleder Henrik Skov Kristensen fra Frøslevlejrens museum. Frøslevlejren blev af tyskerne frem til maj 1945 brugt som interneringslejr, men 5. maj skiftede den hænder og kort tid efter navn til Fårhuslejren. Her blev over 3.000, heraf langt de fleste repræsentanter for det tyske mindretal, i de første efterkrigsår interneret af de danske myndigheder. De fleste blev fængslet efter den paragraf, der gjorde frivillig tjeneste i værnemagten strafbart med tilbagevirkende kraft. Hvor Frøslevlejren er blevet et centralt symbol på modstandskampen, blev Fårhuslejren ophav til den såkaldte Fårhusmentalitet blandt det tyske mindretal i Nordslesvig. Det var en fortælling om tyskerne som ofre for det danske retsopgørs vilkårlighed. Skov Kristensen mener også, at interneringerne var præget af hævnmotiver, om end opgøret ikke havde nær samme brutale karakter som i andre europæiske lande med tyske mindretal. Han udfordrer Fårhusmentaliteten ved at minde om, at først nazismen og siden den tyske besættelsesmagt nød stor popularitet blandt det tyske mindretal.

Der har været en tendens på begge sider af grænsen til at glemme disse forhold af hensyn til det gode naboskab. Nu planlægger Skov Kristensen åbningen af en særlig Fårhusfløj af Frøslevmuseet, der med den tyske konsul i Aabenraa Radckes ord, skal sørge for, at intet fejes ind under tæppet, heller ikke af hensyn til et nok så velbegrundet behov for at undgå konflikter. Den historiske sandhed gælder for og imod enhver og er nøglen til godt naboskab, båret af respekt og ærlighed, som konsulen siger. Man kan håbe, at han har ret i, at denne Vergangenheitsbewältigung, den redelige oparbejdning af fortidige konflikter, ikke bliver brændstof for nye.

(Politiken 9. aug. 2005)