Politiet i KZ-lejr

Janne Bang: Ondskaben tur/retur – om dansk politi i kz-lejr under 2. verdenskrig (Aalborg Universitetsforlag, 152 sider, 220 kroner).

       

Under besættelsen spillede politiet en væsentlig rolle, fordi en egen politistyrke under egen kontrol var en hovedhjørnesten i dansk suverænitet. I august-september 1943 trådte regeringen tilbage på spørgsmålet om dødsstraf for sabotage, men først 19. september året efter indførte besættelsesmagten reel undtagelsestilstand. Ved en koordineret aktion blev knap 2.000 betjente deporteret til tyske lejre – først og fremmest Neuengamme og Buchenwald – og politiet ophørte med at fungere. I forhold til andre grupper i tysk fangenskab havde politimændene en høj moral og opbakning hjemmefra og dermed en høj overlevelsesprocent. Alligevel døde ca. 200 betjente enten i Tyskland eller herhjemme som følge af det, de blev udsat for.

Hovedparten af denne bog består af udskrifter af interview med to af de overlevende betjente. De oplevede grusomheder, som prægede dem for livet, og deres fortælling har krav på at blive hørt. Janne Bang har desværre ikke udvist den omhu, som emnets alvor kræver, uanset om man betragter hende som interviewende journalist eller kommenterende historiker.

Bogen rummer først og fremmest alt for mange slå-, stave- og syntaksfejl. Jeg har talt fire korrekturfejl i blot en enkelt note, tegnsætning ikke iberegnet. Med de tyske gloser er den helt gal. Illustrationerne er for de flestes vedkommende ikke alene kopieret direkte fra andre bøger om emnet, men også i en dårlig kvalitet og med mangelfulde billedtekster. Endelig er Bang tydeligvis ikke særlig fortrolig med besættelsestidens historie. Den forudsætningsløse læser forbliver under læsningen forudsætningsløs.

Bang perspektiverer i de afsluttende kapitler den ondskab, som ikke burde gentage sig, men alligevel gjorde det i f.eks. Bosnien. Det er en prisværdig hensigt, men læseren præsenteres kun for tanker eller refleksioner, som de fleste med interesse for den slags kan gøre sig selv. Yderligere savnes også her omhuen. I et interview med oberst Lars Møller om hans oplevelser i Bosnien omtales samme person som skiftevis Vlasko og Vlasic.

Bang citerer et andet sted en Sigmund Bauman, men hun gør det efter hukommelsen. Det er dovenskab uden formildende omstændigheder ikke at ville slå det korrekte citat efter. Hvis hun endvidere havde gjort det, ville hun også have fundet ud af, at denne kendte polsk-engelske sociolog hedder Zygmunt Bauman. Han har skrevet en fremragende bog om sammenhængen mellem modernitet og holocaust. Den anbefales hermed.

(Politiken 19. aug. 2006)