Tåge i osteklokken

Thomas Højrup og Klaus Bolving (red.): Velfærdssamfund – velfærdsstaters forsvarsform? Museum Tusculanums Forlag, 478 sider, 325 kroner.
       
Denne antologi handler om velfærdsstatens arbejde med at sikre sin legitimitet og suverænitet over for egne borgere og over for andre stater. En moderne stat defineres traditionelt som den centraliserede myndighed, der med held kan opretholde et magtmonopol inden for et velafgrænset territorium. Midlerne hertil er selvfølgelig først og fremmest et effektivt voldsberedskab i skikkelse af politi og militær. Frygt for myndighederne er imidlertid ikke nok til at sikre borgernes loyalitet mod staten. Legitimitet får en moderne stat først, hvis den kan bestikke og berolige sine indbyggere med væsentlige goder som fred, ukrænkede borgerrettigheder, en retfærdig forvaltning, et forudsigeligt retssystem, mulighed for adgang til den politiske magt og sidst, men ikke mindst fraværet af nød og armod. I den forstand er Danmark en overordentlig succesrig stat, fordi det ikke er nødvendigt at opretholde et særlig stort politikorps eller noget militær, der er værd at tale om for at holde borgerne nede eller naboerne ude. Den store krise for staten Danmark indtraf 9. april 1940, da alle kriterierne for statens overlevelse blev bevaret, undtagen det væsentligste, nemlig det ubrudte voldsmonopol.

Krig er i sin natur anfægtelse af en stats suverænitet, og derfor består en stor del af opgaverne for en stat i fredstid i at forsvare sin suverænitet, især ved at forhandle sig frem til gensidig anerkendelse med andre stater symboliseret ved tilstedeværelsen af diplomatiske repræsentationer og ved stadig indgåelse af aftaler om handel, valuta, infrastruktur, uddannelse, kulturel udveksling osv. EU er et af de mest omfattende projekter af denne karakter og har udviklet sig i en sådan grad, at unionen efterhånden selv har antaget nogle af statens karaktertræk.

Disse forholdsvis banale almindeligheder, som er at finde i lærebøger i historie og samfundsvidenskab for grundfagsstuderende, fremføres i bogen med højstemt åndfuldhed, som om der var tale om banebrydende forskningsresultater. Det er muligt, at der også er nye, gode pointer i denne bog, men de er i så fald sovset ind i helt ubegribelig tågesnak, og man bør holde sig til den regel, at det uklart skrevne er udtryk for det uklart tænkte.

Bogens ene redaktør, etnologen Thomas Højrup, står for de mest verdensfjerne bidrag. Han ynder at udtrykke sig i modsætninger og paradokser. »Nærværets fravær« er en favorit, og det betyder ikke andet end ’frem og tilbage, kaffe og kage’. Hans stil er ikke bare stedvis utilgængelig. Det går over snesevis af sider. Bogen kører såmænd i hegnet allerede i kolofonen, hvor man finder billedteksten til forsideillustrationen, Caspar David Friedrichs berømte motiv fra Rügens kridtklinter. Billedet illustrerer ifølge Højrup, »hvordan den romantiske kunstform kan siges at afbilde åndens nærvær i dens fravær som ekspliciteret genstand. Fraværets dialektik i åndens dannelse er bogens gennemgående problematik«. I konklusionen udvikles denne tolkning fra det uklare til det decideret meningsløse.

Højrups stil har smittet af på mange af de øvrige forfattere. Lars Bo Kaspersen og Bo Lidegaard er blandt undtagelserne, men redaktøren har imidlertid sørget for at skrive sig på som medforfatter til deres bidrag, og det er ret tydeligt, hvor han har haft en finger med i spillet. Det virker nærmest, som om de er blevet taget som gidsler i hans projekt.

Højrup har forlæst sig på filosoffen Hegel. Det væsentligste problem med Hegel er, at begreberne om verden kommer før iagttagelsen af den, og hvis virkeligheden ikke arter sig som forudset, er det ikke begreberne, der må vige. Det er en slags systematiseret forudindfattethed, der godt kan afføde interessante overvejelser – det var tilfældet med Francis Fukuyamas teori om historiens afslutning fra 1989 – men aldrig erstatte god forskning.

Forskning er dialog. Højrups projekt, som skal komme i ti bind og er støttet af både Carlsbergfondet og Forskningsrådet, befinder sig i en osteklokke, der stort set ikke refererer til nyere relevant litteratur. Til gengæld er der tilsyneladende ingen ende på alt det interessante, som Hegel, der døde i 1831, har sagt om verdens beskaffenhed af i dag.

(Politiken 24. marts 2007)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar