Fyrste i den økonomiske bekymringsindustri

David Gress: Velstandens kilder. Om den europæiske økonomis udvikling. Borgen, 326 sider, 299 kroner.

       

Den historiske tese i bogen er enkel og indlysende rigtig: Gress tilhører den samme skole som Max Weber, der for 100 år siden gennemførte et opgør med den materialistiske historieopfattelse.

Hvis man vil forklare den særlige økonomiske vækst, der har præget den vestlige verden i de sidste 2-400 år, må man inddrage andre faktorer end de materielle og økonomiske. Kulturen, aktørernes sindelag, retlige og politiske forhold er afgørende. Det indebærer også, at en vellykket markedsøkonomi ikke nødvendigvis skaber de forudsætninger, hvorpå den selv bygger.

Bogen er foruden at være historisk først og fremmest en debatbog, og det forstemmer mig at se liberale synspunkter så dårligt repræsenteret som her.

Gress indleder med at ville aflive to fordomme kaldet hhv. ’Montaignes fejltagelse’, som er at tro, at økonomi er et nulsumsspil, at den enes gevinst altid er den andens tab, og ’Lykketofts fejltagelse’, som er at tro, at politisk styring af økonomien kan skabe velstand. Hvem i dag står for ’Lykketofts fejltagelse’? Lykketoft måske? Sandsynligvis ikke, men hvis nu Gress havde ydet sin læser den service faktisk at citere Lykketoft eller en hvilken som helst anden nutidig økonom eller politiker for bare et enkelt synspunkt, der ligner dem, han så heftigt bekæmper, ville man kunne tage ham en lille smule alvorligt. Gress benytter sig i stedet af det dårligste og mest uvederhæftige trick i håndbog for læserbrevsskribenter. Han opfinder en fiktiv modstander med et tåbeligt standpunkt, hvorpå han skyder det ned under stor røgudvikling.

En anden afgørende svaghed er, at historiebogen ikke hænger sammen med debatbogen. Mens historikeren Gress mener, at vækst skyldes andre forhold end de rent økonomiske, synes debattøren Gress, at alt vil gå bedre, hvis bare staten blander sig udenom. Danmark i dag er en slags DDR-light, mener han. Sammenligningen er naturligvis en fornærmelse mod det daværende DDR’s borgere, men i en debatbog skal der være plads til sådan noget. Vi lever trods alt i et samfund, hvor staten garanterer, at patienter skal vente fire uger på at komme i behandling for en livstruende sygdom.

Hvis historikeren Gress havde kastet et blik på Danmark i dag, måtte han stille debattørens perspektiv på hovedet. Spørgsmålet må da lyde: Hvordan kan det være, at vi med et af verdens største skattetryk alligevel klarer os så godt? Hvad er den ukendte faktor? I stedet slutter han sig til den økonomiske bekymringsindustri, der i nu 35 år har forudset den danske økonomis snarlige fald i afgrunden.

Bekymringen er jo i øvrigt meningsløs. Hvis velfærdsstaten ikke bryder sammen, betyder det, at Gress ikke har ret. Hvis den derimod bryder sammen, slipper han af med noget, som han ikke bryder sig om. Hvad var det lige, problemet var?

Gress er en sært forkommen skikkelse blandt danske intellektuelle. Han er historisk meget bredt orienteret, men når det kommer til at bringe de mange indsigter i spil i den offentlige debat, springer kæden øjeblikkeligt af. Han forsimpler tingene helt unødigt. Det siger meget om Cepos, at formanden, Bernt Johan Collet, betragter Gress som et af deres stærkeste kort. Cepos undervurderer igen fuldstændig den omhu og præcision, der kræves for at forsvare liberalismen.

(Politiken 17. marts 2007)