Besættelsestidens betydningsfulde mænd

Henrik Lundtofte (red.): Samarbejde og sabotage. Seks mænd 1940-45. Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg, 272 sider, 200 kroner.

       

Historisk Samling fra Besættelsestiden har gennem sin nu 20-årige eksistens opbygget et velfortjent ry som en troværdig forskningsinstitution, som desværre ikke er så kendt uden for sin hjemby, Esbjerg. Dette prunkløse jubilæumsskrift vil givetvis også visne i skyggen af hovedstadsforlagenes store markedsføringsapparater, men det ville være en uretfærdighed. Foruden to udmærkede skildringer af lokale modstandsfolk fra Esbjerg rummer denne antologi fire stimulerende kortbiografier om nogle af besættelsestidens mest betydningsfulde mænd, der har det til fælles, at ingen af dem kan siges at være egentlige helte.

Samlingens tidligere leder Niels Wium Olesen lægger ud med en nytolkning af H.C. Hansens karriere. Væk er billedet af den flinke og bredtfavnende landsfader, der stadig bevares i venlig erindring af den ældre generation. Wium Olesen viser H.C. Hansen som en kompetent og pragmatisk magtpolitiker. Han havde styr på butikken. Allerede som formand for DSU håndhævede H.C. Hansen med strategisk overblik en streng partidisciplin, hvilket bl.a. indebar, at den ganske unge Jens Otto Krag måtte strække våben i et forsøg på at kuppe sig til magten i partiets ungdomsorganisation.

Wium Olesens analyse af Socialdemokratiets stilling til regeringens afgang 29. august 1943 er skarpt vinklet, men han har sandsynligvis ret i, at også H.C. Hansen var forbitret over samarbejdspolitikkens sammenbrud. Hans senere støtte til modstandsbevægelsen omfattede kun den systemloyale og passive del. De aktive, især kommunisterne, omfattede han med stor skepsis, som også smittede af på hans holdning til Frihedsrådet og dens repræsentation i befrielsesregeringen. Men han holdt gode miner til slet spil, for i maj 1945 handlede det om at få det til at se ud, som om alle havde stået på den samme side hele tiden.

Mogens R. Nissen skriver om en af landbrugets topfolk i 1930’erne, venstremanden Henrik Hauch. Hauch overses oftere end kæmper som I.C. Christensen og Madsen-Mygdal, men Nissen viser tydeligt, at der er grund til at huske på ham. Under den store landbrugskrise var Hauch medforhandler af Kanslergadeforliget 1933, som blandt andet skaffede gunstigere økonomiske forhold til landbruget. Hauch indlagde sig fortjeneste ved at udelukke den højreradikale forening Landbrugernes Sammenslutning fra politisk indflydelse. Det var ikke så let, som det lyder, for en mand i Hauchs stilling, for LS var med afstand sin tids største antiparlamentariske organisation.

Som både politiker og organisationsmand blev Hauch en endnu vigtigere aktør under besættelsen, hvor Venstre udnyttede situationen til at skaffe landbruget gunstige vilkår på bekostning af bybefolkningen og lønarbejderne. Hauch var mægleren, der ofte måtte forklare sine fæller, at de ikke kunne få både i pose og i sæk. Hauchs stilling indebar også et tæt samarbejde med tyske embedsmænd og nazister. Han blev som resten af landbruget efter befrielsen skånet for retsforfølgelse for det tætte samarbejde med besættelsesmagten, der i mange andre brancher blev betragtet som landsskadelig virksomhed.

Samlingens nuværende leder, Henrik Lundtofte, tager fat i pacifisten og overretssagføreren Ejnar Krenchel, der i en serie skrifter og radioforedrag med besættelsesmagtens velsignelse talte imod sabotagen. Han er efter befrielsen blevet afskrevet som fantast, idealist og excentriker, men Lundtofte viser, at han under krigen faktisk blev taget alvorligt nok til, at modstandsbevægelsen lagde kræfter i at yde ham modsigelse i det offentlige rum.

Lundtoftes egentlige ærinde er at karakterisere opinionen under besættelsen. Det er altid vanskeligt at dokumentere, hvad den offentlige mening har været i en given tid. Hvad folk selv husker om den, er oftest forvrænget af bagklogskab. Lundtofte dokumenterer den kamp, der dengang foregik om opinionen, og viser dermed bl.a., at modstandsbevægelsen ikke regnede det for givet, at den havde befolkningen på sin side under alle omstændigheder, og at den måtte være forsigtig med, hvad den sprængte i luften, hvis den skulle opbygge og bevare folkets sympati.

John T. Lauridsens bidrag om Werner Best er bogens mest interessante, og det siger ikke så lidt. Best var tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark fra november 1942. Han var højtstående i SS, kom fra en stilling i det tyske udenrigsministerium og var en af Det Tredje Riges førende forvaltningsteoretikere. Det er det sidste, hidtil oversete, aspekt af hans cv, som Lauridsen drager frem i lyset ved hjælp af den korrespondance, som Best førte med det tyske udenrigsministerium.

Bests politik i Danmark er oftest blevet fortolket som drevet af pragmatiske hensyn til ikke mindst eksporten af fødevarer fra Danmark til Tyskland. Lauridsens pointe er, at Bests politik ikke blot var udtryk for en begavet embedsmands diplomatiske håndelag, men for en langsigtet forvaltningsstrategi, som Best selv havde udkastet nogle år før i et festskrift til Himmler. Det var en såkaldt overvågningsforvaltning, det vil først og fremmest sige en meget lille repræsentation af tyske embedsmænd, der overlod det til danskerne at holde orden i eget hus. I det besatte Danmark var der en tysk embedsmand for hver 43.000 danskere. I Norge var forholdet f.eks. 1:3.700.

Ud over at være mandskabsbesparende var strategien udtryk for et ideal om fremtidens Europa under tysk herredømme; Danmark blev et forsøgslaboratorium for nazistisk forvaltningsteori.

Bests strategi så ud til at lykkes i det første halvår af hans embedstid. Den øverstkommanderende for værnemagten i Danmark, von Hanneken, var indstillet på at tage meget drakoniske midler i brug mod den begyndende sabotage, mens Best var overbevist om, at danskerne kunne tales til fornuft, og hans egne statistikker over sabotageaktioner syntes at give ham ret. Den linje fastholdt han principielt til befrielsen, selv om de faktiske forhold i stadig stigende grad modsagde ham.

Augustoprøret 1943 må være kommet som et chok for Best. Berlin underminerede hans stilling og pressede på for at indføre mere håndfaste modforanstaltninger, men Best fastholdt, at forvaltningen af Danmark skulle foregå efter den oprindelige strategi, og at besættelsesmagten skulle afholde sig fra den vilkårlighed, der måtte byde en forvaltningsteoretiker som Best imod. Det betyder ikke, at Best var imod grusomhed som sådan – slet ikke – blot at han ikke fandt den formålstjenlig i den givne situation.

Bogens bidrag er uhyre perspektivrige og giver anledning til uddybende nytolkninger af mange forhold under besættelsen. Sabotagen f.eks. bliver i bogen betragtet som symboler snarere end gerninger. Netop under en fredsbesættelse spiller symboler en uhyre vigtig rolle, og derfor må sabotagerne tillægges en stor betydning, endskønt de kun forårsagede relativt ringe materiel skade.

Som et andet eksempel kan nævnes synet på samarbejdspolitikken. Hvis man hører til den skole, der mener, at den var et nødvendigt onde, må man nedtone rosen til politikerne, for Werner Best synes at have ført en samarbejds- og tilpasningspolitik, der var mere uafhængig af de danske politikeres omstillingsparathed, end vi troede.

Endelig skal den kamp, som blev ført internt blandt danske politikere, heller ikke kun forstås i lyset af besættelsen. Den udgør i lige så høj grad en logisk fortsættelse af 1930’ernes politiske situation.

(Politiken 3. feb. 2007)