En svensk efterretningsmosaik

Judith Vogt: Hemmeligstemplet. Sverige bag facaden 1933-1945. C.A. Reitzel, 396 sider, 295 kroner.

       

Den svenske efterretningstjeneste Allmänna Säkerhetstjänsten blev oprettet i 1938 og foretog i årene derefter omfattende telefonaflytninger og hemmelig brevcensur. Tjenestens arkiv er nu tilgængeligt og rummer et enestående tværsnit af svenskeres korrespondancer med hinanden og med udlandet, herunder Danmark.

Det kræver en disciplineret forfatter ikke at fortabe sig i det mylder af interessante oplysninger, som sådan et kildemateriale rummer. Judith Vogt har desværre ladet sig forføre af stoffet og citerer og citerer og citerer uden nogen sikker orienteringsevne eller noget kvalificeret overblik.

Den eneste samlende konklusion, man kan drage, er, at Judith Vogt er meget forarget over Sveriges stilling til Nazityskland. Det er der såmænd også god grund til, for Sverige lå under for samme pres som alle andre nordeuropæiske småstater. Det blev heller ikke i Sverige håndteret særlig ærefuldt. Svenske firmaer gjorde sig fri af jødiske interesser for at kunne handle med Tyskland, Sverige førte en restriktiv politik over for flygtninge og lod tyske tropper passere svensk territorium, blot for at nævne nogle eksempler.

Forargelse er i sig selv en utilstrækkelig forudsætning for historisk forskning. Perspektiv får man først, når historikeren forsøger at forklare og forstå, sætte ind i kontekst, stille åbne spørgsmål. Hvad var den politiske motivation for en så omfattende overvågning af det svenske civilsamfund, som tilfældet var? Hvad var omfanget og betydningen af den tysk-svenske samhandel? Hvilken rolle spillede antisemitismen i svensk politik? Hvad var Sveriges sikkerhedspolitiske position i forhold til de øvrige nordiske lande?

Forlag og forfatter lover med denne bog at give et uforfalsket billede af Sverige bag facaden. Det virker altid påfaldende utroværdigt på mig, når nogen hævder at fremstille virkeligheden, som den virkelig er. I dette tilfælde bygger løftet på den antagelse, at Sandheden ligger i arkiverne, og at kilderne taler for sig selv. Det gør de imidlertid aldrig. Kilderne svarer kun på de spørgsmål, som læseren stiller. De kræver kritisk tolkning bygget på et omfattende kendskab til den sammenhæng, hvori de indgår.

Vogt er et stykke fra at have skrevet en god historiebog. Hun præsenterer en citatmosaik, hvis største fortjeneste må være at give eksempler på, hvad man kan vente at finde i Allmänna Säkerhetstjänstens tilsyneladende formidable arkiv.

(Politiken 24. feb. 2007)