Mens vi venter på kommissionen

Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste. Politikens Forlag 400 sider, 269 kroner.
       
Det ville være urimeligt at forvente sig alt for meget af en bog som denne. Den bliver ganske vist slået op på, at forfatteren har fået adgang til PET’s arkiv, men man skal være opmærksom på, at adgangen kun gælder den såkaldte DIIS-samling, det vil sige de afklassificerede dokumenter, der også er blevet brugt i den store koldkrigsudredning. De må antages at udgøre en forsvindende brøkdel af PET’s samlede arkivbestand. Derudover er de belagt med strenge klausuler for så vidt gælder de berørte personers identitet, økonomi og privatliv.

Bortset fra det har Davidsen-Nielsen mest udnyttet de åbne kilder, der findes, især den presseomtale, der har været af PET’s aktiviteter. Derudover har ganske mange af hovedpersonerne udgivet deres erindringer eller stillet op til interview.

Bogen er bygget op med omtrent et kapitel til hver af de ni chefer, tjenesten havde fra 1945 til og med Hanne Bech-Hansens afgang i 1993.

Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at der ikke er tale om en slutstilling. Cheferne blev som regel hentet til posten i 35-40-års-alderen, blev der i 5-10 år, hvorpå de er fortsat videre i rets- eller politivæsenet, medmindre de er døde med støvlerne på, som det er sket for et par stykker.

Arne Nielsen f.eks. (chef 1964-1970) var den sidste chef, der kunne tillade sig at have et afslappet forhold til ministerielle retningslinjer. Davidsen-Nielsen mener, at han sørgede for, at registrene over de politisk aktive på venstrefløjen, som regeringen krævede destrueret, i stedet blev mikrofilmet og i 1970 sendt til opbevaring på ambassaden i Washington. Efter hans uventede død på et hotelværelse i Bruxelles sørgede ministeren for at ansætte en chef, der ikke var så uregerlig.

Når vi overhovedet på forhånd ved noget om PET’s arbejde med kontraspionage skyldes det, at de afslørede spioner er endt som sag på en offentlig anklagers bord.

Der var historien om diplomaten, der i 1959 fik otte år for at have arbejdet for det polske efterretningsvæsen. Der var den om teaterdirektøren, der måske fungerede som mellemmand for B&W, når Sovjet gav ordrer på skibe og når returkommissionen skulle udbetales. Der var en kaptajn i hjemmeværnets luftmeldekorps, der af pengenød søgte at sælge dokumenter på den sovjetiske ambassade, en forfatter fra Langeland, der pådrog sig en sigtelse og fik et tiltalefrafald for at være påvirkningsagent, eller hvad med den journalist ved et større jysk dagblad, der på grund af forældelse slet ikke blev tiltalt for at arbejde for Stasi, fuldstændig som tilfældet var med agenten, der gik under kodenavnet ’Lenz’.

At PET kun har fanget små fisk, kan der ikke rigtig bygges nogen generel vurdering af tjenestens effektivitet på. Meget tyder på, at PET har gjort udmærket fyldest. En efterretningstjenestes fiaskoer er de mest synlige, mens den perfekte succes altid er uspektakulær. Der går jo ikke megen røg af et afværget bombeanslag. På den måde er Blekingegadesagen både en succes og en fiasko. Davidsen-Nielsen hævder faktisk, at den kunne være opklaret før det fatale Købmagergaderøveri.

Davidsen-Nielsen skriver med journalistens tæft for fortællingens dramatik og samtidig med en professionel og afbalanceret distance til stoffet, der ikke forfalder til simpel fordømmelse. Her får vi f.eks. et mere nuanceret billede af Jørgen Dragsdahls forbindelse til KGB end hos Bent Jensen. Davidsen-Nielsen peger på et af de elementer, som Bent Jensen ikke tager hensyn til i sin argumentation, nemlig at KGB’s indberetninger fra København til Moskva ikke er troværdige kilder til virkeligheden. Agenterne i marken havde en naturlig tendens til at ville imponere de overordnede med deres held med rekruttering af danskere – også hvor det ikke helt var tilfældet. Derudover synes Davidsen-Nielsen at nære en sund skepsis over for en af hovedkilderne til mange af de farverige historier om København under den kolde krig, den ikke mindre farverige dobbeltagent Oleg Gordijevskij.

Bogen er uden fodnoter, og det er ikke altid til at gennemskue, hvor Davidsen-Nielsen har sine oplysninger fra, og det gør det vanskeligt at tage kvalificeret stilling til nogle af hans ræsonnementer. Man må indrømme samtidshistorikeren og journalisten mulighed for at arbejde med anonyme og fordækte kilder, her ikke mindst af hensyn til arkivlovens bestemmelser om personfølsomme oplysninger. Men mere præcision i kildeangivelserne kan sagtens lade sig gøre end den, Davidsen-Nielsen udviser.

PET’s arbejde med at afdække højreradikale miljøer i Danmark er slet ikke omtalt i bogen. Heller ikke PET’s forhold til Tvind er f.eks. behandlet udtømmende. Og kun PET-kommissionen ved, hvad der ellers gemmer sig af sager. Det sidste ord er altså langtfra sagt i denne sag, men Davidsen-Nielsen har i hvert fald præsteret en god begyndelse på en lødig og sammenhængende historie om den danske kontraspionage under den kolde krig.

(Politiken 24. jan. 2007)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar