Bombardementet

Rasmus Glenthøj og Jens Rahbek Rasmussen (red.): Det venskabelige bombardement – København 1807 som historisk begivenhed og national myte, Museum Tusculanums Forlag, 269 sider, 248 kroner.

 Peter Henningsen (red.): København 1807 – belejring og bombardement, Jyllands-Postens forlag, 352 sider, 349 kroner.

 Rolf Scheen: Flådens ran – Tabet af den dansk-norske flåde 1807, Gyldendal 224 sider, 299 kroner.

 Thomas Munch-Petersen: København i flammer. Hvordan England bombarderede København og ranede den danske flåde i 1807. Oversat af Gerd Have, originaltitel: ’Defying Napoleon’, Gyldendal 320 sider, 299 kroner

K.G.H. Hillingsø: Landkrigen 1807, Gyldendal 224 sider, 229 kroner.

Rasmus Glenthøj: På fædrelandets alter – national identitet og patriotisme hos det danske borgerskab 1807-1814, Museum Tusculanums Forlag, 195 sider, 198 kroner.

Niels Kofoed: Københavns Bombardement 1807. ABC Publishing, 140 sider. 

Man støder stadig på den opfattelse eller myte, må man nok sige, at det britiske angreb på København i 1807 var »verdenshistoriens første terrorbombardement«. Den har vundet hævd ikke mindst efter 1945, for dermed kunne København skrives ind i samme række af ofre for voldsomme bombardementer som Guernica, Coventry, Dresden og Warszawa. På denne måde kunne Danmark stadig tage del i den europæiske historie på et tidspunkt, hvor vi måske nok sad med en lidt flov smag i munden over at være sluppet så billigt. Det er Jens Rahbek Rasmussen, der antyder denne forklaring på mytens fortsatte eksistens.

At det var et terrorbombardement i 1807, er uomtvisteligt, for dets effekt var betinget af virkningen på opinionen i byen mere end de konkrete ødelæggelser og tab. Det var borgerne, der først overgav sig, om man så kan sige. Men det var altså ikke det første i historien. Belejringsstyrker har altid benyttet den seneste militærteknologi til at dænge så mange ulykker som muligt ind over de belejrede uden at skelne mellem civile og militære mål. Worms 1688, Bruxelles 1695, Dresden 1760 er eksempler, sågar svenskernes belejring af København 1658-59 kan nævnes. I 1807 var forskellen blot den, at briterne anvendte de moderne congrevske brandraketter – i øvrigt affyret under opsyn af opfinderen selv, William Congreve.Et af de store spørgsmål er, om bombardementet kunne være undgået? Peter Henningsen lægger ansvaret på den regerende kronprins Frederiks skuldre. At hans diplomati var unødigt uelastisk, er klart nok, og muligvis ville den britiske ekspedition have fået et andet forløb, men endemålet var næsten givet på forhånd. Thomas Munch-Petersen analyserer hele operationen set fra den britiske vinkel, og det giver nogle af svarene på, om der var tale om en uafvendelig række af begivenheder.

Det overordnede billede er, at krigen mellem briterne og franskmændene var som en kamp mellem hvaler og elefanter. Ingen kunne vinde, så længe ingen opsøgte nederlaget på udebane. Napoleon dominerede kontinentet med sin Grande Armée, mens briterne beherskede søen. Hver især måtte de sikre sig, at neutrale stater ikke sluttede sig til modparten, samtidig med at de forsøgte at hverve allierede til sig selv. For de neutrale stater bestod udfordringen i at forsvare neutraliteten med troværdighed, hvilket i praksis vil sige oprustning. I 1807 var presset og mistilliden så stor, at det blev et kapløb for stormagterne om at komme først. Frankrig havde i Tilsit sluttet fred med Rusland, og vejen lå nu åben for at tvinge de sidste neutrale stater – Danmark, Sverige, Østrig og Portugal – ind i et forbund med Napoleon.

Det britiske svar på denne udfordring, nemlig overfaldet på København, kalder Munch-Petersen et præventivt slag, fordi det fratog Napoleon et af de største aktiver, flåden, han kunne have vundet ved alliancen med Danmark og samtidig fjernede truslen mod briternes handelsinteresser i Østersøen. Briterne handlede på baggrund af blandede efterretninger. Nogle tydede på, at danskerne var ved at hælde mod Napoleon, mens andre og mere troværdige pegede i retning af en opretholdelse af neutraliteten. Danskerne ønskede ingen konflikt med Storbritannien. Alligevel turde briterne ikke tage nogen chancer, og de iværksatte Napoleonskrigenes største amfibieoperation, dvs. en kombination af land- og søstridskræfter omfattende 65 orlogsskibe, godt 300 transportfartøjer og 30.000 landtropper.

Mens den danske hær befandt sig i hertugdømmerne for at afværge et angreb fra kontinentet, indesluttede en britisk flådestyrke Sjælland og landsatte troppestyrker ved Vedbæk med henblik på en belejring af København, der blev forsvaret af 14.000 delvist dårligt trænede mænd. Om landoperationerne beretter overkrigskommandersergent Hillingsø med kæk og bold militærsagkundskab. Mere grundig i sin redegørelse for hele militæroperationens tekniske detaljer forekommer Rolf Scheen imidlertid.

Selve bombardementet var et ganske vist brutalt, men også effektivt alternativ til den passive belejrings sene død. Tabstallene angives som regel meget løseligt til 1.600. Briterne skønnede endog i samtiden – ikke ubeskæmmet – at der var tale om 5.000 døde københavnere, men Mia Lade Krogaard har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at tælle døde i kirkebøgerne og er kommet frem til cirka 200 civile ofre for bomberne. Rolf Scheen har været nogenlunde de samme kilder igennem og er kommet til et endnu mindre tal, nemlig 84 døde civilister. Hertil skal lægges de officielle tabstal for militæret, nemlig 188 døde og 346 sårede.

Det er under alle omstændigheder langt mindre, end hvad de lange belejringers væsentligste virkemiddel – epidemier og hungersnød – ville have kostet. Tre dage, 300 raketter og 6.000 granater tog det, indtil hovedstaden var mør, og byens kommandant Peymann overgav sig. De danske orlogsmænd havde ikke selv deltaget i kamphandlingerne, for de var aftaklede som et tegn på dansk vilje til neutralitet. Ifølge betingelserne for dansk overgivelse havde briterne 6 uger til at gøre dem sødygtige, og den 20. oktober afsejlede ransmændene endeligt med 18 linjeskibe, 17 fregatter, 7 brigger og flere mindre skibe, foruden alt hvad Holmen lå inde med af udstyr og værktøj.

Hvis man ser bort fra det militære nederlag, den efterfølgende alliance med Napoleon, tabet af Norge og statsbankerot, blev 1807 også anledning og årsag til en helt ny måde at tænke statsborgerskab på. Den hidtidige patriotisme havde været et spørgsmål om loyalitet mod en fyrste og den stat, som han inkarnerede. Under Englandskrigene blev denne patriotisme for det første i højere grad rettet mod fædrelandet som abstraktum, og for det andet blev den meget følelsesladet. Hjertet overtog forstandens rolle som patriotismens organ, om man så kan sige. Dette emne er behandlet af bl.a. Rasmus Glenthøj i en glimrende bog om national identitet efter 1807, som udkom tidligere på året.

Heller ikke før Slaget på Reden i 1801 var forholdet til England det bedste, men alligevel blev der i Danmark også efter 1801 opretholdt en helt urealistisk forestilling om, at de to sømagter var jævnbyrdige og kunne respektere hinanden som gentlemen. 1807 var i den forstand et brutalt møde med den europæiske virkelighed af stål. Engelskmanden blev genstand for grove karikaturer og smædedigte. 1807 blev et af de første og væsentligste elementer i vores nationale selvforståelse. Det er noget, som militære nederlag gør mindst lige så ofte som sejrene. Interessant nok spiller begivenheden en meget ringe rolle for den engelske. Selv om der var tale om en strålende sejr med deltagelse af den senere hertug af Wellington (ham fra Waterloo), passer en uprovokeret aggression mod en underlegen magt ikke godt i den engelske selvforståelse som fair player.

England afløste efter 1807 Sverige som vigtigste danske arvefjende, det modbillede i hvilket en national selvforståelse med stor kraft kan skabes, men allerede halvvejs inde i det 19. århundrede overtog tyskerne den rolle, som de har bevaret næsten indtil i dag. Englænderne genvandt til gengæld deres ry som godmodige og redelige mennesker, der altid er med på et væddemål, en myte, der blev cementeret allerede med de to engelske herrer i H.C. Andersens eventyr om, hvad fatter gør.

Det er en flot høst af litteratur om emnet, der ledsager den omfattende fejring af jubilæet, sat i scene med vanlig panache af Golden Days in Copenhagen. De to velredigerede antologier får de bedste anbefalinger til den alment interesserede læser, der derefter kan vælge frit i resten af bøgerne efter særinteresse uden risiko for at trække en decideret nitte.

(Politiken 1. sep. 2007)