Forfølgelse og død

Lone Rünitz og Hans Kirchhoff: Udsendt til Tyskland – dansk flygtningepolitik under besættelsen. Syddansk Universitetsforlag, 512 sider, 300 kroner. Udkommer i dag.

       

I midten af april måned 1940 opholdt der sig 2.198 flygtninge fra Stortyskland i Danmark. Nogle af dem var politiske flygtninge – kommunister og socialdemokrater – men langt de fleste var jøder. Takket være danske og tyske bureaukratiers omhyggelige journaliseringssystemer kan det med en stor detaljeringsgrad kortlægges, hvordan nogle af disse flygtninge blev udleveret til Tyskland, hvor de risikerede forfølgelse og i manges tilfælde døden.

Det skete som en logisk fortsættelse af den flygtningepolitik, der var ført i 30’erne, og da denne ubehagelige skyggeside af dansk politik blev draget frem for en større offentlighed i 2000, blev der iværksat en statsfinansieret historisk undersøgelse under ledelse af en af besættelsestidsforskningens , Hans Kirchhoff. Denne bog er det sidste af i alt fire bind, som forskergruppen har udgivet. Dertil kommer et bind udgivet af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, der en overgang var tilknyttet forskergruppen, men siden gik sine helt egne veje. grand old men

Har dansk flygtningepolitik i 1930’erne og 40’erne indtil nu kun været beskrevet sporadisk, må emnet nu siges at være dækket væg til væg. Ikke alene er snesevis af enkeltskæbner beskrevet i hjerteskærende detaljer, det hele er også sat ind i sin politiske og internationale sammenhæng, ikke mindst takket være Kirchhoffs suveræne overblik. Historien er ikke flatterende for embedsstanden. Mange vil givet benytte anledningen til at drage sammenligninger med nutidens flygtningepolitik. Den moralske fordømmelse ligger lige for, og læseren slipper da heller ikke i dette tilfælde helt for hævede pegefingre og sigende udråbstegn, men netop den overordnede saglighed og professionelle afstand, hvormed Kirchhoff og Rünitz går til arbejdet, ansporer til at se politikere og embedsmænd – før og nu – som andet end afstumpede og slette mennesker. Hvad er konteksten, motivationen, rationalet? Dengang var hensynet til Tyskland meget dominerende. Et af de principielle problemer set fra et dansk synspunkt var, at asyl kun kunne gives dem, der var uretmæssigt forfulgt i deres hjemland. Problemet bestod i, at næsten al forfølgelse i Tyskland var retmæssig – i betydningen som følge af vedtaget lov – systematiseret og slet ikke vilkårlig. At anerkende en jøde qua jøde som flygtning ville være det samme som at underkende tysk lovgivning og dermed det tyske regime. Justitsminister K.K. Steincke havde allerede i 1936 betragtet de nazistiske jødelove som almindelig borgerlig lovgivning, der som sådan ikke kunne anfægtes fra dansk side. Samtidig havde tyskerne ikke interesse i at fare alt for hårdt frem i Danmark.

Efter åbningen af østfronten i sommeren 1941 var jagten på kommunisterne dog blevet intensiveret, og danske myndigheder lagde sig i selen for at komme af med så mange tyske kommunister som muligt. Initiativet til udvisningerne blev ofte taget fra dansk side uden eller måske direkte imod tyske ønsker, fordi danskerne øjnede muligheder for at slippe af med besværlige eller angiveligt farlige flygtninge.

Presset fra højeste sted i Berlin for at få løst det såkaldte ’jødeproblem’ blev stærkt forøget i løbet af 1942. De godt 1.400 jødiske flygtninge, der på dette tidspunkt befandt sig i landet, var mest udsatte, for der var almindelig enighed om, at danskerne ikke ville tolerere, at de danske jøder blev deporteret til en ukendt – men efter alle efterretninger forfærdelig – skæbne i det tyskbesatte Polen. Solidariteten med ’fremmede’ jøder var slet ikke så udtalt. For myndighederne handlede det næsten altid om at beskytte danske statsborgere. Den kølighed, hvormed nok så velbegrundede anmodninger fra ikke-danske blev afvist, er uhyggelig, uden at man dog kan tage den som udtryk for en udbredt antisemitisme blandt de danske ansvarlige.

Hvis man anlægger embedsmandsvinkelen på tingene og lader enkeltskæbnerne ufortalte et øjeblik, er statistikken ikke alarmerende. En snes jøder og deres familier blev udvist til Tyskland under krigen. De øvrige måtte lide under den almindelighed frygt og uvished og chikanerier fra myndighedernes side, og de var også mere udsatte for at blive taget under den tyske jødeaktion i efteråret 1943. Udleveringerne gik langt hårdere ud over den mindre gruppe af kommunister, der i modsætning til jøderne var genstand for almindelig foragt blandt hovedparten af danskerne, herunder ikke mindst politikerne. Tre gange så mange kommunister som jøder blev udleveret. Det samlede tal af udleverede er ca. 150. Det uhyggelige er sådan set, at dette antal målt i forhold til det samlede antal ofre for krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig er så forsvindende lille, og at så forskrækkelig mange af disse ofre aldrig når så langt som blot at få deres historie fortalt.

(Politiken 29. aug. 2007)