Danmark undgik jødiske flygtninge

Lone Rünitz: Af hensyn til konsekvenserne - Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940. (Syddansk Universitetsforlag, 580 sider, 300 kr.).

       

Flygtningenefra Nazityskland var fanget i en europæisk fælde af velvilje og mistillid. De fleste lande ville såmænd gerne tage imod flygtninge, hvis det kunne dokumenteres, at de havde mulighed for at rejse videre til et tredjeland. I praksis betød det, at et lands velvilje afhang af tilliden - det vil i praksis sige mistilliden - til andre landes velvilje. Resultatet blev en nedadgående spiral af lukkethed, for ingen ønskede at være det land, der til sidst sad med sorteper.

Justitsminister Steincke fastholdt, at politiske flygtninge skulle gives asyl, mens almindelige forbrydere ikke skulle nyde den ret. Problemet var, at den danske politik definerede de tyske racelove - de såkaldte Nürnberg-love - som en almindelig borgerlig straffelov. Forfulgte jøder kunne derfor ikke søge asyl som politisk flygtninge. Situationen for jøderne blev endnu værre, da de fik særlig pas i 1938, for det satte myndighederne i stand til at afvise dem ved grænsen. Rünitz tegner billedet af et embedsværk, der med stor nidkærhed forvaltede de udstukne regler. Skæbnebestemmende beslutninger blev ofte truffet af underordnede embedsmænd på et øjeblik. Eneste lyspunkt i hele beretningen er, at den danske civilbefolkning som helhed tog pænt imod flygtningene og somme tider pressede på for at give asyl til flere.

Frygten for den tyske reaktion gjorde, at Danmark i praksis blev et land, der diskriminerede jøder i overensstemmelse med Nürnberg-lovene. Tydeligst viste det sig i et cirkulære fra 1937 til vielsesmyndighederne, ifølge hvilket det blev forbudt at vie udenlandske par, der ikke lovligt kunne indgå ægteskab i deres hjemland. Jøders ægteskab med ikke-jøder var forbudt i Tyskland, men et blandet par skulle altså ikke gøre sig håb om at omgå den tyske lov ved at tage til Danmark.

Danske politikere lagde faktisk ikke skjul på, at de helst ikke ville have for mange jøder. Da der var tale om, at en del af en større gruppe sudetertyske flygtninge i Prag skulle bevilges asyl i Danmark, mente Hans Hedtoft, at man i udvælgelsen skulle lægge vægten på at undgå jøder. Man mente i Danmark, at for mange jøder ville give årsag til antisemitisme. Det er blodig ironi, at denne diskrimination af jøderne foregav at være til deres eget bedste.

Rünitz' boger bind to i en serie på fire udgivet af en forskergruppe under afdeling for Holocauststudier. Gruppen blev nedsat efter en stor offentlig debat om emnet i 2000. Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson var på et tidspunkt tilknyttet forskningsprojektet, men han er gået solo og har uden for serien udgivet sin egen store bog om flygtningespørgsmålet 1933-45 (anmeldt i Politiken 28.5.), der i vid udstrækning bygger på samme slags kildemateriale som Rünitz.

Som en relativt langsom læser kunne jeg godt have tænkt mig, at der var blevet økonomiseret lidt mere med pladsen, for hvis man vil have et fuldstændigt billede af, hvad der er kommet ud af forskningsbevillingen, er man tvunget til at læse samtlige fem bøgers cirka 2.000 sider, foruden den allerede foreliggende litteratur om emnet.

På den anden side giver Rünitz' og Vilhjálmssons nærmest synkrone studier mulighed for at sammenligne, hvor forskelligt man kan gå til det samme materiale. Vilhjálmsson er moralist og hans brændstof er forargelsen. Hans emne er skæbne og skyld: hvad skete der med de jødiske flygtninge i Danmark og hvem har ansvaret for deres lidelser? Det er grum læsning. Rünitz søger at finde årsager og sammenhænge snarere end at placere skyld. Det er faktisk endnu mere uhyggeligt, for hun får vist, at den store europæiske katastrofe var skabt af et væv af strukturer og omstændigheder, hvoraf enkeltpersoners handlinger eller passivitet kun udgjorde en del. Hun frikender slet ikke de ansvarlige, men hun viser, at der kunne være grunde til, at de gjorde som de gjorde. Man må spørge sig selv, hvad en god historiker som Rünitz vil have at sige om vores egen tid om halvfjerds år.

(Politiken 8. juni 2005)