En uforbeholden allieret

Dansk Institut for Internationale Studier, Koldkrigsudredningen Danmark under den kolde krig, 4 bd., ialt 2.348 sider, 600 kr. Kan hentes frit på www.koldkrigs-udredningen.dk

       

Læs ikkedette værk. Læs i det. Det er med sit enorme omfang slet ikke beregnet på traditionel læsning fra ende til anden. Vil man have overblikket, kan man nærlæse den 100 sider lange konklusion i bind 4. Derefter kan man dykke ned i de muligheder, som kombinationen af papir og elektronik giver, først og fremmest fuldtekstsøgning. På udredningens hjemmeside kan man finde supplerende materiale, som har været anvendt som kildegrundlag. Især er materialet fra de østlige efterretningstjenesters aktiviteter i Danmark utroligt spændende. Her er nøje angivelser af mødesteder, depoter og sindrige meddelelsessystemer i original. De hemmelige gemmesteder er lige til at gå ud og finde. Fat spaden: Genren koldkrigsarkæologi er født.

Udredningen er et væsentligt - og efter mit bedste skøn meget redeligt - forskningsarbejde, der giver en ny tolkning af Danmarks rolle i den kolde krig. Historieskrivningen har hidtil været domineret af to synspunkter, der har rod i den kolde krigs modsætningsforhold mellem venstre og højre: Venstrefløjen lægger stor vægt på de danske forbehold mod NATO. De ses som et udtryk for et berettiget opgør med en amerikansk dominans. Højrefløjen gør på den anden side meget ud af at understrege Danmarks illoyalitet mod Washington, og hvad den betragter som den danske venstrefløjs utidige leflen for Moskva. Til fælles har de to linier, at Danmark var en undtagelse i forsvarssamarbejdet, NATO's .odd man out

Nu læggesvægten et andet sted, nemlig på Danmarks rolle som en integreret del af NATO. Der var på intet tidspunkt tvivl om Danmarks loyalitet. En i grunden ikke særlig spektakulær konklusion. Der er få sensationer at finde. Da den nuværende regering genformulerede kommissoriet for udredningen, kunne det læses mellem linierne, at man gerne så nogle forrædere navngivet. Kommunistkrybene skal ryges ud af deres huller, ja de skal. Den slags skalpejagt har udrederne heldigvis hævet sig over. De har ledt efter spioner og fundet nogle stykker, men hovedkonklusionen står klart: Pres og påvirkning fra østblokken var ikke udslagsgivende for væsentlige beslutninger taget i Danmark under den kolde krig.

Det havde fra begyndelsen været dansk politik, at atomvåben ikke måtte placeres på dansk jord i fredstid, men det er også kommet frem i de senere års undersøgelser, at dette danske forbehold i praksis var ret gennemhullet. Amerikanerne medbragte atomvåben til og fra Thulebasen, og skiftende danske regeringer undlod at udfritte Washington så meget, at det krævede et ærligt svar. Det kaldes at være i dum tro. I tilfælde af krig kunne der meget hurtigt opstilles raketbatterier bestykket med atomgranater i Syddanmark. Dermed indgik Danmark i praksis i det atomvåbenkapløb, der byggede på en forsikring om evnen til gensidig ødelæggelse, passende forkortet MAD (Mutually Assured Destruction).

Man skal dog ikke overdrive galskaben i princippet, for der det indebar også en gensidig forsikring om, at krig umuligt kunne fremme nogens interesser på kort eller lang sigt. Kapløbet forløb jævnbyrdigt frem til midten af halvfjerdserne, da østblokken mistede pusten. NATO begyndte at spille med musklerne over for en økonomisk og militært svækket østblok. Fra 1974 til 1987 blev vestlige militære overflyvninger af Østersøen fx tredoblet. Denne statistik stammer fra den østtyske efterretningstjeneste. Det er et godt eksempel på, hvor langt undersøgelsen er nået ved anvendelsen af østlige kilder, når de hjemlige er tørret ud.

Den stigende ubalance mellem øst og vest, tabet af gensidighed, om man så kan sige. Amerikanerne begyndte at operere med muligheden for at afløse ligevægtsprincippet med en vestlig dominans. Stabiliteten var truet.

Et af devirkelig anbefalelsesværdige afsnit i udredningen er det, der handler om efteråret 1983. Jeg selv var sytten år gammel dengang og var bange for atomkrig. Det havde jeg god grund til, viser det sig. Sovjet nedskød 1. september et civilt koreansk passagerfly i den tro, at der var tale om et amerikansk spionfly. Det vidner om en vis nervøsitet, der burde være taget alvorligt, Det gjorde den blot ikke. Den store NATO-øvelse 'Able Archer' i november blev af russerne opfattet som en reel aggression. Risikoen steg betydeligt, fordi CIA ikke opfattede, hvor alvorligt Moskva udlagde situationen. Her kunne den gensidige fejlvurdering af virkeligheden have ført til en helt ny virkelighed. Reagan skulle efter sigende være blevet meget chokeret, da han fandt ud af, hvor galt det kunne være gået.

Den mest kritiske episode indtraf natten mellem 25. og 26. september 1983. Det sovjetiske missilvarslingssystem havde fejlagtigt registreret et amerikansk Minuteman interkontinentalt missil med kurs mod Sovjet. Vagthavende oberstløjtnant Stanislav Petrov vurderede imidlertid, at der var tale om falsk alarm og forhindrede dermed udløsningen af en sovjetisk gengældelse. Petrov er i mit regnskab en af verdenshistoriens store helte.

Amerikanernes kursskifte er hidtil blevet opfattet som Reagans opfindelse, men ideen kan ifølge den seneste forskning skrives tilbage til Carters tid i det Hvide Hus. NATOs europæiske partnere havde gerne fastholdt en ligevægtsstrategi, så der udviklede sig en uenighed i alliancen om den overordnede strategi. Den danske fodnotepolitik skal forstås i lyset af den vestlige bloks interne konflikt, hvis brudlinier forgrenede sig helt ud i forholdet mellem oppositioner og regeringer i de enkelte medlemslande.

»Det danske socialdemokratis reservationer i forbindelse med dobbeltbeslutningen i 1982-1983 var ikke nogen dansk særudvikling, men nærmest ord til andet kalkeret efter den tilsvarende politik i de andre vesteuropæiske socialdemokratier«. Udredningen frikender ikke det sikkerhedspolitiske flertal fra begyndelsen af 1980'erne, for den konkluderer, at Danmarks stilling i NATO var sikret, fordi regeringen ignorerede fodnotepolitikken. Når man alligevel kan tale om en slags frikendelse, ligger den i det synspunkt, at socialdemokratiske forbehold ikke blot var udtryk for interne danske drillerier. De var også begrundet i en berettiget frygt for konsekvenserne af en amerikansk overbudspolitik.

Den amerikanske strategi vandt. Sovjetunionens faldt fredeligt som et resultat af indre opløsning og ydre pres. Kun udbruddet af lokale konflikter i randen af det gamle sovjetimperium sværter billedet af en strålende sejr. Uffe Ellemann-Jensen har benyttet anledningen til endnu engang at fremhæve sine egne kvaliteter som udenrigsminister, men også han burde klappe hesten. Ganske vist gav historien ham ret, men den aggressive linie kunne lige så vel være gået galt i stor stil. Det viser begivenhederne i efteråret 1983.

(Politiken 5. juli 2005)