Næsten en Uffe Ellemann

Ditlev Tamm: Federspiel. En dansk europæer (Gyldendal, 344 sider, 349 kroner).

       

Optakten lover godt. Uffe Ellemann-Jensen har skrevet et elegant og reflekteret forord om den elegante og reflekterede Per Federspiel. I det hele taget får man indtryk af, at bogens hovedperson i forbavsende grad ligner Uffe Ellemann-Jensen, og så er det jo en skam, at Federspiel aldrig blev udenrigsminister.

Ditlev Tamm kan også skrive elegant og reflekteret, men det er ikke tilfældet her. Han vil meget gerne fortælle om mangt og meget, og det er ikke uinteressant, men måske en kende ufokuseret, ikke ulig den unge Federspiels liv.

Per var født uden for ægteskab, men kom ind i et overklassemiljø præget af intellektuelle, kunstnere og politikere, der ikke tog utroskab helt så nøje, som de gjorde nede hos småborgerne. Moderen var pianistinde, og både hans far og farfar var jurister, så han måtte næsten blive en intellektuel, lidt kunstnerisk anlagt jurist med politiske ambitioner. Og det gjorde han så.

Som ung var han en blasert og nonchalant dandy, der syntes det var morsommere at spille golf end at gå på vandretur med P. Munch. Hans juridiske embedseksamen var ikke fremragende, og han havde ikke særlig let ved at få en stilling.

Efter et mislykketforsøg som korrespondent i London blev Federspiel ansat i den danske delegation, da den internationale domstol i Haag skulle afgøre, om Østgrønland tilhørte Danmark eller Norge. Tamm fremhæver Federspiels engelskkundskaber som en væsentlig kvalifikation til det job, men det hjalp antagelig også, at delegationens leder var hans forlovedes onkel. Tamms gennemgang af selve sagen er virkelig interessant. Her får vi et glimt af, hvor god retshistorikeren Tamm kan være, når han er god.

Interessant er i øvrigt også Tamms redegørelse for forhandlingerne efter krigen om amerikanernes baser på Grønland. Tamm mener, at Knud Kristensen var rede til at sælge ud af Grønland til gengæld for amerikansk opbakning til en revision af den dansk-tyske grænse. Det blev der dog ikke noget af, da regeringen Kristensen blev væltet senere i 1947 netop på grænsespørgsmålet.

Den landsretssagfører Federspiel, der fejrede sin 35-års fødselsdag 9. april 1940, var upåfaldende. Han var dygtig og charmerende, men uden denne stræbsomme korrekthed, der kendetegner dem, der selv har måttet arbejde sig vej opad i samfundet. Han havde endnu til gode at træde i karakter. Men det gjorde han så. Federspiel hjalp jøder over sundet, og han administrerede den såkaldte Grundtvigsplan, finansieringen af SOE's aktiviteter i Danmark. Det foregik ved, at frivillige danske bidrag til arbejdet blev godskrevet en konto i London til udbetaling i pund sterling efter krigen.

De øvrige hovedaktører kendte han i forvejen. Ebbe Munck havde været hans kollega i London, og Flemming B. Muus var hans kones fætter. Det var sidstnævntes upålidelighed i pengesager, der gjorde det nødvendigt at oprette en særlig post til administration af økonomien. Federspiel endte med at blive anholdt i april 1944 og sad fængslet og interneret indtil kort før befrielsen. Han charmede sig nærmest ud af fangenskab, og det lykkedes aldrig tyskerne at få klarhed over Federspiels rolle.

Federspiel var minister i Venstreregeringen 1945-47 og sad med den opgave at gøre boet op efter frihedskampen, yde erstatninger og bl.a. tage stilling til stikkerlikvideringerne. I den sag stod han helt på modstandsbevægelsens side, idet han betragtede likvideringerne som krigshandlinger og derfor som straffri.

Som ministervar Federspiel en del af den danske delegation ved FN. Fra da af bevarede han et internationalt engagement og besad flere betydningsfulde tillidsposter. Han var medlem af Folketinget for Venstre i flere omgange og af Landstinget en enkelt gang op til dets afskaffelse i 1953. Han sad i FN's mislykkede Palæstina-kommission i 1948 og var medlem af Europarådets rådgivende forsamling i 20 år, heraf tre år som præsident. Tamm mener, at Federspiel i udenrigspolitikken var en tidlig repræsentant for den linje, der først blev virkeliggjort af Schlüter-regeringerne i 1980'erne. At Tamm selv er konservativ, er heller ikke i denne bog en hemmelighed. Federspiel døde i 1994.

Hele otte prestigefyldte fonde har bidraget til værkets udgivelse, men de har ikke fået meget for pengene. Udsalgsprisen er endda høj. Professor dr.phil. & jur. Ditlev Tamm har ikke gjort sig umage, og det har han åbenbart fået lov til af forlaget, der antagelig har haft travlt med at nå det til hovedpersonens 100-års dag. Bogen savner dramatisk nerve og blik for personlighedens udvikling, som man ville forvente af en bredt formidlet biografi. Noteapparatet er mangelfuldt og sløset. Ikke engang en litteraturliste kunne det blive til. Det kan kun ærgre, at denne bog nu ligger på hylderne og spærrer for en ordentligt redigeret biografi om Per Federspiel.

(Politiken 21. maj 2005)